TEMACITATER:
- “Sometimes you got to face your fear to see the light on the other side.”
- “I’d rather die on my feet than live on my knees.”
- ”Når man står over for døden, er kærligheden den eneste trøst.” (Fra bogen: ”Mød mig under ombutræet” af Santa Montefiore).
- ”Den, der tvivler, ender med at undlade.” (Fra ”Kongens fald” af Johannes V. Jensen).
- “Sometimes what you’re most afraid of doing is the very thing that will set you free.” (Robert Tew)
”Når ret bliver uret, bliver modstand en pligt”
Nu er Mads Nielsens smukke højskolesang: ”Danmark frit” fra 1945 igen aktuel. Den passer både til årstiden og til årsdagen for befrielsen. For seksoghalvfjerdsindstyvende gang minder den os om ”De fem forbandede år,” som sluttede den 5. maj 1945.
Første strofe lyder:
En lærke lettede, og tusind fulgte,
og straks var luften en væld af sang.
De tusind tårne tog til at tone,
så landet fyldtes af klokkers klang,
og byer blomstred i rødt og hvidt,
og det var forår og Danmark frit.
Befrielsesbudskabet lød klokken 20.35 den 4. maj. Og selvom kapitulationen egentlig først trådte i kraft den 5. maj klokken 8.00, så strømmede folk alligevel ud på gaderne umiddelbart efter frihedsbudskabet havde lydt og fejrede befrielsen. De forhadte mørklægningsgardiner blev hevet ned og brændt på gaden og som et symbol på, at den mørke tid var forbi, blev der tændt lys i vinduerne.
Jo, i sandhed en aften jeg gerne ville have oplevet.
Tænk en eufori, det må have udløst. Ufriheden, uvisheden og uretfærdigheden var - som et knips med fingeren – blevet afløst af glæden ved nu at kunne leve et liv i frihed – og med retten til selv at bestemme over det.
”Tapre døde og tunge savn”
Men det er klart, at når nogen kapitulerer, så er der nogen, der har gjort modstand, og som har vundet.
Det er specielt det forhold, jeg gerne vil sætte under lup i dette indlæg.
I tredje strofe i føromtalte højskolesang står der nemlig:
Vi mindes stille de tapre døde,
hvis navne lever i Danmarks navn,
og takken søger til dem, der segned’,
og dem, der sidder med tunge savn.
Gud trøste dem, der har lidt og stridt,
til det blev forår og Danmark frit.
Med andre ord er der nogen, som har kæmpet Danmarks sag med livet som indsats, for at yde den modstand, der sikrede, at vi blev betragtet som allierede af de store krigsførende nationer efter krigen.
I Bo Lidegaards omfangsrige bog om Henrik Kaufmann (”Uden mandat”) kan man læse, at det faktisk kun var et spørgsmål om timer, der sikrede, at det blev engelske Montgomery (efter ordre fra Churchill,) som -den 2. maj - nåede Lübeck først, og dermed fik spærret af for russerne, som samme dag var nået frem til Rostock.
Ifølge Google Maps er der 125,5 kilometer mellem de to byer og ifølge samme, så vil det i dag tage 1 time og 32 minutter at tilbagelægge den tur via A20.
I samme bog kan man læse, at de allierede betragtede Danmarks samarbejdspolitik med tyskerne, som ”at Danmark lagde død.” Ifølge en rapport, jeg har læst, er det verdens ældste overlevelsesstrategi. Den har 500 – 600 millioner år på bagen, og skulle efter sigende være specielt god for hvilen, fordøjelsen, regenerationen og afspændingen. (Hvem sagde Flødeskumsfronten?)
Den er altså en god ide, hvis man skal komme til kræfter, men måske et dårligt valg, hvis man bliver truet på sin eksistens.
Det er også svært at tage stilling, hvis man ”ligger død!”
Protest bliver til modstand
Det ændrede sig en smule, da samarbejdspolitikken brød sammen den 23. august 1943.
At regeringen endelig fik sagt fra var et skridt på vejen, men det, der virkelig battede noget, var først og fremmest, at nogle modige - mest unge - mennesker fik nok.
De havde i lang tid protesteret, men nu gjorde de modstand.
Forskellen på de to begreber giver følgende citat et godt bud på:
”Protest er, når jeg siger, at jeg ikke bryder mig om et eller andet. Modstand er, når jeg sørger for, at det, jeg ikke bryder mig om, holder op med at ske.”
Hvis jeg lige i forhold til dette citat - et lille øjeblik - tager mine nutidsbriller på igen, så slår det mig, at vi danskere vel nærmest er blevet verdensmestre i at fortælle andre, hvad vi ikke bryder os om – altså det at protestere. Det foregår ikke så meget ansigt til ansigt, men mere på de sociale medier - gemt bag en skærm.
Det er så dejligt upersonligt og ufarligt at komme med en bredside mod alt og alle, når vi ikke skal kigge dem i øjnene. ”Hvem sidder der bag skærmen?” Det svarer vel lidt til ”at ligge død”?
Men hvad med modstanden? Det der med at engagere sig i en sag og stå op for det? At gå fra at være tastaturkriger til at være samfundsaktivist i ordets bedste betydning?
Det kniber det vist mere med.
Lad mig med det samme slå fast, at det her ikke er et spørgsmål om at pudse egen glorie. Hvem af os kan sige os fri for at være lidt berøringsangste? Der har vi vist alle ”en rem af huden”!
Men i 1943 var der en flok unge mænd som ”gav pokker i vold” i, om det var farligt til døden, det, de havde gang i.
For: ”Når ret bliver uret, bliver modstand en pligt.” (Det er titlen på en dokumentarfilm fra 1984.)
Måske giver følgende citat også mening i denne sammenhæng: ”Det, vi flygter fra, bærer vi med os.”
”Ingen kender dagen, før solen går ned”
Deres historie er beskrevet i bogen: ”De sidste timer,” som samler en række stærke og rørende afskedsbreve fra danske frihedskæmpere i perioden 1943-1945.
112 danske frihedskæmpere blev dømt til døden af den tyske krigsret.
86 af disse skrev et afskedsbrev til deres nærmeste få timer før de blev henrettet. Disse breve er samlet i bogen, og udgør et historisk vidnesbyrd om frihedskæmpernes mod og kærlighed til deres elskede.
Brevene giver et dybt rørende og overvældende indblik i de danske frihedskæmperes tapre kamp for frihed og Danmark, som de mente, var større end selv deres død.
Bogen udkom første gang i 1945 og er i flere omgange blevet genudgivet. Seneste udgave er fra 2020, som var 75-året for Danmarks befrielse. Denne udgave er den første, som også er udgivet som lydbog.
Bogen indledes med følgende lille digt af Kaj Munk:
Drenge, I drenge, som døde
I tændte for Danmark i dybeste Mulm
en lysende morgenrøde.
Bogen har forord af statsminister Mette Frederiksen.
Hun hæfter sig specielt ved, at formidlingen af frihedskæmpernes historie stadig er vigtig. Hun skriver:
”For som årene går, så mister vi de sidste vidner fra krigen. Og det bliver vi andres forpligtigelse at fortælle historien.”
Til sidst i sit forord konkluderer hun:
”Tilsammen danner de mange afskedsbreve en mosaik, skrevet i hast i livets aller, aller sidste timer. De unge mænds ord og gerning sætter vores egne liv i perspektiv. Og hvad kan stemmerne fra dengang fortælle os i dag? De fortæller, at demokrati koster. De unge mænd havde hjertet og modet til at betale prisen på vores vegne, på fællesskabets vegne. De fulgte deres hjerte helt til døden. Vi skylder dem en kæmpe stor tak. Deres mod er en vigtig del af vores historie og af det land, vi er i dag. Det må vi aldrig glemme. Denne her bog hjælper os andre til at huske.”
De unges kamp forpligter de ældre
Jeg vil også et kort øjeblik dvæle ved det forord, som Biskop Øllgaard (Fyns Stift og medlem af Danmarks Frihedsråd)) skrev i den første udgave i 1945.
For ud over at være på linje med Mette Frederiksen i sin lovprisning af de unge frihedskæmperes mod, så ”spidder” han de ældre generationers evindelige ”puklen” på den unge generation. Altså den retorik med, at de unge er dovne og får det hele foræret, og at de ikke engagerer sig i noget ud over sig selv. Han skriver:
”Er der Forældre, der har Vanskeligheder med deres voksne Børn, saa skulde de læse disse breve og lære noget om, hvordan der dog er de stærkeste Baand, selv om de unge ikke vil vise det i det daglige liv.
Ja, læs disse Breve, og lær af dem at tro på Danmarks Ungdom!
Læse disse Breve og mærk, hvordan de forpligter os til at kæmpe for deres Idealer, saa han, der skriver: ”Trods alt saa nyttede det!” kan faa Ret!”
Hvor er jeg da enig med ham!!
At læse disse breve i en nutid, hvor det største problem er, at man skal bestille bord en halv time før, man kan komme ind på en restaurant, er helt surrealistisk.
Jeg har en gang læst, at summen af folks problemer er konstant. Vi siger jo for eksempel også: Små børn små problemer, store børn store problemer. Underforstået: Du slipper ikke. Så den konstans af problemer, vi har, afhænger af det liv og den verden, vi lever i.
Jeppe Aakjær så i 1918 mere problematikken som en del af vores folkesjæl, da han skrev: ”Du puslingeland, som hygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge.”
Under alle omstændigheder kan vi vel alle blive enige om, at følgende citat meget godt rammer det perspektiv, vi bør have på livet:
”Det er ikke afstanden fra gulvet til hovedet, det drejer sig om, men afstanden fra hovedet til himlen.”
Den 21-årige modstandsmand Jørgen Rydders afskedsbrev
Afskedsbreve med mandsmod
Det, der rammer hjertekulen først, når man læser afskedsbrevene, er frihedskæmpernes alder.
For pokker, hvor var de da unge - og modige. Og når man så selv har børn i den alder, så bliver perspektivet pludselig tredimensionelt.
Af de 112 frihedskæmpere var fem af dem kun 18 år, ni af dem 19, og syv af dem 20 år. Næsten halvdelen – 52 – var under 25, hvilket også er gennemsnitsalderen på de 112 dødsdømte modstandsfolk - og med i det tal er der tre på over 50.
Set i det perspektiv giver Biskop Ølgaards ord vel endnu bedre mening.
Hvad er det så, der rører sig i folk, når de står med visheden om, at de snart skal dø? Hvad skriver man i et afskedsbrev, som de efterladte modtager efter ens død? Hvordan overkommer man overhovedet at give ens kære mod på at leve videre, når der kun er et stykke papir mellem dem og den savnede familiemedlems kommende død?
Ja, det er jo et studie i, hvordan vi alle – tror jeg – vil reflektere den dag, vi skal herfra.
Hvad sker der i os den dag?
I de efterladte afskedsbreve er der nogle ting, som går igen.
Endnu engang må man ”bøje sig i støvet” over, hvor afklarede, modige og empatiske, de ALLE var.
Denne afklaring og det mod kommer til udtryk i alle brevene.
Mod og mor fylder tankerne
Som et eksempel på det afklarede vil jeg nævne Svend Otto Nielsens. Han blev henrettet i Ryvangen den 27. april 1944, og blev 35 år gammel. Han skriver:
”Kære bror, svigerinde og lille Poul
….. Hidtil har jeg taget det mærkværdigt roligt, nærmest med antydningen af et smil, om Gud vil, går jeg i døden på samme måde, jeg ønsker at dø med værdighed……
Nu er det slut, mon jeg hører skraldet eller er død forinden? Ja, det vil snart vise sig. Jeg er ikke bange for at dø, og jeg håber heller ikke, jeg bliver det, men prale skal jeg jo ikke for tidligt, der er måske grænser for mod.
Det har været et vidunderligt vejr i dag…..
De kærligste hilsner
Svend”
Når man læser brevene, er der ingen tvivl om, at det at skulle sige farvel til ens mor, er noget af det sværeste. Ikke alene ligger der en dyb kærlighed til hende i brevene, der er også en angerfuldhed over at være ansvarlig for, at de nu skal give hende meddelelsen om deres dødsdom, og dermed påføre hende den store sorg, det er. Endelig ligger der en dårlig samvittighed og fortrydelse over, at de ikke behandlede hende bedre, da tid var.
Georg Brockhoff Quistgaard blev henrettet i Ryvangen den 20. maj 1944, 29 år gammel.
Han er et godt eksempel på ovenstående:
”Lille elskede mor!
Så kommer det værste. Ja, ikke for mig, for mig vil det ikke være svært, men for dig. Men du har været utrolig og du vil stadig være det. Du vil få brug for det. Du vil få brug for alt dit mod, men du har endnu aldrig svigtet! Og så ved jeg, at du vil være overbevist om, at, trods alt, så nyttede det! Det er en meget lille trøst, men når du ved, det er tilstrækkeligt for mig, vil det også betyde noget for dig……
Og så vær overbevist om og lad det hjælpe dig, hvad det vil, at dette her falder mig mærkværdigt let. Det har ikke været forgæves, og derfor er det så enkelt.
Lev vel og hav det godt, lille mor.
Din dreng elsker dig.
Georg”
”Verdens bedste forældre”
Aage Søndergaard, blev, som kun 22-årig, henrettet i Ryvangen den 13, marts 1945.
Han er også meget bekymret for sin mor, og giver desuden en forklaring på, hvorfor samme bekymring ikke gælder hans far. Og så er han helt afklaret med hensyn til sine jordiske rester:
”Kære far og mor!
……. Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive mere, men et ved jeg, og det er, at jeg dør i tillid til Gud, og jeg er ikke spor bange. Det bliver sandsynligvis en let død. Værst er det for jer. Navnlig dig, lille mor, tænker jeg meget på! Også dig, far, men du er jo en mand, så dig vil det sikkert ikke tage så hårdt på.”
………………………….
”Hvis I ikke får mig udleveret som død, skal I ikke bryde jer om det. Kødet skal nok gå sin gang her på jorden. Det vigtigste, sjælen, kan ingen tage fra Gud, den er hans for bestandig.
Rigtig kærlig hilsen
Jeres egen Aage”
Erik Pedersen blev henrettet i Ryvangen den 10. marts 1945, 26 år gammel.
I sit afskedsbrev siger han først sin mor og far tak for alt det, de har været for ham. Derefter takker han sine to små brødre, og råder dem til at gå til ”verdens bedste forældre” i fremtiden, hvis de har sorger eller bekymringer:
”Kære far, kære lille mor og mine kære søskende
…. Og til jer, Ole og Poul, siger jeres storebror også tak. I har været et par raske drenge, som jeg har mange glade timer at takke for. Husk, drenge, når I bliver store, ja, det er I selvfølgelig allerede, men alligevel, I har verdens bedste forældre, og til dem skal I gå med jeres sorger og bekymringer, de er de eneste, der rigtig kan hjælpe jer, og så må I love, at I to altid vil gøre, hvad I kan for at glæde far og mor, og husk, når I er ved at gøre noget forkert, at storebror, i den sidste tid han levede, stolede på, at I to ville gøre alt, hvad I kunne, for far og mor.
Jeres søn og broder.
Erik”
Johan Jørgen Teilmann var 35 år, da han blev henrettet i Ryvangen den 10. marts 1945.
Dette er uddrag fra to af hans afskedsbreve.
Først fra et til hans mor og far, hvor han angrer, at han ikke altid viste dem den taknemmelighed, de havde fortjent:
Kære far og mor
”…… Jeg har kun lyse og lykkelige minder fra de 35 år, jeg har kendt jer …….. Jeg har desværre ikke altid vist mig så taknemmelig, som jeg burde, og har måske næsten altid været mut og indelukket, ofte ukærlig, men har altid bagefter fortrudt det, selv om jeg ikke har vist det i ord og gerning, men det har jeg også selv lidt under.”
Det andet er et afskedsbrev til Johans 2-årige datter, Charlotte, på hendes fødselsdag.
Både det første og sidste brev hun fik fra ham!
Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvilken smerte og sorg, det må have forvoldt Johan at skrive dette brev:
”Til min datter Charlotte Teilman
På hendes 2-års fødselsdag.
Min egen kære pige!
Tillykke med fødselsdagen, en dag, jeg tror, du senere i livet aldrig vil glemme. Det er mit første og sidste brev til dig. Jeg vil så gerne ønske dig et lyst og lykkeligt liv og håbe for dig, at du må komme til at ligne din glade og gode mor, så skal det nok gå dig godt. Jeg vil bede dig holde sammen med dine to brødre, så skal I tre nok klare livet sammen med mor.
Lev vel min egen lille tøs.
Din far
Peter Wessel Fyhn blev henrettet i Ryvangen den 6. april 1945, 24 år gammel.
Peter Wessel er også fuld af sorg over, at han ikke var, som han ”burde” være over for sin mor og far, da tid var:
Kære far, mor, Ole og Birte!
”…… Jeg har haft god tid til at forberede mig og er fortrolig med den tanke (at han skulle dø. Red.) Jeg har kun en ubeskrivelig sorg, at jeg ikke har gengældt jeres godhed og kærlighed, mens der var tid til det, men i det sidste år kun har bragt jer bekymringer. Tilgiv, at jeg ikke var, som jeg burde være! Og nu må jeg altså bringe jer nok en sorg.
Kærlig hilsen. Gud med jer alle.
Peter.”
Gud giver de dødsdømte ro og håb
Et andet vigtigt tema i afskedsbrevene er tankerne om Gud. I stort set samtlige breve står der, at de dødsdømte går døden roligt i møde, fordi de for det første har handlet efter deres overbevisning, men også fordi de nu skal forenes med Gud, og hos ham venter der et nyt og godt liv. Der er også et håb - og for mange en overbevisning - om, at de igen skal se deres kære der.
Poul Mackeprang Nielsen blev 22 år gammel. Han blev henrettet i Ryvangen den 13. marts 1945.
Hans afskedsbrev er et fint eksempel på ovenstående:
”Kære Asbjørn!
Ja, nu er den sidste time kommet for mig, og jeg må dø. Jeg har givet mit liv for det, jeg har kært, nemlig mit fædreland Danmark og mine forældre. Jeg har ment, at jeg ved min beskedne indsats har været med til at gøre Danmark til et frit og selvstændigt land igen. Jeg har givet det bedste, jeg har, nemlig mit unge liv, og mine forældre har givet et af deres børn, noget af det bedste, de har. Jeg dør med en rolig samvittighed. Luther har engang sagt: ”Det er hverken klogt eller rådeligt at handle imod sin samvittighed.” Jeg har holdt hans ord, og derfor må jeg dø. Jeg havde ikke selv ventet så hård en dom som dødsdom, men det må være Guds mening. Jeg har gjort op med mig selv, og jeg ved, at Gud er med mig i den svære tid.
Din ven Poul.
Tak for alt godt.”
Karl Gustav Kolding, som blev henrettet i Ryvangen den 19. april 1945, 28 år gammel, er et godt eksempel på en, som finder troen ”i dødens stund” med hjælp fra en FDF-kammerat. De møder hinanden tilfældigt i Vestre fængsel, og her får de sig en snak:
”Kære Rosa
…….. Jeg spurgte ham, om han var kristen, og det svarede han ja til, vi fik så talt en hel del sammen, og jeg bad ham om at hjælpe mig, sådan jeg kunne få fred i min sjæl, og sådan, at jeg kunne tro, og han hjalp mig uendelig meget, og jeg håber, at jeg nu selv er i stand til at finde vejen, ……
….. fortæl hende (Karls lille datter, red.) at hendes far måtte dø, fordi han var dansk, men du må ikke lade hende forstå, at jeg var en helt, for det er jeg langt fra, tværtimod, jeg er og har altid været en kryster, men lad hende forstå, at der var en tid, da det kostede at være dansk, og at hendes far var en af dem, der var med til at betale med livet, for at Danmark kunne bestå.
DIN for EVIGT
Gustav”
Små hverdagserindringer bliver værdifulde
Helge Broch Iversen blev henrettet i Ryvangen den 10. marts 1945, 20 år gammel.
Det er også tankevækkende, hvordan små ting fra barndom - i dødens stund – kommer til at fylde for mange af dem. Pludselig bliver den almindelige dagligdag, de kendte, værdifuld. De små dagligdags glæder bliver tydelige for dem. Helge beskriver en af disse, og kalder den tilmed: ”Mit livs lyseste øjeblik”:
”Kære far, mor og Mogens.
…… Et indtryk, der i dag står lyslevende for mig: Det var vinter, jeg var 7-8 år, klokken var 7-8 om aftenen, Mogens og jeg var nede på gaden, hvor vi kørte på vor lille slæde, far sad på kontoret og arbejdede, mens mor var til et møde, og hvor Mogens og jeg morede os, vi kørte fra begyndelsen i Storegade ved jernbanen og ned til viadukten, ih, hvor var det dejligt, det står for mig som mit livs lyseste øjeblik, jeg har ofte tænkt på det siden, også nu i mit livs sidste timer…….
De kærligste hilsener og mit sidste farvel
Jeres Helge”
Knud Petersen blev – 19 år gammel - henrettet i Ryvangen, den 11. april 1945.
Jeg er også fuld af beundring for Knud, som er et godt eksempel på en, som ”på gravens rand” har overskud til at få ordnet et par jordiske ting – til glæde og gavn for nogle af de efterladte:
”Kære far, mor og alle søskende!
….. Jeg er ikke bange for at dø og er rolig, og når jeg skal dø, er jeg kun glad for at kunne komme til at dø for Danmark, mit kære fædreland. Nu må I ikke tage det alt for tungt, men være stolte af, at I har en søn, der kan dø for sit fædreland.
Mit ur kan Flemming få, når han bliver konfirmeret. Der ligger 100 kroner af mine hos farmor, dem kan I bruge til at købe en ting til hvert af børnene til minde om mig. Send også Lis en ring eller lignende. Mine brune benklæder ligger hos en stor skrædderforretning omtrent ved Vesterbros Torv på navnet Ole Schou, Gl. Kongevej 7, min Cotten Coat har jeg glemt hos Dr. Krabbe. ……..
Mange kærlige hilsner. Lev vel.
Knud”
Modstandsmand med aner fra Thy
Resten af dette – lidt lange – blogindlæg vil jeg dedikere til en modstandsmand og – helt, som kan føres tilbage til den hjemegn, der er min, nemlig Thy. Han hedder Kim Malthe-Bruun.
Hans afskedsbreve er nok de mest reflekterede af dem alle og nok også dem, som bedst udtrykker det, man vil forvente af ”en rigtig modstandsmand” - set i lyset af 76 års fordomme om, hvordan en rigtig modstandsmand må se ud og være!
Lad os først se lidt på, hvordan det er muligt at give ham Thy-brillerne på:
Kim Malthe-Bruuns slægt kan føres tilbage til Thy. Slægtsnavnet Bruun starter ved Peder Nielssøn Boesen, som blev født på Hannæs i år 1600 og døde som købmand i Ålborg i 1649. Han opkaldte sin søn, Jacob Pedersen Bruun (1645 – 1717), efter præsten Jacob Hansen Brunow til Ålborg Budolphi. Jacob var således den første og ældste, som bar slægtsnavnet Bruun. Han blev præst i Skæve.
Flere i Bruun-slægten har haft tilknytning til Hundborgområdet som ejere af herregården Ulstrup ved Hundborg, og flere er blevet gravlagt på Hundborg kirkegård.
Ni generationer senere blev Kim Malthe-Bruun så født - den 8. juli 1923.
Der er også en direkte linje tilbage til Thisteds kendte forfatter, Malthe Conrad-Bruun (hvis far, Adolph Christian Bruun, ejede Ulstrup), som blev født i Thisted i 1775 og som døde i Paris i 1826 efter at være blevet landsforvist i 1800. Han er 5. generation af slægten.
Om nævnte Malthe Conrad-Bruun kan man – i et skudsmål - læse: ”..han var "et Guds Ord fra Landet,” - i ham boede der en letfængelig sjæl og en ustyrlig attrå efter at kaste sig ind i tidens bevægelser.”
Ovenstående karakteristik kunne også sagtens skrives på en bautasten over slægtningen Kim Malthe-Bruun - med undtagelse af det med ”landet” måske. Han havde bestemt også en letantændelig sjæl med en ustyrlig vilje og lyst til at kaste sig ind i det, som udgjorde en uret og en trussel mod danskheden. Og det tilmed med et mod, som kostede ham livet.
Kim lever videre i den inspiration, der fyldte ham
At han kunne reflektere og også havde ordet i sin magt, viser de afskedsbreve, han sendte fra Vestre fængsel til henholdsvis sin mor og sin kæreste – Hanne - den 4. april 1945.
Kim Malthe-Bruun blev henrettet i Ryvangen den 6. april. Han blev 21 år.
Jeg synes, man fyldes af både undren og ydmyghed, når man læser Kims afskedsbrev til sin mor.
Hvordan er det muligt, at en ung mand på kun 21 år kan være så stærk og afklaret så kort tid før, han skal skydes? Hvor kommer den styrke fra, der kun har tanke for morens ve og vel? Ikke en eneste gang trænger tvivlen og ”selvynken” igennem i brevet. Han har udelukkende øje for at trøste og at få moren til at forstå, at hans død er ubetydelig i forhold til den ide og inspiration, der vil leve videre i kraft af den modstand, han var en del af:
”Kære mor
Jeg ved, du er en stærk kvinde, og at du vil tage dette, men hører du, det er ikke nok, at du tager dette, du skal også forstå det. Jeg er kun en lille ting, og min person vil meget snart være glemt, men den ide, det liv, den inspiration, der fyldte mig, vil leve videre. Du vil træffe den overalt, i træerne om foråret, i mennesker, du møder på din vej, i et kærligt smil. Du vil møde det, der måske har værdi hos mig, du vil elske det, og du vil ikke glemme mig. Jeg vil få lov til at vokse mig stor og moden, jeg vil leve hos jer, hvis hjerter, jeg engang fyldte, og I vil leve videre, for I ved, at jeg er forude og ikke, som du måske først vil mene, bagude.
Jeg har vandret ad en vej, som jeg ikke har fortrudt, jeg har aldrig svigtet, hvad der i mit hjerte stod, og jeg synes, jeg kan se en sammenhæng. ………. Tiden er kort, tankerne mange. Jeg kan ikke rigtig forklare det, men mit sind er fuldkomment roligt.
………………………………………………….
Du føler en skæren i sindet, det er sorgen, siger man, men se længere, vi skal dø, og om, jeg sover hen lidt før eller senere, det kan hverken du eller jeg sige, om det er godt eller ondt. Husk, og det sværger jeg dig er sandt, at al smerte bliver til lykke, men kun de færreste vil nogen sinde senere indrømme det overfor sig selv. De hyllede sig i smerten, og vanen fik dem til at tro, at det stadig var smerte, og de hyllede sig stadig i den. Sandheden er, at efter smerte kommer dybde, og efter dybden kommer frugt.
…………………………………………………
…….. Nu dør jeg, og jeg ved ikke, om jeg har tændt en lille flamme, som skal overleve mig, men endda er jeg rolig, for jeg har set og ved, at naturen er rig, ingen mærker om nogle enkelte spirer bliver trådt under fode og dør derved, hvorfor skulle jeg så fortvivle, når jeg ser al den rigdom, som endda lever.
……………………………………………….
……. Hils dem fra mig, min gudsøn og hans broder. Jeg ser, hvad vej det går vores land, men husk, og det skal I alle huske, at drømmen ikke må være at nå tilbage til den tid inden krigen, men at drømmen for jer alle, unge og gamle, skal være at skabe et ikke ensidigt, men et rent menneskeligt ideal for os alle. Det er den store gave, vort land tørster efter, noget, hver lille bondesøn kan se hen til og med glæde føle, at han har del i og arbejdet og kæmpet for.
I hast – din ældste og eneste søn
Kim”
Kim frisætter sin kæreste
Endnu mere målløs bliver man, når man læser Kims afskedsbrev til sin kæreste, Hanne, som var 20 år. Hvilket format og storsind af en 21-årig, der giver sin elskede fri. Ja, han forventer endda af hende, at hun finder sig en ny, for ellers vil hun miste det, som han satte allermest pris på hos hende – ”nemlig din kvindelighed”:
”Min egen lille unge
….. Hvorledes skal denne svanesang så forme sig. Tiden er kort – tankerne mange, hvad er det sidste og dyreste, jeg kan give dig, hvad ejer jeg, som jeg her i afskeden kan give dig, så du med sorg og dog med et lykkeligt smil lever videre, vokser og bliver stor.
………., og vi elskede hinanden. Det gør vi endnu, og det vil vi blive ved med, men en dag skilte storme os, jeg stødte på grund og sank, du blev skyllet op på en ny kyst, du skal leve videre i en ny verden. Du skal ikke glemme mig, det forlanger jeg ikke, hvorfor skulle du glemme noget, der er så skønt, men du må ikke blive afhængig af det, du skal glide videre lige let og dobbelt lykkelig, for livet skænkede dig på din vej det dejligste dejlige. Riv dig løs, lad dette lykkeligste lykkelige være alt for dig, lad det stråle som det stærkeste og klareste af alt, men lad det kun være et af de gyldne minder, lad det ikke blænde dig, så du ikke kan se alt det dejlige, du har til gode. Du må ikke blive tung, du skal blive moden og rig, hører du, min egen kære unge.
Du lever videre og vil møde andre dejlige eventyr, men lov mig, det skylder du alt det, jeg har levet for, at aldrig vil tanken om mig stille sig mellem dig og livet. Husk, jeg er en kerne i dig, og at jeg forlader dig, betyder kun, at alene kernen lever videre. Den skal være sund og naturlig, den skal ikke optage for megen plads, og efterhånden som større og vigtigere ting kommer for, skal den glide i baggrunden og netop være en lille del af en jordbund, der er fuld af al lykke og udvikling.
…….. Løft hovedet, du mit hjertes allerdyrebareste kerne, løft og se, havet et blåt endnu, det hav, som jeg elskede, og som har indhyllet os begge. Lev du nu for os begge. Jeg er væk og borte, og det, der er tilbage er ikke et minde, som gør dig til kvinde i …….s stil, men en kvinde, der er levende og varm, moden og lykkelig. Ikke noget med at hæve dig for at sidde oven på sorgen, for så stivner du og bliver hellig i din tro på mig og på dig selv, og du vil miste det, jeg elskede højest af alt hos dig – nemlig din kvindelighed.
………………………….
Se Hanne, en dag vil du møde en, der vil være din mand, og vil tanken om mig så ikke skyde igennem dig, du vil måske i bunden have en svag følelse af, at du svigter mig eller noget, der er rent og helligt i dig. Hanne, se op igen, se ind i mine smilende blå øjne, og du vil forstå, at den eneste måde, du kan svigte mig på, er ved ikke helt at følge ethvert naturligt instinkt. Du ser ham, og lad dit hjerte flyde ham i møde. Ikke for at drukne sorgen, men fordi du elsker ham af et ærligt hjerte. Du vil blive meget, meget lykkelig, for du har fået en grund, hvor endnu for dig ukendte følelser vil gro frodigt.
…………………………………
… det er som om jeg føler, at jeg kan gøre mere for dig, og du er indbegrebet af alt levende liv for mig. Jeg skal have blæst alt det liv, der findes i mig, over i dig, så det kan fortsætte, og så lidt som muligt gå til spilde, sådan er min natur nu engang.
Din for evigt
Kim”
Hanne og Kim fotograferet i 1944.
Billedmateriale fra familiens arkiv.
”Glem aldrig modet, kærligheden og håbet”
Det blev langt, det her.
Men jeg blev revet med af disse afskedsbreve, fordi det er danmarkshistorie, og fordi det kunne have været ”dig og mig,” der havde modtaget et af brevene.
Det er almindelig menneskers almindelige børn, der er gået ind i kampen for Danmarks sag.
Sagnet går jo på, at når Danmark kommer i fare, så vågner Holger Danske op i Kronborgs kælder, og kommer Danmark til undsætning.
Måske er Holger Danske synonym for Danmarks ungdom, som vågner op, når faren er allerstørst, og de voksne ikke er deres opgave voksen.
Det er også lidt tankevækkende, at en stor del af de dødsdømte var medlem af modstandsgruppen ”Holger Danske”!
Jeg vil slutte af med et par citater, som på en eller anden måde sammenfatter ovenstående:
”Det er bedre at have elsket og have mistet end aldrig at have elsket.”
(Fra Alfred Tennyson’s bog ”In Memoriam”)
”Glem aldrig modet, kærligheden og håbet, vi er blevet givet af dem, der overlevede, og dem, der ikke gjorde.”
(En dedikation fra forfatteren Heather Morris (som overlevede Auschwich) til sine børnebørn i indledningen af bogen ”Cilkas rejse,” som fortæller Heathers utrolig rørende og barske erindringer fra sin tid i koncentrationslejr.)
Comments