TEMA-citater:
- ”Jeg er ikke bange for at dø, men jeg er bange for ikke at have levet.”
- ”Den tid, der går godt, kommer ikke dårligt tilbage.”
- ”Sande venner er dem, som løfter dig op, når ingen andre har bemærket, at du er faldet.”
- ”Nogle gange kan et mirakel være en venlig sjæl med et varmt hjerte.”
- ”Det smukke begynder i det øjeblik, du beslutter dig for at være dig selv.”
- ”Den der vover, mister fodfæstet for en tid, men den, der ikke vover, mister sig selv.”
- ”Tilværelsen må have en brod, for ellers er der ikke forskel på flue og hveps.”
- ”Man kan ikke betvinge det, der ligger uden for ens kontrol. Man kan kun lære at leve i harmoni med det.”
- ”Lad være med at tælle hver en time, men sørg for at hver time tæller.”
Forleden blev jeg ramt af en klumme i Weekendavisen skrevet af Tina Eiby.
Temaet i klummen er problematikken i at blive ældre og føle, at ”livets skjorte bliver kortere,” for at bruge et - ganske vist lettere omskrevet – citat fra en Shu-bi-dua-sang.
Hun ridser selv temaet op med følgende citat:
”Min frygt er, at jeg ikke når at leve livet på andre måder end den udgave, jeg får min løn for.”
Stillet helt på spidsen, så rammer svaret fra en mand, der blev spurgt, om han var bange for at dø, lige ned i det eksistentielle livsvilkår, vi alle er underlagt, og som vi alle står til ansvar for. Han svarede:
”Nej, jeg er ikke bange for at dø, men jeg er bange for ikke at have levet.”
Og jo ældre vi bliver, jo mere presserende, nærværende og irriterende bliver udsagnet.
Irriterende, fordi vi med alderens fornemmelse af acceleration i tid bliver mindet om, at beslutninger, vi træffer, kan ende med ikke at blive til noget, og beslutninger, vi ikke får truffet, kan ende livet i frustrationer.
Murens fald og Amalie
Jeg blev mindet alvorligt om tidens ubarmhjertige tikken for nylig!
Jeg er i færd med at se en serie på Netflix om Den kolde Krig, som hedder ”Vendepunktet: Atombomben og den kolde krig.”
Det er Brian Knappenberger, som kaster et net ud over både tiden efter udslettelsen af de to japanske byer Nagasaki og Hiroshima - som gjorde en ende på af Anden Verdenskrig – og den kolde krigs indtræden og udviklingen af masseødelæggelsesvåben. Og videre: afslutningen af den kolde krig, Østblokkens opløsning, krigen i Irak, Putins vej til magten og den igangværende krig i Ukraine.
Hele tiden er det effekten af opfindelsen af atombomben, serien har fokus på.
Det uhyggelige er, at mange af seriens forskellige dele er blevet angstfremkaldende aktuelle igen. Vi kan genkende dem, fordi der også i dag hersker en grundlæggende frygt for endnu en uoverskuelig krig.
Berlinmuren faldt om natten mellem torsdag den 9. november og fredag den 10. november 1989, og i kølvandet på det gik Sovjetunionen i opløsning i 1991 og annoncerede afslutningen på den kolde krigs.
OG min ældste datter, Amalie, blev født den 2. december 1989.
Jeg synes jo ligesom, det var i går.
Så begivenheder i tiden, der ligner noget, der er set før, og min datters fødsel åbenbarer et spænd i tiden på snart 35 år, der i min bevidsthed fornemmes som et ”pust i sivet,” giver mig et vink med et atommissil om, at ”så er det nu.” Bare tanken om, at endnu et pust kan gøre mig til måske Danmarks ældste mand - hvis jeg på det tidspunkt stadig skulle være et livsvidne - er både tankevækkende, uhyggeligt og til benet uforståeligt!!
Cirkulær vs. lineær
I nogle tilfælde er det cirkulære princip en god ting. Tænk bare på årets gang. Hvem af os holder ikke af de forskellige årstider med hver deres traditioner og forskelligt vejrlig? Om end vi nok hver især har vores favorit.
Også selve livet som det store tandhjul, hvor ”slægter følger slægters gang,” er en god tanke, synes jeg. Det at indgå i den store sammenhæng og være en del af en mangfoldig slægt giver os rødder og tilhørsforhold, og giver også - for mange - ro i forhold til tanken om, at vi engang skal væk herfra. Skæbnefællesskabet mindsker den enkeltes angst.
Jeg tror også, at det cirkulære giver mange menneske ro i dagligdagen. Det, at dagene er genkendelige og former uger og måneder med genkendelighed, giver ro til at hvile i hverdagen og være til stede i nuet.
Så regelmæssighed er ikke det samme som kedsomhed, ligesom det at være alene ikke nødvendigvis er det samme som at være ensom.
HVIS – vel at mærke – vi er tilfredse i vores hverdag!!
For mange sker der et skifte i tilfredsheden, når de går fra at være på arbejdsmarkedet til at være efterlønner eller pensionist.
For det første bliver regelmæssigheden brudt, fordi man nu ikke længere skal op og passe et arbejde og dermed slipper for at hænge i en klokkestreng.
For det andet har mange ”seenagere” planer for otiummet. De skal have ført nogle af de planer eller drømme ud i livet, som et lønarbejde har gjort svært. Man kan sige, at de prøver at bryde ud af den cirkularitet, som hverdagen igennem mange år har budt på, i forsøget på at leve mere ”lineært,” så situationen mere end planen styrer slagets gang, og hvor impulsiviteten skal have en chance.
Sort/gråt eller palet?
Men i praksis – i undersøgelser - viser det sig bare, at mange får problemer i den fase af livet.
For en stor del sker der det, at når friheden fra den ene dag til den anden angriber en, så mister man trygheden og konformiteten i sit liv. Den ”trummerum,” som gjorde det nemt at være til, fordi strukturen satte dagsordenen og gjorde tankevirksomhed over spørgsmålet ”hvad nu?” unødvendig, bliver brudt.
Det bliver et opgør med livets ”ulidelige lethed,” hvor sekunder blev til minutter, minutter til timer, timer til dage, dage til år, og hvor det ene år tog det andet, uden at vi reflekterede over det.
Vi har levet ud fra den filosofi, ”at den tid, der går godt, kommer ikke dårligt tilbage.”
Men pludselig står vi så der, hvor vi kan vælge mellem alle farver i paletten. Hvor du før ”kun” skulle vælge mellem sort og grå – undskyld farvevalget:-; - kan du nu sætte spræl på livet og tilværelsen. Og er du meget modig, kan du også vælge pangfarver. Altså de fluorescerende og selvlysende.
Du er fri som fuglen!
Det er vel - set ud fra eksistentialismen grundide (at vi skaber os selv gennem de valg, vi træffer) - det ultimative ønskescenarie!
MEN, nej!
Der er nogle, der har det svært med det "grænseløse."
Tænk bare, at da jeg var barn og skulle hente nye snørebånd hos Fru Pedersen, så kunne jeg vælge mellem runde og flade i enten sort eller brun. Og de var lige lange.
I dag kan jeg, hvis jeg søger på Nettet, hurtigt ende på over 200 muligheder.
Det samme med strømper. Her kan man også sagtens - hvis man bruger en størrelse 44 i sko - blive i tvivl om, om man skal vælge dem i størrelse 40-44 eller i størrelse 44-48?
Lidt sat på spidsen kan man sige ”at alle muligheder er ingen muligheder.” Underforstået, at for mange gør en uendelighed af muligheder dem ude af stand til at træffe et valg.
I dag har vi faktisk et begreb for den situation. Det hedder FOBO.
FOBO er engelsk og står for ”Fear Of Better Options.” Altså den situation, at det er umuligt at træffe et valg, fordi man risikerer at vælge den bedste fra.
Jeg har en kammerat, som brugte næsten et år på at vælge en bil – som han faktisk havde brug for – fordi han ikke kunne vælge den rigtige farve.
Til sidst var han NØDT til at træffe et valg. Men han er stadig ærgerlig over farven, og han kan også stadig ærgre sig over alle de ”finesser,” han IKKE fik med i den bil han valgte, og som er i andre modeller.
FOBO
Det, der er karakteristisk for FOBO, er altså ubeslutsomhed, tvivl samt for-og-imod tænkning.
FOBO kan opstå, hvor som helst. I situationer, der kræver mindre beslutninger – netop som valg af strømpestørrelse, mobiltelefon eller måske aftensmad - men også i mere betydningsfulde beslutningssituationer og herunder altså, hvordan man skal bruge ”den 3. alder.”
Uanset situation og valg oplever den FOBO-ramte person at blive overvældet af de muligheder, der er. Det vækker stor tvivl, som personen så forsøger at løse gennem tænkning.
Personer med FOBO kører rundt i en tankekarrusel, som kan blive ved og ved. Ofte i mange timer, dage eller måneder. Angsten er at fortryde, og for at undgå det - altså at fortryde - varer overvejelsesfasen ved og ved og ved.
Generelt kan man sige, at FOBO-ramte har en frygt for at vælge forkert, og manglen på beslutninger kan få store negative konsekvenser for dem.
På kognitivpsykologpraksis.dk’s hjemmeside bliver der konkluderet på følgende måde:
”Er man ramt af FOBO er det ofte sådan, at man lever livet primært baseret på tænkning og knap så meget på handling. Derfor kan man opleve at sidde fast, stå stille og ikke komme i retning af det liv, man drømmer om. For nogen vækker det tristhed og nedtrykthed.
At være ramt af FOBO kan med andre ord være voldsomt pinefuldt og invaliderende.”
Umulige muligheder
Jeg tror, mange pensionister står i ovennævnte situation. Mulighederne er mangfoldige, men også en jungle. ”Hvordan navigerer jeg i det, og hvad skal jeg vælge?”
Mange er ikke forberedte og har ikke fået sig øvet på de nye livsvilkår.
Så det, der i hovedet var tænkt som en fest for friheden, blive i stedet til angst og frustrationer over for meget fritid, der ikke er en plan for, fordi man simpelt hen ikke kan finde ud af det.
Hvad gør folk så?
Ja, nogle finder tilbage på arbejdsmarkedet i erkendelse af, at der er mere indhold i livet ved at være der, end hvad man selv formår at skabe.
Andre fylder dagene ud ved at spise og drikke for meget. Det er jo også helt plausibelt, at man bruger ”den tredje alder” til at kæle for maden og som en naturlig konsekvens af det, lærer nogle gode rødvine at kende.
Konsekvensen af gourmet-interessen er blot, at den tiltrækker sig livsstilsygdomme. Der har aldrig være så mange ældre mennesker diagnosticeret med diabetes 2 som i dag, og der er et endnu større mørketal, siger eksperter.
Der er også dem, der genfinder trygheden og konformiteten ved at skemalægge en ny hverdag ud fra, at den nu ikke indeholder et arbejde. Mange får en fast vagt i Røde Kors-butikken, andre går til seniormotion på bestemte dage og atter andre er at finde på bibliotekets læsesal på bestemte tidspunkter.
Lad mig sige med det samme, at der ikke ligger en nedvurdering af ovenstående beskrivelse. Det er jo ”fedt” og helt i orden, at folk skaber sig en pensionistdagligdag, de kan styre og være i. Og det tror jeg, er de fleste! Jeg er en af dem!
Friheden og regnearket
Men den oprindelige tanke, som jeg er sikker på, mange havde, om, ”at nu lader vi kaosset rase og giver impulsiviteten fri,” bliver hurtigt opgivet, fordi den er svær at være i. Vi er så vant til struktur, post-it-blokke og regneark, at den frihedsnatur, vi vel oprindeligt er født med, ikke har en chance.
Og når vi så ligger på den yderste dag, og spørger os selv, om vi nu også fik det liv, vi ønskede, så tror jeg mange vil svare: nej. For der er et misforhold mellem arv og miljø.
Vi er født til frihed, men bliver skolet til struktur på alle planer.
Så når jeg nu står her i mit livs efterår og er så glad for de fodboldkampe, der går i overtid, fordi det minder mig om, at der også kan ske noget spændende i slutningen af en kamp, så tænker jeg, hvad der kunne få mig til svare ”ja” eller ”til dels” på spørgsmålet på dødslejet, om, om jeg nu også fik det liv, jeg ønskede?
Svaret går to veje
For det første har jeg altid haft en drøm eller et mål om at prøve at komme til at hvile så meget i mig selv, at skuldrene bare falder på plads, og at det er fantastisk bare at være til stede i nuet.
Jeg har mødt et par mennesker, jeg tror, havde det sådan.
En af dem er en gammel kollega – som desværre ikke er her mere – som med sin blotte tilstedeværelse skabte ro og glæde. Tiden sammen med ham blev aldrig ligegyldig. Han formåede altid at skabe en god stemning omkring et bord, og han kunne med humor og vid hæve en samtale fra almindeligheder til en samtale om værdier og medmenneskelighed.
I en svær periode i mit liv lagde han øren og mildhed til utallige eksistentielle samtaler, hvor han var 100 procent til stede i sig selv og i nuet og guidede mig til at se lidt lysere på verden. Og så var han ikke bleg for at få mig til at kigge på mig selv, hvis jeg var "blevet for hoven," eller havde taget mine skyklapper på!!
Jeg kommer altid til at tænke på ham, når jeg læser citatet:
”Sande venner er dem, som løfter dig op, når ingen andre har bemærket, at du er faldet.”
Han var en utrolig god kollega, en fantastisk rollemodel og et umådeligt godt menneske, som jeg savner rigtigt meget at være sammen med i dag.
Glæden ligger i de små ting
For ham var en middagslur, en lille cykeltur med fruen eller kaffe og kage på en cafe alt nok til at skabe lys og glæde i hans hverdag. For glæden kom indefra. Han hvilede så meget i sig selv og i de ting, der omgav ham, at han ikke var afhængig af ekstra stimuli for at føle tilfredshed og glæde ved livet.
Han ville selvfølgelig – som alle andre - gerne opleve noget. Men de ture konen og han tog til Østrig, var ikke afgørende for deres livskvalitet, men blot et ekstra krydderi på et liv, der i forvejen var i balance.
Så at nå dertil, at man kan finde ”livets mening” i sig selv og de ting og mennesker, der omgiver en, og hvor rejser, materielle goder og fritidsinteresser blot er lidt glasur på kransekagen, må være fantastisk.
Ja, ”nogle gange kan et mirakel være en venlig sjæl med et varmt hjerte.”
Og som den franske modedesigner, Coco Chanel, sagde: ”Det smukke begynder i det øjeblik, du beslutter dig for at være dig selv.”
For det andet, så har jeg en ”bucket-liste” over steder, jeg gerne vil nå at se.
Jeg vil rigtig gerne ud at skubbe lidt til Ayers Rock i Australien, jeg kunne godt tænke mig at stå på Ground Zero i New York, jeg har også rigtig meget lyst til at gå en tur på Caminoen, og så kunne det være spændende at komme til Grønland.
Der er flere ting på listen, men at nå ovenstående ville gøre mig tilfreds.
Man kan vel sige, at de to veje, jeg har skitseret, handler om henholdsvis en indre og en ydre rejse.
Foreløbig har jeg brugt de orange billetter på den indre rejse, men nu, hvor jeg har fortalt og skrevet om det, fanger bordet, og jeg må se at få gjort noget ved de ydre rejsemål.
For som bekendt, så er det sådan, ”at den der vover, mister fodfæstet for en tid, men den, der ikke vover, mister sig selv.”
Helbredet fortæller mig også, at det skal være inden jeg bliver mere hump og halt, end jeg er i forvejen. For sker det, så får jeg helt konkret problemer med fodfæstet.
Så, Nielsen. Du har 5-10 år. På en god dag!
Sæt i gang!!
Comments