TEMA-citater:
1. ”Man drukner ikke af at falde i floden, men af at blive under vandet.”
2. ”Mange unge med psykiatriske diagnoser er ikke syge – de er kede af det.”
3. ”Der er noget ved alting, men det er ikke alting, der er noget ved.”
4. ”Man kan ikke betvinge det, der ligger uden for ens kontrol. Man kan kun lære at leve i harmoni med det.”
Det er meget brugt, at man i slutningen af det gamle år eller i begyndelsen af det nye gør status. Det vil jeg også gøre. Men min status skal gå på min krop - Fungerer den tilfredsstillende, eller er der eventuelt problemer, der skal kigges på? Kan jeg hakke tingene af i servicebogen og med fortrøstning se frem mod det næste tjek med bevidstheden om, at min krop er klar til at gå ind i det nye og tage de næste 1.000.000 skridt.
Valget af emne tager udgangspunkt i, at jeg her i slutningen af 2022 fik besked fra Region Nordjylland om et tilbud om screening for tarmkræft. Det kom helt bag på mig, at der allerede er gået fem år siden der kom et lignende tilbud i min E-Boks.
Men reaktionen på tilbuddet var til gengæld lige så genkendelig, som det var sidste gang. Angsten for eller usikkerhed om, om der sad noget ”skidt” i den tarm. Tænk nu, hvis der gemte sig en potentiel dødsdom derinde, som kun ventede på at blive proklameret. Vi kender jo alle nogen. Og så tankerne om, om ikke både mave og afføring også havde været lidt mærkelige på det sidste?
Men man er vel en mand, og vi må alle kigge vores skæbne i øjnene!
Så den mentale forberedelse gik i gang. En forberedelse, der skulle gøre en klar til ikke bare at se skæbnen, men også ens efterladenskaber i øjnene. Og selv om jeg har hørt B.S. Christiansen sige, at det er vigtigt at kigge ”ned i det” hver dag, så kræver det alligevel lidt overvindelse, synes jeg.
Men en aften før sengetid var den der. Jeg fik spændt ”faldskærmen” ud over kummen og med et snuptag og en vatpind gik jeg til angreb på ”fæces” og vupti. Snart stod jeg med en lille fin, brun og foret konvolut med mit indre indeni, som skulle afleveres i en postkasse. Gad vide, om man i det tilfælde kan kalde postbuddet for en ”Post-røver,” når han tømmer postkassen? 😊
Kummakivi - En 500.000 kilos klippestykke i Ruokolahti, Finland, der har balanceret på et anden klippestykke i over 11.000 år. - Et symbol på livets skrøbelighed – Livets linedans.
Livets linedans
Spøg til side. Nu måtte jeg så bare vente på svaret. Var der blod i eller ej?
Jeg må indrømme, at med det bekymringsgen, jeg er blevet udstyret med, så er den slags venten ikke god for mig. Jeg når at spinde de mest utrolige historier om sygdom og død, der slet ikke har hold i virkeligheden.
Efter fem dage kom svaret. De havde ikke fundet noget!! Lettelsen skyllede ind over mig, og i eufori fik jeg næsten lyst til at råbe: ”Skide godt, Egon,” og jeg kom i tanke om følgende talemåde: ”Når enden er god er alting godt.”
Men svaret KUNNE jo have været en anden - det hører vi jo - og minder os om, at vi på en måde lever på en knivsæg. Det er knivsæggen mellem lys og skygge, glæde og sorg, liv og død, godt og ondt. Linedans kunne også være et ord for det. Hvis vi nu mister balansen, hvilken side falder vi så ned på?
Det er vist lige her, at TV2’s sang ”Kys det nu” giver rigtig god mening. Omkvædet lyder:
”Kys det nu, det satans liv. Og grib det, fang det. Før det er forbi.”
Nu kan jeg så ånde lettet op til næste gang, som desværre – med min fremskredne alder in mente – allerede er om to år.
Men inden de to år er gået, har jeg faktisk været bragt i samme ængstelige situation to gange. Det kommer sig af, at jeg for et par år siden - af det sidste hold elever, jeg havde - fik at vide, at jeg alt for tit sagde: ”Hva’?,” når de spurgte mig om noget. Vel egentlig en okay pæn måde at sige på: ”DU ER NÆRMEST DØV, IVAN!”
Et skvulp og et spørgsmål
Jeg var godt klar over, at der var et problem med højre øre. Det havde ligesom en løs forbindelse. Jeg hørte ON/OFF på det. Så måske ørevoksen var steget mig til hovedet? Og det ville da være en nem måde at klare problemet på, hvis det bare kunne skylles væk.
Så jeg bestilte tid hos lægen og fik den besked, at pågældende ”operation” sagtens kunne klares af en sygeplejerske. Det var fint med mig, hvis bare jeg kunne komme til at høre fuglene og mine elever igen.
Og faktisk var ørevoksen stopklodsen for min auditive kontakt med omverdenen.
Lunken vand, en velvoksen øreskyllesprøjte og en lige så velvoksen øreskylleskål klarede problemet, og fra nu af ville jeg kunne høre selv den mindste lille prut i klasseværelset.
Inden jeg forlod lægehuset spurgte sygeplejersken mig, om ikke snart det var tid for – set i forhold til min alder – at jeg fik et årligt tjek af forskellige funktioner i min krop: Blodtryk, kolesterol, blodprocent, hjerterytme osv.?
Det er vist det nærmeste, man kommer på et retorisk spørgsmål.
Jeg følte ikke, at jeg kunne svare andet end ”jo” til den forespørgsel vel vidende, at jeg fra nu og resten af mit liv en gang om året ville skulle leve med den ængstelse, der ligger i at vente på svar på x-antal prøver.
Men det er vel billigt sluppet, hvis disse prøver viser en alvorlig sygdom, som kan kureres i tide?
Det vil blive svært at tilgive mig selv, hvis jeg sagde nej til et tjek, som senere viste sig, at ville have kunnet redde mit liv?
Eller fungerer det sådan? Er det her – som i så mange andre tilfælde - et spørgsmål om kvalitet vs. kvantitet? Og vil den ængstelse, som ventetid får mig til at føle, reelt være mere ”invaliderende” end et dårligt svar på en prøve, som giver en lidelse, som jeg måske ville have søgt læge for alligevel?
Foreløbig har jeg klaret frisag og er ”kun” blevet mødt af en løftet lægepegefinger et par gange, hvor værdier har oversteget det normale niveau og har krævet, ”at jeg tog mig sammen” (mine ord!).
Men jeg er kommet i tvivl, og jeg har faktisk ikke bestilt en tid ”til at komme over graven” til et eftersyn i år (sidste år.)
Det kommer ikke til at gå ud over garantien, for den er for længst overskredet. Men nu tager jeg altså ansvaret for mit eget helbred, og hvad det eventuelt kan indeholde af selvrisiko.
”Snart er vi alle patienter”
Den overordnede grund til min begyndende skepsis er en bog, som udkom i slutningen af 2022.
Den er skrevet af speciallæge og professor i almen medicin John Brandt Brodersen og antropolog og lektor Alexandra Brandt Ryborg Jønsson og har titlen: ”Snart er vi alle patienter.”
Inden jeg kommer nærmere ind på den bog, er det nærliggende lige at skitsere, hvordan den danske model ser ud, når vi taler om screeninger. Det er altså officielle nationale screeninger, som kommer oveni de screeninger, du aftaler individuelt med din læge.
På Sundhedsstyrelsens hjemmeside står der om screeninger:
”I Danmark har vi nationale screeningsprogrammer for livmoderhalskræft, brystkræft og tarmkræft, samt for en række tilstande og sygdomme hos gravide og nyfødte. Formålet med screeningsprogrammerne er at identificere mennesker, der vil have gavn af forebyggelse eller tidlig behandling for sygdommen eller tilstanden.”
”Nationale screeningsprogrammer er et tilbud til befolkningen, som har til formål at reducere sygelighed og dødelighed. Befolkningsrettet screening betyder, at der tilbydes undersøgelser af store befolkningsgrupper, der som udgangspunkt er raske.
Formålet med screening er at identificere personer, hvis risiko for at have eller udvikle en bestemt tilstand er så stor, at der bør tilbydes relevant forebyggelse, undersøgelse og/eller behandling.”
Screeningsprogrammer:
For kræft:
· Screening for brystkræft tilbydes alle kvinder mellem 50 og 69 år
· Screening for livmoderhalskræft tilbydes alle kvinder mellem 23 og 64 år
· Screening for kræft i ende- og tyktarm tilbydes alle borgere mellem 50 og 74 år
Gravide og nyfødte:
· Alle gravide tilbydes screening for hepatitis, HIV og syfilis ved første graviditetsundersøgelse
· Alle nyfødte tilbydes en screening for en række medfødte sygdomme via en hælblodprøve, samt en screening for medfødt høretab.
Per 2. januar 2023 starter Statens Serum Institut med at scanne alle indkomne prøver fra nyfødte for muskelatrofi (SMA.) Det er en arvelig sygdom, der medfører degenerationer af motorneuronerne i ryggen, hvilket forårsager lammelser i hele kroppen, inklusiv stop af vejrtrækning.
Uden tidlig behandling med medicin, vil børn med SMA blive muskelsvækkede, eventuelt lammede og dø.
Alvorlig medfødte SMA-lammelser finder sted hos ca. 1 ud af 10.000 nyfødte.
Glostrup Kommune vil desuden - ligeledes fra starten af 2023 - ud over ovenstående tilbyde alle børn i kommunen fem screeninger i de første ti måneder af deres liv. Det har nye regler givet mulighed for.
Formålet er, at der vil være mange børn, hvor screening viser, at det kan være hjælpsomt med en tidlig indsats.
Bekymrede forældre får følgende ”trøst” på Kommunens hjemmeside:
”Vi er klar over, at det kan gøre dig bekymret. Forskning viser, at selv små justeringer tidligt i barnets liv kan være med til at sikre børn en god start på livet og de bedste forudsætninger for at klare sig godt.”
Der er tale om følgende screeninger:
1. EPDS (Formålet med EDPS er at få øje på mødre med en fødselsreaktion.)
2. ADBB (Formålet med ADBB er at screene alle børn for tidlige tegn på vanskeligheder i den sociale adfærd og kontakt.)
3. PUF (Formålet med PUF er at identificere mentalt sårbare børn.)
En nation af overlevere
Og så tilbage til førnævnte bogen ”Snart er vi alle patienter.” For den går nemlig i rette med ovenstående screeningsprogram. Det gør den ud fra følgende præmis: ”Inden vi har set os om, er vi blevet en nation af småbekymrede overlevere. Det er på tide at bremse op og bruge midlerne på de syge.”
De to forfattere - speciallæge og professor i almen medicin John Brandt Brodersen og antropolog og lektor Alexandra Brandt Ryborg Jønsson - skriver i bogen, at måleriet og alle screeningerne – hvad enten det er af brystvæv, afføringsprøver eller kolesterol – efterhånden har taget overhånd i en sådan grad, at sundhedsområdet lider af overdiagnostik, og de sætter trumf på med følgende udsagn:
”Vi er simpelthen gået amok i almen ængstelse for sygdom, og det er problematisk af flere grunde,” skriver de i bogen.
Hovedproblemet er ifølge skribenterne, at de rundhåndede screeninger og helbredstjek opdrager os til en forkert forståelse af sundhedstilstanden.
Forfatterne forklarer, at jo mere lægerne screener bredt i befolkningen, jo flere ”overlevere” vil man også producere til statistikkerne. Og det gør alle parter glade: Borgerne, fordi de ikke er syge, og lægerne, fordi de kan levere den gode besked.
I forordet til bogen skriver den tidligere formand for Etisk Råd Ole Hartling, at ovennævnte glædelige resultat af screeningerne i fagsprog kaldes for ”popularitetsparadokset”: Lægerne og den almene befolkning er ude i en slags pardans, ”hvis vanvid forstærker hinanden,” som der står i bogen.
”Kinddansen” bliver set af den tredje part – sundhedsmyndighederne – med de folkevalgte i spidsen, som prøver at tilfredsstille så mange som muligt og derfor elsker succes.
Win-win-win.
Absolut eller relativ?
I bogen fortæller forfatterne, at” den sande statistik” er den, der fortæller noget om dødelighed.
Er den reduceret? Til det spørgsmål svarer de:
”Hvis man for hver 1.000 mennesker, der inviteres til en screening, redder et menneske fra at dø af en bestemt sygdom, er risikoen for at dø reduceret med én promille.
Men der kan leges med tallene. Der er nemlig meget stor forskel på, om man interesserer sig for den absolutte eller den relative reduktion, og det er ofte den relative, man taler om. Hvis risikoen for at dø reduceres fra to promille til én ved at screene store befolkningsgrupper, kan man sige, at den relative risiko halveres med den slags tiltag, og det er jo en ganske anden sag.”
Jeg kommer til at tænke på citatet: ”Fanden læser biblen, som advokaten læser loven.”
Citatet betyder frit oversat "at fordreje en tekst eller fortolke noget fejlagtigt for egen vindings skyld".
Jeg har fundet et eksempel på ovenstående på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
Det omhandler risikoen ved brug af P-piller. Der står:
”Problemer med omtale af relativ risiko spiller stadig en rolle i pressen. I august 1993 bragte det husstandsomdelte blad Hjertenyt på forsiden nyheden: P-piller fordobler risikoen for blodpropper. Slår man op i bladet kan man læse en artikel, som fortæller om en undersøgelse af gynækolog Øjvind Lidegaard, som viser, at 497 danske kvinder i alderen 15-44 år i perioden 1985-1989 har fået en blodprop i hjernen. Risiko for 20-årige kvinder er 2/100.000 = 0,002 %. Med p-piller bliver risikoen øget til 4/100.000 = 0,004 %. Den relative risikoøgning er altså 100 %. Mens den absolutte risikoøgning er 0,002 %. Forsidens oplysning var korrekte, men værdien af oplysningen var ringe.”
Ja, det må man nok sige!!
Et andet sted på hjemmesiden står der:
"Tidligere var det almindeligt, at reklamere for lægemidler med omtale af RRR, mens omtalen af bivirkninger blev angivet i absolutte tal, fordi det så bedre ud. Det er nu blevet kutyme, at reklamer, som omtaler RRR for effekt, også omtaler ARR for at undgå forvirring.”
PS. Det er altså blevet kutyme, men ikke et krav!
Screening uden evidens
Lad os gå tilbage til bogen.
Forfatterne gennemgår en stribe screeninger, der flytter rigtigt mange mennesker over i en risikogruppe, men som har meget lav eller ingen positiv indvirkning på dødeligheden. Til den sidste kategori hører screening for prostatakræft, som mange mænd inviteres til. Screeningen medfører, at forekomsten af prostatakræft stiger med 40 procent i statistikkerne, men der er ikke evidens for, at dødeligheden er reduceret. De to forfattere skriver, at den konklusion måske lyder underlig, men ifølge dem kan det skyldes, at der ofte er tale om ældre mænd, som dør af andre sygdomme. Det kan også skyldes fejl eller kræftceller, som går i sig selv igen.
De to fagfolk skriver i bogen, at konsekvensen af de standardiserede screeningsprogrammer er, at vi opdrages til at betragte den menneskelige krop som noget, der kan tjekkes ud fra en simpel model. Men:
”De konkrete kroppe, vi er udstyret med, er imidlertid individuelle og fulde af abnormiteter. En forståelse, som mange almindelige mennesker ikke har.” Det konkretiserer de to eksperter på følgende måde:
”De færreste ved, at der findes kræftceller, som kommer og går, lige såvel som der for eksempel er kvinder, der får et bedre helbred med et moderat forhøjet kolesteroltal.”
I bogen problematiserer forfatteren også det ”årlige 50.000-kilometers eftersyn” - som jeg også er blevet en del af. Altså det fænomen, at mange midaldrende mennesker tror, at det er en god idé jævnligt at få foretaget et generelt helbredstjek. Forfatterne kalder det for ”fejlfindingsmodellen.”
Men – for mig ganske overraskende - konstaterer de to forfattere, at der ganske enkelt foreligger ”robust evidens af høj kvalitet for, at det ikke gavner at invitere den almindelige befolkning til et generelt helbredstjek,”.
Ergo: Generelle helbredstjek reducerer ikke dødeligheden.
Uforsætlig viden gav rødt kort
I stedet bliver mange almindelige mennesker efter generelle screeninger og helbredstjek udstyret med en masse »uforsætlig viden«. I bogen bringes flere cases. Helt grelt er et eksempel med en håndboldklub, der efter Christian Eriksens hjertestop under EM indfører screening for genetiske risici hos alle spillere på førsteholdet. To af spillerne får besked om medfødt hjertefejl. Den ene holder op, den anden bliver ikke solgt til den klub, han ønskede.
Andre spillere får besked om mulig kræftrisiko, og alt i alt er det ikke kun lettelse, der breder sig efter gentesten, men nok så meget ængstelse og stresstilstande. De unge håndboldspillere spiser i forvejen sundt og er meget fysisk aktive, så hvad er det lige, de skal ændre på?
Jeg sidder med den samme overvejelse, når jeg får en løftet pegefinger fra min læge. Jeg synes, jeg gør, hvad jeg kan. Det eneste sted, jeg synes, jeg kan skrue på, er at spise (lidt) mindre - og selvfølgelig også noget andet. Det forsøger jeg så gang på gang med det resultat, at jeg har lidt dårlig samvittighed hver gang, jeg putter noget i munden.
OVERDIAGNOSTIK ER EN ”voksende trussel mod velfærdssamfundet,” konkluderer de to forfattere og sætter lidt flere ord på:
”Sat på spidsen er der kun fire procent raske tilbage, når der screenes for risiko for hjerte-kar-sygdomme i en almindelig befolkning. Konsekvensen er dels, at unødigt mange mennesker bliver gjort til patienter i alt for mange år af deres liv. Dels tapper det ressourcer fra andre steder i sundhedsvæsenet, som må nedprioritere patientgrupper, der har alvorligt behov for hjælp. Her kunne man for eksempel tænke på psykiatrien.”
Den konklusion giver dem anledning til følgende opfordring til sundhedsvæsenet:
” Vi opfordrer til, at man bremser op i sundhedsvæsenet og vælger en anden kurs, som vejer fordele og ulemper op imod hinanden ud fra mere sande data end antallet af overlevere.”
UPS!
Screeninger med bivirkninger
Brænde til det bål, som ovennævnte bog forsøger at antænde, fandt jeg på et - for mig – uvant sted.
Jeg faldt nemlig over en statusartikel på sitet Ugeskriftet.dk, som er fagbladet Ugeskrift for lægers online-del. Artiklen gør status over screeninger.
Det var bestemt ikke alt i artiklen, jeg forstod. Men der var alligevel nogle centrale steder, som fandt vej til min ”kyllingehjerne,” og som fik mig til at spærre øjnene op.
Indledningen var et af stederne. Der står:
”Screening bygger på det håb, at tidlig behandling vil give en behandlingsmæssig fordel.…….Det forudsætter blandt andet, at man har de nødvendige midler i form af en god behandling, en troværdig screeningstest, udstyr, mandskab og økonomiske ressourcer. Selv når disse betingelser er opfyldt, vil programmet have bivirkninger, fordi næsten alle screeningsprogrammer har falsk positive testresultater, overser syge og fanger syge, der aldrig ville blive patienter, fordi de ville dø af andre årsager, uden at sygdommen ville give symptomer, hvad enten dette sker sent eller tidligt i sygdomsforløbet.”
Det var li’ godt grov’!
Senere bliver der spurgt:
”Hvilke psykiske problemer medfører screeningen for især dem, der testes falsk positive? Medfører screeningen en uhensigtsmæssig sygdomsangst, eller er screeningen med til at svække den primære forebyggelse, fordi man kan vente med at gøre noget, til sygdommen er til stede?”
Meget relevante spørgsmål, hvor jeg ville bonne ud i gruppen med ”uhensigtsmæssig sygdomsangst.”
En delkonklusion i artiklen er:
”Under alle omstændigheder er screening en teknologi, hvis udvikling ikke lader sig bremse.” Fordi:
”Screening er en industri med mange ansatte og med et stort udviklingspotentiale og gode muligheder for store fortjenester. Screening er ligeledes en aktivitet, der kan anvendes i den politiske kamp for at skaffe flere stemmer. Screening kan gøre små specialer store og fastholde befolkningens opmærksomhed på sygdomme, som de ellers ville glemme og overse og leve lykkeligt uden at kende eksistensen af.”
Talmagi og indbildt syge
Artiklen kommer desuden ind på bivirkninger af screeninger:
”Den vigtigste bivirkning består formentlig i risikoen for overbehandling……. Alle screeningstest har desuden falske testresultater. Det betyder, at mange raske vil blive indkaldt til efterundersøgelser, som kan være belastende og måske ikke helt ufarlige, som fx kolonoskopier som opfølgning på test for blod i afføringen. Desuden vil ethvert screeningsprogram fokusere på og måske øge frygten for sygdomme; gøre raske til indbildt syge.” Derudover kan:
”Et screeningsprogram koste raske liv. Der er fx en vis strålingsfare ved mammografier, og et falsk positivt fund kan føre til en diagnostisk udredning, der i værste fald kan koste den undersøgte livet. Lad os sige, at et screeningsprogram redder 30 liv og koster et. Betyder det, at nettoeffekten er 29 sparede liv? Næppe. De tæller ikke på samme skala, og sundhedsvæsenet har et særligt ansvar.”
OG så er der i artiklen beskrevet nogle fakta angående screeningsresultater, som for mig lyder tudetossede, og som får mig til at tænke på drengen fra eventyret ”Kejserens nye klæder,” som afklædte parnasset og det halve kongerige med ordene: ”Han har jo ingen tøj på!”
I artiklen kaldes det ”effektvurdering” af screeninger, og den bliver regnet ud på basis af ”overlevelsestid” eller ”Lead time bias,” som på dansk kan oversættes med ”forspringsbias” og som blot betyder, at tiden som patient bliver længere for de personer, der ikke får gavn af (eller har brug for) ”den screeningsinducerede behandling,” som der står.
Underforstået, at hvis vi har to personer, som dør af samme sygdom på samme tidspunkt, så vil ham, der er blevet screenet, få flyttet sit diagnosetidspunkt frem i tid – hvilket faktisk er hele formålet - og det vil give længere overlevelsestid. Han vil altså få et forspring i forhold til ham, der ikke blev screenet.
Det vil vel svare til, at hvis vi på TV så to mænd løbe et 10.000 meterløb, så vil kameraet dvæle længere ved den ene end ved den anden. Men på et tidspunkt kommer de begge to ind i billedet (i et sygdomsbillede vil det være på det tidspunkt, hvor de begge går til læge og bliver diagnosticeret med fx en kræftsygdom i udbrud,) og de vil så følges ad til målstregen (graven.)
Set i det lys, så er screeningen jo en succes, for den screenede overlever længere tid med sin sygdom end ham, der ikke blev screenet - selvom de dør lige gamle.
Det hedder vist: ”Det blev opdaget i tide.”
Og så lige denne lille hale fra artiklen på screeningsstrategien:
”Screening koster også penge, der måske kunne bruges bedre på andre områder.”
Falske brystkræftdiagnoser
Den 26. februar sidste år havde jordmoderstuderende Nikoline Ihlemann et debatindlæg i Politiken med overskriften: ”Med screening for brystkræft risikerer alt for mange raske kvinder falske kræftdiagnoser.”
Hendes hovedpointe er: ”Det nationale screeningsprogram for brystkræft nedsætter ikke dødeligheden nævneværdigt. Til gengæld har det et væld af negative effekter: falske positive, overbehandling, angst og fjernelse af raske bryster.”
Hun skriver desuden, at ved screeninger finder man flere med forstadier til kræft. Men mange af dem har en så langsomt udviklende brystkræft, at kvinderne højst sandsynligt ville dø med brystkræft og ikke af brystkræft.
En anden konsekvens af screeningen er ifølge Nikoline Ihlemann, at flere mister brystet og får en kræftdiagnose med dertilhørende angst, undersøgelser og operationer til følge.
Derudover henviser hun til forskning, som viser, at man ikke redder særligt mange, men derimod ofte ender med at overbehandle og fjerne flere bryster end nødvendigt ved at lave befolkningsscreeningen.
”Kvinder overlever ikke brystkræft, fordi man regelmæssigt screener hele befolkningen for sygdommen, men fordi behandlingen i dag er mere effektiv end tidligere,” konkluderer hun og perspektiverer det på følgende måde:
”Vi belaster sundhedssystemet med de mange screeninger og de udredninger, det medfører, når man tilfældigvis opdager en skygge på røntgenbilledet.”
En svensk undersøgelse understøtter ovenstående:
Mammografiscreening nedsætter den relative dødelighed med 30 procent blandt de, der får konstateret brystkræft ved en screeningsundersøgelse. Det er den type statistik, som hives frem, når fordelene ved screening skal frem. Men tallet kan sættes i relief:
Svenske undersøgelser viser nemlig, at den totale dødelighed ikke ændres:
90 procent af alle danske kvinder får aldrig brystkræft, og 95 procent af dem vil dø af andet end brystkræft. Hvis man screener alle kvinder, er der 96 procent, der aldrig dør af brystcancer – altså undgår én procent flere dermed at dø af sygdommen. Men den totale dødelighed ændres altså ikke, viser den svenske undersøgelser.
Vort sundhedssystem er ved at segne
Lad mig slutte med det, som for mig er det allermest bekymrende rent samfundsmæssigt ved al den screening af raske mennesker. Nemlig, at det giver lange ventelister og nedkørt personale.
Professor på Københavns Universitet og i Region Sjælland advarer i en artikel i Jyllands-Posten - dateret den 20. november sidste år - mod ”den massive overdiagnosticering og overbehandling, som vores sundhedssystem er ved at segne under," som han siger og fortsætter:
”Vi bruger alt for meget krudt på at screene, undersøge og kontrollere raske mennesker i vort sundhedssystem i dag.”
Helt grotesk bliver det, når han siger, ”at hvis man undersøger samtlige voksne danskere for fx øget risiko for hjertekarsygdomme og derefter følger de kliniske retningslinjer for, hvornår man skal sætte folk i medicinsk behandling, så vil en forbløffende lille andel, nemlig kun 4 pct. af os, blive betegnet som raske.
Resten – 96 pct. – vil være blevet til patienter i sundhedsvæsenet og kan dermed se frem til jævnligt at blive testet, medicineret og kontrolleret hos lægen, på hospitalet eller via hjemmetest.”
Det vil altså sige, at hvis vi undersøger samtlige voksne i Danmark for hjertekarsygdomme, så vil 96 procent af os få at vide at vi er syge og skal i behandling.
Så det giver rigtig god mening, når hans udgangsreplik i artiklen er:
”Det kan ikke blive ved."
Min udgangsreplik skal være følgende linje fra en Poul Krebs-sang:
”Der er noget ved alting, men det er ikke alting, der er noget ved.”
Og så er det vigtigt at huske på, at:
”Man kan ikke betvinge det, der ligger uden for ens kontrol. Man kan kun lære at leve i harmoni med det.”
NB.
Måske kunne vi screene os selv ud fra, hvad en gammel healer sagde til sjælen:
En gammel healer sagde til sjælen:
Det er ikke din ryg, der gør ondt, men byrden
Det er ikke øjnene, der smerter, men uretfærdigheden
Det er ikke hovedet, der gør ondt, men dine tanker
Det er ikke halsen, der smerter, men det, du ikke siger eller siger med vrede
Det er ikke din mave, der gør ondt, men alt det, du ikke kan fordøje
Det er ikke leveren, der gør ondt, men din vrede
Det er ikke dit hjerte, der smerter, men kærligheden
Og det er kærligheden selv, som er den mest magtfulde og virkningsfulde medicin.
Comments