TEMA-citater:
- Forband ikke mørket, men tænd et lys i stedet.
- Vær aldrig en fange af din fortid. Det var kun en lektie – ikke fængsel på livstid.
- Man har nogle valg her i livet, og man kan selv vælge, om man vil være offer eller kriger. (Peter Mygind)
- At være lykkelig er ikke at have et perfekt liv. At være lykkelig er at anerkende, at livet er værd at leve på trods af alle vanskeligheder.
Frauenkirche i Dresden med Luther i forgrunden
Jeg elsker myten om Fugl Føniks. Myten om det arketypiske brændende væsen, som har evnen til at rejse sig majestætisk af asken efter sin egen ødelæggelse, symboliserer en enorm styrke og en grundlæggende tro på, at det altid er muligt at rejse sig igen, uanset hvor ramt, vi er.
Det siges om Føniksfuglen, at dens tårer havde helbredende egenskaber, at den var enormt stærk fysisk, at den kunne kontrollere ilden, og at den besad uendelig visdom.
Viktor Frankl valgte livet
Viktor Frankl er - om nogen - symbolet på, hvad myten Fugl Føniks er gjort af.
Han var neuropsykiater og grundlæggeren af Logoterapien.
Som jøde blev han under 2. verdenskrig først interneret i koncentrationslejren Theresienstadt og senere i Auschwitz, men han oplevede at blive befriet fra rædselslejrene af de amerikanske tropper, den 27. april 1945.
I mange af de bøger, han senere har udgivet, er temaet det samme:
En traumatisk oplevelse er altid negativ. Men det, der sker som følge af den, afhænger af personen.
Ifølge Frankl, så er det vores eget valg, om vi vil rejse os igen og vende tilbage til livet - fra vores aske - og sejre. Eller, på den anden side, bare sidde og bryde sammen – bukke under.
Frankl selv valgte - på trods af, at hele hans familie var blevet udslettet i koncentrationslejre under krigen - at rejse sig fra asken, så han kunne færdiggøre den terapiform, som han var begyndt beskrivelsen af før krigen, men som nazisterne fandt det konkrete skriftlige bevis på under hans ophold i Auschwitz - og brændte.
Denne hændelse blev nemlig Frankl’s ”brændstof” og selvopholdelsesdrift til at udholde torturen og forsøge at overleve krigen.
”Kamp, flugt eller frys.” Det er de 3 muligheder din krop præsenterer dig for, når du kommer i en situation, hvor du ikke er tryg, eller du føler dig truet. Frankl valgte kampen - imod alle odds!
Frankls meningsterapi
Frankl blev efter krigen (i 1946) leder af Wiener Neurologischen Poliklinik, og samme år udkom hans hovedværk, som på dansk hedder ”Psykologi og eksistens.”
Som Fugl Føniks genopstod Frankls tanker på skrift, efter at nazisterne ellers oprindeligt have brugt kladden som brændsel, og ud af disse vingeslag opstod den terapiform, der i dag kaldes Logotearapi, og som er synonym med Viktor Frankl.
Logoterapi er en særlig form for eksistentiel terapi, der har fokus på mening. Derfor kaldes den også af mange terapeuter i dag for Meningsterapi.
I dag er Logoterapien en moderne evidensbaseret psykoterapi og tilgangen findes både i Europa, Sydamerika, Nordamerika, Mellemøsten og Afrika.
Grundtanken i Logoterapi er, at hvis man kan finde mening med det, der sker for en, så kan man overvinde det. For eksempel, at hvis man tror på, der er en mening med livet på trods af, at man er arbejdsløs, bliver syg eller kommer i koncentrationslejr, så kan man komme igennem det.
Så her kan man virkelig sige, at Frankl er eksemplarisk set ud fra, hvad han selv havde oplevet.
Så om vi vil aktivere den Fugl Føniks, vi alle har fået i vuggegave, afhænger altså af et personligt valg, som i bund og grund er baseret på eller styret af, om vi kan finde en eller anden form for mening med den situation, vi står i, og som grundlæggende lægger sig op af, om vi reelt kan finde en mening med livet!!
Vil du være offer eller kriger?
Denne beundringsværdige evne til at gendanne os selv - samle vore ånde, begær og styrke ud af vores lidelse, igennem en meget mørk fase - er noget, som vi alle igennem livet kommer til at blive udfordret af.
Som skuespiller Peter Mygind engang har sagt: ”Man har nogle valg her i livet, og man kan selv vælge, om man vil være offer eller kriger.”
Jo, myten om Fugl Føniks er en god historie at reflektere over.
Fugl Føniks
Herværende blogindlæg lægger sig både op af myten om Fugl Føniks, og af Viktor Frankl, og er desuden et resultat af et punkt på min ”Bucket-liste.”
En ”Bucket-liste” er en liste over de mål, du gerne vil opfylde, inden du stiller træskoene. Og på min liste står/stod der blandt andet: Jeg vil prøve at stå inde i Frauenkirche og i Semper Oper i Dresden.
Jeg vender tilbage til, hvorfor de to steder har fundet vej til den liste!
Med tog til Dresden
Så i uge 36 - fra den 2. til den 7. september - tog jeg på ferie i Dresden.
Jeg tog toget derned, og havde booket et hotelværelse med morgenmad i den gamle kurfyrsteby, og derudover havde jeg - også hjemmefra - bestilt billetter til et besøg i de to ovennævnte bygninger.
Alt i alt blev det en fremragende ferie - da jeg først lige havde fået luret af, hvordan byens sporvognssystem (DVD Dresdner Verkehrsbetriebe AG) fungerer. Med den kan man i en uge for en pris på godt 200 kroner krydse rundt i Dresden i et spor, som strækker sig over 223,6 kilometer.
Med den længde er det klart, at man også kan komme godt og grundigt på afveje, som fx hvis man stiger på i den forkerte retning.
Men som man siger: ”Af skade bliver man klog, men sjældent rig.” Jeg blev meget klog et par gange!
Fakta om Dresden
Lad mig lige kort opsummere et par geografiske og historiske fakta om Dresden:
Dresden er hovedstad i den tyske delstat Sachsen. Byen ligger ved Elben mellem bjergkæden Erzgebirke og det vulkanske område nær Meissen.
Dresden blev grundlagt i 1216 ved en vigtig overgang ved Elben.
Byen blev efter Reformationen (den tyske) i 1539 en højborg for den lutherske lære og fra renæssancen og fremefter et europæisk kulturcenter.
Byen har en mangeårig historie som residens for Sachsens kurfyrster og konger. Den mest markante fyrste var ”August den Stærke,” i hvis regeringstid (1694-1733) Frauenkirche, Zwinger og Schloss Pillnitz blev opført.
Efter den tyske rigsgrundlæggelse, som trådte i kraft den 1. januar 1871, gennemgik Dresden omfattende udvidelser: Semperoperaen blev bygget 1878, Albertinum i 1887, politihovedkvarteret i 1899, broen Blaue Wunder i 1893, kunstakademiet i 1895, hovedbanegården i 1898, parlamentsbygningen i 1906 og det nye rådhus i 1910.
Efter denne udvidelse og frem til 1945 gik Dresden under betegnelsen: ”Europas kulturhovedstad.”
I 2019 viste en folketælling, at der på det tidspunkt boede 554.649 mennesker i Dresden.
Semper Operaen i Berlin efter 15. februar 1945
Dresden bliver nøje udvalgt
MEN fra den 13. til den 15. februar1945 oplevede Dresden helvede på jord, og det bibelske ord Dommedag (som Grundtvig for øvrigt sammenligner med Den nordiske Mytologis Ragnarok,) fik sit konkrete jordiske udtryk.
Anledningen var 2. verdenskrig og historien er som følger:
I efteråret 1944 og i vinteren 1944/45 foregik de allieredes fremrykning væsentligt langsommere end de havde forventet, så i begyndelsen af 1945 var udfaldet af krigen slet ikke så entydig, som det ofte bliver fremstillet i dag.
For at forsøge at øge fremrykningen og således fremskynde en mulig ende på krigen udvidede den britiske Bomber Command fra sommeren 1944 derfor sin strategi.
De besluttede at rette et angreb på talrige store og små tyske byer i et forsøg på for at stække den tyske befolknings udholdenhed og modstandskraft endeligt. Men desværre med begrænset held.
Så på Jalta Konferencen (4. - 11. februar 1945) strammede de allierede - på Sovjetunionens opfordring - skruen yderligere. De besluttede at intensivere antallet af bombetogter for endegyldigt at få bugt med tyskernes resistens. Det betød blandt andet, at RAF's sædvanlige angrebstogter blev modificeret, så Dresden sammen med Berlin, Leipzig, og Chemnitz nu blev gjort til de mest oplagte bombemål, mens Breslau – i dag Wroclaw og polsk (som følge af Potsdamaftalen) - fra den 13. februar og krigen ud blev belejret af sovjetiske styrker. I den periode mistede 20.000 civile, 6.000 tyske soldater og 7.000 sovjetiske soldater livet, mens omkring 80 procent af Breslau blev ødelagt.
400.000 brandbomber udløste flammehav
Indtil sommeren 1944 havde Dresden, Leipzig og Chemnitz ellers ikke været bombemål, fordi de lå for langt væk til, at de allierede kunne nå dem. Dresden og Breslau var således i efteråret 1944 de eneste større ubeskadigede industri-, erhvervs- og forvaltning-centre samt trafikale knudepunkter i det tyske rige.
Men krigens teknologiske udvikling havde øget flyenes rækkevidde og både Dresden og Leipzig var nu inden for ”skiven.” Og med forholdsvis uskadt byer, ville ødelæggelsen af dem virke voldsomt og lammende - var de allieredes logik.
Så den 13. februar 1945 kunne man højt over Dresden fra en klar og skyfri nattehimmel høre briternes brummende bombeeskadriller flyve uforstyrret ind over forstæderne. Hele 255 allierede fly havde fire timer tidligere forladt britisk luftrum, og havde - trods det lange togt - stort set ikke mødt modstand undervejs.
Det første bombefly kaldet U for Uncle åbnede kl. 22.14 sine bombeluger.
“Bombs gone”, lød det over radioen, da den dødbringende last væltede ud af flyets bug og ned over Dresdens gader.
I otte minutter væltede bomberegnen ned over byen og antændte en altfortærende ildstorm. Tusinder døde, og endnu flere var på flugt gennem gaderne, da briterne tre timer senere vendte tilbage.
400.000 brandbomber forvandlede på få timer Dresden til et flammehav.
Sådan tog Dresden sig ud, hvis man efter bombardementerne den 13. og 14. februar 1945 kiggede ud over byen fra toppen af rådhusbygningen, som statuen, der symboliserer "Güte" (godhed,) her gør. Kontrasten til sætningen "Alles Gute kommt von oben," er til at få øje på.
Georg Frank overlevede i Elben
I en artikel i Kristeligt Dagblad med titlen: ”Sårene efter de allieredes bombning af Dresden er er stadig åbne,” dateret den 20. februar 2020, kan man - på 75-årsdagen for bombardementet – udover rubrikkens problemstilling – læse et uddrag fra en erindringsbog skrevet af Georg Frank, som op- og overlevede dagene for bombardementet.
I Kristeligt Dagblad står der følgende om Frank:
”Selvom Tysklands krigslykke for længst var vendt, og store dele af landet var blevet bombet af de vestallierede, var tirsdag den 13. februar 1945 en relativ munter dag for den tyske dreng Georg Frank. Det var dagen før askeonsdag, og Georg Frank boltrede sig ligesom de øvrige børn i Dresden-forstaden Johannstadt iklædt fastelavnskostume – Georg Frank med en klovnehat på hovedet. Glad og tilfreds faldt han øjeblikkeligt i søvn, da hans forældre samme aften lagde ham i seng. Det blev hans sidste tre timer i familiens lejlighed. For i løbet af de næste 37 timer skulle omkring 25.000 mennesker dø i Dresden.
Georg Frank blev vækket af en stemme i faderens hjemmebyggede radio:
”Achtung Achtung! Store angloamerikanske bombeflyenheder nærmer sig Dresden! Afstand cirka 20 kilometer! Gå til beskyttelsesrummene!”
Sirenerne i byen begyndte at hyle. Georg Frank blev revet ud af sengen af sin mor, svøbt i et tæppe, og familien hastede ned i ejendommens kælder, som hurtigt blev fyldt af beboere. Så kom bragene. Ejendommen overlevede de allierede flyvemaskiners første bombardement. Men den anden bølge af bomber tilintetgjorde alt andet end ydermurene. Røgen og en kvælende varme trængte ned i kælderen og tvang beboerne ud. Georg Frank og hans familie løb i retning af Elben. Vand, luft, flugt, det var det eneste, de tænkte på. En brandvarm blæst rev det våde klæde af drengens skuldre, som hans mor havde givet ham til beskyttelse. Overalt var der skrigende mennesker. Mennesker, der brændte som fakler. Murbrokker og knust glas. Og asfalten var så varm, at den klæbede til skoene. Georg Frank overlevede bombningen af Dresden og nedfældede oplevelsen i sine erindringer. Tusindvis af andre blev kvalt eller brændt ihjel.
De vestallierede havde smidt mere end 4500 ton sprængstof og brandbomber, og da røgen havde lagt sig, lå det meste af den 800 år gamle barokby, en af Europas smukkeste byer og kendt som Elbens Firenze, i ruiner.”
I kølvandet på det uddrag skriver artiklens forfatter – Tobias Stern Johansen – følgende:
”Lige siden har politikere, historikere og overlevende ført en bitter strid om, hvorvidt bombardementet for 75 år siden var en unødvendig krigsforbrydelse eller et vigtigt led i de allieredes sejr over Hitlertyskland?”
Dresdens bykerne efter den 15. februar 1945
Nu har jeg ligesom fået lagt grundstenen til det, som dette indlæg skal handle om. Nemlig genopbygningen af Semper Oper og Frauenkirche. For det er svært at genopbygge noget, som endnu ikke er væltet!!
Det er en historie om, hvordan disse imponerende og historiske bygninger på trods, genopstod som Fugl Føniks, og i dag igen er blevet til Dresdens stolthed.
Semper Oper i "Svanens død"
Lad mig starte med Semper Oper:
Semperoper eller - på dansk - Semper Operaen siges at være en af verdens flotteste musik- og operasale.
Semperoper har haft en ganske omtumlet historie:
Den blev opført i 1841 af arkitekten Gotfriid Semper, og blev bygget som Königliches Hoftheater Dresden.
Operaen har været ødelagt flere gange. Den 21. september 1869 blev bygningen således fuldstændigt ødelagt af en brand.
Gotfriid Sempers ældste søn, Manfred Semper, fik i 1871 til opgave at genopbygge operahuset, og i 1878 stod et nyt pragtfuldt operahus færdigt på en ny adresse ved Theaterplatz i Dresdens historiske bykerne tæt på Elben, hvor det ligger den dag i dag.
Semperoper gik heller ikke fri af de allieredes ”nye modificerede angrebsstrategier.”
Om aftenen den 13. februar blev operabygningens pragtfulde ydre og endnu smukkere indre ramt af et massivt bombardement på linje med Frauenkirche, og bygningen udbrændte næsten.
Bombernes ildstorme havde ødelagt tilskuer- og sceneområde, og scenehusets bagmur var styrtet sammen.
Allerede fra 1948 kunne opera, ballet, skuespil og Staatskapelle (et af de ældste, bedste og mest traditionsrige orkestre i verden, og antagelig det orkester i verden, som har været i uafbrudt aktivitet længst) fortsætte i Staatsschauspiel Dresden.
Billede af Semper Operaen taget kort tid efter de allieredes bombardementer
Mens kunstformerne boltrede sig på midlertidige adresser, gik genopbygningen af Semperoper i gang. Det tog 40 år at restaurere den helt og rekonstruktionen var baseret på de oprindelige planer af arkitekten Gottfried Semper fra 1838.
Så på 40-årsdagen for 2. verdenskrigs bombardementer, den 13. februar 1985, blev Semperoper igen den samlende kraft for Dresdens stolte og verdenskendte operatradition, som i 40 år havde måttet tage til takke med lånte lokaler.
På den symbolske dato (den 13. februar 1985,) genåbnede Semperoperaen sågar med Carl Maria Von Webers opera ”Jægerbruden” (”Der Freischütz”) under ledelse af intendant Max Gerd Schönfelder.
Det var nemlig med dette værk, operahuset den 31. august 1944 blev lukket.
Sådan tager det indre af operahuset i Dresden sig ud i dag.
"The jewel of Dresden"
Så på min Dresden-tur var et besøg i Semperoper selvfølgelig et must. Det kommer jeg aldrig til at fortryde. Hvilket smukt hus, som i sin udformning gør alt, hvad den kan, for at få det bedste frem i sangere og musikere. Udsmykningen er symmetrisk ud i alle hjørner, og motiverne i det smukke malerarbejde er helliget komponisterne og deres forskellige værker, hvis karakterer er drysset rundhåndet ud i kompositioner på vægge og loft, så forestillingerne ikke kun få liv på scenen, men gennemsyrer den store teatersal, som kan rumme ikke færre end 1.300 tilskuere.
Ikke sært, at Dresdens operahus har fået betegnelsen: ”The jewel of Dresden.”
Semperoper har et særligt forhold til den verdensberømte komponist Richard Wagner (1813-1883). Det skinner også igennem i operaens repertoire i dag.
Det var netop i dette operahus, at Wagners sidste opera, “Parsifal”, blev uropført i 1882. Det var også her, at den berømte komponist uropførte operaerne: Rienzi, Tannhaüser og Der Fliegende Holländer.
Lad mig lige dvæle lidt ved Wagners Der Fliegende Holländer (Den Flyvende Hollænder,) som for øvrigt kunne ses og høres i Dresdens operahus så sent som den 20. september i år.
Operaen havde premiere i Dresden i januar 1843, hvor Richard Wagner selv dirigerede.
Operaens centrale tema er forløsning via kærlighed, som Wagner vender tilbage i de fleste af sine senere operaer. Et vigtigt træk i ovennævnte opera, som også kommer til at gælde og fylde i hans senere operaer er nemlig: at han (både Wagner selv og operaens mandlige hovedperson) kun kan forløses ved en trofast kvindes kærlighed.
Wagner, kærligheden og skæbnen
Kærlighed og skæbne er centrale temaer i Wagners operaer. Han har en drift mod at sætte fokus på de destruktive kræfter, der kan opstå, når kærlighed og skæbne kolliderer, og hvordan det kan påvirke menneskers liv og handlinger.
Således bliver kaptajnen på Wagners skib og opera af samme navn ”Den flyvende hollænder” ramt af nemesis, da han sværger ved alle djævle, at han vil styre udenom et bestemt bjerg. Det lykkedes ikke, og djævelen tager ham på ordet.
Han er nu dømt til at sejle hvileløst rundt på verdenshavene. Kaptajnen og hans mandskab må for eftertiden flyve på alle have, og skibet må aldrig lægge til kaj.
Dog må kaptajnen gå fra borde hvert 7. år i jagt på kærligheden - og forløsningen.
Han skal forsøge at finde en kvinde, der vil ofre sig for ham og være ham tro til evig tid. Kun på den måde vil forbandelsen blive ophævet.
Loftudsmykningen i Semper Operaen er malerier af komponisterne og motiver fra deres operaer
Handlingen i operaen kan resumeres på følgende måde:
1. akt
En slem storm raser, så den norske skipper Daland må søge læ med sit skib i en fjord nær sit eget hjem. Senere glider Hollænderens skib også - som ly mod stormen - ind i fjorden og kaster anker ved siden af Dalands skib.
Mandskabet bjerger de blodrøde sejl, og Hollænderen går i land. Kaptajnens historie er uhyggelig og trist: Engang prøvede han at trodse himlen og blev derfor dømt til at sejle rundt på havene i evig tid. Hvert syvende år må han gå i land for at finde den kvinde, som kan redde ham. Hun skal sværge at være ham tro til hun dør, og derved løses hans forbandelse.
Daland vågner og ser Hollænderens skib. Han går ud for at hilse på den fremmede, som beder om husly for natten mod nogle af alle de kostbarheder, han har ombord.
Han spørger om Daland har en datter, han kan gifte sig med, og Daland bliver glad ved tanken om muligheden for at få en rig svigersøn. Han beder Hollænderen følge med og sejler mod hjemmet.
2. akt
Hjemme hos Daland sidder pigerne og spinder til en munter sang. Kun datteren Senta er trist og forgabt i et billede på væggen af en bleg mand. Sentas amme Mary bebrejder hende, at hun er så kold og afvisende over for bejleren Erik. Da Mary afviser at synge sangen om Hollænderen, gør Senta det selv – hun tror det er hende selv, der skal løse ham fra forbandelsen.
Bejleren Erik kommer ind i samme øjeblik og siger, at han har set Dalands skib nærme sig sammen med et fremmed skib. Han bebrejder hende, at hun altid sidder foran billedet og ikke interesserer sig for ham.
Han fortæller, at han har drømt, at Daland kommer hjem med en fremmed, som Senta vil følge ud på havet. Senta tager det som et godt tegn på, at hun vil møde Hollænderen, og hun går ud for at tage imod sin fader.
I det samme træder Daland ind med den fremmede, som er manden på billedet.
Han fortæller om ægteskabsplanerne, men Senta hører ikke efter. Hun er helt opslugt af manden. Længe ser de tavst på hinanden før de erklærer hinanden deres kærlighed. Hun sværger at være ham tro til sin død.
3. akt
På Dalands skib er der fest sammen med pigerne fra land og stemningen er god.
Senta går ud af huset efterfulgt af Erik, som igen prøver at vinde hendes gunst, men hun afviser ham endnu en gang.
Så træder hollænderen frem og beder hende bryde sit løfte til ham, da han ikke mener, hun vil kunne holde stand hele livet. Han beder sine matroser rejse sejl, og han fortæller alle, at han er Den flyvende Hollænder, hvis forbandelse kun kan ophæves af den kvinde, som sværger ham troskab til sin død. Den kvinde, som ikke klarer opgaven, vil dømmes til evig fortabelse.
Han vil skåne sin elskede Senta for dette og sejler bort.
Senta går op på en klippetop, gentager sit troskabsløfte og kaster sig i havet. I det samme synker spøgelsesskibet og Hollænderens og Sentas forklarede sjæle stiger op mod himlen.
Semper Oper i aftensbelysning
49 år som kendt krigsruin
DER var så ”hooket” til historien om Frauenkirche.
Det er nemlig også historien om en mulig evig fortabelse, som bliver forløst af folkets kærlighed til ”deres” kirke, som tilmed er en Fruekirke. Her ikke i døden, men i livet!!
Fugl Føniks får nyt liv!
Frauenkirche blev opført fra 1726 til 1743 efter udkast af arkitekten Georg Bähr.
Kirken" Zu Unser Lieben Frauen" ("Vor Kære Frue") skal have ligget på stedet siden omkring år 1000.
Den ottekantede barokbygning med den karakteristiske klokkeformede stenkuppel var ved sin fuldendelse en af protestantismens største, vigtigste og smukkeste kirker. Den store kuppel med en højde på cirka 93 meter blev hurtigt et kendemærke for byen, og den let genkendelige silhuet blev motiv for mange kunstmalere.
MEN den 13. og 14. februar 1945 led kirken samme skæbne som Semper Operaen.
Kirken blev ikke direkte lagt i ruiner af de allieredes bomberegn, men den kolossale hede, som bomberne forårsagede, satte alt det indre træværk i brand, hvorfor kirken kollapsede totalt dagen efter.
Frauenkirche lå frem til 1994 hen som en af Tysklands kendteste krigsruiner.
Allerede få år efter krigens afslutning blev der udarbejdet planer for en genopbygning af kirken. Flere gange gennem DDR-perioden forsøgte enkeltpersoner og kirkelige organisationer at få genrejst kirken, men det var ikke i regimets ånd at lade det ske. I stedet var der kræfter, der helst så tomten ryddet.
Efter DDR's opløsning i 1989-90 blev kirken et symbol på den tyske genforening, og 14 borgere forfattede ”Ruf aus Dresden” (”Råbet fra Dresden”) og satte sig for at rejse de midler, der var nødvendige for at kunne realisere et så stort projekt, som en genopbygning ville være.
Så de tidligere planer for restaureringen blev fundet frem igen.
En omfattende indsamling af penge til genopbygningen blev sat i gang, og det lykkedes at indsamle de 130 millioner Euro, som var nødvendige for genopbygningen, og af dem var 90 procent private donationer.
Og i perioden fra 1994 og frem til 2005 blev Frauenkirche genopført i original stil i et projekt, som vist må betegnes som verdens største puslespil.
Sten for sten blev ruinhoben sorteret. Alt fra ruindyngen - bortset fra kuplen - blev genbrugt. Hver enkelt sten - 6.500 tons i alt - blev beskrevet, fotograferet og nummereret, og med udgangspunkt i, hvor den lå i ruindyngen, regnede man sig frem til dens oprindelige placering. På grund af alderen ser man i dag i murværket de oprindelige sten som mørke, mens de nyere dele er lysere i farven - og for øvrigt sandsten fra et stenbrud ved Lohmen lige syd for Dresden.
Jo, intet var overladt til tilfældighederne!!
I 2005 var "Unsere Lieber Frau" genopbygget
Desuden blev hvert enkelt fragment styrkeprøvet for at vurdere, om det ville kunne genanvendes. Gamle tegninger, malerier og fotografier blev gransket ned i mindste detalje, og den mest moderne computerteknologi – blandt andet 3 D-teknologi - blev brugt til at holde styr på det ufatteligt store projekt.
Den 13. april 2004 blev den sidste sten indsat i kirkens hovedkuppel, og i juni 2004 blev tårnhatten med den kobberbeslåede tårntrækonstruktion med det forgyldte kors påsat over kuplen og dermed blev det tidligere udseende genetableret.
Genopbygningen af Frauenkirche blev helt afsluttet i efteråret 2005. Omkring 250.000 mennesker, ikke alene fra Tyskland men fra hele verden deltog i indvielsesfestlighederne, der varede i flere dage i oktober 2005 - alene på Neumarkt var der samlet cirka 60.000 mennesker.
Genopførelsen blev en kæmpebegivenhed, der havde mediernes bevågenhed langt ud over Tysklands og Europas grænser.
Kirkens gyldne forsoningskors
En lille lykkelig krølle på den hale, som Frauenkirches genopbygning er udtryk for, er historien om kirkens gamle kors, som man pludselig stødte på i ”Fugl Føniks” aske.
Kirkens gamle kors havde siddet øverst på kuplen. Gennem årene havde man ment, at korset var gået tabt i 1945.
Men pludselig, som ved et mirakel, fandt man i ruindyngen et rimeligt intakt kors.
Det blev dog besluttet, at korset skulle rekonstrueres, da man ikke var sikker på, at det ville holde i længden.
Englænderne så her en mulighed for at komme til en endelig forsoning med tyskerne for det voldsomme bombardement, ved at tilbyde at skænke kirken et nyt, gyldent kors, som senere er blevet kaldt ”Forsoningskorset”.
En indsamling blev sat i gang i England, og et engelsk guldsmedefirma blev sat på opgaven at fremstille det flere meter høje kors, som blev belagt med 24 karat bladguld.
Guldsmed Alan Smith, hvis firma skulle fremstille kopien af det gamle kors, var søn af en af de engelske bombeflyvere, der var med til at bombe Dresden i 1945.
Da han hørte, at det drejede sig om korset til Frauenkirche i Dresden, var han meget taknemlig og lykkelig over at have fået arbejdet med det.
Da kirken blev indviet ved en meget bevægende folkefest den 30. oktober 2005, var Alan Smith til stede som en af Englands repræsentanter, og han kom således til at spille en vis rolle ved den endelige forsoning mellem England og Tyskland.
Et symbol på håb, fred og forsoning
1700 mennesker var til stede i kirken, mens 60.000 fulgte højtideligheden ude på Neue Markt foran kirken.
I dag er Frauenkirche Dresdens vartegn og et universelt symbol for håb, fred og forsoning.
Med en titel fra Richard Wagners store operakatalog, kan man vel sige at ”Nibelungens Ring” er sluttet. Det kæmpemæssige operaværk handler om konflikten mellem kærlighed og magt, og i denne/min fortolkning vinder kærligheden til sidst. Nibelungens magiske ring, der giver sin ejer uendelig magt og rigdom, men også bringer ulykke og tragedie, bliver i historien om Frauenkirche til forløsning gennem kærlighed, og giver håb om ”fred og forsoning.”
Hvad det er, der drager mig mod disse store fortællinger, tror jeg bliver indrammet godt af ”Væverens digt” af Benjamin Malachi Franklin:
Mit liv er et vævet tæppe som Herren og jeg væver på.
Farverne vælger jeg ikke selv, men væven står aldrig stille.
Ofte væver Gud sorg ind og ofte glemmer jeg dumt, at han ser oversiden, mens jeg ser tæppets bund.
Først når tæppet er færdigt og væven tavs, breder Gud hele tæppet ud og viser, hvorfor.
For i den dygtige vævers hånd er de mørke tråde lige så nødvendige som trådene af guld og sølv, i det mønster, han har udtænkt.
Min Bucketliste indeholder flere punkter, hvor væverens tæppe skal foldes ud og have perspektiv, så både over- og underside er synlige!
Billede af orgelet i Frauenkirche i Dresden
Comments