Længe leve friktionen
TEMA-citater:
( Alle er hentet fra bogen: ”Pinlige onkler og andet vi får brug for i en fremtid med AI” af Christiane Vejlø)
- "I en fremtid, hvor maskinerne står for effektivitet, bliver det menneskets opgave at fungere som rammesættere, kuratorer og fortolkere."
- ”….vi mennesker har faktisk brug for ikke at kunne vide os sikre på alt. Derfor skal vi skabe plads til det ukontrollerbare – også i fremtiden. Det frydefulde er ukontrollerbart.”
- ”…at noget ligner originalen til forveksling, gør den ikke til originalen…”
- ” I fremtiden, hvor AI vil kunne løfte de fleste ”tekniske” opgaver, er det ægte erfaringer fra et levet liv, der giver os mennesker særlig værdi."
- ”Men hvad risikerer du at miste for evigt, hvis du lader maskinen om at putte dine børn?”
- ”Hvordan sikrer vi os, at maskinens mange bekvemmelige tilbud ikke svækker netop det, der adskiller os fra dem?”
-”Jeg synes, det er synd, at vores børn vokser op med både klimaangst, krigsangst og AI-angst.”
Siden jeg i juni skrev et indlæg på Citatbryg.dk om kunstig intelligens – AI, er det som om, at jeg har fået en virus på hjernen.
Lidt for sjov bad jeg AI om at lave en far-joke om en computer, der går til læge med en virus.
Den skrev følgende tilbage:
Hvorfor gik computeren til læge?
Fordi den havde fået en virus i sit operativ-system og trængte til en skærm-ydsel!
Måske jeg skulle gå på apoteket og bede om en ”skærm-ydsel” for min virus.
AI foreslår også, at jeg kan sige følgende til apoteker-damen:
”Kan du scanne mig? Jeg tror, jeg har fået en virus!”
Nu er det bare sådan, at min virus ikke på den måde sidder i hverken hjernen eller for den sags skyld i kroppen. Den sidder i mine tanker.
Den stikker sit djævlespyd frem, når jeg tænker på, hvor hurtigt den kunstige intelligens vinder frem, og spyddet bliver sylespids, når jeg tænker på, hvor lidt kontrol vi mennesker har med den.
Eller måske ville det være mere korrekt at skrive: hvor lidt kontrol, vi har valgt, ikke at have over den.
Helt konkret er min bekymring følgende:
Hvilke menneskelige færdigheder og hvor meget menneskelig integritet går tabt på den kunstige intelligens’ alter?
For ligegyldigt, hvordan vi vender og drejer det, bor der i den kunstige intelligens et potentiale til at være både en velsignelse og en forbandelse, og forbandelsen er, at de menneskelige evner, som den kunstige intelligens i fremtiden vil erstatte - fordi det er bekvemt for os - risikere at forsvinde, når vi ikke bruger dem.
AI vil æde vores originalitet
Konsekvensen af det bliver med garanti og uden tvivl, at vi bliver efterladt afhængige af de maskiner, vi ganske frivilligt har overdraget vores menneskelighed til.
Og det vi mister, bliver uvilkårligt noget, vi ikke kan måle:
Det bliver det relationelle, det sanselige og det langsomme, som AI vil æde sig ind på.
Med den kunstige intelligens’ indtog vil vi gradvis blive ”fritaget for” den modstand eller friktion, som den menneskelige tankevirksomhed er afhængig af, for at vi kan træffe fornuftige beslutninger.
I menneskets hjerne lægger modstanden eller friktionen sig nemlig mellem en bestemt opgaves substans og den løsning, vi vælger. En slags membran, som er vigtig for den menneskelige eksistens, fordi den holder os skarpe og gør os parate til at træffe både små og store og lette og svære beslutninger.
Og hvis AI’s indtog betyder, at vi ikke får trænet evnen til at navigere i komplicerede menneskelige relationer og ikke længere øver os på at håndtere konflikter og forskelligheder, vil menneskelige fællesskaber uundgåeligt få svære kår.
Jeg er i stigende grad tilbøjelig til at tænke, at der bør være en form for reguleringsovervågning, måske på nationalt og internationalt niveau, bare for at sikre, at vi ikke gør noget dumt. Jeg mener, at med kunstig intelligens kalder vi på dæmonen.” Elon Musk
Det iboende paradoks i den kunstige intelligens er, at jo mere magt vi giver den, des mindre kontrol har vi over den.
Jo mere vi giver den plads til at udvikle sig selv, des mindre kan vi forstå dens metoder og beslutninger.
Og lige præcis det spænd mellem menneske og maskine sætter os hurtigt bagud på point.
Sagen er også den, at friktion og modstand i vort liv er det, der lærer os at navigere, og uden modstand vil vi uundgåeligt miste retning og få svært ved at tage ansvar. For ansvar opstår kun, hvor nogen kan stilles til ansvar, og jo mere vi overlader beslutninger til systemer, jo sværere bliver det at placere ansvaret, når noget går galt
Kompetencetyveri
Og vi ved det jo godt!
Prøv at tænke på de gange, hvor du ikke i længere tid har brugt en kompetence, du ellers var ferm til! Det kan være et program på computeren, som du var helt hjemme i, men som du i en periode ikke har haft brug for. En dag skal du bruge det igen, men pludselig er selv de simpleste kommandoer svære at vække til live.
Min svigerdatter fortalte også om, hvordan hun var blevet god til at bruge sin bedstemors strikkemaskinen, da en overbelastning i skulderen – forårsaget af monstrummet – i en periode satte hende ud af strikkekampen.
Da hun igen var klar til nåleseng, slæde og ribapparat måtte hun nærmest starte forfra, fordi kompetencerne ikke var blevet holdt ved lige, og hun derfor havde glemt det meste.
I kan jo selv fortsætte!
Dommedagsprofeti?!?
Da vi i efteråret 2022 første gang blev mødt af den generative kunstige intelligens - repræsenteret af Open AI’s sprogmodel, CharGPT - blev de fleste af os draget mod ”Den digitale tryllestav.”
Den kunne levere hvad som helst, hvis vi bare – og endda på vort dagligdagssprog - udtrykte den rigtige trylleformular - den rigtige ”PROMPT.”
ALLE kunne betjene den nyeste teknologi fra dag ’et.
”Tryllestaven” minder om noget, H.C. Andersen skrev om allerede i 1843 i eventyret om ”Nattergalen.”
Her fortalte digteren historien om den kinesiske kejser, der som gave modtog en overdådig, juvelbesat mekanisk fugl som afløser for den lille, undseelige grå nattergal og dens naturlige, frie og vidunderlige sang.
”Det er dejligt,” sagde de alle sammen, og den, som havde skaffet den kunstige fugl, fik straks titel af ”Overkejserlige-nattergale-bringer”, skrev H.C. Andersen.
Tech-moguler kopierer ”Nattergalen”
Som ved kejserens hof bar de tidlige AI-dage knap 200 år senere præg af nyhedens fascination og begejstring. Menneskene hyldede de nye ”Over-kejserlige-nattergale-bringere,” som med sig bragte kunstige samtalemaskiner og gyldne fremtidsløfter.
Nu kalder vi blot de ”Overkejserlige-nattergale-bringere” for Tech-moguler og inviterer dem med til præsidentindsættelser, giver dem politiske beføjelser og fylder deres digitale svarmaskiner med vores inderste tanker, vores drømme, vores ønsker, vores angst og vores dybeste hemmeligheder. Det, vi end ikke turde betro en kær ven, lander direkte på serveren hos en amerikansk virksomhed.
Vores personlige bekendelser kører igennem maskinens statistiske pølsehakker og bliver derefter genbrugt som svar på andre menneskers spørgsmål. Smart!
En anden gammel historie gav mig også en reference til problematikken omkring den kunstige intelligens.
Den kom til mig, da jeg sammen med min ældste søn og min svigersøn var i KINO i Thisted i højsommeren for at se Christopher Nolans fantastiske filmatisering af Homers heltedigt ”Odysseen” – ”The Odyssey.”
I filmen går krigerkongen Odysseus og hans mandskab på et tidspunkt - efter at have overkommet både storme og kampe - i land hos et venligt og imødekommende folk.
Her bliver de budt på øens primære føde – de lækre og søde lotusblomster.
Men lotusblomsten påvirker den, der spiser den. Odysseus’ mænd begynder pludselig at glemme, hvor de kommer fra. Minderne om familien og ansvar forsvinder. De har det vidunderligt, og nu har mændene kun lyst til at blive på øen og spise flere blomster.
Odysseus kæmper mod meningsløsheden
Odysseus må slæbe de bedøvede og grædende mænd tilbage til skibene.
Lotusblomsten har givet dem smertelindring, den har fjernet deres uro, og den har fået dem til at glemme både krige og kære.
Livets friktion er pludselig borte, og prisen for de græske krigere er tab af mening og ansvar. Den forførende lotusblomst fjerner ubehaget, men den fjerner også noget meget menneskeligt.
Med historien fortæller Homer, at heltemod ikke kun er at kæmpe mod fjenden i drabelige slag. Det er også at fravælge den nemme bedøvelse og at evne at stå i ubehaget.
For ingen kommer rigtigt hjem til hverken nogen eller sig selv, hvis ikke de tager hele rejsen med de knubs, den nu også giver.
Det fik mig til at tænke på, at måden, mange af os lever på i dag, den kunstige intelligens og lotusblomsten har visse lighedstegn:
Det er en kendsgerning, at for mange mennesker er fastfood i dag en meget fristende alternativ til ”sund kost.” Den perfekte kombination af sukker og salt samt sødt og sprødt drager, og så er maden tilmed nemt at få leveret lige til døren, nem at pakke ud og nem at spise. What’s not to like?
Fastfood’en er i samme kategori som fx Tinder-daten og en slankekur med Wegovy.
I alle tilfælde den samme problematik, som den kunstige intelligens også er sovset ind i!
Problemet er bare, at det, som er nemt og hurtigt, desværre ofte efterlader os med kvalme.
Alligevel søger mange konstant den såkaldte sømløse, hurtige og glatte brugeroplevelse.
Det er fint nok, hvis det handler om en fjernbetjening, som er nem at betjene, men ikke hvis det handler om et menneske.
Mennesker skal ikke være nemme at betjene!
Livets friktion limer os sammen
Et gammelt kinesisk ordsprog minder os om, at et menneske skal opleve udfordringer for at bygge karakter. Den lyder:
”En juvel kan ikke slibes uden friktion. Ej heller kan en mand blive perfekt uden prøvelser.” Perfektion er ikke et hverken realistisk eller ønskværdigt mål for nogen. Vi møder hinanden gennem vores sårbarheder.
Et menneske, der ikke har oplevet friktion, vil være glat som en ål og umuligt at gribe og holde fast i. Friktion er en modstand, som kan udvikle og styrke os, og hvis vi helt forsøger at fjerne den, risikerer vi at udslette nogle af de oplevelser, som gør os særligt menneskelige.
Der skal med andre ord vægt på stangen, før vi kan mærke noget som helst. Vi opbygger simpelthen ingen muskler, ingen viden, ingen erfaring, ingen modstandskraft, ingen karakterstyrke og ingen ægte relationer i verden uden friktion. Vores investerede indsats er af stor betydning. Vablerne, sulten og det våde tøj på vandreturen mod udsigten på bjergets top. Ligesom en dedikeret indsats har betydning for kvaliteten af vores arbejde, har den betydning for oplevelse af arbejdsglæde.
Det er en misforståelse at tro, at friktion alene skaber problemer og skiller os ad. Ofte limer friktionen os sammen. Vi samles i modstand. Mange udfordringer er formative og dermed slet ikke spild af tid. Udfordringer, kampe, irritationsmomenter, pinligheder og træk på tålmodigheden i svære situationer er ikke friktion, vi skal ønske os af med, men brikker i et større puslespil, som samlet giver livet mening.
Friktion er en del af vejen til et meningsfuldt liv.
Livet skal ikke udliciteres til AI
På grund af ovenstående ”eksistensberettigelseskæde” slæbte Odysseus sine mænd bort fra øen med de fristende og farlige lotusblomster. For - jvf. førnævnte ”livsvilkår” - ”ingen kommer rigtigt hjem til hverken nogen eller sig selv, hvis ikke de tager hele rejsen med de knubs, den nu også giver.”
Livets eksistens var på spil!!
OG DERFOR skal vi have slæbt den kunstige intelligens væk fra det, der tilhører mennesket og ikke maskinen, nemlig det arbejde, der ligger i at få kvalitet i livet.
Vi skal insistere på, at modstanden og friktionen i at overkomme livet ikke bliver udliciteret til den kunstige intelligens, selvom det umiddelbart er nemmest for os.
Vi skal have udarbejdet retningslinjer for, HVAD den kunstige intelligens skal/må hjælpe os med – også selvom Tech-giganterne – på grund af økonomisk griskhed - kæmper imod.
I føromtalte H.C. Andersen-eventyr om nattergalen har vores store digter gennemskuet den problematik, vi står overfor lige nu med den kunstige intelligens.
Var han synsk eller hvad?
Nej, han havde bare øje for, hvad der er givet os fra naturens hånd.
Det er det ”samme øje” Adan Oehlenschläger ser med, da han skriver digtet Biarke-Maal i 1804. Det lyder:
”Hvad er vel Livet?
Et pust i Sivet, som synker ned.
Et spil af Kræfter,
som higer efter
en Evighed.”
Det er det der ”pust” eller ”spil,” der adskiller os/naturen fra maskinen. En form for ånd, der knytter sig til begrebet åndedræt (”et pust i sivet”), der er usynlig, og som sådan har ført til en forestilling om en usynlig overjordisk eksistens.
Hjertet før kronen
I eventyret om nattergalen kunne den kunstige og juvelbesatte nattergals sang jo ikke gøre det ud for, hvad den undseelige grå, men naturlige nattergal formåede.
Det viste sig nemlig, at kun den rigtige nattergal kunne holde liv i kejseren med sin sang - og kun hvis den var fri og selv måtte bestemme.
Den siger følgende til kejseren ind gennem det åbne vindue:
”Lad mig komme, når jeg selv har lyst, da vil jeg om aftenen sidde på grenen dér ved vinduet og synge for dig, at du kan blive glad og tankefuld tillige! jeg skal synge om de lykkelige, og om dem, som lider! jeg skal synge om ondt og godt, der rundt om dig holdes skjult! den lille sangfugl flyver vidt omkring til den fattige fisker, til bondemandens tag, til hver, der er langt fra dig og dit hof! jeg elsker dit hjerte mere end din krone, og dog har kronen en duft af noget helligt om sig! – jeg kommer, jeg synger for dig!”
Her næsten 200 år senere kunne vi lave en reference til vores egen tid og spørge, om den kunstige og meget økonomisk indbringende kunstige intelligens kan gøre det ud for det der ”pust i sivet,” som gør menneskelivet ukrænkeligt, magisk og enestående?
Lad mig slutte med et par ”one-linere” fra bogen:
”Pinlige onkler og andet vi får brug for i en fremtid med AI” af Christiane Vejlø.
Christiane Vejlø er en af vor tids stærkeste stemmer i samtalen om samspillet mellem mennesker og teknologi. Hun argumenterer for, at vi skal passe ekstra meget på i en tid, hvor teknologien er i gang med både at effektivisere, perfektionere, afløse og erstatte meget i vores liv.
Hun opfordrer os til at tænke grundigt over, hvad der egentlig udgør et godt menneskeliv, og vi skal spørge os selv, hvad vi ønsker i fremtiden. Hun reflekterer selv på følgende måde:
”Ønsker vi, at det uforudsigelige forsvinder i en stringent og techstyret verden, eller må vi leve med en onkel, der når som helst kan rejse sig op og holde en upassende tale?”
Her er et par stærke udsagn fra den bog:
”Er der elementer af menneskelivet, som vi er i gang med at give slip på, men som vi vil komme til at savne noget så frygteligt, når vi indser, at vi umuligt kan få det tilbage?”
”Det er afgørende, at vi netop nu og som vaccine mod sirenernes lokkende sang får gennemtænkt, hvilke dele af menneskelivet, der skal være til stede, for at vi stadig kan kalde os mennesker.”
”Det er ikke muligt at indgå i sunde menneskelige relationer uden at kunne sætte sig i den andens sted. Konflikterne og relationelle hårknuder opstår netop, hvor vi som mennesker ikke føler os set, og når vi føler os misforstået.”
”AI besidder ikke evnen til at mærke empati. Hvis AI opfører sig empatisk er det altid for at manipulere dig.”
”Det ser ud til, at hjernen simpelthen kan komme kognitivt bagud og blive slap, hvis vi læner os for meget ind i AI.”
”65 procent af generation Z (født mellem 1997 og 2012) svarer i en undersøgelse, at de har kæmpet med mental mistrivsel inden for de seneste to år. Tilsvarende er tallet for boomers (født mellem 1946 og 1964) kun 14 procent. …… Forskellen er signifikant……… De gamle ser tilbage, og de unge ser frem, og for mange unge ser fremtiden håbløs ud…”
”Vi bør tale om forsikringer mod tabet. Men det er, som om vi bor i et hus tær på en skovbrand, og vi hverken har tegnet forsikring, gjort huset brandsikkert eller overvejet at flytte. Vi antager simpelt hen, at branden ikke vil nå os. Selvom alt egentlig tyder på, at den vil.”
(- Sagt af Yoshua Bengio, som er,” og hans arbejde er forudsætningen for det AI, vi har i dag. – Det svarer til at tale med Niels Boer om atombomben!!)
”Bengio (en af tre forskere, der bør tilskrives den største indflydelse på udviklingen af det såkaldte ”deep learning”) siger, at ”AI udvikler sig selv, og AI er mindre reguleret end en sandwich.””
”Komikeren Jerry Seinfeld har sagt, at vi mennesker ”er kloge nok til at opfinde AI, dumme nok til at have brug for det, men så stupide, at vi ikke kan finde ud af, om vi har gjort det rigtige.””
”Når vi ser ind i en tilværelse, hvor vi skal leve side om side med maskiner, tvinges vi til at spørge, hvad der adskiller os fra dem. Vi bliver nødt til at tage ansvar for, hvad vi egentlig ønsker at bevare i den relativt korte tilværelse, vi er blevet givet.”
Kommentarer