Snublesten og benspænd

TEMA-citater:

- Man kan se ind i øjet, men ikke altid ind i hjertet. (jødisk ordsprog)

- Nogle gange kan et mirakel være en venlig sjæl med et varmt hjerte.

- Glem aldrig modet, kærligheden og håbet, vi er blevet givet af dem, der overlevede, og dem, der ikke gjorde. (Heather Morris)

- Når man står over for døden, er kærligheden den eneste trøst. (Santa Montefiore)

- Dem, vi elsker, går aldrig bort, de går blot i forvejen.

- Løgnen har det med at lægge plastic over hjertet, så det er svært at trække vejret.

- Hele problemet med verden er, at fjolser og fanatikere altid er så sikre på sig selv, mens klogere mennesker er så fulde af tvivl. (Bertrand Russell)

Tre danske snublesten

Jeg bliver aldrig færdige med den krig! Der findes altid nye kilder, nye sider af historien, nye vinkler, glemte kapitler – og senest har Jacob Andersen fra Copenhagen Film Company skabt dokumentarprogrammet ”Hitlers tyske flygtninge i Danmark” for DR.

Lad mig begynde med en indrømmelse: Jeg er en hund efter bøger, film og fortællinger om Anden Verdenskrig, og det har jeg været siden min ungdom.

Der er ingen tvivl om, at Anden Verdenskrig har genereret mange spændende historier, som i sig selv kan drage ’en mod perioden. Men for mig handler det også om at finde bare en lille flig af en forklaring på, hvordan nogle mennesker kunne være så ondskabsfuldt modbydelige mod andre af deres egen art.

Her tænker jeg selvfølgelig på historien om udryddelseslejrene.

På trods af min søgen er det faktisk ikke lykkedes mig at komme en forklaring ret meget nærmere. Der er rigtigt mange gode bud på en forklaring, men det er som om, der er et ”missing link” mellem det, som skulle karakterisere os som mennesker - nemlig ”den store hjerne” - og (mis)handlingen. Jeg forstår det ikke!!

Og lad mig lige nævne et par fakta, som vi i år (2023) kan hejse dødningeflaget over på deres 80-års fødsels(rædsels)-dag: 25. juni 1943 bliver krematorium 3 færdig i Birkenau, 23. september 1943 indledes eksperimentel gasning i Auswich, 1. oktober 1943 tager tyskerne de danske jøder, og 15. november beordrer Heinrich Himmler, at sigøjnerne skal fanges og behandles som jøderne.

Og det er altså bare 80 år siden!!

Så jeg søger videre. Jeg kan ikke lade være.

En umulig kærlighedshistorie

Senest har min søgen altså ført mig til ovenstående dokumentarprogram om de tyske flygtninge i Danmark - som jo ikke just sætter ”vores” medmenneskelig- og hjælpsomhed i et særligt flatterende lys.

Her må jeg tilstå, at det selvfølgelig er nemt at dømme fortiden med nutidens øjne, og at der måske er en ”undtagelsestilstand” i den kendsgerning, at ”vi” skulle tage kærligt mod ”en nabo,” som netop havde sat verden i brand og væltet ens tilværelse.

Men nok så væsentligt – i denne sammenhæng – har min søgen ført mig til den svenske dokumentarfilm fra sidste år ”Nelly og Nadine”, som jeg samlede op på Filmstriben.

Den førte mig ikke til en nærmere forklaring på det eksistentielle spørgsmål om nazisternes grusomheder, men den fortæller en umulig kærlighedshistorie, der voksede ud af koncentrationslejren Ravensbrücks sorte skygge, og giver håb. Det får mig til at tænke på talemåden ”Hvor der er liv, er der håb” - og i dette tilfælde kunne en bizar omskrivning lyde: ”Hvor der var død, opstod der håb.”

Under alle omstændigheder, så har vi til alle tider kunnet finde lidt trøst i talemåden: ”Håbet er det sidste, vi slipper.”

I dokumentaren fremgår det, at Nadine Hwang var datter af en kinesisk diplomat i Spanien.

Nelly Mousset-Vos var kurér for den franske modstandsbevægelse.

De anede intet om hinandens eksistens, da de blev arresteret af nazisterne i midten af Anden Verdenskrig og sendt til koncentrationslejren i nordtyske Ravensbrück.

Nelly Mousset-Vos var professionel operasanger. Det opdagede vagterne i Ravensbrück, og juleaften 1944 opfordrede en af de tyske vagter Nelly til at synge julesange. Det gjorde hun, så tårerne trillede utæmmeligt ned ad kinderne på vagten. Derefter bad en stemme hende om at synge noget fra Puccinis "Madame Butterfly". Det ønske opfyldte hun også. Og hun modtog efterfølgende en omfavnelse og et kys fra den person, der kom med opfordringen, Nadine Hwang.

Denne smukke aften i nazisternes rædselslejr forelskede Nadine Hwang og Nelly Mousset-Vos sig i hinanden.

Nadine Hwang fra dokumentaren "Every Face Has a Name"

Skæbnen adskilte dem

Men mod slutningen af krigen endte de i hver sin lejr – uden at vide noget om hinandens skæbne.

Og i april 1945 havnede Hwang i Malmø takket være schweizisk Røde Kors, der transporterede fangerne fra Mauthausen-lejren til Sverige.

Her kunne kærlighedsdramaet om Nadine og Nelly være druknet i glemslen, hvis ikke den svenske dokumentarist Magnus Gertten var dukket op.

For 15 år siden faldt han over nogle optagelser, som de svenske myndigheder iværksatte i april 1945. Et par professionelle fotografer fik til opdrag at optage de ankomne fanger, der smilede venligt til kameraerne. Gertten blev så fascineret af de knivskarpe gamle filmoptagelser, at han skabte to dokumentarfilm ud af dem: "Hoppets hamn" (2011) og "Every Face has a Name" (2015).

I den sidstnævnte forsøgte han at identificere og lokalisere hvert ansigt på havnen i Malmø i april 1945.

En af kvinderne på havnen forblev et mysterium for Gertten (se ovenstående billede.) Han havde en fornemmelse af – har han fortalt - at hendes alvorlige asiatiske træk syntes at stille et spørgsmål til kameraet.

Gertten fandt ud af, at kvinden hed Nadine Hwang, men hendes videre skæbne kunne han ikke kortlægge.

En kasse med svar

I hvert fald ikke før et nordfransk bondepar dukkede op til en visning af "Every Face has a Name" i Paris i 2016 og fortalte Gertten, at de havde en kasse med fotos, postkort, smalfilm, dagbøger med mere stående derhjemme.

Bondekonen var Nellys barnebarn, Sylvie Bianchi. Og kassen indeholdt svarene på så godt som alle de spørgsmål, Gertten måtte have om Nadine.

Ud af den kasse kunne Gertten skabe en tredje dokumentarfilm om de frigivne fanger i Malmø, som blev den hidtil meste dramatiske og medrivende, "Nelly & Nadine".

Det blev til en svensk dokumentarfilm om en fransk bondekone, der – med tårer i øjnene – gennemroder sin gamle kasse for første gang.

Hun har aldrig haft modet til det, men nu skal det være, og så optrævler hun en utrolig kærlighedshistorie mellem to kvinder, der forelsker sig i en koncentrationslejr, tvinges fra hinanden, men finder sammen igen i løbet af 1946.

Hvordan dette samliv forløber, må I selv kigge/klikke jer frem til. Det er tiden værd!!

Nadine Hwang og Nelly Mousset-Voss

Snublesten eller Stolpesteine

Med denne dokumentar får vi lagt en ”snublesten” over to eksistenser, som uden Gerttens ihærdighed og held ville være forblevet i glemslen. Og i dette tilfælde tilmed en fortælling, som får et liv ud over Ravensbrück. For for rigtigt mange blev de tyske koncentrationslejre deres sidste adresse.

Begrebet ”snublesten” har jeg fra den tyske kunstner, Günter Demnig, som kalder dem for Stolpesteine - som altså oversat til dansk er blevet til snublesten.

Günter Demnig lægger Stolpesteine til minde om tidligere koncentrationslejrfanger.

Centralt på Demnigs hjemmeside står der: ”Et menneske er først glemt, når dets navn er glemt.”

Han fik ideen til de små mindesten efter et møde med en indbygger i Köln, der havde oplevet krigen og var overbevist om, at der aldrig havde boet sintier eller romaer i hendes nabolag.

Demnig vidste, at hun ikke havde ret, og en ide tog form i hans hoved.

Så ud fra føromtalte talemåde opfandt han begrebet Stolpersteine, som er små navnesten, der mindes nazisternes ofre foran deres sidst valgte bolig.

Den allerførste Stolperstein blev nedlagt i Köln i december 1992.

Anledningen var markeringen af 50-året for Heinrich Himmlers underskrivelse af dekretet om at deportere romaer og sintier til udryddelseslejre.

I 1994 udstillede Gunter Demnig 250 Stolpersteine for myrdede sintier og romaer i St. Anthony Kirke i Køln. Stenene – 10 x 10 cm blokke – blev i januar 1995 nedlagt i fortovene rundt om i Köln.

En sten. Et navn. Et menneske.

I den anledning sagde Gunter Demnig:

”Stenene foran husene gør mindet om de mennesker, som engang boede her, levende. På stenene står skrevet: Her boede…… En sten. Et navn. Et menneske.”

I Berlin blev de første 50 snublesten lagt ned i maj 1996 - uden tilladelse fra de lokale myndigheder.

Snublestenene gjorde dog så stort indtryk, at de lokale distrikter i Berlin ret hurtigt tog projektet til sig.

I dag organiseres udlægningen af snublesten af et bureau med 12 lokale afdelinger, der fungerer som bindeled mellem Gunter Demnig og hans stab, sponsorer og pårørende til ofrene.

Berlin har i dag mere end 7.600 snublesten.

Stolpersteine-projektet har indtil videre bredt sig til over 1.200 kommuner i Tyskland samt til mange andre lande. I december 2019 blev snublesten nummer 75.000 nedlagt.

I dag findes der snublesten over hele Europa. Danmark blev land nummer 26 med snublesten.

Der er dags dato nedlagt 31 sten i Danmark.

Alle sten bliver nedlagt af kunstneren selv.

Snublesten er ikke kun mindesmærker over jøder, men for alle nazisternes ofre. Det vil sige også for romaer, sintier, homoseksuelle og systemkritikere.

Ruth Niedrig blev myrdet i Auswich i 1943 kun 23 år gammel. Hun blev bidt ihjel af en vagthund. Nu er hun blevet mindet med en snublesten ud for den sidste bolig, hun havde i København.

Husmor med uselvisk hjerte

HVIS der skulle nedlægges en snublesten i min hjemby Thisted med relation til krigen, jøderne og koncentrationslejrene, så skulle den lægges for Dagmar Lustrup.

Hun blev – heldigvis – ikke et offer for udryddelsesprocessen og er heller ikke jøde. Hun ”rev” tvært imod nogle jødebørn ud af kløerne på Hitlers endlösung og er siden blevet hædret for det.

Den 28. august 1985 blev hun nemlig tildelt prisen The Righteous Among the Nations for at have reddet jødebørn under 2. verdenskrig. En hæder, der tildeles og administreres af Yad Vashem - Israels Holocaust-center i Jerusalem, der blandt andet rummer museum og en omfattende dokumentationscentral.

Højtideligheden fandt sted på Thisted Sygehus, hvor Dagmar på det tidspunkt var indlagt. Med hæderen fulgte medalje og diplom. Samtidig udvirkede et af de børn, som hun havde reddet – Oscar Strauss – at der blev plantet fem træer i hendes navn i mindeskoven ved Yad Vashem i Jerusalem.

I en artikel fra JyllandsPosten fra februar 2011 om begivenheden står der blandt andet:

- Dagmar Lustrup var en aktiv, engageret og stærk hjemmegående husmor, der af hele sit uselviske hjerte tog afstand fra Hitlers og Det Tredje Riges Holocaust, der endte med at koste henved 6 mio. jøder livet. Dagmar Lustrup var en af hverdagens helte. Hun fulgte først og fremmest sin samvittighed. Et menneske, der mente, at det var hendes simple pligt, at redde en gruppe på omkring 20 jødiske børn og unge fra døden i Hitlers gaskamre.

Snublesten som vidnesbyrd

Hvis der skulle nedlægges en snublesten over Dagmar Lustrup, så skulle den – ifølge den oprindelige ide med stenene – nedlægges ved Dagmars sidst valgte bolig. Den skulle i så fald lægges ned uden for plejecentret Kristianslyst, hvor Dagmar levede sine sidste år og døde den 26. juni 1990 i en alder af 96 år.

Men jeg synes, at et mere oplagt sted ville være i Jernbanegade, hvor Thisted Dagblad/Thisted Amtstidende holdt til i mange år. For der var hendes mand, Jesper Lustrup, nemlig redaktør i 45 år. Og her går der mange mennesker forbi hver dag, som med stenen vil blive mindet om mod, uselviskhed og pligt.

Beretningerne om, hvordan mange danskere reddede i hundredvis af jøder ved i nattens mulm og mørke at sejle dem fra Sjælland til Sverige skjult ombord på fiskerbåde, er ofte fortalt og dokumenteret.

Det er Dagmar Lustrups historie ikke.

Faktisk har hun til en bredere offentlighed kun fortalt sin historie nogle enkelte gange. Blandt andet i et par artikler i Thisted Dagblad tilbage i 1980'erne.

Og så har føromtalte Oscar Strauss fortalt sin version af begivenhederne til ”Jul i Thy” i 1998.

Så, når jeg nu er snublet over Dagmar Lustrup, så lad mig lige kort referere den dramatiske historie, der gemmer sig bag Dagmars krigsoplevelser.

Dagmar Lustrup (1894 - 1990)

Jødiske børn under oplæring

Dagmar Lustrup blev født i Kalundborg, og her mødte hun sin kommende mand, journalist og redaktør Jesper Lustrup, mens han arbejdede på Maribo Tidende.

I 1917 rejste parret til Thisted, hvor Jesper Lustrup blev redaktør på Thisted Amtstidende.

Allerede i 1918 meldte Dagmar sig ind i Dansk Kvindesamfund og var aktiv i Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed - og det var i forbindelse med det arbejde, at hun den 9. april 1940, da Danmark blev besat at tyskerne, blev stillet over for sit livs udfordring.

Allerede I 1939 bragte Kvindernes Fredsliga over 300 jødiske børn blandt andet fra Tjekkoslovakiet til Danmark, hvor de blev fordelt hos private landbofamilier med det formål, at de skulle oplæres indenfor landbrug og siden rejse til Palæstina.

Kun en forsvindende lille del af børnene genså efter krigen deres familie. Langt de fleste af deres kære blev udryddet i nazisternes gaskamre.

En gruppe af disse børn og teenagere kom under Dagmar Lustrups beskyttende vinger til Thisted, og de blev fordelt blandt landmænd på egnen*.

Dagmars opgave blev at sørge for, at alle trivedes - at de intet manglede - og hun arrangerede blandt andet også et par fællesmøder om ugen på Hillerslev Præstegård, så børnene bevarede den indbyrdes kontakt.

Da Danmark blev besat den 9. april 1940 opstod der en ny situation. Tyskerne ville have børnene udleveret fra de danske plejefamilier, og Dagmar Lustrup og mange af plejefamilierne vidste, at børnene var i fare, og de nægtede at udlevere dem.

Dagmar Lustrup har siden fortalt, at tyskerne på et tidspunkt tilbød, at børnene kunne komme til jødiske organisationer i Frankrig.

Det førte til, at flere af forældrene i kodede breve skrev til Dagmar og tryglede om, at deres børn ikke blev sendt ned gennem Tyskland.

Liv eller død

Med besættelsen af Danmark stod det nu klart for Dagmar Lustrup, at det drejede sig om liv og død for børnene.

Hun og andre medlemmer af organisationen forhandlede med uniformerede repræsentanter for den tyske værnemagt, ”der ikke var vant til at have med en stædig dansk hausfrau at gøre,” som hun selv har udtrykt det senere i et interview.

Situationen spidsede efterhånden til, og i november 1940 blev Dagmar Lustrup stillet over for et ultimatum af værnemagten:

De jødiske børn skulle i løbet af 24 timer være væk fra Thistedegnen.

Det lykkedes for Dagmar at få arrangeret, at gruppen kunne rejse til Fruens Bøge på Fyn, hvor et andet medlem af fredsligaen ville give dem midlertidig husly.

Så da hun havde hentet børnene hos deres plejefamilier, blev alle samlet i den ene af de to ventesale på Thisted Banegård.

Dagmar Lustrup beskrev i Thisted Dagblad i 1987 togturen til Fyn således:

"Det var en rædselsfuld tur og børnene ville ikke spise. Jeg gik fra kupé til kupé og spurgte dem, hvad de ville være, når de blev voksne. En af dem, Oscar Strauss**, sagde, at han ønskede tomater og en gang at få en lille ko. I dag har han en stor gård med 100 kreaturer i Israel, og jeg har stadig kontakt med ham."

Oskar Strauss fotograferet i Thisted i 1940

Til Sverige i smug

Efter omkring en uges ophold på Fyn rejste gruppen videre til København og var da blevet udvidet med en gruppe børn fra Fyn.

I København forhandlede Dagmar Lustrup - sammen med andre repræsentanter fra Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed - igen med tyskerne.

Det kom der det kompromis ud af, at børnene ville blive sendt til Sverige i mere eller mindre smug. Tyskerne ville ”se den anden vej” og lade dem passere.

En kontroversiel løsning, må man nok sige, og det har da også senere fået Dagmar til at udtale følgende i et interview:

- Der var selvsagt ingen tysk eller officiel dansk interesse i, at måden, hvorpå sagen blev løst på, blev offentliggjort.

Det betød, at gruppen - forsynet med immigrationspapirer - kunne rejse til Sverige og via Sovjetunionen komme videre til Palæstina.

Oscar Strauss nåede hjem

Hvordan den tur forløb, har Oscar Strauss berettet om til ”Jul i Thy” i 1998.

Heri står der:

”Om den lange dramatiske rejse fra Danmark skriver Oscar Strauss, at den blev indledt om morgenen den 5. december, da gruppen med båd blev sejlet fra København til Malmø og derfra videre til Stockholm:

"Efter to dage i Stockholm sejlede vi videre til Åbo og tog derfra til Helsinki. Byen var på grund af den russisk-finske krig meget ødelagt," skriver Oscar Strauss.

Fra Helsinki gik det med tildækkede ruder videre med tog til Leningrad - nu Skt. Petersborg.

"Vi havde to dages ophold i isnende kulde der og fortsatte så i et gammelt tog 2000 kilometer i retning syd til Odessa," skriver Strauss

Under et voldsomt stormvejr gik turen over Det Sorte Hav og alle blev søsyge. Stærk frysende og forkomne ankom de næste dag til Varna i Bulgarien. Herfra gik rejsen videre til Istanbul, hvor en todages lang togtur ventede, inden børnene kørte igennem Syrien og Libanon.

"Den 24. december, juleaften, nåede vi den palæstinensiske grænse ved Ras el Nakura. Her tog vores kommende lærer imod os, og herfra tog han os med til kibbutzen Geva i dalen Yesreel. Her boede vi i næsten tre år," skriver Oscar Strauss i artiklen i "Jul i Thy".

Fortovets Post-it-seddel

Tænk nu, hvis vi bestemte os for at lægge snublesten over andre afdøde end lige dem, der blev nazisternes ofre. Det ville blive fortovets pendant til den gule Post-it-seddel, der minder os om noget vigtigt, vi skal huske, og som får plads på opslagstavlen/fortovet.

Så ville vi dagligt lige blive mindet om dem og det, de stod for. Vi ville blive mindet om værdier, der er vigtige for sammenhængskraften i vort samfund og om personer, der har ydet noget ud over det sædvanlige og tilmed for nogle med livet som indsats.

I disse moderne tider kunne en lille QR-kode på stenen så kort fortælle dens historie.

Hvem ville du lægge en snublesten for, og hvad skulle QR-koden åbenbare?

Jeg tror, jeg ville lægge en sten for Per Schultz Jørgensen, som døde den 22. december 2022.

Han skal have en snublesten, fordi han var god til ”benspænd” - i overført betydning.

Et virtuelt benspænd er ifølge ordbogen: ”En uventet hindring eller begrænsning, som anvendes til at skabe fremdrift og nytænkning i idéudvikling, og som er specielt effektive, når de forudfattede meninger eller antagelser om løsningens karakter virker hindrende for nye idéer.”

Per Schultz Jørgensen var først og fremmest børnenes ambassadør. Han var om nogen bannerfører for afskaffelsen af Revselsesretten. Altså forældres ret til at slå deres børn. Og efter en hård og utrættelig kamp, som blev kæmpet med afsæt i Børnerådet, lykkedes det i 1997 at få afskaffet retten for forældre til at give deres børn ”nogen over nakken.”

Men selv om det ”håndfaste” opdragelsesmiddel – øretæven – blev afskaffet i 1997, så mente Schultz Jørgensen bestemt ikke, at det fratager forældrene opgaven med at opdrage deres børn. Tvært imod.

En voksen til hver hånd

Men opdragelse er en proces med holdninger. At ”drage op” kræver refleksion, kærlighed og tålmodighed, og det opfylder en lussing ikke.

Ganske kort tid før sin død, gav han et interview til fagbladet Folkeskolen, hvori han - på baggrund af sin kæmpe pædagogiske erfaring og visdom - gav sit bud på, hvilke forudsætninger der skal til, for at børn udvikler sig til tillidsfulde og sunde mennesker:

"Et barn skal have en voksen til hver hånd. Den ene hånd er mor og far, den anden er er én pædagog. Begge de bånd er af afgørende betydning, for deri ligger tilliden til, at jeg klarer det. De to bånd er udfordret i en krisetid, for mor og far har ikke så meget tid, som før, og hvis vi sparer på pædagogtimer i daginstitutioner, så slækker vi også det andet bånd. Så mister nogle børn trykket i både den ene og den anden hånd. Og det er derfor, at vi har så mange diagnoser, fordi børnene mister grebet i den ene hånd og nogle i begge hænder."

Hellere kælling end kylling

En anden snublesten skulle nedlægges over Ritt Bjerregaard. Hun døde den 21. januar 2023, 81 år gammel. Hun var også ekspert i benspænd. Hun udfordrede specielt ligestillingen mellem kvinder og mænd, hvilket indbragte hende Dansk Kvindesamfunds "Mathildeprisen" i 1979. Den pris gives til en, som ”på afgørende måde arbejder for gennemførelsen af ligestilling mellem kvinder og mænd.”

Statsminister Mette Frederiksen skriver følgende om hende på sin Facebookside efter meddelelsen om hendes død:

- Ritt har været en inspiration for mange. Og hun har gjort en forskel. For Danmark. For København. For Socialdemokratiet. Og for kvinder i politik. Som Ritt selv har sagt det: Hun ville hellere være en kælling end en kylling. Kære Ritt. I dag er du et koryfæ, Tak for alt, hvad du har givet.

Og Pernille Skipper fra Enhedslisten skrev på sin Twitter-profil følgende:

- Hun viste os, hvordan feminisme og ligestilling kan gå på tværs af andre politiske skel.

Folkekær nationalklenodie

Et sidste bud på en snublesten skulle være for Lise Nørgaard, som døde den 1. januar 2023, 105 år gammel.

Også hun formåede ”at udfordre forudfattede meninger og holdninger, som virkede hindrende for udviklingen”.

Ideer til en tekst til QR-koden kunne komme fra nogle af de nekrologer, der oversvømmede de sociale medier kort efter Lise Nørgaards død.

Direktør i Nordisk Film, Henrik Zein, skriver blandt andet:

- Lise Nørgaard var med til at lægge grundstenen for danske tv-serier, og samtidig var hun et forbillede som kvinde, der formåede at slå igennem i et ellers meget mandsdomineret produktionsmiljø.

Statsminister Mette Frederiksen (S) skriver:

- Vi siger farvel til et nationalklenodie. En stærk og folkekær kvinde, der aldrig var bange for at gå forrest.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) er måske den, som sammenfatter indholdet i nekrologerne bedst. Han kalder Lise Nørgaard for "et af de mennesker, der har haft den største betydning på vores samtidskultur" og roser forfatteren for at "bidrage rigt" igennem hele sit lange liv.

Han er også opmærksom på hendes rolle i ligestillingsdebatten:

- Hun har haft en større stemme, end mange gør sig klart i ligestillingsdebatten herhjemme – også før det var moderne at mene noget om ligestilling, skriver Jakob Engel-Schmidt.

Krig ødelægger børn

Lad mig slutte med et par digte af fanger, som sad i kz-lejren Theresienstadt under 2. verdenskrig.

De fleste af digtene er skrevet af børn, mens de var fanger i lejren, og i flere tilfælde har kun digtene og ikke deres forfattere overlevet krigen. Digtene er i dag vidnesbyrd om børn og unges oplevelser under Holocaust. Digtene er samlet i en bog med titlen ”I ghettoen er der ingen sommerfugle.”

Skal vi trække en tråd op til i dag og krigen i Ukraine, så viste en udstilling på DOKK1 i Århus, som markerede 1. årsdagen for krigsudbruddet, at billeder malet af polske børn efter anden verdenskrig som et vidnesbyrd om deres traumer i forbindelse med Nazitysklands besættelse af Polen i 1939-1945, sidestillet med billeder på papirark, hvor ukrainske børn har skildret deres følelser og oplevelser under den krig, som Rusland fører i landet, at uanset tid og sted er krig et stort onde, og børnene er altid ofre.

Sommerfuglen

Den sidste

den allersidste

så gul, så blændende gul,

som en tåre fra solen,

der falder på den hvide klippe

så lysende gul,

den allersidste

Let fløj den op i luften,

svævende på sine gule vinger,

og kyssede verden farvel

Om nogle dage er det

min syvende uge i lejren,

her fandt min familie mig,

mælkebøttens blomster kalder på mig

og kastanjens hvide lys i går

Men jeg har ikke set en eneste sommerfugl,

den jeg så, var den sidste

- i ghettoen er der ingen sommerfugle!

Pavel Friedmann (1921 – 1944)

Spørgsmål og svar

Hvad har man videnskaberne til?

Og de smukke kvinder, hvad er er det, de vil?

Hvorfor vinder lovløsheden i hver en sag?

Hvad er solen til for, når det aldrig bliver dag?

Hvorfor findes Gud?

for at straffe os mennesker?

Er det på den måde,

han gør os til bedre mennesker?

Er vi som dyr blot skabt til at lide,

til at uddø, sygne hen,

her på jorden uden at vide,

hvorfor vi lever, hvorfor livet er en plage

indespærret bag en mur, hvor vi ender vore dage?

Det har kun ’en mening, vid det, min søn,

du skal kæmpe, blive mand,

det er din løn!

Hanus Hachenburg

(1929 – 1944)

Morgensang

Jeg plukker en lille forglemmigej,

og fører den op til min mund,

solen flyder endnu i sit røde lys,

før den varmer jorden så rund.

Lille forglemmigej i din kjole blå,

du smyger dig tæt til klippen så glad,

ved de ikke, at det store teater

bløder i dag i sit blodige bad?

Anonym

Forgæves

Forgæves står den gamle og venter

forgæves klager og græder hans stemme

forgæves vil han dø

Hvor er verden dog smuk i dag!

Anonym

Og til allersidst denne lille perle.

Hvem kunne ikke have lyst at vandre sammen med Alena til sådan et sted?

Alene vil jeg gerne vandre

Alene vil jeg gerne vandre

hen til et ukendt sted,

hvor ingen mennesker dræber andre,

hvor man lever sammen i fred.

Måske er vi slet ikke så få,

som ser håbet flamme.

Måske er vi tusinder, der genre vil gå,

hvorfor ikke med det samme?

Alena Synkova’

(1926 -)

___________________________________________________________________________________________

NOTE

*Ifølge Oscar Strauss’ erindringer var der følgende jødebørn i Thy 1939-40:

Judit Heller hos sognepræst J. Bækgaard, Nors.

Jehuda Steiner hos Poul Sønderskov, Brund.

Otto Jolesch hos Magdalena og Margrethe Svanborg, Malle, Sennels.

Eva Berniann hos Jesper Pedersen, Østergaard, Brund.

Kurt Beamt hos Christian Hove, Kjelstrup.

Vera Liiwy hos Martinus Tange, Tangesminde, Brund.

Leo Weiner hos Peter Bonnerup, Skovsted.

Gerhard Popper hos Jens Sloth Odgaard, Ny Ullerupgård.

Rita Tennenblatt hos købmand Ottesen, Sennels.

Grethe Kral hos Peder Mikkelsen, Hillerslev.

Ernst Langer hos Petrus Overgaard, Nr. Knudgård, Hov.

Rosa Co/m hos lærer Olsen, Nors Skole.

Dagmar Polak hos lærer Madsen, Sennels.

Tin i Se/t mergel hos Per Østergaard, Hov.

Robert Cohn hos gårdejer, lærer Pedersen, Sennels.

Oskar Strauss hos Dorthea og Kristian Poulsen, Hov Planteskole.

Note

**Mandag den 6. januar 2014 var der en fin artikel i Thisted Dagblad om Oskar Strauss og hans tid i Danmark.