Temacitater om fordomme
-At iagttage uden at dømme, er den højeste form for intelligens. (Dalia Lama)
- Man må aldrig miste evnen til at sætte sig ind i andre menneskers sted.
(Generalsekretær Andreas Kamm)
- Nogle gange er det ikke folk, som forandrer sig. – Det er masken, som falder af.
- What you know, is not what exists.
- Det er under alle omstændigheder sikkert, at uvidenhed, der er allieret med magt, er den mest voldsomme fjendtlige retfærdighed, vi kan have. (James Baldwin)
- Fordomme er civilisationens rekvisitter. (Andre Gide)
- Rejser er fatale for fordomme, fordømmelse og snæversyn. (Mark Twain)
-------------------------------------------------------------
Min søn fra Odense var hjemme hos mig en tur i sommerferien. Han er selvfølgelig lige så klog som faren.
Eller, det var han, da han var 13. Nu er han stukket helt af, selvom han ikke ved noget om fodbold.
Han er elektronikingeniør, og jeg skal bestemt både holde tungen lige i munden og have øjnene på stilke, når han fx prøver at forklare mig, hvorfor det er vigtigt for forskere at finde ud af, hvorfor stære ikke flyver ind i hinanden, når de i store flokke tegner fascinerende mønstre på himlen i marsken i Sønderjylland– og danner det, vi kalder Sort Sol.
En viden, der åbenbart er vigtig i droneforskningen.
En morgen sagde han, at han havde en formel, jeg skulle se. Min automatreaktion var, at jeg naturligvis gerne lagde øren til og ville bestræbe mig på at virke interesseret, samtidig med, at jeg - efter bedste evne - ville forsøge at sige ja og nej de rigtige steder. Man kan jo ikke forpligtes ud over egne evner!!
MEN jeg blev overrasket, for den her formel havde ikke noget med matematik at gøre. Den illustrerer i stedet, hvordan uvidenhed skaber fordomme.
Formlen hedder ”Dunning-Kruger Effekten” og ser sådan ud:
På Internettet kan man læse følgende om modellen:
”Dunning-Kruger-effekten er den effekt, som kan observeres, når mennesker med kompetencer på begynderniveau har en tendens til at overvurdere egne evner voldsomt. David Dunning og Justin Kruger forklarer effekten med, at man på dette niveau af forståelse og kompetence endnu ikke har lært at erkende grænserne for sine egne kompetencer.
Mennesker har en tendens til at overvurdere egne evner, når det skal sammenligne sig med andre mennesker på samme niveau som én selv. Disse fordomme og stereotype opfattelser er ofte knyttet til kategorier som fx køn, alder, etnicitet og seksuel orientering.
Uden tilstrækkelig selvbevidsthed kan mennesker ikke vurdere egen kompetence eller inkompetence objektivt.”
Jeg har forsøgt at lave en dansk udgave af modellen, fordi jeg kun har kunnet finde den i engelske udgaver med et meget besværligt sprog. Så jeg håber den danske tekst på modellen giver mening!
”Dumhed er den farligste fjende”
Kort fortalt, så skal modellen forstås på den måde, at den lodrette akse (y-aksen) måler din tiltro til egen viden/egne evner. Jo længere oppe på aksen vi befinder os, jo højere er din tiltro til dig selv og visa-versa.
Den vandrette akse (x-aksen) måler dine kompetencer, altså din eksakte viden om et emne. Den går fra, at du er totalt uvidende, til at du har en stor viden om emnet.
Så i 0,0 ved du ingenting, og du har overhovedet ingen tiltro til dig selv.
Hvis vi derimod går lidt ud af X-aksen og langt op ad Y-aksen, så lander vi på "Toppen af dumhed" - "Mount stupid" - hvor fordommene udklækkes. For her har vi har en gevaldig tiltro til os selv, men overhovedet ingenting at have den i. Her hersker uvidenheden, men den trumfes af selvovervurderingen og egoismen. Det er i den zone, at den tidligere amerikanske præsiden, Donald Trump, ville kalde alle de argumenter, der går i rette med uvidenheden, for "Fake news."
Et italiensk ordsprog beskriver fint den tilstand: ”Den, som ingenting ved, tvivler aldrig.”
Den danske geolog Ellen Louise Hertz (1896-1987) spiddede også pointen, når hun omtalte selvovervurderende kolleger: ”Ja! Han savner bestemt ikke, hvad han mangler.”
Grafen, der er tegnet, er et billede på, hvordan fordomme opstår af uvidenhed – og hvad der skal til, for at aflive dem.
Lad os tage et par eksempler:
Mai Manaa er Thys Turistchef. Hun blev konstitueret i stillingen den 1. december 2019.
Tilbage i 2018 forlod hun sit liv i København og skiftede den kreative klasse ud med ro og vild natur. I København drev hun Bremen Teater, hvor den stod på kreativ klasse med gin og tonics. Hun havde mand, to børn, godt job, fed lejlighed og høje regninger. Det kørte. Og så alligevel ikke.
I de sene nattetimer, når Bremen var lukket for aftenen, delte Mai sine tanker om det gode liv med en veninde, og da veninden pludselig gik bort i en alt for tidlig alder, indså Mai, at nu var det tid for forandring.
Til modemagasinet Couture fortæller hun:
”Jeg havde læst om Klitmøller ved Vesterhavet i Thy, der også blev kaldt Cold Hawaii. Stedet lød som nybyggerånd og eventyr.”
Folk forstod ikke rigtig beslutningen, og Mai havde også sine betænkeligheder:
”Folk kaldte det modigt, at vi flyttede til Thy, og jeg forventede også lidt en westernby, hvor gribbene sad og ventede på mig i mørket. Men, da vinden havde pustet fordomshatten af, så jeg, at jeg var landet på en legeplads for folk med skabertrang. Der er en iværksætterånd blandt dem, der flytter herop og en energi, som krop og sjæl kan mærke, og som ikke kan måles i et Excelark.”
Jyder er bondeknolde
Set i forhold til ovenstående model, så er Mai Manaa altså – da hun træffer beslutningen - kravlet op på Mount Stupid med hensyn til de forventninger og fordomme, hun har til Thy og thyboerne. Klitmøller er en westernby, hvor gribbene sidder og venter på hende.
I en artikel fra B.T. fra 2015 er der listet ti fordomme op, som københavnere har om jyder:
1. Der er mørkt i Jylland. 2. Jyder betaler ikke skat. 3. Jyden, han er stærk og sej. 4. Jyder har en jydekrog. 5. Jyder er beskedne. 6. Jyder er nærige. 7. Jyder er nogle bondeknolde. 8. Ordet ”træls” er helt unikt jysk. 9. Jyder elsker motorveje. 10. Jyder er krejlere.
Det er altså de fordomme, Mai Manaa kommer til Thy med.
Da hun sætter sine ben heroppe, finder hun ud af, at det hun troede, ikke passer. Vestenvinden blæser fordomshatten af. Ved at være her og stifte bekendtskab med både stedet og menneskene, opbygger hun en reel viden om Thy og thyboerne, som helt ændrer hendes syn på området.
Ifølge artiklen i Couture finder hun ud af, at:
”Jeg var landet på en legeplads for folk med skabertrang. Der er en iværksætterånd blandt dem, der flytter herop og en energi, som krop og sjæl kan mærke, og som ikke kan måles i et Excel ark.”
Hun forklarer også:
”Jeg drømte om et liv, hvor jeg kunne leve som en dronning for ingen penge, og det har jeg fået. Det er et enkelt liv, men her kan jeg gå på arbejde af lyst og ikke af pligt. Det giver mig den voksenfrihed og livsluksus, jeg har længtes efter. Jeg bor billigt, godt og lokalt, og når væggene bliver for snævre, er der råd til at rejse flere gange årligt – også som singlemor.”
Thyboerne viser vejen til hjertet
Af flere andre øjenåbnere om Thy, nævner hun:
”Thy skal bibeholde den charme, der er bygget op af historier, generationer og thyboen, der er den ægte charmør.”
”Folk flytter herop, fordi vores fest netop ikke ligner de andres.”
”Den vilde natur og Vesterhavet tiltrækker naturelskere og surfere, men Thy kan også noget særligt med fællesskabet. Flere kvinder søger herop med en drøm om et lettere hverdagsliv. Her kender du alle, du bliver set, spurgt ind til, og alle ved, hvem byens børn er. Det er et kollektiv på den store klinge, som får dig til at gøre dig umage som medborger og medskaber.”
”Thyboerne viser vejen til, hvor hjertet sidder.”
”Jeg føler mig så heldig, at jeg prøvede det af og mærker, hvordan det føles at slå rødder og være en del af noget. Jeg trækker vejret på en anden måde her, og om det er naturen, vandet eller mindre hjernestøj, har jeg ikke kunnet sætte fingeren på endnu. Men jeg elsker det.”
Så ifølge Dunning-Kruger Effekten, så opbygger Mai Manaa altså en viden om Thy ved at være her. "Skællene” falder fra hendes øjne, og til sidst kan hun udtale sig med troværdighed om området. En troværdighed, som er så overbevisende, at hun selv hopper på den og beslutter sig for, at her vil hun slå sig ned og arbejde.
Partiformand og klimafornægter
Et andet eksempel er fordomme om klimaforandringerne.
I et interview med internetmediet Altinget den 27. november 2018 – forud for sidste folketingsvalg – udtalte Nye Borgerliges partiformand, Pernille Vermund, sig om klimaforandringerne. Hun sagde:
”Klimaet har forandret sig altid. Vi er på vej ud af en lille istid, som betød, at hele Europa for et par hundrede år siden ikke kunne dyrke afgrøder. Der er naturlige klimaforandringer, og dem kan vi ikke arbejde imod. Så er der det aftryk, vi selv sætter med udledning af CO2 og drivhusgasser, og dem må man jo så blive bedre til at minimere,” siger Vermund.
Hun har også en teori om, at de rigeste lande sviner mindst, og det skal Danmark udnytte:
”Så Danmark vil gøre den største forskel ved at handle frit med alle lande, så de fattige kan blive mere velstående, forklarer hun,” og fortsætter:
”For jo højere et land kommer op i velstand, desto mindre forurening og CO2-udledning og så videre.”
Altingets journalist konfronterer efterfølgende Vermund med fakta. Han siger/spørger:
- Det er da netop de velstående lande, der bidrager mest til klimaforandringer, fordi det er her, folk har det største forbrug?
Vermund svarer:
”Nej, dem, der sætter det største aftryk, er jo de fattigste lande. Men der er kæmpe forskel på, om vi taler CO2-udslip, om vi taler partikelforurening, eller om vi taler plastik i havene, så der er man nødt til at skille tingene ad.”
Altinget-journalisten konfronterer hende også på den påstand:
- Men på CO2-udslip er det de mest velstående lande, der bidrager mest?
Til det siger hun:
”Nej, det … det tør jeg ikke sige. Men vi ved jo, at der er mennesker i den afrikanske del af verden og Mellemøsten, der stadig opvarmer deres huse med sådan nogle små gasfyr, der står og soder helt vildt.”
Uvidenhed var sort snak
I en leder i Information dagen efter med titlen: ”Pernille Vermunds påstand om CO2-udledning er noget af det dummeste, der nogensinde er sagt i klimadebatten,” går redaktøren i rette med Vermund:
”Uvidenhed, bagatelliseringer, fordrejninger og konspirationsteorier. Man skal lægge øre til meget i debatten om klimaforandringerne.
Men Nye Borgerliges partiformand, Pernille Vermund, tager alligevel prisen. I et interview med netmediet Altinget udstiller hun sit manglende kendskab til de mest basale fakta.
Hendes opfattelse er, at de fattige lande sviner mest, og at Danmark derfor kan gøre den største forskel ved at handle frit med alle lande, så de fattige kan blive mere velstående.
»For jo højere et land kommer op i velstand, desto mindre forurening og CO2-udledning og så videre,« siger Pernille Vermund.
Man kunne tro, det var en fortalelse, for som selv skolebørn ved, forholder det sig stik modsat.
Det eneste positive er, at Pernille Vermund efter eget udsagn er fortaler for, at klimapolitikken skal være baseret på »viden og fakta«. Det sagde hun i hvert fald til Information i forbindelse med Nye Borgerliges årsmøde i oktober.”
To dage senere, har Pernille Vermund så et læserbrev i Information, hvor hun ”trækker i land.” Hun skriver:
”Information skriver i avisens Leder den 28. november, at jeg har sagt noget dumt. Det har jeg sikkert. Vi kommer alle sammen til at udtrykke os klodset en gang imellem.
Og det er rigtigt, at noget af det, jeg er citeret for i et interview i Altinget, er sort snak. Det fremstår, som om jeg har den opfattelse, at de fattige lande udleder mere CO2 pr. indbygger end de rige. Det er selvfølgelig ikke rigtigt.”
Illusionen brister
Set i forhold til Dunning-Kruger Effekten, så erkender Pernille Vermund altså, at hun har været på ”Mount Stupid,” og nu indrømmer, at det, hun fik sagt der, var sort snak og ganske usand. Illusionen er bristet, og næste skridt bliver så at bygge viden og fakta på, så hun kan fremstå som en partileder med troværdighed.
For at blive klædt på, skal hun fx vide, at klimaforandringerne frem for alt skyldes, at menneskeheden siden industrialiseringen har udledt enorme mængder drivhusgasser, der hober sig op i jordens atmosfære. Drivhusgasser som CO2 forstærker drivhuseffekten og fører til global opvarmning. Menneskeheden udleder blandt andet CO2, når vi brænder fossile energikilder som olie, kul og gas.
Når vi rydder skove og andre naturområder, for at bruge arealerne til noget andet, frigiver det ligeledes store mængder CO2. Også industrialiseret landbrug, især kødproduktion, er en stor kilde til drivhusgasser, dels fordi husdyr kræver meget foder og store arealer, og dels fordi dyrene selv udleder metan, som er en anden drivhusgas.
Et enkelt lille eksempel på, at ovenstående scenarie allerede har vist sit grimme ansigt på jorden er, at canadiske og amerikanske klimaforskere har fundet oldgamle planter, som har ligget gemt under iskappen på Nordpolen i over 100.000 år. Det indikerer kraftigt, at temperaturen i Arktis er højere end i de seneste 115.000 år.
Afslutningsvis vil jeg nævne et par andre eksempler, som også kunne trænge til at få en tur gennem ovenstående model, så fordomsfuld tale kan blive til indsigtsfuld viden, hvorpå fornuftige beslutninger kan træffes.
Med udtalelserne placerer afsenderne sig altså på ”Mount Stupid” med udsigt til en enorm uvidenhed i den ene retning og med udsigten til en enorm arbejdsindsats for at få indsigt og dermed troværdighed til den anden retning.
Corona-fordomme
Pernille Vermund:
»Da Corona kom til Europa, kunne man på sociale medier læse, at herboende muslimer mente, at sygdommen var Allahs straf til os - de vantro (...), da disse mennesker færdes iblandt os, så rammes vi andre af deres uansvarlighed,« skriver Pernille Vermund, der er formand for partiet Nye Borgerlige, om danske muslimer i et Facebook-opslag.
Donald Trump:
1. Ifølge CNN kalder Trump Corona virussen for ”Kinesernes virus.”
2. Den 24. april 2020 sagde Donald Trump følgende på et pressemøde: ”Jeg har set, at desinfektionsmiddel slår Corona virus ihjel på et minut, et minut. Er der en måde, hvor vi kan gøre det samme ved at sprøjte det ind i kroppen, som en form for rensning?”
En læge kaldte efterfølgende Trumps forslag for ”Uansvarligt og farligt.”
Indvandrerfjendtlige udtalelser
Kristian Thulesen Dahl
”Det undrende folk er vidne til et markant stigende antal af grove voldsforbrydelser, begået af de fremmede. Nye, hidtil ukendte discipliner som massevoldtægter har gjort deres indtog i vort engang så fredelige og ordentlige Danmark.”
Pia Kjærsgaard:
”De fattigste danskere betaler prisen mere end nogen andre, fordi de er fastlåst i en situation, hvor de ikke har midlerne til at flytte (flygte) fra de områder af Danmark, hvor muslimer allerede har forvandlet lokalområder til utrygge og voldelige shariazoner, hvor selv politiet ikke frit kan udøve deres myndighed.”
”Intet demokrati har nogensinde formået at integrere store mængder af muslimer, og årsagen er, at det er umuligt. Man kan ikke integrere ild og vand.”
Skrevet i et debatindlæg i Information den 29. maj 2019
Pernille Vermund:
“Den katastrofale asyl- og udlændingepolitik fra 1983 har ødelagt trygheden i samfundet. Kvinder bliver voldtaget, jøder bliver forfulgt, kunstnere og politikere lever i konstant livsfare, mænd bliver stukket ned på åben gade, homoseksuelle bliver chikaneret, velfærden forringes og utrygheden stiger.” Sagt til Ekstra Bladet den 12. september 2016
Sørine Godtfredsen:
”Det er jo den kendsgerning, at mange muslimer tror på et guddommeligt dekret, der tvinger dem til at overholde nogle leveregler, man dårligt kan tage alvorligt i et oplyst land. Det er det, vi smiler forstående af, mens vi samtidig ved, at præcis denne vilje til ubetinget underkastelse kan være livsfarligt for et demokratisk samfund……..sandheden er jo, at vi accepterer et menneskesyn, der er totalitært og ukristeligt,…” (Kristeligt Dagblad, 13.12.2004)
Følgende citat siger vel meget godt, hvad problemet er for disse mennesker:
Damnant qoud non intelligunt – De fordømmer, hvad de ikke forstår!
Comments