TEMA-citater:
- Det er bedre at tænde et lys end at beklage sig over mørket (Kinesisk ordsprog).
- Forband ikke mørket, men tænd et lys i stedet.
- Sometimes you got to face your fear to see the light on the other side (fra Disney-filmen “Den gode dinosaur.”)
- Vend dit ansigt mod solen og skyggen vil falde bag dig (Maorisk ordsprog - Maorierne er New Zealands oprindelige befolkning)
- Lysets kraft er betinget af mørkets dybde, hvorfor det at slukkes er lige så rigtigt som at tændes. (Asger Jorn)
- En tid kaldes mørk, ikke fordi lyset ikke stråler, men fordi mennesker nægter at se det. (James Michener)
Forleden faldt jeg over et ordsprog i en bog, som gjorde, at jeg tabte tråden og måtte læse siden om for at fange sammenhængen igen.
Det er et tjekkisk ordsprog, som lyder: ”Under det levende lys ligger de mørkeste skygger.”
Jeg kom til at tænke over, om det helt reelt er sådan, at levende lys giver mørkere skygger end kunstigt lys, eller om der i talemåden udelukkende er tale om overført betydning?
I konteksten i bogen er talemåden udelukkende brugt i overført betydning.
Bogen hedder ”Da tiden gik i stå,” og er skrevet af Ariana Neumann, som er vokset op i Venezuela, men som nu bor i London. Bogen fik en dansk udgave i 2021, og så dagens lys på engelsk i 2019.
Den har vundet et utal af priser. I den her sammenhæng er prisen: ”Winner of the 2020 ”National Jewish Book Award” for best memoir” nok den pris, der siger mest om bogen.
Den handler nemlig om en jødisk-tjekkisk families historie - den historie, forfatterens far aldrig ville fortælle sin datter: Om årene i et krigshærget Berlin, udryddelsen af mange familiemedlemmer under Holocaust, og den komplicerede beslutning om at starte forfra.
Hans leger med ilden
I 1941 i det tyskbesatte Tjekkoslovakiet arresteres det første medlem af familien Neumann, fordi han svømmer i en flod, der er forbudt for jøder. Han bliver transporteret til Auschwitz. Atten dage senere indskrives hans fangenummer i lighusets logbog.Ud af fireogtredive medlemmer af Neumann-familien bliver de femogtyve myrdet af nazisterne. En af de overlevende er Hans Neumann, forfatterens far, som for at undslippe tyskerne flygter ad en ganske usandsynlig vej, ind i Berlin, hvor han lykkes med at leve og arbejde under falsk identitet lige for næsen af Gestapo.
Det er i omtalen af den vanvittige ide - som Hans Neumann selv er ophavsmand til, men som bestemt ikke bifaldes af andre i familien - at Hans Neumann nævner føromtalte talemåde: ”Under det levende lys ligger de mørkeste skygger.” Her altså i betydningen, at Hans har bedre chance for at overleve krigen, hvis han bogstaveligt talt rykker tættere på Hitler. Logikken er, at ingen nazister vil få den tanke at lede efter ham ”i løvens hule,” mens han konstant ville være jaget vildt i Tjekkoslovakiet, hvor folk er samlet i en ghetto.
Det levende lys er Berlin, mens de mørkeste skygger er nazi-styret samme sted.
Oplevelserne i den sønderbombede storby er for øvrigt så horrible for Hans, at han sidenhen nægter at tale om dem.
Ved sin død i Venezuela efterlader han sig en kasse med breve, dagbogsnotater og andre dokumenter. Mange år senere finder hans datter Ariana Neumann endelig modet til at få brevene oversat fra tjekkisk, hvilket bliver begyndelsen på flere års research, rejser verden rundt og samtaler med familiemedlemmer, forskere og fjerne slægtninge. Resultat blev bogen ”Da tiden gik i stå.”
Fem hjerter og en klar anbefaling til bogen herfra!
Lysets kraft og mørkets dybde
Jeg ved ikke, om vi har et dansk ordsprog, som matcher den tjekkiske. Måske tangerer vores talemåde ”Højt at flyve, dybt at falde” den lidt. Altså den tanke, at hvis du har meget at miste, så slår det ekstra hårdt, hvis det sker. Analog det tjekkiske: Hvis du har et rigt liv (”det levende lys”), så vil det slå ekstra hårdt at miste det (”de mørkeste skygger”.)
Og så er der jo det rent videnskabelige spørgsmål om, om det levende lys så også giver de mørkeste skygger? Det må jeg have afklaret i selskab med en naturvidenskabsmand på et tidspunkt!
Der er andre ordsprog eller talemåder, som har lyset og skyggen som tema. Lad mig nævne et par stykker:
- Vend dit ansigt mod solen og skyggen vil falde bag dig (Maorisk ordsprog - Maorierne er New Zealands oprindelige befolkning)
- Lysets kraft er betinget af mørkets dybde, hvorfor det at slukkes er lige så rigtigt som at tændes. (Asger Jorn)
- En tid kaldes mørk, ikke fordi lyset ikke stråler, men fordi mennesker nægter at se det. (James Michener)
Det er lidt fristende og også oplagt at blive i temaet om lys og mørke, når vi nu for længst har rundet vintersolhverv og går mod lysere tider. Her 1. februar er dagen således blevet 1 time og 40 minutter længere sammenlignet med årets korteste dag, den 21. december. Dagens længde er på 8 timer og 42 minutter.
Det er som om, at solen allerede her i februar, når den varmer på et vindstille hjørne, kan fremkalde en gryende forårsfornemmelse i både krop og sjæl og få det til at boble af forventning til den tid, der venter.
Det varer aldrig før vi skal skråle med på Frank Jægers 75 år gamle tekst:
”Bedstefar, tag dine tænder på, thi søbemadens triste tid er omme.”
Salmedigter Iben Krogsdal
Vintertrods og forårslængsel
En af vor tids nye store salmedigtere er Iben Krogsdal. I den nye højskolesangbog har hun ikke færre end ti salmer med og stryger således ind på top ti sammen med sværvægtere som Grundtvig og Benny Andersen. Helt præcist ligger hun på en sjetteplads sammen med nu afdøde Jens Rosendal, som vi blandt andet kender fra den smukke salme: ”Du kom med alt det, der var dig.”
Iben Krogsdal (tekst) har sammen med Erling Lundgren (melodi) skrevet salmen: ”Det lyser koldt i februar,” som netop beskriver det ambivalente, som februar gør ved os. På de ene side føler vi os ”fanget” af vinteren, mens vi samtidig ind imellem får et (sol)strejf af forårsstemning.
De første par strofer er helt klart vinterstrofer. Den (vinteren) har varet længe, og fordi den har varet længe, føles det, som om den aldrig får ende. Det er en kamp på udholdenhed, og det opleves - som der står i strofe to - som en ”tabersag”:
1. Det lyser koldt i februar
jeg går og trodser frosten
med støvlefor og længsel
efter nyheder i posten
min nabo synes han er sløj
- det er han måske osse
man tærer meget på sig selv
når man skal vintertrodse
2. Hvor er det dog en tabersag
at vinteren aldrig vender
vi trænger til lidt mere dag
med lys i begge ender
for skønt man måske flotter sig
og trækker op i huen
er solen stadig koldere
end der er varmt i stuen
3. Jeg tager forskudsmod til mig
og trasker hen ad gaden
hvor sneen endnu slænger sig
som sørgebind i staden
og alle dem jeg hilser på
bag jakkeuld og sjaler
har også fået mer end nok
af deres vinterkvaler
Foråret er en foræring
Taber-og vinder-sproget vender tilbage i de to sidste strofer. For pludselig ”er der vist en, der har hørt den første lærke” og i sidste strofe kaldes naboen ud af sin slummer for at se, ”hvem der har vundet!”
Foråret, og dermed alle vi, der med et nyskabt ord har måttet gå og ”vintertrodse” (første strofe), viser sig nu at have vundet. Både det ”vi”, der optræder i strofe fem, og solen har dog stadig ”spinkle karrierer”, idet karriere også kan betyde løbebane. Sejren er ikke vundet ved egen hjælp, men kommer – som foråret – som en foræring. Forårets gave skal nydes i fællesskab:
4. Så er der pludselig en der vist
har hørt den første lærke
og når vi mærker efter
kan vi alle sammen mærke
en utvetydig forårssol
en krokusagtig duften
- og er det ikke også blevet
mildere i luften?
5. Jeg stryger hjem og hilser på
min nabo som har blundet
og siger han skal komme ud
og se hvem der har vundet!
Så står vi i den spæde sol
med spinkle karrierer
og deler alt det lyse mod
en forårsdag forærer.
Sanglærken
En sprække til lyset
Årets gang kan vi ikke rykke på. Solen går sin gang, og på et tidspunkt får den - som altid – overtaget, og Alberte Windings og Aske Bentzons smukke sang ”Lyse nætter” kommer igen til sin ret.
I første strofe står der:
Nu kommer fuglene igen,
og lyset vælter pludselig ind,
det kommer gennem alle sprækker,
lyse nætter er tilbag’.
Alt, hvad der rørte sig, blev glemt,
da du var rejst, var det så nemt.
Men hjertet ved godt, hvad det ønsker sig,
at pynte sig for dig.
Det med lyset og sprækkerne har Leonard Cohen også forholdt sig til.
På hans album fra 1992, The Future, er der en sang med titlen ”Anthem,” som indeholder følgende udsagn:
There is a crack, a crack in everything – that’s how the light gets in… Der er en sprække, en sprække i alting, det er sådan, lyset kommer ind.
Rent fysisk er det sikkert sandt. Men med den ufred, der hersker i verden i dag, gælder det så også i overført betydning? Er der en sprække, hvor lyset kan finde vej ind i vort sind i dag? I en tid, hvor voldsomme og blodige krige er en del af verdensdagsordenen? Hvor stigende dødstal blandt både børn og voksne og tale om hungersnød og fordrivelse konstant er tophistorier i mediernes dækning af konflikterne?
Kan lyset finde sprækker, hvor det kan kile sig ind i vort sind, hvor det lys, der skulle skinne på os, skal bære mørkets uærlige gerninger?
Svaret er heldigvis: JA!
Lyset har det nemlig som sneflokkene i Jeppe Aakjærs digt: ”Sneflokke kommer vrimlende.” Heri kan intet holde vintervejrets rasen og energi fra at liste de vrimlende sneflokke ind overalt:
Sneflokke kommer vrimlende
hen over diger trimlende,
det knyger ud af himlene,
det sluger hegn og gård,
det ryger ind af sprækkerne
til pølserne på rækkerne,
og fårene ved hækkerne,
får blink i pelsens hår.
Vi skal kigge mørket i øjnene
Sådan er det også med lyset!! Den insisterer på at finde vej og ”knyge og ryge” ind bag panseret og lyse op og give liv.
Men mørket kan vi ikke komme uden om. Vi må igennem det. År efter år. I vores liv. Det hører med til de erfaringer, vi gør os som mennesker. Mørket er et vilkår.
Det afspejler sig også i salmebogen, hvor en søgning viser, at mørke forekommer i omkring en sjettedel af alle salmer.
For tidligere generationer var det i høj grad det konkrete mørke, der var farligt. Natten blev betragtet som faretruende. Det var her mørkets kræfter havde frit spil. Det var her natmændene fik liv.
I dag betragter vi natten som rekreationens sted. Det fysiske mørke er opladningens sted, en god nats søvn anbefales af lægen.
I dag er mørket i stedet flyttet ind i os. Det er ikke det fysiske mørke, der truer os, men det mørke, vi bærer i os. Bevidstheden om, at vi ikke er perfekte, og at vi kan gøre andre ondt. At vi fejler i livet og lader mørket få plads mellem os.
Lyset og mørket kæmper mod hinanden, men det er i høj grad blevet en kamp, der foregår i vores indre. Som en kamp, vi har med os selv. Men vi kan ikke behandle eller handle os ud af det vilkår, at mørket er en del af vores sind. Kampen mod mørket vinder vi ikke ved at benægte det eller ved at tro, at vi kan blive fejlfri. Den vinder vi ved at se mørket i øjnene, stå ved det og sætte ord på det.
For det er jo det paradoksale: Først når vi bevæger os ind i mørket og tør være i det og være ved det, først da kan vi finde det, der kan fortrænge det. Først når vi står ude på en mark langt væk fra alting, kan vi for alvor se stjernehimlen. Og når mørket falder på, når det tætner om os, bliver det pludselig den helt lillebitte standby-lampe på computeren eller fjernsynet, der lyser det mørke værelse op. Den lille lyskilde, som i dagens løb intet betyder, som er så ubetydelig, at vi ikke registrerer den, formår pludselig at lyse mørket op.
Arlo og Spot finder lyset
Ovenstående er også temaet i Disney-tegnefilmen ”Den Gode Dinosaur” fra 2016.
Den handler om den unge apatosaurus Arlo, som mister sin søde far, Poppa, i en forfærdelig storm.
Så Arlo må altså - som forældreløs - stå på egne ben og begive sig ud på en farefuld rejse for at genfinde mening med tilværelsen samt opdage sit indre mod.
Med sig i ”rygsækken” har den 21 meter høje dinounge fået et mantra med sig af sin far. Det lyder: “Sometimes you got to face your fear to see the light on the other side.” – “Nogle gange må du se din frygt I øjnene for at se lyset på den anden side.”
Så imod alle odds drager Arlo afsted. Heldigvis mager det sig således, at den støder på den lille menneskedreng, Spot, der kravler på fire ben og befinder sig på et udviklingsstadie tættere på en hund end på nutidens mennesker. Men alt andet lige, så udvikler der sig et umage venskab mellem de to, og de slår følge. – Det er vigtigt med en ven!!
Utallige er de gange, de to umage venner må se deres frygt i øjnene undervejs.
Men modet lønner sig til sidst. For da de kommer ud på den anden side åbenbarer der sig en smuk mark fuld af ildfluer! Hvad mere kan man ønskes sig?
Arlo og Spot
Tafdrups gennemlysning
Lad mig slutte med et par digte fra Pia Tafdrups digtsamling ”Synet af lys” (Gyldendal 2018.)
En anmelder skrev om den digtsamling:
”Pia Tafdrup har altid været sanselighedens digter. Hendes digte handler ikke kun om det fysiske, det kropslige, men også om det eksistentielle ved at være en kvinde og et menneske i den verden, vi lever i.
Det er det, Pia Tafdrup gør så suverænt, skildrer det essentielle i at være menneske i verden på godt og ondt.”
Et par af digtene handler om at overkomme mørket.
I ”Carpe Diem” forvandler Pia Tafdrup nattens mørke til varme og lys og en opfordring til at gribe dagen:
CARPE DIEM
Bunden er gået ud af natten
dens syge vanvidstanker glemt,
jeg vågner og ser
en rød sprække af lys,
lyset blusser op mod mørket,
det lander på jorden,
som både med overlevende
når ind til en kyst,
så falder solen ind
gennem ruden i mit rum.
Jeg ligger her med solen i hånden,
lukker min varme hånd,
hver dag skal gribes
for ikke at forsvinde
mellem fingrene på os.
Digtet ”AURA” tager os med til det spæde forår med knoppernes ”sarte skær,” og forvandler sig til en kærlighedserklæring til hendes 10-årige søn, som står i døråbningen med sin første veninde, og udstråler samme blåviolette aura som lærken.
Jo, foråret er også kærlighedens årstid:
AURA
Knopperne med det sarte skær
lover træernes form,
når bladene står udsprungne.
Lærken over bakkernes tyngde,
over træerne og det tørre græs, dens sang
kimer over landskabet
en bleg og varm dag i marts.
Omkring lærken ses en blåviolet aura,
som min yngste søn i den åbne dør
med sin første veninde
har en blåviolet aura omkring sig,
de står på dørtrinet, smiler, ti år gamle,
en corona af stråler omgiver min søn,
grænseløsheden overtager al betydning.
Mit ”slag med halen” denne gang skal være Pia Tafdrups digt ”Gennemlyst.”
I det digt får lyset en helt anden betydning end traditionelt. Digtet er en kærlighedserklæring til hendes afdøde far, som hun ikke skal møde fysisk mere, men som alligevel er til stede i det blik, som Pia Tafdrup genetisk har arvet fra ham, og som siden hans død er blevet set af mange igennem hende.
Pia Tafdrup genkender også sin far i glimt gennem sine børn, hvor karakteristika ”trænger igennem i andre liv, bæres videre, lyser” i skikkelse af dem.
For mit eget vedkommende ser jeg min far, når jeg smider skoene. De - skoene - står på fuldkommen samme måde, som når min far smed sine træsko. For øvrigt, så har begge mine sønner arvet samme måde at sætte fodtøjet på😊
Gennemlyst
Far, dit blik forbandt
dit væsen med mit.
Dit blik har båret mit med sig,
fra jeg slog øjnene op, det ved jeg.
De øjeblikke, vi så hinanden,
skal vi ikke indhente igen,
men dit blik
fragter jeg stadig med mig.
Siden din død
er det blevet set af mange,
ligesom jeg hos mine børn
genkender det i glimt,
ser, at det trænger igennem
i andre liv, bæres videre, lyser.
FORÅRSLYS
* Sagt af Mads Rykind-Eriksen, forstander på Rødding Højskole.
Comments