top of page

”Så lyt. SÅ LYT FOR SATAN”

for 28 minutter siden
11 min læsning

TEMA-citat:

  • ”Problemer vokser i tavshed.” - Ukendt

  • ”En god samtale består ikke af to monologer, men er noget samtalepartnere skaber sammen – med ører for, at det vigtigste i en samtale ofte er at kunne høre det, der ikke bliver sagt.” - Esben Kjær, forfatter

  • "Når hjertet taler, tier forstanden." - Ukendt

  • "At lytte godt er et lige så kraftfuldt middel til kommunikation og indflydelse som at tale godt." - John Marshall

  • "Når mennesker med magt holder op med at lytte, er det på tide at skifte dem ud." - Astrid Lindgren

  • "Hvis den, du taler til, ikke ser ud til at lytte, så vær tålmodig. Det kan være så enkelt, at han har en nullermand i det ene øre." - Peter Plys

  • "Ingen mand har nogensinde lyttet sig selv ud af et job." - Calvin Coolidge

  • "Nogle mennesker vil aldrig lære noget, fordi de forstår alt for tidligt." - Alexander Poper


 Dette indlæg vil jeg indlede med et billede, som rører mig dybt:


"You can't see the future with tears in your eyes"
"You can't see the future with tears in your eyes"

Det rører mig af flere grunde:

For det første, så sidder jeg i øjeblikket og er i færd med at lave en fotobog af min – nu desværre afdøde – storebrors utallige lysbilleder, som er blevet digitaliserede.

I den proces er porten ind til nostalgien blevet slået på så vid et gab, at køkkenrullen er blevet min bedste ven. Skulle jeg komme det lidt nærmere, så kunne følgende citat give et lille ekstra hint:

”Nogle gange sniger minderne sig ud af mine øjne og triller en lille tur ned ad mine kinder.”

Og når jeg kigger på ovenstående billede, så dukker der billeder op på nethinden af mine egne børn i situationer, hvor de har været kede af det, og hvor de har haft samme udtryk som pigen på billedet.

Et udtryk, som udstråler både sorg og afmagt og en uforståenhed overfor, hvad verden lige har budt hende.

Nej, hvor får man da lyst til at give hende et kram, og hvor er det svært at lade være med at spejle situationer fra ens egne børns barndom i ovenstående billede og tænke: ”Var du der for dem, når de så sådan ud?”

Grisling siger et sted: ”Små hjerter kan også føle store ting,” og med de ord rammer han lige ned i den problematik, som billedet udtrykker, nemlig dilemmaet mellem, hvad livet eller verden byder børn og hvad, de forstår.


Betingelsesløs kærlighed

Fantastiske Jesper Juul (1948-2019,) som både var familieterapeut, forfatter og foredragsholder, og som fik stor indflydelse på moderne børneopdragelse i Danmark, har engang udtalt følgende om sit syn på børn, som er et godt bud på, hvordan ovenstående dilemma kan anskues:

”Den bedste måde at styrke børns selvfølelse på er simpelt hen at elske dem betingelsesløst. Ikke fordi de er smukke, søde, velopdragne eller dygtige, men ganske simpelt fordi de ER!”

Oscar Wilde har udtrykt det samme på følgende måde:

”Opdrag ikke dine børn til at blive rige, men opdrag dem til at være lykkelige. For som voksne vil de kende værdien af ting og ikke prisen.”


Redaktøren som 3-årig hjemme i Vildsund
Redaktøren som 3-årig hjemme i Vildsund

Den kontekst, som billedet med pigen er brugt i, forstærker den beskyttertrang, som billedet kalder på, synes jeg. Konteksten er en tekst, der starter med spørgsmålet:

 

Hvem lærte dig at læse rummet, før du kunne læse?

 

Den er gaflet fra Facebook, er fra den 3. november og er skrevet af Morten Bang, som er lærer, supervisor og psykoterapeut. Indlægget handler om, hvordan utryghed i barndommen sætter sig i kroppen som et konstant alarmberedskab, og om hvordan man lærer at lægge utrygheden fra sig igen.


Eksperter i andres humør

De første linjer i opslaget lyder:

”Nogle voksne ved med det samme, når stemningen skifter. De hører det i en dørs lyd. De ser det på en skulder. De siger ja, før de har mærket efter, om de mener det. De har svært ved at tage imod en kompliment, og de er altid et skridt foran, så ingen skal blive skuffede. Det er ikke en fejl i dem. Det er noget, de har lært. Et barn, der vokser op i utryghed, bliver ekspert i andres humør, fordi det er det, der holder én tryg.

Det er en klog løsning på et barns problem. Problemet er, at kroppen ikke ved, at faren er ovre. Den bliver ved med at scanne - ved middagsbordet, til et møde, i en seng med nogen, man holder af. Det kan se ud som træthed, som irritation, som at trække sig eller som at tage sig af alle andre. Og så bliver det ofte forstået som en personlighed i stedet for en tilpasning.”

Et godt eksempel på, hvor utrygheden starter, faldt jeg over i Karl Ove Knausgårds nyeste bog, ”Arendal,” hvor der er en beskrivelse af, hvordan ”jeget” (Karl Ove Knausgaard) og han lillebror, Ejner, lærer at ”manøvrerer i barndomshjemmet”:

”Ejner og jeg lærte os at manøvrer i barndomshjemmet. Ligesom ræveunger, der lærer, hvad der er farligt eller trygt i deres nærområder, hvor de kan gå hen og hvad, de skal holde sig fra.

Vi var begge fulde af den uartikulerede måske tilmed ubevidste viden, der opstår i nære relationer. Den, der gjorde det muligt at læse mors og fars kropssprog, og ligesom parere deres ønsker allerede før, de var blevet ønsker, så vi i højest mulig grad kunne undgå problemer.

Det var en viden, vi aldrig blev hørt i over i skolen, selvom den måske var den allermest vigtige, og alle elever havde den. Mor og far var almægtige under opvæksten, men de var ikke hele verden.”


Et utrygt barn scanner

Så pigen på billedet er altså - ifølge konteksten - et utrygt barn, der (måske) har scannet et rum, hvor mor og far med ord og krop har skabt en utryg stemning, som pigen tolker på, og som hun er kommet frem til må være på grund af hende. For som der stod:

”Det er noget, de har lært. Et barn, der vokser op i utryghed, bliver ekspert i andres humør, fordi det er det, der holder én tryg. Det er en klog løsning på et barns problem.”

Det ”kloge” ligger i, at barnet efterhånden lærer, hvordan hun kan reparere på den utrygge stemning, og dermed undgå, at den bliver værre.

Det største problem med ovenstående er bare, at det, der er ”en klog løsning på et barns problem,” ikke er ”en klog løsning på en voksens problem.” De kneb, der kunne betrygge ’en som barn, virker ikke senere i livet, og så opstår der det, som Morten Bang i opslaget kalder ”senfølger.”


 

Og ifølge ham, så er et ordentligt liv afhængig af, at vi får senfølgerne frem i lyset og tager os af dem. Han skriver:

”Det, der hjælper, er ikke at tvinge sig selv til at slappe af. Det, der hjælper, er at opleve, at det er muligt at være i et rum sammen med andre uden at behøve at være på vagt. At opleve, at nogen ser ”det,” siger det højt og bliver - uden at forlange noget.”

Så et sundt fællesskab er altså løsningen. Utryghed og vagtsomhed kan man ikke aflære alene. Det skal ske i et forpligtigende fællesskab, i en sund gruppe:

Man skal opleve, at når nogen siger noget svært, så består rummet. Man skal opleve, at nogen tør sige højt, hvad de har brug for, uden at de andre forsvinder eller siger imod. For vi kan ikke give udtryk for et behov uden at mærke det, og når vi får lov at udtrykke vore behov uden konsekvenser, så begynder vi også at kunne mærke vore grænser.

Vi får en fornemmelse af, at det at sige ”nej” ikke er ensbetydende med, at nogen eller noget forsvinder. Vi oplever at nogen tør være uenige, og at det går. Og langsomt tager kroppen det ind, som ord alene ikke formår.

Så, hvis vi skal lære at lægge senfølger - skabt af en barndom med utryghed og vagtsomhed - bag os, eller hvis man som barn helt skal undgå at blive fanget i utrygheden, så skal vi opleve det forpligtende fællesskab, hvor både sårbarhed og stærke meninger kan brydes, uden at det får konsekvenser.

For ingen børn skal vokse op i utryghed og ingen voksne har fortjent at blive i det fængsel, som barndommens traumer er lavet af.


Vi skal lytte uden at dømme 

Hvis vi skærer ovenstående problematik ind til benet, og hvis vi skal formå at få pigen på billedet til at smile igen, så kræver det "kun" en lille ændring i vores måde at omgå hinanden på:

Vi skal lære at lytte uden af dømme og uden at afbryde, og så skal vi blive i det!!

Jeg skriver ”kun,” fordi det at holde sin kæft vel er elementært og energineutralt! Det må være en øvelsessag!!


 

Jeg er fuldstændig på det rene med, at jeg nu er i færd med at gentage mig selv i forhold til mit sidste indlæg, hvor sidste del også handlede om at lytte.

Blot synes jeg, at jeg her giver temaet en ny vinkel.

MEN det er også fordi, jeg ikke kan forstå, hvorfor det er så svært for folk at lytte til hinanden uden at afbryde og uden at komme med ”retledende” kommentarer.

Tænk, hvis vi kunne gøre det til den fedeste kompetence, der fandtes, at kunne lytte uden at dømme og spørge ind uden at være forudindtagede.

Tænk, hvor mange børn vi kunne redde fra at skulle opleve at se ud, som pigen på billedet øverst, hvis vi gik på hug og i øjenhøjde og reelt spurgte ind til, hvordan hun har det og oveni gav os tid til at lytte til, hvad hun så svarede – UDEN at blive utålmodige, sure eller ”voksenagtige.”

 

Tænk, hvis ......

Tænk, hvis vi var så ægte interesserede i vores nærmeste eller vore venner, at vi gav dem et talerum, hvor vi - stadig i øjenhøjde, men måske ikke på hug - lod dem tale ud om, hvordan de har det. Tænk, hvor interessant det kunne blive at være sammen, hvis en del af vort samvær gik på at være hinandens sandhedsvidner, og vi kunne stole på, at det vi snakker om i det intimrum ikke kommer ud derfra.

Tænk, hvor mange børn vi kunne redde fra utryghed og vagtsomhed, hvis vi reelt var interesserede i deres ve og vel og lyttede til dem. Og tænk, hvor mange voksne med senfølger efter traumer med utryghed vi kunne hjælpe, hvis vi kunne holde vores kæft så længe, at de kunne nå at fortælle, hvad der trykker dem.

Og tænk, hvis vi formåede at se både interesserede og empatiske ud og tilmed kunne byde ind med relevante uddybende spørgsmål, så tror jeg vi kunne få has på meget af ”den mentale load,” der er et resultat af det fortravlede liv, livets accelererende hamsterhjul har påført os.

 

 

Umiddelbart kommer jeg til at tænke på Bertel Haarder og dengang, han gik amok på en journalist, der stillede ham uventede spørgsmål om de fedmeoperationer, han var mødt op i DR Byen for at deltage i et interview om.

Han blev så vred på journalisten, at han råbte:

”Så spørg. SÅ SPØRG FOR SATAN!!”

 

Jeg kunne godt gå i samme fodspor og sige i relation til mit tema:

”Så lyt. SÅ LYT FOR SATAN!!”

 
Ældre folk lytter for lidt

Lad mig lige gå et lille spadestik dybere i lytte-tematikken.

For forfatter, foredragsholder, korrespondent, embedsmand mm Esben Kjær havde den 17. oktober en Klumme i Kristeligt Dagblad med overskriften: ”Ældre mennesker taler for meget og lytter for lidt.”

Han kalder selv Klummens indhold for en form for ”Old-splaining” som en pendant til buzz-ordet ”Man-splaining,” der går på, at en mand forklarer en kvinde noget på en bedrevidende eller nedladende måde - ofte ved at afbryde hende eller ved at antage, at hun er dummere end ham eller forklare noget, som hun reelt ved mest om.

Så Esben Kjær ved godt, at han med sin overskrift har sin røv i klaskehøjde, og med ovenstående reference håber han på, at de rap i rumpen klummen kan give anledning til, måske kan effektueres med bukserne på!

 MEN han har faktisk belæg for det, han skriver. Det vender jeg tilbage til!   

 


Lidt pudsigt og meget passende i forhold til denne blog starter han sit indlæg med et citat.

Han skriver:

"Halvdelen af verden består af mennesker, der har noget at sige og ikke kan – og den anden halvdel af dem, der ingenting har at sige og bliver ved med at sige det.” (Robert Frost, digter)

Dette citat bruger han så til at eksemplificere, hvad han oplevede til en reception, han var inviteret til. Her var de fleste gæster over 60, men der var også en lille gruppe unge i tyverne.


At tale MED og at tale PÅ

Her erfarede han, og jeg citerer:

”De ældre talte uden undtagelse og uden ende om sig selv - og tog ethvert høfligt spørgsmål som en invitation til at ævle sig selv endnu længere ud ad tangenter. De fandt ikke engang ud af, hvad jeg hed. De unge var derimod hurtige til at sende bolden retur og dannet spørge den anden vej. De unge talte MED mig. De ældre talte PÅ mig.”

Og så sætter han ellers trumf på, når han i fortsættelsen breder oplevelsen ud til at være noget generelt, han tit oplever:

”Og det er jo ikke første gang, jeg oplever det: Doserende ældre, der endeløst droner løs med at udlægge verdenssituationen eller fortæller endeløse, kedsommelige historier om dem selv. Selvoptagede mennesker findes i alle aldre. Men det bliver værre med alderen.”

 

 AV. Det med klaskehøjden bliver uden bukser!!


 

Lidt forstemmende – hvis man altså har nået den doserende alder – er, at manden faktisk har videnskabeligt belæg for at skrive, hvad han gør.

Den første dokumentation henter han fra psykologien og er et begreb, der hedder ”off-target verbosity.”

Begrebet dækker over, at ældre mennesker statistisk set har en større tendens end yngre til at blive omstændelige og glide ud af tangenter og fortælle personlige historier frem for at holde sig til emnet. Denne tendens er angiveligt koblet til et aldersrelateret fald i eksekutive funktioner, som bevirker, at man er dårligere til at bemærke, om det, man siger, er relevant for lytteren.


Indlevelsen svækkes med alderen

Et andet belæg for ”ævleriet” finder han i begrebet ”theory of mind,” som betegner den evne at kunne forstå, at andre mennesker kan opleve situationer anderledes – eller at andre mennesker tror noget andet om alting end ’en selv. Det er en evne, der udvikles i barndommen og som svækkes i alderdommen, og dermed gør det sværere at aflæse, om den anden part keder sig eller gerne selv vil sige noget.

I den sammenhæng citerer han digteren George Bernard Shaw, som har sagt:

”Det største problem i kommunikation er illusionen om, at den har fundet sted.”

 

Ud over disse ”aldersdomssvækkelser,” som forstyrrer vores situationsfornemmelse, så er der et par ydre forhold, som også spiller ind på vores evne til at være gode lyttere.

Det ene er ældres stigende ensomhed. For færre sociale kontakter betyder, at når man endelig har nogen at tale med, fylder man samtalen ud – sådan kompensatorisk.

Endelig er forskellige generationsnormer på spil. ”Aktiv lytning” - altså det at spørge ind, spejle og give plads - er en relativt moderne ide. Det voksede ud af 70’ernes terapikultur, og nogle ældre har aldrig lært den form for samtaleteknik, fordi normerne i deres generation var anderledes. Samtaler var mere fortællende og mindre præget af nysgerrige spørgsmål.


Hver især må vi jo så vurdere, hvor på kurven vi selv ligger.


 

Esbens Kjærs ”slag med halen” i sin Klumme er værd at have med, når vi skal ransage os selv, og når vi skal vurdere, hvordan vi taler sammen, så utryghed ikke sætter sig i os som et konstant alarmberedskab.

 Han skriver:

”En god samtale er sjældent kendetegnet ved kloge ord eller lange historier om en selv - men af, at begge både taler og lytter i nogenlunde lige mål, og at man rent faktisk bygger videre på det, den anden siger, i stedet for at bruge det som et afsæt til selv at tale videre. Det kræver en oprigtig nysgerrighed efter den andens perspektiv og en vilje til at dele noget dybt og ægte frem for blot at svømme rundt i overfladen. En god samtale består ikke af to monologer, men er noget samtalepartnere skaber sammen – med øre for, at det vigtige i en samtale ofte er at kunne høre det, der ikke bliver sagt.”

 

FOR ØVRIGT, så viser grundige undersøgelser, at det har store sundhedsmæssige fordele at have gode lyttere i sit liv. Studier viser, at det at have venner, der er superlyttere, er med til at holde ens hjerne sund og frisk.

Man kan dykke ned i det meget centrale og skelsættende studie under følgende link:


Helt, helt kort, så konkluderer studiet, at det at have en person i sit liv, som er en god lytter (en superlytter,) er direkte forbundet med større kognitiv reserve og modstandskraft i hjernen. Det betyder, at din hjerne fungerer bedre og holder sig mere frisk, end dens fysiske og biologiske alder ellers dikterer.


”At lytte er en af de mest ærlige former for respekt." -  Ukendt


Så – sæt i gang!!



 
 
 

Kommentarer


Lad mig vide, hvad du tænker. Skriv en lille kommentar:

Thanks for submitting!

© 2023 by Train of Thoughts. Proudly created with Wix.com

bottom of page