Forhærdede tidselgemytter

TEMA-citater:

·   ”Et øje for et øje ender med at gøre verden blind.” (Ghandi)

·   ”Glem aldrig modet, kærligheden og håbet, vi er blevet givet af dem, der overlevede, og dem, der ikke gjorde.” (En dedikation fra forfatteren til sine børnebørn i indledningen af bogen ”Cilkas rejse”)

·    ”Hvor du plejer en rose, kan der ikke gro tidsler.”

·    ”Vi træffer alle valg i vort liv. Det sværeste er at leve med dem.”

·    ”Julen handler ikke så meget om at åbne vore gaver, men at åbne vore hjerter for dem, vi holder af.”

·    ”Kærlighed er som krig./Nem at starte/svær at slutte./Og man glemmer den aldrig.”

·    ”Svage mennesker hævner sig. Stærke mennesker tilgiver. Intelligente mennesker ignorerer.” (Albert Einstein)

Umiddelbart kan det være svært ”at finde en grimasse, der kan passe” i forhold til den tid, vi lever i lige nu.

Her i starten af december ville det ellers være oplagt at ”kaste glimmer” over julemåneden, som kulminerer med hyldesten til Jesus og hans fødsel på juledag.

Men uanset hvor meget glimmer, vi kaster, så kan det kun kortvarigt skjule udsigten til den ufred, der kendetegner tiden. Krigen i Ukraine og den alvorlige konflikt – som vel også kan kaldes en krig – i Gazastriben mellem Palæstina og Israel, overskygger historien om en af vore smukkeste julesalmer: ”Glade jul, dejlige jul,” hvis budskab er indskrevet i salmen og lyder: ”Fred på jord, fryd på jord,” og ”Salig fred, himmelsk fred.”

Lad mig alligevel lige kort fortælle historien om denne simple melodi med den stilfærdig tekst, som vel – det simple til trods - må siges at være blevet et verdenshit, og som med 205 år på bagen konstant har toppet julehitlisten siden dets fødsel i 1818:

Det var nemlig juleaften i 1818, der blev skrevet musikalsk verdenshistorie, og det skete i Sankt Nicholas-kirken i landsbyen Oberndorf få kilometer fra Salzburg.

Kirkens organist, Franz Xaver Gruber, havde begået en lille melodi, som kirkens præst, Joseph Mohr, gav en enkel og stilfærdig tekst.

Salmen skulle præsenteres for menigheden ved gudstjenesten juleaftensdag. Men under gudstjenesten gik kirkens orgel i stykker, så mens præsten prædikede, løb Franz Xaver Gruber hjem og hentede sin guitar. Det blev derfor med guitarledsagelse, at en menighed for første gang i historien stiftede bekendtskab med salmen ”Stille Nacht, Heilige Nacht”.

Salmen slog omgående an, og i løbet af de følgende årtier bredte den sig som en steppebrand over hele den kristne verden.

”Stille Nacht, Heilige Nacht” er formentlig den salme i verden, der er oversat til flest sprog. Der findes næppe en kristen menighed noget sted i verden, der ikke har en udgave af salmen i sin salmebog – og på menighedens eget sprog.

Tornet tidsel

Den nat kærligheden vandt

Salmens ”universalitet” fik en konkret betydning på et bestemt tidspunkt under 1. verdenskrig, og den historie er vel i sig selv en relevant påmindelse om og kommentar til de konflikter, vi oplever i dag:

Historien er blevet fortalt mange gange, men jeg har fundet en version, hvor den bliver genfortalt af den sidste overlevende, der kunne verificere historien, nemlig den 106-årige waliser Bertie Felstad, som døde af ælde i 2001. Han var 21 år i 1915 og øjenvidne til det hele:

”Historien begynder juleaften 1915 ved fronten i Laventie vest for Lille i Frankrig, hvor De Kongelige Walisiske Musketerers 15. Bataljon befinder sig kun 30 meter fra tyskerne. Efterhånden som mørket sænker sig over slagmarken, begynder nogle tyske soldater at synge ”Stille Nacht, Heilige Nacht,” og flere og flere stemmer i. Waliserne bliver rørt og svarer ved at synge julehymnen Good King Wencelas og følger den op med andre godbidder fra den engelske juletradition. Nu skiftes siderne til at underholde hinanden med julesange. De unge mænds repertoire var stort dengang. Sådan fortsætter de til daggry. Pludselig ud af ingenting råbte en tysk stemme ”Glædelig jul, Tommy!” over til fjenden. En waliser var hurtig og replicerede ”Glædelig jul, Fritz!” Julestemningen bredte sig, og med et forekom det hele så omsonst. Hvorfor skyde på hinanden?

Og i løbet af natten voksede julefølelsen, og på et tidspunkt kravlede begge sider op af skyttehullerne og mødte hinanden midt i ingenmandsland. Det Bayerske Reserveinfanteri kom op af skyttegraven først. De havde samlet, hvad de kunne finde af sauerkraut, wurst, kaffe og cigarer i gemmerne, så der var noget at forære væk. Waliserne havde til gengæld indsamlet cigaretter, tobak og gode engelske småkager.

Da byttehandelen var overstået, bredte den fredelige stemning sig. Fjenderne slog hinanden venskabeligt på ryggen, og på et universelt og til lejligheden opfundet sprog bestående af fransk, engelsk og tysk blev de enige om, at krigen var ”no bon.””Naturligvis var vi klar over, at vi befandt os i en helt usædvanlig situation, idet vi den ene dag ønskede hinanden en god jul og den næste skød efter hinanden,« husker Felstead.

De to folkeslag sørgede for at stå tæt i en klynge, så ingen kunne finde på at skyde. Felstead husker også, hvor ”tyske” de så ud med deres mærkelige hjelme med små spir på toppen. Efter lidt tid fandt nogen en fodbold frem, og 50-100 mand spillede alle mod alle. Det gjaldt ikke om at vinde. Våbenhvilen varede mindre end en halv time. En major dukkede op og råbte: ”I kom for at kæmpe mod hunnerne, ikke for at blive venner med dem!”

Så måtte vi kravle tilbage i skyttegravene.”

Julen er under angreb

Et par søde historier, som med udgangspunkt i julens budskab - for en stund - skabte både fred og glæde.

MEN julens budskab om ”hjerternes fest” har svære kår lige for tiden. For det er meget svært at glæde sig ret meget, hvis man – i ord og billeder – følger med i det, der foregår i Gaza-striben, lige nu.

Hvordan kan man lade julefreden sænke sig med billeder af døde og lemlæstede børn på nethinden? Hvordan er det muligt at mæske sig i al den dejlige julemad med billeder af sultne palæstinensere i tankerne?

For slet ikke at tale om den afgrundsdybe gråd, der kommer fra rædselsslagne barneøjne, som måske har set både mor og far forsvinde for øjnene af dem i en bomberegn.

Hvordan skal alle disse traumatiserede børn - for ikke at tale om et traumatiseret folk – nogensinde blive mennesker igen, som kan glæde sig over noget som helst?

Og alt dette foregår altså der, hvor Jesu krybbe stod ☹

Juleevangeliet starter med: ”Og det skete i de dage, da…..”

Til sidst i evangeliet står der:

”Men englen sagde til dem: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket:  I dag er der født jer en frelser i Davids by, han er Kristus, Herren.  Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.” 

Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”

Umiddelbart tænker jeg, at det godt kan komme til at vække til bittersød eftertanke, når kirker landet over på juleaftensdag tager imod knap en fjerdedel af landets befolkning til julegudstjeneste med juleevangeliet som ”Dagens tekst.”

Til daglig er det i øvrigt kun 2,4 procent af danskerne, der går i kirke.

Had og hævn er motivet

Hvordan ”dealer” man med det, der foregår? Hvad er det i den menneskelige natur, som gør os kyniske og ligeglade med tab af menneskeliv?

Da Hamas - i rent had - angreb Israel fra Gaza-striben den 7. oktober 2023, dræbte de 1200 israelere - heraf 500 børn, - og bortførte 242 personer.

Det reagerede Israel på ved at indlede et angreb på Hamas i Gazastriben, som anslået per 11. november (ifølge Gazas sundhedsmyndigheder) har kostet mere end 11.000 palæstinensere livet. Ifølge tal fra UNICEF dateret den 25. oktober, er 2.360 af de dræbte børn, mens 5.364 børn er blevet kvæstet. Det svarer til, at 400 børn hver dag er blevet dræbt eller såret.

Så motivet er altså had og hævn.

I Det gamle Testamentes Mosebøger får vi beskrevet ”talionsprincippet.” Talion er det latinske ord for gengældelse, og det er gengældelsen, der, ifølge mosebøgerne, skal præge udmålingen af straf. Straffen skal svare til forbrydelsen. Så hvis du slår en anden ihjel, må du selv dø. Slår du en tand ud på en, må du selv af med en af dine. I biblen står der:

2. Mosebog 21:23-25: liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod, brandsår for brandsår, flænge for flænge, skramme for skramme. 

3. Mosebog 24:19-21: Når nogen tilføjer sin landsmand en legemsskade, skal der gøres det samme ved ham, som han selv har gjort, brud for brud, øje for øje, tand for tand. Den legemsskade, man påfører en anden, skal man selv påføres. Den, der slår et husdyr ihjel, skal erstatte det, og den, der slår et menneske ihjel, skal lide døden. 

Så sat ind i føromtalte konflikt er det altså princippet ”Øje for øje, tand for tand,” vi er ude i.

Umiddelbart tænker jeg: ”Never ending story!”, og det er også svært at lade være med at regne og spørge sig selv: ”Hvor mange palæstinensiske liv går der på et israelsk?”

Det ekstra sørgelige i denne sammenhæng - ud over tabet af menneskeliv - er, at udsigten til fred og fordragelighed er svær at få øje på.

Den situation har den indiske politiker og åndelige leder Mahatma Gandhi (1869-1948) sat ord på. Han sagde:

”Et øje for et øje ender med at gøre verden blind.”

Og er du først blind, er det svært at få øje på det væsentlige og smukke i livet.

Den Lille Prins og Muledrengen

MEDMINDRE vi vender os mod verdens bedste børnebog - ifølge mange! - ”Den Lille Prins,” som er skrevet af Antoine de Saint-Exupéry. Bogen er den fjerdemest solgte bog i verden og fylder i år 80.

Det vigtigste budskab i Den Lille Prins er udtrykt sådan på originalsproget:

“On ne voit bien qu’avec le cœur. L’essentiel est invisible pour les yeux.”

Dette betyder i al sin enkelhed, at man kun ser rigtigt med hjertet, og at det væsentlige ikke kan ses med øjnene. Det er altså følelserne og ikke intellektet, der tæller mest her i tilværelsen!

Så ifølge Den Lille Prins, så kan man altså godt være blind på øjnene og alligevel se det væsentlige i livet, fordi det væsentligste ses med hjertet. Så måske er der håb for verdensfreden alligevel!?!

Der er bare lige det, at hvis man kigger på konflikterne i både Ukraine og i Gaza-striben, så ser det ud til, at vi har med ”krigere” at gøre, hvis øjne ikke alene er forblindet af had, men de har også hjerter, som - i overført betydning - er sorte eller parkeret uden for kroppen.

Derfor får vi brug for en rigtig helt, som kan fungere som hjertestarter.

Det scenarie har nordmanden Øyvind Torseter i 2016 begået et fantastisk eventyr om. Det er eventyret om ”Muledrengen,” som tager livtag med en hjerteløs ondskab. Helt konkret tager Muledrengen nemlig kampen op mod en rigtig ond, grim og hjerteløs trold, som kun vil alle det værste.

Jeg vil lade dette eventyr være en kommentar til både den tilstundende jul og til al den ufred og død, vi er vidne til, lige nu.

  Muledrengen drager afsted på eventyr

Troldens hjerte skal knuses

I eventyret drager Muledrengen ud på sin meget modvillige ganger for at finde sine seks brødre, der er taget afsted for at hente sig koner, men ikke er vendt tilbage. Muledrengen får – med en reference til ”Klods Hans” – allernådigst lov af sin far, kongen - som ikke har de største forhåbninger til ham - til at tage ud for at prøve at finde dem. Den eneste hest, kongen har tilbage, er ”en nervøs krikke med en underlig gangart, men det er Muledrengen ligeglad med.”

Apropos Klodshans’ ged.

Muledrengen bliver herefter - på meget moderne vis - dyppet i alle eventyrgenrens kar og efter mange trængsler og en del hjælp, finder Muledrengen brødrene og deres kommende koner forvandlet til stenstøtter uden for troldens hule.

Det lykkes for Muledrengen at komme ind i hulen, og langt inde i hulen finder han en smuk prinsesse, som trolden holder fanget.

Muledrengen beslutter sig for at befri prinsessen, men prinsessen fortæller ham, at det er der mange, der har prøvet, men ingen er kommet levende ud derfra.

”Den trold, der bor her, er der ingen, der kan klare,” siger hun.

Muledrengen fortæller prinsessen, at en ulv har sagt til ham, at han skal knuse troldens hjerte for at bryde forbandelsen og få alle fri.

Prinsessen kan så fortælle ham, at det bliver rigtigt svært, fordi trolden ikke går med sit hjerte i kroppen, og at ingen aner, hvor det er gemt.

Men i lyset af en spirende kærlighed mellem de to, og med hjælp fra moralens vogter, går de to alligevel i krig med ondskaben og på jagt efter troldens sorte hjerte.

  Prinsessen og Muledrengen

Hjertet i syltetøjsglasset

Efter to mislykkede og på nippet til skæbnesvangre forsøg er tredje gang lykkens gang. Trolden får nemlig i sin dårskab og med prinsessen list endelig forsnakket sig. Den fortæller:”Helt nede i bunden af kælderen ligger der en bunke kampesten. Bag ved stenbunken er der en hule, som bliver bevogtet af en kæmpe blæksprutte. Inde bag i hulen er der et arkivskab. I den nederste skuffe i arkivskabet, under H, står der et syltetøjsglas, hvor låget ikke kan komme af, og i det syltetøjsglas ligger hjertet,” fortæller trolden.

Muledrengen må altså helt ned i bunden af kælderen for at vinde prinsessen og befri sine brødre.

Turen derned er selvfølge belagt med utallige farer og prøver. Endda i en sådan grad, at han på et tidspunkt må have termokanden frem og tage sig en kop kaffe, før han er klar igen!

Blæksprutten afleder han med en saxofon, som han på sin rejse pludselig så kom flydende i en bæk.

”En saxofon! Den skal jeg nok få brug for. Og der er plads i rygsækken,” tænkte Muledrengen.

Jeg tænker: Klodshans! "En træsko. Den skal jeg nok får brug for!"

Muledrengen får også hjælp af en elefant, som han ligeledes ”har samlet” op på sin vej. Elefanten flytter stenene foran hulen for ham.

Endelig når han ind til arkivskabet og skuffen med syltetøjsglasset. Da han samler glasset op af skuffen tænker han: ”Det var et meget lille hjerte til sådan en stor trold,” og på tegningen kan man se, at hjertet også er sort.

For at få låget af, må Muledrengen have hjælp af blæksprutten, som forsigtigt åbner glasset, så Muledrengen kan tage troldens hjerte op.

  Blæksprutten hjælper med at åbne glasset med troldens hjerte

Muledrengen overvinder sin frygt

Nu går turen så op mod prinsessen igen. Hesten trækker elevatoren op til et plateau og en lang stige fører Muledrengen videre op til prinsessen, som sidder og spiser grød sammen med trolden.

Trolden ser straks hjertet og prøver af alle kræfter at få det tilbage, mens Muledrengen modsat truer med at klemme hjertet i stykker, hvis trolden ikke gør, hvad han siger.

Til sidst står de alle ude foran hulen. Både prinsessen og Muledrengen og brødrene og deres koner er nu fri, og pludselig gør trolden et udfald mod Muledrengen for at få sit hjerte tilbage.

I det øjeblik hører Muledrengen ulvens ord i sit hoved: ”Knus hjertet! Ellers slipper i aldrig fri,” og han klemmer til og PUF, trolden er væk.

Inden prinsessen og Muledrengen tager afsted, får de øje på det knuste hjerte på jorden. Der vokser noget ud af det. En plante. Og inden de når ned til foden af fjeldet, hvor hesten venter på dem, har planten vokset sig stor og frodig.

Til sidst i eventyret står der:

”Og så levede prinsessen og Muledrengen stort set lykkeligt til deres dages ende.”

Hvad mere kan man ønske? 😊

Kærlighed skal være drivkraften

Moralen i eventyret, set i forhold til de konflikter, verden står overfor, i dag, er, at vi, uanset hvor stor trolden er, pinedød er nødt til at have knust dets sorte hjerte og have ”resterne” til at blomstre.

Det er den eneste måde, hvorpå vi kan se det væsentlige i livet. Kun på den måde kan kærligheden blomstrer. For hvis ikke vi kan se med hjertet, vil had og hævn være drivkraften.

Det kan godt være, at vi/de, som Muledrengen, skal sluge både kameler og igennem svære udfordringer, for at komme i balance med os/sig selv. Men vi kan ikke leve i fred med både os selv og hinanden uden det hviler på respekt og kærlighed til hinanden.

Så helten, vi skal have sendt ud, er vel nok så meget et budskab, der - som Amors pil - kan ramme folk i hjertet og vaccinerer dem med kærlighed.

Så julen er måske en passende affyringsrampe!

Selvom det er aldrig så svært, så er vi nødt til at indse, at det, vi har mistet, får vi aldrig igen, og så må vi spørge: Hvad kan vi så redde af resten?

Jeg er ganske klar over, at tankegangen kan virke både naiv (Ivan😉) og urealistisk.

Men har vi noget valg?

Og som Ricarda Huch (tysk forfatter) har sagt: "Kærlighed er det eneste, der vokser, jo mere man ødsler med det!"

Troldens knuste hjerte blomstrer, da trolden er væk

Lad mig slutte med hjertet. Eller nærmere bestemt troldens knuste hjerte, som lå der på jorden og blomstrede igen. Det var ikke længere under indflydelse af en hadefuld hjerne, og brød derfor ud i dens bestemmelse - en blomstring.

Umiddelbart får det mig til at tænke på en af julens smukkeste salmer. Hans Adolf Brorsons:

”Den yndigste rose er funden,” som han skrev i 1732.

Strofe 3 i den salme lyder:

Da lod Gud en rose opskyde

og sæden omsider frembryde,

at rense og ganske forsøde

vor slægts den fordærvede grøde.

Vi må have fundet den rose igen!!

God jul og godt nytår!!