Paradokser og oksymoroner*

TEMA-citater – inspireret af Hr. Peter Vimmelskafts paradoksale spørgsmål:

1.      ”Hvad sker der, når man kører med lysets hastighed - og man så tænder forlygterne?”

2.      ”Henretter man mordere for at vise, at det er forkert at dræbe?”

3.      ”Hvis majsolie kommer fra majs, hvor kommer babyolie så fra?”

4.      ”Hvordan ville en stol se ud, hvis vores knæ bøjede den anden vej?”

5.      ”Hvorfor er det næsen der løber og fødderne der lugter?”

6.      ”Hvorfor er der redningsveste under flystolene, når det havde været bedre med faldskærme?”

Kan man starte med et PS.? Nej, vel? Men jeg gør det alligevel!

For jeg synes rettelig, at følgende historie er til "et efterskrift," selvom jeg godt er klar over, at modsætningen til et PS er et AS ("en bemærkning før hovedteksten.")

Jeg oplevede nemlig noget forleden, som I SKAL høre.

Det passer ikke særlig godt ind i det tema, jeg ellers har udtænkt mig for opslaget - men levet liv og ”Carpe Diem” må gå forud for teoretiske anskuelser og overvejelser!!

Jeg var i NETTO en formiddag for en uges tid siden, og stod i kø ved kassen, da en ældre/gammel mand lettere forpustet kom ind i butikken og stilede direkte mod kassedamen, hvor han høfligt og undskyldende bad hende veksle et par småmønter til en´ større, så han kunne få fingre i en indkøbsvogn.

Hun svarede ham lettere irriteret og også en anelse nedladende, at han måtte vente, for han kunne jo nok se, at hun var ved at ekspedere en kunde.

Da kunden havde betalt for sine varer, vendte kassedamen sig mod manden og vekslede ”gruset” til en brugbar mønt – men uden at se på ham eller endsige at smile til ham.

Jeg må sige, at jeg krympede mig. For hvis man har job i NETTO, så er ens fornemste opgave vel at behandle alle kunder med respekt og værdighed? Havde jeg været chef og havde overværet optrinnet, så var damen øjeblikkeligt blevet kaldt til tjenestelig samtale. Basta!

Levet liv

OG det hun ikke vidste, men som jeg ved, er, at den pågældende mand for mindst 50 år siden mistede en datter i en forfærdelig trafikulykke.

Hun kom gående i vejsiden, da hun blev torpederet af en bilist bagfra.

Dræbt på stedet.

Jeg ved også, at hun var mandens/ægteparrets eneste barn, og at hun var adopteret, fordi de ikke selv kunne få.

Havde den mand ikke fortjent at møde en imødekommende medarbejder, der glad og gerne hjalp ham ud af forlegenheden, så han kunne få handlet? Umiddelbar tænker jeg også, at hvis ”hun” havde haft en mønt af guld til vognen, så bude den være gået til ham!!

Hr. Peter Vimmelskaft var en driftig herre, som under sine mange år i forretningslivet ofte gik og filosoferede. Det er over tid blevet til en række paradoksale spørgsmål, som kan undre og udfordre vores filosofiske tankegang. En række af disse spørgsmål bliver "mellemlægspapir" i dette opslag!!

Hvis jeg skal klippe en hæl og hakke en tå, og forsøge at skabe en sammenhængende rød tråd gennem HELE opslaget, så både min OCD og min behov for struktur bliver fodret, så kunne ovenstående historie måske godt klemmes ned i den boks under, hvad et paradoks er, der hedder:

"Det strider mod almindelig logik eller forventning, og udfordrer dermed fornuften”

For mit opslag skal nemlig handle om ”paradokser.” Forklaring følger!

Den troløse hjerne

Jeg er en samler! Jeg samler på spændende opslag.

Mine børn vil sige, at jeg også samler på ragelse, men det må blive en anden gang!

Jeg kan ikke lade være med at ”kopiere og sætte ind,” når jeg støder på interessante opslag.

Det kan være opslag om nye opdagelser, sjove og tankevækkende indlæg, skæve politiske manifestationer, opslag med livsfilosofiske betragtninger, indlæg med humoristiske vinkler på livet, frække vittigheder, nye opskrifter på lækre boller osv. osv.  

Så nu har jeg så en mappe, der indeholder langt over hundreder dokumenter med - synes jeg selv - spændende indhold.

Når jeg så går den igennem - listen - som en indledende øvelse til et nyt opslag til bloggen her, kommer jeg tit til at tænke på, hvorfor jeg mon har gemt ”det” eller ”det” dokument? Hvad var det lige, der var så interessant i det - dengang?

Jeg har tænkt, at det er et godt eksempel på, hvor flygtige ting er.  

Det, der fylder i hovedet den ene dag, betyder ikke det store den næste. Interessante oplysninger, der får en til at flamme op den ene dag, er måske nok stadig interessante den næste, men bliver hurtigt sat i skyggen af nye spændende emner og opdagelser, der dukker op, når en ny dag gryer.

Jeg tror, det handler om det lune, vi til enhver tid er i. Et lune, der, som et humørbarometer, indstiller sig efter, hvordan krop, sjæl og sind har det på dagen.

På den måde er hjernen troløs. Den flammer op over en ting det ene øjeblik for så kort efter at slå op med det og i stedet flamme op over en ny ”smuksag.”

1. Henretter man mordere for at vise, at det er forkert at dræbe? 2. Hvem bestemmer hvilke ord der er bandeord? 3. Hvor bred er en snæver vending?

"Stimulation seeking"

Hvis jeg søger på fænomenet på Internettet via AI, så bliver jeg henvist til en amerikansk hjemmeside, der hedder NIH, som står for National Library of Medicine.

Her bliver fænomenet kaldt for ”Sensation seeking” (oplevelsessøgning) eller ”Stimulation seeking” (stimulationssøgning.)

”Sensation seeking” bliver beskrevet på følgende måde:

”Dette er et personlighedstræk, hvor man aktivt opsøger nye, varierede og komplekse fornemmelser og oplevelser.”

Der er en udvidet udgave, der bliver benævnt ”Høj kognitiv stimulationstørst,” der rummer følgende karakteristika:

”Hjernen har brug for konstant fodring for at føle sig engageret og undgå kedsomhed.”

Den definition passer godt på en tanke, jeg har fået om, at fænomenet måske også er en del af ”skaberværkets” forsøg på at holde os inde i kampen. For hvis vi hele tiden flammer op over noget nyt, så holder vi bedre til den trivialitet, livet jo også er?!

Blot en skør tanke - og nok om det.

Et "Johnhain-paradox"

FOR i den her sammenhæng er det en helt anden opdagelse, der skal være temaet i mit nye opslag til bloggen.

Det slår mig nemlig, at mange af de dokumenter, jeg har samlet, indeholder et paradoks.

Det kan være et paradoks indkapslet i samme opslag eller det kan være et opslag, som er et paradoks til et andet dokument i samme mappe.

Så i skyggen af det største paradoks, vi lever med i dag, nemlig Donald Trump, vil jeg præsentere jer for nogle af de paradokser, der kroger sig ind i hinanden i min mappe, der for øvrigt har fået navnet ”Da jeg fyldte 67.” Forklaring følger senere!

Lad mig lige præciserer, hvad jeg lægger i begrebet ”et paradoks.”

Jeg tror, de fleste af os har en fornemmelse af begrebet og også godt kan finde på at bruge det.

Men søger jeg på ordet er det meget komplekst, hvad der står om det, og i den her sammenhæng giver det ikke mening at udrede alle de tråde, som begrebet åbenbart er bundet af. Flere af trådene er tilmed dyppet i et svært akademisk sprog.

Så jeg har valgt ”at skære ind til benet” og ”at gøre en lang historie kort.”

Så her er, hvad jeg lægger til grund for det, jeg skriver her:

Ordet paradoks kommer af græsk para = "mod"/"ved siden af" + doksa = "mening.”

Altså noget, der ligger uden for den almindelige logik.

Jeg hælder mit hoved til følgende to kendetegn ved et paradoks, som jeg har fundet:

”Kendetegn ved et paradoks:

1.      Selvmodsigende: Det indeholder udsagn, der udelukker hinanden.

2.      Tilsyneladende: Det virker forkert ved første øjekast.”

Lad mig illustrerer det med et par klassiske og ordsprogslignende paradokser:

”Jo mindre man gør, jo mere træthed føler man.”

”Man skal tabe sig for at vinde.”

”At forberede sig på det værste, er den bedste måde at sikre det gode.”

”Jeg taler sandt, når jeg siger, jeg lyver.”

”Man skal skynde sig langsomt.”

”At tie er guld.”

”Mindst er størst.”

Eller hvad med følgende paradoksale spørgsmål:

”Tæller taxameteret baglæns, når taxaen bakker?”

Nervesystemet er under pres

1. Den første paradoks, jeg vil præsentere jer for fra mappen ”Når jeg fylder 67....” er indlejret i et gemt opslag fra Facebook.  

Opslaget er en kommentar til den nyligt overståede valgkamp, hvor en mand er helt oppe at ringe over, at Socialdemokraterne - som et valgløfte – har på dagsordenen, at der fremover kun skal være 14 elever i de små klasser.

Han indleder med følgende:

”Jeg er pisse træt af at høre på den danske valgkamp.

14 elever i klassen.

To voksne i lokalet.

Flere penge. Flere rammer. Flere regler.

Men ingen taler om det, der reelt er brændt sammen.

Den mentale dannelse.”

Altså her paradokset mellem at foreslå eller love noget for at løse et problem, som – ifølge ovenstående indlæg fra en ”mentaltræner” på Facebook – bare sætter et plaster på et kraniebrud, fordi problemerne i folkeskolen i virkeligheden ikke handler om kvadratmeter eller antallet af børn og voksne i klasserne, men om at børns mentale robusthed er under pres i vort skolesystem.

Han uddyber selv med følgende ord:

”Det er ikke kvadratmeterne, der er under pres.

Det er nervesystemerne.

Når en undervisningsminister taler elever ned eller reducerer dem til forkortelser, så misser man pointen totalt. De unge er ikke svage. De er ikke dovne. De er ikke tabt.

De er uuddannede i deres egen hjerne.

Vi burde undervise i mental robusthed, følelsesregulering, opmærksomhedsstyring, kognitiv fleksibilitet. Vi burde lære børn, hvordan følelse aktiverer tanke, hvordan tanke får betydning, og hvordan de kan flytte fokus i stedet for at drukne i det.

Det er ikke raketvidenskab.

Det er neuropsykologi.”

Tankevækkende!

Bidragsyder kalder sig i opslaget for øvrigt for både ”mentaltræner” og ”Ekspert i Angst og Følelsesmæssig Afhængighed.”

1. Hvis man spiser pasta og antipasta - er man så stadig lige sulten? 2. Kan en fisk blive tørstig? 3. Kan is gå som varm brød

"Børnehave-politik"

2. Et andet paradoksalt opslag fra ”Da jeg fyldte 67”-mappen er indlejret i følgende to små børnehavehistorier:

A. Anna ér på vej fra garderoben og ind på stuen, mens hun gemmer sig bag sin mor. Anna har været forkølet og hjemme fra børnehaven i tre dage, og nu kigger hun sig genert omkring. På stuen bliver hun mødt af en medarbejder, der siger: ”Er det lidt meget at komme tilbage?”

Medarbejderen slår armene ud og invitere Anna til et stort kram, men hun tydeligt og roligt tilføjer: ”Men ih, hvor har vi savnet dig.”

B. Tre kilometer væk er Oscar også lige gået ind i sin børnehave. Han klynger sig grædende til sin far. Fra den anden ende af rummet nikker en medarbejder til dem. Faren sætter sig på en stol med Oscar på skødet. Da han efter et stykke tid lægger op til at sige farvel, tager Oscars gråd til. Medarbejderen går over til dem og siger til Oscar: ”Du skal gå ud og vaske dine hænder.” Faren tager den grædende Oscar med ud på badeværelset.

Historierne er taget fra VIVE´s (”Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd”) seneste undersøgelse fra 2025 med titlen: ”Kvalitet i dagtilbud” og med undertitlen: ”National undersøgelse af kvalitet i pædagogiske læringsmiljøer og rammer i kommunale daginstitutioner for 3-5-årige børn.”

PS. Gad vide hvilken børnehave, "folk" helst ville aflevere deres barn i? ;-)

Under de to små fortællinger står der følgende:

”Så forskelligt kan svære modtagelser forløbe. Og lige så forskellige muligheder for trivsel og udvikling kan børnehavebørn opleve dagen igennem, alt efter hvilken børnehave og stue, de hører til. Det viser anden og sidste del af den første nationale undersøgelse af kvalitet i kommunale dagtilbud. Denne gang er fokus på daginstitutioner for 3-5-årige børn, og de to modtagelser i børnehaven er beskrevet ud fra observationer fra undersøgelsen.”

Antinomi* - er konklusionen!

Hovedkonklusionen på den 190 siders store undersøgelse er følgende:

”Der er stor forskel på den kvalitet, børn møder i danske børnehaver. I 1 ud af 10 børnehaver vurderes kvaliteten af det pædagogiske læringsmiljø til at være ’god’, mens den i 3 ud af 10 vurderes til ’utilstrækkelig’. Her kan det pædagogiske læringsmiljø i lav grad forventes at understøtte børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse.”

Så i dette tilfælde er paradokset, at Folketinget i 2023 vedtog en lov om minimumsnormeringer i daginstitutioner for at højne kvaliteten af pasningstilbuddene med virkning fra 1. januar 2024, mens en undersøgelse fra 2025 viser mangelfuld pasning på grund af mangelfulde normeringer i børnehaver og daginstitutioner.

1. Hvorfor hedder det en nummerplade, når der er bogstaver på den? 2. Hvorfor er BH i ental og trusser i flertal? 3. Kan man være skabs-klaustrofob?

Politikere uden visdom

3. Et tredje spændende opslag, som har paradoks-potentiale, samlede jeg - som i mit første eksempel - op i kølvandet på det nyligt overståede valg.

Det er et Facebookopslag fra Esben Kjær, som både er journalist, forfatter og radiovært.

Han har tidligere været vært på ”Bagklog på P1” og P1 Debat.”

Han havde den 1. april en klumme i Kristeligt Dagblad med titlen: FORUDSÆTNINGSLØSE POLITIKERE, og starter sit skriv med et paradoksalt spørgsmål. Han spørger:

”Ville du lade dig operere af en hjernekirurg, hvis der på hans dør stod: "Ingen erfaring - masser af entusiasme"?” 

Dette retoriske spørgsmål smører han så ud over de fleste af de 179 nyvalgte medlemmer af Folketinget, som han beskylder for ingen erfaring at have fra stort set andet end politik.

I klummen skriver han videre om den kendsgerning:

”Og det er et gigantisk problem.”

MEN ifølge Esben Kjær, så er den manglende erfaring ikke det mest alvorlige problem, politikerne slæber med ind på Borgen. Han ser nemlig en mangel hos de fleste folketingspolitikere, som er langt mere alvorligt og eksistentielt for folkestyret end manglen på erfaring. Han skriver:

"Politikerne mangler visdom. En politiker har brug for mange ting: Analytisk intelligens, kommunikativ evne, politisk tæft, empati. Men ingen af disse løser i sig selv kerneopgaven - at afveje umulige størrelser: Skal vi have flere børnehaver eller et større forsvar? Skal vi ansætte færre SOSU’er for at få flere læger?”

PHRONESIS

Praktisk klogskab er vejen

For at sætte vægt bag sin påstand bringer Esben Kjær Aristoteles på banen.

Aristoteles kalder ovenstående politiske evne til at træffe beslutninger for ”phronesis” - praktisk klogskab - og det er ifølge den gamle filosof noget helt andet end teoretisk viden og teknisk kunne. Om det skriver Esben Kjær følgende i sin klumme:

””Phronesis” er evnen til at vide, hvad der er det rigtige at gøre i en konkret situation, der ikke ligner noget, man har set før. Det er ikke en færdighed, man kan lære, men en kapacitet, man skal oparbejde. Visdom er den vigtigste evne af alle. Visdom opstår ikke bare med alderen - man kan sagtens være snotdum hele livet. Visdom kræver tre ting i samspil: Erfaring, refleksion og karakter.”

I klummen giver Esben Kjær et bud på, hvad erfaringsdelen i visdomstrekløveret bør indeholde. Her skriver han, at den vigtigste ingrediens i erfaringen skal bestå af at have haft et direkte og reelt ansvar over noget. Et ansvar, hvor konsekvenser rammer andre mennesker, og hvor man ikke kan løbe fra dem. Et forpligtende ansvar, som man er nødt til at leve med. For som han skriver: ”Den politiker, der aldrig har begået fejl med personlige og uoprettelige konsekvenser i den virkelige verden til følge, har et fundamentalt svagt forhold til risiko og beslutning.”

Så paradokset i ovenstående er altså ifølge Esben Kjær, at vi vælger medlemmer til Folketinget, som reelt ikke er i stand til at varetage jobbet.

1. Kan tykke mænd få tynd mave? 2. Kan man lave huller i ørerne med et næsebor? 3. Hvis kærlighed gør blind, hvorfor er frækt undertøj så populært?

Fra dilemma til paradoks

Og så til slaget med halen og en forklaring på, hvorfor min føromtalte mappe har fået navnet: ”Da jeg fyldte 67…”

Forklaringen er, at jeg læste et opslag, som jeg fandt så interessant, at jeg omdøbte hele mappen til overskriften på det opslag - for ikke at glemme det.

Det handler om en mand, som, da han fyldte 67 år, satte sig i sin yndlingsstol og kiggede tilbage på sit liv.

Her indså han, at han var trådt ind i livets sidste kapitel og langsomt begyndte de illusioner, han havde holdt fast i årtier, at forsvinde og blive erstattet af stille, men skarpe sandheder.

Pludselig forstod han, at vitalitet ikke er uendelig, og at det er tabt spil at vente på, at verden redder dig.

Så set i relation til ”paradoks-temaet,” så indså manden, at valgene ikke længere - på grund af hans alder - kunne betragtes som dilemmaer, hvor han kunne vælge mellem enten-eller, men nu måtte anses som et paradoks, som er en både-og-udfordring: Så alderens naturlige proces med forfald, hvor celler nedbrydes, muskelmasse forsvinder, knoglerne bliver mere porøse og immunforsvaret svækkes er et grundlæggende vilkår, som ikke kan løses, men som skal rummes.

Fra dilemma til paradoks

Alderen skal bestås alene

Med den indsigt og accept lavede manden syv nye regler for sit liv, som skulle give ham værdighed i livets efterår. Lad mig - til inspiration – kopiere det ind her:

”Økonomisk frihed er værdighed.

Elsk dine børn ubetinget, men gør dem ikke til din pensionsplan. Opsparinger er dit skjold.

Sundhed er et fuldtidsjob.

Bevæg dig, stræk ud, og beskyt din søvn. Sygdom respekterer dem, der respekterer deres krop.

Vær arkitekten af din egen glæde.

Overfør ikke din lykke til andre. Find glæde i en stille morgenmad eller en god bog. Når du skaber din egen indre ro, mister ensomhed sin kraft.

Giv slip på hjælpeløshed.

Klagen er en fælde. Modstandsdygtighed tiltrækker. Folk tiltrækkes af dem, der står stærkt, ikke dem, der giver op.

Slip fortiden fri.

Nostalgi er et smukt sted at besøge, men du kan ikke bo der. At holde fast i i går stjæler i dag.

Beskyt din indre ro.

Ikke alle konflikter fortjener din stemme. Ikke alle familiemedlemmer skal have adgang til din sjæl. Fred er kostbar - brug den klogt.

Stop aldrig med at lære. Øjeblikket, hvor du holder op med at være nysgerrig, er øjeblikket, hvor du begynder at ældes. Hold sindet aktivt.

At blive gammel er en prøve, du skal bestå alene.

Du kan vente på en redning, der måske aldrig kommer,

eller du kan rejse dig og være din egen styrke.”

*Et oxymoron er en sproglig figur, der kombinerer to begreber, som logisk set udelukker hinanden.

*Antinomi er en logisk modsigelse mellem to udsagn eller love, der begge virker lige gyldige og nødvendige.