TEMA-citater:
- Græsset er altid grønnere på den anden side.
- Den ene abe får den anden til at gabe.
- Vær dig selv, alle andre er alligevel optaget (Oscar Wilde)
- Mod er at være dig selv hver dag i en verden, der prøver at påvirke dig til at være en anden
Tilbage i 80’erne blev Erhard Jakobsen – Centrum-Demokraternes stifter og mangeårige formand – citeret for at sige: ”Det har jeg aldrig sagt,” når journalister konfronterede ham med ting, han skulle have udtalt. Citatet blev - til megen morskab - brugt i et Linie 3-show i 1984, hvor også Kresten Poulsgårds ”Klokke-lokke-værk” indgik.
Fænomenet – eller rettere det, Erhard ikke havde sagt - bliver kaldt for ”Fantomcitater.”
”Fantomcitater” er det samlende begreb for citater, der enten huskes forkert af stort set alle mennesker, aldrig tilnærmelsesvis er blevet sagt af ophavspersonen, eller som tillægges en helt anden end den person, der sagde det.
Dem er der mange af, og de er ikke blevet færre i en tid, hvor citat-memes (et meme består typisk af et billede og et stykke tekst over og under et billede) går viralt på de sociale medier, og berømtheder bliver taget til indtægt for hvad som helst, vi gerne vil kommunikere.
For eksempel kunne Pippi Langstrømpe passende udbryde: ”Det har jeg aldrig sagt,” når hun bliver godskrevet citatet: ”Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt.”
Til forskel fra ovenstående eksempel med Erhard Jakobsen, så ville Pippi sikkert have elsket at have fundet på det, fordi det passer godt på den, hun er.
Men det har hun altså ikke.
”Pippi – 75, fræk og fejlciteret”
Men hvordan går det egentlig til, at Pippi bliver tillagt et citat, hun ikke har sagt?
Ja, ifølge Litteratursiden.dk, så har en granskning i, hvor citatet egentlig stammer fra, ikke givet resultater.
I en artikel på hjemmesiden med rubrikken: ”Pippi – 75, fræk og fejlciteret” fra den 7. maj i år, står der: ”Konklusionen er, at citatet er herligt, men aldrig udtalt af Pippi eller skrevet ned i nogen Pippi-bog. Det er vist det tætteste, man kommer på det ”falske” citat.”
Pippi siger dog noget, som rent budskabsmæssigt kunne minde om citatet.
I bogen ”Pippi går om bord” i kapitlet ”Pippi går i butikker,” bliver hun spurgt, om hun kan spille klaver? Hun svarer: ””Hvordan skulle jeg vide det, når jeg aldrig har prøvet? Jeg har aldrig haft noget klaver at prøve det på. Og det siger jeg dig Tommy – at spille klaver uden klaver, kræver kolossal træning, inden man får det lært.”
I TV-afsnittet ”Pippis jul” bliver der sagt følgende: ”Kan du virkelig spille trompet? spørger en pige. ”Det ved jeg ikke, men det går nok lettere nu, hvor jeg har en trompet, ” svarer Pippi.
Disse to eksempler kan måske have stået faddere til det ”falske” citat. Ingen ved det.
Og så lige et par eksempler på, at citatet er gået viralt, som et ægte Pippi-citat.
I en artikel i Information i anledning af Pippis 70-års fødselsdag den 15. maj 2015 står der blandt andet:
”Pippi bliver brugt i talentudviklingskoncepter og managementudvikling, hvor man citerer hendes gåpåmod og understøttelse af skøre idéer: »Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt finde ud af.”
På en granitbænk i Helsingborg i Sverige har citatet også taget plads:
Citatet har også fundet vej til utallige plakater, som kan købes på Internettet.
Herunder er et eksempel, og ovenstående billede og citat af Pippi er endnu et eksempel.
E.T.
Lad os prøve at se på andre – berømte og overraskende – fantomcitater.
Os, der har lidt år på bagen (og sikkert også mange yngre), husker helt sikkert E.T. fra Steven Spielbergs film af samme navn.
Den er fra 1982.
Hvem af os husker ikke den berømte scene, hvor E.T. løfter fingeren mod himlen i rørende hjemve og siger sin første simple og mangelfulde sætning på engelsk?
”E.T. …… phone ….. home.”
Eller - sådan var det faktisk ikke.
Den sagde ordene i en anden rækkefølge, nemlig ”E.T. ….. home ….. phone.”
Det gør måske ikke den store forskel, men det er da påfaldende, at millioner af mennesker verden over (viser undersøgelse) husker ordene i den forkerte rækkefølge.
Et godt og uskyldigt eksempel på et fejlcitat eller et fantomcitat.
Jeg måtte selv lige se sekvensen igennem et par gange for at blive overbevist om, at det, jeg har gået og troet i snart 40 år, faktisk er forkert husket.
Retfærdigvis skal det dog siges, at filmens børn senere i filmen citerer ordene i den ”forkerte” rækkefølge, og derefter gør E.T. det også (uden pauserne). Så der er altså en god forklaring på, at vi har fået kodet det forkerte citat ind på lystavlen.
Så reelt er der vel mere tale om en forskydning end om en egentlig fejl!
Marie-Antoinette
Vi springer lige godt et par hundrede år yderligere tilbage i tiden. Til 1700-tallets Frankrig.
Her går historien på, at prinsesse Marie-Antoinette skulle have udbrudt: ”Jamen, så lad dem da spise kage,” da hun bliver præsenteret for bøndernes sult og store mangel på brød.
Anekdoten stammer fra filosoffen Jean-Jacques Bekendelser skrevet i 1765. Men anekdoten omtaler slet ikke den dengang 10-årige Marie-Antoinette, men derimod en unavngiven, fortidig ”Stor prinsesse”, der dengang skulle have udbrudt: ”Så lad dem spise brioche!”
Sætningen har altså ikke noget med Marie-Antoinette at gøre, selvom det netop er den ene ting, hun siden midten af 1800-tallet er allermest kendt for at sige.
Hvordan kan det forklares?
Ja, kulturforsker (cand.mag. og Ph.d.) Torben Sangild har et godt bud på det. Han mener, at den fyndige sætning passer rigtig godt på hele mytologiseringen af det fransk hofs kulturelle og moralske forfald op mod den franske revolution i 1789. Citatet er indbegrebet af hoffets mangel på indsigt i og forståelse for egne privilegier set i forhold til befolkningen i øvrigt.
Anekdoten er altså så god og sigende, at sandheden, den historiske placering og kildebevidstheden må træde i baggrunden til fordel for det gode citat.
Torben Sangild har følgende generelle kommentar til det fænomen: ”Det er en generel pointe for de her fantomcitater, at hvis citatet passer til personen og er let at huske, så vejer det tungere, end hvorvidt det faktisk er rigtigt.”
Voltaire og Charles Darwin
Ovenstående gælder også for et citat, som ofte bliver bragt til torvs, når ytringsfriheden bliver debatteret. Citat bliver tilskrevet filosoffen Voltaire, som til en modpart skulle have sagt: ”Jeg er uenig i, hvad De siger, men jeg vil dø for Deres ret til at sige det.”
Det sagde han bare aldrig!
Citatet stammer i stedet fra en bog om Voltaire (The Friends of Voltaire) fra 1906, hvor forfatteren S.G. Tallentyre bruger sætningen som en fyndig opsummering af Voltaires syn på ytringsfrihed.
Citatet er en god oneliner (kort, kvik bemærkning) - og måske endda bedre end Voltaires egne formuleringer - og er derfor blevet gjort til et citat i stedet for blot en opsummering.
En af de ”helt slemme” - set fra min stol - er citatet ”The survival of the fittest,” som jo om noget er blevet Charles Darwins slagord til beskrivelse af evolutionsteorien.
Men det har han altså bare aldrig sagt!!
I den nævnte form stammer det fra filosoffen Herbert Spencer, som brugte formulering i 1864, hvorefter Darwin overtog den i den femte udgave af Arternes oprindelse.
Citatet er fyndigt og let at huske, og det overtrumfer altså korrekthed, når folk går rundt og citerer.
Picasso og Steve Jobs
Det er altså en kendsgerning, at hvis et fantomcitat skal vinde udbredelse, så skal det passe til den person, det bliver tillagt. MEN det er en ekstra fordel, hvis selve ”sprederen” af citatet også er en markant personlighed.
Et eksempel på det, kunne være Picasso og Steve Jobs.
Kunstneren Pablo Picasso bliver jævnligt citeret for sætningen: ”Gode kunstnere lader sig inspirere; store kunstnere stjæler.”
Det er bare ikke noget, han har sagt.
Til gengæld skriver forfatteren T.S. Eliot noget lignende i et essay fra 1920.
Det er igen en god oneliner, som ud over Picasso også er blevet tillagt komponisten Igor Stravinskij og forfatteren William Faulkner.
Men siden 1988 har Picasso nærmest fået patent på citatet på grund af Steve Jobs.
Apple-grundlæggeren skulle nemlig i 1988 under udviklingen af Macintosh-computeren i en avisartikel have citeret Picasso for det med tyveriet. – En rigtig god historie på et tidspunkt, hvor krigen mellem Macintosh og PC var intens på computermarkedet, at Jobs talte om at stjæle.
Steve Jobs var en indflydelsesrig person, der af mange betragtedes som et geni, og det ”boostede” Picasso som ophavsmand til ovennævnte citat samtidig med, at Picassos - der er indbegrebet af den originale, moderne kunstner - på en måde ”blåstemplede” kunstnerisk tyveri, og dermed satte Steve Jobs i et bedre lys.
Kan vi her tale om nepotisme eller kammerateri?
Vi pynter os med andres storhed
Hvordan er det muligt, at fx en fiktiv prinsesse kan blive til en virkelig, og at T.S. Eliot kan blive til Picasso?
Ja, forklaringen er ligetil: Vi kan godt lide at citere store personligheder og låne deres autoritet, troværdighed eller berømmelse. De betragtes som vismænd, og deres navne giver vore egne ord mere tyngde. For at virke mere slagkraftig, vidende eller morsom føler vi behov for at underbygge vores argumentation med lånte citater fra store personligheder.
Denne ”gevinst” får os til at se stort på kildekritikken, og vi tænker, at når så mange andre sætter et berømt navn ved citatet, så må det jo være rigtigt, og så kan jeg også roligt skrive/sige det.
Fristelsen er simpelt hen for stor.
Og så må vi jo sætte en fiktiv klap for det øje, som godt kan se, at sammenhængen mellem citat og person ser lidt for usandsynlig og utrolig ud.
Jeg tænker også, at fantomcitaternes ”gyldne dage" skyldes, at vi lever i en tid, hvor kerneværdierne står for fald, og så er det fristende at dykke ned i historien og finde vægtige ord, der ”spidder” tidens flygtighed.
Kulturarv eller intellektuel ladhed?
Jeg vil ganske kort gøre opmærksom på, at de lærde strides om, hvorvidt tyveriet har nogen betydning for vores omgang med sproget.
Pia Jarvad, der er seniorforsker hos Dansk Sprognævn, er ikke så bekymret. Hun siger:
”Selvom vi godt er klar over, at citatet måske ikke er rigtigt adresseret, så bruger vi dem alligevel som kilde, fordi vedkommende sagtens kunne have sagt det. Og det er også helt i orden, for citaterne har en meget vigtig funktion i samfundet.”
Pia Jarvad har redigeret bogen Bevingede ord, der kortlægger de danske ordsprog, talemåder og mundheld gennem tiden. Altså alle de udtryk, som lever deres eget liv uanset oprindelse.
”De falske” citater har også fået en plads i den bog. For som Pia Jarvad siger:
”Selvom vi ved, citaterne er falske, kommer de med i Bevingede ord, fordi de fungerer som en slags bouillonterninger af dannelse og viden om vores samfund - altså alle de små og store ting, der er en del af hverdagen. Og på den måde er de en vigtig del af vores kulturarv.”
Niels Jørgen Cappelørn, professor, dr.theol. og leder af Søren Kierkegaard Forskningscentret, mener derimod, at det ”I mange tilfælde er stærkt problematisk,” som han udtrykker det.
Og han fortsætter:
”Der er langt mere på spil end som så. Når man ikke tjekker originaliteten i de citater, man låner, er det nemlig udtryk for en intellektuel ladhed, der breder sig. Og værre endnu: Det er udtryk for, at vi - særligt med internettets nemme adgang til informationer - i stigende grad glemmer vores kritiske sans over for det, vi finder.
Vi er efterhånden blevet opdraget til at forholde os kritisk til det, vi læser i aviser eller ser i fjernsynet. Men den kritiske sans mangler stadig i forhold til internettet, og det er farligt. For det er ikke kun udtryk for ladhed, men også naivitet, at vi bare tager tingene for gode varer. Og hvis vi ukritisk spreder falske citater videre, bidrager vi til at understøtte en pseudodannelse (en falsk lighed med dannelse.)"
I den sammenhæng får jeg lyst til at spørge, om ikke det var Dalai Lama, der sagde følgende: ”Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er er i din broders øje.”?
Eller er det et bibelcitat? Måske Luk. 6. 41-42?
Fantomcitater i flæng
Lad mig lige - i flæng – nævne flere kendte fantomcitater:
· Dronningen har aldrig sagt ”søens folk” i en nytårstale.
· ”Elementært, min kære Watson,” står ikke i en eneste Sherlock Homes-bog af Arthur Conan Doyle. Det er kommet til senere.
· ”Hvad udad tabes skal indad vindes,” stammer ikke fra Hedeselskabets stifter E.M. Dalgas, men fra forfatteren H.P. Holst.
· Herman Görings berømte citat: ”Når jeg hører ordet kultur, så lader jeg min revolver,” er oprindelig en replik fra et teaterstykke fra 1933: ”Schlageter” af Hanns Johst.
(Herman Göring var Hitlers stedfortræder og højre hånd.)
· Ingrid Bergman sagde ikke “Play it again, Sam!” i filmen Casablanca. Hun sagde: “Play it, Sam, play “As time goes by.””
· “Det er svært at spå - især om fremtiden,” tillægges ofte Storm P. Det er aldrig blevet endegyldigt opklaret, hvem der står bag vendingen, men det er sikkert, at det ikke er Storm P.!
· Storm P. er også tillagt citatet: ”Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det.” Men flere andre er imidlertid tillagt samme citat - først og fremmest den amerikanske forfatter Mark Twain.
Så Storm P. kan hverken være den første eller den eneste, der har sagt det.
· Karl Marx har aldrig sagt, at ”Religion er opium for folket.” Eller rettere: Det har han, men der er pillet så mange ord ud af den oprindelige sætning, at citatet faktisk udtrykker det modsatte af helheden!
· Søren Kierkegaard har aldrig sagt: ”At vove er at miste fodfæstet en kort stund. Ikke at vove er at miste sig selv.”
· ”Vores største frygt er ikke, at vi er utilstrækkelige. Vores største frygt er, at vi er magtfulde ud over alle grænser.” Dette citat er ikke – som mange tror - sagt af Nelson Mandela i 1994, men af den spirituelle aktivist Marianne Williamson to år tidligere.
· Citatet: ”Hvis det er fakta, så benægter a fakta,” bliver som regel tillagt den tidligere folketingspolitiker Kresten Poulsgaard. I virkeligheden var det folketingsmanden Søren Kjær, der allerede i 1864 sagde den berømte sætning.
Ida Hammershøjs og Inger Støjbergs nakke
Afslutningsvis har jeg lyst til at nævne en anden mulighed for ”at pynte sig med andres fjer.”
Måske kan man kalde det ”Fantombilleder” eller ”Fantombudskaber.”
Jeg har lige læst Jesper Wung Sungs fantastiske bog ”Kvinde set fra ryggen,” som handler om Ida Hammershøj, der var gift med en af Danmarks mest berømte malere, William Hammershøj.
Hun stod - i en stor del af sit voksne liv - model for ham.
I november 2019 blev Hammershøjs maleri ”Interiør fra Strandgade 30” solgt for 31,5 millioner kroner på en Bruun Rasmussen auktion. Det blev dermed det dyreste maleri, der nogensinde er solgt i Danmark.
På maleriet er Ida Hammershøj afbilledet – set forfra - sammen med interiør fra deres hjem på Strandgade 30.
Men i føromtalte bog får vi historien om, at William Hammershøj helst malede Ida bagfra, og at hans mæcen og kollega Alfred Bramsen udtalte, at Ida Hammershøj havde ”Københavns mest berømte nakke.” Faktisk var det på den tid – slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet – svært for Hammershøj at få afsat billeder, hvor Ida var malet forfra.
En anden kendt dansk kvinde, Inger Støjberg, bliver i Weekendavisen den 20. august 2020 benævnt til at have ”Danmarks mest kendte røde knold.” Det skriver Lise Galal (ph.d., lektor, RUC) i et læserbrev under overskriften ”Debat.”
Det er måske lidt søgt, at anklage Inger Støjberg for ”at have pyntet sig med Ida Hammershøjs fjer/knold,” selvom det bestemt er smukke fjer at pynte sig med.
Men det er da lidt sjovt, at to kendte danske kvinder med over 100 års afstand mellem sig bliver kendte for deres nakke/knold.
”At pynte sig med lånte fjer”
Talemåden ”At pynte sig med lånte fjer” stammer i øvrigt fra et af Æsops fabler af samme navn.
Fablen handler om en allike, som beundrer påfuglene for deres flotte fjer, som den og de synes gør dem meget betydningsfulde. For selv at kunne føle sig mere betydningsfuld pynter alliken sig med fundne påfuglefjer. Men da den påfuglefjerbeklædte allike - der nu tror, at den var lige så betydningsfuld som de ægte påfugle - prøver at mænge sig med dem, afslører de den hurtigt og jager den bort.
Morale: Du bliver afsløret, hvis du forsøger at være en anden, end du er.
Her må det være passende at nævne H.C. Andersens eventyr ”Kejserens nye klæder,” og specielt den lille dreng, der – som den eneste - turde sige sandheden: ”Han har jo ikke noget tøj på.”
Og hvad er så moralen i eller meningen med dette indlæg?
Jo, det er ganske simpelt den, at i stedet for at stræbe efter at efterligne og kopiere, hvad andre kan, har eller har sagt, så er det måske bedre bare at prøve selv og at være sig selv.
Hvis vi tør bare at være os selv, så vil det hjælpe os til at acceptere, respektere og at sætte pris på – ja, netop - os selv.
For som Kierkegaard skriver i sin bog ”Enten Eller” fra 1843: ”Det Store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv - og dette kan ethvert Menneske, naar han vil det.”
Og det skulle være ganske vist!
Halfdan Rasmussen har sagt præcist det samme - men på sin egen Halfdanske måde:
Comments