Ude i et ærinde

TEMA-citater:

- Når man står over for døden, er kærligheden den eneste trøst

- Når du haster af sted i trafikkens vrimmel, så husk: Vejen er kort fra jorden til himlen

- Når jeg er død/kom ikke til min grav/for at fortælle, hvor meget du/elsker mig og hvor meget du/savner mig.  For det er de ord, jeg trænger/til at høre, mens jeg fortsat er i live.

- Der kommer et tidspunkt, hvor du må stoppe med at krydse oceaner og bjerge for mennesker, som ikke en gang vil hoppe over en vandpyt for dig!

Vestre Kirkegård - Thisted

Jeg er i flere år et par gange ugentligt gået forbi ovenstående scenarie, og har hver gang trukket lidt på smilebåndet. Mest fordi, at jeg har set et tilsvarende skilt i Århus, hvor budskabet gjaldt beboerne.

Og set i det lys, så kunne man jo godt forstille sig et leben på kirkegården om natten, hvor det har været nødvendigt at regulerer, hvad der kommer ind udefra.

MEN os, det bor i Thisted, ved jo godt, at Vestre Kirkegaard er stor, og at det for nogle - vel specielt de gangbesværede - kan være nødvendigt at måtte køre ind for at komme tæt på gravsteder med elskede efterladte.

Men det er da alligevel lidt sjovt. For det, der adskiller de levende fra de døde, er vel dybest set, at de levende kan løbe ærinder. Jeg tror ikke, der ligger en eneste på den kirkegård, der ikke gerne ville kunne løbe et ærinde.

I ”Den danske ordbog” står der følgende om ordet ”ærinde:” Hverv, forretning, gøremål eller andet, der giver anledning til, at man opsøger et bestemt sted eller henvender sig til nogen.”

Og ”at henvende sig til nogen” behøver vel ikke nødvendigvis at være verbalt. Det kan vel også være en kærlig tanke og en blomst på et gravsted.

Et ærinde med flere betydninger

Man kan også ”gøre sig et ærinde,” hvilket henviser til, at man opsøger et sted, hvor man lader som om, at man tilfældigvis har noget at gøre.

Det er vel noget, de meget nysgerrige kender til 😊

Der er også udtrykket ”at gå nogens eller nogets ærinde.” I så fald forsøger man at handle til fordel for nogen eller fremme en bestemt sag – ofte på en fordækt eller svigefuld måde.

Det tænker jeg er et issue for nogen, der er i lommen på andre.

Vi kan også være ”ude i et særligt ærinde,” som ofte betyder, at vi vil sætte ekstra fokus på en sag eller et budskab.

Det var, hvad Ida Lejel gjorde i september sidste år. Her fejrede hun nemlig sin 16-års fødselsdag på landevejen med et helt særligt ærinde. Hun gik hele 35 kilometer for at sætte fokus på ensomhed, som hun selv har været ramt af. Med sig på turen havde hun mere end 100 andre elever fra Gødvad Efterskole, som hun går på, og som de sidste tre år har støttet op om projekt ”March mod Ensomhed.” Et projekt, som forældrene også støtter op om ved at donere penge til formålet.

Da Ida Lejel havde det værst, var hun så ensom, at hun gemte sig derhjemme og ikke havde lyst til at gå uden for en dør. Hun fortæller:

- Jeg følte, jeg var alene. Jeg havde ikke nogen, jeg kunne snakke med. Alle de andre var sammen og tog til fester, men jeg var ikke inviteret.

Et ærinde for ensomheden

Tal fra 2024 viser, at 17 procent af unge mellem 16 og 24 år føler sig ensomme. Det er en tredobling på 11 år. I 2013 svarede ”kun” 5,6 procent af de unge, at de oplevede svær ensomhed.

I dag har Ida Lejel det meget bedre. Hun synes, at hun passer godt ind i efterskolen, og hun er ikke længere tynget af ensomheden.

Men selvom Ida ikke længere selv har ensomheden inde på livet, så synes hun, at det er vigtigt at støtte op om og deltage i ”March mod Ensomhed:”

- Det gør mig glad og betyder ret meget for mig at støtte op. Der er ingen, der har fortjent at gå rundt med en følelse af ensomhed, siger efterskoleeleven.

Hun slutter af med et råd til andre, som sidder i ”ensomhedshullet:”

- Sig det til nogen! Jeg skubbede det selv væk, og så ramte det mig hårdt flere måneder senere. Så mærk efter, fortæl det til nogen og få noget hjælp. Også selvom det er svært!

Her er Ida Lejel på "March for Ensomhed"

Måske skulle vi, nu, hvor St. Bededag er væk, lave en ”Ude-i-et-særligt-ærinde dag,” og støtte op om folk, der har det svært, der?!

Audiens betyder "at blive hørt" 

Det er lidt spøjst, at vor tids audienser hos kongen og dronningen faktisk er en reminiscens fra en historisk tradition om, ”at menigmand med et særligt ærinde kunne søge foretræde for kongen.”

Disse audienser blev så sat i system under den tidlige enevælde.

Under Christian V’s og Frederik IV’s regeringstid havde man den ordning, at ALLE kunne henvende sig med en bøn eller anmodning, men kun MENS kongen ventede på, at hans hest blev gjort klar😊

Adgangen til kongen blev reguleret af staldkarlen, der på forhånd afviste de håbløse anmodninger og skaffede sig en ekstraindtægt ved at koordinere resten.

Som led i opbygning af den personlige enevælde formaliserede Frederik IV i 1725 systemet og indførte faste ugentlige audienser, hvor enhver borger personligt kunne fremføre klagemål og forslag til monarken uden om administrationen. Dette system videreførtes af senere monarker i varierende former og danner dermed det historiske grundlag for nutidens offentlige audienser.

Jo, også her står vi på skuldrene af hinanden.

På vej i audiens

Klods Hans løb H.C.'s ærinder

Lad mig slutte med Klods-Hans fra eventyret af samme navn. Han var - om nogen – både i audiens, OG ude i et særligt ærinde. Eller rent faktisk to særlige ærinder. Nej, rettere et særligt ærinde for sig selv og to særlige ærinder for forfatteren.

Han var spændt for!

Personligt var hans ærinde selvfølgelig at prøve at vinde prinsessen og det halve kongerige.

Men H.C. Andersen havde også givet ham en dosmerseddel med:

Han skulle nemlig både udstille (små)borligheden, og så skulle han fungere som en slags åndelig renselsesproces for forfatteren. Altså være en slags oprejsningshistorie, hvor H.C. Andersen fik kompensation for alt det (og over for alle dem,) han havde følt sig afhængig af og ydmyget af.

Klods Hans er i slægt med både skæmtehistorien og sjoferten, hvor helten er kendt på sin fandenivoldskhed. Han får vendt op og ned på den samfundsmæssige, institutionaliserede orden, så alt det pæne, agtværdige, ansete og fornemme kommer til kort og gøres til grin. Og hvad, der er ringeagtet og lavt placeret og går for at være unyttigt og uanstændigt, det får glans og oprejsning.

Devisen er, at den kloge narrer den mindre kloge. Og i modsætning til borgerskabets ”rynken på næsen” af almuen, så er det uhumske og det norm-overskridende foretrukne emner i krostue- eller skæmteeventyret. Det er denne frigørende frækhed, som bærer den slags historier frem – og er deres indhold.

I den kategori hører eventyret om Klods Hans.

Klods Hans vs. de to brødre

Vi kender jo alle eventyrets modsætninger mellem Klods Hans og hans to brødre.

Klods Hans bliver fuldstændigt ignoreret, og er bogstavelig talt luft for sin far, som er Herremanden.

Brødrenes fortrin fremhæves derimod: De var “saa vittige”, “de havde Forkundskaber,” de “er Stadskarle”, der besidder “Lærdom.””

Men når det kommer til stykket, viser deres lærdom og kundskaber sig at være nyttesløs.

Derimod har den oversete og forhånede lillebror klogskab, både i betydningen forstand og situationsfornemmelse. Han mestrer alt det, som han på forhånd frakendes (“Du kan jo ikke tale!”).

Så her er H.C. Andersens ærinde at sætte spørgsmålstegn ved tre ting: Hvad det egentlig vil sige at kunne noget? (“Den ene kunde udenad hele det latinske Lexicon . . . ”), at være vittig? (besidde viden, have vid) og at lære noget?

Klods Hans med et af sine sejrstrofæer

Den indstuderede planlægning (brødrenes) modstilles den intuitive spontanitet (Klods-Hans's.)

Grundlæggende konfronterer H.C. Andersen i eventyret det at lægge vægt på ydre anseelse og værdighed mod det at være helt og fuldt sig selv, at følge sit hjertes tilskyndelse med en fandenivoldsk konsekvens og at være åben for de muligheder, som byder sig til i den aktuelle situation.

Vi husker også alle, hvordan Klods-Hans’ landevejsfund er sejrstrofæer for ham, mens brødrene – på deres høje hest - bliver fremstillet som stive støtter, der repræsenterer den danske uflyttelighed og den veletablerede konservatisme.

Det er i det hele taget et genkommende tema i H.C. Andersens forfatterskab, at den påtagede, ydre fornemhed kommer til kort og forgår, mens det ægte, oprindelige og helstøbte har gennemslagskraft og forløsende virkning.

Grundtvig ville sige, at ”Det levende ord bliver konfronteret med det døde bogstav.”

Forstået som ovenfor beskrevet, så bliver eventyret en åndelig renselsesproces for dets ophavsmand, H.C. Andersen.

En oprejsningshistorie, hvor digteren får kompensation for alt det (og over for alle dem), han har følt sig både afhængig af og ydmyget af.

Jo, der skal skarp lud til skurvede hoveder.

Og nogen gange har vi brug for, at nogen løber et ærinde for os, for at vi kan nå i mål!

Endnu er billede fra min vante gåtur. Her er det en forårsskråning fra Kystvejen ved Søbadet.