Temacitater:
- Nogle gange kan et mirakel være en venlig sjæl med et varmt hjerte.
- Man bliver husket for det, man gjorde, og ikke det, man sagde, man ville gøre.
- ” Seek opportunities to show you care. The smallest gestures often make the biggest difference” (John Wooden – tidligere amerikansk basketballspiller og -træner (1910 – 2010))
__________________________________________________________________________________
Jeg kan huske første gang, jeg blev reddet ud af en situation, jeg ikke havde kontrol over. Jeg har vel været tre år. Mit barndomshjem var et hus i tre planer: Kælder, stue og 1. sal. 1. sal var soveafdeling for min familie på – når der var flest – otte. Det kom dog aldrig dertil, for inden jeg blev født, var min storebror allerede i lære og boede hos mester.
Omstændighederne kan jeg ikke huske, men jeg var kravlet op ad trappen og havde bevæget mig ind i mine forældres soveværelse. Her blev der luftet ud, og fra det åbne vindue kunne jeg høre lystig leg fra nabohaven. Det har åbenbart været for fristende, for jeg kravlede op i vindueskarmen og ud af vinduet, så jeg kun hang i armene i karmen. Jeg kan stadig huske det sus, jeg fik i maven, da jeg fandt ud af, at der altså var langt ned, og at jeg ikke kunne hæve mig op igen. Havde jeg kendt ordet panisk, så var det jo nok nærmest det, jeg var.
Det næste jeg husker er to store bjørnelabber, der lagde sig over mine to små næsten opgivende kridhvide hænder, og derefter den befriende følelse af at være i sikkerhed i favnen på min far.
Ingen skæld ud, men derimod fornemmelsen af både at have været meget tæt på og meget heldig.
Var det et lille mirakel, der skete der?
Herdis’ hånd
Det næste eksempel er også en barndomserindring. Jeg har vel været en tre-fire år. Min barndoms by ligger ved fjorden, og når man har været barn i en tid, hvor solen altid skinnede om sommeren, så var det vederkvægende kun at have to minutters gang til en forfriskende dukkert. I dette tilfælde havde nabokonen, Herdis, forbarmet sig over mig. Jeg har vel stået og set sølle ud, da hun og datteren Susan, kom forbi med strandtasken fyldt med saftevand, kiks og et tæppe, som nok kunne rumme tre. Resultatet blev i hvert fald, at Herdis og min mor igennem slagterbutiksdøren fik kommunikeret, at jeg gik med dem!
Efter at have fundet en lille plet på ”fluepapiret”, gik vi til vandet. Jeg tog turen op på badebroen, og der satte jeg mig et par meter ude med vel 40 centimeters vanddybde under mig for på et tidspunkt at glide i. Herdis og Susan tog vandvejen og var lige i nærheden. I et uopmærksomt øjeblik fik jeg overbalance og faldt på hovedet i vandet. Igen må jeg vel nærmest være gået i panik, for jeg kunne ikke finde ud af at rejse mig op. Endnu engang fik jeg fornemmelsen af noget uigenkaldeligt. Det blev igen en hånd, der kom til undsætning. Herdis hånd. Det er vel sjældent, man bliver glad for at blive hevet op ved håret, men det var tilfældet her. Jeg husker stadig, her over 60 år senere, glæden ved at kunne høre stemmer og se farver, da ”katastrofen” udeblev. Måske spiller min hukommelse mig et puds her, for selvfølgelig holdt Herdis øje med mig. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke, at en engel gik forbi den dag, og et lille mirakel skete.
Hverdagsmirakler
Hvis man slår ordet ”mirakel” op i Den Danske Ordbog, så bliver ordet vel ikke overraskende knyttet sammen med det guddommelige. Der står: ”Begivenhed eller hændelse, som kan tilskrives en guddommelig magt eller overnaturlige kræfter,” og så slås det - som synonym – i hartkorn med ordet: Under. Her tænkes selvfølgelig på Jesu’ underfortællinger i Det nye Testamente, hvor han for eksempel kunne gå på vandet og lave vand til vin.
Det er ikke den slags mirakler herværende artikel beskæftiger sig med. Jeg koncentrerer mig i stedet om de mirakler, som i føromtalte ordbog beskrives i et underafsnit, og som lyder: ”En usædvanlig eller vidunderlig begivenhed eller hændelse, der kommer som en overraskelse eller indtræffer mod forventning – bruges for eksempel i forbindelse med et lykkeligt udfald af en meget kritisk eller tilsyneladende håbløs situation.”
Lad os kalde dem hverdagsmirakler. Det er mirakler, som ofte udspringer af et andet menneskes uegennyttighed. Altså en handling, som tager hensyn til andre menneskers behov før ens egen.
Følgende citat af Mark Twain fanger det vel meget præcist: ”Venlighed er et sprog, som de døve kan høre og den blinde kan se.”
I den forbindelse kan jeg ikke lade være med at tænke, at de små mirakler involverer mindst en engel. Jeg synes, det er svært at undgå at komme til at tænke på, at der i nogle tilfælde er nogen, som holder hånden over en. Så den venlige sjæl med det varme hjerte, der udvirker ”miraklet”, får et vink med en tryllestav af en usynlig sjæl med en mission.
Skytsengle med en mission
Ifølge clairvoyante mennesker, så er vi alle udstyret med en skytsengel. Et kig på Internettet siger for eksempel: ”Skytsengle er engle med en meget høj bevidsthed og høje frekvenser/vibrationer, der har til opgave at varetage beskyttelse og guidning af ’sit menneske’. Alle mennesker har en personlig og individuel skytsengel. Eftersom vi nærmest er støbt sammen fra vores oprindelse, har vi en meget, meget høj grad af hjertekontakt.”
Jeg indrømmer, at det kan være svært at tro på. Men det er da en god tanke. Og hvem af os har ikke mistet en, som vi godt kunne se og ønske som vores skytsengel – og som ville elske at være det?
Jeg kan i hvert fald ikke lade være med at tænke, at det må have være en kæmpe engel, som holdt hånden over treårige Holger Kragh fra Sønder Økse ved Brovst, som var på spejderlejr i Tranum Klitplantage først i april 2011 sammen med 26 andre drenge og piger. Holger var den yngste af dem.
Som det hører sig til på en spejderlejr, var noget af det første, de skulle, at løbe et orienteringsløb.
Først gad Holger ikke med, men han blev overtalt af sin mor, som var med på køkkenholdet, og Holger traskede så alligevel med spejderlederen.
Men allerede ved Post 1 opgav Holger, og han ville bare gerne tilbage til spejderhuset og sin mor. Spejderlederen bad Holger blive stående, mens han sendte de andre børn videre.
Men da han vendte sig om mod Holger igen, var han væk.
Det viste sig, at der skulle gå næsten et døgn, før nogen atter så Holger.
I dette døgn udspillede der sig et drama. Politi, familie, venner, bekendte og andre berørte gennemsøgte Tranum Klitplantage, som rummer ca. 1350 ha hede, 180 ha mose, 85 ha eng, 60 ha klit, 52 ha strandbred, 25 ha sø og 6 ha overdrev - i alt 1758 ha., hvilket svarer til cirka 18 kvadratkilometer.
Tanken om at lede efter nålen i høstakken trænger sig på her.
Holgers mor brød sammen
Vi kan vist alle sætte os ind i, hvordan specielt Holgers mor og far havde det i det døgn. Og beskrivelsen af, hvad de gennemlevede, da mørket faldt på, og det begyndte at storme og regne, er stærke sager. I en beskrivelse på Nordjyskes hjemmeside stod der blandt andet: ”Holgers mor (Heidi) bryder gang på gang sammen. Sidst på eftermiddagen kan hun ikke holde ud at deltage i eftersøgningen mere, og hun bliver i stedet i spejderhytten. I hendes hoved danner der sig billeder af, hvad der kan være sket med hendes lille søn.”
Næste morgen klokken 7.30 var der stadig ingen livstegn fra Holger, og 350 personer gjorde sig klar til at støvsuge Tranum Klitplantage. Eftersøgningen var nu også nået til det stadie, hvor det var tid til at undersøge og tømme vandhuller.
Heldigvis havde 50-årige Lars Bro fra Saltum besluttet at læsse hestetraileren med sin islænderhest og spænde den (traileren) efter bilen. Han ville ud at hjælpe med at finde Holger. Da han nåede ud til Klitplantagen, besluttede han sig for at søge langs grøfter og brandbælter, hvor der ikke kunne køre biler.
Efter en tid steg Lars Bro af hesten, så den kunne få et hvil. Pludselig så han noget inde mellem træerne. Lars gik derind. Det var en lille dreng med rødt hår, der strittede ud under huen. Hans jakke vendte omvendt med lynlåsen bagpå.
- Jeg hedder Holger, kunne den lille dreng fortælle, og han ved også at hans mor hedder Heidi.
Holger var helt uskadt og ved godt mod. Miraklet var sket.
Efterfølgende var der en teori om, at Holger slap heldigt fra nattens regn og kulde, fordi hans jakke var lynet på ryggen!
Historien kan vel gå ind under betegnelsen: Store hverdagsmirakler.
Klinikassistent med engletålmodighed
Lad os slutte af med at se på de små hverdagsmirakler. Altså de mirakler, hvor et venligt ord og et smil eller en hjælpsom handling kan forvandle et forpint sind til et glad smil.
Jeg husker selv, hvordan jeg blev reddet af en sød klinikdame hos tandlægen, da jeg lige var startet i skole. Det var mit første besøg der. Min storesøster og jeg havde tilbagelagt de seks kilometer fra Vildsund til Thisted i Thistedrutebilen. En tur, som jeg normalt betragtede som en mindre udflugt, men som jeg i dette tilfælde husker som et langt sug i maven.
Efter kort tid i venteværelset, blev jeg kaldt ind, og en klinikassistent gelejdede mig op i tandlægestolen og udstyrede mig med den obligatoriske hagesmæk. Så forlod hun mig. ”Tandlægen ville komme om lidt,” var meldingen.
Den der vending ”Om lidt” kan være et vidt begreb, for der gik ikke ret lang tid, før min krop føltes som en myretue. Endnu engang blev panikken udløst og tårer trængte sig på.
Lige inden angstsymptomerne udløste en flugt lagde en hånd sig på min skulder. En sød klinikdame havde åbenbart fornemmet min fortvivlelse. Hun satte sig ned ved siden af mig og med en engletålmodighed og et anerkendende smil fik hun mig talt ned, så en potentiel traumatisk oplevelse landede et sted, hvor jeg efterfølgende over for min mor og far havde overskud til at prale lidt af, hvor modig og ”ligeglad” jeg havde været i tandlægens verden.
Jo, ”venlige ord er korte og lette at sige, men deres ekko er uendelig,” som et citat lyder.
Jeg kan stadig se klinikassistentens venlige væsen for mig.
Jeg tror også, at vi alle kan huske eksempler på, hvor vi selv var det venlige smil og den hjælpende hånd.
Jeg husker dem som små perler, jeg en gang imellem tager frem og varmer mig ved. De er også en god hjælp i situationer, hvor troen på sig selv ikke er alt for stor.
Jeg husker en gang, hvor en af mine elever sad og havde svært ved at trække vejret. Hun havde glemt sin astmaspray derhjemme. Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg skulle tilbyde at køre hende hjem, så hun kunne få fat i den livgivende spray, i det efterfølgende frikvarter.
At se det lettelsens smil, der voksede frem i hendes ansigt, da jeg foreslog hende det, var det hele værd og i bagklogskabens ulidelige klare lys også en indikator på, hvad livet (eller noget af den) handler om. Nemlig at hjælpe hverandre.
Oplevelsen blev ikke dårligere af, at den æske Gajol, jeg havde i lommen, havde en næsten helbredende effekt på åndenøden gennem de to timers dansk, vi skulle igennem før pausen.
Omsorg styrker båndende
En anden gang havde jeg en elev, som – mod sædvane – sad og så trist og syg ud fra morgenstunden. Efter at have sat klassen i gang, tog jeg ham med ud på gangen og spurgte, hvad der var galt? Det viste sig, at han havde haft lidt ondt i maven, da han vågnede. Men hans mor havde ikke ment, det var nok til at blive hjemme. ”Du skal nok bare lige i gang, skal du se,” havde hun sagt.
Og så kunne hun jo også selv komme på arbejde.
Nu var han så kommet i gang, men havde det stadig dårligt.
Efter mange år i faget, kunne jeg se, at han virkelig havde brug for sin mor og en seng. Jeg foreslog, at jeg ringede til moderen og bad hende komme og hente ham.
At se den lettelse, der bredte sig i hans ansigt og den lettelse, der fik hans krop til at slappe af, fordi der var en voksen, der tog ansvaret for og fra ham og troede på ham, var rørende.
I de tilfælde giver det rigtig god mening at være skolelærer!
Han blev hentet og efter et par dage var han klar igen - og det bånd, han og jeg allerede havde, udviklede sig efterfølgende nærmest til et tov.
Og så er der alle de gange, hvor en ”snoldet” slikkepind har forvandlet en kedelig træningsomgang til en liflig smasken, en løftet stemning og en investering på lærerkontoen!!
Da jeg var småbørnsforælder i 80’erne kunne vi få en streamer til sin bil eller cykelkurv eller taske, hvor der stod: Har du talt med dit barn i dag? Jeg fik en fornemmelse af, at jo flere streamere, man kunne få plads til, des bedre forældre troede andre, man var, og jo mere troede de, man snakkede med sit barn.
Jeg tænker, at en pendant i dag til den streamer kunne være: Har du skabt dit lille mirakel i dag?
Jeg vil godt lægge min Augos bagrude til, velvidende at det herefter vil være slut med at kunne orientere sig bagud.
Måske kunne ”dit” lille mirakel starte med følgende citat:
beautiful in someone, tell them.
It may take seconds to say, but
for them, it could last a lifetime.
Comments