Kunstig intelligens gør os dovne og giver fagsorg

for 1 dag siden
13 min læsning

TEMA-citater:

”Det ærgrer mig ind i sjælen, at vi som samfund udfaser det at lære og mestre.” (Anders Frikke, gymnasielærernes formand)
”Fagsorg. Godt ord. Og spild af mit menneskeliv. Suk, hjerte. Elvis er tæt på at forlade bygningen.” (Gymnasielærer)
”Overfladiskhed i for store doser eroderer virkelighedsopfattelsen. Man mister kontakten med dybden i det at være menneske.” (Gymnasielærer)
”Rigtigt mange har til alle tider sprunget over, hvor gærdet er lavest. Nu er gærdet blevet endnu lavere. Det er ikke elevernes skyld.” (Forældre)
”Tag noget ansvar. Jeres brok og klynk er uklædeligt. Det var dagens ret. Beklager tonen, men jeg fik nok.” (Gymnasieelev)
”AI fjerner ikke nødvendigvis fordybelsen. Som softwareudvikler køber jeg alle de AI-tokens, jeg kan få, og jeg synes ikke, at jeg hverken tænker eller slider mindre. Jeg producerer bare bedre.” (Softwareudvikler)
”De unge bliver også nødt til at lære at arbejde kritisk og kompetent med de nye værktøjer.” (Facebook-kommentar)
”Uddannelsesinstitutioner skal lære at håndtere mængden af elever, der kommer igennem uden reelt at lære og håndtere de kriser og kampe der er forbundet med at lære.” (Facebook-kommentar)
”Problemet er, at vi har glemt at holde glæden ved tænkning for dens egen skyld ved lige.” (Svend Brinkmann)
”Efter min mening afslører AI ikke først og fremmest menneskers svagheder. Den afslører systemets svagheder.” (Hans Jørgen Linnegaard)

Gang på gang bliver man overrasket over ”tidens gang” og den hastighed, hvormed den bevæger sig.

Pludselig er endnu et år gået. Det er som om, at alderens fremskriden er omvendt proportionel med årenes længde.

Jeg har læst, at den erfaring mange ældre har med, at tiden går hurtigere, jo ældre man bliver, kan hænge sammen med hastigheden af celledannelsesprocesserne.

Forskning har nemlig påvist, at sårheling hos 50-årige mænd i gennemsnit tager fire gange så lang tid som hos 10-årige drenge.

Og hvis hele kroppens celledannelse forløber langsommere, jo ældre man er, er dette en mulig forklaring på, at begivenhederne i ens omgivelser opleves som gående tilsvarende hurtigere.

Jeg ved ikke, om det giver mening, og som Augustin sagde for omkring 1600 år siden:

”Hvad er tid? Hvis ingen spørger mig herom, ved jeg det. Men hvis jeg vil forklare det for nogen, ved jeg det ikke.”

AI står for "Artificial Intelligens" - på dansk "Kunstig Intelligens"

AI fordrer mere kontrol

Men altså, nu sidder jeg endnu engang som eksamensvagt på EUC, selvom jeg synes, jeg lige har været der. Og denne gang bliver de sidste elever, jeg havde på Mellemtrinnet på Sjørring skole, studenter.

De hilser heldigvis stadigvæk pænt på mig, og nogen ser endda ud til at være glade for at se mig.

Samtlige har de vokset mig over hovedet, et par stykker er blevet tatoverede, og en enkelt har forsøgt sig med lidt skægvækst. Ingen kommentarer😉

ALLE har de nu rundt de 18 år, og jeg kan jo så samtidig lægge en fem-seks år til mit ”retirement.”

Det, der er speciel ved den her årgang af studenter - årgang 2026 - er, at det er første årgang, som har haft tre år på gymnasiet med mulighed for brug af AI. Altså kunstig intelligens.

Som eksamensvagter har vi fået nye retningslinjer for, hvordan vi skal være vagter, og hvad vi skal være opmærksomme på med relation til AI.

På EUC skal alle elever, som skal til skriftlig eksamen, som det første logge på ExamCookie. Programmet giver skolen mulighed for at forebygge og opdage eksamenssnyd.

ExamCookie er et simpelt program der overvåger elevers computeraktivitet og sikrer, at elever ikke kan anvende ikke-tilladte hjælpemidler under en eksamen, herunder altså AI.

På Thy Uddannelsescenter -VIA - hvor jeg også har siddet vagt et par gange, har de et andet system. Her er der til eksamen en rød ramme rundt om elevernes skærme, og hvis cursoren bryder den røde kant, går der en alarm i gang et sted i huset, og vupti kommer der en ansvarlig springende.

Han/hun har dog ingen håndjern med, men en fornuftig forklaring er påkrævet for videre deltagelse for eleven.

De unge lever med kontrollen

Det er s.. lidt uhyggeligt, at vi er kommet dertil, at alle vore unge er nødt til at blive overvåget for potentielt snyd. En slags kollektiv skideballe.

Hvor blev den tillidsbaserede tilgang til ungdommen af, og hvad gør det egentlig ved dem - de unge - at de kollektivt bliver betragtet som potentielle svindlere?

Jeg spurgte et par elever, et par piger, om, hvordan de havde det med alt den overvågning og kontrol? De var meget afslappede omkring det, og sagde, at hvis ikke der var kontrol med fx AI, så var der nogen, der ville snyde, vidste de. Og de syntes, at alle burde gå til eksamen på lige vilkår.

En undersøgelse fra EVA (Danmarks Evalueringsinstitut) fra februar i år viser for øvrigt, at knap halvdelen af landets gymnasieelever frygter, at klassekammeraternes brug af AI gør det sværere for dem selv at få gode karakterer.

Men hvad er der med det AI? Hvad er det reelle problem med det?

Burde vi ikke omfavne det og være glade for, at det kan være til hjælp for os?

Hvis jeg spørger kilden - AI - selv, så svarer den:

”AI hjælper dig på tværs af mange områder ved at automatisere rutineopgaver, analysere enorme datamængder og generere kreativt indhold. Det fungerer som en digital sparringspartner, der sparer dig tid i hverdagen.”

What’s not to like?

Det giver selvfølgelig lidt sidevægt og en anelse subjektivitet, at spørge kilden selv om dens fortræffeligheder. Det er vel som at sætte ræven til at vogte høns.

AI har udfordret "plejer"

Og jeg skal da også lige love for, at subjektiviteten blive mødt af en sand ”pinsevesten,” hvis man vover sig ind og undersøger, hvad ”folk” generelt mener om den AI. Der er ingen grænser for eller måde til, hvad den bliver beskyldt for af samfundsødelæggende karakter.

Det strækker sig fra, at vi bliver dovne af den, til at den er en bombe under hele vort værdigrundlag.

Jeg tænker, at tsunamien af beskyldninger mod AI svarer til den kæmpebølge, der skyllede ind over os, da computeren varslede/barslede sit indtog.

Lad mig starte med en præstebetragtning. Eller faktisk så er omtalte præst også - og meget belejligt - ekspert i kunstig intelligens. Han hedder Simon Nøddebo Balle.

Han havde den 27. maj en artikel i Kristeligt Dagblad med titlen: ”Kunstig intelligens giver os behagelige svar, men dannelse kræver modstand.”

Her skelner han altså mellem, at den kunstige intelligens giver os svarene ”gratis,” ”så vi risikerer at miste evnen til at lytte og fastholde en fælles virkelighed,” som han siger et sted, mens tilegnelsen af ”den almene dannelse” kræver, at vi er aktive og stiller spørgsmål.

Længere nede i artiklen uddyber han det:

"AI kan accelerere en udvikling, hvor vi forskanser os i vores egne små meningsfællesskaber og ikke kommer andre i møde. Vi mister evnen til kritisk tænkning og til at perspektivforskyde, og det kan gå ud over både det demokratiske fællesskab og vores etiske kompas."

Fordybelsen er gået fløjten

Denne tilgang til fænomenet AI er vand eller tårer på den mølle i gymnasieverdenen, hvor nogle lærere påstår, at med AI’s ankomst er fordybelsen i fagene blevet sværere, fordi eleverne i dag forventer ”behagelige” svar, mens fordybelsen kræver ”modstand” og hårdt arbejde.

Denne kendsgerning har giver nogle lærere, der kender og har arbejdet i ”det gamle” almendannende gymnasium med tavleundervisning, paratviden og opgaveafleveringer, fagsorg eller professionssorg, som der også er nogle, der kalder den.

I en artikel på det digitale nyhedsmedie Zetland folder den ansvarshavende redaktør, Lea Korsgaard, fænomenet ud.

Hun starter med at fortælle, at hun går tur med sin hund, mens hun taler i telefon med en gymnasielærer fra Middelfart Gymnasium, Anders Frikke, som underviser i dansk og historie.

Han har tilfældigvis også - det sidste års tid - været formand for landets gymnasielærere (GL.)

Det er i den samtale hun første gang hører ordet ”fagsorg.”

Anders Frikke uddyber:

”Fagsorg er, når elever ikke er i dialog med et fag og bruger det til at forstå sig selv og verden igennem, men i stedet bare er i dialog med teknologien. I den kontekst smuldrer ens fag og dermed også noget af ens identitet, noget af ens sjæl. Og det er hårdt. På den måde bliver det sorg, fordi det er noget, man mister. Det er tab. Et identitetstab.”

Så ifølge Anders Frikke, så er fagsorg karakteriseret ved ”et identitetstab.”

Den første AI-generation

Da Lea Korsgaard kommer hjem med hunden, kommer hun til at tænke på dybden i det, Anders Frikke fortalte hende: For hvad gør den kunstige intelligens ved selve det at lære noget? Hvordan lærer man at tænke, når en maskine kan gøre det for en?

For at få ro i hovedet over de spørgsmål er hun nødt til at ringe Frikke op igen.

Hun vil vide, hvad en ”frontsoldat” har af observationer på AI’s indtrængen i maskinrummet på gymnasierne, nemlig i elevernes hjerner kombineret med den traditionelle undervisning.

Kogt ind til ’et spørgsmål, så vil Korsgaard vide følgende:

”Den første generation af gymnasieelever, der har haft AI ved hånden under hele deres uddannelse, bliver studenter i år. Hvad er det, lærerne ser fra første parket?”

Først taler Frikke ”om den nye virkelighed.” Den er ifølge ham kendetegnet ved, at tillidsforholdet mellem lærer og elev er vendt 180 grader. Han siger:

”Tidligere stolede man på eleverne, indtil det modsatte var bevist. I dag er udgangspunktet mistillid. Lærerne er ikke bare lærere. Lærerne er politibetjente. Altid på vagt i udgangspunktet. Mistroiske.”

Den rolle bryder gymnasielæreren fra Middelfart sig bestemt ikke om, og journalist og forfatter Lea Korsgaard tilstår i fortsættelsen, at hun – som mor – også selv er blevet fanget i det AI-net, der sår tvivl om hendes børns troværdighed.

AI føder tillidstvivl

Sagen var den, at i anledning af Lea Korsgaards forældres guldbryllup havde alle deres børnebørn - Leas Korsgaards børn - skrevet en tekst til dem, og hendes mellemste søns tekst var helt forrygende. Så forrygende, at ”mor Lea” kom i tvivl om, om han selv havde skrevet den, eller om måske havde ”tastet til en ven”, og fået vennen AI til at skrive den for ham?

De efterfølgende skrupler beskriver hun sådan:

”Det var forfærdeligt at opdage, at jeg i udgangspunktet havde en radar ude efter, om den var lavet med AI. Det var så ubehageligt for mig, at min mistanke blev født med det, at han satte sig og skrev en tekst. Det fjernede uskylden over min glæde over, at han havde skrevet så fantastik en tekst.”

Og så kobler hun sin følelse op på det, som gymnasielærerne må føle:

”Der må være den følelse, du taler om…..?” og svaret fra Frikke kommer prompte og er ikke overraskende:

”Det er fuldstændig den følelse, man sidder med som lærer.”

Gymnasielæreren og formanden peger desuden på, at bekymringen over elevernes mulige snyd ikke kun knytter sig til deres skriftlige arbejde:

”Vi har lærere og kolleger, der siger, at de har en fornemmelse af, at der er en AI, der kan optage lyd og give svar med det samme.”

AI er som et spionfly

Jeg kan ikke lade være med at tænke på udviklingen indenfor militære droner, som vi får at vide nærmest rykker sig uge for uge. Gad vide om ikke det ovenfor beskrevne kun er en meget lille top af det berømte isbjerg. Sikkert er det, at det er kommet for at blive og at det, vi ser i dag, vel svarer til, hvordan vi i 80’erne – med kasettebåndets indtog - så på en spolebåndoptager. ”Ha-ha”!

For øvrigt så det ypperste indenfor droneteknologi i dag et ubemandet spionfly, der på "udenlandsk" bliver kaldt en UAV (Unmanned Aerial Vehicle.)

Dækker det begreb ikke meget godt over, hvad gymnasielærerne føler, at AI’s indtog har gjort ved deres fag? I så fald går det ”langtrækkende” i denne sammenhæng ikke på afstanden mellem A og B, men på afstanden både mellem elev og lærer og mellem tillid og mistillid?

Lea Korsgaard løfter også blikket i sin artikel, og søger svar ude blandt elever og lærere på andre ungdomsuddannelser.

Den anden side af ovennævnte problematik er naturligvis de nye muligheder, som den nye teknologi bidrager med. I flæng nævner forfatteren i artiklen: Den kan give feedback, den løfter de ordblinde til et niveau, som de tidligere hjælpemidler ikke var i stand til og så er de elever, som gymnasielærer på Skive Gymnasium kalder ”de selvregulerende læringsbrugere,” der bruger AI ”til at lukke nye verdener op, til at få ny viden og til at bygge oven på det, de allerede ved.”

To ud af tre snyder

MEN i Lea Korsgaards research er der flest beretninger om elever, som bruger AI til at springe over, hvor gærdet er lavest eller slet og ret bruger den til at snyde med.

Som nu den 38-årige HF-lærer, der fortæller:

”De klarer lynhurtigt nogle arbejdsspørgsmål med svar fra AI, kopierer dem ind, så er der nogle lækre svar, og så behøver de ikke lave noget. Der er selvfølgelig også elever, som tager ansvar for egen læring, og som bruger det rigtig fornuftigt. Men det er færre og færre.”

Og det med snyderiet er der faktisk belæg for at påstå gennem en undersøgelse fra EVA (Danmarks Evalueringsinstitut.) Undersøgelsen er gennemført blandt 3. g-elever i foråret, og viser, at ni ud af ti bruger AI til skolearbejdet.

Selvfølgelig gør de det, tænker jeg. Vi andre forsøger os jo også!

Men den store øjenåbner i den undersøgelse er, at to tredjedele af eleverne angiver, at de har snydt med brug af AI mindst en gang i forbindelse med aflevering. Altså to ud af tre!!

Hvilke konsekvenser har det så? - kunne man spørge. Og førnævnte HF-lærer, Line, giver vel egentlig svaret i en bisætning, når hun udtaler:

”Jeg oplever også, at mine elever forstår mindre og mindre.”

Det skriftlige er blevet meningsløst

Da Lea Korsgaard tilbage i lydstudiet, ved formand Anders Frikke, referer Lines oplevelser, siger han, at ”det er DEN oplevelse, der giver fagsorg.” - Oplevelsen af, at eleverne helt enkelt ikke bliver lige så vidende, lige så dygtige til at forstå og reflektere som tidligere.

Sorgen rammer især, når lærerne må opgive at give eleverne skriftlige hjemmeopgaver for, fordi det ikke længere giver mening, fortæller GL’s formand og uddyber:

”På meget, meget kort tid er vi på gymnasierne gået fra at være et sted, hvor skriftligt hjemmearbejde var noget, man gik hjem med - uddybede, gik i dybden med og kom tilbage og viste lærerne. Dét kan vi jo slet ikke længere.”

Til Lea Korsgaards spørgsmål: ”Hvorfor?” svarer han:

”Fordi vi jo ikke kan vide, om eleven har lavet det selv. Og bare i dét, at læreren har mistanken om, at der har været en robot eller en maskine inde over, så er det fuldstændig meningsløst.”

Tendensen og udviklingen gør Anders Frikke rigtig ked af det, for for at vurdere eleverne på et retfærdigt grundlag, er skolerne nødt til at lave tilsynsprøver - måske endda i hånden - for at verificere om eleverne har lavet opgaven selv.

Og lige her er vi nede at pille ved gymnasiets selvforståelse og nede at skubbe til den grundpille, som gymnasiet altid har været i samfundet, nemlig at give de unge en almendannelse, der gjorde dem til kulturbærere og ”grundpiller” i bevarelsen af det danske samfund eller ”den danske model.”

Anders Frikke sammenfatter det meget godt med følgende udtalelse:

”Det gør mig ked af det, fordi vi er ved at skabe et gymnasium, som vi ikke ønsker. Det bliver et gymnasium, hvor meget af undervisningstiden bliver spildt med prøver.

I stedet for den meningsfulde samtale og de diskussioner, vi skulle have om teksterne, bruger vi tiden på, at de sidder en halv time og skriver et eller andet, sådan at vi kan vurdere dem retfærdigt.”

Rugbrødsarbejdet har fået fri

Sat helt på spidsen, så er det ”skriftligheden,” der er det store offer i AI’s fremmarch. Det er den, der nu bliver erstattet af et par søgeord og et tryk på en knap, og WUPTI er opgaven skrevet, og ”jeg” blev fritaget for at tænke selv, og kan bruge min tid på ”alt det sjove!”

Med AI’s fremmarch har vi erstattet det lange seje træk med et meget kort sprint og fordybelsen er blevet erstattet af en let røren rundt i overfladen.

Det vil vel svare til, at vi erstatter al rugbrød med hvidt brød og al frugt og grøntsager med slik.

Anders Frikke sætter følgende ord på den udvikling:

”Jeg har selv oplevet som lærer, hvordan skriftlighed for alvor flytter de unge. Den forpligtelse, der ligger i at tænke en argumentation til ende gennem det skriftlige medium, hvor det binder på papiret. Dét er at tænke en argumentation til ende og formulere den og hjælpe eleverne til at kunne det.”

Den forpligtigelse er blev skyllet ud med badevandet gennem AI’s vandlås, fordi de unge mennesker med den nye teknologi ikke længere behøver at slide sig igennem stoffet, ligesom man skulle engang.

Og ifølge Frikke betyder det, at eleverne ikke rykker sig langt nok både fagligt og menneskeligt.

Grunden er, at det ikke længere giver mening at stille eleverne den opgave, at skrive en lang sammenhængende tekst – medmindre de sidder på skolen eller til en terminsprøve.

For AI har gjort eleverne ”skriftligt dovne.” Det er blevet for nemt at få ”en god ven” til det.

Vort demokrati har rod i skriftligheden

Så vi har altså ofret fordybelsen på AI’s alter, fordi det hårde, stridsomme og plagefulde arbejde er blevet udleciteret til ChatBotten.

Så den lærerige proces med at gå og gruble er på vej ud.

Men der er noget endnu større på spil! For ifølge formand Frikke - som jo altså ved siden af alt det andet, han er, også er historielærer - så er selve vores demokrati og civilisation formet af den skriftkultur, som nu er på retur:

For at forstå det, ska vi tilbage til 1440, da tyskeren Johannes Gutenberg opfandt trykpressen med løse typer og med den revolutionerede verden ved at gøre masseproduktion af bøger og anden information mulig. Helt almindelige mennesker fik – i starten i det små – mulighed for at læse og skrive og det satte en ændring i gang af samfundet.

Det, der blev sat i gang der, eskalerede i 1700- og 1800-tallet, hvor der voksede en ny skriftkultur frem, og med den en helt ny og særlig offentlig samtale.

Lad mig nørde lidt mere i det, for det er saftsuseme vigtigt. For ”skriftligheden” er åbenbart for civilisationen, hvad kædesamleren er for kæden. Uden ”den” går alt i stå!

For helt at forstå det, skal vi have fat i den amerikanske kulturkritiker, Neil Postman.

Han kalder 1800-tallets epoke med ”Den nye skriftkultur” for ”Forklaringens tidsalder” (”The Age of Exposition.”)

Han mener, at menneskets evne til at tænke selvstændigt og sammenhængende ikke er medfødt. Den blev opdyrket, fordi skriften tvang os til at være kritiske, analytiske og tålmodige.

Den dybe reflektion fordrer skriftligheden

Anders Frikke hægter sig på den antagelse og udtaler, at uden det intellektuelle arbejde, som skriften kræver, var demokratiet ikke blevet til noget:

”Jeg vil vove den påstand, at vores civilisation bygger på dygtige mennesker, der har evnet at formulere argumentationsrækker i tekster som et fundament under vort samfund. Jeg tænker helt konkret på menneskerettighedserklæringen…… Det er en argumentationsrække, der er formuleret og foldet ud. Hvis vi mister evnen til at kunne gøre det som mennesker, jamen, hvor står vi så?”

Lad mig sammenfatte og understrege pointen med endnu et par velvalgte Frikke-citater:

”Når vi øver os på at skrive sammenhængende øver vi os ikke bare i at stave og at sætte kommaer og punktummer. Vi øver os i at tænke……. Og det er slidsomt at skrive, fordi det er stridsomt at tænke…. Det er det, der ligger i grubleriet og det stridsomme i forhold til skriftligheden, at den får os til at tænke os om. Skriftlighed er ikke bare skriftlighed. Det handler lige så meget om at tænke.”

Måske kunne vi også bare sige:

”Skriftlighed er det materiale, som klogskab bliver lavet af.”

Og ifølge Anders Frikke, så er det ”alt for få, der opdager glæden ved at slide sig til en ægte erkendelse.”

AI går i rette

AI får det sidste ord! Jeg har spurgt den om følgende:

"Hvordan sikrer vi os, at AI ikke overtager vores tænkning og laver alt arbejdet for os?"

Den svarer:

"Vi sikrer, at AI ikke overtager vores tænkning, ved aktivt at skifte rolle fra at være passive modtagere af svar til at være kritiske navigatorer og procesledere. Løsningen ligger ikke i at forbyde teknologien, men i bevidst at træne vores kritiske sans, bevare den menneskelige kontrol (human-in-the-loop) og omstrukturere vores uddannelses- og arbejdsprocesser."

Og her må jeg så bare - med min 70-årige livserfaring - spørge, hvordan jeg/vi finder enegien og motivationen til at være både aktive og kritiske, når det er både strid- og plag-somt, ikke er en del af vores natur, og når vi har ChatBotten og kan blive fri?