Opgavemængden i folkeskolen skaber børn med ondt i livet

TEMA-CITATER:

1. ”Studier viser, at den mest afgørende og enkeltstående faktor for om vi mennesker lever et langt liv er social integration.” (Psykolog Mette Thingstrup)

2. ”Betydningen af at blive mødt og anerkendt er påvist i adskillige studier. Faktisk i en sådan grad, at det kan konkluderes, at vi dør af at miste social kontakt.” (Mette Thingstrup)

3. ”Fællesskabskulturen er faktisk det eneste unikke råstof, vi har i Danmark. Vi er i udlandet netop kendt for vores evne til at skabe resultater i tillidsbårne fællesskaber. Så at tro på konkurrence frem for samarbejde er på alle måder en dårlig overlevelsesstrategi.” (Carsten Obel, Professor i mental børnesundhed ved Århus Universitet)

4. When a flower doesn’t bloom you fix the environment in which it grows, not the flower.

Som bekendt er det ”en dårlig fugl, der skider i sin egne rede.”

Den talemåde har længe afholdt mig fra at give folkeskolen et skud for boven.

Som tidligere folkeskolelærer har jeg hverken lyst til eller ambitioner om at hælde folkets skole ned ad brættet. Men jeg har lyst til at problematisere den institution, som - sammen med forældrene - burde klæde nye generationer på til livet, men som gang på gang dumper på mange parametre.

Min umiddelbare opfattelse af den situation er, at dem med magt til at sætte dagsordenen for folkeskolen, træder de folk, som ved, hvor skoen trykker, over tæerne med træsko på.

Med andre ord, så sætter nogle mennesker, der ikke har deres daglige gang i folkeskolen, rammerne for dem indenfor. Lidt ”sportsindforstået,” så svarer det vel til, at en fodboldkamp bliver dømt fra VAR-rummet. Og derfra er det svært at få øje på det blod, der løber eller de tårer, der triller.

Er vi ved at smide fællesskabet ud til fordel for en individuel præstationskultur?

Grunden til, at der blev prikket til min ”rygsæk” er situationen omkring de ukrainere, der i øjeblikket kommer til landet som flygtninge. I min optik skal de være så hjerteligt velkomne.

Men tager jeg mine lettere støvede lærerbriller på, så ser jeg en kæmpe stor ekstraopgave for de lærere, der skal modtage de ukrainske børn i klasserne. En stor opgave, som kommer oven i de kæmpe store opgaver de i forvejen har med fx inklusion af ”udfordrebørn” (som jeg hørte en far med et autistisk barn udtrykke det.)

Derudover skal lærerne jo også lige tage hensyn til en spredning i klassen, som vel kan strække sig over fem klassetrin - det hedder vist nok differentiering - og dertil altså nu børn, de har svært ved at kommunikere med.

Nåh ja, vi må endelig heller ikke glemme kerneopgaven, som handler om at undervise i ”noget”, som skal forberedes.

Fra min tilbagelænede efterlønsposition kan jeg høre på vandrørene, at ovenstående scenarie kan gentage sig op til 28 gange på en uge for en almindelig skolelærer på fuld tid.

Skidesjovt og/eller pissehårdt

”Der er en revne i alting. Det er sådan, lyset kommer ind.” Dette citat af Leonard Cohen kan passende bruges her, hvor jeg pludselig får øje på sprækken i min lærerhukommelse. Og derinde åbenbarer lyset den mangfoldighed af opgaver, mit lærerliv var fyldt af - ud over ovenstående. Lad mig i flæng nævne: AULA, lærermøder, gårdvagter, plasterpåsætning, fredsmægling, sange til morgensang, årsplaner, dukseordning, mælkeordning, opgaveretning, forældremøder, skole-hjem-samtaler, kage/frugt-ordning, mødeprotokol, fødselsdagsfejring, møde med psykolog, klassekonference, bestilling af materialer, boldoppustning, trøstning, udflugter, Skolernes Motionsløb, juleafslutning, emneuge, sportsstævner, fotografering, sundhedsplejerske, trafikdage, sexualundervisning, skolefest, teaterarrangement mmm..

Nu vil nogen sikkert tænke: ”Nåhhhhhhh, hvor synd. Tag en tudekiks.”

Det har jeg ikke lyst til, for da jeg var i arbejde var ovenstående en del af jobbet, og at se tingene lykkes og at have styr på dem har altid været en del af min arbejdsglæde.

MEN, som jeg har læst en kollega udtrykke det: Hvornår tog lærergerningen en drejning fra at være skidesjovt og pissehårdt til kun at være pissehårdt? For der er sket noget med lærergerningen og arbejdsglæden indenfor det seneste årti. Drejningen handler helt bestemt om antallet af arbejdsopgaver og karakteren af dem. De (opgaverne) er simpelt hen blevet for mange og for store. Den helt store energisluger har været implementeringen af ”udfordrerbørnene” i normalklasserne!!! Og så trådte dem iført træsko så eftertrykkeligt på dem med skoene, der ved hvor det trykker, i 2013, at de (lærerne) bestemt ikke havde lyst til at vise den store engagement over at blive tildelt en masse uønskede ekstraopgaver ovenfra.

Lockout, lærertraume og Lov 409

Stenen i skoen dengang var overenskomstforhandlinger, som endte med en lockout af lærerne, der efter en måned endte med et lovindgreb, som afskaffede lærernes forhandlingsvedtagne arbejdstidsaftale, der blev erstattet af Lov 409. Lovindgrebets tekst skulle fremadrettet regulere lærernes arbejdstid, og dertil kom, at de overenskomstmidler, som lærerne gennem årene havde brugt på forskellige elementer i arbejdstidsaftalen, blev inddraget.

Selvom Danmarks Lærerforening fastslog, at det var ”tyveri ved højlys dag,” så fastholdt regeringen, at ”Lov 409 var balanceret.” En konsekvens af den nye måde at regulere lærernes arbejdstid på var, at lærerne så vidt muligt skulle være på skolen hele arbejdstiden, og desuden fik de fleste lærere 2-3 undervisningslektioner mere set i forhold til før.

Det hele blev toppet året efter, hvor en ny folkeskolereform trådte i kraft og lovede ”en ny og anderledes skoledag for alle.” Det skete med afsæt i en aftale om et fagligt løft af folkeskolen, som et bredt flertal i Folketinget indgik i juni 2013.

Ikke mere om den U-vending. Men der er ingen tvivl om, at lærerstanden fik et fælles traume med indførelsen af både en ny arbejdstidsaftale i 2013 og en ny folkeskolereform i 2014 – hvor førstnævnte tilmed kom på bagkant af en måneds lockout af lærerne.

Og et traume er jo som bekendt karakteriseret ved følgende: Det er en skade, der opstår, når vi møder en modstand i livet, som kræver mere af os, end vi kan klare.

Nye opgaver kræver prioritering

Grundlæggende forstår man jo godt, at det var en storsmilende undervisningsminister, der holdt pressemøde i Eigtveds Pakhus i København den 17. marts i år for at byde de ukrainske børn velkommen i danske daginstitutioner og skoler. For det er helt sikkert en vindersag for Pernille Rosenkrantz-Theil.

På pressemødet slog hun fast at ”regeringen som udgangspunkt har bestemt, at det her ikke skal gå ud over den almindelige velfærd.” Hun berettede, at der skal vedtages en ny særlov, som sikrer ukrainske flygtninge hurtig opholdstilladelse i Danmark, og med udgangspunkt i opholdstilladelserne ”skal der skabes plads til en helt ny gruppe børn og unge på skolerne og i daginstitutionerne,” som hun udtrykte det.

Og så konkluderer hun: ”Vi står med en stor, stor opgave i landets daginstitutioner og skoler.”

Selvfølgelig skal vi hjælpe i denne for Ukraine så svære situation.

Der er bare en ganske basal ting, vi skal huske: Vi kan kun bruge tiden og energien en gang. Så når en lærer får en ny stor ekstra opgave, så er der noget af det, hun gør i forvejen, hun må lade være. Og lige præcis når det gælder en undervisningssituation, så er multitaskning meget svært – og det uanset køn.

Og hvad er det så, hun skal skære væk? Hvad er det, der så ikke skal gøres?

Ja, hvis vi nu som eksempel kigger ind i en familie med mor og far og to børn, så er det klart, at hvis mor skal arbejde mere i en periode - altså må være mere væk fra hjemmet – så vil det gå ud over det derhjemme. Det nære ”må tage skraldet,” og far må forsøge at få enderne til at nå sammen på hjemmefronten.

Der er ingen tvivl om, at det er børnene, der er ”taberne,” og vi må jo så bare håbe, at de er robuste og kan selv, og så for øvrigt håbe på, at et netværk kan træde til.

I en skoleklasse fungerer det lidt på samme måde. Hvis en lærer får en ny opgave, så går det ud over ”det nære” i klassen. Dem, der kan selv, får lov at gøre mere selv. I udgangspunktet vil det ofte være de stille børn og mest de stille piger, som i forvejen ikke får meget opmærksomhed. Umiddelbart – eller på forunderlig vis – ved de, at de må fylde endnu mindre, fordi der er andre, der har brug for deres sparsomme plads.

I kampens hede og i lyset af mangfoldigheden af opgaver, forsvinder de stille elever for lærerens blik.

”Ude af øje ude af sind.”

Tilsyneladende går det ”de glemte” godt alligevel. De klarer både opgaverne og testene fint, og de giver ikke problemer.

Men hvis man uforvarende får øje på en af dem ud af øjenkrogen, vil man bemærke, at hendes øjne ikke just udstråler glæde, og at hun giver et lille spjæt, hvis/når du må hæve stemmen for blot at skabe et minimum af ro i klassen. Hun vil være tilbøjelig til at tage skylden for irettesættelsen på sig og vil, i forsøget på at være til endnu mindre gene, forsøge at fylde endnu mindre.

Det gør ondt at skrive det her, for jeg har mødt de piger i skolen og set en snert af det hos mine egne private piger også.

At blive mødt er en livsbetingelse

Der er i den grad lagt op til mistrivsel. For vi har alle ret til, krav på og brug for at blive set. Og får man som skolelærer øje på den problematik, så kan lærergerningen være svær at være i.

Men hvad sker der egentlig med børn, når de ikke ”bliver mødt”?

Mette Thingstrup er både autoriseret psykolog og erhvervspsykolog. Hun har et bud på et svar på det spørgsmål:

”Vi har brug for at opleve, at vi er en del af noget, og at vores tilstedeværelse og handlinger betyder noget for nogen. Faktisk viser studier, at den mest afgørende og enkeltstående faktor for om vi mennesker lever et langt liv er social integration. At vi føler os som en del af en sammenhængende gruppe og er integreret med mennesker omkring os – både de nære og dem, vi møder i løbet af dagen.”

Og hun fortsætter:

”Evolutionært set har vi mennesker altid haft brug for at indgå i et fællesskab…Fællesskab skaber tryghed og overlevelsesbetingelser. Samhørighed og at betyde noget for andre kan faktisk kaldes en livsbetingelse og er nødvendig for at opleve mening i livet. Det at blive set, mødt og forstået er mindst ligeså vigtigt for et barns udvikling og trivsel som at få opfyldt de fysiske behov.”

Mette Thingstrups konklusion er:

”Betydningen af at blive mødt og anerkendt er påvist i adskillige studier. Faktisk i en sådan grad, at det kan konkluderes, at vi dør af at miste social kontakt. Men de seneste statistikker viser, at danskerne - særligt de unge - er mere ensomme, stressede og depressive end nogensinde før. Har vi glemt værdien af det stærke fællesskab?”

Det er så nemt at fylde opgaver ind i folkeskolen. Men de, der fylder opgaver på, skal ikke dagligt kigge disse bange og triste børn i øjnene. De har ingen ide om, hvor svært det er gang på gang at måtte erkende, at det heller ikke i dag lykkedes at give lidt opmærksomhed til de ”tilpassede,” fordi nogle med udfordringer tog al den tid og energi, der var til rådighed.

Jeg mener, at opgavetyranniet i folkeskolen sætter det stærke fællesskab under pres.

Børns livstilfredshed falder

Skoleledernes formand, Claus Hjortdal, udtaler følgende i fagbladet Folkeskolen den 29. marts i år:

”Vi har kæmpestore udfordringer med elever med angst og depression. Dér er vi simpelthen nødt til at blive dygtigere, og vi har brug for at få udviklet noget undervisningsforståelse og nogle metoder, tilgange og samtaleformer. Vi ved ikke, hvad der skal til for at tage hånd om de børn. For de forsvinder fra os, og det er ofte dem, der bon ‘er rigtigt kraftigt ud i fraværsstatistikken”, siger han og fortsætter:

”Derudover har vi også meget svært ved at håndtere elever med meget tung autisme. Deres udfordring er, at de ikke kan håndtere det, vi tilbyder i skolen med fællesskab og det at være sammen med andre.”

Kan det tænkes, at en del af forklaringen på mistrivslen, er den problematik, jeg skitserer ovenfor? At det ikke at blive set og hørt gør børnene syge?

Faktisk viser tal fra Psykiatrifonden, at der i gennemsnit sidder to børn i hver klasse, som mistrives psykisk. Tallene - som er nye - viser en stigning i mistrivsel blandt børn og unge på alle niveauer. De viser også en faldende livstilfredshed, og at en stigende andel af børn og unge mindst en gang om ugen føler sig ensomme, kede af det eller har svært ved at sove.

Det er også en kendsgerning, at omkring hvert tredje barn tit oplever stress og nervøsitet. Der er samtidig sket en markant stigning i forbruget af smertestillende medicin helt ned i 11-15-årsalderen, og flere skader sig selv.

Tallene viser også, at antallet af børn og unge i psykiatrisk behandling er steget med mere end 90 procent på ti år, og hvis vi kun ser på angst og depression er tallet 200 procent. Samtidig er antallet af unge, som ifølge Sundhedsstyrelsen har dårligt mentalt helbred, steget til alarmerende 19 procent.

Rapporten slår desuden fast, at et højt skolefravær er blevet et udbredt problem i den danske folkeskole. Mere end 61.000 børn havde et fravær på over 10 procent sidste skoleår.

En ny rapport fra Vidensråd for Forebyggelse underbygger ovenstående fakta. I den kan man læse, at mindst 16 procent af 0-9-årige børn oplever betydelige mentale helbredsproblemer, hvoraf 8 procent bliver diagnosticeret med en psykisk sygdom i hospitalsvæsnet, inden de fylder ti år.

Lad mig lige gentage psykolog Mette Thingstrups konklusion her:

”Betydningen af at blive mødt og anerkendt er påvist i adskillige studier. Faktisk i en sådan grad, at det kan konkluderes, at vi dør af at miste social kontakt. Men de seneste statistikker viser, at danskerne - særligt de unge - er mere ensomme, stressede og depressive end nogensinde før. Har vi glemt værdien af det stærke fællesskab?”

Flere vælger folkeskolen fra

Problematikken med de mange opgavers udhuling af fællesskabet kan måske også være en del af forklaringen på, at flere og flere forældre siden 2010 har valgt, at deres børn skal gå på en privat skole i stedet for i folkeskolen.

Ifølge AE – Arbejderbevægelsens Fællesråd – er problemet med den kendsgerning, at det i høj grad er rige og ressourcestærke forældre, der vælger de private skoler til, mens børn fra de lavere indkomstgrupper i høj grad går ovre på folkeskolen.

AE’s direktør Lars Andersen er ikke i tvivl om, at den udvikling skader vort velfærdssamfund:

”Det truer den sammenhængskraft, som er en af de vigtigste piller i vores velfærdssamfund, og det efterlader i høj grad børn af mindre ressourcestærke forældre på perronen. Undersøgelser viser, at børn fra knap så velstillede hjem får højere karakterer og – senere i livet – har højere beskæftigelsesgrad og uddannelsesniveau, hvis de har klassekammerater fra mere veluddannede familier. Det har blandt andet Kraka vist.”

Tal fra AE viser, at danske børn i langt mindre grad end tidligere går i skole med børn fra andre sociale lag, og at overvægten af ressourcestærke børn er størst på de private skoler. 22 procent af fri- og privatskolerne er blandede, mens det gælder for 29 procent af de offentlige skoler. For ti år siden var andelen af henholdsvis blandede private skoler og blandede folkeskoler nogenlunde lige store: private skoler 41 procent og folkeskoler 42 procent.

Der er ingen tvivl om, at den udvikling er dårlig for sammenhængskraften i vort samfund.

Men man kan vel ikke klandre forældre for at ville det bedste for deres børn!?!

Højskolen og flødeskumsbørnene

Jeg vil trække endnu en tråd fra problematikken i folkeskolen med de angste og deprimerede børn og til en anden skoleform, som oplever de afledte virkninger af grundskolens uformåen.

Vi skal på Danmarks ældste højskole i Rødding. Her oplever højskoleforstander Anja Rykind-Eriksen, at helt almindelige børn fra velfungerende og normale familier banker på hendes dør, fordi de føler sig usikre, utilstrækkelige og bekymrede for fremtiden.

I de 12 år, hun har været forstander på Rødding Højskole, er besøgene kun blevet flere, ”fordi flere og flere unge har det svært,” som hun udtrykker det.

Anja Rykind-Eriksen kalder de unge, som i dag bakser med ondt i livet, for ”flødeskumsbørn”.

Hun fortæller, at de kommer fra såkaldt ressourcestærke hjem fyldt med omsorg og kærlighed og er søde og skønne og superdygtige. Men hun oplever, at flere og flere af dem er totalt usikre, og at en stor del af dem er forlæns bekymrede for, hvordan deres liv mon kommer til at gå.

”De ringer eller skriver for at høre, om der i madlavningen på højskolen kan tages særlige hensyn til deres fødevareallergier, om det er muligt at skifte værelse, hvis man nu ikke har det godt med den, man skal bo sammen med, eller hvordan det nu lige er med de der hjemrejseweekender. Alt sammen spørgsmål, der afslører en bagvedliggende bekymring over at skulle møde noget nyt. På egen hånd. Og tendensen har været stigende forud for hver holdstart i de seneste år,” beretter Anja Rykind, som deler forstanderansvaret med sin mand Mads.

Anja Rykind husker, at da hun var ung i 1980’erne, var det hele enten forældrenes, lærernes eller arbejdsløshedens skyld, hvis de havde problemer. I dag oplever hun, at de unge i stedet vender kritikken mod sig selv. Hun siger:

”De oplever, at alt er deres egen skyld, også de mere alvorlige ting som stress, angst og depressioner. Og der skal heller ikke så meget til at vælte dem. Selv helt almindelige hverdagsting kan få hele deres verden til at ramle sammen. Ting, der hører et almindeligt menneskeliv til. Som for eksempel når en bedsteforælder dør, selvom vedkommende har rundet de 80, og det altså er en helt naturlig ting, at livet så slutter.”

Det hårdeste arbejde er at arbejde med sig selv

De unge skal lære at gå med uvasket hår

Forstanderen mener, at en del af grunden til de unges usikkerhed skal findes i vor tids ungdomskultur:

”De har haft det svært på grund af karakterræs, afleveringer, det sociale pres, hvor antal venner og de rigtige kærester opleves som afgørende for ens status og succes. Og især pigerne forsøger at leve op til det hele. De vil så gerne please os. De vil gerne behage og have anerkendelse.”

Denne ”måle- og vejekultur” giver ifølge Anja Rykind de unge problemer på højskolen, fordi den skoleform er helt uden bedømmelseskategorier, og ”hvornår er jeg så en god elev på Rødding Højskole?”

”De oplever det nærmest, som om de er til eksamen i det at være et menneske,” som Anja Rykind-Eriksen udtrykker det, og præciserer her, hvad hun mener højskolens opgave er:

”Hele øvelsen på højskolen er derfor, at de unge skal lære at slappe af. Lære at sænke skuldrene. Gå med uvasket hår og uden makeup. Så de til sidst kommer dertil, at de kan stå og kigge ud i verden og sige: ”Det skal nok gå”. For langt de fleste sker det heldigvis. Og så sker der samtidig det magiske, at de tør læne sig op ad hinanden.”

Fiksersamfundet giver ondt i sjælen

Det store problem i vort samfund i dag er, at mange mennesker føler sig mere og mere ensomme, og mange af os har en ide om, at vi skal klare al ting selv. Den holdning giver også problemer på universitetsniveau.

Eva Guttorm er pædagogisk filosof og ansat som akademisk medarbejder ved Studenterpræsterne på Århus Universitet. Hun oplever at specielt ensomhed fylder i de samtaler, hun har med de studerende. Men også sorg er et stort tema i samtalerne. For som Eva Guttorm siger det, så ”er sorg også blevet et ensomt projekt i dag.” Hun uddyber:

”Som det er med så meget andet i tilværelsen i dag, så er også sorgen blevet til den enkeltes eget problem, som man selv forventes at tage hånd om. Flere studerende fortæller, at de nærmest føler skam, hvis de ikke formår at ’flytte sig’ eller ’komme videre’. Sorgen skal fikses, mestres og overstås, og på den måde bliver selve sorgbearbejdningen faktisk til endnu et præstationspres for den enkelte. Noget, der ellers er nok af i forvejen”.

Eva Guttorm kalder de rammer, vi i dag lever vores liv indenfor, for ”Fiksersamfundet.” Og det er efter hendes mening en af de helt store forklaringer på, hvorfor så mange unge får ondt i sjælen: ”Hvis man hele tiden føler, at der ikke er plads til tvivl eller usikkerhed, kun til at komme videre, så er man konstant på overarbejde som individ.”

Lektor i sociologi ved Aalborg Universitet Søren Juul deler Guttorms synspunkter. Han mener ikke, at samfundet i dag er indrettet til at rumme de eksistentielle grundvilkår som ensomhed og tvivl.

I sin bog ”Selvets kultur” giver Søren Juul en karakteristik af vort samfund som værende præget af øget individualisering og konkurrence, mens fællesskab og omsorg er blevet sværere at få øje på.

”Og det rammer især de unge,” er en af hans konklusioner i bogen.

Ifølge Søren Juul er der et før og et efter, når det gælder samfundsudviklingen:

”Tidligere voksede man op i et samfund, hvor man var klar over, at vi er afhængige af hinanden. Hvor et begreb som ’den gode medborger’ var et væsentligt ideal. I dag handler det om at klare skærene på egen hånd, og at man selv er ansvarlig for sit eget liv, hvilket også betyder, at fiaskoer er ens egne.”

Vores fællesskabskultur er et unikt råstof

Jeg vil slutte med et citat af Carsten Obel, der er professor i almen medicin og mental børnesundhed ved Aarhus Universitet. Han peger på både folkeskolen og ungdomsuddannelserne som oplagte steder at kigge hen, når ”skurkene” for børn og unges mistrivsel skal findes. Disse samfundsinstitutioner lægger efter hans mening alt for stor vægt på især boglig læring og individuelle præstationer. Han siger:

”På den måde overser vi fuldstændig, at fællesskabskulturen faktisk er det eneste unikke råstof, vi har i Danmark. En kultur, mange af mine kolleger i udlandet ofte er misundelige over, fordi vi netop er kendt for vores evne til at skabe resultater i tillidsbårne fællesskaber. At vi som udgangspunkt møder hinanden med tillid, er i den grad også centralt, når det handler om mental sundhed. Så at tro på konkurrence frem for samarbejde er på alle måder en dårlig overlevelsesstrategi.”