TEMA-citat:
- At dø i forsøget på at leve, er bedre end ikke at leve af frygt for at dø. (Mias mor og far i et opslag på Facebook)
________________________________________
I skrivende stund (torsdag den 10. februar) arbejder Nordjyllands Politi intenst på at finde 22-årige Mia Skadhauge Stevn. Hun forsvandt natten til søndag den 6. februar efter en bytur i Aalborg.
Klokken 06.09 satte Mia Skadhauge sig ind i en mørk personbil ved supermarkedet Netto på Vesterbro i Aalborg hin søndag morgen, og hun er ikke set siden.
Den 9. februar kort før middag anholdte Nordjyllands Politi to nordjyske mænd på 36 år. De sættes i forbindelse med Mias forsvinden. De er begge sigtet for drab.
Jeg tror, alle kan sætte sig ind i, hvordan Mias forældre og familie må have det i situationen.
Jeg har selv to døtre, og jeg kan virkelig fornemme, hvordan det må være at opleve det værst tænkelige scenarie efter at have sendt sin glade og forventningsfulde – og fuldstændig vidunderlige, fantastiske og uerstattelige - datter ud i nattelivet med en stille bøn om, at hun snart ville komme sikkert og ”hel” hjem igen.
Jeg kan også huske dengang vi som forældre sagde til hende, at hun ikke skulle gå alene hjem om aftenen. At hun ikke skulle fjerne øjnene fra sin drink i byen. Ikke skulle blive for fuld. Aldrig gå hjem med mænd, hun lige havde mødt. Ikke køre med fremmede og bestemt heller ikke med berusede.
84 procent af ofrene for seksuelle overgreb er kvinder.
Jeg har da også tænkt, om hun nu var for udfordrende klædt eller så for godt ud!
Sådan set i eftertankens ulidelige klare lys, kan jeg da godt blive lidt beskæmmet over mig selv og lidt flov på mit køns vegne, når jeg tænker på, hvad der ligger til grund for ovenstående formaninger og mandschauvinistiske tanker: At på grund af sit køn er min datters krop et mål, og hendes grænser er konstant til forhandling. Og ansvaret for, at de ikke bliver overskredet, ligger hos hende selv.
Det værste af det er, at det jo ikke bare er os forældre, der ser sådan på det. Det gør hele samfundet, og også loven.
Og vi kan være ganske sikre på, at de færreste af vore døtre giver slip på de bekymrede blikke vi sendte dem. Bekymringen lagres i deres kroppe, og de bærer den med sig ud af den ubekymrede ungdom og ind i deres egen moderskab. Ak ja!!
”Alle kvinders frygt”
Mia Skadhauge Stevns forsvinden bekræfter os desværre i, at vore formaninger ikke bare er overbekymrede forældres ”nursen”, men faktisk en reel frygt.
I dette indlæg vil jeg kigge på, hvordan piger/kvinder reelt har det og tænker, når de færdes alene eller i mørke, og så vil jeg prøve at problematisere det syn på piger, vi sender vore sønner ud i livet med.
Den første problemstilling bliver fint belyst i dokumentaren ”Alle kvinders frygt,” som havde premiere på Discovery+ den 24. november sidste år.
I den bliver der sat fokus på det offentligt rum, som egentlig ikke skulle ekskludere nogen. Det burde være et rum, som er åbent for alle, der måtte ønske at færdes i det.
Alligevel viser det sig, at det er en del af de fleste kvinders hverdag at føle sig utrygge i et eller andet omfang, når de færdes offentligt.
Dette massive samfundsproblem bliver italesat med konkrete vidnesbyrd i dokumentarfilmen af 12 kendte, danske kvinder, som fortæller om deres oplevelser med overgreb og utryghed i det offentlige rum.
”Det offentlige rum er vores allesammens, og derfor er det også vores allesammens ansvar at sikre, at vi alle kan gå rundt og være trygge og frie i det.” Med dette citat slår Cand.psych. og feminist Louise ”Twerk Queen” Kjølsen programmernes præmis fast med syvtommersøm.
96 procent af gerningspersonerne ved seksuelle overgreb er mænd.
I udsendelsen får vi blandt andet at vide, at 66 procent af alle danske kvinder svarer, at de er bekymrede for at blive overfaldet, når de færdes alene i byen om aftenen. Samtidig er der 68 procent af alle kvinder, som helt undgår at færdes alene i byen, når det er mørkt.
Det viser en undersøgelse foretaget af Megafon for Politiken og TV2.
I programmerne (dokumentaren er delt i to) fortæller kvinderne om den frygt og de større og mindre overgreb, der er hverdag for rigtig mange kvinder. Og de stiller spørgsmålet: Hvorfor er det kvinderne, der har et problem, når det offentlige rum tilhører os alle?
Ditte slap med slag og spark
Journalist og radiovært Ditte Okman var 16 år, da hun blev overfaldet på vej hjem fra en aften i byen. Hun var ”heldig” og slap med slag og spark fra en overfaldsmand, der kun en uge senere gik over til at true sine efterfølgende ofre med en kniv og gennemføre flere fuldbyrdede voldtægter, inden han blev fanget.
Skuespilleren Anne Sofie Espersen var på café med sine klassekammerater i 1.g, da fire unge mænd tvang hende ind i en port, holdt hende fast og forgreb sig på hende. Det foregik kun få meter fra det øvrige liv på gaden, men ingen greb ind, før hendes kæreste dukkede op. Skyld og skam fik hende til at gemme overfaldet langt væk indtil den dag, hvor hendes egen datter var gammel nok til at færdes alene på gaden.
I 37 procent af seksuelle overgreb på teenagere og voksne er gerningspersonen en bekendt.
Oplevelser som disse er blandt årsagerne til, at der eksisterer en indlejret frygt i mange kvinder, som alene skyldes deres køn. I dagligdagen kan det eksempelvis synes nødvendigt for nogle kvinder at scanne rummet, når de kommer ind, gå en anden vej hjem, snakke i telefon for at fremstå mindre alene eller at have sine nøgler i hånden som et eventuelt slagvåben. Sådanne både ubevidste og bevidste adfærdsændringer er en konsekvens af den frygt, mange kvinder bærer rundt på.
Men lad os lige – for dokumentationens skyld - gå lidt tættere på føromtalte dokumentar.
Kommunikationsrådgiver Anna Thygesen er i dokumentaren meget optaget af den skam, som et overgreb udløser.
Hun havde i sin gymnasietid - under en studierejse til Grækenland - en oplevelse med en græker, som havde fået lokket hende med hjem under påskud af, at hans far havde en smykkeforretning, som Anna kunne få procenter hos. Smykkeforretningen var rigtig nok, men grækeren havde reelt en anden dagsorden, som indbefattede sex med Anna Thygesen. Da hun sagde nej tak, blev manden fysisk, og hvis ikke en opmærksom veninde var fulgt efter dem, og bankede på butiksruden, så manden stoppede, er Anna sikker på, at det var endt med voldtægt.
Oplevelsen har givet ar på sjælen
Oplevelsen har sat sig dybe spor i Anna på livstid. Hun fortæller:
”Skammen er kæmpestor. Alt for stor i forhold til, at alle godt kan forstå, at jeg ikke kunne gøre en skid. Og at der også er kvinder i kæmpe overfrakker og med fedtet hår, som bliver overfaldet, og som heller ikke har drukket alkohol. Så den botanisering i, hvad jeg selv kunne have gjort, skal vi stoppe med. Det er en seksualisering af de kvinder i de overfald, der sker. Jeg tror at seksualisering går hånd i hånd med skam.”
Og så reflekterer hun videre over skammen:
”Vi synes, det er skamfuldt, fordi der ligger en eller anden ting inde i hovedet, at vi kunne have gjort noget mere for at undgå det. Skam føler man jo, når man selv er årsag til et eller andet. Den skam kan være irrationel eller sand, og her er den jo irrationel.”
11.800 kvinder udsættes hvert år for voldtægt eller voldtægtsforsøg. Det er mere end 225 om ugen. - Gennemsnit for 2018-2020.
Anna Thygesens forhold til det andet køn blev også skævvredet af oplevelsen den aften i hendes spæde ungdom:
”Den oplevelse i Grækenland gør, at jeg efterfølgende mistede tilliden til mænd. Den viden om, at en mand taber ansigt, når man ikke vil, og min første erfaring med, at når du går ind i den butik, så siger du faktisk ja til noget, du overhovedet ikke har lyst til. Det kunne du have regnet ud-agtigt. Der tænker jeg, at det kommer til at begrænse mig hele mit liv. ”Du er jo naiv,” tænkte jeg. Vi skal - som samfund - tage mere ansvar for og forstå, at det er et langt, langt mere omfattende problem, end vi tror, og vi (kvinderne, red.) kan ikke bare gå med det alene.”
Victim blaming
Den i starten omtalte episode med skuespiller Anne Sofie Espersen har også fået livsændrende betydning for hende. Hendes oplevelse med en politimand, som skulle optage rapport på baggrund af hendes oplevelser, gav hende det største overgreb den aften. Hun fortæller:
”Vi gik hjem til min kærestes far, som var rigtig sød og forstående, og han foreslog, at vi gik på politistationen og anmeldte hændelsen. Jeg sagde: ”Nej, det er for meget forstyrrelse. Er det ikke flovt?” Men han insisterede, og vi tog derhen sammen. En ung politimand udspurgte mig. Han skrev tingene ned. Men det største overgreb den aften var, at han spurgte, om jeg havde ”det der tøj på.” Jeg svarede ”Ja,” og så sagde han, at det, der skete, vel var, hvad jeg kunne forvente, når jeg ”gik klædt på den måde.”
Så faldt tiøren for mig: ”Gud, ja, det er rigtigt. Det er din egen skyld.””
Kvinder under 25 år er mere end dobbelt så udsatte for voldtægter og voldtægtsforsøg end kvinder over 25 år.
Skam- og skyldproblematikken er også et tema for hende:
”Skam - og skyldspørgsmålet er jo nemt at koble med den oplevelse, man har haft. Det med, at man forbinder det, der skulle være det mest frie og trygge og intime rum, det bliver besudlet. Jeg synes dengang – efter hændelsen – at det var svært at navigere i det intime rum, fordi der var signalforvirring i kroppen. Det med at have lyst eller at være fræk, det koblede jeg med noget andet - noget ulækkert lige pludselig.
Den følelse har jeg heldigvis smidt væk for længst – men det er jo også over 30 år siden, det skete.”
Anna Sofie Espersens oplevelse har påvirket hendes rolle som mor:
”Jeg er bange for Sulejmas (datterens) kraft, når hun er ude alene. Hun har nogle kvaliteter, som vi hylder, men jeg er bange for den kraft, når hun er ude alene. At den skal tiltrække de forkerte også. Jeg synes, at det er ærgerligt, at alt det, du har at give verden, det vi andre går og soler os i – din styrke, dit shine, dit væsen - at det skal pakkes ned, fordi man ikke må skille sig ud. Spørgsmålet er jo, om det er reelt, at man ikke må det, eller vi er i gang med bare at gøre det endnu værre. Altså at vi er i gang med at bygge et monster. Det overblik har jeg ikke.”
40 procent af ofrene er teenagere.
Frygten for at datteren skal blive overfaldet, har fået Anne Sofie Espersen til at overvåge hende:
”Jeg overvåger min datter med tracker og så videre. Det er mit store, fede problem. Hvordan passer jeg på hende uden at omklamre hende? Hvordan stopper jeg med at gøre hende til et offer, før hun er et?”
Verdensmester er også utryg
Den danske verdensmester i boksning Sarah Mahfoud er også utryg, når hun skal gå alene hjem en mørk aften:
”Mænd er bare stærkere, og det er skræmmende at vide, at lige meget, hvad man gør, så er det ikke nok.
Vi er jo opvokset med det her. Og det kan jo ikke passe, at vi skal være bange for at gå hjem en mørk aften. Så mænd skal lære at vise respekt, når der kommer en kvinde gående på gaden. Det er fair nok, at du smiler, men lad være med at være ulækker slesk. De fleste mænd ved godt, hvornår de er for meget. Nogle ved det ikke – psykopater eller andet – og dem skal vi passe ekstra på. Men den normale mand ved jo godt, hvordan han skal opføre sig, så en kvinde føler sig godt tilpas.”
Thalia Pitzner, som nok er mest kendt for sin deltagelse i ”Diamantfamilien” og ”Stjerner i trøjen” er også en del af dokumentaren. Hun er sikker på, at den frygt piger har for at færdes i mørke og alene bliver grundlagt i barndommen:
”Jeg tror den frygt, vi render rundt med, stammer fra vores opdragelse eller i hvert fald i mit tilfælde. Jeg har altid fået at vide at jeg skal passe på. Det er der jo en grund til, fordi ting sker og de vil gerne passe på os.”
Forældre skal belære deres sønner
Lad os slutte denne del af blogindlægget af med nogle betragtninger, som Le Gammeltof (Founder og CEO) har over, hvad vi gør ved problemet som samfund. Hun siger:
”Hvad gør vi som samfund, når halvdelen af befolkningen er bange for at være alene ude, når det er mørkt? Der er noget her, som er galt. Det må vi løse!! Kvinderne har ikke en chance, hvis ikke vi som samfund står sammen om det og snakker om det. Kvinder er så fysisk underlegne, at de ikke selv kan løse problemet. Kvinder frygter det totale kontroltab, det er, at opleve et overgreb. De frygter at blive taget mod deres vilje, ikke at have en stemme. Ikke at kunne stå op for os selv. At opleve så stor mangel for respekt for dem, vi er. Vi frygter at være ligegyldige - en skal, en krop. Noget man tager. Det er det, vi frygter.”
Le Gammeltoft er ikke i tvivl om, at en del af løsningen på problemet er, at forældre får talt med deres sønner om, hvordan kvinder oplever situationer og om, på hvilken måde vi som køn skal være sammen på:
”Når mange kvinder taler om det på en gang, så vil det blive taget alvorligt. Og det vigtige er også, at når man har sønner, så skal fædrene og mødrene tale med deres sønner om, hvordan kvinder kan opleve situationer. Vi skal have en samtale om, hvad vi kan gøre for at løse det her problem. For det er jo ikke fordi, at det skal være en skyttegravskrig mellem kvinder og mænd. Der er jo tale om at lære en måde at være sammen på. Der er crazy mænd, som vi ikke kan nå af dialogens vej, men mellemgruppen af mellemkrænkelser – som fx, som hos mig, at stikke en finger op i en pige, fordi hun står stille – skal tales væk: ”Det kan du sgu ikke det der.””
I 37 procent af de seksuelle overgreb på teenagere og voksne er gerningsmanden en bekendt.
Lad os lige se lidt på, hvordan det så er, drenge er opdraget. Hvilke ting i drenges opdragelse gør, at en del af dem mangler respekt for pigerne/kvinderne og overskrider den grænse, der bør være mellem to ligeværdige køn?
Kenneth Reinicke er mandeforsker, lektor og ph.d. på Roskilde Universitet og forfatter til bogen ”Mænd, der krænker kvinder – refleksioner i kølvandet på #MeToo.”
I en artikel i Femina fra den 8. juli 2020 skriver han følgende: ”Mænd lærer at sætte spørgsmålstegn ved kvinders nej, og kvinder opfordres til at tage skylden på sig.”
Artiklens rubrik (overskrift) lyder: ”Mange mænd tror ikke, at de voldtager, før der er tale om fysisk vold.”
Begge udsagn gør Kenneth Reinicke til en stor fortaler for en Samtykkelov. Det vender jeg lige tilbage til til sidst!
Mænd drager kvinders nej i tvivl
I artiklen uddyber Keld Reinicke de to udsagn på følgende måde:
”Som mandeforsker ser jeg mænds opdragelse med et kritisk blik. Det er tydeligt at se, hvordan de socialiseres til at drage kvinders nej i tvivl. Samfundet lærer mænd, at de er fredede, indtil kvinder gør modstand, og at en lårkort kjole signalerer ja, selv når intet andet taler for.
Omvendt lærer kvinder at drage deres egne historier i tvivl ud fra kriterier som flirteri, alkohol og påklædning. Tilsammen skaber mandens privilegier og kvindens Victim blaming nogle dybt forankrede og meget uheldige mekanismer,” forklarer Kennet Reinicke.
NB! Victim blaming, er det fænomen, at offeret for en forbrydelse eller et overgreb bliver gjort ansvarlig eller medansvarlig for hændelsen. Eksempler herpå findes blandt andet i forbindelse med voldtægt og hævnporno.
Mandeforskeren mener, at #Me Too-bevægelsen fik mange mænd til at indse, at meget af det, de altid havde set som smart og morsomt, faktisk blev opfattet som krænkende af mange kvinder. Men samtidig er han alligevel kritisk overfor den reelle betydning af #Me Too set i relation til mænds syn på kvinder. Han siger:
- Man kan også være kritisk og sammenligne kampagnen med et vindue, der blev åbnet for derefter at blive knaldet i igen. For hvor meget fylder det egentlig på dagsordenen i dag?
Han svarer selv på spørgsmålet:
- Det er meget lidt. Mænd er stadig et usynligt og beskyttet køn, og en stor del er fortsat blinde for deres egne privilegier. Men det er vigtigt at forstå, at mange mænd ikke var klar over, at de chikanerede før #MeToo, fordi der ikke havde været nok fokus på kønsmæssig retfærdighed.”
Male bonding
Et af de største problemer i relationen mellem mænd og kvinder er ifølge Keld Reinicke begrebet ”Male bonding.” Han forklarer:
- Der har altid ligget meget ære og værdighed i at være seksuelt udfarende som mand, og det betyder, at mange glemmer at aflæse kvinders signaler. Det er vigtigt at forstå, at det her ikke bare handler om nogle enkelte afsporede mænd. Det gør det ikke. Det handler først og fremmest om nogle systematiske strukturer, der gør det svært at bryde normen. En af de strukturer er Male bonding, som handler om at få anerkendelse fra ens venner.
Det uddyber Reinicke:
- Hvis man er vant til at få anerkendelse af at være seksuelt udfarende, er det svært at opponerer imod. Det kan godt være, at man som mand står på en bar eller på et diskotek og er møgliderlig, men hvis ikke hun har lyst, og hvis hun siger nej, så må man bare æde den. Også selvom man mister prestige hos vennerne og ikke kan komme og sige, at man fik et knald i fredags. Derfor må hovedindsatsen være at få mænd til at indse, at de ikke er berettiget til at agere, som de plejer.
Hvor stort et problem er der så reelt tale om? Ja, det synes jeg følgende tal giver et ganske godt billede på:
Ifølge Justitsministeriets offerundersøgelse bliver 6.700 kvinder voldtaget eller forsøgt voldtaget hvert år. Men en undersøgelse fra Syddansk Universitet viste, at 24.000 kvinder havde været udsat for tvang til samleje eller forsøg på det i 2017. Til sammenligning anmeldes der cirka 1.000 voldtægter årligt til politiet, og i 2020 endte 79 af dem med dom.
Liva blev voldtaget på festival
Lad os slutte denne del af med en fortælling fra en, som har følt ovenstående problemstilling på egen krop.
En historie, som Liva Agger Jørgensen fortalte til ugebladet Femina den 25. juni sidste år.
Artiklen bliver indledt med et ret voldsomt anslag:
”Det er nu fem år siden, at Liva Agger Jørgensen lå i græsset på Roskilde Festival og bad sin overgrebsmand om at holde op. Det er fem år siden, hun vågnede i sit telt med bukser, der var revnet fra skridtet ned til anklerne.”
Den oplevelse reflekterer hun over på følgende måde i artiklen:
- I det øjeblik gik det op for mig, at min stemme var ligegyldig. Jeg er generelt ikke konfliktsky, og jeg er vant til, at når man siger ja eller nej til noget, så bliver det hørt, men her oplevede jeg, at der ikke var noget, jeg kunne gøre. Det var nærmest en lettelse at give op. Så min krop frøs fuldstændig, og det eneste, jeg kunne, var at overgive mig og vente på, det gik over.
Et par uger efter festivalen mødte Liva Agger Jørgensen tilfældigt sin overgrebsmand i byen. De snakkede lidt, og han fortalte, at han virkelig var glad og lettet over, at hun ville tale med ham. Han havde regnet med, at hun aldrig ville snakke med ham igen.
Dette møde får Liva til at sige:
- Han vidste det jo godt. Han er ikke sindssyg, og han ønskede ikke at voldtage mig. Han handlede ud fra det, han er blevet opdraget til – at en kvindes nej ikke er godt nok. Derfor er jeg sikker på, at voldtægten ikke ville være sket, hvis der havde været en samtykkelov.
Liva Agger Jørgensen anmeldte ikke sit overgreb, fordi hun ikke kunne få den rigtige hjælp hos politiet eller finde andre fortællinger om voldtægt, der lignede hendes. For hende ville en samtykkebaseret voldtægtslov have betydet, at hun havde undgået den følelse af skyld og skam, hun gik alene med i to år.
Samtykkelov kræver et ja
Den samtykkelov, Liv taler for, blev enstemmigt vedtaget af Folketinget den 17. december 2020, og trådte i kraft den 1. januar 2021.
I den lov står der:
§ 216, stk. 1, affattes således:
»For voldtægt straffes med fængsel indtil 8 år den, der har samleje med en person, der ikke har samtykket heri.«.
Liv Jørgensen ser samtykkeloven, som det første skridt mod en kulturændring. Hun siger:
- Jeg håber, at det kan skabe en kulturændring. At fokus bliver rykket fra offerets handling eller mangel på samme til, at skylden er hos den, der voldtager. I øjeblikket (før Samtykkeloven, red.) har vi en kultur, hvor det er værre at blive udsat for falsk anmeldelse end at blive voldtaget. Jeg håber, at vi - med en samtykkebaseret lov - vil begynde at snakke om, hvad vi kan gøre, for at det ikke sker. Jeg håber, vi vil snakke mere om opdragelse og tænke over, hvordan vi hjælper vores drenge til ikke at stå i en situation, hvor tvivlen giver dem følelsen af at have ret til sex.
Og så sætter hun trumf på til sidst:
- Vi skal snakke sex og grænser, og vi skal stoppe med at snakke om, hvad kvinder kan gøre for at undgå at blive udsat for overgreb. For når vi gør det, så siger vi, at det er kvindens skyld. Det er ikke kun for kvindens skyld, at vi skal tage den her snak og skabe forandring.
96 procent af gerningspersonerne i seksuelle krænkelser er mænd.
Hun når også lige at komme med en opfordring i sin afslutningsreplik. Hun føler nemlig, at hun altid har gået alene med sin væmmelige oplevelse. At det har været svært at snakke om den, og det har gjort hende endnu mere skamfuld set i forhold til den skam, selve overgrebet allerede havde påført hende. Derfor er hendes opfordring:
- Hvis du kender nogen, der er blevet voldtaget, så spørg ind. Spørg, om de har lyst at tale om det, og spørg, om det er for meget. Så længe du er åben og ærlig og ikke kritisk over for deres fortælling, kan du ikke sige noget, som gør det værre.
Liva Agger Jørgensen er i dag 26 år og sygeplejerskestuderende.
29 procent af alle seksuelle overgreb begås i relation til fest og natteliv.
Til orientering, så ser det ud til, at en samtykkelov har en meget reel effekt. Tal fra Sverige viser nemlig, at antallet af domsfældelser for voldtægt er steget med 75 procent, siden de indførte en samtykkelov hinsidan for to år siden.
Denne statistik giver god næring til en kommentar, som føromtalte mandeforsker, Keld Reinicke, kommer med:
- Det er tydeligt, at det har været et privilegie for mænd, at de ikke har skullet tænke risiko for straf. Det er deres privilegerede usynlighed, og det er den, en samtykkelov skal bringe til live.
Mia blev fundet død og parteret
Lad mig slutte, hvor jeg begyndte. Hos Mia Skadhauge Stevns.
Det viser sig nemlig, at mens jeg har forfattet dette indlæg, er der kommet nyt i sagen. Lørdag (den 12. februar) blev det nemlig bekræftet, at Mia Skadhauge Stevn er død.
Slået ihjel og parteret☹
Det affødte søndag aften et mindeoptog flere steder i landet til ære for Mia Skadhauge.
Budskabet var ikke til at tage fejl af:
Maria Søndergaaard, der er direktør for Dansk Kvindesamfunds kvindecentre, var helt klar i spyttet, da hun talte under optoget i Århus:
- Det er et strukturelt samfundsproblem. Det handler om, hvordan vi ser på kvinder, hvordan vi opdrager vores drengebørn, og om den magt nogle mænd føler, de har ret til at have over kvinder, forklarede hun.
20 procent af seksuelle overgreb på teenagere og voksne begås af en helt fremmed.
Iben Hendel Philipsen – bestyrelsesmedlem i ”Everyday Sexism Project Danmark” - var lige så indigneret, da hun satte ord på kønsproblematikken under mindehøjtideligheden i Århus:
- Der er et stort behov for at afholde de her mindehøjtideligheder, som vi holder i dag. Anledningen er en virkelig tragisk sag, men vi er også nødt til at tale om og sætte fokus på, at det sker, fordi kvinder strukturelt set bliver set som mindre værd end mænd.
På Rådhuspladsen var vreden og frustrationen lige så udtalt.
Ligestillingsminister Trine Bramsen havde også kvindekønnets briller på, da hun sagde følgende:
- Jeg vil gerne sige meget klart, at det her handler om kvinder. Det handler om, at kvinder føler sig utrygge. Det handler om, at kvinder bliver dræbt, fordi de er kvinder. Vi skal ikke bilde os ind, at det handler om alt muligt andet. Det er det, det handler om. Det bliver vi nødt til at gøre noget ved.«
Mændene skal stoppe med at slå ihjel
Gaia Victoria Rosberg var på Rådhuspladsen til mindeoptoget sammen med en veninde. Hun var heller ikke i tvivl om, hvor problemet ligger:
- Det er mændene, der skal stoppe med at slå ihjel. Det er ikke kvinderne, der skal lade være med at gå alene hjem. Det er ikke kvinderne, der skal tage noget bestemt tøj på. Det er ikke kvinderne, der ikke skal drikke sig fulde.
Vi kalder det hele tiden de få rådne æbler. Det er en katastrofe, fordi der er mange rådne æbler, og det er over hele samfundet,« sagde hun.
Jeg vil slutte med to citater, som skal være min kommentar til problematikken:
- Det er ikke vore forskelligheder, der skiller os. Det er vores manglende evne til at anerkende, acceptere og elske de forskelligheder. (Fra bogen ”Forfulgt” af Mahtob Mahmoody).
Og så skal en 9. klasses elev have det sidste ord. Han skrev følgende i en stil med overskriften: Hvordan kan overgreb undgås?:
”Jeg tror, man skal sørge for at bygge et ordentlig samfund op, hvor folk trives – så er der chance for, at de behandler hinanden ordentligt”
Comments