"Når man deler oplevelsen, vokser den"
- for 9 timer siden
- 10 min læsning
TEMA-citater:
”Man må aldrig miste evnen til at sætte sig i andre menneskers sted.”
”Mænd ser tingene i en firkantet kasse, kvinder ser dem i en rund boks” (Fra filmen: ”Elisabethtown”).
”Hvis bare jeg kunne give dig ‘en gave i livet, ville det være muligheden for at se dig selv, som jeg ser dig hver dag. Din venlighed, din skønhed og din livsglæde gør mig så stolt. Hvis du kunne se dig selv, som jeg gør, ville du virkeligt forstå, hvor meget du betyder for mig.”
“When you see something/beautiful in someone, tell them./It may take seconds to say,/but for them, it could last a lifetime.”
“Your greatness is not what you have, but what you give.”
Alle har brug for at høre: ”Jeg elsker dig, jeg tror på dig, jeg er her for dig, jeg tænker på dig.”
“Af og til har selv den stærkeste person brug for en hånd og et knus og en tro på at alting nok skal gå.”
Jeg har en tilbøjelighed, som ikke altid er særlig hensigtsmæssig. Den flytter fokus fra det, som jeg reelt var afsted efter, eller som jeg reelt skulle have ordnet.
Men jeg har svært ved at ændre på den, og jeg synes også, den er interessant, og at jeg bliver lidt klogere af den.
Min tilbøjelighed er at observere par - og her er der ikke bare tale om ægtepar - der er ude sammen i et eller andet ærinde. Min observation går ud på at se, hvor opmærksomme de er på hinanden.
Kontakten mellem parrene findes i alle afskygninger. Lige fra et nærmest helt platonisk bånd til et bånd, der er næsten usynligt, som noget alla ”de ser på hinanden, men uden at se hinanden,” eller ”de snakker sammen, men uden at høre på hinanden.”
Min hovedkonklusion på min observation - som selvfølgelig er helt uvidenskabelig – er, at mange folk generelt er dårlige til at være opmærksomme på hinanden!!
De yngre er bedre til det end de ældre, par, der har kendt hinanden længe, er dårligere til det, end ”nye” par, og par af samme køn, er bedre til at lytte end blandede par.
Hvis jeg kigger gennem det, som en anden vismand med guddommelig indsigt, så forekommer det mig, at det samvær og den kontakt, der burde være mellem to mennesker i et par, og som skulle være spundet af respekt og ligeværdighed, i mange/nogle tilfælde er blevet erstattet af en selvfølgelighed, hvor man tager hinanden for givet.
Magtkamp med slagside
Jeg ser ofte, at i situationer, hvor to mennesker skal tage beslutninger eller træffe valg om noget, så bliver det en magtkamp om at ville bestemme, og andre gange ser det ud til, at vanens magt tager over, og så lader ”vi” den bestemme, som plejer at bestemme.
Det har også noget med tempoet at gøre: Der er så meget ”gang i den,” at der ikke er tid til en diskussion om for og imod.
OG jeg er nødt til at vove pelsen og sige, at der også er noget kønsspecifikt i mine observationer. For hvis en mand og en kvinde er ude sammen, og der skal tages beslutninger, så er det ofte kvinden, der får det sidste ord.
Det er selvfølgelig meget generaliserende. Men prøv selv, og I vil finde ud af, at der er noget om snakken.
Jeg var forleden til en Niels Hausgaard-koncert i Musikhuset i Århus sammen med min ældste datter, og der havde han også et par observation på ovenstående.
Han havde lagt mærke til, at mange par i hans omgangskreds havde udviklet et slags ”bytte-forhold.” De havde en stiltiende aftale om, at hvis jeg gør dit, så skal du gøre dat. - Hvis jeg vasker bilen, så skal du vaske vinduerne. Eller hvis jeg laver maden, så skal du rydde op efter det!
En dag skulle konen - i et af Hausgaards vennepar - nå noget oven på et skab og var nødt til at tage en taburet til hjælp. Da hun står på taburetten begynder den at vakle, og hun må råbe efter hjælp hos manden. Da han så står der, og skal til at gribe hende, udbryder han: ”Men så skal du også tømme opvaskemaskinen.”
Lige for lige, hvis ven- og ægteskab skal holdes.
En anden ting, Niels Hausgaard havde lagt mærke til i sin omgangskreds, var, at længden på et ægteskab var ligefrem proportioneret med, hvor meget parrene talte sammen. Talen var med tiden blevet erstattet af grynt eller kropssprog, fordi parrene efterhånden kendte hinanden så godt, at der ikke skulle mere til for at kommunikere.
Jeg ved godt, at mine observationer ikke kan bruges til noget som helst, og absolut slet ikke til at uddrage noget generelt om, hvordan det reelt står til med danskernes omgangsformer.
Jeg er bare helt sikker på, at vi alle ville have godt af at se lidt på os selv udefra for at blive klogere på, om vi har en respektfuld omgang med hinanden. Jeg tror, vi ville blive overraskede over, hvor lidt vi lever op til den kendsgerning, at vi har to ører og kun en mund, og at det vel må betyde, at vi skal lytte dobbelt så meget, som vi snakker!!
Resten af dette oplag vil jeg målrette mændene. Jeg synes, de er bedre end deres rygte.
Jeg får sgu lidt ondt af dem, når jeg oplever, at de bliver talt ned til og ikke har noget, at skulle have sagt!! Eller når de bare skal agere pakæsel og forsøge at følge med i partnerens tempo. Eller når de bliver parkeret i Føtex og kunne kravle i et musehul.
Ja, jeg ved det godt. Jeg er partisk og unuanceret.
MEN, ”der skal skarp lud til skurvede hoveder” 😉
En, der ser (eller pludselig så) MANDEN, er Evaloa Schou, der er kropsterapeut, forfatter, underviser og stifter af TIK (Traumeinformeret Kropsterapi.)
Hun havde et opslag på Facebook den 5. februar med følgende overskrift:
MANDEN JEG MØDER I HVERDAGEN
Her er, hvad hun skriver om ”ham”:
”Han tager sig af vores barn. Han tilbyder ham og mig respekt og tydelighed. Han er nysgerrig på os og tilbyder os frihed i trygge rammer. Hans integritet er blid og fast. Pålidelighed og komplet gennemsigtighed. Han vælger os før alt. Opstår der problemer møder han dem ærligt.
Vores barns far har lært ham ting, jeg ikke har tålmodighed til. Han er hverdagens stabile ramme. Vi er begge sundere, gladere og tryggere mennesker på grund af ham. Da vi kom hjem fra hospitalet efter kejsersnit, var han ved min side og støttede med alt. Det har han egentlig været i snart 10 år nu.
Og der er andre mænd som ham. Jeg ser dem hver morgen. Ofte med børn i hænderne. Nogle gange med enhjørningehårbøjle og malede negle. Nogle i jakkesæt og andre i arbejdstøj. De kigger mig i øjnene og sender smil eller nik. Når barnet kaster sig på jorden eller råber og slår, står de fast men forbliver bløde. Jeg læner mig ind i deres nervesystem, når garderoben i skolen bugner af svær overgang.
Om sommeren pusler de i skur eller have, står ved grillen eller ordner noget, som ingen andre har lagt mærke til ikke virker. De viser barnet hvordan. Det gør mig blød om hjertet. Jeg møder dem også andre steder, mændene. I læremestre og terapeuter, der ser mig som et fuldt menneske med åbent nærvær, nysgerrighed og respektfuld omsorg. I rum der bliver så fortrolige at fortidens sår i mødet med det maskuline langsomt læges fremfor at blive dybere. Intimitet der ikke kræver noget og ikke seksualiseres. I mit tilfælde er det ikke en lille ting.
I behandleren, der kigger på min afklædte krop med nørdet professionalisme og empati, og oprigtigt ønsker at hjælpe min trætte skulder. Som spørger om lov inden han rører mig og tjekker ind med, om det stadig føles ok. Som vil udveksle faglighed fremfor at dominere eller bryde intimsfærer. Jeg er vokset op med maskulin omsorg som fraværende og utilregnelig.
I mødet med verden, blev den seksualiserende inden jeg var blevet kvinde. Det var normen i 90’erne.
Jeg har levet i verdener hvor kvinder var noget man bedømte, tog og forkastede. Det har mange af os, og er du - som jeg - cirka midt i livet, er du helt sikkert dybt præget af at vokse op med den undertrykkelse. Det er de mønstre og den voldsomhed, der kastes lys over nu. Det er fortidens sår, som skal gøres bevidste, så de definitivt kan heles. Helingen ser jeg dagligt. De gode mænd er overalt. Jeg så dem ikke før, fordi jeg frygtede mænd. Jeg voksede op med den frygt og med længslen efter deres nærvær og omsorg. Mændene i mit liv i dag er medicin. De er jordens salt og den pålidelige beskytter.
Jo mere vi får øje på dem, jo mere kan de vokse med opgaven.”
Jeg synes, det er en smuk tekst. Jeg ser også disse (unge) mænd dagligt, som tackler livets små og store udfordringer med et smil, et kram og en stor portion empati.
Og hvor har de da fortjent at blive set og værdsat.
Terapi med mening
Autoriseret psykolog Nana Lange er i sin terapi med klienter optaget af at arbejde med folks tanker, følelser og værdier, for at fremme meningen og trivslen for den enkelte og i de relationer, de indgår i.
Målet med terapien er at komme nærmere ”det værdibaserede og meningsfulde liv, som giver større frihed og enkelthed, mere tid og mindre stress samt færre bekymringer.”
I starten af året kørte Anna Lange et tema på Instagram omkring parforhold. Et forløb i fire dele.
Tredje del handlede om: ”Behov og følelser” med specielt fokus på, at man i et parforhold har forskellige behov, og at det handler om at møde hinanden i disse.
Efter hvert delforløb har kursusholderen lavet et lille referat af dagens indhold og lagt dem ud på Instagram.
Referatet fra forløbet om ”Behov og følelser” rammer lige ned i noget af det, som jeg tror er den helt store ”festspoiler,” når det gælder om at mødes i en ligeværdig samtale om alt det, der rører sig imellem os, og som skulle bringe os nærmere ovenfor skitserede ”værdibaserede og meningsfulde liv.”
Det store dyr i åbenbaringen handler om, at vi/nogle er bange for ”At være til besvær.”
Og min påstand er, at det specielt er mændene, der føler sig til besvær!!
I sit referat skriver hun:
AT VÆRE TIL BESVÆR
”Det kan af og til være svært at søge støtte, række ud, tillade andre at være der for én og lade andre rumme én. Men vi har alle brug for at blive rummet, vi vil alle undervejs i livet få behov for hjælp, og vi er afhængige af både at kunne give og modtage hjælp. Det er med til at skabe dybe, autentiske og tillidsfulde relationer. Nogle gange frygter vi at være til besvær i relationer og at belaste andre. Andre gange frygter vi at blive afvist, og at andre ikke kan eller vil rumme os.
Vi kan også frygte at blive gjort til grin eller føle os forkerte, eller frygte at blive udsat for tvivl – fra os selv eller andre – omkring, hvorvidt vi egentlig har det ”skidt nok” og er berettiget til hjælp. Eller vi kan frygte at blive set som egoistiske. Det at få den tanke, at man er egoistisk, hvis man spørger om hjælp eller deler noget sårbart, vil ofte betyde, at man er langt fra at være det. Måske er man mere ovre i det modsatte scenarie, nemlig at tilsidesætte og begrænse sig selv.
Når vi ikke vil være til besvær, trækker vi os. Vi tror, vi skal klare tingene alene, og at det er udtryk for styrke. Klarer man det selv, er man heltemodig. Men vi bliver isolerede øer, hvis vi skal klare tingene selv. Vi kan komme til at skubbe andre væk, når vi ikke tillader andre at være noget for os. Vi skaber afstand og går glip af dybden i relationer – dybden, som ellers er en essentiel del af venskabet.
Måske kommer man ikke af med overbevisningen om, at man, hvis man spørger om hjælp, er til besvær i sine relationer, men man kan arbejde med ikke at lade tanken styre ens handlinger. Man kan række ud efter hjælp og tillade sig selv ”at være til besvær”, have tillid til, at den anden tager ansvar for at sige nej, hvis det ikke passer.
Stole på, at deres “ja”/lytten/hjælp/rummelighed bunder i et oprigtigt ønske om at være noget for én og minde sig selv om, at nærende, dybe relationer kræver, at vi er noget for hinanden.
Mon ikke du godt kan være lidt mere til besvær?”
Fra musehul til livsrum
Hvis nu begge parter i et parforhold turde at være lidt mere til besvær, hvis nu begge parter var indstillet på at rumme den anden, hvis hele vores indstilling var den, at vi for alt i verden ikke ville begrænse hinanden, og hvis vi stolede på, at den anden havde et oprigtigt ønske om at være der for den anden, så kunne vi ”skabe en dyb, autentisk og tillidsfuld relation.”
Og så kunne det være, at rollen som pakæsel og ønsket om musehullet kunne blive vekslet til en ligeværdig situation, hvor det måske endda kunne blive helt rart at skulle afsted sammen!
Et sjælespark af Haarder
Jeg vil slutte med et par citater fra en ny bog af Bertel Haarder med titlen ”Sjælespark.”
En bog, som har fået rigtig gode anmeldelser mange steder. På Bibliotek.dk står der fx:
”Bertel Haarders personlige og tankevækkende samling af korte essays om livets store temaer. Ånd, tro, kærlighed, fællesskab og frihed. Med både erfaring og eftertanke undersøger han, hvad der giver mennesker og samfund sjælelig styrke, når alt andet vakler. En bog, der vækker refleksion. For politisk og ideologisk interesserede.”
De citater, jeg har valgt, understøtter min tanke om, at der skal ”dannelse” til, for at vi kan skabe eller genskabe en respektfuld omgangsform eller -tone mellem folk:
”Ordentlighed og tillid hører til de ”suveræne livsytringer,” som er betegnelsen for de ubevidste tænke- og handlingsmåder, der viser sig i vores omgang med andre, og som fremmer menneskelige relationer” – ifølge K.E. Løgstrup.
”Ordentligheden skal til for at undgå endnu mere kontrol og formynderi. Friheden skal til for at aktivere ansvaret for ordentlighed.”
”Dannelse er, når øjet lærer at se, hvad det ikke før kunne se. Når øret lærer at høre, hvad det ikke før kunne høre. Når sindet oplever stærke følelser ved mødet med stor litteratur og kunst. Når den enkelte ser sig selv som en del af noget større.
Dannelse er også, når øvelse med håndværk gør hænderne ”kloge.”
”Forskellen på almue og folk er dannelse. Det kan illustreres med fortællingen om to murere, der blev spurgt, hvad de står og laver med deres murske, mørtel og sten?
Den ene svarer: ”Det kan du vel se, jeg er i gang med at mure en væg.”
Den anden svarer: ”Jeg er i gang med at bygge en katedral.”
Den sidste ser sin indsats som en del af noget større.”
”Vi skal ikke blot være frihedselskende, men også fællesskabsorienterede og moralsk ansvarlige med evne til at tilsidesætte egne behov af hensyn til fællesskabet…. Hvis vi ikke er bundet af noget, havde vi jo ikke brug for friheden. Hvis vi ikke er bundet af noget åndeligt, havde vi ikke brug for åndsfriheden.”
Kommentarer