TEMA-citater:
1. Man drukner ikke af at falde i floden, men af at blive under vandet. (Fra filmen ”Extraction”)
2. Vi træffer alle valg i vort liv. Det sværeste er at leve med dem.
3. The past is your lesson/The present is your gift/The future is your motivation.
4. You say you love your children above all else, yet you’re stealing their future right before their very eyes. (Gretha Thunberg til COP24)
_______________________________________________
For kort tid siden blev jeg beriget med endnu en titel til CV’et. Dobbelt morfar!! Det er en fantastisk fornemmelse, at kunne skrive det.
En har engang sagt følgende om det at få børn: Børn gør kærligheden stærkere, dagene kortere, nætterne længere, lønnen mindre, hjemmet gladere, tøjet kortere, fortiden glemt og fremtiden værd at leve for!
Og den engelske forfatter J.G. Ballard supplerer: ”Barnevognen i gangen er den største motivation af alle.”
Det bliver en fornøjelse at skulle følge endnu et skud på stammen, og i forhold til evolutionstanken, så er jeg nu godt i gang med at have løst den opgave, der er mig givet, nemlig at få reproduceret mig selv – i flere led.
Tjek!
Her kunne jeg så passende låne en god vens kommentar til den opgave: ”De gener kan heller blive delt nok!”
Forleden opstod der en mislyd i ovenstående hjertesag.
Jeg fik nemlig et rap over næstekærligheden, da jeg læste en artikel, som portrætterede en af vore store nulevende forfattere, Henrik Nordbrandt.
Rubrikken lyder: ”Kendt digter: Man kan ikke være bekendt at sætte børn i verden.”
I underrubrikken står der: ”- Et af vor tids store problemer er klimaforandringer, men de er jo kommet, fordi der er alt for mange mennesker i verden, lyder det fra Henrik Nordbrandt.”
Hvad pokker bilder han sig ind? Det har vel til alle tider været meningen, at når vi når den befrugtnings-og fødedygtige alder, så skal der leveres? Kan vi overhovedet ”gøre vold” på vores bestemmelse? Hvad vil det gøre ved menneskers livskraft, hvis den drift bliver stækket?
En klode med udfordringer
Men ser vi igennem det følelsesmæssige ”skønmaleri” af menneskets bestemmelse, og den smukke tanke om at ”slægt skal følge slægters gang,” så har Henrik Nordbrandt vel en sag her?!
For hvordan pokker forholder vi os til det skisma, der ligger i, at vi er ved at ødelægge kloden på grund af forurening samtidig med, at vi bliver flere og flere mennesker i verden?
Tager vi situationen ned på mit niveau, så skal jeg forholde mig til, hvordan mit lille barnebarn kan få et godt liv i en verden, som er ved – for at sige det lige ud - ”at gå til i lort”?
Inden jeg for alvor tager fat i den problematik, vil jeg lige gøre artiklen om Henrik Nordbrandt og hans holdning til børn færdig. En holdning, som på et tidspunkt slog en kolbøtte for ham!!
Der står blandt andet i artiklen, at teksten i et af Nordbrandts mange digte lyder: ”At sætte børn i verden er mord.”
En verselinje, som har forarget mange, men som digteren ikke desto mindre står fast på:
”For vi ved jo ikke, hvad for et liv, barnet vil få,” som han siger.
Han skal også citeres for at sige følgende i artiklen:
”Det er jo en forfærdelig ond verden, vi lever i. Jeg synes ikke rigtigt, man kan være bekendt at sætte børn i den verden.”
Paradoksalt nok magede det sig alligevel således, at Henrik Nordbrandt selv blev far.
For da han mødte sin nuværende kone – som gerne ville have et barn – blev de enige om at adoptere.
Da han så et fotografi af datteren løb følelserne af med ham: ”Da jeg kiggede ind i de øjne, tog det kun et sekund, før jeg tænkte: Nå, Henrik. Det var det liv, og det er slut nu, og nu starte et nyt.”
Hans perspektiv ændrede sig på et splitsekund, og han tog plads i samme båd, som mange forældre før ham: ”At få et barn har betydet, at det nu ikke længere er min egen fremtid, der er vigtig, men mit barns.”
I artiklen slutter han af med at udtrykke de samme bekymringer, som lægger grunden til dette indlæg:
”Det har ændret mit liv, det er klart. Ens omsorgsside træder jo tydeligere frem. Det har også ændret min følelse af ansvar over for verden, fordi vi lever i en verden, der bliver mishandlet på grund af forurening, og politikerne tager det ikke alvorligt,” siger Henrik Nordbrandt.
”Er jeg min broders vogter?”
Jeg er fuldt ud klar over, at vort – mit barnebarns og mit – livsoverlap bliver begrænset, og set i det lys, kan jeg vel egentlig være ligeglad? Jeg kan jo hverken gøre fra eller til!
Men NEJ, jeg vil ikke være ligeglad. Jeg vil kæmpe for ham og ”dem”, så længe jeg kan, og så vil jeg forsøge at fremstå som et godt eksempel med afsæt i følgende citat: ”Man forandrer ikke verden ved at kigge på den, men på den måde, vi er i den på.” (Fra filmen ”Astronauts.”)
Men inden jeg kæmper ”røven ud af bukserne” for klimaet, vil jeg først se på, hvad forældre- og bedsteforældre-generationer over tid - generelt - har været bekymrede for på deres børn og børnebørns vegne.
For der er ingen tvivl om, at myten om, at forældre til alle tider har været bekymrede for næste generation, bærer en høj grad af sandhed i sig. Det gør den i kraft af, at vi alle med alderen bærer nogle oplevelser – personlige såvel som almenmenneskelige - med os, som vi håber, ikke gentager sig.
Men samtidig har vi frygten for en gentagelse i os - og næste gang altså med vore egne børn som en del af begivenhederne.
Dette scenarie får os til at overveje, om vore børn vil være stærke nok til at gennemleve en sådan krise, samtidig med, at vi får ondt i hjertet ved tanken – vi får ondt af dem.
Uvilkårligt vil de fleste af os tænke, at vore børn vil være dårligt rustet til modgangen, fordi vi har pakket dem for meget ind, og fordi, de ikke har lært at tage ansvar.
Umiddelbart må vi jo ”gribe i egen barm” eller huske ”at vaske den ene hånd med den anden.”
For blev vi ikke selv pakket lidt ind af vore egne forældre, og hvor stort et ansvar skulle ”vi” bære som børn?
Måske vokser vi ind i en svær situation ud fra princippet ”Grow as you go,” - ”Voks med opgaven.”
Vi har alle en frygt for gentagelser
Hvilke begivenheder har der så været i danmarks- og verdenshistorien, som ældre generation igennem tiden har været bange for skulle gentage sig for de næste generationer?
Ja, ud over personlige ulykkelige oplevelser, så kan vi vel inddele dem i fire store grupper:
1. Sygdomme - og vel specielt epidemier og pandemier (ex Pesten (Den sorte død) (1350), Koleraepidemien (1853), Covid 19 (2019)).
2. Naturkatastrofer
3. Krige (ex Syvårskrigen (1563-1570), Store Nordiske Krig (1700-1721), 1. Verdenskrig (1914-1919), 2. verdenskrig (1940-1945), Den kolde krig (1945-1991, Afghanistankrigen (2001-2021).)
4. Terror (ex De to tårne i New York (2001), Terrorangrebene I Paris (2015), Terrorangrebene I København (2015))
Hvis man skal finde noget positivt i omtalen af ovenstående, så må det være ordet ”gentagelse.”
For i det ord ligger der jo den betydning, at vi har med tidligere begivenheder at gøre, som er stoppet eller er gået over. Det har altså været muligt på en eller anden måde at gøre noget ved situationen - eller måske brændte den bare ud.
Et eksempel på sidstnævnte kunne være Den sorte død, som i 1350 hærgede Danmark og slog omkring 40 procent af befolkningen ihjel – specielt børn og unge var hårdt ramt.
Derefter brændte sygdomme ud, men vendte i udbrud tilbage med mellemrum, og først med et udbrud i 1711 faldt den helt til ro.
Med hensyn til nogle naturkatastrofer, så har folk også bare kunnet se hjælpeløst til.
Men ellers har mange begivenheder i nyere tid involveret en kamp for at vende tilbage til en form for normaltilstand.
Krige er blevet udkæmpet på våben og er blevet tabt eller vundet, epidemier er blevet bekæmpet med fx isolation og vacciner, og terroren er blevet bekæmpet med både våben og genopbygningsprojekter. Altså med både pisk og gulerod.
NEJ TAK vil samtlige forældre sige på deres børns vegne til en gentagelse af ovenstående skrækscenarier.
Sidste udkald før katastrofen
Men nu står vi så med en ny udfordring, som vore børn helt sikkert bliver involveret i.
Ja, det bliver dem, der skal udkæmpe den længste kamp.
Det er kampen mod klimaforandringerne.
Det frygtelige med hensyn til den krise er, at ordet ”gentagelse” er taget ud af ligningen.
FN’s Generalsekretær Ban Ki-Moon siger om klimakrisen:
”Vi er den første generation, der kan afskaffe fattigdommen, og den sidste, der kan forhindre de værste konsekvenser af klimaforandringerne.”
Tænk, at det er kommet så vidt☹
Hvordan står det så reelt til?
Ja, på baggrund af en ny klimarapport fra FN’s Klimakonvention, som er udarbejdet forud for klimatopmødet i Glasgow - COP26 - som løber af stablen fra den 1. til den 12. november i år,
ser det rigtigt slemt ud.
Således siger FN’s Generalsekretær, Antonio Guterres – med afsæt i rapporten - at ”verden er på katastrofekurs mod en global opvarmning på 2,7 grader.”
Rapporten har kigget på de klimamål, som verdens lande indtil videre har meldt ind til FN.
Konklusionen lyder, at udledningen af drivhusgasser i 2030 vil stige med 16 procent i forhold 2010, og samlet set er vi på vej mod en stigning i den globale gennemsnitstemperatur på de ovennævnte 2,7 grader i slutningen af århundredet - med katastrofale konsekvenser til følge.
Verdens lande (196) har ellers - i Paris-aftalen fra 2015 - givet hinanden håndslag på, at der skal ske en reduktion i udledning af drivhusgasser på 40 procent i 2030 set i forhold til 1990.
Der var også enighed om en langsigtet målsætning om at begrænse den globale temperaturstigning til max 1,5 grader.
Endelig blev det besluttet, at målet for 2050 skal være, at udledningen af drivhusgasser skal gå nul.
Samarbejde er nødvendigt
Det store problem for at nå målene, er de lande, som rapporten benævner ”udviklings- og vækstlandene.”
Det er specielt Indien, Brasilien og Kina. Sidstnævnte er i dag verdens største udleder af drivhusgasser.
Kirsten Halsnæs, som er professor på DTU, er ikke overrasket over, at udledningen stadig vil stige.
Hun siger: ”Det er ikke så overraskende, at udledningerne stadig vil stige, for udviklings- og vækstlandene er stadig i gang med at opbygge deres industrier og økonomier.”
”Halmstrået,” for at nå disse lande også, er hun ikke i tvivl om, hvad er:
”Der er brug for internationalt samarbejde, der gør det muligt for de lande både at kunne opfylde deres økonomiske mål og deres klimamål,” siger Kirsten Halsnæs.
I den sammenhæng kommer jeg til at tænke på følgende citat:
”When a flower doesn’t bloom
you fix the environment in
which it grows, not the flower.”
UHA, hvor ser det sort ud for os!! Eller hvad?
Et kig på, hvordan ”patienten” ellers har det, tyder på, at den er værd at kæmpe for.
Der er jo ikke den store grund til at renoverer en bils motor, hvis bilen i øvrigt er gennemtæret af rust.
Jeg faldt nemlig over en bog fra 2015, som bærer titlen: ”Bliver verden bedre? Fakta om udvikling i verden,” som er udgivet af FN’s Udviklingsprogram, UNDP, som viser, at der er masser at glæde sig over set i et verdensperspektiv.
Om UNDP’s arbejde står der: ”Vi arbejder i 170 lande på at forbedre levevilkårene for verdens fattigste og særligt sårbare.”
Under afsnittet: Hvordan tror du, det går? står der: ”De fleste mennesker i Danmark har et langt mere dystert verdensbillede, end de burde have.”
Videre står der: ”I Tv-nyheder rapporteres der om krig, epidemier og naturkatastrofer, men du opdateres sjældent på tilstande om langvarig fred eller fraværet af katastrofer og sygdom……..Derfor viser undersøgelser, at vi tror, at forholdene i verden er meget værre, end de i virkeligheden er.”
Fx viser det sig, at kun 5-10 procent af adspurgte i Tyskland, Storbritannien og USA troede, at verdens ekstreme fattigdom er faldet de sidste 30 år.
Men sandheden er, at fattigdommen faktisk er faldet med 75 procent siden 1990.
90 procent af de adspurgte troede, at færre end hvert andet barn i verden er vaccineret mod mæslinger, men sandheden er, at hele otte ud af ti børn i dag bliver vaccineret mod mæslinger.
I USA vidste kun syv procent af de adspurgte, at gennemsnitslevealderen i verden er steget til 70 år, og at børnedødeligheden er faldet til under fem procent.
Det var også kun ganske få, der vidste, at kvinder i de fleste lande i verden nu om dage kun får to børn i gennemsnit.
Sidst i afsnittet bliver der konkluderet:
”I spørgsmål efter spørgsmål svarer 70-90 procent af de adspurgte, at verden er værre end statistikken viser.”
Den manglende navlestreng som øjenåbner
Spiller det så nogen rolle, at de fleste af os har en forkert verdensopfattelse? Ifølge rapporten/bogen er svaret et stort og rungende ”JA”.
Den nævner to væsentlige grunde:
1. Det er vigtigt at have en korrekt virkelighedsopfattelse, for ikke at drage forkerte konklusioner og deraf forkerte beslutninger i fremtiden.
2. Hvis vi ikke ved, at der er sket forbedringer, er det let at tro, at det ikke kan lade sig gøre at afskaffe sult og fattigdom eller på anden måde forandre verden. Det leder til en følelse af håbløshed – hvorfor forsøge at forandre verden, når det virker som om, at vi ikke kan gøre en forskel?
Rapporten eller bogen opregner på over 100 sider - ved hjælp af statistikker - de fremskridt, verden har gjort i de seneste årtier. Og det er mange!
MEN den konkluderer samtidig, at klimaudfordringen er stor, og at der på det område er plads til store forbedringer.
I bogen hælder de hovedet til Katherine Richardson, der er professor i biologisk oceanografi ved Københavns Universitet og leder af Sustainability Science Centre i København.
Hun siger:
”Udfordringen ligger i at finde de mekanismer, der kan sikre en global miljøforvaltning, der deler resurserne mellem os. Det handler om at forstå, at vores ægte valuta, og det som vores samfundsudvikling baserer sig på, ikke er penge, men vores naturressourcer. Det bliver klart i det øjeblik, vi ser billedet af jorden fra rummet, for jorden har ikke nogen navlestreng. Hvad betyder det? Det betyder, at de ressourcer, som vi er afhængige af, ikke er ubegrænsede. Derfor skal vi passe ufatteligt godt på dem, vi har….Det må vi alle tage et ansvar for.”
”Vi lever i en afgørende og utrolig spændende periode i menneskets historie, og det er vigtigt at forstå, at vi alle kan gøre en forskel. Størrelsen på de klimaudfordringer, vi står over for, er store, men ikke umulige at løse,” slutter hun af.
Gid hun har ret!
Vi skal fodre ulven med kærlighed
I bund og grund handler det vel - som i så mange andre situationer i livet - om, at se glasset som halvt fuld i stedet for halv tomt. Det er vigtigt at se tingene i perspektiv. At komme op i den helikopter og se jorden lidt fra oven, så vi får følelsen af, at den smukke blå planet, vi alle har et billede af på nethinden, er VORES, og at vi alle et ansvar for dens tilstand. Vi skal få øje på, at den der navlestreng mangler, og at det betyder, at det, der er, er hvad vi får/har. Vi er så vant til, at hvis vi mangler noget, så skaffer vi det bare. Men med hensyn til jordklodens fællesressourcer forholder det sig anderledes: Det, du ser, er det, der er!!
I den forbindelse tror jeg lige præcis, at det at sætte børn i verden er uhyre vigtigt for at få fornemmelsen af, hvad det er, vi har at miste. Vi skal have aktiveret kærligheden til kloden i et størrelsesforhold, der matcher kærligheden til vore børn. Den beskyttertrang vi føler, når vi får børn, skal projiceres over på vores forhold til den fantastiske klode, vi lever på.
I det kærlighedslys skal vi lykkes med at foretage en livsstilsændring eller en livsværdiændring, der tager udgangspunkt i følgende citat: ”Der er nok til alles behov, men ikke til alles grådighed.”
Opgaven kan vel koges ind til dilemmaet i følgende lille fortælling:
”En gammel indianer fortalte sine børnebørn følgende historie: ”I ethvert menneskes liv er der en frygtelig kamp. En kamp mellem to ulve. Den ene: Frygt, vrede, misundelse, grådighed, arrogance, selvmedlidenhed, nag og bedrag. Den anden: Glæde, kærlighed, ydmyghed, tillid, gavmildhed, sandhed og medfølelse.” En af børnene spurgte: ”Bedstefar, hvilken ulv vinder?” Den gamle så ham i øjnene og svarede: ”Den du fodrer!!”” Kærligheden til vore børn skal sørge for, at vi får fodret den rigtige ulv. Og får vi fodret den rigtige ulv, er der også håb for vores klode😊
__________________________________________________________________________________
Comments