TEMA-citater:
- Et af de lykkeligste øjeblikke er, når du finder modet til at give slip på det, du ikke kan ændre.
- Man må aldrig miste evnen til at sætte sig i andre menneskers sted. (Generalsekretær Andreas Kamm)
- Just because I’m sensitive, doesn’t mean I’m not strong. I’m loyal, always try my best, and have a bigger heart than most.
- If you want to be strong learn to enjoy being alone.
- ”I love mankind. It’s people I can’t stand.” (Charles Schulz, tegner)
- “Socializing is an extreme sport” (Susan Cain, forfatter)
- ”Most of the time, I am enough” (Anthony Hopkins)
Hvor er det nemt at komme til at føle sig forkert, anderledes eller svag!
Følelsen opstår, når du sammenligner dig med andre, og resultatet falder ud til de andres fordel. Altså en følelse af mindreværd. Og hvis du føler dig mindreværdig, er der lang vej til at få følgende citat til at give mening:
”Det smukke begynder i det øjeblik, du beslutter dig for at være dig selv.”
Tag nu fx den danske kvindelandsholdtræner i håndbold, Jesper Jensen. Sådan umiddelbart betragtet, så kan ingen vel være i tvivl om – hvis vel at mærke man fulgte de danske kvinder under VM i december sidste år, – at Jesper Jensen både har en god håndboldhjerne og et stort menneskehjerte. Håndboldhjernen sørgede for et fint resultat i turneringen, mens hjertet – set udefra – skabte et godt sammenhold og en fin stemning på holdet.
Godt gået af en ny landstræner.
Før turneringen var der mange medier, som trak i Jesper Jensen.
Både som ny landstræner og med en kommende VM-turnering for døren var han en ekstra god historie.
I en artikel på TV2’s hjemmeside blev der blandt andet fokuseret på, at DHF i samråd med Jesper Jensen havde ansat den tidligere landsholdsspiller, Christina Roslyng, som en form for ”lynafleder” for Jesper Jensen. Han udtaler selv følgende:
”Det er hende, der skal hjælpe med at trække mig ind i gruppen igen, hvis jeg bliver for nørdet. Som skal hjælpe mig med at sige: ”Husk nu at tage en samtale med hende der," og "har du nu husket at få trænet lidt selv?”, fortæller Jesper Jensen.
Og han fortsætter: ”Hvis tingene ikke lige kører, eller der er uro i gruppen, så vil jeg have en tendens til at bakke lidt, hvor jeg måske i stedet skal trænge mig længere ind i gruppen og sige: ”Nu gør vi sådan og sådan.” Jeg vil rigtig gerne tage samtalerne, og jeg bekymrer mig rigtig meget omkring, hvordan spillerne har det. Men jeg går ikke bare ind i et rum, afsøger det og finder ud af, hvad temperaturen er. Det kan Christina Roslyng.”
Jesper er introvert
I en artikel i BT med titlen: ”Jeg måtte lægge mig fladt ned,” får vi sat ord på, hvad det er Jesper ”er ramt af” som gør, at han har brug for en vejleder.
Han er introvert!
I indledningen står der følgende om et møde, han havde med håndboldpigerne umiddelbart efter, han var blevet ansat som landstræner:
”Jesper Jensen lagde sig fladt ned og fortalte alt. Om sine styrker. Om sine svagheder. Om hvordan han er introvert og kan lukke sig inde i pressede situationer.”
Videre får vi svar på følgende:
”Hvilke svagheder fortalte du om?
”Jeg fortalte dem, at en af mine svagheder er det der med at være introvert. Kommer vi under pres under en slutrunde, så vil jeg trække mig ind i mig selv, og der har jeg sagt, det ville være super fedt, hvis der er nogen af de andre, der kan hjælpe med at trække mig tilbage til gruppen, for jeg har også brug for fællesskabet.””
ERGO: Det er altså en svaghed at være introvert.
Jeg anerkender, at det selvfølgelig kan være et problem med en landstræner, som trækker sig ind i sig selv under en håndboldslutrunde, og at det kan være ”at udvise rettidigt omhu” at forholde sig til det og finde en løsning.
Jesper Jensen blev også bedt om at forholde sig til følgende spørgsmål:
”Og hvad sagde du så til spillerne, at dine styrker er?
”Jamen, det skal de nok finde ud af, ha-ha. Ej, jeg har en god forståelse for spillets udvikling og en stor interesse for mennesker. Og så er jeg bevidst om, hvad jeg kan finde ud af, så det er ikke sådan, at hvis pressen hagler mig ned efter første kamp, at det så kommer til at påvirke min præstation lige så meget, som det ville påvirke andre i samme situation.””
Her vil jeg gerne have lov at påstå, at de styrker, han nævner, er en del af hans introverte natur. Men det vender vi tilbage til.
En træner med et blødt hjerte
I andre interviews med Jesper Jensen får vi flere eksempler på, hvilke vilkår en introvert lever med:
1. ”Mange tror, jeg er mere udadvendt, end jeg egentlig er. Det er en form for skuespil – eller det kan have en negativ klang, men så lad os kalde det ‘en accept’ af, hvordan tingene er.”
2. ”Det afspejler sig også i min tilgang til sociale medier. DHF står og river og flår i mig: ‘Vil du ikke nok lave en Instagram-profil?’. Nej det vil jeg ikke. For så skal jeg forholde mig til mange flere, og jeg foretrækker at bruge ti timer på ti personer end én time på 100. Og det absolut vigtigste for mig er familien,” fastslår han.
3. ”Jeg ved, at hvis min familie ikke fungerer, så gør jeg heller ikke. Og den tryghed og base, jeg skal have, den er jeg selv med til at skabe,« siger Jesper Jensen, som ikke har nogen problemer med at indrømme, at han er en blød mand.
4. ”Jeg bliver nemt følelsesmæssigt påvirket”. Og Jesper har særligt et svagt punkt for folk, der ikke bliver foræret den letteste vej her i livet:
”Jeg kan sagtens sidde og tude, når jeg ser Lykkeliga, eller når Special Olympics, som jeg er ambassadør for, kommer til Esbjerg. Det betyder virkelig noget for mig, når det er noget med familier og børn, som er udfordret. Der har jeg et enormt blødt hjerte.”
5. ”Men så er vi jo tilbage til det her med at være introvert, og at jeg ikke har brug for den helt store sociale flade. Men en gang imellem så sørger min kone for lige at få skubbet mig ud af døren og i byen.”
Hvorfor så den store fokusering på Jesper Jensens natur? Jo, fordi - for at være helt ærlig - så kan jeg spejle mig i ham.
Landsbylivets ulidelige lethed
I 50’erne og 60’erne, hvor jeg var barn, var børn bare børn.
Havde man faglige problemer i skolen, kunne man komme hen i et rum, hvor der stod ”Særundervisning” på døren. Med hensyn til psykiske problemer, så kan jeg huske, at der blev hvisket om en kone fra sønderenden af byen, der havde dårlige nerver.
Men ellers gik man med det, man havde, og havde ’en brug for en krisepsykolog, så fandtes der ikke en sådan. Og den trøstende skulder, der skulle til, fandt man i stedet i familien eller i nabolaget, på samme måde som mennesker har gjort gennem århundrede. Der har til alle tider været mennesker, som er blevet udstyret med et ekstra omsorgsgen netop til brug for egen og andres svære livssituationer.
Så der har naturligvis og heldigvis ikke været fokus på en lille Ivan, som havde introverte tendenser. For det første fandtes ordet ikke, og for det andet var der en del som ham. Jeg har også en ide om, at det var nemmere bare at være, som man var, dengang – medmindre man stak voldsomt ud!
MEN alligevel - set i bagklogskabens ulidelige klare lys - så har min introverte side også været synlig som barn, hvis altså nogen havde kigget på mig med en introvert lup.
Fx har jeg altid haft en tendens til at stå bagved og iagttage. Jeg har aldrig følt mig udenfor, men har brugt meget tid på at se på og at analysere. Det har haft som konsekvens, at jeg ofte efterfølgende har haft brug for at være alene for at få styr på tankerne og for at få ladet op igen. Heldigvis har det aldrig været et problem, for der var utrolig mange huler, hvor jeg er vokset op, og der var også god plads derhjemme på alle måder.
Jeg har altid været omgivet af mange kammerater og megen leg, men det har været vigtig for mig, at der var en nødudgang, så jeg på naturlig vis kunne forlade selskabet. Vi skal jo alle på toilettet ind imellem eller – når man er slagtersøn – så kan der godt være et par ærinder, der skal klares!! Så, hvis jeg fx skulle have hentet al den mælk til min mor, som jeg sagde til mine kammerater, jeg skulle, så var vi druknet i mælk derhjemme😊
Manuskript mod nervøsitet
Jeg kunne sagtens nævne flere eksempler fra både min barndom og ungdom på en introvert tilgang til livet. Men for ikke, at det her skal hæve ud over alt for mange sider, så vil jeg i stedet nævne et par eksempler på det fra noget, der tidsmæssigt ligger tæt på mig, nemlig fra mit netop overståede arbejdsliv.
Tag nu for eksempel forældremøder. Det har altid været en stor udfordring for mig. Og det til trods for, at jeg meget sjældent - i mine 40 år som skolelærer - har oplevet en dårlig stemning, eller ikke har formået at give et fint oplæg om, hvad vi havde gang i. Ja, jeg har endda oplevet mange gange, at jeg har formået at skabe en rigtig fin stemning i kraft af små anekdoter og lidt ”ping-pong”. Jeg har tit - af både mine kolleger og sågar af min inspektør - fået at vide, at de simpelt hen ikke forstod min nervøsitet, når de nu så, hvor velafviklede møderne altid var.
Forklaringen er ganske simpel: Jeg var overforberedt. Jeg havde simpelt hen skrevet et manuskript - ikke bare en liste med stikord - og jeg havde lært manuskriptet næsten uden ad. Ofte over fem A-4-sider nedskrevet over flere dage og tit med en weekend involveret. Dagen før havde jeg så talt højt med mig selv i timevis, indtil jeg har kunnet min tekst udenad, så forældrene ikke opdagede, at jeg brugte manuskript, men troede, at jeg stod og øste af rent overskud og en fabelagtig evne til at formulere perfekte sætninger på stående fod. Det skal også indskydes, at jeg desuden havde forberedt mig på svarene på ethvert tænkeligt spørgsmål, der kunne tænkes at blive stillet.
I modsætning til mit kæmpearbejde med at forberede et forældremøde, har jeg haft team-kolleger, som med et par stikord på en A4-blok eller på gule Post-it-sedler har holdt et lille foredrag om deres arbejde, som var lige så kvalificeret som mit – og det tilmed uden at konsultere stikordene en eneste gang.
Hvor var det dog irriterende og uretfærdigt!
Det var som om, at når de rejste sig og skulle sige noget til en forsamling, så blev deres hjerne den bedste udgave af sig selv. De blev stimuleret af de mange mennesker og selve situationen, og selvom indlægget måske ikke var så retorisk skarpt, som mit hjemmefabrikerede indlæg havde givet mulighed for, så har de i stedet for charmeret hele forsamlingen med deres personlighed og deres tydelige følen sig hjemme foran en stor forsamling. Sådan er ekstroverte.
I nogle situationer misundelsesværdigt!
En anden ting, folk ikke ved er, at jeg dagen efter et forældremøde var træt som et alderdomshjem, og at det ofte har udløst et af mine meget sjældne migræneanfald. Det er også en kendsgerning, at jeg under et forældremøde altid har fundet en anledning til på et tidspunkt at forlade forsamlingen i ti minutter, og INGEN har vidst, hvor de skulle lede efter mig i de ti minutter!!
Undervisning, der rykker, i stedet for ros
En anden lidt tankevækkende fænomen, som også knytter sig til mit lærerliv, er den kendsgerning, at jeg i meget ringe grad har haft behov for ros og supervision. Det har oprigtigt talt ikke betydet det store for mig.
Jeg har ofte fået at vide, at ”det skal du da tage imod” - og det har jeg så også forsøgt.
Jeg har tit haft lidt skrupler over, om jeg var utaknemmelig, eller at jeg måske led af falsk beskedenhed?
Men jeg har ikke følt, det var der, forklaringen skulle findes.
Jeg har ofte tænkt, at man vel ikke skal roses bare for at passe sit arbejde?
Jeg har derimod fundet arbejdsglæden og energien i meningsfuldheden i arbejdet og i en indre oplevelse af at gøre arbejdet godt.
Set i det lys har jeg ikke haft brug for den ydre anerkendelse og status. Ja, skal jeg være helt ærlig, så vil jeg i reglen helst være fri for den slags opmærksomhed, fordi de fleste folk jo egentlig ikke har indblik i det, de roser for.
Derimod har anerkendelsen fra eleverne og specielt det at se, at ens undervisning rykker og motiverer, været det hele værd!!
En bog blev øjenåbneren
Jeg må tilstå, at det, jeg indtil nu har skrevet, er farvet af en bog, jeg har læst. En bog, som virkelig var en øjenåbner for mig, og som jeg gerne ville have kunnet læse for mange år siden.
Det er bogen ”Introvert – stå ved dig selv” af Anna Skyggebjerg.
I den bog får man nemlig indsigt i, at det at være introvert ikke er en diagnose, som gør en sær eller forkert.
Selv skriver hun om den indsigt hun fik, da hun studerede begrebet introvert, følgende:
”Da jeg så mig selv gennem det prisme (karakteristikken af det at være introvert) og fik øje på, at jeg er introvert, faldt mange ting på plads. Jeg forstod mig selv. Og da jeg forstod, at min introverthed er en styrke, og ikke en særhed, gav det øget selvrespekt, øget selvværd – og lad mig bare være stor på den: indre fred. Men jeg synes altså stadig, det er svært at melde afbud til et party…….”
Sådan havde jeg det også, da jeg havde læst bogen!!
Hvis det for nogen kan være svært ”at æde” den kendsgerning, at man er faldet i den introverte gryde, så er der måske hjælp at hente i den kendsgerning, at man er kommet i fint selskab.
Både Albert Einstein og Lao Tzu (kinesisk filosof) skulle således have været introverte.
Følgende citater fra dem kunne godt pege i den retning:
”The monotony and solitude of a quiet life stimulates the creative mind.” (Albert Einstein)
“Silence is a source of great strength.” (Lao Tzu)
For mit eget vedkommende, så blev jeg specielt ramt af Anne Skyggebjergs beskrivelse af sine oplevelser med at skulle holde foredrag og møde mange mennesker. Det var som at se mig selv, når jeg forberedte mig til et forældremøde.
Anna Skyggebjerg var tilmed engang så nervøs før et møde, at hun kom til at præsentere sig selv på følgende måde: ”Godaften, jeg hedder Bjarne.”
Så er det slemt!
Introverte skal ikke slå knuder på sig selv
Ifølge Anna Skyggebjerg er mindst 30 procent af os introverte. Andre mener, at tallet nærmere er 50 procent.
Jeg blev meget overrasket over, at vi skulle være så mange. Men igen ifølge Anna Skyggebjerg, så er grunden til overraskelsen, at en hel del af os lader som om, vi ikke er introverte, og anstrenger os for at passe ind i en verden, hvor det ekstroverte synes at have størst værdi. ”For man bliver i grunden en anelse træt af at få at vide, at man er sær og skulle se at komme ud af sin hule og være lidt frisk,” som hun skriver.
Forfatterens budskab med bogen er ikke til at tage fejl af: ””Introvert - stå ved dig selv” handler om ikke længere at slå knuder på sig selv for at passe ind i en ekstrovert verden. Den handler om at stå ved sig selv. Den handler om, hvordan ens eget liv bliver bedre af det.”
Jonathan Rauh (journalist og introvert) siger vel meget præcist, hvad det er, vi skal stå ved:
”Our motto: ”I’m okay, you’re okay – in small doses.””
Jeg synes, at den mest overraskende oplysning i hele bogen er konstateringen af, at introverte får energi af at være alene, mens ekstroverte får energi af at være sammen med mennesker. Ifølge Anna Skyggebjerg, så er det den mest basale forskel overhovedet.
Et forhold, som – billedligt talt – vil gøre det svært at få enhver bordplan til at gå op!
Forfatteren Pearl Buck, anskueliggør vist meget fint sin introverte side af ovenstående:
”Inside myself is a place where I live all alone, and that’s where I renew my springs that never dry up.”
Vi skal møde forskelligheder med respekt
Men hvordan kan vi så mødes, hvis vi er diametrale modsætninger på nogle områder? Er det muligt at gøre hinandens forskelligheder til noget frugtbart?
Til det har Anna Skyggebjerg flere svar.
Hun mener for eksempel, at introverte kan bidrage med den ro og eftertænksomhed, som en ekstrovert verden har brug for, så der kommer balance i tingene. Hvis vi udfordrer hinandens forskelligheder og indimellem komme ud af vores comfortzone, bliver vi alle - ifølge Anna Skyggebjerg - det bedste, vi hver især kan blive, men kun ”hvis vi har respekt for hinandens forskelligheder,” som hun understreger.
Til gengæld mener hun, at den ekstroverte kan være lygteholder, når den introverte synes, der er vanskelige sociale sammenhænge. Når han/hun fører ordet, smører hjulene og generelt siger og gør alle de rigtige ting på de rigtige tidspunkter, så kan den introverte føle sig tryg i en ekstrovert verden/situation.
For at bruge en kliche, så er det vist det, man kalder en Win-Win, eller at 1 + 1 bliver til 3!
Jeg har lyst til at slutte dette indlæg af med at se på, hvad det gør ved børn at være introverte. Set i den kontekst er det næsten angstprovokerende at opdage, hvordan viden om dette begreb - i bagklogskabens lys - ville have klædt mig betydelig bedre på både som forældre og skolelærer.
Anna Skyggebjerg har selv en søn, som er ekstremt introvert. Hendes oplevelser med ham, og samtaler med andre forældre med introverte børn giver hende anledning til at skrive følgende:
”Det ekstroverte ideal er så massivt i børns liv, at de introverte børns kvaliteter alt for ofte bliver overset. Det kan være hjerteskærende at være forældre til et miskendt, introvert barn.
Introverte børn bliver udfordret alle de steder, de lever deres liv: i daginstitutioner, i skolen og i fritiden.”
Hun beskriver idealet i samfundet i dag med følgende ord: ”Masser-af-venner-altid-aktiv-og-hurtig-på-aftrækkeren.”
”Dit barn er særligt - ikke sær”
Og så går hun ellers til kamp for de introverte børn.
Til forældre med introverte børn giver hun følgende råd:
”Dit barn er ikke sær, det er særligt!!! Ros dit barn for det.”
Det ”særlige” hos det introverte barn sætter hun flere ord på:
”At være et introvert barn er en gave, ikke et problem!
Introverte børn bidrager til os alle sammen med vidunderlige kvaliteter som kreativitet, tænksomhed, følsomhed og fordybelsesevne. Og det eneste, de ønsker sig til gengæld, er ro og respekt.
Introverte børn elsker små sammenhænge og stille ritualer, fuldkommen som vi voksne introverte gør. De får energi af det stille nærvær, men tappes for energi af støj, mange mennesker og mangel på struktur.
Introverte foretrækker ”at være” frem for ”at gøre.””
Problemstillingen kan også anskueliggøres med et par citater:
”I love mankind. It’s people I can’t stand.” (Charles Schulz, tegner)
”Allow children to be happy in their own way, for what better way will they find?” (Samuel Johnson, digter).
En af de ”store” i den introverte klub er - som allerede nævnt - Albert Einstein. Han havde et stort ønske, da han var barn:
”When I was young, all I wanted and expected from life was to sit quietly in some corner doing my work without the public paying attention to me.”
Det citat får mig til at overveje, hvad jeg godt ville have vidst om introverte børn, da jeg underviste.
Ja, jeg ville godt have været lidt mere opmærksom på følgende:
”Når introverte elever opholder sig i et klasselokale med mange elever, bliver de nemt overstimulerede af den megen støj og uro. Så mister de koncentrationsevnen og energien – og kommer til at køre på autopilot med tomme blikke.”
Introverte vil helst arbejde alene
Jeg ville også rigtig gerne have kendt den nærmere årsag til, at nogle børn helst vil arbejde alene:
”Introverte foretrækker at arbejde selvstændigt frem for at arbejde i grupper, fordi de holder af – og er gode til – at koncentrere sig, fordybe sig og finde kreative problemstillinger. Og den slags gør man nu engang bedst alene – ikke i grupper.
En anden årsag til, at introverte generelt foretrækker at arbejde selvstændigt, er, at de i gruppearbejde oplever det som en ulempe, at være nogle, der tænker, før de taler. Så når den introverte endelig er parat til at komme med sine betragtninger, så har en af de ekstroverte allerede taget ordet og er for længst kommet videre.”
I denne sammenhæng kommer følgende Platon-citat vist - i nogle tilfælde - til sin ret:
”Wise men speak because they have something to say. Fools because they have to say something.”
Det ville også have været til stor hjælp at vide følgende, når forældre til skole-hjem-samtaler udtrykte bekymring for deres barns manglende lyst til at deltage i fritidsaktiviteter:
”Kampen for at sikre de introverte børn en fritid uden for mange aktiviteter, er den sværeste. For ingen steder er det ekstroverte ideal så synligt og diktatorisk, som når talen falder på børn og deres fritid.
Der er status i at være en aktiv familie, for det signalerer overskud. Faktisk er holdningen, at man er en dårlig forælder, hvis ikke ens børn har en aktiv fritid. Og de introverte børn betaler prisen, når de og vi ikke kan stå imod. For med en meget aktiv fritid forsvinder de timers fred, det introverte barn har brug for.”
Afslutningsvis vi jeg sige, at jeg til tider har oplevet, at det kan være svært at være seriøs introvert på en ekstrovert arbejdsplads. Man kommer nemt til både at føle sig forkert og at være tvunget til at lade, som om man er noget andet, end man er.
En af de store udfordringer har for mig altid være lærermøderne. Den sociale del af mødet har ofte taget en stor del af min energi, så der har været mindre energi tilbage til at udtænke, hvad jeg egentlig skulle mene og sige om punkterne på dagsordenen. Begge dele tilsammen har gjort, at når jeg så endelig havde udtænkt, hvad jeg ville sige, så var ”de andre” allerede nået til punktet ”Eventuelt.” 😊
Der skal være balance i tingene
Hvis jeg så måtte have lov at udtænke, hvad der skulle siges under Eventuelt, så skulle det være følgende:
”Introverte bidrager til verden med den ro og eftertænksomhed, som en ekstrovert verden har brug for, så der kommer balance i tingene. Vi laver generelt færre fejl end vore ekstroverte kolleger. Vi er selvstændige, vi er kreative, vi er loyale og vi udøver vores indflydelse på en stille og velovervejet måde.
Det kræver, at der bliver lyttet til de introverte, at der står respekt om os, at vi ikke bliver betragtet som kedelige og bekymrede typer, der ødelægger momentum med at snakke om rettidig omhu i stedet for at rykke. Det kræver, at der er en kultur, som faktisk kan værdsætte, at der lyttes, før der tales, og tænkes, før der handles.”
Så blev der nok stille, hva’? Og mens der endnu er stille, vil jeg lige liste følgende lille citat ind:
“Ydmyghed skal ikke forstås sådan, at du skal tænke mindre om dig selv, men at du skal tænke mindre på dig selv.” (Sagt af direktør og introvert Jens Moberg, Alectia)
Anna Skyggebjerg slutter sin bog af med, hvad vi vel kan kalde et kampråb til de introverte. Et kampråb, som hylder de introverte kompetencer:
”Og vær så i øvrigt forvisset om, at når du står ved sig selv, skaber du den bedst tænkelige platform for både at få det liv, du ønsker, og at bidrage til verden med overbevisning og stille pondus. Verden støjer, og den har brug for din eftertænksomhed og ro.”
Og så kan vi jo lige lade den ekstremt introverte Bill Gates (Microsoft) slå et 7-tommer søm i:
“Be nice to nerds. Chances you’ll end up working for one.”
Comentarios