Skyggebørn, englemødre og slippegråd

TEMA-citater:

• ”Sorg er en del af livet, men den må ikke trække livet ud af os.” (Helsefonden)

• ”Sorg er kærlighed, der aldrig forsvinder.”

• ”Samtidig er det at miste en elsket person og den sorg, der følger med tabet, noget, langt de fleste af os kommer til at opleve før eller siden, hvis vi er så heldige at elske et andet menneske.” (Tidsskriftet ”Psyke og Logos”)

• ”Sorg er et biprodukt af kærlighed, og det er ikke i sig selv sygt at sørge.” (Svend Brinkmann)

• ”Jeg håber, at jeg kan minde flere om, at nogle ting i livet gør ondt, uden at det er sygt.” (Svend Brinkmann)

Jeg har tit tænkt, at jeg ville skrive et indlæg om sorg på Citatbryg.dk.

Dels er der ufatteligt mange fantastiske citater om sorg, og dels er alle medier – trykte som sociale – fyldt med historier om folk, der fortæller hjerteskærende historier om tab, som har fyldt dem med sorg.

Der må være penge eller mange klik i folk, der ”krænger deres sjæl ud.”

Jeg indrømmer, at den sidste sætning ikke var pænt skrevet, og jeg anerkender, at historier om at miste både drager og rører.

Det, der nogen gange farer i mig, og som skuer i mine ører er, at nogle af historierne bliver for meget ”følelsesporno,” og jeg tænker også nogle gange på, at ”den historie” ville den mistede ikke have givet sin tilladelse til, hvis han/hun havde været her.

Jeg mistænker nogle af skæbnehistorieskriverne for at skrive hjerteskærende om et sorgfuldt forløb som et aflad for at være kommet videre eller for at livet på en eller anden måde er vendt tilbage. Som en form for undskyldning. ”Jeg har ikke glemt dig.”

Jeg tror, det er en del af en naturlig proces på vejen mod at kunne gribe livet igen, men er jo samtidig skrevet i et limbo af modsatrettede følelser, som – når den mentale sårheling senere kun er et rødt mærke – vil afstedkomme skrupler over, om jeg nu også dengang skulle have lettet mit hjerte offentligt?

Men nu har jeg altså bestemt mig for at skrive det indlæg om sorg. For det første er den mappe, jeg gemmer opslag om sorg i, blevet så omfangsrig, at jeg er nødt til at gå med det, før den bliver uoverskuelig og ikke brugbar. Og for det andet, så er det jo et livsvilkår, at vi mennesker desværre og uundgåeligt gennem livet får besøg af sorgen flere gange, og - uden jeg skal komme nærmere ind på det - så har den kendsgerning også været med til at aktivere mit behov for og ønske om at sætte fokus på sorgen.

”Sorg er kærlighed, der ikke vil gå over”

Lad mig starte med formalia og prøve at give en definition på, hvad sorg reelt er, så jeg får en referenceramme.

På Landsforeningen Liv og Død’s hjemmeside defineres sorg på følgende måde:

”Sorg er den reaktion, vi oplever, når vi mister noget, der er betydningsfuldt for os. Det kan være en elsket person, som dør, men også tab af job eller sygdom, skilsmisse, venskaber, der går i stykker og børn, der flytter hjemmefra. Sorg er en grundlæggende følelse, som de fleste vil opleve mange gange i livet.”

Her er det vigtigt at understrege, at sorg altså ikke alene og altid knytter sig til dødsfald, men den knytter sig altid til tab. På hjemmesiden for ”Bedre psykiatri” står der fx følgende om det:

”Pårørende til mennesker med psykisk sygdom beskriver ofte en sorg over det, der er blevet anderledes. Det kan være relationen til den, der er syg. Det kan være drømme og planer, der må ændres. Eller følelsen af, at sygdommen fylder så meget, at den overskygger sider af personen, man tidligere kendte. Den, man holder af, er stadig til stede. Men samtidig kan der være en oplevelse af tab.”

På Kræftens Bekæmpelses hjemmeside har de en (god) definition på, hvad der kendetegner en sorgreaktion. Den lyder:

”En sorgreaktion er en psykisk reaktion, hvor et menneske kan føle både tristhed, opgivenhed, angst og vrede. Sorg er nært knyttet til følelsen af tab. Dette kan for eksempel være tab af ens mand, kone, kæreste, barn, arbejde eller andet.”

Sorg giver berøringsangst

Mit personlige behov og ønske om at skrive om sorg har faktisk også et helikopterperspektiv.

For ifølge direktør og stifter af ”Det Nationale Sorgcenter,” Preben Engelbrekt (Cand.scient.soc., psykoterapeut og socialrådgiver,) ”så har der aldrig været så meget fokus på døden som tabu som nu, samtidig med at vi har enormt svært ved at tage os af hinanden, når vi har mistet.”

Og det samfundsparadoks ønsker han at skabe opmærksomhed omkring.

Grunden til dette paradoks er ifølge Engelbrekt, at ”vi” er dårlige til at forholde os til vores egen dødelighed. Det være sig: at får lavet testamente, at skrive ned, hvilke salmer, der skal synges til ens begravelse eller bisættelse etc.

Det dokumenterer han med en undersøgelse, som viser, at 80 procent af danskerne mener, at ovenstående er vigtigt, mens kun 15 procent af os får gjort noget ved det.

Preben Engelbrekt illustrerer sin pointe med en historie fra sit eget virke:

Han holder fra tid til anden foredrag for sygeplejersker, og han begynder altid med det, han kalder "dødsrunden." Her spørger han, hvor gamle deltagerne selv regner med at blive, og hvordan de regner med at kommer herfra?

Resultatet beretter han om her:

”Ni ud af ti regner med at blive omkring 100 år, og at de vil dø mæt af dage på en veranda i solnedgangen. Men det hænger jo ikke sammen med en gennemsnitslevealder på mellem 79 og 83 år, og det faktum at flere af os ender i et længerevarende sygdomsforløb.”

Sorg stigmatiserer

Direktøren for ”Det Nationale Sorgcenter” mener, at det skal være lettere at være efterladt i Danmark, og det bliver ifølge ham ikke lettere, så længe vi har svært ved at forholde hos til døden som en naturlig del af livet:

”Mange af dem, der får hjælp hos os oplever, at kolleger og venner undgår dem, fordi de ikke aner hvad de skal sige til en mor, der har mistet sin datter, eller et ungt menneske, der har mistet sin far,” siger han.

Problemets omfang kan direktøren også sætte tal på. For ifølge Preben Engelbrekt, så er der cirka 2.000 børn og unge i Danmark, som hvert år mister en forælder, og i øjeblikket er der cirka 12.000 børn og unge, som lever uden en af deres forældre.  Det svarer til, at der på hver eneste folkeskole i landet går 6-7 børn, som har mistet en forælder.

Det Nationale Sorgcenter hjælper omkring 2.000 børn og unge mellem 13-27 år hvert år. 

I min research til dette indlæg, har jeg læst om mange former på sorg. Eller det vil være mere korrekt at sige, at ”tabet” har mange ansigter. Dels kan sygdomsforløbet være langvarigt, så den syge gradvis mister sine livskompetencer og ender med at dø, dels er vi forskelligt udrustet til at klare tab - altså noget med psykisk robusthed og dels kan tab også – i en eller anden forstand - gradbøjes. Det er (måske) sværere at komme videre efter at have mistet sit 2-årige barn, end det er efter at have at sagt farvel til sin gamle far på 90, som var ”mæt af dage.” Hvis vi tænker nærmere efter, så tror jeg, at vi alle kan graduere sorg ud fra eksempler, vi kender. Der er noget, der er sværere eller værre end andet.

MEN den grundlæggende sorg, som menneskeligt tab altid udløser, kan ikke gradbøjes. Det er sorgreaktionen eller sorgprocessen, der er forskellig!

Og som en præst sagde til den far, som stod for at skulle begrave et af sine børn:

”Vil du have glæden, må du tage sorgen med.”

Ventesorgen slukker håbet

Lad mig lige nævne - nu, jeg har brugt tid på det - nogle af de ”sorgdiagnoser,” jeg er stødt på:

Ordet ”Ventesorg” er jeg stødt på mange gange i mit forsøg på at indkredse begrebet sorg.

Det er nemt at finde en definition på det begreb! Men den bedste - og en, jeg forstod - fandt jeg på norsk. Den lyder:

”Ordet dekker innholdet i situasjonen, som mange befinner seg i, når barnet, eller noen som står en nær, går inn i livets sluttfase på grunn av alvorlig sykdom eller alderdom. "Håpet" er ikke der lengre, og man venter, venter på at det unngåelige skal skje. Usikkerheten og alle følelsene, spørsmålene man har i fasen mellom å vente på at noen skal dø og sorgen en "vet man" går i møte. Det kan også dekke situasjonene og sorgen for den som har fått en alvorlig livstruende sykdom.”

I relation til ventesorgen kan nogle børn blive så bange for at miste, at de gerne vil vide præcis, hvor, hvornår og hvordan alting skal foregå. De går nærmest i panik. Disse børn har fået betegnelsen ”skyggebørn.” 

Her er en nærmere definition på det begreb:

”Børn kan opleve at blive glemte ved sygdom og dødsfald i familien. Børnene i familier med langvarig sygdom kan opleve, at omgivelserne ikke spørger ind til børnene, men kun til forælderens sygdom: ”Hvordan går det med din far?” i stedet for ”Hvordan har du det?”

Disse børn, som venter på at far eller mor skal dø, kan opleve at blive meget kontrollerende over for deres omgivelser.”

Børn og unge er hårdt ramt

De to ovennævnte sorgdefinitioner er relativt nye begreber, som er kommet til, fordi flere end nogensinde lever længere med alvorlig sygdom. Lægerne er blevet bedre til at behandle, og det har konsekvenser for de nærmeste.

Ventesorgen og skyggebørnene har været totalt oversete, men har altså nu fået deres plads i sorgbearbejdningen. 

Ovenfornævnte direktør for ”Det Nationale Sorgcenter,” Preben Engelbrekt, stikker også sit kompetente ansigt frem her.

Han fortæller, at især børn og unge er hårdt ramt af lang tids svær sygdom i hjemmet, og at ”op mod hver tredje oplever ventesorg og har brug for hjælp.”

Så det er altså noget med, at børnene lever i skyggen, men skal frem i lyset!!

Englemor er en betegnelse for en mor, der har mistet sit barn i forbindelse med graviditeten, under fødslen eller i den tidlige barndom. Flere organisationer og terapeutiske tilbud tilbyder støtte og fællesskaber specifikt for englemødre, så de får et fællesskab og en identitet, der skaber et rum for den dybe sorg og det tab, det er at miste et barn.

Et citat fra Englemors side på Facebook er et stærk billede på, hvor hurtigt glæden ved at skulle være mor og far kan blive afløst af sorg og håbløshed:

”Englemor……. Utrolig let at blive – ufattelig svært at være.”

Miskendt sorg:

Når sorg ikke er anerkendt, bliver det betegnet som ”miskendt sorg”. Sorgen er miskendt, når den ikke anerkendes fuldt ud af samfundet, af familie eller venner. Det er et stort problem, for sorgen forsvinder ikke, bare fordi den ikke anerkendes.

Sorg efter tab af selskabsdyr er miskendt: Forskning viser, at de fleste ejere føler betydelig sorg, når dyrene dør, men de fleste ejere føler også at måtte skjule sorgen for ikke at skille sig ud. Dette paradoks kan skyldes manglende viden om relationer mellem mennesker og dyr

Kompliceret sorg/forlænget sorgreaktion:

Hos ca. 8% af mennesker, som har oplevet sorg i forbindelse med et tab, aftager sorgen ikke som normalt. Ved kompliceret sorg, også kaldet en kompleks sorgreaktion, bliver sorgen nemlig mere kronisk og aftager ikke efter 6-12 måneder som normalt. Her er der tale om et mere vedvarende savn af den eller det, som er mistet.

Sorgen vil have en stor påvirkning på éns liv, og symptomerne på sorg vil være stærkere og mere vedvarende. Det er svært for den sorgramte at acceptere dødsfaldet samtidig med, at følelser som skyld, skam, vrede, tristhed og hjælpeløshed vil dominere ens mentale liv. Der vil ofte opstå en udtalt længsel efter den eller det, som er mistet samt påtrængende tanker relateret til tabet.

Et øre og et kæledyr

Vi er pinedød – undskyld udtrykket – nødt til at lære at tale om den død, for den er kommet for at blive! Og jo bedre sundhedsvæsenet bliver til at behandle os, jo længere lever vi, og jo længere bliver perioden med ventesorgen.

En, der ved, hvad hun taler om, når det handler om at snakke om døden, er Charlotte Grønbech.

Inden jeg lige præsenterer hende nærmere, skal I først kende to af hendes kæpheste - skrevet her på Sankt Hans dag:

1. ”Vi har to ører og ’en mund. Vi skal lytte mere end vi taler.”

2. ”Mange børn har gavn af at have kæledyr: Selv en lille æske til en død undulat kan lære børn vigtigheden af at tage afsked med respekt og værdighed. Det kan lyde banalt, men sorg og sorgbearbejdelse antager mange former.” 

Charlotte Grønbech har viet sit arbejdsliv til den svære samtale. Som uddannet sygeplejerske, leder af Psykiatrifondens Rådgivning hos Livlinien og som bedemand, har hun stort set altid siddet med og i den svære samtale. I dag er hun Sundhedsformidler i Odsherred Kommune.

I et interview på Psykiatrifondens hjemmeside deler hun ud af sin store erfaring.

Anslaget i interviewet er følgende:

”For mig er døden en naturlig del af livet,” siger Charlotte Grønbech og slår følgende fast: ”Det er vigtigt at huske, at man ikke altid behøver sige så meget, når man taler med en person i sorg. Vi har to ører og ’en mund. Vi skal lytte mere end vi taler.”

Så skulle den kæphest vist være sendt afsted!

Sorg skal behandles respektfuldt

Grønbech siger i interviewet, at alle bearbejder sorg forskelligt, men at sorgen altid skal behandles respektfuld.

Hun minder os om, at vi ikke kan forberede os på bortgang og selv om personen har været i et langt sygdomsforløb, er det svært:

”Hvordan finder man balancen mellem at være realistisk og samtidig nære håb? Det gør det heller ikke nemmere, at det kan virke forbudt at sige, at man føler en vis lettelse, når en person får fred og bliver fri for eventuelle smerter,” og hun understreger:

”Døden er aldrig nem. Men det gør det ikke nemmere, at vi er så bange for at tale om den.”

I sit arbejde som bedemand så Grønbech det som sin opgave, at bidrage til, at de efterladte kom bedst muligt videre. Og med hendes baggrund som sygeplejerske havde hun allerede været i den svære samtale mange gang, så samtalen om døden kendte hun og evnen til empati vidste hun også, at hun besad.

Samtidig kendte hun, som tidligere hjemmesygeplejerske, til opgaven med at gøre afdøde i stand og være med til at sikre en vis værdighed, inden bedemanden ankom.

Men på trods af sin store erfaring på flere planer, vil den tidligere bedemand ikke romantisere situationen omkring ”båren,” for som hun siger: ”Det er ofte svært og tårerne er mange.” Men hendes overordnede oplevelse er:

”At være i de svære samtaler og have hjulpet giver en følelse af, at flere hundrede kilo er lettet fra familiens skuldre,” og så er det for øvrigt vigtig for hende at understrege, at ”der er ikke noget, der skal forceres. Man er færdig, når man er færdig.”

Slippegråden giver fred

Senere i interviewet lancerer Charlotte Grønbech et fantastisk udtryk, som jeg i hvert fald aldrig har hørt før. Hun taler om ”slippegråd.”

Begrebet kommer i slipstrømmen på Charlottes understregning i interviewet af, at det er sundt at græde, også i sorgbearbejdelsen: 

””Slippegråd” er en vigtig og forløsende fysiologisk funktion, hvor man netop giver slip. Det er den dybe gråd - ofte langvarig - der giver en enorm fred og ro i kroppen bagefter.”

Afslutningsvis sætter Grønbech vores tabu mod at tale om døden ind i en kulturel sammenhæng:

”Døden taler vi ikke så meget om herhjemme. Vi vil gerne styre og kontrollere vores liv, og vi kan nogle gange tro, at vi er udødelige. Derfor kan det ramme så hårdt, når man mister en nær første gang.”

Vejen til at få forløst ”døden som tabu” har Charlotte Grønbech et klart svar på.  

Kæphesten må af stald igen:

”Vigtigst er det at huske de to ører, der kan lytte til den ene mund.”

Og i relation til den kæphest har tidligere biskop over Roskilde Stift, Jan Lindhardt (1938-2014) sagt noget meget klogt om begrebet ”omsorg”:

”Omsorg er det, den for tiden stærke skylder den for tiden svage.”

I mit arbejde med dette indlæg er jeg flere gange stødt på diskussionen om, om sorg som begreb skal have sin egen diagnose, der kan karakteriseres som ”en helbredsmæssig tilstand, der er blevet bestemt og kategoriseret som en bestemt sygdom.”

Det er der mange bud på. Nogle med længerevarende sorg har jo - med relation til arbejdsmarkedet og syge-dagpenge-systemet - brug for at kunne godtgøre, at de altså ikke kan passe deres arbejde pga. sorg. Men da sorgen ikke bliver anerkendt som en diagnose, er den grund ikke plausibel.

Sorg er ikke en sygdom

Det vil føre alt for vidt at ”rulle” den diskussion ud - for der er mange meninger.

Men Svend Brinkmann skal alligevel have lov at give sit besyv med desangående. Ikke fordi jeg holder specielt med ham, men fordi han har nogle anfægtelser imod en diagnosefastsættelse, som jeg synes er sunde, og som er vigtige at få med i puljen over for og imod. Han skriver:    

”Min frygt er, at vi med en ny sorgdiagnose i hånden netop kommer til at glemme alle de andre veje at gå med sorg, især de mere eksistentielle og fællesskabsorienterede. En diagnose indkapsler sorgen i den enkelte, for det er kun den enkelte, der har diagnosen.

Og jeg håber, jeg kan minde flere om, at nogle ting i livet gør ondt, uden at det er sygt.”

Og så er vi tilbage ved den præst, jeg nævnte, som sagde til faren, der havde mistet sin søn:

”Vil du have glæden, må du tage sorgen med.”

Jeg vil slutte med en boganbefaling, som på en eller anden måde samler ovenstående betragtninger samtidig med, at bogen også giver forhåbninger om, at glæden og livet godt kan pible frem igen efter en stor sorg.

Det er en lille overskuelig ungdomsbog på 155 sider, som avisen Information gav følgende ord med på vejen:

”Det er en smuk håndbog om overlevelse. Den er lige til at tage med i baglommen og tage frem, når det værst tænkelige sker.”

Og så har den den pragtfulde titel: ”På Bornholm må man græde overalt.”

Den er skrevet af Martha Flyvholm Tode i 2017:

”Sorg er kærlighedens skygge”

”Det værst tænkelige – en håndbog i overlevelse” er en central bog for hovedpersonen Maria i "På Bornholm må man græde overalt." For hun har mistet sin stedfar Tore, som betød meget for hende.

I forbindelse med dødsfaldet bliver Maria rystet i sin grundvold, og hun bliver stillet over nogle af livets store og svære spørgsmål:

Hvordan overlever man sorg efter et dødsfald, og hvor må man egentlig græde?

Ungdomsromanen er en historie om sorg og det tomrum, sorgen fører med sig. Men det er også en fortælling om livet, der fortsætter, og glæden, der vender tilbage.

Lad mig sætte lidt flere ord på:

Efter stedfarens død mister Maria stemmen og evnen til at tage beslutninger.

Hun ved ikke, om hun bekymrer sig for børnene i Afrika mere, og hun synes, fiskefileten mangler salt, peber og citron.

Det er som om, hun kun opfatter konturerne af sig selv, og de konturer bliver mest af alt formet af, hvad de andre siger om og til hende i romanens små brudstykker af samtaler, E-mails og Marias erindringer om Tore.

Samlet set så resulterer stedfarens død i, at Maria mister fodfæstet, hendes personlighed går i opløsning, og hun føler sig fuldstændig fortabt.

I den tilstand bliver Maria - af sin mor - inviteret med til Bornholm sammen med sine to pap-brødre. De skal besøge hendes mormor og morfar.

Maria ved ikke, om hun hellere vil blive hjemme, men moren insisterer, og de tager afsted.

På Bornholm i midten af maj er der lige så øde og stille som inden for konturerne af Maria.

Til gengæld må man, som bogens titel antyder, græde overalt. Så det gør Maria. Slippegråden får frit løb.

Sagen er nemlig den, at Maria savner sin stedfar så meget, at det er svært at være i. Hendes skrupler går også på, at Tore ikke var hendes ”rigtige” far, og er det så tilladt at blive så ked af det, som Maria i virkeligheden bliver?

På Bornholm kommer hun til en begyndende erkendelse af, at den tomhed, der opstår mellem alt for mange og alt for få følelser, nok ikke bare skyldes Bornholm. Det er måske Marias sorg, der føles sådan.

Et særligt fint lille stykke tekst fortæller, hvordan Maria tegner verden, som hun ville ønske, den så ud, hvor der er kort vej mellem dem, hun elsker, og senere tegner hun verden, som hun husker den.

Og lige så stille begynder de to verdener at vokse sammen, og Maria begynder at genopdage sig selv.

Hun begynder at træde frem, så konturerne af både Maria og livet igen får fylde.

Så i enden bliver bogen en fortælling om livet, der fortsætter, og glæden, der vender tilbage.

Bogens tema bliver fint rammet ind af følgende citat, som også bliver afslutningsreplikken her:

“Sometimes you got to face your fear to see the light on the other side.”