Har løvehjertet brug for en hjertestarter?

for 8 minutter siden

11 min læsning

TEMA-citater:

(alle citater har relation til hjertet - på nær ’en)

“Children: It’s to decide forever to have you heart walking around outside your body”
”Årene slider hjertet blødere”
”Man kan se ind i øjet, men ikke altid ind i hjertet” (Et jødisk ordsprog)
”En sand ven rækker ud efter din hånd og rører dit hjerte”
”Min krop er ikke uberørt, men det er mit hjerte”
”Små hjerter kan også føle store ting”
”På et tidspunkt vil du indse, at der er mennesker, der bliver i dit hjerte, men ikke i dit liv”
”Du behøver ikke at være tynd for at være smuk og sexet. Skønhed er størrelsen af dit hjerte ikke størrelsen på dine bukser”
”Mit hjerte er mit liv. Hjertet, der banker – er livet, der banker”
”Nogle gange kan et mirakel være en venlig sjæl med et varmt hjerte”
”SMIL. Det er nøglen, som passer til alle hjerter”
”Det største kommunikationsproblem vi har er, når vi ikke lytter for at forstå, men lytter for at svare”

Jeg vil starte med en eftertanke. Eller måske er jeg på forkant?!

Forklaring følger midtvejs😊

Vi kender den vist alle sammen. Den legendariske fortælling om to små brødre, Karl (Tvebak) og Jonathan, som vi alle blev både ramt og rørt af.

Den ene bror er alvorligt lungesyg, sengeliggende og alene hjemme i et hus, som pludselig bryder i brand. Heldigvis når den anden bror hjem akkurat i tide. Han trodser flammerne, finder sin bror og flygter med ham på ryggen ud ad vinduet på 2. sal, så hans lillebroder mirakuløst overlever.

Men det gør storebroderen ikke. Han omkommer i springet.

Sådan er begyndelsen på Astrid Lindgrens berømte børnebogsklassiker "Brødrene Løvehjerte", som udkom første gang i Sverige for 53 år siden - i 1973.

Men inden det bliver alt for trist alt sammen, kan vi vist ved fælles hjælp genkalde os en handling, hvor der ikke blot er tale om 230 siders ren ulykke: Her er også drager og kæmpeslanger, hinsides verdener og action for alle pengene – kort sagt: et fantastisk spændende eventyr.

”Brødrene Løvehjerte” drager

At vi har svært ved at slippe den 53-årige legendariske børnebog vidner flere ting om.

Således spillede forestillingen ”Brødrene Løvehjerte” så overbevisende og for fulde huse på Det Kongelige Teater i 2019, at den blev sat på programmet igen i 2021, hvor den i julemåneden endnu engang formåede at fylde Det Kongelige Teaters store sal - for i januar 2022 at gøre kunststykket efter på Århus Teater.

Helt aktuelt, så spiller Teateret Zeppelin i København netop her i efteråret en splinterny og meget anmelderrost dramatisering af klassikeren, OG den danske mesterfilminstruktør Thomas Vinterberg arbejder desuden pt på en storstilet filmatisering af bogen i form af en miniserie, som efter sigende skulle få premiere i 2027, 50 år efter den første filmatisering af fortællingen i 1977.

Det er også en kendsgerning, at sidste års oversigt fra CFU (Center for Undervisningsmidler) viser, at bogen stadig er blandt de allermest udlånte i de danske grundskoler.

Og hvorfor så det? Hvorfor bliver nye generationer stadig draget af eventyret om Jonathan og Tvebak?

Det korte svar er: Fordi det er en af de mest skelsættende bøger til børn og unge nogensinde!!

Det lidt længere svar er, at gennem et halvt århundrede og over flere generationer har "Brødrene Løvehjerte" fungeret som en slags første møde med døden og sorgen. Som en indgang til det eksistentielle og til at tale om livets store spørgsmål i børnehøjde, ikke mindst om ulykke, uretfærdighed og det svært forsonlige i, at vi skal dø. Måske endda fra og før vores elskede.

Fredsduen og ”en lille lort”

Historien begynder som sagt i en realistisk og genkendelig virkelighed med to brødre, som er bange og dybt ulykkelige. Den ene, fordi han er syg og ved, at han snart skal dø. Den anden, fordi han også ved netop dét. Storebroderen prøver at trøste lille Tvebak og skabe forhåbninger om et nyt liv efter døden – om et liv i Nangijala uden sygdom og med leg fra morgen til aften.

Og to måneder efter sker det så: Tvebak vågner op i eventyrlandet foran den dør, han også har hørt en hvid due beskrive for ham i drømme. Ja, du læste rigtigt, en talende fugl, men ikke en hvilken som helst slags fugl. En hvid due – måske ligefrem en fredsdue eller et varsel om fred? Eller som det kristne symbol på Helligånden, der henter Karl Tvebak ”hjem” til Jonathan, som så uventet ankom til Nangijala før ham selv?

Bogen er spækket med symboler og ovenstående ”Hvide due” kan naturligt lægge op til en religiøs læsning af bogen. Altså noget med frelse, paradis og evigt liv.

Det er nu ikke der, jeg ville lægge ”mine æg,” hvis jeg skulle brede ”mine vinger” ud over børn i et forsøg på at udlægge teksten. Jeg synes, det er mere spændende og oplagt at vende blikket mod de billedlige overgange, hvor en dør eller et spring forløser drengene eller situationen. Altså en handling eller et valg, man er nødsaget til at tage, gennemleve eller gøre. Simpelt hen fordi man er menneske!

Tænk bare på det ikoniske og mest kendte citat fra bogen: ”Der er ting, man må gøre, ellers er man ikke noget menneske, men bare en lille lort,” som Jonathan siger op til flere gange. For eksempel tør han tage den svære samtale med sin lillebror, da lille niårige Tvebak i starten af bogen ligger på sit værelse og kan høre de voksne uden for døren gå og tale om, at han snart skal dø. Her har Jonathan - som den eneste - modet til at konfrontere Tvebak med den uomgængelige skæbne og sandhed ansigt til ansigt.

Citat blev kåret som det bedste

Ovenstående citat optræder i flere variationer i bogen, og i 2019 blev det på baggrund af knap 30.000 stemmer kåret til danskernes absolutte, litterære yndlingscitat af DR og Danmarks Biblioteker. Det siger ikke bare noget om bogens vedblivende status blandt danske læsere, men også om det menneske- og børnesyn, Astrid Lindgren må have haft.

Citatet er nemlig et glimrende eksempel på den styrke og det ansvar, som børn bliver tillagt i Lindgrens forfatterskab. Ikke alene den modige Jonathan, men også den mere forsigtige og ængstelige Tvebak, som gang på gang bliver kastet ud i dødsens krævende og farlige situationer for at kæmpe mod det onde, og måske vigtigere endnu: kampen mod frygten for det onde.

Dette angst-tema er mindst lige så tydelig i en anden kendt Lindgren-klassiker: "Mio, min Mio", hvor ordene ”Så bange, så bange” bliver gentaget og gentaget i både tale og tanker som en slags mantra bogen igennem.

Men alligevel og på trods fortsætter den unge prins ufortrødent gennem mørket, simpelt hen fordi han er blevet udstyret med det karaktertræk af Astrid Lindgren, som følgende citat er et udtryk for:

“Sometimes you got to face your fear to see the light on the other side.”

Den amerikanske forfatter Robert Tew udtrykte det samme på følgende måde:

“Sometimes what you’re most afraid of doing is the very thing that will set you free.”

Det er det, der gør Astrid Lindgrens børnekarakterer til helte. Ikke på sådan en glansbilledagtig måde, hvor de overlegne og selvsikre drager ud i verden, velvidende at de kan klare alt og alle – nej, tværtimod. De er bange, men hvor frygten så ofte får os voksne til ikke at gøre, ikke at handle, gør frygten det også netop muligt at være modig, idet man trodser den. Sagt på en anden måde: mod forudsætter, at der også er frygt.

Børnekarakterer med heltepotentiale

Det gælder for Tvebak og prins Mio, men også for både Ronja Røverdatter, der ekskluderes for at følge sit hjerte, og Pippi Langstrømpe, som udstilles og udskældes i sin til tider ensomme insisteren på at være sig selv. Ingen af disse er fuldkomment frygtløse, fejlfrie eller usårlige ”superhelteskikkelser”. Og det tror jeg, at mange børn ville have godt af at blive mindet om i dag, når de så symptomatisk for vores tid hæmmes af frygten for at fejle eller ikke at lykkes.

I "Brødrene Løvehjerte" handler det ikke om at gøre det godt, rigtigt eller perfekt. Det handler om at turde gøre det svære og hårde og det, man er bange for. Det bliver især tydeligt på bogens allersidste sider, hvor de to brødre endnu en gang må springe i døden sammen, fordi Jonathan er hårdt såret, og kun overgangen til det næste land, Nangilima, vil kunne redde ham.

Nu er det Tvebaks tur til at tage sin storebror på ryggen, for der er som sagt ting, man må gøre, ellers er man ikke noget menneske, men bare en lille lort.

Jeg læser bogens afsluttende scene som en tro på, at vi altid får en chance til. At vi gerne må frygte, men aldrig stoppe med at gøre.

Og er du blevet udstyret med det karaktertræk har du et løvehjerte tikkende i brystet!!

"Brødrene Løvehjerte" er udødelig. Det er en klassiker, en gave til alle levende, til alle tider, OG den bringer mig - her midtvejs - frem til mit ærinde med dette skriv.

Jeg tror faktisk, jeg vil beskrive fortsættelsen som en form for midtvejskrise.

For hvordan står det egentlig til med løvehjertet? Er det stadig et relevant begreb? Er folk af i dag indstillede på at leve op til Chr. Richardts ord fra salmen ”Altid frejdig, når du går,” hvor der i 3. vers står: ”Kæmp for alt, hvad du har kært,/ dø, om så det gælder!”?

Astrid Lindgren må have kendt til salmen, for forsættelsen på 3. vers lyder: ”Da er livet ej så svært,/ døden ikke heller,” som inkarnerer det karaktertræk, hun udstyrer sine ”små” helte med, og som slår dem til ridder med udtrykket ”Løvehjerte.”

Vi kan garanteret alle finde eksempler på et menneske med et løvehjerte. Altså et menneske, som ”ofre sig” i en større sags tjeneste. Modstandsfolk under 2. verdenskrig var vel sådan nogle.

For vi kan vel alle blive enige om, at ”en større sags tjeneste” kunne være at forsvare sit fædreland.

Unge uden løvehjerte

Set i det lys er det lidt forstemmende at se en ny måling lavet af Megafon - offentliggjort den 23. september - som viser, at mere end halvdelen af de adspurgte danskere svarer ”Nej” til følgende spørgsmål: Hvis Danmark blev invaderet af en fremmed magt, tror du så, at du ville være klar til at gå i væbnet kamp for at forsvare landet?

Kun 34 procent svarer ”Ja,” mens 50 procent svarer ”Nej,” og de sidste 16 procent svarer ”Ved ikke.”

Det er især de 18- til 39. årige, der tvivler på, om de vil forsvare fædrelandet i tilfælde af krig.

Her svarer 54 til 59 procent ”Nej.”

Undersøgelsen viser også, at der er en kønsforskel i besvarelserne:

16 procent af kvinderne svarer ja på spørgsmålet, mens det er 50 procent af mændene.

67 procent af kvinderne svarer nej til at ville forsvarer fædrelandet ved angreb, mens det hos mændene er 33 procent, som takker nej.

Undersøgelsen afslører også, at 38 procent af danskerne mener, at nutidens unge er dårligere rustet til værnepligt end deres forældres generation var.

Hvis vi lægger moralen fra Brødrene Løvehjerte - ”der er ting, man må gøre, ellers er man ikke noget menneske, men bare en lille lort” - ned over ovenstående undersøgelse som en skabelon, så er en stor del af nutidens unge vel ”små lorte,” eller hvad?

Fællesskaber er under pres

I kølvandet på undersøgelsen var der i medierne flere bud på, hvad den vigende fædrelandsfølelse kan skyldes.

Davor Pejic, der arbejder i Forsvaret og har ansvaret for værnepligtige og rekrutteringen af dem, ærgrer sig over resultatet. Han siger på TV2’ hjemmeside:

”Det gør mig lidt ked af det. Men jeg tror, det er en tendens, vi ser i hele vesten. Vi har haft meget fokus på vore egne muligheder og talt lidt mindre om fællesskabet,” og han fortsætter:

”Man kan tydeligt mærke, at det er en anden generation. Der er mange, der hjemmefra er opdraget til, at de har alle muligheder og valg foran sig. De har svært ved at låse sig fast på en uddannelsesvej og har lidt 'FOMO' (Fear of missing out/Frygt for at misse noget, red.).”

Samtidig oplever han også, at forældrenes meninger betyder meget mere for de unge i dag, end de gjorde tidligere:

”Det skyldes nok, at forventningerne til forældres involvering generelt er steget. Det kan være sundt og godt, men det gør også, at de unge lytter virkelig meget til deres mening.”

Politisk kommentator og tidligere forsvarsminister Hans Engell har også ytret sig i slipstrømmen på undersøgelsen. Han lister på TV2’ hjemmeside tre grunde op til, hvorfor så få danske unge siger, at de er klar til at forsvare Danmark, hvis landet skulle blive invaderet:

”For det første har det spillet en stor rolle, at vi har været inde i en årrække, hvor krigstruslen er blevet meget fjern for folk. For det andet har vi haft en lang årrække, hvor vi har indkaldt meget få værnepligtige, og vi har sågar kunnet nøjes med frivillige værnepligtige. Det betyder, at hvor værnepligt tidligere var en del af livet, er det i dag faldet lidt ud af billedet. Og for det tredje har der været en stor beskæftigelsesprocent blandt de unge. Det har simpelthen været for let for dem at få arbejde, og de mange forskellige muligheder har tiltalt mange unge.”

HVIS en mobilisering bliver aktuel….

Hvis en dansk mobilisering skulle blive aktuel, så kunne det være interessant at kigge på og sammenligne med, hvordan mobiliseringen ser ud i Ukraine i dag, for at få en ide om, hvor mange soldater der ville blive brug for i Danmark, hvis vi en dag skulle stå i samme situation som Ukraine gjorde i 2022.

Der bor godt 40 millioner mennesker i Ukraine. Hvor mange af dem, der er aktive soldater, er en militær hemmelighed, men tal fra den britiske sikkerhedspolitiske tænketank RUSI og CSIS (en dansk cybersikkerhedsvirksomhed) fra den 3. oktober i år anslår, at der var mellem 800.000 og 900.000 ukrainske soldater ved udgangen af 2025.

Hvis vi tager højde for, at der ”kun” bor 6 millioner mennesker i Danmark, så svarer det til, at omkring 130.000 danske mænd og kvinder skulle trække i trøjen i forbindelse med en mobilisering, hvis Ukraine var vores målestok.

Hvis vi skal kører linen helt ud og tage de ukrainske tabstal med, så viser estimater fra føromtalte CSIS fra juni 2025, at mellem 60.000 og 100.000 ukrainske soldater blev dræbt i perioden fra marts 2022 til april 2025.

Her vil jeg undlade at skalere!

Set i det lys kan man godt forstå, at et løvehjerte kan få hjerteflimmer.

Men på den anden side, hvem gider så at være ”en lille lort?”

Lad os lukke den del ned her!

Lad dit løvehjerte lytte

Jeg skal nemlig lige nå at sætte fokus på, hvordan et løvehjerte kan se ud i vores daglige omgang med hinanden. Her er fokusset altså på, hvordan man omgås et medmenneske, så man ikke er ”en lille lort, men et menneske med hjertet på rette sted.”

Til det formål har jeg fundet et oplagt opslag på Facebook, som har titlen: Vær en god lytter!

Det er skrevet af Mads Vang Christensen, som er psykoterapeut, coach og konsulent.

I denne sammenhæng går løvehjertet så på, at man står op for en anden og gør det nødvendige - men uden, at den ydre angst er involveret. Her er det mere en tryghed, man giver en anden, så vedkommende får lyst og mod til at fortælle det svære.

Et løvehjerte har vel flere nuancer!

Jeg har valgt de passager af opslaget ud, som jeg synes er de vigtigste og mest interessante OG som udfordrer et løvehjerte:

OM AT LYTTE

Når jeg beder dig lytte til mig, og du begynder at give mig gode råd, har du ikke gjort, hvad jeg bad dig om.

Når jeg beder dig lytte til mig, og du begynder at forklare, hvorfor jeg ikke skal føle, som jeg gør, træder du ind over mine følelser, før de har fået lov til at være der.

Når jeg beder dig lytte til mig, og du synes, at du skal gøre noget for at løse mine problemer, svigter du mig, hvor mærkeligt det end kan lyde.

For nogle gange er mit største behov ikke, at du finder en løsning, men at du bliver hos mig, mens jeg finder vej igennem min fortvivlelse og når frem til mit bedste valg.

For når du lytter uden at afbryde, sker der noget særligt:

Det, der før var en byrde, bliver lettere at bære. Det, der var kaotisk, begynder langsomt at finde sin egen orden. Ofte er det netop i det rum, hvor jeg bliver mødt, at jeg selv opdager det, jeg har brug for at forstå.

At blive lyttet til er en af de mest aktive former for omsorg, vi kan give et andet menneske. For når et menneske føler sig hørt, føler det sig også set.

Når du lytter, siger du mere, end ord kan bære og holde; du viser, at du har troen og tilliden til, at jeg kan stå selv og stå imod det svære, og at jeg rummer kimen til det nødvendige.

Hvis du bare lytter og er der sammen med mig, finder jeg selv svar.

Hvis du selv har noget, du gerne vil sige, så vent dét øjeblik, du skænker mig. Så vil jeg lytte til dig og holde rum og tid for dig.