TEMA-citater:
1.”Det er ikke vore forskelligheder, der skiller os. Det er vores manglende evne til at anerkende, acceptere og elske de forskelligheder.” (Fra ”Forfulgt” af Mahtob Mahmoody).
2. Hvornår var verden gået fra at være et magisk sted til pludselig at være et sted, hvor alt bare handlede om at passe ind? At se rigtig ud og at være rigtig? (Fra ”Hjerteblink” af Marie Louise Cornelius)
3. ”Man forandrer ikke verden ved at kigge på den, men på den måde vi er i den på.”
(Fra filmen ”Astronauts.”)
Denne måneds blogindlæg vil jeg indlede med en tegning:
Jeg vil nemlig sætte fokus på det fænomen, at vi som mennesker kan se vidt forskelligt på det samme emne eller den samme ting.
Psykoterapeut Pia Sofia Koren skrev følgende på tavlen på et mindfulness-kursus, jeg deltog på: ”For nogle er himlen mørk og grå. For andre helt klar og lysende blå. Jeg tror, det er vort eget humør, der giver verden omkring os kulør.”
Dette lille vers indrammer vel meget godt problematikken på tegningen: Er din opgave at feje fortovet, er efterårets løvfald kun til irritation og ekstra arbejde, mens et forelsket par ser det skønne i de dalende blade og deres smukke efterårsfarver. Samtidig er der noget symbolik og perspektiv i, at gadefejeren kigger ned, når han fejer, mens det forelskede par har deres fokus rettet opad, hvilket får mig til at tænke på følgende citat: Det er ikke afstanden fra gulvet til loftet, det handler om, men afstanden fra loftet til himlen, der er vigtig.
En anden vinkel på ovenstående er vores syn på skønhed. Altså vores forhold til, hvad vi regner for smukt eller grimt. For det hedder jo som bekendt, at ”Skønhed afhænger af øjnene, der ser.”
Så spørgsmålet er, om du ser heksen eller den elegante kvinde i ovenstående fikserbillede?
Her er det relevant at spørge, om der gælder de samme vilkår for kategoriseringen smukt vs. grimt som med emner, hvor vores holdning til tingene kan blive påvirket emotionelt af vores velbefindende?
Svaret er: Nej, sandsynligvis ikke!!
Emnet er vigtigt, fordi det ligger fast, at det ikke er ligegyldigt, hvad vi som mennesker regner for grimt eller smukt.
Undersøgelser viser nemlig, at børn, der betragtes som kønne, får mere positiv opmærksomhed end børn, der betragtes som grimme. Disse får så til gengæld flere skæld ud. Forskellen følger med os som en skygge ind i voksenlivet: Smukke mennesker får mere sex og har flere venner end mindre smukke mennesker. De smukke bliver pålagt flere positive værdier og antages at være mere intelligente, mere venlige og at have større lederevner end mindre kønne mennesker.
I politik gælder det, at hvis du er smuk, så vinder du flere valg. Hvis du er en smuk bankkunde, får du nemmere et lån, og hvis du er en smuk forbryder, bliver du idømt kortere fængselsstraffe, hvis fælden klapper.
Smukke mennesker tjener mest
Professor i sociologi på Aarhus Universitet Mads Meier Jæger har fundet ud af, at fordelene ved et godt udseende ikke kun regnes på bløde æstetiske værdier, men også på hårde faktuelle realiteter. Han siger:
”Vi ved, at smukke mennesker klarer sig bedre på arbejdsmarkedet end mindre smukke mennesker. De tjener mere, har en højere sandsynlighed for at få et lederjob og klarer sig bedre gennem hele karrieren.”
Han fremhæver en amerikansk undersøgelse, som viser, at den gennemsnitlige forskel i livsindkomst for to personer med identiske uddannelser og begavelser – men med henholdsvis et godt og et dårligt udseende – er på cirka 1,2 millioner kroner.
I øvrigt kan han fortælle, at smukke mennesker klarer sig bedre på ægteskabsmarkedet, og måler man på psykologisk velbefindende og depressioner, så er smukke mennesker mere lykkelige end mindre smukke.
Set ud fra ovenstående, så kunne det være relevant at finde ud af, om ”jeg” kan påvirke folks syn på mit udseende, og på den måde skaffe mig nogle fordele i livet?
I så fald er det første spørgsmål jeg er nødt til at stille mig selv: Hvad mener vi overhovedet, når vi siger, at noget er grimt eller smukt? Og de vurderinger, vi lægger til grund for svaret, er de tillærte eller medfødte?
For eksempel var det i 1800-tallet et offer at klippe sig korthåret som kvinde. I dag er det højeste mode. I 1950’erne var kunstige skønhedspletter smukke. I dag får mange deres ægte knopper fjernet. Tatoveringer er igen blevet in, men det er ikke længere smart at tage sol, og selv om barokken (1600-1730) kortvarigt favoriserede den buttede krop, er kropsidealet igen det atletiske.
Med andre ord: Hvad der er smukt, og hvad der er grimt, er ikke givet én gang for alle. Historien har vist, at det, som én epoke anser for hæsligt, af den næste opfattes som skønt: Så skal håret være langt, så skal det være kort. Tiderne skifter, moden følger med, og sådan er dét.
Eller er det?
Passer det virkelig, at det grimme og det smukke er relative størrelser, der forandrer sig og bytter plads med tidens luner? Eller findes der bag al støjen en universel æstetik, som er sand til alle tider, fordi den er kodet ind i os som matematik?
Lad os prøve at kigge på problematikken ud fra forskellige perspektiver.
Smukke mennesker har symmetriske træk
Spørger vi først føromtalte sociologprofessor, Mads Meier Jæger, så mener han ikke, at det bare er subjektive vurderinger, der ligger til grund. Ikke blot smag og behag. Forskningen dokumenterer nemlig en større grad af konsistens. Altså et system, som er en del af vores DNA. Han fortæller:
”Hvis du tager ti mennesker og spørger dem, hvad de synes er smukt eller grimt, så vil du få ti forskellige svar. Men hvis du viser dem et billede af en konkret person og beder dem om at vurdere, hvor smukt vedkommende er på en skala fra et til ti, så vil de 70 procent være enige i gennemsnit.”
Tre ting synes ifølge Mads Jæger at gå igen i vores æstetiske vurderinger: Vi opfatter generelt symmetriske træk som smukke – at der er balance i udtrykket. Vi kan også godt lide gennemsnitlige træk – at udtrykket ikke skiller sig for meget ud fra mængden. Og så kan vi godt lide ungdommelighed – at udtrykket er friskt.
”Vores smagsdomme falder så hurtigt og resolut, at det er svært at tro, at de ikke skulle være resultatet af noget generelt medfødt,” siger Mads Meier Jæger og fortsætter:
”Man har lavet videnskabelige eksperimenter, hvor man har placeret folk i hjerneskannere og vist dem billeder af mennesker, som de fleste synes er smukke. Og her kan man se, at dopaminen skyder rundt i hjernen på en tredivtedel af et sekund. Så meget tyder på, at det her sker helt instinktivt.”
Men, hvis vi nu sender djævelens advokat ud som modvægt til sociologiens forklaringer, så kunne det være relevant at spørge, om vores instinktive reaktioner på skønhed i en vis forstand kan være kulturelt tillærte set i lyset af, at vi tilsyneladende ikke altid har reageret instinktivt på den samme skønhed? Jvf. kort hår vs. langt hår, tatoveringer vs. Ingen tatoveringer eller en buttet krop vs. en atletisk krop.
Det smukke er vokset ud af antikken
En vinkel på den problematik kunne være den kunstneriske.
Jacob Wamberg er professor i kunsthistorie ved Århus Universitet. Han er ikke i tvivl om, at vore forestillinger om, hvad det er smukt og grimt i høj grad er vokset ud af antikkens klassiske idealer. Den er altså grundlagt i perioden fra cirka år 750 f.Kr. til 400 e.Kr.
Det fører os ud på en lille kunsthistorisk rejse.
Jacob Wamberg oplyser, at kroppen var den ultimative målestok for skønhed i antikken. En velproportioneret placering af enkeltdelene i helheden var selve definitionen på det skønne. Grimhed var i udgangspunktet så det modsatte. Altså når proportionerne opløstes, og helheden faldt fra hinanden.
I denne sammenhæng er det svært at komme uden om Aristoteles (384 f.Kr. - 322 f.Kr.) Han skrev, at skønhed grundlæggende handler om orden og størrelse. Aristoteles mente, at hvis noget bliver for småt, så mister vi sansen for, hvordan enkeltdelene står i forhold til helheden. Og hvis noget bliver for stort, mister vi fornemmelsen for, hvordan helheden står i forhold til enkeltdelene. Derfor er meget små dyr grimme, og det er meget store genstande også, konkluderede han.
Jacob Wamberg sammenfatter Aristoteles’ skønhedssyn på følgende måde:
”Det, Aristoteles siger, er, at kun de ting, der behageligt udfylder synsfeltet på en overskuelig måde, er smukke.”
Ifølge Wamberg har antikkens idealer om det skønne domineret udviklingen af vestlig kunst og kultur.
Det grimme var også både forkert og ondt
Så fra antikken og frem til 1800-tallet var kunsten det sted, hvor skønheden hørte hjemme, og ifølge kunstprofessoren, så er det ikke tilfældigt, at vi kalder romaner for skønlitteratur. Det er nemlig en reminiscens fra antikken.
Filosoffen Karl Rosenkrantz var en af de første til at forsøge at indkredse grimheden teoretisk. Han beskrev grimheden som det fragmenterede (det sønderdelte), det formløse, det forvrængede og det ukorrekte.
Ifølge Rosenkrantz er det grimme altså et brud med vore forventninger. Når der kommer noget uventet ind på den plads, hvor vi havde forventet at finde en enhed, bliver vi frastødt.
I Antikken fik ”Det Skønne” en ekstra dimension. Det blev nemlig kædet sammen med ”Det Sande” og ”Det Gode” i en treenighed. Det smukke var således rigtigt og godt, mens det grimme var forkert og ondt.
Så da grimheden begyndte at finde vej ind i malerkunsten var det da også netop som et symbol på det farlige, det anløbne og til tider det sataniske. Et godt eksempel på det er maleriet ”Kristus der bærer korset” af maleren Hieronymus Bosch (1450-1516), hvor alle de onde mennesker, som følger Kristus med korset op til Golgata, er grimme – netop fordi de er onde:
Men i løbet af 1800-tallet og op mod vores egen tid bliver grimheden i kunsten et stadigt mere kompliceret emne. Nogle malere – blandt andet Vincent van Gogh – gjorde op med ”de lærdes borgerlighed,” som blot anskuede grimheden som et ydre fænomen. For den nye generation af malere blev grimheden en del af udtrykket i et maleri, fordi det for dem udtrykte noget mere oprindeligt menneskeligt. Mennesker blev malet grimme, men på den interessante måde. De blev individer i stedet for typer.
Den tendens kammer helt over i det 20. og 21. århundrede, hvor kunsten ”fyldes med grimhed,” som Wamberg udtrykker det. Alt det man ikke måtte male tidligere, bliver normen i det 20. århundrede.
Hitler gjorde op med grimhed i kunsten
Det var den grimhed i kunsten, som nazisterne gjorde op med, da de kom til magten i 1930’ernes Tyskland. Den romantiske hobbymaler, Hitler, opfattede de nye, abstrakte kunstretninger som forvrængede og vanskabte. De fulgte ikke antikkens skønhedsidealer for enhed og orden og var følgelig at betragte som grimme og forkerte.
Naturalistiske malerier af firskårne unge mænd og velproportionerede kvinder var derimod velkomne.
En æstetik, som siden er forsvundet helt ud af kunsten.
MEN - som Jacob Wamberg konkluderer - så kan det godt være, at antikkens skønhedsidealer er forsvundet ud af kunsten, men til gengæld er den overalt omkring os: i populærkulturen, i fitnesscentret, i reklamerne, i hverdagskulturen.
”På en vis måde efterstræber vi alle, at se ud som man gjorde i antikken,” slutter Jacob Wamberg.
Og hermed kan vi omsider sætte en tyk streg under pointen, nemlig, at vore kunstidealer og vores kropsidealer i dag er omvendte spejlinger af hinanden. Mens den klassiske skønhed hersker i hverdagskulturen, er den bandlyst og udgrænset som kitsch i kunsten.
"Venus fra Willendorf"
I krisetid foretrækker vi de buttede
En anden vigtig vinkel i forhold til at indkredse, hvad der er smukt, og hvad der er grimt, er at se på moden over tid. Det har modeforsker, ph.d. og lektor ved Kunstakademiets Designskole, Maria Mckinney-Valentin gode forudsætninger for at gøre os klogere på.
Hendes studier viser, at det grimme og det smukke konstant har byttet plads hele vejen op igennem kulturhistorien. Det ses blandt andet i de skiftende kropsidealer. Dokumentationen på det henter hun blandt andet i den lille buttede stenfigur ”Venus fra Willendorf.”
Historien er den, at arkæologen Josef Szombathy i 1908 gjorde et opsigtsvækkende fund på en stenalderboplads i nærheden af Willendorf i Østrig. I en udgravning fandt han en 11 centimeter høj kvindestatuette i sten, der skulle vise sig at være mere end 24.000 år gammel.
Men det, der for alvor fik statuetten til at skille sig ud, var ikke dens svimlende alder, men dens idealiserede kvindelige former: Figuren er lille og buttet med udspilet mave, fyldige bryster, stor vulva og massive lår, hvilket kunne tyde på, at skønhedsidealerne dengang var meget anderledes, end de er i dag.
Det sjove er, at man ifølge Maria Mackinney-Valentin slet ikke behøver at rejse så langt tilbage i tiden for at se lignende forskydninger i kropsidealerne.
Hun fortæller, at et hold historikere for nogle år siden undersøgte udviklingen i de kalenderpiger, man kender fra skurvogne, autoværksteder og byggepladser, og konkluderede, at deres størrelse så ud til at svinge i takt med de økonomiske konjunkturer. Hun konkluderer:
»Der er tilsyneladende en tendens til, at vi i krisetider foretrækker fyldige idealer, mens vi i opgangstider længes efter det slanke.”
Mandemode anno 1750. Frederik V i salvingsdragt (Carl Gustav Pilo)
En stram buks og en lille elegant hæl
Ifølge modeforskeren viser det sig, at tøjmoden over tid følger samme mønster som kropsidealerne.
Hun henviser til den Hirschsprungske Samling i København, hvor de kongeliges tøjstil kan dokumenteres på store malerier. Og her er det vigtigt at være opmærksom på, at tilbage i 1600- og 1700-årstallet satte de kongelige dagsordenen for alt – også moden. På malerierne fra den tid er det særligt mændenes tøjstil, som skiller sig ud ”med deres pudrede parykker og strømpebukser og den lille elegante hæl, som løfter deres spidse sko fra gulvet,” som hun udtrykker det.
Overordnet set konkluderer Mackinney-Valentin, at mandemoden på malerierne bare er endnu en påmindelse om, at begreber som skønhed og grimhed hele tiden er til forhandling, og som det er tilfældet med kunsten, er det også her værd at huske på, at det, der betragtes som pænt i hverdagskulturen, ikke nødvendigvis er god smag i modeverdenen.
”Det grimme og det skønne ligger hele tiden og skubber til hinanden,” er hendes udgangsreplik.
Silikone og botox er no go
Maria Mackinney-Valentins udgangsreplik kan passende være indgangsreplikken til sidste vinkel på ”smagsdommerpaletten.” For er der et sted, hvor det grimme og det smukke skubber rundt på hinanden, så er det i plastikkirurgien. Det område kan vi passende lade Marie Louise von Sperling klippe en tå og hakke en hæl på. For hun er ansat på en klinik i København, hvor de årligt foretager over 2.000 kosmetiske brystoperationer hvert år, hvilket gør dem til en af de største aktører på markedet for plastikkirurgi. Og med et CV, som blandt andet derudover fortæller om en stilling som rekonstruktiv kirurg på nogle af de største hospitaler herhjemme, har hun om nogen fingeren på pulsen, hvad angår de kropsidealer, der hersker i samfundet i dag.
Samtidig oplever hun også mange af de moralske anklager, der omgiver hendes nuværende fag.
Hun oplever en klar forskel i opfattelsen af de to tilgange: Mens udretning af medfødte misdannelser, ulykker og traumer bifaldes af de fleste, betragtes kosmetiske operationer med silikone og behandlinger med botox af mange som moralsk angribeligt.
”Reddet” af plastikkirurgien
Men ifølge Marie Louise von Sperling så skaber den tilgang til de to typer kirurgi falske modsætninger. Hun siger:
”Man lukker jo ikke bare et hul i et ansigt, når man fjerner en kræftknude. Man forsøger samtidig at få kinden til at se pæn ud igen. Det er en kosmetisk operation, samtidig med at det er en rekonstruktiv operation. Og på samme måde er der jo meget ofte psykologiske gevinster ved en kosmetisk operation, hvilket også har betydning for den almene sundhed og trivsel.”
Alligevel oplever hun ofte, at der bliver set ned på den kosmetiske kirurgi:
”Mange opfatter det lidt som snyd. Hvis man er opereret smuk, så gælder det ikke. Det er i hvert fald de underliggende normer, jeg ofte støder på. Måske fordi vi bidrager med mere skønhed. Og skønhed er jo magt.”
Plastikkirurgi er fremkaldervæske
Marie Louise von Sperling ser plastikkirurgien som en slags fremkaldervæske for, hvad vi som samfund anser for grimt og smukt: ”Vi tænker måske ikke over det til daglig, men det er også en æstetisk dom, når vi giver børn bøjler på tænderne for at rette op på deres skæve pløkker. Eller når vi kollektivt beslutter os for, at operationer for stritører skal være betalt over sygesikringen og dermed gratis.”
Hendes konklusion er, at den offentlige plastikkirurgi eller anden kosmetisk behandling bliver tilbudt, fordi vi gerne vil opnå normalitet for den enkelte dreng eller pige. Vi vil gerne have, at de ligner de andre børn, fordi der er en værdi i ikke at skille sig for meget ud fra mængden.
Et eksempel på en fraktal
Hermed er vi så tilbage ved udgangspunktet. Findes der så en universal æstetik? Et ideal for det smukke og det grimme, som vi deler, fordi det - som Mads Meier Jæger udtrykte det - er kodet ind i os som matematik?
Ja, det gør der faktisk!
Et hold polske forskere fremlagde i 2016 resultaterne af et projekt, hvor de havde analyseret 113 verdenslitterære værker (blandt andre værker af Jane Austen, Charles Dickens, Henry James, James Joyce, Virginia Woolf, Alexandre Dumas, Marcel Proust, Louis-Ferdinand Céline, Thomas Mann og Dostojevskij).
Strukturer giver os nydelse
Ved at kigge på variationen af længden på bøgernes sætninger, fandt de ud af, at værkernes geometriske opbygning over en bred kam overholder de matematiske regler, som man genfinder overalt i naturen – lige fra det mindste snefnug over konkylier og træer til de største galakser. Rent fagteknisk hedder det fraktaler.
Her er det selvfølgelig relevant at spørge, hvorfor vi tilsyneladende sætter pris på litteratur, der er opbygget efter geometriske mønstre, der går igen i naturen, selv om vi ikke engang kan opfatte strukturerne med det blotte øje?
Lederen af undersøgelsen, Stanislaw Drozdz, peger på, at mange af de lyde, som vi elsker – fx lyden af en flod, fuglesang og musik – har de samme (fraktale) kvaliteter, som de fandt i undersøgelsen. Det får ham til at give et bud på, hvorfor vi føler os tiltrukket af den måde, skønlitteraturen er bygget op på:
”Måske har det at gøre med en følelse af harmoni og lydlig veltalenhed, som vi gerne vil have ind i teksten. Mønstrene minder faktisk også både om hjernebølgers opbygning og om den måde, vi tænker på, hvor vi begynder med en tanke, som så spreder sig ud til flere tanker efter fraktallignende mønstre.”
Og hvis vi et øjeblik løfter blikket fra litteraturens verden og kigger på nogle af de beslægtede kunstarter som musikken og billedkunsten, har man længe været klar over, at matematikkens betydning for menneskes værdsættelse af kunsten. Det gælder for eksempel for brugen af ”Det gyldne snit” i klassiske malerier.
”Det gyldne snit” er det punkt i billedet, hvor øjnene søger hen helt af sig selv, og hvor motivets væsentligste dele derfor bør findes i ethvert velkomponeret maleri.
Og som tidligere nævnt har også neuroæstetikken dokumenteret, at vi som mennesker reagerer særligt positivt på symmetriske ansigter.
Sat på spidsen så kan vi sige, at strukturer giver nydelse.
Et eksempel på ”Det gyldne snit”
Hjernen kører med en gammel software
Er det ikke alt sammen tegn på, at der findes noget, der er universelt smukt? Og dermed også noget, der er endegyldigt grimt?
Sociologiprofessor Mads Meier Jæger er i hvert fald ikke i tvivl. Så han får lov at lægge låg på emnet med følgende kommentar:
”Hvis du spørger mig, vil jeg sige, at det vi regner for smukt og grimt formentlig er bestemt af 70 procent natur og 30 procent kultur. Vi kører med en gammel software i hjernen, som vi har til fælles med andre, højerestående primater, der også har en præference for eksempelvis symmetri. Der er variationer i, hvad vi kan lide på bestemte tidspunkter i historien. Men ensartetheden på tværs af kulturer og tidsperioder er i mine øjne langt større end forskellene.”
Ud fra ovenstående har jeg altså mulighed for at påvirke 30 procent af folks syn på mig.
Men med den alder jeg har, tror jeg, jeg springer over.
Og hvis jeg kigger på kriterierne, så er jeg måske allerede lidt smuk: Jeg har aldrig haft problemer med at få banklån. Jeg synes også, at det er gået okay på arbejdsmarkedet, og så har jeg aldrig fået en fængselsstraf!!
Jeg stødte på et citat i bogen ”Forfulgt” af Mahtob Mahmoody som vel i bund og grund er en ”Fuck-finger” til al forskning på området. Det lyder:
”Det er ikke vore forskelligheder, der skiller os. Det er vores manglende evne til at anerkende, acceptere og elske de forskelligheder.”
Lad det være udgangsbønnen herfra.
Comments