TEMA-citater:
- Når man står over for døden, er kærligheden den eneste trøst. (Fra bogen: ”Mød mig under ombutræet” af Santa Montefiore)
- Dem, vi elsker, går aldrig bort. De går blot i forvejen.
- Du kommer dig aldrig over, at nogen, du elsker, dør. Du lærer bare langsomt at komme gennem hver dag og gemmer mindet om personen i dit hjerte.
- Vi træffer alle valg i vort liv. Det sværeste er at leve med dem.
- Alle har brug for at høre: Jeg elsker dig, jeg tror på dig, jeg er her for dig og jeg tænker på dig.
- Når jeg er død, kom ikke til min grav/ for at fortælle, hvor meget du elsker mig, og hvor meget du savner mig./ For det er de ord, jeg trænger/til at høre, mens jeg fortsat er i live.
- “Jeg er ikke bange for at dø, men tanken om, at jeg ikke har levet, skræmmer mig.” (Fra filmen ”Rails and Ties”)
- Nogle gange kan et mirakel være en venlig sjæl med et varmt hjerte.
Hvis der er noget, jeg ikke bryder mig om, så er det at være til besvær. I vejen.
Tanken om, at man i en sammenhæng ikke er ønsket, er skamfuld, synes jeg. Følelsen af, at nogen hellere ser din hæl end din tå er ikke rar.
Hvor stammer den så fra denne følelse? Ja, det ville være nemt at give min opvækst og mine forældre skylden. Fortælle, at jeg aldrig blev set, og at det gjaldt om at være så usynlig som muligt.
Men intet ville være mere forkert. Jeg ville for alt i verden ikke bytte min opvækst med nogen. Jeg elskede mine forældre, og blev set lige så meget, som mine fem søskende gjorde.
Men tidsånden var en anden for snart 70 år siden. Vi kendte vores plads. Nogen vil krumme tæer over det udtryk. Tænke, at det er noget en hund (måske) skal, men ikke børn. Jeg tænker det mere som en ramme. Vi vidste, hvad der blev forventet af os. Og i en søskendeflok på seks og med over 20 børn i det nærmeste nabolag, så var det vigtigt at have evnen til at fylde lige præcis den procentdel, der var ”min.” Og ikke mere.
Jeg har aldrig set det som andet, end at jeg var en del af en flok, som, hvis fællesskabet skulle fungere, måtte indordne mig. På den gode måde. For det gav jo mulighed for at være barn uden at skulle forholde sig til alt muligt, der ikke havde med legen at gøre. Det gav også mulighed for, at jeg – hvis jeg overholdt min del af aftalen – kunne få lov at være i fred og afprøve ting, som mine forældre måske ikke gad vide noget om.
Blot et lille tandhjul
Jeg er sikker på, at vi ikke blev set, som børn bliver set i dag. Der var overhovedet ikke fokus på den del dengang. Dagligdagens gøremål fyldte det meste for vore forældre, og der blev ikke skelnet mellem arbejde og fritid som i dag. Vi børn var ”bare” et lille tandhjul i det maskineri, der handlede om at få en god dagligdag ud af det, der var givet. Og vi klagede ikke. For det er svært at klage over et vilkår!
Men lad mig slå fat med syvtommersøm, at vi stadig sagtens kunne blive trøstet og få sat plaster på, hvis hierarkiet havde krævet hjerteblod (man skal jo vælge sine kampe!), og der kunne også sagtens falde en krone af til en – på det tidspunkt – meget stor is.
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det at kende både ”sin plads” og ”spillereglerne” giver basis for at være både behagelig at være sammen med og en høj grad af social integritet.
MEN. For der er altid et men. Det er helt åbenlyst, at for nogle børn var datidens karrige omgang med kærlighed og nærhed - børn og voksne imellem – slet ikke nok og en stor sorg.
Det har fået betegnelsen ”Forladthedstraume.”
Psykolog Anne Soelberg har beskrevet det traume på følgende måde:
”Forladthedstraumet er den pæne pige og den gode drengs åg. Den er bevæggrunden for mange depressioner og for megen smerte over følelsen af ikke at høre til.”
Jo, ALT har en bagside, som ikke må overses. Anne Soelberg sætter flere ord på den bagside:
”Forladthedstraumet udspringer, i modsætning til de fleste andre traumer, ikke fra noget skrækkeligt, der skete. Men i stedet fra noget, der ikke var. Forladthedstraumer udspringer fra en mangeltilstand. Opvæksten handlede ikke om, hvad der var brug for og lyst til. Men hvad der var at få. Og når der ikke er så meget at få, så må man tage til takke og tilpasse sig."
De nemme, nuttede og søde børn
Mange med forladthedstraumer kendetegnes ved, at de er blevet det nødvendige. Mange har derfor været nemme, nuttede, søde, opmærksomme og usynlige børn. De tilpassede sig. De var selvudslettende. De forsøgte blot at overleve.
Mange med forladthedssyndromer fortæller om en, på overfladen, god opvækst. Men hvor der har manglet noget. De kommer med en diffus smerte. Depressioner, tvivlen på at livet er livet værd, angst og en gennemgribende følelse af værdiløshed. For når alt er godt på overfladen, men følelsen af tab ligger lige under, så kommer man nemt til at tro, at det er en selv, der er noget galt med. For i modsætning til regelret omsorgssvigt, kan der ikke peges på specifikke hændelser eller forhold, hvor der var noget helt galt.
NB! Nogle vil tænke, at ”han beskriver jo forhold, som de var for 100 år siden.” Men, nej. Sådan var min ”Barndommens gade” på landet for 60-70 år siden.
Og oveni kommer så den generation, som er ældre. Altså de godt 800.000, som er over halvfjerds. Alt i alt er vi omkring 1,2 millioner danskere, der over 65 år i dag.
Men uanset, hvordan man som barn har tilpasset sig levevilkårene, så har tidsånden og den tids syn på børn ført et biprodukt med sig, nemlig ”evnen” til at føle sig til besvær og i vejen. Og den ”evne” bliver i høj grad aktiveret, når ens kontraktforhold bliver opsagt, som fx når man går pension.
Altså når ”min del af aftalen” ikke længere eksisterer, og der ikke længere er overensstemmelse mellem det, man bidrager med og det, man får, bliver balancen forskubbet, og det ligeværdige forhold vipper over og bliver - i mange ældres hoveder - et almisseforhold: Man får uden at give.
Det er selvfølgelig en dybt uretfærdig følelse, for indsatsen indtil da berettiger jo i den grad til pensionen.
Men det ligger så grundlæggende i de ældre generationer, at man skal bidrage for at få, at nogle nemt kan komme til at føle sig til besvær.
Der er tendenser i samfundet i dag, som trigger denne følelse!
Velfærdsfagene er ringeagtede
Utallige eksempler fra både den trykte og den æterbårne presse fortæller, at velfærdsfagene er faldet i danskernes agtelse. Tilgangen til sygeplejerske-, socialrådgiver-, SOSU-, lærer og pædagog-uddannelserne er støt faldende, og som det fremgik af en artikel i Jyllands-Posten forleden, er knap hver tredje opslåede pædagogstilling i perioden september 2022 til februar 2023 ikke blev besat af en kvalificeret, uddannet ansøger.
I de seneste årtier har vi har skabt en arrogant tilgang til velfærdsuddannelserne, hvor ”selvet” er blevet altings målestok.
Tag nu fx den 20-årige Emmeline Brackman Christoffersen, som bliver interviewet i ovennævnte artikel. Hun har valgt at søge ind på pædagoguddannelsen på trods af et fornemt snit til studentereksamen på 11.5, som ville åbne alle verdens universitetsdøre for hende. Hendes valg er blevet mødt med undren: Hvorfor udnytter en så begavet ung kvinde ikke, at hun kan stryge ind på alle uddannelser – blive alt, som mange knap tør drømme om – og så bliver hun pædagog? Mærkeligt!
De fleste elsker velfærdsstaten, men ingen gider arbejde der, fordi løn og arbejdsvilkår er dårlige, men måske allermest fordi idealet om vores arbejde har ændret sig.
De unge får i dag at vide, at de kan blive alt – og at de skal tage en uddannelse og arbejde med noget, de brænder for, og noget, der definerer dem. Noget, der er kreativt, selvudviklende og udfordrende – noget, der kan gøre dem lykkelige simpelthen.
Jeg synes, det er et tilbageskridt for civilisationen, at velfærdsfagene er faldet i vores agtelse. Det er trist, at omsorgsarbejdet har mistet værdi, så det ikke længere er attraktivt i sit arbejde at være til gavn for medmennesket, der har brug for én – kalder på én.
Forfatter og foredragsholder Soulaima Gourani udtrykte det på følgende måde i en Klumme i Berlingske forleden:
”Det lykkelige liv er et liv fyldt med meningsfulde forpligtelser og nyttefuldt arbejde.”
Omsorgspersoner er en mangelvare
Så der ligger altså en potentiel kilde til følelsen af at være til besvær i den kendsgerning, at der i fremtiden ikke er nok omsorgspersoner til at tage sig af de ældre.
På KL’s hjemmeside kan man læse, at en analyse viser, at om syv år – i 2030 – vil der mangle 16.000 SOSU’er, hvis ikke det lykkes at uddanne flere. Videre står der: ”Det er den klart største personaleudfordring for velfærdssamfundet.”
Oven i det kommer så, at socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, i en artikel i Jyllands Posten for nylig foreslog en ny obligatorisk opsparing til ældreplejen, fordi:
”Det er usikkert, om skiftende regeringer i fremtiden vil kunne tilføre ældreområdet tilstrækkeligt mange midler til at følge med danskernes forventninger.”
Den udtalelse skal holdes op imod, hvad der blev lovet, da velfærdsforliget blev vedtaget i 2006. Det var det forlig, hvor både efterløns- og pensionsalderen blev hævet.
Velfærdsforliget blev vedtaget af de borgerlige partier, De Radikale og Socialdemokratierne, for at:
”Styrke de offentlige finanser og sikre finansiering af velfærdssamfundet i fremtiden. Midlerne skal bruges til at finansiere merudgifter til blandt andet pleje og sundhed, når der kommer flere ældre, og til en styrket indsats mod nedslidning på arbejdsmarkedet,” som det hedder i en fællesudtalelse fra forligspartierne.
Alligevel manglede der - ifølge Ældresagen - i 2021 næsten ni milliarder kroner til ældreområdet, hvis udgifterne til ældreområdet siden 2010 havde fulgt den demografiske udvikling.
Politikerne havde simpelt hen i strid med løfterne brugt pengene på alt muligt andet.
I 2011 ”rundbarberede” Lars Løkkes regering efterlønnen med samme argumenter som ved velfærdsforliget i 2006. De ville styrke de offentlige finanser og skabe økonomi til fremtidens mange pensionister.
Folkemødet på Bornholm 2023
Aktiv dødshjælp på dagsordenen
En kendsgerning er bare, at fra 2010 til 2022 blev der 22 procent flere borgere over 80 år, men antallet af hjemmehjælpstimer er faldende, den enkelte modtager mindre hjælp end før, og plejehjemmene beretter om mere pressede arbejdsforhold.
Jo, man kan da sagtens forstå, at nogle ældre/gamle kan komme til at føle sig til besvær og i vejen, når de konstant skal sidde og vente på den pleje, som burde være en menneskeret.
Sjældent har en talemåde passet så godt som følgende:
”Den offentlige hukommelse er kort!”
Hvordan løser vi så det kæmpe problem, det er, at finde midler til ældreplejen? Et problem, som tilmed - ifølge statistikkerne - kun bliver større og større, fordi folk bliver ældre og ældre? Hvor skal pengene komme fra?
Eller måske er der en anden løsning, som statsminister Mette Frederiksen satte fokus på under Folkemødet på Bornholm i juni.
Aktiv dødshjælp.
For statsministeren brugte nemlig åbningen af Folkemødet i Allinge på Bornholm den 13. juni til at erklære sig selv som fortaler for aktiv dødshjælp.
Mette Frederiksen betegnede den aktive dødshjælp som ”hjælp til at dø.”
For hende er det vigtigste og mest tungestvejende argument for at indføre aktiv dødshjælp: Værdighed.
For statsministeren er der ingen tvivl om, at værdigheden ligger i menneskets selvbestemmelse af, hvordan og hvornår døden skal indtræffe. Altså i hvert menneskes autonomi.
Konkret har hun udtalt sig på følgende måde:
"Det handler om værdighed i den sidste tid i livet. Hvordan rammerne for den sidste tid som menneske skal være. Og hvor meget vi mennesker selv skal have lov til at bestemme – og hvornår."
S: Alle skal behandles med respekt
Statsministeren slog meget tydeligt fast, at den aktive dødshjælp ikke er noget, som skal indføres ”i ly af natten” eller som en hurtig flertalsafgørelse i Folketinget:
"Det skal selvfølgelig hverken være meningsmålinger eller eksperter, der afgør vores vej på det her spørgsmål. Det bliver nødt til at være en diskussion, vi har med hinanden," sagde Mette Frederiksen, som senere fastslog:
"Min anbefaling er, at vi ikke konkluderer og slet ikke hurtigt, men samtalen har vi brug for. Jeg tror på, at vores demokrati er stærkt nok til selv de sværeste samtaler."
Samtalen kunne passende tage udgangspunkt i Socialdemokratiets eget principprogram:
”Alle mennesker har et ansvar for hinanden, og det ansvar er særlig stærkt i forhold til de mest sårbare. Vi ved, at alle kan få brug for hjælp. Når det sker, må et menneske aldrig føle sig til besvær eller tabt for fællesskabet. Alle fortjener at blive behandlet med respekt og værdighed.”
Under alle omstændigheder, så har nogle modstandere af den aktive dødshjælp allerede ytret sig kraftigt i debatten.
Vel ikke overraskende, så er præstestanden absolut ikke begejstrede for ideen.
Sognepræsterne Marie Kirketerp Hansen og Christian Overgaard Wegeberg havde den 1. juli i år en kronik i Berlingske som respons på netop statsministerens folkemødeåbning.
Specielt Mette Frederiksens udtryk ”hjælp til at dø” får gnubbede ord med på vejen:
”Hjælp til at dø har vi allerede i Danmark. Det kaldes passiv dødshjælp og er en del af den palliation, vi kender med smertelindring, omsorg og tid til den enkelte – det er hjælp til at dø."
”Aktiv dødshjælp er aflivning”
De to forkyndere lægger ikke fingre imellem i deres fortolkning af, hvad de mener aktiv dødshjælp er:
"Aktiv dødshjælp er til gengæld aflivning, og hvis den mulighed åbnes, kan det have store konsekvenser for, hvordan vi behandler de døende i vores samfund,” skriver de to præster med appel.
Derefter går de to, som har ret til at bære kjole og krave, i rette med Frederiksens påstand om, at værdigheden ligger i menneskets selvbestemmelse. Her kalder de læge og tidligere formand for Etisk Råd, Ole Hartling, ind i kampen. For ifølge ham er den selvbestemmelsesret, vi i så fald skulle hæfte hele begæringen af aktiv dødshjælp op på, slet ikke er så ligetil. Han gør nemlig opmærksom på, at vi aldrig kan være helt sikre på, at det menneske, der begærer aktiv dødshjælp, virkelig mener det oprigtigt, også selvom det ellers lyder sådan. For der kan ligge så meget til grund for en sådan begæring. Frygten for at være til besvær og belastning kunne være en af dem.
Som Hartling siger i et interview:
”Det, der udtrykkes som et velovervejet ønske, når en person beder om dødshjælp, kan lige så vel være et spørgsmål: ”Må jeg være her lidt endnu, sølle, elendig og byrdefuld, som jeg er?””
I så fald kan en syg eller døendes altså opleve netop ikke at blive behandlet som et værdifuldt menneske, hvilket kan resultere i, at man føler sig tvunget til at vælge aktiv dødshjælp. Hvor er værdigheden så?
At dette scenarie ikke blot er en tænkt situation, understøtter en undersøgelse fra den amerikanske delstat Washington fra 2013. Her blev patienter, der stod overfor at skulle modtage aktiv dødshjælp, spurgt, hvorfor de ønskede dette. Mere end seks ud af ti nævnte bekymringen for at ligge andre til last som årsag. Helt præcis 61 procent.
Dødslejet er til besvær
De to præster har mødt ovenstående dilemma igen og igen i forbindelse med samtaler med syge og døende på hospitalet og i sognene. De oplever, at de syge – fysisk som psykisk – eller terminale mennesker giver udtryk for, at de godt ved, at det kræver meget af deres børn og øvrige pårørende, at de ligger for døden.
Det sætter de følgende ord på:
”De ved, at det ikke er belejligt, at ægtefællen eller et af børnene skal søge plejeorlov. De ved måske endda også, at det kan have økonomiske konsekvenser, fordi sygdomsperioden også for familien er hård og svær.
Dertil kommer, at de ældre tilhører en generation, der er vokset op med, at de skal udfylde deres plads i samfundet, tage fat, forsørge sig selv. De vil ikke være til besvær. Heller ikke for samfundet som sådan.
Det er derfor ikke svært at forestille sig, hvad indførelse af aktiv dødshjælp ville kunne betyde. Både for de fysisk og psykisk syge.”
De to sjælesørgere er dog ikke blinde for, at den sidste svære tid kan være belastende:
”Vi ved, at det kan være drænende, når alting sættes på pause, og ventesorgen omslutter en. Vi ved også, hvordan det er at sidde hos en elsket og mere end noget andet ønske dem freden. Og vi ved, at der netop nu sidder mennesker, der oprigtigt ønsker, at de kan få lov til at dø. Dem skal vi hjælpe, så godt som vi kan med de muligheder, vi er givet med passiv dødshjælp og palliation.”
Vort menneskesyn er under pres
Marie Kirketerp Hansen og Christian Overgaard Wegeberg er også bekymrede for, at den aktiv dødshjælp kan flytte vort menneskesyn fra at være uden begrænsninger, når det gælder om at støtte og hjælpe den døende til at være et menneskesyn, der fortynder den fundamentale fordring om at hjælpe ved at tænke den aktive dødshjælp ind i situationen.
I så fald sætter vi Løgstrups ”Den etiske Fordring” ud af kraft. Den etiske fordring er fordringen om ikke at svigte den anden.
”Man svigter noget vigtigt i sig selv, når man svigter sit ansvar for en anden,” siger Løgstrup. Og det vil vel være den ultimative ansvarsforflygtigelse at bede en døende tage beslutningen om aktiv dødshjælp eller ej?
At være menneske er at leve under krav og fordringer af mange forskellige slags.
De to præster skriver, at vi risikerer et samfund, hvor den slags spørgsmål pludselig vil trænge sig på, som for eksempel når overfyldte sygehusgange lægger pres på patienter og læger.
Du har ret til at være til besvær
Jeg synes, vi bliver nødt til at spørge os selv, om det er sådan et samfund, vi ønsker.
Ønsker vi et samfund, hvor kronisk fysisk eller psykisk syge kan blive tilbudt døden som en udvej? Ønsker vi et samfund, hvor vi er i tvivl om, hvorvidt lægen, der sidder overfor os, ønsker, at vi skal leve?
Ønsker vi et samfund, hvor døende vælger den aktive dødshjælp, fordi de føler sig i vejen og til besvær?
Måske kunne vi i stedet rette blikket mod den passive dødshjælp og herigennem sikre os, at hvert eneste lidende menneske får den hjælp og omsorg, det behøver og dermed leve op til den etiske fordring, som blev lagt som en vuggegave til os ved fødslen.
Det er hverken let eller uden omkostninger, for smertelindring for det døende - men i den grad værdige - menneske er besværlig og omkostningsfuld. Både for os som enkeltpersoner og for samfundet. Men har vi råd til at lade være?
Det er menneskeligt at være til besvær – og værdigheden ligger ikke i, hvordan et menneske dør, men i hvordan mennesker behandles, indtil de dør. Den værdighed skal vi kæmpe for at bevare.
Og så kan vi passende slutte med – endnu engang - at citere fra førnævnte socialdemokratiske principprogram:
”Et menneske må aldrig føle sig til besvær eller tabt for fællesskabet.”
Kommentare