TEMA-citater:
1. You cannot hang out with negative people and expect to live a positive life.
2. Forband ikke mørket, men tænd et lys i stedet.
3. The truth always comes out in the end, no matter how hard anyone tries to hide it or stop it. Lies are just a temporary delay to the inevitable.
4. If you are depressed, you are living in the past.
If you are anxious, you are living in the future.
If you are at peace, you are living in the present.
Lao Tzu
5. Vær aldrig for stolt til at sige undskyld. Vær aldrig for stolt til at tilgive. Det kræver nemlig en stærk og smuk sjæl at kunne gøre begge dele.
6. Some people are so fake, that if you look behind their necks, you’ll see …… Made in China
7. ”……..man kan ikke melde sig ud af slægten” Sagt af Sørine Gotfredsen.
Kan man melde sig ud af historien? (Red.)
8. ”Når man lukker lort ud, står man selv tilbage med smagen af lort i munden.” (Sagt af kriminalreporter Marie Louise Toksvig til Femina den 7. oktober 2019.)
Hvorfor er der en masse af os, der går og har ondt i maven for tiden? Hvorfor har usikkerheden sneget sig ind i vore hjerter og har transskriberet en mørk årstid til en tilsvarende tilstand i vort indre?
Uden at jeg har empirisk bevis for det, så tillader jeg mig alligevel at skrive “os, vi og vores,” fordi jeg er sikker på, at jeg taler på manges vegne. Jeg taler nemlig på vegne af alle dem, der er blevet rystet i deres grundvold. Alle de, som er blevet opdraget på gode kristne værdier. Ikke nødvendigvis fordi de har overrendt kirken eller missionshuset, men fordi de kristne værdier igennem menneskealdre har farvet vores måde at omgås hinanden på. Kristne værdier, som har reguleret vores adfærd i generationer, og som ligger til grund for det tankesæt, vi fx driver vores folkeskole på, og som vort retssystem også er rundet af.
Ankre af tanker og værdier, som grundfæster os til hinanden, tilværelsen og livet, så vi kan ånde frit og udleve det potentiale, vi er lagt i vuggen med. Et bånd af forpligtigelser, som frigør os til at leve livet. Ikke et grænseløst liv, men et liv med kærlige og vide rammer, som gør det trygt at være til stede. Rammer, der som en hyrdehund eller et kompas, sørger for, at vi bliver indenfor det store forpligtigende fællesskab.
For kun der kan vi lykkes som mennesker.
MEN nu er vi altså blevet udfordret på det, vi troede, var det absolutte. Det, vi troede, der var konsensus om, og som ikke var til diskussion.
Årsag: Donald Trump er kommet til magten i USA og har sat spørgsmålstegn ved nogle af vore allermest grundlæggende principper og værdier.
Han er blandt andet helt nede at klemme omkring en af de dybeste og tykkeste rødder i fundamentet, når han anerkender løgnen som en acceptabel måde at kommunikerer på. For ham er løgnen en reel mulighed for at opnå det, han ønsker. I hans univers er løgnen et brugbart instrument i jagten på et mål.
"Jeg bliver den største præsiden, Gud nogensinde har skabt."
Lyv, lyv, lyv
I en dokumentar om Trump, fremgår det, at han af sin far er opdraget til aldrig at anerkende et nederlag.
Jeg tror, at vi alle forstår, at hvis vi til evig tid skal undgå at tabe, så bliver løgnen en helt nødvendig og uundgåelig del af livet.
Mon ikke vi alle har prøvet at bortforklare et nederlag med dårlige undskyldninger og løgne? I så fald har vi også alle prøvet at få den der dårlige smag i munden, som løgnen giver. En smag, som består af lige dele syrlig syre af usandhed, uformåen og af flovhed over ikke at anerkende en andens sejr.
Det er ultimativt, at en vigtig del af livet er at lære at tabe. Det ligger simpelt hen i definitionen på at være et menneske. Det er et grundstof i relationen mellem mennesker. For ellers stopper al udvikling.
At lære at tabe er en motivation til at forbedre sig, og det gør dig i stand til at anerkende, at en anden har sejret. Og anerkendelse er endnu et grundstof i relationen mellem mennesker, for deri ligger motivationen til at gøre sig umage. Anerkendelse er også i familie med både empati og ”det at se andre,” så med den får vi fornemmelsen af både at blive værdsat og at være i samhørighed med.
Og så er der det med løgnen, at den har det med at lægge plastic over hjertet, så det er svært at trække vejret.
Gad vide om ikke Donald Trump har lidt vejrtrækningsproblemer ind imellem?
Jeg vender lige tilbage med ren ilt og en respirator for at puste lidt mere liv og viden i den alvorlige problematik omkring det, at bruge løgnen som et sandhedsvidne!!
For først vil jeg tage endnu et livtag med Trump og hans tvivlsomme omgang med en anden af vore givne og værdifulde menneskelige regulatorer.
Han har nemlig også sine små fedtede fingre - eller måske skulle vi sige ”sin jernhandske” - omring en anden værdirod, så den er ved at kvæles. En rod, som ikke har sin oprindelse i Biblen, men som er vokset ud af vores måde at regulere hinanden og samfundet på, nemlig ”folkestyret” udmøntet i demokratibegrebet.
Grundlæggende er demokratibegrebet eller demokratiperspektivet tæt knyttet til dannelsesperspektivet. Forklaring følger: Dannelse refererer til processen om ”at blive dannet.” Og hvorfor er det interessant i et demokratiperspektiv? Jo, dybest set fordi, at det at være et (ud)dannet menneske forbindes med at være et indsigtsfuldt menneske, der er i stand til at kunne lede sig selv og andre henimod at kunne træffe og tage værdifulde og kloge beslutninger.
Denne værdi eller dette værdisæt er en så vigtig del af det danske samfund, at det som eksempel er blevet indskrevet i §1 i Folkeskoleloven. §1, stk. 3 lyder:
”Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”
Per Stig og ”Onkel Sam”
Klaus Rifbjerg har engang sagt, at der i Danmark kun findes omkring 2.000 virkeligt begavede mennesker.
Som et lille indskud her, kan man da vist godt påstå, at ingen af dem har fundet vej til vores forsvarsministerium set i lyset af de beslutninger (eller mangel på samme,) der er blevet truffet om fx sikkerheden i Grønland og den manglende rettidige omhu til at udskifte eller ny-indkøbe brugbar militært materiel til sikring af de danske interesser og grænser.
2.000 er måske nok i denne lave ende. Men der er ingen tvivl om, at hvis det forholdt sig sådan, så ville en af de ypperste repræsentanter for disse kloge mennesker være tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K).
Han har i et debatindlæg i Berlingske Tidende dateret den 13. februar sat kloge ord på den følelse af mismod, som Trumps indtog i Det Hvide Hus har forårsaget, og han kaster dermed store brændeknuder på det bål, som er mit ærinde her.
Det mest geniale i indlægget er, at Stig Møller adressere sine ord til ”Onkel Sam,” (på amerikanske U.S. – Uncle Sam) som er den almindelige nationale personificering af den amerikanske regering. Dermed sætter han Donald Trump ind i en historisk sammenhæng, og udstiller eller pinpointer, hvilken historiske arv, Trump er valg til at videreføre, men som han i stedet er ved at kaste ud med badevandet i et forsøg på at gøre sin præsidentperiode til et egoistisk projekt, der ikke behøver at følge nogle regler eller blive set i et historiske forløb med forpligtigelser, kontinuitet og konsensus.
Lad mig lige citere et par centrale pointer fra Per Stig Møllers debatindlæg.
Brev til et forbillede
Han indleder med at personificere onkel Sam med den onkel, som både gjorde Per Stig tryg og som skærmede ham fra alt de onde:
”Kære onkel Sam
Jeg er født under Anden Verdenskrig og voksede op under Den Kolde Krig med stor tillid til dig.
Den første lakplade, jeg husker, er Sid Merrymans ”Onkel Sam, du skal fejres med brask og med bram.”
Du frelste os fra Nazityskland og Sovjetunionen og lagde grunden til Vestens fremgang med din Marshallhjælp. Du var verdens gode politibetjent og beskytter af demokratiet og friheden.”
Derefter citerer han den vel nok mest ikoniske amerikanske præsident, John F. Kennedy, som i sin tiltrædelsestale i 1961 forsikrede verden om:
”…. at USA vil betale enhver pris, bære enhver byrde, møde enhver vanskelighed, støtte enhver ven, bekæmpe enhver fjende for at sikre frihedens overlevelse og succes. Det lover vi – og mere til,” og med den ed blev Stig Møllers cementeret i sin tillid til og beundring af ”hans” onkel Sam.
Indlægget forsætter med flere lovprisninger af initiativer, som USA har beriget verden med i tidens løb og som vel i en eller anden forstand sætter retning for og lægger skinner ud til den eller de præsidenter, der måtte følge efter.
Men det vil Trump ”sgu da sk….. på.” Han føler sig hverken forpligtiget af arv eller miljø.
Så en lettere omskrivning af diskussionen om arv og miljø med forlæg i hhv. H.C. Andersens ”Den grimme ælling” (”Det gør ikke noget at være født i andegården, når man bare har ligget i et svaneæg”) og Pontoppidans ”Ørneflugt,” (”For det nytter alligevel ikke at man har ligget i et ørneæg, når man er vokset op i andegården”) kunne vel i Trumps tilfælde lyde:
”Det nytter alligevel ikke noget at have ligget i et guldæg, hvis vidden er en sørgerand.” (En sørgerand opstår, når et æg har kogt for længe!)
I hvert fald fortsætter Per Stig Møller sit indlæg med spørgsmålet:
”Nu spørger jeg dig, onkel Sam, om du kan se dig selv i spejlet uden at skamme dig?”
I sin vid hudfletter Møller Trumps bedrag mod sin ”historiske forpligtigelse” eller ”påtvungne arv,” med følgende tirade:
”Præsident Donald J. Trump bryder din forfatning, mens Kongressen er passiv. Magtens tredeling har han ophævet. Han er lovgiver, udøver og blæser på retssystemet i tillid til den immunitet, hans politiserende Højesteret har udstyret ham med.”
Lidt senere står der:
”Nu leger din præsident også med globussen (som diktatoren i Chaplins ”Diktatoren”) og sætter sin finger på Canada, Grønland, Panama og selv Gaza, som alt sammen skal tilfalde jer. Men tror du virkelig, I kan købe eller banke hele verden?”
Røverkapitalisme
Senere går han i rette med ”sin onkel,” som han synes svigter:
”Vi stolede på, at du havde vores ryg, men indser nu, at du falder dine venner i ryggen. Du fik i 1994 Ukraine til at aflevere sine atomvåben til Rusland mod, at du garanterede dets grænser. Det løfte glemte du, og nu vil du aflevere mindst 20 procent af Ukraine til Rusland uden at spørge Ukraine.”
Den behandling af Ukraine får ham til at finde de store gloser frem:
”Jamen, onkel Sam, det er jo en røverkapitalisme, ligesom Trumps forbillede præsident McKinley udfoldede det.”
Afslutningsvis forsøger Per Stig Møller at tale til fornuften med både pisk og gulerod:
”Verdenskrigene og Den Kolde Krig fik dig til at erkende, at man ikke kan skjule sig fra verden. Med stor energi og generøsitet skabte du en ny verdensorden, som Trump nu opløser. Ved siden af din hårde magt udviklede du blød magt gennem USAID, som Trump nu nedlægger. Derved svigter du millioner i den tredje verden, som herefter søger nye venner.
I Europa vokser erkendelsen af, at vi ender med at være alene hjemme. Men, kære onkel Sam, det kan også ende med, at du er helt alene hjemme.
Skulle vi så ikke hellere stå sammen i en stormfuld verden?”
Således blev en klog mand mit talerør i forsøget på at sætte ord på den bekymring, som Donald Trumps aggressive adfærd sætter i gang i mig.
På amerikansk betyder ordet ”bullying,” mobning på dansk.
”Over there” har de også ordet ”bully.” Ex ”He is a bully.”
Det er afledt af navneordet ”a bull,” som betyder en tyr.
Jeg synes, at ordet ”bully” passer perfekt på Trump.
Det kan betyde: tyran, bølle, ”herse med”, mobbe, tyrannisere – alt efter hvilken ordklasse, det bliver bøjet til.
Er det ikke også som om, at der er aftegninger af to horn i panden på Trump lige der, hvor selvbruneren ikke når op? 😊
Løgnen blev holdt i snor
Og så tilbage til løgnen, som er mere reglen end undtagelsen, når Trump åbner munden.
De fleste af os er nok opdraget med ikke at måtte lyve.
I min generation - os, der er født i 50’erne - og der, hvor jeg er barnefødt, var løgnen meget ”håndholdt.” Vi skulle forholde os til, hvad vi fik fortalt, og hvad vi hørte. Og ud over, hvad ”de nære voksne” – mest vore forældre - fortalte, så fik vi verdens gang præsenteret i det lille sort-hvide TV gennem TV-avisen, som var vores eneste mulighed, og hvis indhold var konstitueret ved at være så tæt på sandheden som mulig, OG så sprogligt korrekt som mulig. Det var en æressag at forsøge at være objektiv, og da ingen endnu havde skænket begrebet ”spindoktor” en tanke, så var det de klassiske journalistiske dyder om upartiskhed, krav om beviser, saglige begrundelser og dokumentation, der var det etiske regelsæt.
Ud over det, fik de fleste voksne mennesker i min generation leveret ”den lokale sprøjte”, Dagbladet, hvis lokale nyheder var så nære, at snyd og løgn i historierne til enhver tid ville blive opdaget og ”tisket om.”
Så den bevidste løgn skulle dagbladets journalister nok afholde sig fra.
Endelig var der bysladderen, hvor der ganske vist var snydt lidt på sandhedsvægten, men indenfor en indforstået ramme, hvor selve det ikke at måtte lyve stadig stod for troende.
Men overordnet set, så var løgnen ikke noget, vi skulle forholde os til, fordi der i byen/på landet var en stiltiende overenskomst om, at det (løj) gjorde man ikke.
Hvorfor var der så en stiltiende overenskomst om, hvilken moral, der gjaldt? Jo, det var der, fordi vi alle i skolen havde lært om og havde respekt for ”De ti bud.” Både store som små. Og til konfirmationsforberedelsen i 7. klasse fik budene lige en opfriskning igennem ”Luthers katekismus,” så moralen - inden man skulle ud at tjene eller i lære - stod skarpt, - når nu mor og far måske ikke var der som regulatorer længere.
I forhold til det at lyve, så er det det ottende bud, der er interessant. I Luthers udgave af buddene lyder det sådan: ”Du må ikke vidne falsk mod din næste.” Underforstået: Du må ikke lyve. Og i konfirmationsudgaven udtrykt gennem Luthers katekismus skal vi sågar ”bestræbe os på at tale godt og kærligt om vores næste.” Ja vi opfordres tilmed til ”at undskylde vores næste,” når der er noget dårligt at sige om ham eller hende.
Bondemoral og Trumpisme
Det er denne bondemoral, der nu clasher med Trumps totale mangel på samme. Endda i en sådan grad, at det kan virke angstprovokerende.
Jeg har det sådan, at hvis jeg bliver udfordret på mit grundlæggende verdensbillede, så må jeg søge en forklaring. Jeg er nødt til at prøve at finde ud af, hvad der har forårsaget, at vi er endt i hvert vort ringhjørne på et område, hvor der - efter mine begreber – ikke burde være noget at rafle om.
Men lad mig sige det med det samme. Det er eddermame et komplekst område. Utallige er de afhandlinger og disputatser, der er skrevet om emnet.
Lad mig alligevel lave et lille og temmelig sikkert overfladisk nedslag i den litteratur, der har forsøgt at forklare, hvorfor løgnen har vundet indpas i medieverdenen med det politiske lag som hovedleverandørerne:
Tekstforfatter Anne Marie Mygind er forfatter til en ny bog om løgn (”Løgn – en guide”).
I den fortæller hun blandt andet, at vi alle i snit lyver fire gange om dagen. Hun kalder dagligdagens hvide løgne for ”samfundets olie.” Hun skriver blandt andet om ”den olie” følgende:
”Afbud er nogle af de løgne, vi først sender. Den hensynsfulde løgn. At rose maden, der ikke har fået salt nok. Vi plejer vores relationer via løgne. Når vi overdriver eller fortier noget, er det også en slags løgn.”
Psykolog Charlotte Skeel forklarer på DR.DK/psykologi, at løgnen er en indgroet del af vores omgang med hinanden, og selvom man gerne vil være et menneske, der slet ikke lyver, så kan det faktisk være svært, for ofte slipper løgnen over læberne på os for at sikre social overlevelse. Hun siger:
”Hvis vi skal undgå at lyve, så kræver det, at man er enige om, hvad sandheden egentlig er. Den kan variere fra menneske til menneske. Vi har hver vores virkeligheder, og det gør det svært at komme løgnen til livs.”
Store og små løgne
Så selv med en bondemoral, så må vi - bønderne - altså erkende, at løgnen er kommet for at blive, og at den på et eller andet plan kan have en samfundsgavnlig effekt, fordi den hjælper med til at tage hensyn og at pleje relationer.
Så langt så godt - og stadig indenfor katekismens rammer!!
Men herfra skrider det lidt eller meget. For med mennesker med magt gælder der åbenbart andre regler.
I sin bog ”Løgn – en guide” skriver Anne Marie Mygind også:
”For mennesker med magt er der imidlertid også andre hensyn at varetage. De foretrækker i øvrigt ikke ordet ”løgn,” når de selv forholder sig til emnet. De taler hellere om ”misvisende verbal kommunikation.””
Det er måske her, det skal indskydes, at Trump - ifølge The Washington Post’s faktatjekteam - løj ikke færre end 30.573 gange i sin sidste præsidentperiode fra 2017 – 2021, og at halvdelen af de løgne blev fyret af det sidste år.
Nogle af hans løgne blev tilmed testet i avisens løgnedetektor, der uddeler Pinocchio-næser på basis af løgnens størrelse. Fire næser kan en løgn opnå, hvor den fjerde næse har betegnelsen: ” Komplet vrøvl.”
En betegnelse, som fx historierne om, at vaccinen slog flere mennesker ihjel end covid-19, at Trump blev snydt for valgsejren, og at klimaforandringerne er fake blev belønnet med.
Konklusionen på de tests får vist et fint udtryk i følgende overskrift om emnet i Jyllands-Posten: ”Trumps Pinocchionæse vokser.” Og i underrubrikken står der: ”Hvis ikke Trumps næse skal vokse sig helt ud af skærmen, må han hellere holde sig til sandheden.”
Trumps egen kommentar til denne løgnedetektortest var: ”It’s fake news.”
Løgnen bliver et magtredskab
For at forklare de psykologiske mekanismer, der gør det muligt på den måde at tilsidesætte moralen, henviser lektor i klinisk socialpsykologi ved Aalborg Universitet Einar Baldvin Baldursson til adskillige psykologiske forskningsprojekter om magtens psykologi. De viser, at mennesker, der er bevidste om deres magt, begynder at opfatte verden anderledes. Deres evne til at bedømme andre mennesker forandrer sig, så de i mindre grad ser individuelle personer, og i højere grad ser redskaber til at nå et givent mål.
”Det betyder, at den mentale begrænsning af personens evne til at fortælle usandheder forsvinder. De usandheder, der fortælles videre, betragtes ikke som løgn. De betragtes som et middel til at nå det ønskede resultat,” siger Einar Baldvin Baldursson, som ofte hører ledere undskylde sig med, ”at det forventes af ham,” og at personen gjorde det ”for at hjælpe andre.”
Den amerikanske antropolog Dana Carney mener at kunne påvise, at løgne påvirker mennesker med magt mindre end andre. Hun færdiggjorde forskning på området i 2010 og har konkluderet, at magt styrker lederens kognitive ressourcer og øger niveauet af testosteron i kroppen, som mindsker lederens stresspåvirkning. På den baggrund er lederen i stand til at undertrykke følelser forbundet med at levere fabrikerede løgne og usandheder.
Den fremtrædende filosof og politolog Hannah Arendt (1906-1975) har i en bog (”Totalitarismens oprindelse”) engang beskrevet sammenhængen mellem politik og løgne på følgende måde:
”Det politiske rationale er at kunne ændre verden, og løgnens rationale er netop også at kunne ændre verden. Derfor hænger politik og løgn så tæt sammen. Begge ønsker at ændre verden. Denne kobling mellem politik og løgn resulterer naturligvis i en tvivlsom forbindelse mellem politik og moral. Det område, hvor forskellen mellem det politiske håndværks særlige rationalitet og den almindelige, mellemmenneskelige moral kommer tydeligst frem, er da også lige netop omkring løgnen.”
Moralen bliver den lille
Så sammenhængen mellem løgne og politik tager altså moralen som gidsel, og udfordre alle dem, der, som en del af deres opdragelse, fik at vide, at man skulle stræbe efter at blive ” et ordentligt menneske,” hvilket indebærer, at man lever op til de moralske krav og forventninger, man står overfor.
Vi kan alle nævne eksempler på, at det politiske lag har forsøgt sig med løgnen, for både at undgå moralens vogter OG risikoen for at miste post, indflydelse og magt.
Tænk bare på Schlüters: ”Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet,” eller præsident Clintons: ”I did not have sexual relations with that women, Miss Lavinski,” eller hvad med Inger Støjbergs ”barnebrudesag,” hvor hun blev dømt af Rigsretten for at have sendt en instruks til Udlændingestyrelsen om, at ingen mindreårige under 18 år måtte indkvarteres på samme asylcenter som en ægtefælle eller samlever, selvom hun fra sit eget embedsværk havde fået en E-mail om, at fjernelse af undtagelsen - altså den konkrete vurdering – kunne være et lovbrud.
Den E-mail blev ”desværre” slettet, og Støjberg påstod, at hun aldrig havde modtaget den.
Det troede Rigsretten ikke på.
Kimen er lagt til et totalitært styre
MEN der er sket noget nyt i det seneste årti, som kan blive både samfundsomvæltende og meget svært at have med at gøre. For selv om der altid har været en tæt forbindelse mellem den politiske verden og løgnen, så har løgnen i dag vokset sig så stor og er blevet så produktiv, at den skaber nye versioner af virkeligheden, som nærmest alene bygger på løgnens og usandfærdighedens forudsætninger.
Og en sådan konstrueret verdensorden, der bygger på løgne, giver de ideelle vækstbetingelser for et totalitært styre.
Det var blandt andet denne trussel mod demokratiet, som Hannah Arendt beskriver i bogen om ”Totalitarismens oprindelse:”
”Det ideelle subjekt for totalitært styre er ikke den overbeviste nazist eller den overbeviste kommunist, men mennesker, for hvem sondringen mellem fakta og fiktion (det vil sige erfaringens virkelighed), og sondringen mellem sandt og falsk (det vil sige tankestandarderne), ikke længere eksisterer.”
Det lyder voldsomt bekymrende☹
”For det katastrofale i det her er, at den politiske løgn aldrig blot er et individuelt fænomen. Det er ikke bare en politiker, som lyver. Den politiske løgn har altid sociale og samfundsmæssige konsekvenser. Disse konsekvenser forstærkes i det post-faktuelle samfund, hvor de kommer til at gribe stærkere og stærkere ind i vores liv,” som den danske religionshistoriker, professor og dr.phil. Jens Peter Schjødt skrev i en kronik på netmediet pov.international den 14. august sidste år.
Vi har altså at gøre med politiske løgne, som bliver næret af en udvikling i samfundet, som Schjødt kalder ”det post-faktuelle samfund.” Umiddelbart betragtet altså et samfund, som ikke er styret af fakta længere.
Hvis man dykker ned i det begreb, så bliver man svimmel, hvis - vel at mærke - man ikke er professor eller forsker.
Så jeg nøjes med nogle få verdslige nedslag og et par overskrifter, som i det mindste giver en ide om, hvad vi har med at gøre og lever midt i.
Jeg har allieret mig med en artikel fra netmediet mandagmorgen (mm.dk) fra den 21. december 2016, hvor kloge Kigge Hvid forsøger at udlægge teksten omkring ”det postfaktuelle samfund.”
Vores samfundsorden er truet
Hun starter sin artikel med at konkludere:
”Efter Brexit og Trump og i skæret af den seneste udvikling i Polen, Rusland, Tyrkiet og Ungarn er det hele imidlertid vendt på hovedet. Den postfaktuelle tendens har på rekordtid vokset sig så kraftig, at den truer hele vores velstand og samfundsorden.”
Og det er altså ni år siden, hun skrev det.
Den omtalte samfundsudvikling sætter hun lidt flere ord på senere i artiklen:
”Der er tale om udfordringer, som måske ikke truer verden endnu, men som har potentialet til det. Simpelthen fordi den postfaktuelle bevægelse med Donald Trump i spidsen truer med at ødelægge demokrati, tillid, solidaritet, vækst, ja, hele den vestlige verden, som vi kender den. Den postfaktuelle udvikling kan være en game changer for den generelt positive samfundsudvikling, som især vesten har oplevet gennem århundreder.”
Hun skriver, at udviklingen henimod det omtalte samfund, går hurtigst i USA, hvor polariseringen mellem befolkningsgrupperne er blevet enorm. Denne polarisering bliver ifølge Kigge Hvid forstærket af, at den journalistiske dækning af den samme begivenhed på hhv. Fox News, som mange republikanere hælder til, og MSNBC, som tiltrækker mange demokrater, er uigenkendelig på de to kanaler. På den måde bidrager den etablerede presse i USA til det postfaktuelle samfund, skriver Hvid, og fortsætter: ” … de giver bare deres seere, det de vil have, nemlig bekræftelse af fordomme.”
Ifølge professor ved Århus Universitet, Michael Bang Petersen, som også bliver refereret i artiklen, så er den største modsætning i det amerikanske samfund ikke mellem sorte og hvide borgere, som vi traditionelt har oplevet det, men mellem demokrater og republikanere. Politiske modstandere, som tidligere respekterede hinanden.
Og så kører den onde spiral, siger Michael Bang Petersen:
”Det er den udvikling, som det postfaktuelle samfund stiller i udsigt. Og det polariserede samfund efterspørger endnu flere falske nyheder, der kan bekræfte parternes verdensbillede.”
Løgnen genererer indtjening
Som en kommentar til den foruroligende udvikling skriver Kigge Hvid:
”Et samfund, der ikke regeres på baggrund af fakta, bliver styret af fordomme. Den postfaktuelle udvikling er racistisk, diskriminerende og opsplittende – den truer samfundets og befolkningernes sammenhængskraft.”
Og det stopper ikke der. For når løgnen og usandhederne bliver en selvfølgelighed, så er der nogle, der får dollartegn i øjnene. Hvid skriver:
”Direkte falske nyheder publiceret for at tjene penge er en anden side af det postfaktuelle samfund. En falsk nyhed kan generere trafik på en utroværdig hjemmeside med et troværdigt navn og dermed give penge i kassen. Ren forretning – men enormt skadeligt for den uvurderlige tillid i samfundet.”
Kigge Hvid stiller afslutningsvis spørgsmålet:
”Hvordan er det kommet så vidt? Hvordan kan fakta miste så megen autoritet?”
Det tror jeg, mange af os godt kunne tænke sig at få svar på!!
En del af svaret adresserer Hvid til Donald Trump:
”I sidste måned vandt Donald Trump det amerikanske valg ved at give fakta fingeren og bare føle, fordømme og postulere. Verden er vendt på hovedet.”
Der er vist ikke noget nyt under solen her ni år senere, hvor Trump endnu engang har vundet det amerikanske valg på løgne og usandheder. Nu har den bare foldet sig nifold ud og har afsløret, at Kigge Hvid fik så meget ret i sine antagelser.
Fakta får fingeren
Mistroen har taget overhånden
Det er specielt mistroen til statistik, tal og fakta, der generelt er blevet forstærket gennem de senere år, slår direktøren fast. Hun kan således henvise til en undersøgelse, hvor det viser sig, at der i højere og højere grad kan sættes spørgsmålstegn ved forskning. Fx viste gennemgangen af 100 psykologiske studier, at kun 36 af dem kunne reproduceres, mens troværdigheden af de 64 øvrige studier var yderst tvivlsom.
Der er også problemer med fx kostråd, hvor eksempelvis sukkerindustrien bestak videnskabsmænd til at underdrive sukkerets betydning for hjertekarsygdomme, og i stedet udstille den mættede fedt som den store synder. Og som Hvid skriver:
”Det har haft betydning for kostråd over hele kloden lige siden – vi er med andre ord blevet snydt i årtier.”
Lad mig da lige indskyde - som et eksempel af hel ny oprindelse - udsendelsen om ”Grønlands Hvide Guld,” hvor der blev brugt misvisende milliardtal.
Og alt ovenstående skal så skaleres op med den kæmpelineal, som de sidste ni år har rykket området med, OG tænkes ind i den hvirvelvind, som de sociale medier udgør. Kigge Hvid skriver:
”Og så den afgørende accelererende faktor – de sociale medier har udviklet sig til rigtig mange menneskers hovedinformationskilde. Her spredes alt fra seriøse indlæg over løgne til forbandende løgne i en pærevælling. Intet kvalitets- eller sandhedstjek.”
Artiklens forfatter konkluderer:
”Det postfaktuelle samfund er altså ikke noget, som ”bevægelsens leder” Donald Trump har fundet på. Det er formentlig en lang udvikling, hvor fakta fra en tilsyneladende urørlig højstatusposition er blevet frembragt eller viderekolporteret useriøst og brugt til alskens manipulation.”
Og:
”Politik og en samfundsudvikling, der ikke bygger på fakta, kan således ikke bringe samfundet fremad – det destabiliserer kun. Når politikerne ikke løser de problemer, som rent faktisk eksisterer, men kun de problemer, som er opportune for dem set i forhold til netop deres vælgere, eller som de føler er ’rigtige’, så kører det hele skævt.”
Er der noget at sige til, at os, der blev sendt ud i verden for godt 50 år siden, med læren fra Luthers katekismus som målestok for, hvordan man opfører sig som et ordentligt menneske, føler sig på herrens mark i dagens samfund, som på mange områder er i frit fald rent moralsk?
Jeg faldt forleden over en jødisk talemåde, som jeg tænker, godt kan være en form for afslutningsreplik til problematikken. Den lyder:
”Under huden på ethvert menneske lever en djævel. Pas på, den ikke slipper ud.”
Jeg kan godt pege på et par stykker, som ikke har passet på og har fået sluppet deres indre djævel ud.
Hvordan tøjler man så frygten for disse mennesker, som har mistet deres moralske kompas og som lyver og bedrager for egen vindings skyld?
Jeg tror, vi skal overkomme dem i fællesskab og bekæmpe dem med værdierne fra Luthers Katekismus. For:
”At være ærlig
giver dig måske
ikke mange venner.
Men det giver dig
de rigtige venner.”
Comments