TEMA-citater:
Han ville have kigget over brillen.
Lys over landet/lys over landet/det er det, vi vil.
Hvor du plejer en rose, kan der ikke gro tidsler.
Hvis moral er godt, er dobbeltmoral så dobbelt så godt?
Jeg tror på, at når et lys slukkes, så tændes der et nyt.
Forår er en øvelse i udødelighed.
Forår er, når du føler, at solen smiler til dig igen.
Forleden var jeg til et møde på det gamle Thisted museum. Det med museumsbøgen.
I dag er det erstattet af et nyt fantastisk museum i stueetagen på modsatte side af Jernbanegade og hedder Museum Thy.
Der er nogle ganske få historiske genstande tilbage på det gamle museum. Speciel en genstand gør det faktisk stadig til et besøg værd. Det er flyttet fra 1. salen og ned i stuen og kan nok få en til at rette lidt på det imaginære slips, når man går forbi. Det er gipsafstøbningen af J.P. Jacobsen. Før stod det ”vagt” uden for hans mindestue på 1. salen, men nu er det altså blevet løftet en etage ned, fordi det skal være midtpunkt i en større permanent udstilling om Thisteds store søns liv og arbejde. Det var vel også på tide!!
Dette projekt fører også en større renovering af det gamle museum med sig.
Som det ses på nedenstående billede, så er der blevet passet godt på ham, og går man helt tæt på, så er der blevet stoppet tæpper ind bag hans ryg og under albuerne. Det kan gamle og trætte mænd godt lide!!
Det pudsige i den nye placering af J.P. er, at han nu både har udsigt til ”hans” indkøbscenter, det hus, hvor han blev født og til det område, hvor hans far havde sin købmandsgård. Det er s… da lidt sjovt.
Gad vide?
Gad vide, hvad han ville sige til udsigten i dag, hvis han kunne tale? Måske ville han være blevet lige så bleg, som den gips, han er støbt i, eller måske ville han rejse sig værdigt og have bifaldet den forandring, som området har taget.
Under alle omstændigheder, så tror jeg, at den gamle Thisted Dagblad-journalist Poul Erik Holm ramte plet, da han som overskrift på en artikel om indvielsen af J.P. Jacobsen Centeret i 2008, skrev: ”Han ville have kigget over brillen.”
Men måske kan det korte liv (38 år,) han fik, og specielt den litteratur, han efterlod sig, give os et lille tommelfingerpeg om, om den ville have vendt op eller ned, i fald han havde levet i dag.
Så lad os, nu hvor Jens Peter alligevel er blevet slæbt ned af trappen og er kommet tæt på hoveddøren, åbne den, og kaste lidt lys på den store fritænker, som med sine udgivelser har sat Thisted på verdenskortet.
Når jeg nu forsøger at gøre mig klog på J.P. Jacobsen, så er det i bevidstheden om og ærefrygt over, at der er nogen, som har studeret ham hele livet, at der er skrevet tykke bøger om hans værker, og at der stadig er liv i det, han står for.
Her i Thy har vi J.P. Jacobsen Selskabet, som har til formål at arbejde for udbredelse af og kendskab til Jacobsens liv og værk og at værne om de minder, vi har om forfatteren og digteren.
Niels Lyhne som Penguin
Det er også en kendsgerning, at hans roman Niels Lyhne så sent som i 1990 blev oversat til amerikansk af Tiina Nunnally, som vandt en pris for en fremragende oversættelse af den. Siden har J.P. kun vokset sig større og større blandt litterære kendere i USA.
Det bliver understreget af, at Niels Lyhne i 2006 udkom som Penguin Classic.
Penguin er et amerikansk bogforlag, som i mere end 70 år har været det ledende forlag, når det gælder om at udgive klassisk litteratur til den engelsksprogede verden.
Mere end 2000 titler er det blevet til og blandt dem altså nu også Niels Lyhne af J.P. Jacobsen.
Det er vel også værd at nævne at forfattere som Thomas Mann, D.H. Lawrence, Sigmund Freud, Stefan Zweig, Herman Hesse, James Joyce og Stefan George har læst og er blevet påvirket af J.P. Jacobsens forfatterskab.
Så jeg træder både varsomt og ydmygt, når jeg nu begiver mig ud i at tolke på en flig af J.P.’s forfatterskab.
Det jeg først og fremmest vil bide mærke i, er den mindesten, der er rejst over ham, og som står i Christiansgave over for biblioteket. Her står der, at han blev født i Thisted i 1847 og døde samme sted i 1885. Nedenunder er det en inskription, som lyder:
”Lys over landet/det er det vi vil”
Citatet er taget fra et af danmarkshistoriens korteste digte, som Jacobsen forfattede i 1884, og som i sin helhed så sådan ud:
Lys over Landet
Lys over Landet -
Det er det, vi vil.
Umiddelbart tænker man/jeg, at J.P. i starten af april 1884 har siddet i sin chaiselong med pen og papir, og kigget ud på et gråt og diset vejr, og i sin længsel efter et forår i fuldt flor og som en form for opråb, har han skrevet ovenstående digt.
En tanke kunne også være, at han her et år før sin død, har siddet i føromtalte chaiselong og har følt sig ”gisten.” Ordet har han selv brugt i sin litteratur, og det betyder ”utæt i fugerne.” I ti år kæmpede han med tuberkulose, som kun kunne formildes med hvile og pleje. Det sidste år fik han flere anfald og blodstyrtninger, som nok kunne gøre en ”gisten.” Set i det lys kunne han skrevet digtet som en form for ”håbets digt,” med tanke om, at der med foråret og lyset kunne ske et mirakel i sygdomsbilledet.
Men hælder man hovedet mod de lærde, så ligger der noget helt andet i digtets ord. En forfatter har udtrykt det på følgende måde:
- Ingen kan som J.P. Jacobsen sige ting med rigtig mange ord. Men så - lige pludselig - kan han udtrykke sig ultrapræcist, som i digtet her fra 1884, hvis to linjer blev en slags slogan for Det moderne Gennembrud med den tilsyneladende hyldest til oplysningens og rationalismens vinde.
Lyset bliver et motto
Med digtet sammenfatter J.P. Jacobsen altså periodens oplysningsiver og tro på videnskab og fremskridt. Digtet blev et motto for tiden. For videnskab og litteratur i forening.
Og skal man konkretisere digtet, så var det elektriske lys opfundet i 1884, men endnu ikke slået igennem.
Set i det (elektriske) lys ville han måske nok - i sin tro på fremskridtet - have hilst det nye J.P. Jacobsen Center i Thisted velkommen!
Da jeg gik på seminariet fra 1977-81 blev vi belært om, at Jacobsens digt – som allerede nævnt - var overskriften på den litterære periode, der kaldes ”Det moderne gennembrud,” som strakte sig fra 1870’erne og frem til 1890’erne, hvor det blev afløst af ”Det folkelige gennembrud.”
Vi lærte også, at skrivestilen i Det moderne Gennembrud er naturalistisk.
Naturalismen er først og fremmest et grundsyn på mennesket og dets omgivelser. Den fokuserer på mennesket som et biologisk væsen og læner sig op af Darwins teorier, der konkluderede, at mennesket ikke var skabt af Gud, men blot var et særligt højtudviklet led i naturens evige kamp om overlevelse og formering. En teori, som rystede den kristne kirke i sin grundvold.
Naturalismen gør således op med den periode, som den erstatter, nemlig Romantikken og dens syn på litteratur, der mest handlede om kærlighed, længsler og drømme om tiden, der var engang.
J.P. bliver et sprogligt forbillede
Den nye litteratur skulle ”handle om noget vigtigt,” som Georg Brandes sagde, - som fx den nye tids ideer og spørgsmål, det enkelte menneskes frihed og kvindens stilling i ægteskabet og i samfundet, og den skulle tilstræbe en nøje gengivelse af virkeligheden.
Og ifølge Naturalismen, så er det eneste virkelige naturen, som den blev studeret inden for moderne naturvidenskab som for eksempel biologien.
Med hensyn til ovenstående bliver J.P. Jacobsen fremhævet, som ”et forbillede” eller sagt på nydansk ”First mover.”
Han bliver benævnt ”ordmaleren.” I bogen ”Det moderne Gjemmenbruds Mænd” af Georg Brandes, bliver Jacobsen beskrevet som ”vor Nutids-Prosas store Kolorist,” og i bogen hævder Brandes desuden, at der aldrig før i nordisk litteratur har været ”malet med Ord som hos ham.”
Den anerkendte fynske forfatter Johannes Jørgensen gentog synspunktet i artiklen ”Nutidens danske Literatur” i tidsskriftet ”Taarnet” (1894,) hvor han hylder Jacobsens sprog som ”et musikalsk, farverigt, billedvævet Dansk, hvis Mage før ham aldrig var set,” og erklærer i artiklen, at han for alle unge danske digtere var ”den elskede Mester, det uopnaaelige Forbillede.”
Her kommer så et konkret eksempel på, hvad ovenstående ros blandt andet bygger på. Det er fra J.P. Jacobsens novelle ”Mogens.”
Hans indledningslinjer til den historie er blevet berømte, som SKOLEEKSEMPLET på, hvad den naturalistiske skrivestil drejer sig om, og de tre første sætninger sidder klistret til min hjerne som en reminissens fra min seminarietid:
”Sommer var det; midt paa Dagen; i et Hjørne af Hegnet. Lige for stod et gammelt Egetræ, om hvis stamme man gerne kunne sige, at den vred sig i Fortvivlelse over den mangel på Harmoni, der var mellem dens ganske ny, gulladne Løv og dens sorte og tykke, krogede grene, som mest af Alting lignede grovt fortegnede gammelgothiske Arabesker………….”
Lidt senere i teksten dukker Mogens selv op, som en del af naturen:
”…..Og så Mennesket under Egen; han laa og gispede og saae vemodigt, hjælpeløst, op mod Himlen.”
Gravsted uden gule roser
Med disse ord vil jeg stille lukke fordøren igen, og lade J.P. hvile i fred i sin grav på den gamle kirkegård, som man har udsigt til fra bagsiden af det gamle museum. Et muret familiegravsted, som er erklæret bevaringsværdigt. Murene under jorden er dog styrtet sammen og kisternes indhold formodentligt ædt op.
Heldigvis ser det sorte gitter rundt om graven både nymalet og nypudset ud.
På trods af den glansfulde indramning mangler der - set i min optik - måske en vigtig detalje: Der burde have været roser på samme måde, som det hedder i Jacobsen-novellen af samme navn:
»Af de store, blege Gule. Og de burde have hængt ud over Havemuren i en overdådig Klynge, ligegyldigt dryssende de sarte Blade (...)«
Ifølge, hvad jeg har fået oplyst, så var der oprindeligt gule roser på gravstedet, men de skulle have været for omkostningsfulde at pleje. Så i stedet er graven blevet udstyret med en række mindre og mere robuste lyserøde rosenbuske.
Her er der vist brug for et velvalgt citat:
Og så skal vi jo huske, at ”Hvor du plejer en rose, kan der ikke gro tidsler.”
Per Stig blev draget
En af vor tids store både politiske og kulturelle personligheder, Per Stig Møller (82 år), blev i en meget ung alder ”ramt” af J.P. Jacobsens føromtalte digt. Han var nemlig kun 10 år gammel, da han tog en digtsamling af J.P. Jacobsen ned fra reolen i hjemmet på Frederiksberg i København og blev draget af det lille digt om lyset.
Som bogen stod der læderindbundet og med guldskrift i forældrenes reol, havde den appel til den læselystne dreng. Det fortæller han til Kristeligt Dagblad:
”Jeg har været en bognysgerrig knægt. Det lille digt kunne jeg ikke lægge fra mig. Og når jeg ser tilbage, kan jeg se, at det nærmest er blevet en overskrift for mit virke. Det er vigtigt, at vi ser lyset, så vi kan træffe bedre beslutninger og ikke handler i mørke. Derfor skal man skabe rammerne for oplysning,” siger Per Stig Møller.
I artiklen fortæller Per Stig Møller også, at han ikke deler digterens naturalisme, men J.P. Jacobsens ønske om oplysning deler han fuldt ud. Som dr.phil. og magister med en fortid i blandt andet Danmarks Radio, som landsformand i oplysningsforbundet FOF og som forfatter og foredragsholder og politiker har det at dele viden været centralt i Per Stig Møllers tilværelse:
”Som politiker prøver du at oplyse om de faktiske forhold og informere om, hvad du synes, der skal ske. Så må vælgerne på et oplyst grundlag træffe et valg om, hvad de synes skal ske. Fordi oplysning er grundlaget for det politiske arbejde. Ofte er det helt utroligt at være vidende til, hvordan politikere afgiver en lang række løfter i valgkampe på et tilsyneladende uoplyst grundlag,” siger han.
J.P. er stadig aktuel
Per Stig Møller mener, at det generelt er et af vor tids store paradokser, at der aldrig har været så meget viden, men at meget af den viden ikke kan omsættes, fordi mange ikke har baggrunden for at forstå de mange informationer, som internettet giver adgang til:
”Man kan google sig til meget i dag, men du får ikke sammenhængen i en sag ved at google for eksempel J.P. Jacobsen. Du får en oplysning, men for at ens viden kan lyse, skal man have et oplyst grundlag at stå på, for ellers er der ikke grundlag for, at man kan forstå oplysningerne. Derfor mener jeg, at J.P. Jacobsens digt fra 1884 stadig er uhyre aktuelt.”
Så blev Jacobsens ubetydelige (i omfang) digt vist både gjort almengyldig og blåstemplet af en meget klog mand, som altså både er dr. Phil og magister og forfatter til en lang række bøger, hvoraf hans bøger om Kaj Munk har gjort ham til ekspert på området.
Ellers kender de fleste ham vel bedst som Konservativ politiker. Hele 31 år - fra 1984 til 2015 – repræsenterede han De Konservative i Folketinget. Her nåede han både at være Kirke-, Kultur- og Udenrigsminister. Han var Udenrigsminister fra 2001 til 2010.
Per Stig Møller var formand for De Konservative i et år fra 1997 til 1998, da Hans Engell måtte abdicere i utide på grund af en betonklods på Helsingørmotorvejen, der blev overset i alkoholtåger.
Søren Papes alt for tidlige død
Lad mig slutte med en anden tidligere formand for Det konservative Folkeparti, som desværre - som det også var tilfældet med J.P. Jacobsen - måtte forlade denne verden alt for tidligt, kun 52 år gammel. Der er selvfølgelig tale om Søren Pape Poulsen.
Han faldt om på talerstolen med en hjerneblødning ved et konservativt hovedbestyrelsesmøde i Vejen fredag den 1. marts og blev erklæret død den 2. marts på Odense Universitetshospital.
Virkelig tragisk.
Jeg har altid godt kunne lide Papes skæve og charmerende smil og har aldrig været i tvivl om, at han var et godt menneske. Ellers har jeg vel sunget sammen med de ulve, jeg var iblandt. Har grinet lidt af historierne om hans ex-mand, som Søren Pape underholdt med, men som ikke havde alt for meget hold i virkeligheden.
Jeg har også været imponeret over den fremgang, han som ny formand formåede at skabe, men har samtidig tænkt, om han reelt havde n……. nok til at fylde jobbet ud, da det igen begyndte at gå baglæns.
Og med hensyn til kandidaturen til statsministerposten gik det helt i baglås, og jeg ser for mig billedet af Søren Pape Poulsen og Jacob Ellemann Jensen, som de sidder og skygger med hånden for solen - som en parodi på Gøg og Gokke - forud for et interview.
Jo, det er altid nemt at blive til grin!!
Frænde er frænde værst
Kollegaerne på Christiansborg har heller ikke holdt sig tilbage.
I B.T. fra 7. maj 2022 kan vi læse nogle svar på spørgsmålet om, hvorvidt Søren Pape Poulsen har det, der skal til, for at blive statsminister?
Her er nogle uddrag:
”Søren Pape er ifølge centrale kilder på Christiansborg, som har samarbejdet med partiformanden, ofte for lidt inde i substansen i sagerne og ikke vedholdende nok, når de politiske forhandlinger bliver lange og trækker ud på de sene timer.”
”…. er der også flere, der sætter spørgsmålstegn ved om Pape i bund og grund har det, der skal til for at blive statsminister, ………..”
”Der er mere en tvivl om, hvorvidt han kan håndtere det pres og den opmærksomhed på alle ens fejl og mangler, der kommer, når man melder sig som statsministerkandidat,« lyder det fra en kilde, der har været med til forhandlinger med Pape.”
”Flere kilder nævner samstemmigt, at Pape ikke viste nok overskud og vedholdenhed tilbage i det sene forår i 2020 under genåbningsforhandlingerne efter den første coronanedlukning…… Han virkede derimod som én, der bare ville ”have det overstået og hjem,” som en kilde formulerer det.”
”En anden fortæller, at Pape både kan være meget lidt vedholdende, når det kommer til at sætte sig ind i substansen i sagerne, og samtidig kan blive meget stædigt optaget af personlige kæpheste, selvom det er strategisk uklogt.”
”Endnu en kilde, der har siddet i forhandlingslokaler med Pape gentagne gange, fortæller, at han generelt er ”ret borgmesteragtig i sin tilgang,” og at han ikke interesserer sig synderligt for lidt tungere, faglige dele af sagerne. I stedet er han mere pragmatisk og optaget af at få tingene til at glide uden for meget bøvl.”
”Endelig er der en meget tæt på, der siger, at Pape ”slet og ret har dårlig politisk dømmekraft.”
"Kom ikke til min grav"
Med ovenstående in mente set i forhold til de udtalelser, der kom fra politiske ”kolleger” i forbindelse med den - ellers smukke – begravelseshøjtidelighed, der var arrangeret for Søren Pape Poulsen, må man spørge sig selv: Hvis moral er godt, er dobbeltmoral så dobbelt så godt?
For der var ingen ende på superlativerne for, hvor fantastisk et menneske og hvor stor en politiker Søren Pape var, da de samme ”centrale kilder” udtalte sig på gravens rand.
Vi lader lige følgende digt stå et øjeblik til eftertanke og som et ”Ære være Søren Pape Poulsens minde.”
Når jeg er død
kom ikke til min grav
for at fortælle, hvor meget du
elsker mig og hvor meget du
savner mig.
For det er de ord, jeg trænger
til at høre, mens jeg fortsat er i live.
Til allersidst er det vigtigt for mig at blive i lyset, som er budskabet i dette indlæg. Det er også i både årstidens og J.P. Jacobsens ånd, og citaterne kan så samtidig være en lille sidste hilsen til Søren Pape:
”Jeg tror på, at når et lys slukkes, så tændes der et nyt.” (Nik og Jay i sangen ”Når et lys slukkes.”)
"Forår er en øvelse i udødelighed." (Henry David Thoreau, amerikansk forfatter, 1817-62)
Og lad os så alle huske at smile tilbage:
”Forår er, når du føler, at solen smiler til dig igen”
* Fra Grundvigs salme ”Er lyset for de lærdes blot?”
Comments