TEMA-CITATER:
- Velsignet er den, som intet forventer, for han vil aldrig blive skuffet
- Lykke er, når ens forventninger svarer til virkeligheden. (Troels Kløvedal)
- Ingen forventer, at du er fuldkommen. Forvent det heller ikke af dig selv.
- Bag ethvert problem ligger en frustreret forventning. (Frit efter Peter Lang)
- En ven er en, der giver dig frihed til at være dig selv.
Mit første blogindlæg i det nye år skal handle om forventninger. Det skal det, fordi vi med årsskiftet kigger ind i et helt nyt og ubrugt år, som vi kan have forventninger til. Det kan være i form af nytårsforsætter eller begivenheder, der er plottet ind i kalenderen, og som vi forventer os meget af. Det kan også være et håb og en tro på, at man møder kærligheden i det nye år, eller at ønsket om at undfange næste generation går i opfyldelse.
Som tidligere chefredaktør på Politiken, Thøger Seidenfaden, sagde, så er det vigtigt ”at lægge honningdepoter ud,” så der er noget at se frem til. Og nytåret er vel det mest oplagte tidspunkt til den gemmeleg, fordi kalenderens blanke sider giver os håb om noget nyt og bedre.
Problemet er bare at forventninger er noget af det giftigste, der findes.
Forventninger til kæresten, vennerne, chefen, kollegaerne, lønnen, børnene……
Der går man og glæder sig til, at nogen indfrier ens forventninger - forventninger om kys og søde ord fra den bedre halvdel, forventninger om opbakning fra kollegaerne, forventninger til vennerne om at dukke op på det rigtige tidspunkt, forventninger til chefen om at forstå og at give udtryk for, at man har for meget at lave, og at man gør det godt, forventninger til ens børn om, at de får gode karakterer i skolen…. You name it!
ALLE de der forventninger, der gemmer sig i sindet, men som aldrig kommer over læberne.
Hver dag går vi der og håber på, at nogen får øje på forventningerne og indfrier dem.
MEN NEJ!
Skuffede forventninger gør ondt Så har vi balladen. For skuffelsen, der følger efter, når forventningerne ikke bliver indfriet, kan trække os helt ned på bunden af et sort hul.
Skuffelser kender vi alle sammen. De gør ondt. De svider. De danner betændelse. Og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at undgå dem.
Vi vrider gerne armen om på hinanden for at få vores forventninger indfriet. Vi skubber gerne hinanden væk, for at få det til at ske. Vi lukker hjertet inde i bankboksen og ser verden som en kampplads, hvor det udelukkende handler om at vinde og lykkes med mit ”eget projekt” uden tanke på andres.
Det gælder ikke kun i relationer … det gælder i høj grad også i forhold til livet som helhed.
Vi kommer med tårnhøje forventninger til, hvad livet skal give os af fantastiske ting, som skal være præcist, som de stod på ønskesedlen.
Se nu bare på den netop overståede jul. Mange fik deres ønsker opfyldt … ligeså mange gjorde ikke - Både i forhold til, hvad der lå under træet og i forhold til, hvordan julen gerne skulle emme af hygge og af nærvær. At der skulle være fred i familien, og vi skulle tilgive hinanden. At vi nu for en gangs skyld kunne lade være med at falde ind i de gamle mønstre … fordi julen nu engang er ”hjerternes fest.”.
Det samme gentog sig med hensyn til nytåret. Den sprøde lyd af et nyt jomfrueligt år fik os til at tænke, at det her år skulle være MIT år. Nu var det MIN tur til at stå på sejrsskamlen. Nu havde JEG fortjent lykke og fremgang i livet.
Kimen er lagt til nogle gevaldige tømmermænd og en god portion frustrationer, når det viser sig, at forventningerne falder til jorden, som pinden fra den største og flotteste nytårsraket.
En Sisyfos-opgave
Hvordan håndterer vi så den der uforløste forventningscyklus, hvor vi – som Sisyfos i den græske mytologi – år efter år ruller en forventningssten op af en bjergside, for at erfare, at den mod årets slutning ruller fra os og igen ender ved bjergets fod, så vi kan starte forfra ved næste årsskifte?
Ja, tænk hvis vi kunne lægge forventningerne fra os, og i stedet stå op hver dag med et åbent, nysgerrigt sind og hjerte.
Tænk, hvis vi kunne tage imod hinanden, som dem vi i virkeligheden er … og ikke som dem, vi forventes at skulle være.
Tænk, hvis vi bare kunne være mennesker og deles om pladsen, hjælpes ad – elske hinanden, uden at skulle opfylde bestemte behov hos hinanden.
Specielt i de nære relationer bliver en sådan forestilling giftig.
Det er naturligt at have forventninger til, at mekanikeren ordner ens bil, hvis den ikke vil starte, eller at VVS’eren fixer det rør, som drypper på badeværelset.
Men i vore private relationer kommer der nemt til at ligge en masse uudtalte forventninger, som vi skal være tankelæsere for at kende, og det genererer et stort pres, som avler både mistillid, angst og usikkerhed.
Der er ingen af os, der bryder sig om at skuffe nogen, vi holder af. Det er en rædsom følelse af ikke at slå til.
Man kan få den tanke, at ovenstående scenarie er grunden til, at mange mennesker foretrækker at være sammen med dyr i stedet for mennesker, fordi der i relationen mellem mennesker og dyr netop ikke er forventninger. Hverken den ene eller den anden vej.
Hvis vi skal sætte det på citat, så har jeg set det udtrykt på følgende måde: "Verden ville være et smukt sted, hvis mennesker havde lige så store hjerter som hunde."
Tilgivelse nærer den ægte relation
En klog mand har - i forsøget på at indkredse begrebet ”relationer” - sagt noget i retningen af:
”Hvornår ved man, at en relation er ægte? Det gør man, når den har været gået i stykker. Når man har skuffet hinanden og har brudt tilliden. Så længe man opfylder hinandens forventninger, så er det bare en handel mellem to mennesker. Men når man kommer dertil, hvor man skal tilgive, heale og erkende (overfor) hinanden, så ved man, at det, der betyder mest, er mennesket inden i. Så forbinder man sig på et dybere plan. ”
Ergo: Hvis vi lægger forventningerne til side, så kan vi møde livet, hinanden og det nye år på en helt anden måde. Så kan vi tage imod det, som det vitterligt er, og ikke som vi synes, det skal være.
Og så er det, at miraklerne og kærligheden og magien pludselig er alle vegne … fordi vi har øjne at se med!!
Denne indledende salut fører mig frem til en bog, jeg har lånt af en god ven.
Den hedder ”Solbogen” og er skrevet af Else Marie Bak (ovenstående billede.)
Bogen er kun udgivet i 100 eksemplarer og vel mest (tror jeg) tænkt som en gave til gode venner.
I forhold til ovenstående er bogen et fantastisk eksempel på, at det kan lykkes for nogle mennesker at lægge forventningerne til side og møde livet, så miraklerne, kærligheden og magien pibler frem alle vegne – også på trods!!
Men for sådan rigtigt at forstå magien i bogen, så er det nødvendigt at få sat lidt ”kød og blod” på forfatteren.
En thybo med mange talenter
Else Marie Bak er Thybo. Hun er født i 1948 i Arup på Hannæs, og er den næstyngste i en søskendeflok på syv.
Hun boede på Hannæs og i Thy til 2004, hvorefter hun - efter en skilsmisse - flyttede til Odense.
Else Marie blev uddannet frisør og giftede sig som 20-årig i 1968. Hun har tre børn.
Ved siden af dagligdagens mange gøremål, blev Else Marie også draget mod et liv med billeder.
Så når familien var gået til ro ud på aftenen, gik hun tit på loftet og malede – ofte til klokken fem om morgenen. Billedverdenen fik tiden til at stå stille for Else Marie, som fandt udtryk i form og farver på både lærred, med akvareller og på strandingstømmer, der var præget og slidt af havet og sandet.
Arbejdsmæssigt flyttede hun sig flere gange. Frisørgerningen blev afløst af en pædagogmedhjælperstilling, og senere hjalp en Hf-eksamen hende til en uddannelse som sygeplejerske som 42-årig.
Det kreative sind udfordrede hun også af flere omgange. Det kastede både en uddannelse til gestaltterapeut og en til kunstterapeut af sig.
Den praktiske og den kunstneriske side af Else Marie Bak blev forenet, da hun fik en stilling som sygeplejerske på den psykiatriske afdeling ”Døgnhuset” i Thisted. Her brugte hun nemlig billeder og farver til at hjælpe patienter på vej gennem deres lidelser. Farver og former var nemlig - i Else Maries verden - en vej til både at udtrykke og at forløse følelser. Og i hendes portrætter er øjnene vigtige – "for de er sjælens spejl."
Ulykke med skæbnesvangre konsekvenser
Den 26. august 1993 skete der noget skæbnesvangert i Else Marie Baks liv. Den dag var hun nemlig impliceret i et trafikuheld, hvor hendes – ellers sikre – bil blev totalskadet.
Else Marie slap uden synlige men, men indeni havde ulykken sat gang i et eller andet ”snigende.”
Hun fortsatte sit arbejde, men måtte melde sig syg ind imellem. Hun fik kvalme, mærkede svimmelhed, fik trækninger i ansigtet og føleforstyrrelser i fingrene.
I et forløb på fem år, hutlede hun sig mere eller mindre gennem arbejdslivet.
Nogle gange var nattevagtsperioderne så barske for hende, at hun måtte bruge en hel uge bagefter for at komme ovenpå igen.
I hele perioden var hun igennem utallige undersøgelser, men uden at lægerne kunne stille en diagnose.
I september 1997 var Else Maries arbejdsmæssige situation blevet så udfordret, at hun bad sin læge om en henvisning til en neurologisk undersøgelse, som kunne be- eller afkræfte mistanken om sklerose.
Den 1. januar 1998 blev Else Marie Bak diagnosticeret med sygdommen: Dissemineret Sklerose.
Hendes bog ”Solbogen” er blevet til, efter hun fik konstateret sklerosen.
Bogen udtrykker de tanker og følelser, som livet og sygdommen udstyrede Else Marie Bak med.
Bogen er krydret med Else Maries egne farvestrålende billeder, som med deres varme farver og klare gule toner udtrykker det positive livssyn, Else Marie var beriget med. Det livssyn bliver i bogen underbygget med en lang række rammende citater af andre og af citater, som er Else Maries egne. Alle illustrationer i dette indlæg er tegnet og malet af Else Marie.
Følgende to citater af forfatteren sætter stemningen og tonen i bogen, og det skal være startreplikken til et lille udpluk af bogen, som udtrykker et livssyn, vi alle kunne lære af.
Et livssyn, som selv ikke en dissemineret sklerose kunne få has på:
”Kærlighed i livet er at huske de gode og smukke øjeblikke ”og dem er der mange af” og lade de andre passere forbi.”
EM
"Hvis ikke jeg havde haft
det liv, jeg havde, og er
den, jeg er, kunne jeg ikke
se og mærke den godhed,
som omgiver mig …."
EM
Den dag du tager
døden til dig,
møder du livet,
som det er.
Eller omvendt.
EM
At danse ballet
og lege med den
livgivende sol
- en illusion? - Ja!
EM
Hvis du bringer solskin
ind i andres liv,
vil strålerne også
ramme dig selv.
J.M. Bjerre
Sigt efter månen
om du rammer forbi,
er du dog blandt stjernerne.
Les Brown
Hvis ikke det starter
i hjertet, lykkes det
Ikke ……..
Ukendt
Venskab er altid et sødt ansvar,
aldrig en gunstig lejlighed.
Khalil Gibren
En ven er en, som selv
tilbyder at spille med
solen i øjnene.
Ukendt
Glæde ser ud til
at være skabt for
at blive delt.
Jean Racine
Vær langsom, når du vælger
en ven, endnu langsommere,
når du udskifter en.
Benjamin Franklin
Dine venner
vil kende dig bedre
i det øjeblik, I mødes
end
dine bekendte
vil kende dig
efter tusinde år.
Donald Shimodo
Man kan godt give
uden at elske,
men man kan ikke elske
uden at give.
EM
Børn leger fri leg,
indtil voksne viser dem,
hvordan de skal lege …
EM
Else Marie Bak døde i juni 2016.
留言