TEMA-citater:
”Tro er det utrolige”
”Tro er det, der er større end en selv.”
”Tro er uegennyttighed.”
”Tro er ikke at nænne noget.”
”For fine ting kan så nemt gå i stykker, når de bliver gjort til noget, de måske ikke er.”
”Skæroplevelser kan være så sitrende udstrålet, at man ved, at noget dybt meningsfyldt sker lige nu og lige her.”
”Troen er en omgivethed, i hvilken man findes opløftet i en dybere virkelighed end den umiddelbare.”
”Kristendommen er som Thorvaldsens Kristusfigur.”
”Hvordan blev kristendommen til individualiseringens logrende, tandløse hund?”
”Jeg har brug for steder, hvor jeg ikke skal rumme alt selv.” (Sagt som ”verdslige” nye kirkebygninger)
”Teologien må hele tiden rette sig mod nye smertepunkter.”
(Alle citater er fra Iben Krogsdals bog ”Det utrolige.”)
Vi vil alle sammen gerne have et langt liv. Men er et langt liv nødvendigvis et godt og ønskværdigt liv?
Det paradoks kom jeg til at tænke over for nylig af to grunde: 1. Jeg stødte på en kronik i Kristeligt Dagblad, der handler om begreberne alderdom og værdighed. 2. Jeg nærmer mig selv ”skelsår og alder.”
Det er som om, synes jeg, at vi glemmer at se døden i øjnene som et vilkår. For hvis kvaliteten af de ekstra år lægevidenskaben har øget vores levealder med, er dårlig, er det så ikke bare en forlængelse af døden frem for livet? Ser vi på lidt statistik, så er den forventede levetid for mænd i dag på 79,6 år, mens den for kvinder er på 83,4 år.
Thorvaldsens kristusfigur
Udsigtsløs kærlighed
Lad mig starte med to yderpunkter i synet på alderdommens livsvilkår. Altså den kendsgerning, at forfaldet - i takt med, at vi bliver ældre og ældre – sætter ind.
Om vi vil det eller ej!!
Det første yderpunkt er fra føromtalte Kronik i Kristeligt Dagblad fra den 13. september 2024. Overskriften på kronikken lyder: ”Alle taler om menneskets værdighed. Hvad vil det egentlig sige?” I den er der en lille historie om et ægtepar, som begge er syge og i livskrise. På trods af det, ser manden perioden som meget værdifuld. Der står:
”Konen fik en meget dyb depression, og manden fik kræft, og den ene sygdom syntes mere udsigtsløs end den anden. De led begge. Da sagde manden, inden han som den første døde, at han ikke ville have været denne hårde tid foruden, for aldrig havde han været så tæt på sin hustru. Aldrig havde han kendt denne side af kærligheden, som forskellige lidelse kaldte frem i dem.
Til værdighed hører udfoldelse af menneskelige muligheder og ikke afviklingen af dem. Til værdighedens karakter hører det altid ufærdige, endnu ikke virkeliggjorte i menneskets tilværelse.”
Her er altså tale om en mand, som på sit yderste ser kærligheden til sin kone på en ny måde. En kærlighed, som lidelsen kalder frem, og som han ikke ville have været foruden.
Det diametrale modsatte syn på alderdom finder vi i en bog, som oprindelig har 20 år på bagen, men som først i år er blevet oversat til og udkommet på dansk.
Det drejer sig om den franske forfatter Delphine de Vagas, som i september barslede med en dansk udgave af sin bog med titlen: En aften i december.
En af tematikkerne i bogen er, at hovedpersonen Matthieu Brinn - som lider af narcissisme - prøver at ignorere alderens indflydelse på udseende og helbred.
Narcissistens iagttagelser
Matthieu Brinn er en feteret 45-årig tekstforfatter, der få år før fortællingens begyndelse har fået sit store litterære gennembrud med sin debutroman, og det er i efterdønningerne af den mediemæssige bevågenhed, vi første gang møder ham. Han sidder og bliver interviewet af en smuk kvindelig journalist, Sara, og mens han undlader at engagere sig i hendes spørgsmål, nærstuderer han hendes hænder, de lakerede negle og bemærker hendes parfume.
Set med en feminists øjne, så er følgende citat fra bogen vel ikke helt ”ren i kanten:”
”Han kunne fortælle hende, at han elsker den skjortebluse, hun har på, fregnerne på hendes hud, dér hvor den er knappet op, og den ambraduft, der minder ham om noget.”
En gensidig tiltrækning gør efterfølgende i en periode Sara til Matthieus elskerinde.
Med sine sanser besidder han altså kvinden, og ambraduften, som han hænger sig ved, møder vi snart igen i fortællingen: Skæbnen vil nemlig, at mindet om kvinden vækkes til live, da hun få sider senere begynder at sende ham breve.
Som allerede nævnt, så er der ingen tvivl om, at den mandlige hovedperson er narcissist. Han eksisterer kun i en andens beundrende blik, han er selvcentreret og arrogant, og så ser han på andre som underlegne. Delphine de Vigan viser os igennem Matthieu Brinn, hvordan begæret opstår, når blikket møder et objekt uden for rækkevidde.
Men for ”at kunne være i verden,” har Matthieu fundet sin egen løsning på den konstante selvcentrering. Han har vænnet sig til at gå uden de briller, hans nærsynethed ellers fordrer. Han genkender hverken mennesker eller genstande på afstand som objekter. Kun det, der er inden for hans øvrige sansers rækkevidde, genkender han, og kun det bliver lukket ind i hans bevidsthed.
Brillernes ubarmhjertighed
Og her bliver det interessant - set i forhold til dette indlæg, - at en anden grund til at smide brillerne er at undgå at se, hvad alderen gør ved os. Det drejer sig om tidens tand. Den forfængelige hovedpersons konfrontation med at han ældes, og at han går det kropslige forfald i møde undgår han ved at undlade brillerne. Men virkeligheden rammer ham, da han modtager et brev fra Sara, hvor udtrykket ”rynkerne klæder dig” er en del af indholdet.
I bogen står der:
”Der er en sætning, rynkerne klæder dig, som han bliver ved med at dvæle ved – en sætning der får ham til at tænke, at denne kvinde kender ham, eller rettere, at hun har kendt ham før, men før hvad? Er han i stand til at datere, hvornår rynkerne om øjnene dukkede op?”
”Denne kvinde” er føromtalte kvindelige journalist, som blev hans elskerinde, og som nu er begyndt at sende ham breve.
At se og blive set på den mest flatterende vis fra den rette vinkel er kilde til hele Matthieus eksistens.
Hvis han ikke bliver set og bemærket, så findes han ikke. Men det at blive set i virkelighedens uflatterende skarpe skær er tab af eksistens.
Han kan endnu mindre udholde at blive set, som han er, end han bryder sig om at se verden, som den er. Idet Sara nævner hans rynker, om end som en kompliment, gøres han opmærksom på sin dødelighed.
Også dette er afgørende i hans beslutning om at finde brillerne frem og se virkeligheden i øjnene. Observationen af rynkerne er en pegen på hans nøgenhed, hans hjælpeløshed og afmægtighed overfor tiden, der blottes.
Og det er i virkeligheden det, romanen En aften i december handler om: At verden forandres, at tiden går, at alt skal vi miste. At man kun kan vælge, hvad man fokuserer på, ikke hvad man ser. At fravælge det skarpe rene blik er at lade verden stå i en kameralinse af lykke, der ikke findes.
Et forkvaklet menneskesyn
Så skåret ind til benet, så kan du vælge at se ”tidens tand” i øjnene og omfavne det og forsøge at se det smukke i det. Eller også kan du vælge at tage brillerne af, så ”billedet” bliver sløret, og så du ikke kan se forfaldet både hos dig selv og ”næsten.” Men resultatet af det sidste valg giver føromtalte bog dig svaret på:
”At fravælge det skarpe rene blik er at lade verden stå i en kameralinse af lykke, der ikke findes.”
Lad mig lukke denne del af indlægget med et citat fra En Kommentar fra Folk og Kirke (Folkekirkens magasin om samfund, liv og eksistens) af Lotte Blicher Mørk, som er præst på Rigshospitalet.
Kommentaren har titlen: ”Vi bilder os selv ind, at alder bare er et tal,” og i den siger Lotte Blicher Mørk blandt andet:
”Vi drømmer alle sammen om at dø som 90-årige med et glas portvin i hånden efter god sex. Men det leder let til et forkvaklet menneskesyn, hvor det er en fiasko at blive gammel.”
I det spænd mellem total accept og total ignorance skal vi altså - som aldrende - finde vore egne ben. Vi skal finde vores egen værdighed i tanken om ”livets efterår,” som beriger os med glæden ved at være her -også til sidst.
Føromtalte Lotte Blicher Mørk giver i sin Kommentar et godt bud på, hvad vi er oppe imod. Hun siger:
”Forestillingen om evig ungdom avler et forkvaklet menneskesyn, som ikke levner plads til det forfald, der i virkelighedens verden er alderdommens uundgåelige følgesvend……..Vi bliver gamle, syge og svage – det er et fælles livsvilkår…….Jeg er godt nok dødtræt af tidens aldersfascisme. Men alder er alligevel mere end bare et tal. Vi er nødt til at erkende, at hver gang vi fylder år, rykker vi tættere på døden. Det er indbildning at tro, at det er vores eget ansvar, om vi bliver påvirket af alderens forfald.… Det ”normale” er at være evig frisk, og dermed bliver aldringen og forfaldet en fiasko – ikke livets uundgåelige gang. Det kommer der ikke noget godt ud af. Vi kan ikke andet end tabe til livets realiteter, hvis vi tror, at vi selv er herrer over forfaldet og nægter at overgive os til naturens magt. Så lad os stoppe med at se alderdom og forfald som et problem, vi kan løse - Et menneskeligt vilkår, der kan behandles væk…..Men prøv i stedet at holde dig sund og i gang, men besind dig samtidig på det uundgåelige. Nyd årenes indsigt og se på alderdommen som et privilegium.”
Og så sætter hun lige trumf og perspektiv på til sidst:
”Eller som den 28-årige uhelbredeligt syge mand sagde til mig: “Bare det var mig, der blev gammel”. Alderdom er et livsvilkår, hvis du ellers er så heldig at nå dertil.”
Iben Krogsdal
Synkealderens indsigt
En af dem, som kan se det værdifulde ved alderdommen, og som påskønner ”alderdommens privilegium og årenes indsigt” er forfatter og salmedigter Iben Krogsdal. Det kan man læse om i hendes lille pragtfulde bog, der hedder: ”Det utrolige” (2024).
I bogen bliver vi blandt andet beriget med et fantastisk nyt begreb, som indkapsler, hvad der – ifølge Krogsdal – sker, når vi bliver ældre. Hun kalder det ”synkealderen.” Hun skriver følgende om det:
”Vi begynder stille og roligt og rent fysisk at blive lavere. Synkealderen indfinder sig ofte sammen med den erkendelse, at vi slet, slet ikke kunne styre livets gang. At det simpelt hen ikke var os, der bestemte. Vi fulgte snarere med, eller som Karen Blixen udtrykte det: Vi svarede. I synkealderen ved man, at livet først og fremmest er det, der rammer, kommer, sker. Det, man får, og det, man ikke får, og det, man helt hinsides kontrol kan miste på et øjeblik.”
Så i synkealderen bliver vi ikke kun nogle centimeter lavere rent fysisk. Vi ”skrumper” også i forhold til perspektivet på livet. Eller sagt på en anden måde: Målestoksforholdet mellem ”selvet” og livet omkring os ”kommer i vatter.” Vi kommer til at passe ind i den form, vi blev leveret i ved fødslen!
Og denne ”nedsynken” ser Iben Krogsdal som en gave eller en nåde:
”Denne menneskelige nedsynken er en kæmpe nåde, fordi den giver os alderens mildhed: Når man forstår, at et menneske ikke er lig med sin egen vilje og handlekraft, og at vi ligner hinanden langt mere, end den unge tror.”
”Den første sten”
Bogen er først og fremmest en beskrivelse af forfatterens syn på kristendommen. Så der er en del referencer til skriftsteder i biblen. I forhold til ovenstående beskrivelse af ”synkealderen,” giver det god mening at referere til lignelsen om kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud.
I lignelsen kommer de skriftkloge og farisæerne til Jesus - som er på tempelpladsen i Jerusalem - med en kvinde, de har grebet i ægteskabsbrud. Her vil de sætte Jesus på en prøve, så de kan anklage ham.
De siger til Jesus, at de har grebet kvinden på fersk gerning i ægteskabsbrud, og at det så, ifølge Moseloven, er dem påbudt at stene hende.
I første omgang fortsætter Jesus med den undervisning, han var i gang med, da farisæerne og de skriftkloge dukkede op. Men de bliver ved med at udfritte ham for et svar.
Til sidst retter Jesus sig op og siger: ”Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.”
Da de hører det, går de væk, ’en efter ’en, de ældste først.
Så i den lignelse er det altså dem, der har nået ”synekealderen,” der forlader pladsen først. Det er dem, der først indser, at ”et menneske ikke er lig med sin egen vilje og handlekraft, og at vi ligner hinanden langt mere, end den unge tror.”
Og så konkluderer Iben Krogsdal ellers, at:
”Jo lavere man fra nu af bliver, jo større bliver himlen.” Og i denne ”omvendte proportionalitet” ser forfatteren alderdommens nødvendighed som en forløber for det, der venter os:
”Vi har brug for alderdommen. Alderdommen er os selv i det sidste store møde med Gud,” og i dette møde vil vi komme til den erkendelse:
”Når vi står aldrende foran sit livslandskab og skuer ud over det, der nu engang blev og ikke blev, så ved man kun alt for godt: Man blev i hvert fald aldrig selv Jesus,” skriver den 57-årige forfatter, salmedigter og billedkunstner.
”Det tager et helt liv at dø”
Indsigten har hun fået gennem refleksion, uddannelse og i mødet med ældre, hvis ”projektioner er brændt ud:”
”De mange gange, jeg har fået lov at sidde over for et nådigt ældre menneske, har jeg tænkt, at den dybeste religiøsitet – den der har rødder tilbage til den allerførste tro – først slipper sine dejlige frugter lige der, hvor de stormægtige projektioner, som vi op gennem livet har kastet ud på andre (så de enten fremstod som dumme svin eller som meget bedre mennesker end en selv,) har mistet deres kraft og er sunket tilbage i hjernen og ligesom slukket. Der, hvor projektionerne er brændt ud af høj alder, kan man opleve at blive set på med øjne, der bare ser. Så man bliver et menneske sammen med et menneske.”
Det er svært at slippe Iben Krogsdals lille livskloge bog, som indeholder så mange refleksioner og vise ord om det at blive ældre/gammel, at man kan blive helt glad for at være nået dertil😉
Lad mig i flæng nævne et par guldkorn mere:
(Vi skal turde) ”at være døende på den lange, levende, synkende, smukke måde.” …………. ”Det tager et helt liv at dø.” ………..”livet er en udstrækning, hvor liv og død, levende og døde flyder sammen: i minder, i salmer, i landskaber, i knæfald, i anelser og stilhed og kirker og uventede berøringer.”
”(Alderdommen giver) ”små forskydninger af fokus, så man stille glider i baggrunden uden at forsvinde.”
”…… med alderdommen kan man for eksempel gå på gaden uden at andre lægger mærke til en ….. endelig handler livet mere om at høre til end om at gøre sig til, og i den forstand er modenheden en stor - næsten religiøs - resignation.”
”……… og med denne alderens lidenhed kan man få et stort, nyt mod på det hele.”
”Alderens mod har tyngde, fordi det ikke bare bunder i rene meninger, men i dybe erfaringer, både af sammenhænge og fylde og af den skrøbelighed, man ikke længere kan fornægte.”
(Med alderen får man) ”håbet om, at værdighed ikke kun er noget, man har, så længe man selv kan tænke og give og tro, men i den dybeste forstand er noget, man altid har fra Gud, og samtidig noget, man i denne verden igen og igen må få givet af dem, i hvis hænder man som svækket, uformående krop måske ender engang.”
"Kristendom er ikke en klub"
Den tro, Iben Krogsdal beskriver, er en tro, som omfavner og giver håb i modsætning til det, hun kalder ”Gerningsretfærdiggørelseshelvedet,” ”Karmahelvedet” og ”Nadverintravenøst kristendom.”
Tre begreber, hun gør op med i bogen:
”Kristendommen er ikke et eksklusivt fællesskab af meningsfæller, der mener det samme om verden, og måske endda mener, at de med denne mening fortjener mere fra Gud end andre. Denne vær-en-af-os-kristen er mere brutal end ingen kristendom, fordi den hævder at åbne for et varigt fællesskab for alle mennesker, men i virkeligheden er en klub, du skal gøre dig fortjent til at være med i: Du hører kun til, fordi du er en af os, ikke fordi du er dig.”
I stedet kommer frelsen med troen:
”Frelsen er selve troen: Vi er frelste, når vi ikke er i tvivl om, at vi begynder og ender i lyset. Og vi er fortabte (utroende,) når vi har så meget overtro på os selv, at vi kan gøre os fortjent til, eller dømme andre til, himmel eller helvede……..Frelsen ligger i at vide, at vores egen livslov ikke gælder i himlen som på jorden, og at vi derfor kan bruge vores kræfter på at spørge langt mere frit: Hvem har brug for mig? Hvem kan jeg give liv videre til? Hvad kan jeg gøre nu, hvor jeg ikke selv skal holde himlen oppe?”: ”Vi skal elske vores næste som os selv.”
Og så kan vi jo glæde os over, at når dagen - eller slutningen - kommer, så ender vi, ifølge Iben Krogsdal, i lyset og bliver modtaget lige præcis, som vi er:
”Men det er i den oprindelige, uvillede tro, som vi simpelt hen ikke kan gøre for, at vi alle engang kom til verden og alle igen skal forlade den og – som ud gennem mørket under fødslen – ende i lyset.
Det er der, vi bliver bekræftet i den vidunderlige urerfaring, at vi begynder omsluttet og ender med at blive modtaget, som vi er.”
Så i den Krogsdalske version af kristendom, så kan vi blot læne os tilbage og vente på frelsen, MEN ikke uden et offer, for: ”Det eneste man skal gøre, er at afgive sin egen ret,” som hun skriver.
Find din rette størrelse!
Lad mig slutte med Iben Krogsdals syn på kirkegang. Et syn, som for mig at se også er et menneskesyn, der rummer visdommen om at prøve at finde sin rette størrelse her i verden. Hvis vi formår det, så slipper vi for at synes, at vi skal være noget særligt og leve op til en masse. Vi slipper for presset over, at vi synes, vi altid skal være ”verdens navle.” Vi skal måske hellere have tanken eller ideen om, at vi kun er et hår på hovedet, som i fællesskab med alle de andre hår skal skabe en frisure (eller et liv,) der matcher følgende talemåde:
”It’s a good day to have a good hairday,” eller “Invest in your hair, it is the crown you never take off.”
Nå, nu blev det vist lidt for “profant.”
Krogsdal har følgende syn på det at gå i kirke:
”Der er minimum to store grunde til at gå i kirke: Enten træder man ind ad døren for at få sandheden, eller man træder ind for at komme af med den. Jeg går i kirke for at slippe for min egen lille, snævre, personlige sandhed. Jeg går i kirke for - i det store rum – at blive mindet om, at sandheden er større end min, og at mennesket ved siden af mig derfor har samme adgang til gåden, som jeg har og måske gælder det simpelthen for mange af os i dag: at i kirken handler det ikke så meget om at få sandheden som at blive befriet fra at skulle bære den selv, så livets mysterium for en kort stund træder tydeligt frem som lige netop mysterium………… Engang sagde en gammel, klog præst til mig, at man skal gå i kirke for at finde sin rette størrelse……… I dag ved jeg, at man i kirken som et særligt sted i verden netop får lov at være både stor og lille på en gang. …”
”Slaget med halen” bliver denne gang leveret af journalist og forfatter Elsebeth Dissing. Hun blev i kølvandet på sin 29-årige søns fuldstændigt uventede og meget sorgfulde død interviewet til Kristeligt Dagblad, og blev her blandt andet spurgt: Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået i forbindelse med din søns død?
Hun svarede:
”Det er et råd fra tidligere sognepræst Ole Raakjær, som efter min søns død igen og igen sagde, at der ikke er en forklaring på alting. Der er ting, man må tro på uden at kunne få beviser, og der er ting, man må tage med som en del af det at være menneske og leve. Det er ikke alting, der kan forklares. At acceptere, det er grundsubstansen i tro.”
"Rynker betyder, at du grinede, hver linje er vidner til øjeblikke af glæde, der lyste dine dage.
Gråt hår betyder, at du holdt af, en reflektion af den visdom og kærlighed, du har delt med dem omkring dig.
Og ar betyder, at du har levet, påmindelser om de udfordringer, du har mødt, og den styrke, du har fundet undervejs.
Disse mærker er ikke kun tegn på alder, men tegn på et fuldt levet liv, rigt på latter, kærlighed og minder…"
Comments