top of page

Kærlighed er et venskab sat til musik

TEMA-citater:

1. Når man står over for døden, er kærligheden den eneste trøst

2. Stop aldrig med at smile, for du ved aldrig, hvem der er forelsket i dit smil

3. Hvis bare jeg kunne give dig ‘en gave i livet, ville det være muligheden for at se dig selv, som jeg ser dig hver dag. Din venlighed, din skønhed og din livsglæde gør mig så stolt. Hvis du kunne se dig selv, som jeg gør, ville du virkeligt forstå, hvor meget du betyder for mig

4. Kærlighed er, når venskab bliver sat i brand

5. Det handler ikke om, hvor stor flammen er, når bare man formår at holde liv i gløderne

6. Give the ones you

love wings to fly,

root to come back

and reasons to stay.

7. Når du finder armene, der vil holde dig, når du er svagest. Øjnene, der vil se dig, når du er grimmest. Samt hjertet, der vil elske dig, selvom du er mest træls, så har du fundet den ægte kærlighed.

8. En klog mand sagde engang: Hvis du elsker noget, så slip det fri. Kommer det tilbage er det dit for altid. Gør det ikke, var det aldrig dit til at begynde med.


Forleden stødte jeg på nedenstående billede på Internettet:



Der var ingen datering eller kreditering på. Heller ingen kommentarer i øvrigt.

Det er også fuldstændig ligegyldigt, for billedet taler helt for sig selv:

To børn, som er totalt fortabt/forgabt i hinanden. De befinder sig i deres egen boble uden for tid og sted, og har kun øje for hinanden. Kropssproget signalerer respekt, interesse, betagethed og – tolker jeg – forelskelse. Måden at sidde på - kroppene vendt mod hinanden -, hændernes positur – samlede i skødet – ,og benenes placering – med drengens ben krydsede – signalerer, at de er der, hvor de allerhelst vil være - lige der på bænken -, og absolut ikke har planer om at skulle noget andet. De har alt den tid i verden, de har brug for, fordi situationen er verden for dem.

For mig at se udstråler billedet en kæmpe tillids- og kærlighedserklæring og er et bevis på, at kærlighed ingen alder har.


Det modsatte billede har jeg også fundet. Et billede, som udstråler kærlighedens bagside:



”Der er lang vej til Kina”

Niels Hausgaard har på fremragende vis beskrevet ovenstående bænksituation i sangen ”Der er lang vej til Kina.”

 

Omkvædet lyder:

”Jeg ved der er lang vej til Kina,

men jeg kan da sagtens rejse dertil.

At jeg så ikke har noget at gøre i Kina,

kommer ikke den her sag ved.

Men du sidder på den anden side af bordet,

og den afstand er alt for stor for mig.

Og jeg mener, så vidt jeg forstår det,

den nok også er alt for stor til dig.”

 

Manden kan altså til hver en tid rejse til Kina, men han kan ikke nå sin kone, som sidder lige på den anden side af bordet.

 

Grunden til det, får vi sat ord på i starten af sangen. Her fortæller manden:

”Vores råben og skrigen har lagt sig, nu er vi begge to så stille.

Du lagde ikke fingre imellem.

Det er ellers efterhånden sjældent vi skændes, det er efterhånden sjældent vi gør noget som helst, og jeg må indrømme, hvis jeg skal sige det, at det er sommetider, jeg synes, vi har det lidt træls.”

 

At der blev råbt og skreget, får vi også en forklaring på:

Han har fået sagt, at der er ”måve” i køkkenet og at gangen, den ligner en ”møng,” og at hun smider alt ting i en ”døng.” ……. Det flyder allevegne med alverdens ting.

Hun har fået sagt, at der ingenting er ved ham, og at han ødelægger alting for hende.

 

Til sidst kommer angeren og ønsket om en anden situation, som ikke er mulig mere:

”Jeg ville ønske jeg kunne tage dig og trykke dig, og vi kunne starte sådan helt forfra igen.

Jeg ville love dig, at jeg ville elske og beskytte dig lige til døden, den skiller os ad.”


Gad vide om ikke de fleste ægtepar har været DER. I en situation, hvor den fysiske afstand er lig nul, mens den mentale afstand er uoverskuelig.



 

Kvindemænd

I de to billeder - eller mellem dem - har vi et billede på kærlighedens historie og forelskelsens natur.

Den kan anskueliggøres ved to væsener:

 

I Platons Symposion (Symposion er en filosofisk dialog skrevet af Platon nogen tid efter 385 f.Kr. og betyder faktisk ”drikkegilde”) bliver der berettet om en festlig sammenkomst, hvor en flok kloge grækere har sat sig for, efter indtagelse af en passende mængde vin, at holde hver sin tale til kærlighedens pris.

En af deltagerne, komedieforfatteren Aristofanes, beretter, at der i gamle dage - foruden mænd og kvinder - fandtes en tredje slags mennesker, kvindemænd, som havde kugleformede kroppe med fire arme og lige så mange ben, ”to ansigter, der vendte hver sin vej, et hoved, og der var fire ører og to par kønsdele.”

De havde store tanker om sig selv, så store, at Zeus og de andre guder så sig nødsaget til at behandle dem ”som man skærer et hårdkogt æg over med et hår.” Siden da har menneskene stræbt efter at blive genforenet med den halvdel, de er blevet splittet fra. Navnet for den stræben er eros.

 

I arven fra Grækenland, er der altså en forestilling om et oprindeligt perfekt hele, der med kærlighedens hjælp kan blive genskabt. I sin ufortyndede form går forestillingen ud på, at der findes ”den eneste ene,” som hver enkelt af os er bestemt for fra evigheden af. En forestilling som ovenstående billede med de to børn får næring af.

Det var historien om kvindemænd.



”Pindsvinets dilemma”

Den anden side af den myte blive repræsenteret af ”Pindsvinets dilemma.” Et dilemma, som de to personer på billede to er ramt af:

Den tyske filosof Arthur Schopenhauer beskrev ”Pindsvinets dilemma” i en analogi således:

”En kold vinterdag samledes en række pindsvin ret tæt sammen for at undgå at fryse. Men de mærkede snart virkningen af deres pigge på hinanden, hvilket fik dem til at flytte sig fra hinanden igen. Da behovet for varme igen bragte dem sammen, blev piggene igen trukket tilbage, så de blev kastet rundt mellem to onder, indtil de havde fundet den rette afstand, hvorfra de bedst kunne tåle hinanden. Det er således behovet for samvær og nærvær, der udspringer af tomheden og monotonien i menneskenes liv, der driver dem sammen, men deres mange ubehagelige og frastødende egenskaber og uudholdelige ulemper driver dem fra hinanden endnu engang. Den middelmådige afstand, som de til sidst opdager, og som gør det muligt for dem at holde ud at være sammen, er høflighed og gode manerer.”

 

Pindsvinedilemmaet er altså en analogi, der beskriver det dilemma, enhver menneskelig intimitet involverer: “Hvordan kommer man tæt på et andet menneske, uden at blive såret?”

Analogien er illustreret med to pindsvin der er forelskede, og derfor ønsker at være tæt på hinanden. Men for tæt betyder, at du stikker dig på den andens pigge. Eller det risikerer du i det mindste.

Enhver form for intimitet involverer risikoen for at blive stukket og dermed såret.

 

I Hausgaards ”Der er lang vej til Kina” har de to ægtefolk fået stukket sig så eftertrykkeligt på hinanden, at sårene ikke ser ud til at kunne heles.



Kærlighed på godt og ondt

Så det er altså i det spænd kærligheden og forelskelsen skal stå sin prøve: Vi er fra naturens hold præget til at søge efter ”den eneste ene” i vores higen efter at blive genforenet med vores anden halvdel, men i den stræben må vi leve med frygten for at blive stukket.

At elske er vidunderligt, men for mange er det også en oplevelse fuld af frygt. Frygt for at blive forladt, for at blive forrådt, for at føle sig sårbar og for at åbne sig følelsesmæssigt for nogen og senere fejle.

”Pindsvinets dilemma” handler i al sin enkelthed om frygten for at blive svigtet i forsøget på at blive elsket.

Hvem sagde, livet var let?

 

Kærlighed er et stort ord. Og alligevel tager vi det så let i vores mund. Erklærer frejdigt og ærligt, at ”se, det er kærlighed”, som Søs Fenger synger i: ”Du tog mit hjerte med.”

Det store ord kærlighed bruger vi ikke kun om de største følelser og de mest afgørende handlinger i livet – kærlighed er også en meget dagligdags ting, ja, nærmest et musikalsk tapet for alle vores daglige gøremål. På vejen til og fra skole eller arbejde, når vi venter på bussen, og når vi løber, overalt lytter vi til sange om – især ulykkelig – kærlighed.

Kærlighed er livets yderpunkter, den daglige lim i vores liv med børn, mænd, koner og kærester, men den er også den stadige strøm af ord og billeder, som hober sig op til et af de mest fortærskede emner i vores kulturs underholdningsindustri af film, bøger, TV, musik og blogs: Den romantiske kærlighed.

De varme følelser er ikke kun behagelige, men spænder fra lykke til lidelse. Man er underlagt kærlighed på godt og ondt. Det gør ondt at føle sorg og savn i forhold til de elskede, og det gør også ondt på den, hvis sind hærges af lidenskabelig jalousi. Jalousien behøver ikke at være sygelig for at være ganske invaliderende, livsbegrænsende og smertefuld.

 

”Kærlighed ved første hik”

En gang imellem rammer kærligheden så hårdt, at vi kan blive syge af den. Det er følgende historie et eksempel på:

Den handler om en ung kvinde, som den schweiziske psykoanalytiker Ludwig Binswanger havde som patient i 1929. Hun var blevet stum, efter at moren havde nægtet datteren at se den unge søofficer, som datteren var forelsket i.

Kvinden led af voldsomme anfald af hikke og hyperventilation og havde efter et af disse anfald mistet talens brug. Da Binswanger opdagede, at det var sket, efter at den unge kvinde var blevet forbudt at se sin søofficer, valgte Binswanger at behandle kvindens tavshed som et ubevidst fravalg af al kommunikation med omverdenen. Heldigvis blev kvinden helbredt for både hikke og tavshed.

Binswanger overtalte nemlig moren til at lade datteren og søofficeren give kærligheden et forsøg. Den unge kvindes sygdomssymptomer var fysiske, men de var blandt andet udtryk for et ubevidst valg om ikke at ville synke, det vil sige at acceptere morens beslutning. Binswanger foretog nogle ret konkrete fysiske greb på hendes hals ved anfaldene, som hjalp hende til at synke, men fik også moren til at indse, at den unge kvinde ikke burde stilles over for et valg mellem en kærlighed til hende og en kærlighed til en mand.

Kærligheden til søofficeren holdt for øvrigt ikke, men kvinden fik ikke sygdomstilbagefald sidenhen. Presset fra valget var forsvundet.

I tilknytning til den historie kommer til at tænke på følgende citat: ”En gammel healer sagde til sjælen: Det er ikke halsen, der smerter, men det, du ikke siger eller siger med vrede.”

Så vi skal huske at følge vort hjerte😊



Nedslag i kærlighedens sprog

Lad mig her i sidste del foretage nogle nedslag i det KÆMPE katalog, der er af tekst, som handler om kærlighed og forelskelse. Måske er der så mange sider med tekst om det, at de ville kunne nå til Kina og hjem igen, hvis de blev lagt i en bunke. Men hvad skal vi i Kina? Jeg vil hellere foretage nogle nedslag, som rammer dem, der er tæt på!

 

NEDSLAG 1:

”I går gik der igen tolv år, hvor jeg ikke så dig,” skriver Henrik Nordbrandt og siger dermed noget om den ophævelse af tiden, det er at blive forenet med den elskede, udtrykt via den uendelige forlængelse af tiden det er ikke at være sammen med hende.

 

”Kærlighed er, når du går ud og spiser og giver en masse chips til nogen uden at ønske, at den anden person giver dem tilbage til dig.”

(Gianluca, 6 år gammel)

 

“Love is like a fart. If you have to force it, it is probably shit.”

 

NEDSLAG 2:

Tove Ditlevsen skriver om “De evige tre”: ”Der er to mænd i Verden, der/bestandig krydser min Vej,/den ene er ham jeg elsker,/den anden elsker mig.” Det er så enkelt, at det ligner den rene natur, men rummer en kulturs dyrkelse af det uopnåelige, for kun ”én Gang hvert hundrede Aar kan det ske/de smelter sammen til én,” som Tove Ditlevsen slutter sit digt.

 

”Når mormor havde gigt og ikke kunne tage neglelak på mere, ville morfar gøre det for hende selvom han også havde gigt. Sådan ser kærlighed ud.”

(Rebecca, 8 år gammel)

 

“De tre vigtigste ord at sige i et parforhold: Jeg tager opvasken.”

 

Kærlighed er som mæslinger: Jo senere man bliver ramt, desto større er komplikationerne

- Douglas Jerold

 

NEDSLAG 3:

Kærligheden kan vække angsten for døden, som når Emil Aarestrup trygler sin elskede om at holde fastere omkring ham, for "Om lidt, saa er vi skilt ad,/ Som Bærrene på Hækken;/ Om lidt, er vi forsvundne,/ Som Boblerne i Bækken". Og kærligheden udstiller den totalt afpillede elsker.


”Kærlighed er når pigen tager parfumen på, drengen tager aftershave på, så går de ud sammen for at lugte til hinanden.”

(Martina, 5 år)

 

“Du er dippen til mine Sour Cream and Onion-chips.”

 

Et kys er naturens måde at stoppe en samtale på, når ord er blevet overflødige

- Ingrid Bergmann

 

NEDSLAG 4:

Morten Nielsen skriver i et frierdigt: "Ensomhed vil jeg gi dig/ fra samme Stund/ jeg holder om din Nakke/ og aabner din Mund —/ Dette er hvad jeg bringer./ Modtar du mig?"


”Kærlighed er det første, du føler, før ondskaben kommer.”

(Carlo, 5 år gammel)

 

“Jeg falder stadig for dig hver eneste dag.”

 

“If My heart was a compass, you would be North.”

 

NEDSLAG 5:

Kærligheden er ikke kun alvorsfuld, den er også den stemning, der med Morten Nielsen siger: ”Nu skal du gaa paa mig, saa let som Lys.” Kærligheden er Bellmanns Ulla, der ”ligger og sover med hånden under øre og kun vågner for at ”dø.”” Kærligheden er Benny Andersens Nina, der går i bad, og den er Jens August Schade, der spiller orgel på sin elskede kællings brysters knapper.

 

Kærlighed er, når nogen sårer dig, og du er meget vred, men du skriger ikke for at få dem til at græde.

(Susanna, 5 år gammel)

 

Kærlighed er ikke at stirre på hinanden, men at skue ud i samme retning

- Antoine de Saint-Exupéry

 

“Nogle mennesker er værd at smelte for”- Olaf, Frost


 

NEDSLAG 6:

”Nøglen til kærligheden ligger i tillid, i at etablere en optimal afstand mellem personlig frihed og en følelsesmæssig intimitet med sin partner. Først når vi slukker for vores frygt og forstår, at kærlighed uden forbehold indebærer tillid, vil vi opnå lykke. Det vil ikke gavne os at søge andres nærhed, hvis vi ikke først som pindsvin formår at slappe af i vores pigge.”


Kærlighed er den ting, der får os til at smile, når vi er trætte.

(Thomas, 4 år gammel)

 

“I love you with all my butt. I would say heart, but my butt is bigger.”- Emma Nate

 

"Du hjalp mig med at være en, jeg var mere stolt af."- Serena, Gossip Girl

 

Nedslag 7:

”Holberg siger et sted om mennesket, at det er ”et dyr, som man ikke kan definere.” Det samme kan man sige om kærligheden. Heller ikke den kan defineres. Men mennesket kan man definere som det væsen, der hele tiden alligevel prøver.”

 

Kærlighed er når mor laver kaffe til far og smager først for at sikre sig, at det er godt.

(Daniel, 7 år gammel)

 

Kysset er, hvad der blev tilbage af paradisets sprog.

- Joseph Conrad

 

Elsk mig når jeg mindst fortjener det, for det er, når jeg har mest brug for det.

- Ukendt

 

NEDSLAG 8:

”Kærlighed medfører, at vi bliver ansvarlige for den, vi knytter til os i kærlighed, og som regner med at blive holdt af og passet på. Det understreger ordene fra den franske forfatter Antoine de Saint-Exupéry og hans berømte lille eventyrbog udgivet under Anden Verdenskrig, Den lille prins: ”Du bliver for altid ansvarlig for dét, som du har gjort tamt. Du er ansvarlig for din rose””

 

Kærlighed er, når far giver mor det mest velsmagende stykke kylling.

(Elena, 5 år gammel)

 

Et kys er en af de få ting, man giver og får på samme tid

- ukendt

 

“Du er sød. Må jeg beholde dig?”

 

NEDSLAG 9:

”Konen: Jeg elsker dig.

Manden: Jeg elsker også dig.

Konen: Bevis det. Råb det til hele verden.

Manden hvisker i hendes øre: Jeg elsker dig.

Konen: Hvorfor hvisker du det til mig?

Manden: Fordi du er min verden”

 

“You are not my number one, you are my only one”

 

Kærlighed er, når min hund slikker mit ansigt, selvom jeg har ladet det være hele dagen.

(Anna Maria, 4 år gammel)

 

 

NEDSLAG 10:

”Kærlighed er som krig.

Nem at starte

svær at slutte.

Og man glemmer den aldrig”

 

Sig aldrig "Jeg elsker dig", hvis det ikke er sandt. Men hvis det er sandt, skal du sige det mange gange. Folk glemmer det.

(Jessica, 8 år gammel)

 

Kærligheden er som et hus: Nogle gange er der fest i haven og blomster og lys i vinduerne, andre gange rotter på loftet og vand i kælderen.



Comments


bottom of page