Rødder og vinger

TEMACITATER:

- Det, vi flygter fra, bærer vi med os.

- If you can dream it, you can do it.

- “When the roots are deep, there is no reason to fear the wind.”

- Vær aldrig en fange af din fortid. Det var kun en lektie – ikke fængsel på livstid.

- ”Min lærer, Ruth, lærte mig, at jeg kan, hvad jeg vil.” (Fra filmen “The longest ride”)

- Det er i andres tilstedeværelse, at du opdager dig selv (Esther Perel).

- Give the ones you

love wings to fly,

root to come back

and reasons to stay.

Rødder og vinger

Jeg tænker tit på talemåden: ”Vi står på skuldrene af hinanden.”

B.S. Ingemann formulerede samme tanke i 1850 i sin smukke salme: ”Dejlig er jorden.”

I strofe to står der: ”Tider skal komme,/tider skal henrulle,/slægt skal følge slægters gang.”

Jeg er specielt interesseret i dem, jeg står på skuldrene af. Først og fremmest tænker jeg, at jeg under ingen omstændigheder ville bytte med dem. For det ville jo for det første betyde, at jeg ikke var her mere og for det andet, og vel egentlig nok så væsentligt, så er det utroligt, hvilke ofre og hvilket slid, de har måttet yde, for at få et anstændigt liv - og ville jeg overhovedet have kunnet magte det?

Forhistorien er den, at mine bedsteforældre på fædrene side blev henholdsvis enke og enkemand i starten af 1900-tallet. På begge sider var der fire mindreårige børn, der skulle tages vare på, og hjælpen fra ”det offentlige” har jo nok været begrænset dengang. Som et indskud vil jeg sige, at jeg faktisk også er i tvivl om, om de ville have taget imod offentlige ydelser (almisser), når jeg nu kender den side af slægten indgående!

Heldet eller skæbnen var med dem en dag, hvor de begge var på kirkegården for at pusle om den afdøde mand/kone og for at gøre gravstedet pænt op til en eller anden højtid.

Det er ikke svært at sætte sig ind i, hvilken sorg det må have været. Ikke alene må savnet efter den kære have gnavet, der må også have været en stor afmagt i at stå alene med udsigten til et liv i fattigdom og ansvaret for fire børn, som man ønsker alt det bedste for.

Heldigvis fik de rejst de bøjede hoveder, så de kunne få øje på hinanden hen over hækken, og de kom i snak. Snakken endte med (alle mellemregninger må vi tænke os til,) at de besluttede, at de lige så godt kunne blive mand og kone og på den måde hjælpe hinanden og de sammenbragte børn til et tåleligt liv.

Her kunne man da godt få den tanke, at det handlede om ”at gøre en dyd af nødvendigheden.” Men ifølge overleveringerne (jeg har aldrig selv mødt hverken min farmor eller farfar) så var hjemmet fyldt af kærlighed, hvilket følgende oplysning vel også kunne indikere:

Ud af samlivet kom der et nyt kuld på fire børn, hvoraf min far er den yngste. Han blev født i 1917.

Fattigdommen blev billetten til Amerika

Som bekendt er det svært udelukkende at leve af kærlighed og kildevand. I et hjem med 12 børn og to voksne skal der også (meget) mad på bordet. Måske har de 12 børn aldrig boet hjemme samtidig. Måske var de ældste nået ud at tjene inden de sidste kom til. Jeg ved det ikke, men under alle omstændigheder, så har der været mange munde at mætte i lang tid.

Den historiske udvikling i verden var bestemt heller ikke med den fattige familie fra Mors. 1. verdenskrig (1914 – 18) påvirkede den danske økonomi, men det var den verdensomspændende krise, der brød ud i 1929 og som nåede Danmark i 1932, der slog bunden ud af specielt landbruget. Prisen på den nødvendige danske import af foderkorn steg samtidig med, at priserne på smør og bacon - som var Danmarks store eksportvarer - faldt med det resultat, at mange gårde endte på tvangsauktion.

Dertil kom, at arbejdsløsheden i forvejen var høj, fordi de erhvervsaktive befolkningsgrupper i 1920’erne og 1930’erne var dobbelt så stor som i de foregående årtier.

Disse forhold fik familien Nielsens ældste børn til at slå sig i tøjret. Udsigterne til et liv i fattigdom og håbløshed var ikke særlig tiltalende, og kunne der findes en vej ud af det?

Løsningen var Amerika!! Landet der ”flød med mælk og honning.”

En slagplan blev lagt. Aftalen var, at der skulle skillinges sammen, så den ældste - Niels - kunne rejse til Amerika alene, hvor han så skulle finde et arbejde, hvoraf han af sin løn skulle spare sammen til en billet til den næste, hvorefter de ville være to til at spare sammen til en billet til den tredje. Og så videre.

Planen lykkedes. Jens fik et arbejde som skraldemand i Chicago og med flid og nøjsomhed fik han skrabet dollars sammen, så Chresten kunne gøre ham selskab i Amerika, og ikke så længe efter fulgte Jens og derefter fulgte med mellemrum - så vidt jeg er orienteret - to mere.

Rødder fæstner slægten

Der er ikke tvivl om, at der sagtens kunne ligge en slægtsroman i den historie. Jeg vil i denne sammenhæng nøjes med ovenstående - for her er mit ærinde et andet.

Jeg har for nylig læst bogen “Tilfældets Gud” af Kirsten Thorup. I den står følgende citat: "There are only two lasting bequests we can hope to give our children. One is root, the other wings.”

Ovenstående historie er jo mine rødder, som jeg altså - ifølge bogcitatet - kan håbe at give videre til mine egne børn. Men hvilke værdier er der så i historien at give videre?

Ja, der er ingen tvivl om, at flid, nøjsomhed og arbejdsomhed har været tre af grundpillerne i at overkomme livet dengang, og også en meget nødvendig ingrediens i mine bedsteforældres – Marianne og Jens Christians - kamp for et værdigt liv. Derudover er det tydeligt, at pligten har spillet en stor rolle. Det ”at gøre sin pligt” – uanset – ved jeg, har været en grundsten i min slægts historie. Så peger historien også på, at der kan være situationer i livet, hvor du er nødt til at være pragmatiker. Altså at få det bedste ud af en ”svær” situation.

Som fx da mine bedsteforældre ”fandt hinanden” på kirkegården og besluttede et partnerskab. Et partnerskab, som sikrede, at de var to om den store opgave, det var, at få - i første omgang - otte børn godt i vej. Senere fulgte så fire mere, fordi partnerskabet udviklede sig til et kærligt ægteskab.

Mønsterbrydere baner vejen

Der er også håb og drømme i historien.

Marianne og Jens Christians børn beslutter at forsøge at forbedre deres livsvilkår. De vil ikke lade sig nøjes.

Og det bliver ikke bare ved drømmen. Nej, de handler på det!

Måske er de de største mønsterbrydere i slægtens historie, da de beslutter at skifte Mors ud med Minnesota.

TÆNK, hvor må det have været en stor og angstprovokerende beslutning: De har ikke været vant til at rejse – ud over måske til Nykøbing Mors. De har ingen sprogkundskaber, og skolegangen har det været så som så med. De har ingen penge og – mig bekendt - ingen familie at rejse over til i Amerika på det tidspunkt.

Alligevel tager de springet, og for den ældste - Niels - må det have været som at være første mand på månen. Så måske kunne man omskrive Armstrongs berømte månelandingsord og lægge dem i munden på Niels: ”That’s one small step for man, one giant leap for the ancestry.”

Jeg er sikker på, at os, der står på skuldrene af Niels og hans søskende, har meget at takke dem for.

Skespilleren Peter Mygind sagde engang i radioprogrammet ”Mads og monopolet” følgende: ”Man har nogle valg her i livet, og man kan selv vælge, om man vil være offer eller kriger.” Mine farbrødre valgte at være krigere.

Et andet citat, der passer godt her, er Mahatma Gandhis (indisk politiker og åndelig leder (1868 - 1948)). Han sagde: ”Du må selv være den forandring, som du ønsker at se i verden.” På trods af små kår og dårlige odds tog mine farbrødre den udfordring op – og lykkedes med det!!

Jeg lader med stolthed og glæde gerne disse rødder vokse videre i mine egne børn.

Vinger er udsyn, håb og drømme

Så er der det med vingerne.

Hvordan giver man sine børn vinger i den forståelse, at fremtidshåb og - drømme bliver en lige så stor del af deres livsforståelse, som rødderne er? Hvordan giver man dem udsynet og lysten til eventyret?

Og har vi overhovedet nogen indflydelse på, hvad der kommer til at ske i vores liv, eller er alt givet på forhånd? Er vi begrænsede af, hvad vi har fået med fra fødslen? Er det vores bestemmelse?

Set i forhold til mine bedsteforældre, så var det meget begrænset, hvad de kunne bestemme eller vælge for fremtiden. Grundvigs højskolesang fra 1839 dækker vel meget godt, hvilket liv, de kunne forvente: ”Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord.”

Heldigvis er vi da kommet lidt videre, selvom ovenstående vel også kan gå an.

Ja, på mange måder er vi vel kommet så meget videre, at vi er gået helt over i den anden grøft.

Hvor mange børn i dag får ikke at vide, ”at de kan, hvad de vil.” Der er frit valg på alle hylder – også når det gælder uddannelse.

Der er også et citat, som lyder: ”If you can dream it, you can do it.” Nikes slogan er helt på linje. Den lyder: ”Just do it”, og Adidas følger op med følgende udsagn: “Impossible is nothing.”

Vi har altså med en generation at gøre, som får forestillingen om, at de frit kan skabe det liv, de ønsker. Der er ingen bindinger eller forhindringer.

MEN. Problemet med at tro, at vi altid kan vælge frit er, at livet hurtigt bliver svært for os at bære. Kriser og ulykker falder tilbage på os selv, for vi jo bare kunne have valgt anderledes. Det moderne menneske føler sig - med titlen fra Christian Hjortkjærs fortræffelige bog om emnet – ”Utilstrækkelig.” Tidligere tiders opfattelse af tilværelsen som en gave, og som noget, der er skabt af en anden instans end os selv, er væk. Vi er nu vores egen lykkes og ulykkes smed.

Nornerne spinder livstråden

Vores livstråd forbinder fortid og nutid

Psykolog Svend Brinkmann udgav her i starten af marts måned en bog med titlen: ”Du er det liv du lever,” som også kredser om ovenstående problematik.

Brinkmann taler blandt andet om, at det er vigtigt at vi har en ”Selvkonstans.” Det vil sige, at vi skal stræbe efter at have en sammenhængende identitet over tid. Og selvkonstans er afgørende for tilliden mellem mennesker: ”Hvis ikke jeg er den samme over tid, hvordan skal andre så kunne regne med, at jeg gør det i dag, som jeg lovede i går?” spørger Svend Brinkmann.

Bogen fokuserer især på det psykologiske liv og Brinkmann betoner det, han kalder for ”livstrådens betydning.” "Livstråden er af alt det, vi ikke bare kan vælge til og fra. Livstråden er kontinuiteten og forpligtelsen livet igennem. Alt det, vi er knyttet til, og som knytter os sammen med andre, og som for en stor dels vedkommende allerede findes, før vi bliver født. I gamle dage kaldte man det skæbnen.”

Jeg synes, at en af de vigtigste pointer i bogen er følgende: ”Livet er ikke bare en lang række uforbundne valg, men også en livslang forholden sig til en livstråd eller skæbne, som individet ikke nødvendigvis selv er ophav til.

Mennesket er først og fremmest et forbundet væsen, hvis liv udgøres af tråde – både til andre og til sin egen historie – og som sætter spor gennem livsløbet. Hvis man fjerner tråde og spor fra livet – alle vores forbindelser til andre og til vores egen historie – er der ikke rigtig noget menneske tilbage.

Livstråden er spundet til ende ved livets afslutning, men den er ofte filtret ind i andre tråde, og i den forstand vil den fortsætte ud over det biologiske livs afslutning.”

Et sprog til italesættelse af skæbne og livstråd efterlyses

Så når vi fortæller vore børn, at de kan, hvad de vil, så er det ifølge Svend Brinkmann: ”.. måske den største livsløgn, som mennesker bliver bildt ind i dag. Engang fik folk at vide, at de - som skomageren - skulle blive ved deres læst, og at de stort set intet kunne vælge her i livet. Det er selvfølgelig forkert, og det er rigtig godt, at vi som kultur kom væk fra den undertrykkende forestilling.

Men det er lige så galt at få at vide, at alt er muligt, at lykken er et valg, at alt er op til en selv, fordi ethvert fejltrin da kan blive set som udtryk for den enkeltes utilstrækkelighed.”

Brinkmann mener, at vi har brug for et sprog om skæbne og livstråd, som taler direkte til vores forståelse af det levede liv. For som han skriver: ”Det gør jo stadig ondt at miste, at blive syg og at se tilværelsens grundvilkår, vores dødelighed, i øjnene.”

Summa summarum: De vigtigste ting i livet handler ikke om, hvad man har lyst til, men om "at opbygge styrke til at kunne klare det, man ikke nødvendigvis har lyst til, når omstændighederne kræver det,", som det formuleres til slut i bogen.

Livet er ikke et problem, der skal løses, centrum er ikke mig selv, og det vigtigste i livet handler ikke om, hvad man har lyst til.

Måske siger følgende kinesiske ordsprog det hele: “Man kan ikke vide, hvilken vej man skal gå, hvis ikke man ved, hvilken vej man vender.”

Og så havde vores store filosof K. E. Løgstrups vel også regnet det hele ud, da han i 1956 i sin bog ”Den etiske fordring ” skrev: ”…… vi er hinandens verden og hinandens skæbne.”

Jo, det kan så sandelig være svært at være menneske og gøre det ”rigtige.” Der er jo ikke så mange af os, der er psykologer og filosoffer. Så vi almindelig dødelige må jo forsøge at finde vores egen vej igennem ”livets trængsel.”

Måske behøver det ikke være sværere end følgende digt beskriver:

” Do not ask your children to strive” by William Martin

Do not ask your children

to strive for extraordinary lives.

Such striving may seem admirable,

but it is the way to foolishness.

Help them instead to find the wonder

and the marvel of an ordinary life.

Show them the joy of tasting

tomatoes, apples and pears.

Show them how to cry

when pets and people die.

Show them the infinite pleasure

in the touch of a hand.

And make the ordinary come alive in them.

The extraordinary will take care of itself.

PS. Måske kan der sidde en enkelt og tænke, om ikke min egen far skulle have været til Amerika? Blev der ikke sparet sammen til ham? Jeg ved, at planen var, at han også skulle have været afsted. Men der kom noget i vejen. Blandt andet min mor. Og så var det også – ifølge min søster – svært for ham at forlade sine forældre, som på det tidspunkt var svagelige og havde brug for hjælp.

Hvem ved, om Trump er gået glip af en glødende tilhænger af den grund? :)