Tema-citater:
1. Sorg er kærlighed, der ikke vil gå over.
2. Sorg er kærlighed, der aldrig forsvinder.
3. Kærlighed er som krig.
Nem at starte
svær at slutte.
Og man glemmer den aldrig.
4. Sorg er en del af livet, men den må ikke trække livet ud af os. (Helsefonden)
5. ”I mange år tog jeg
sorgerne på
forskud, men det
har jeg nu aldrig
haft glæde af.”
Benny Andersen
Jeg har reflekteret lidt - eller rettere meget - over begrebet sorg den sidste tid.
I sommeren 2021 tabte min storebror kampen til kræften. Han blev 80 år.
Det er en stor sorg at miste et nært familiemedlem, som med sin empati både var et omdrejningspunkt i familien og en stor støtte rent personlig. Følelsen af afmægtighed og uafvendelighed griber en og sætter dagligdagens små fortrædeligheder i perspektiv. At stå over for det ultimative kan være skræmmende.
Tanken om aldrig at skulle høre hans stemme igen og grine af hans vittigheder, tager pusten fra en – også selv om nogle af vittighederne efterhånden er blevet vandrehistorier i familien.
Men det er jo det, der kitter en familie sammen. Disse anekdoter, som vi er fælles om, og som lige præcis definerer VORES familie. Den der eksklusivitet i at høre til i en større sammenhæng, som vel i bund og grund gør livet værd at leve. At have et sted, hvor du på mange måder kan spejle dig selv i andre, og hvor du er accepteret for den, du er og ikke for det, du kan.
Familieskab knytter bånd
I programmet Sporløs, som handler om at prøve at finde biologiske slægtninge til (typisk) adopterede personer, er bevæggrunden som oftest, at den adopterede ønsker at finde nogen, han/hun kan spejle sig i eller ser ud som. Så familieskab er altså ikke bare bundet op på kærlighed, og at du er valgt til, men også på at ”du se ud som” eller ”du gør som,” og at du er en del af en familiehistorie, der knytter bånd både bagud og fremad.
Der er ingen tvivl om, at det er stenaldermennesket, der taler til os her. For i dag er mennesker på stort set alle områder i stand til at klare sig selv. Men langt tilbage i tiden var folk afhængige af hinanden for at kunne overleve. Og at kunne genkende ved af ”at se ud som” og ”at gøre som” var livsafgørende.
Men det er alligevel ikke hele sandheden. For familieskab er også med til at give dig fornemmelsen af skæbne og mening. Fornemmelsen af at være et lille tandhjul i et større urværk, som får tiden til at gå på en meningsfuld måde.
Denne fornemmelse af samhørighed er også med til at ”overkomme” døden. Det, at vi har hinanden og føler os som en del af noget større, giver os mod til at kigge det uafvendelige i øjnene, og i den samhørighed får vi en forståelse for det uundgåelige, så sorgen gradvis bliver afløst af gode minder og familiehistorier om den afdøde, som på den måde lægger sig til rette i det netværk af efterkommere, der bærer navnet slægt.
"Sorg er kærlighedens pris"
Her i starten af november fik jeg et deja-vu til følelserne omkring min brors død.
Lidt skamfuldt – føler jeg selv – kom de i forbindelse med, at min yngste datter – som den sidste – flyttede hjemmefra.
De to begivenheder er heldigvis væsensforskellige, men der må trods alt være en vis grad af fællesmængde i dem, når jeg nu igen fik følelsen af afmægtighed og uafvendelighed og blev grebet af sorg, som dog heldigvis ikke rummer den ultimative fornemmelse, som min brors død gjorde.
De to begivenheder har givet mig lyst til at se nærmere på begrebet sorg.
Hvad er det for en fællesmængde, der kan ramme os, uanset om der er tale om livet eller døden?
Det vil jeg gøre med udgangspunkt i følgende citat:
”Sorgen er kærlighedens pris og glædens ære.”
Søger man en definition på begrebet ”sorg” på Internettet, kommer der mange hits, men de er stort set enslydende. En af dem lyder:
”Sorg er den reaktion, vi oplever, når vi mister noget, der er betydningsfuldt for os. Det kan være en elsket person, som dør, men også tab af job eller sygdom, skilsmisse, venskaber, der går i stykker og børn, der flytter hjemmefra. Sorg er en grundlæggende følelse, som de fleste vil opleve mange gange i livet.”
Tab bringer os i ubalance
Så fællesmængden i de to situationer er altså ordet ”tab.” Tabet af noget, som ikke kommer igen. Det er den der skræmmende eller paniske følelse af, at noget er ændret for altid. Jeg tænker lidt, at det er som at have sand i hånden, som gradvis forsvinder mellem fingrene på en uanset hvor hårdt, du forsøget at holde på det.
Spørgsmålet er så, hvordan vi tackler sorgen. Målet er selvfølgelig, at vi kommer igennem den og ud på den anden side, som den person, vi var før, men med et ekstra lag af erfaring, som gør os stærkere og mere modstandsdygtig over for det næste tab. For der vil altid komme et nyt tab.
Psykoterapeut Marianne Davidsen-Nielsen – som sammen med Nini Leick har skrevet bogen ”Den nødvendige smerte” – udtrykker det på følgende måde:
”Evnen til at sørge bevirker, at man kommer hjem til sig selv i stedet for at være ude af sig selv. Når man sørger, forandrer man sig, og den tilknytning, man har haft til den eller det, man har tabt, forandres. Man giver langsomt slip. Og når man sørger på en sund og naturlig måde, og giver gradvist slip, vil man i fremtiden være i stand til at åbne sit hjerte for andre mennesker og knytte nye bånd,” forklarer Marianne Davidsen-Nielsen og tilføjer:
”Sorgen er kærlighedens og tilknytningens pris.”
Men hvordan opnår vi så ”evnen til at sørge,” så sorgen bliver ”sund og naturlig,” og så vi ”gradvist kan give slip”?
Film satte tanker i gang
I 1993, da mine ældste børn var 5 og 6 år, så jeg - på et danskkursus - den franske film ”Bleu.”
Vi skulle blandt andet arbejde med filmens tema.
Den film gjorde et uudsletteligt indtryk på mig.
For det første fordi filmens hovedperson, Julie, mister sin mand og sin datter i en voldsom bilulykke.
En tragedie, som nok kan sætte tanker i gang hos en småbørnsfar.
Filmen er et par gange i forbindelse med tragiske begivenheder i min egen familie pludselig flammet op i min hukommelse og har gjort mig skræmmende bevidst om, at det, jeg aldrig nogensinde dengang havde forestillet mig skulle ramme mig, nu var blevet virkelighed. Nemlig, at jeg en dag ville stå med den samme smerte og bære på en lignende tung sorg, som filmens Julie – selvom det, der forårsagede hendes sorg, heldigvis ikke er identisk med det, der forårsagede min.
Det er som om, at tiden har indhentet mig - som den indhenter os alle. Jo ældre vi bliver, jo flere relationer får vi. De familiære relationer, som vi vel kan kalde kærlighedsrelationer, bliver øget i takt med, at vi selv og eventuelle søskende stifter familie, og på den måde sætter nye grene på familiestamtræet.
Mængden af nære venner og kolleger, som vi får en tilknytning til, bliver også - for de allerfleste af os - større med tiden.
Så det stigende antal af nære relationer sammenholdt med den stigende alder øger naturligvis risikoen for at opleve traumatiske ting, som bringer sorg med sig. Vi betaler prisen!
Jeg tænker, det er samme princip som i et computerspil, hvor du skal undgå at blive ramt, men hvor banerne bliver sværere og sværere efterhånden, som du klarer dem. Der kommer flere og flere forhindringer til.
Kan vi undgå sorgen?
Eller kan vi slippe for at betale prisen? Her vi så nået til ”For det andet” i fascinationen af ovennævnte film.
For Julie forsøger faktisk ”at snyde” sig fri af prisen:
Fra det øjeblik Julie får beskeden, forsøger hun systematisk at slette alle minder fra sit tidligere liv. Hun undgår at se på fotos, undgår at besøge gravstedet og undgår alt, hvad der minder hende om hendes afdøde mand og datter. Hun forærer sin lejlighed til mandens tidligere elskerinde, skaffer sig af med sit jordiske gods, afskærer sig fra alle sine tidligere kontakter og flytter ind i en lejlighed i Paris, hvor hun lever anonymt. Det eneste hun tager med sig er datterens uro af blå glasperler. Hun er på flugt fra fortiden og minderne. Hun ønsker at udviske sit tidligere liv fra sin hukommelse – det og den, hun var.
Forhåbningen er, at hun kan begynde forfra og gøre sig fri af smerten.
Umiddelbart er tanken vel besnærende og tillokkende: Ved at fornægte og afskære sig fra fortiden, undgår Julie sorgen og smerten.
Men kan man virkelig slette minderne og komme videre i livet – uden at bære smerten over sit tab og det sorte hul i sjælen med sig?
Kan man komme igennem sorg ved systematisk at fornægte og negligere dens eksistens? Og er det faktisk muligt overhovedet at komme videre uden at skulle igennem den tunge sorgproces og al smerten?
Flugt udskyder sorgen
Søger vi svar i føromtalte bog af psykoterapeut Marianne Davidsen-Nielsen (”Den nødvendige smerte”) er svaret et klart nej. Vi kan ikke springe smerten over. Den er absolut nødvendig for at kunne give slip og leve videre med sine tab.
Vælger vi Julies ”løsning” bliver sorgen - med terapeutens ord - ”Udskudt,” og vil ”senere måske blive vækket til live i form af angst, neuroser eller måske i form af pille- eller alkoholmisbrug. Og undgår man smerten, eller dulmer man den konstant, så lever man kun et halvt og et mere unuanceret liv.”
Lige her giver følgende citat rigtig god mening:
”Det, vi flygter fra, bærer vi med os.”
I bogen er psykoterapeuten også inde på, at det kræver mod at elske. For i kærligheden til et andet menneske gør du dig afhængig af det, og jo mere intenst man elsker noget her i livet, jo mere knust bliver man, hvis skæbnen vil, at man mister det. Derfor er der ifølge Marianne Davidsen-Nielsen ingen smutveje:
”Enten må vi undlade at elske og leve med de mangler og afsavn det indebærer – eller have modet til at vælge kærligheden. At elske medfører nemlig altid og uden undtagelse en risiko for, at vi pludselig kan miste eller tabe det, der er mest værdifuldt for os,” skriver hun.
Tab berører den inderste kerne
Og så slår hun endnu engang en tyk streg under, at vi ikke kan slippe udenom at forholde os til sorgen, fordi den rammer noget grundlæggende i os. Hun skriver:
”Så uanset at tanken om ”at springe sin sorg over,” kan være fascinerende eller fristende – så er det altså ikke en reel mulighed. Minderne kan nemlig aldrig slettes fra vores hukommelse og vores hjerter. De vil hele livet ligge lige under overfladen og komme op, når man fremkalder dem og også ganske tilfældigt: Ved lyden af et stykke musik, en bestemt blå farve på himlen eller en velkendt duft. Tabet berører vores inderste kerne.”
Men når vi så kommer hjem til os selv igen efter at have været ude af os selv, får livet igen farver og måske endda i nye nuancer:
”Men sorgen kan, når vi gennemgår den, ud over at udvikle os, også lære os at leve igen og endda også at knytte bånd og elske igen – at være i et nyt og anderledes liv på en ny og anderledes måde,” skriver Marianne Davidsen-Nielsen opmuntrende i sin bog ”Den nødvendige smerte.”
Hun er svær at slippe, denne Marianne Davidsen-Nielsen. Den nu snart 82-årige psykoterapeut har nemlig viet sit liv til at arbejde med tab, sorg og adskillelsesangst.
Hun var med til at starte landets første sorggrupper i 80’erne, og så har hun virket som både underviser, superviser og konsulent for Kræftens Bekæmpelse, praktiserende læger og præster. Hun har også – som allerede oplyst – udgivet bøger om sorgbearbejdelse, hvoraf de to sidste ”Den nødvendige smerte” og ”Blandt løver,” bliver flittigt læst og anbefales til folk, som mister eller er konfronteret med deres egen død.
Hun er altså ualmindelig klog på den del af livet, som mange - eller vel de fleste - af os helst undgår at forholde os dybere til.
Men det kan jo ikke nytte noget. For jo ældre vi bliver, jo oftere støder vi os på det uundgåelige og jo tættere kommer vi på vores egen dødelighed. Så vi er pinedød nødt til at se døden i øjnene og forlige os med den. For som Marianne Davidsen-Nielsen siger i et interview i Kristeligt Dagblad i 2020:
”Mange ville være mere i live, hvis de forholdt sig til deres egen død.”
Så berøringsangsten overfor døden binder altså noget energi i os, som kunne berige os i livet i stedet.
Vi skal kunne mestre afskeden
Lad mig dvæle lidt mere ved førnævnte interview i Kristeligt Dagblad, fordi det giver en god baggrund for at forstå betydningen af at kunne sige ordentligt farvel. At mestre afskeden er nemlig ifølge Marianne Davidsen-Nielsen en vigtig del af processen hen imod at blive (ordentlig) voksen, og at kunne se døden i øjnene. Hun siger:
”Al terapi går på en dybere plan ud på at lære at sige farvel. På fransk har man en talemåde, som siger, at det at sige farvel er at dø lidt. Og mange har virkelig svært ved at tage ordet ”farvel” i deres mund. Det er tankevækkende hvor mange, der bruger vendinger som ”Vi ses” eller ”Hej, hej” og så er det engelske ’See you’. Og, nej. Vi ved ikke, om vi ses igen. Vi skal turde se hinanden i øjnene og vide, at det ikke er sikkert, at vi ses igen.”
Og så føjer hun til:
”Men det hører med til det at blive voksen, at man kan sige ordentligt farvel. Adskillelse handler om at komme hjem til sig selv, og man skal turde tage den nødvendige konflikt, som der er i mange adskillelsesprocesser. Livet har en bagkant.”
For Marianne Davidsen-Nielsen er det vigtigste i livet netop ”at komme hjem til sig selv.” En svær og krævende proces, der ifølge terapeuten har svære kår i dag:
”Fra navlestrengen bliver skåret over, arbejder vi på at komme hjem til os selv i stedet for hjem til mor. Man skal være adskilt for at kunne være ordentligt sammen med andre mennesker. Uden adskillelsen kan man ikke mærke sig selv. Det kan være svært både at mærke sig selv og empatisk mærke de andre. Men uden den mestring har samspil med andre mennesker dårlige kår. Skal man nå til følelsesmæssig modenhed, må man altså have evnen til at se sig selv udefra og andre mennesker indefra. I dag bliver det at komme hjem til sig selv ofte forstyrret af en narcissistisk kultur, hvor det handler om at blive set af andre i stedet for at være hjemme hos sig selv.”
Vi skal turde være i os selv
Marianne Davidsen-Nielsen mener også, at det ”at komme hjem til sig selv” er helt afgørende for en healende sorgproces:
”At sørge er at turde se på de ting, man står i, og spørge, hvad det er, man har mistet. Når vi sørger, kommer vi hjem til os selv, og evnen til at sørge kommer samme sted fra som evnen til at elske. Smerte og sorg uden ord kan nemt blive til angst, uro og depression.”
OG så er sorgterapeuten heller ikke i tvivl om, at det at kunne græde er en vigtig del af sorgprocessen:
”Jeg har hørt en del sige, at de har det dårligt og græder hele tiden. Men vi skal ikke sætte lighedstegn mellem at være ked af det og at have det dårligt. Sorg er kærlighedens pris. Der er mennesker, som tror, at hvis de først begynder at græde, holder de aldrig op. De tør ikke give slip på tårerne, fordi de er bange for, at de forsvinder ind i dem. Sagen er, at man ikke græder ret længe ad gangen. Men gråden kan være vigtig, for i gråden giver vi slip, og dermed er der håb for, at noget nyt kan komme. Evnen til at sørge er evnen til at forandre sig.”
Hun har også en teori om, at det at sørge er en slags træningslejr, som specielt mænd har brug for at deltage i:
”På en måde er evnen til at sørge en slags træningslejr. Det handler om at være stærk nok til at turde være svag, og særligt mænd kan kæmpe med at turde græde. Og så er det vigtigt at spørge om, hvad man er fortvivlet over.”
Et livsvilkår er ikke en tragedie
Endelig har hun en pointe, som mange uden tvivl vil kunne nikke genkendende til:
”Når det er svært at være i sorgen, handler det også om det drama, som er knyttet til sorgen. Sorgen skyldes, at noget er forandret, og mennesker har en indbygget modstand mod forandringer.”
Til allersidst i interviewet filosoferer Marianne Davidsen-Nielsen over, hvornår dødsfald er en tragedie. Hun synes, der er en tendens til, at alle dødsfald i dag bliver benævnt som ”en tragedie.”
Den tendens vil hun ikke selv være en del af. Hun siger:
”Min død bliver ikke en tragedie. Gamle menneskers død er ikke en tragedie.”
Jeg vil slutte dette indlæg med et eventyr af H.C. Andersen. Eventyret er et godt billede på et citat, jeg er stødt på.
Citatet lyder: ”Man skal ikke lade sig begrave sammen med sine døde,” og eventyret hedder: ”Barnet i graven.”
Sammenlagt giver citat og eventyr et godt bud på, hvordan vi bør forholde os til døden. Buddet kan sammenfattes med et citat, jeg har fundet på Helsefondens hjemmeside og lyder:
”Sorg er en del af livet, men den må ikke trække livet ud af os.”
I eventyret er en fireårig dreng død. Han var forældrenes glæde og deres fremtids håb, så der er stor sorg i huset. I familien er der også to ældre døtre, men sønnen var den dyrebareste for forældrene.
Søstrene sørger, som ”unge hjerter sørger,” og faren er meget ”nedbøjet.” Men moren bliver overvældet af en enorm sorg. Hun føler barnet var en del af hende, og hun er tynget af sorg over, at barnet skal lægges i en kiste og ”gemmes i graven.” Hun bliver så fortvivlet, at hun mister troen på Gud.
I eventyret står der, at hun synker i ”fortvivlelsens bundløse intet.” I den tilstand ser hun ikke sine døtre, og når mandens tårer rammer hendes pande, ænser hun det ikke, og ”ser ikke op.”
I sin store sorg mister hun også tilliden til mennesker, og hulker til sin mand på begravelsesdagen: ”Når Gud er hård ved mig, hvorfor skulle menneskene så være bedre,” og så følger en hjerteskærende beskrivelse af selv begravelsen:
”Kisten blev bragt til graven og den trøstesløse mor sad hos sine døtre. Hun så på dem uden at se dem. Hendes tanker havde ikke mere med hjemmet at gøre. Hun overgav sig til sorgen, og den kastede hende, som søen kaster skibet, der har mistet ror og muligheden for at styre. Sådan gik begravelsesdagen og flere dage fulgte med samme ensformige, tunge smerte. Med våde øjne og bedrøvede blikke, så de sørgende derhjemme på hende, men hun hørte ikke deres trøst. Hvad kunne de da også sige, der trøstede? De var selv for bedrøvede.”
Nat og dag søger morens tanker til graven og det begravede barn. Og en nat lister hun sig ud af huset og sætter kursen mod kirkegården. Ved graven sætter hun sig på hug og bøjer hovedet mod graven, som om hun kunne se sin lille dreng gennem det tætte jordlag. Her husker hun levende ”den lille drengs smil og det kærlige udtryk i hans øjne, selv på sygelejet, som aldrig ville blive glemt. Hvor talende havde dette blik ikke været, når hun bøjede sig ned over ham og tog hans fine hånd, som han ikke selv magtede at løfte? Som hun havde siddet ved hans seng, sad hun nu ved hans grav. Men her havde tårerne frit løb. De faldt på hans grav.”
Mens hun sidder der, lyder der pludselig en dyb stemme, som siger spørgende: ”Du vil ned til dit barn?”
Og i en ”fortvivlelsens bøn” siger moren: ”Ned til mit barn!”
”Tør du følge mig?” spørger skikkelsen. ”Jeg er døden.”
Moren nikker bekræftende, og døden breder derefter sin sorte kappe ud over hende, så det bliver nat. Dødens nat. Og i eventyret står der: ”Hun sank dybere end gravspaden trænger ned. Kirkegården lå som et tag over hendes hoved.”
Da kappen glider til side, står hun i en mægtig hal og ”tæt op til sit hjerte holdt hun sit barn.” Barnet har en skønhed større end nogensinde, og en svulmende, dejlig musik når hendes ører. Det kommer fra bag det natsorte, tætte forhæng, som skiller hallen fra det store ”Evighedsland.”
Moderen hører igen den kendte og elskede røst, da drengen siger: ”Min søde mor! Min egen mor!” og ”kys fulgte på kys i uendelig lyksalighed.”
Men for drengen er det ikke uendelig lyksalighed. For morens grænseløse sorg stækker ham, hvor han er:
”Nu kan jeg flyve, mor. Flyve med alle de andre glade børn lige derind til Gud. Det vil jeg så gerne, men når du græder, som du nu græder, kan jeg ikke slippe dig, og det vil jeg så gerne. Må jeg ikke nok? Du kommer jo ind til mig lige om lidt, søde mor.”
Men moren kan ikke give slip. Hun vil holde ham og kysse ham en sidste gang.
Mens hun står og holder krampagtigt om sin døde søn, lyder hendes navn klagende ”derovre fra,” og hun ved ikke, hvad der sker. Men sønnen siger:
”Hører du? Det er far, der kalder på dig.”
Kort efter lyder der dybe suk, som fra børn, der græder, og sønnen siger:
”Det er mine søstre! Du har vel ikke glemt dem, mor?”
Pludselig husker moren sin mand og sine døtre, og en angst griber hende. Hun ser frem for sig og kan ane svævende skikkelser komme forbi – nogen synes hun at kende – og de svæver igennem Dødens dal hen mod det sorte forhæng, hvor de forsvinder. Måske kommer hendes mand og hendes døtre til syne? Men hun konstaterer: ”Nej, deres råb og deres suk lød endnu ”derovre fra.” Hun havde nær glemt dem for den døde.”
”Mor, nu ringer himmeriges klokker,” sagde barnet. ”Mor, nu står solen op.”
Et overvældende lys strømmer imod hende. Barnet er væk, og hun bliver løftet op, og det bliver koldt rundt om hende. Da hun løfter hovedet, ser hun, at hun ligger på sin søns grav på kirkegården, og hun erkender, at Gud i drømmen blev en støtte ”for hendes fod” og ”et lys for hendes forstand.”
Hun har overvundet den uendelige sorg over døden, og kan nu se, at hendes forpligtigelse er hos de nære, som er i live, og det var som om ”hendes hjerte fandt lettelse.”
Lyset vinder helt bogstaveligt over døden, for eventyret slutter med følgende ord:
”Da brød solen frem, og en lille fugl sang over hendes hoved, og kirkeklokkerne ringede til morgensang. Der blev så helligt rundt om hende. Helligt som i hendes hjerte. Hun kendte sin Gud, og hun kendte sine pligter, og i længsel hastede hun hjem. Her bøjede hun sig over sin mand, og hendes varme og inderlige kys vækkede ham, og de talte hjertets inderligste ord. Hun var stærk og mild, som en hustru skal være. Fra hende kom nu fortrøstningens væld (den, der kan trøste).”
Ludwig Bødtcher (dansk lyriker -1793-1874) får det sidste ord:
Ved et Tab (1870)
Hvad her vi elske, ejes kun på Borg,
Paa uvis Frist, saa er Naturens Orden,
Og vil du være fri for Savn og Sorg,
Da maa du Intet elske her på Jorden;
Men Sorgen er en Engels dunkle Haand,
Som luttrer, hvad os jordisk kjært er vorden,
Og løfter mod det Evige vor Aand –
Og derfor skal du – elske her på Jorden.
Comments