MOR

Tema-citater:

• "For verden er du en mor, men for mig er du verden"

• "Mødre holder deres børns hænder et øjeblik, men deres hjerter for evigt".

• "Mor, dit hjerte er fyldt med blomster, der aldrig visner".

• "Mor, din visdom er min levevej, din kærlighed er mit ly."

• "Jeg er vævet af tråde, du har spundet med kærlighed og styrke."

• "En mors kærlighed er sløret af et blødere lys mellem hjertet og den himmelske Fader" (Samuel Taylor Coleridge)

• "Gud kunne ikke være overalt, og derfor skabte han mødre." (Rudyard Kipling)

• Intet er helt væk, før mor ikke kan finde det.

• Livet kommer ikke med en brugsanvisning, det kommer med en mor.

Nu har jeg skrevet indlæg til denne blog i over fem år, og det er lige så sikkert som ”Amen i kirken,” at hvert år, når kalenderen rammer marts, så kribler det i mig efter at køre forårstema.

Det er som om, at varmen, der pludselig kan ramme sydfra og give dage med tocifrede varmegrader, giver liv til de dele af kroppen og sindet, der har ligget i vinterdvale.

Det kribler og krabler efter at fortælle om forårstegn i både krop, sjæl og natur.

Jeg tænker, jeg har samme følelse indeni, som forårskåde og legesyge køer får givet ekstrovert udtryk ved at hoppe og springe, når de efter en lang vinter indendørs bliver lukket ud og igen får græs under klovene.

I glædesrus kaster de ”vinterkåben” af sig og mæsker sig i det friske forårsgræs.

Problemet er bare, at når jeg år efter år får lyst til at skrive om foråret, så kommer jeg nemt til at gentage mig selv. For der sker jo cirka det samme hvert forår!!

Så min kreative proces har bestået i at finde ud af, hvordan jeg skriver om ”det samme forår” uden at gentage mig selv?

Hvordan vinkler jeg det, så en tekst om foråret får samme friskhed, som foråret i virkeligheden er?

Mit bud i år bliver at sætte fokus på ”Mor.”

Mor rimer på forår

Jeg må indrømme, at det er lidt som at hugge en hæl og hakke en tå eller måske som at indrømme, at hønen kommer før ægget.

For jeg har nemlig ”gjort en dyd af nødvendigheden” og tvunget to tekster om ”mor,” som jeg har meget lyst til at dele med jer, ned i et forårsløg, som jeg så håber kan spire og springe ud som et godt bud på at få forårsfornemmelser.

Og kan man egentlig ikke godt kombinere ”mor” med ”forår”? For i så fald er min vinkel hjemme!!

BINGO!!  For tænk bare på foråret og dets spirende liv og på mor og graviditet.

Same - same!

Hvis jeg skal give sammenhængen litterært udtryk, så har jeg fundet en digtsamling fra 1920 skrevet af Hans Ahlmann med titlen: ”Foraar i Danmark.” 

På side 49 i den samling er der et digt med titlen: ”Til min Mor.”

Den sammenhæng er da ikke til at tage fejl af!

Første strofe lyder:

”Med Natten kom den dybe Fred,

det er saa sent, og jeg er træt,

men træt og glad, for tæt herved

gaar dybt og trygt dit Aandedræt.”

Strofe to er også værd at nævne i relation til ”mor”:

”Slet intet Smil og intet Ord

kan skabe mig saa dyb en Ro,

som du sover dybt, min Mor,

og hviler for os begge to.”

Hyldesten til hans mor kulminerer i sidste strofe, hvor han omtaler hende som "mit Barn" og nu - i tak - vil våge over hende, mens hun sover, som hun så tit har gjort for ham:

”Sov nu, mit Barn, nu vaager jeg,

som du har vaaget tro engang,

gaa glad af Drømmens gode Vej

til Lyden af min Takkesang.”

Mor-punktet

MEN den bærende grund til, at jeg har insisteret på at få ”mor” til at rime på ”forår” er Jens Smærup Sørensens bog ”Mor,” som dumpede ned i min turban som et 14. dagslån på biblioteket.

En bog, som rammer lige ned i ”det” bløde punkt, som vi alle har. Mor-punktet. 

Jeg har fundet et citat, som jeg tror dækker ovenstående betragtning meget fint, og som også passer godt på den egn, Smærup Sørensen skriver sin bog ind i, hvor følelsesladede ord ofte får udtryk gennem hentydninger og praktisk handling i stedet.

Citatet lyder: ”En mor forstår alt, hvad et barn ikke siger.”

Bogen er et ualmindelig smukt portræt af forfatterens mor i et sprog, som i kraft af tiden og en hjemstavn nordenfjords ikke kender til begreberne ”elsker” og ”du er dejlig” og derfor må ty til den journalistiske fortælleteknik: ”Don’t tell it, show it,” og som gennem underdrivelser og antydningens kunst får sat en bautasten over en mor, hvorpå der kunne ristes en minderune med ordene: ”TAK, fra en hengivenhed og taknemmelig søn.”

I Berlingske Tidende får bogen følgende ord med på vejen:

”Med beretningen om sin mor lukker Jens Smærup Sørensen en cirkel om sit ophav. Med en indlevelse, der sine steder er total, sprænger han rammen for den biografiske skildring.”

Jeg er enig - og fan!!

Lad mig give nogle eksempler:

1.

Først fra forfatterens allertidligste barndom:

”Hun parkerer vognen under det bredeste af æbletræerne. Det er ved at afblomstre. Kronbladene dingler udspilede og fortabte på deres stilke. To eller tre tilbage af de fem der var på hver. Hun kigger ind under kalechen. Hun retter på puden. Hun stryger med tre fingerspidser min kind.”

”Jeg sover ikke helt. Glipper sagte og ser glimt af et eller andet af det der er ved at blive verden. Den bevæger sig. Bølgende flager af gult og grønt glider omkring i alt det blå. Jeg ånder og trives og kremter lige så langsomt og svimlende. Og glipper nok en gang og lige knap en halv.

Og så heller ikke flere. Men et sted i det hele og i mig og overalt, der er det stadig, det der er Hende.”

Jeg får følgende tanke: ”Jens Smærup Sørensens fornemmelse for en mors kærlighed.”

Jens Smærup Sørensen i "Barndommens Land" tæt på Nibe

2.

Jens Smærup har flere beskrivelser i bogen af, hvordan hans mor reagerer på tordenvejr set i lyset af, at hun som niårig oplevede, at hendes barndomshjem brændte ned til grunden som følge af et lynnedslag. Et hus, som for øvrigt lå ”på Bjerget i Lild.”

I følgende eksempel - og faktisk i tilsvarende beskrivelser andre steder i bogen - fornemmer man som læser, hvordan Jens Smærup Sørensen med bekymring ser til, mens moren forsvinder ind i sig selv og ind i det traume, som branden for mange år siden satte i hende, og han ånder først lettet op, da hun ”Endelig var, hvor vi var,” og da hun begynder at tømme ”den lille ternede kuffert.”

Uddraget lyder:

”…… Hun blev siddende mens det regnede og helt til det begyndte at lysne. Så rejste hun sig, og tog hatten af og lagde frakken, hun åbnede sin kuffert og – stadig uden at mæle et ord – gav hun sig til at lægge sit tøj og sine sager på plads.

Endelig var hun hvor vi var. Tilbage fra dengang. Og hun havde måske også allerede været langt på vej i en anden tid, med sin lille ternede kuffert i hånden.”

Uddraget ånder af en lille drengs bekymring for sin mor, der for en stund ikke ser ham, fordi hun bliver fanget af sit traume. I sin angst suger han alle tegn på ”tilbagekomst” til sig, og bliver først rolig igen, da hun atter bliver nærværende. Mon ikke vi alle har været der??

 3.

En dag som voksen - og nu gårdmandskone - sidder moren på en skammel i malkerummet og skræller kartofler, fordi ”det er så hyggeligt,” som der står i bogen.

Beskrivelsen er i mine øjne forfatterens forsøg på at beskrive, hvordan hans mor og hendes store kærlighed også rakte ud over hjemmets fire vægge og den nære familie.

Hun havde også øje for og overskud til andre folk.

I følgende eksempel er det karlene på gården, der mærker hendes nærvær og kærlighed. En situation, der i sin ubetydelighed er både ingenting og alting:

”Her er så hyggeligt. Også fordi karlene er jo er i fuld gang med at malke, og så kommer den ene med en spand og hælder mælken op i køleren, og han griner og siger at hun endelig skal skrælle rigeligt, og hendes blik når at lyse ham i nakken inden han haster videre, og så kommer den anden med sin mælk, og han er mere forlegen af sig og drister sig ikke til at se på hende. Men hun siger, husk nu også at give kattene en tår, og der er noget ved hans kejtede drejning og en slags host der viser hende at han har forstået – hun kan også godt lide ham.”

Tænk, at man bare ved sin tilstedeværelse formår at få folk til at føle sig både set og værdsat og tænk, at nogen, med så få ord, formår at beskrive så stor en kærlighed!!

4.

Igennem hele fortællingen får vi et klart billede af, at en af egnens fiskere har en stor plads i både forfatterens og moderens hjerter.

Et sted står der:

”Vi beundrer ham. Vi ser op til ham, i enhver forstand. Høj og rank som han er, og klog, og hans øjne, jeg ved ikke hvad det er, men det er ligesom han ikke behøver at sige mere end at se på en, som om han med de øjne kan se ind i ’en.”

Det er også ham, der på et tidspunkt hjælper fortælleren ud af en svær depression.

Men i den her sammenhæng, hvor det er moren, der er fokus på, har sønnen også øje for, at hun er glad for fiskeren. Han skriver:

”Jeg er glad for at hun også beundrer ham. Jeg kan mærke det på den måde hun står der, helt stille og hvilende. Hun har ikke noget andet hun skal, så længe han er der. Hun kunne ligesom blive stående ved hans cykel dagen lang, og jeg kan se det på hendes ansigt. Det er også sådan roligt og åbent, hun lytter og kigger på ham, hun smiler som når hun er allermest tilfreds med os andre og med alt omkring os.

Som når hun har plukket en buket blomster og sætter den i en vase. Som når hun tænker på en der har gjort noget godt. Som når hun sidder og ser på billeder fra sin højskoletid. Eller når der kommer familiebesøg fra Thy og hun hører og selv kan snakke sit eget sprog, igen.”

Det er nu meget godt set af en dreng på en 10-11 år og er vel nærmest den ultimative kærlighed, man kan give en anden - at man kan glæde sig over, at de kan glæde sig over!!

Samtidig ser jeg også fiskeren som den rollemodel, fortælleren ikke finder i sin egen far.

5.

Et sted i bogen har Smærup Sørensen en god betragtning på morens barndom og barndomshjem, hvor det ordknappe blive italesat. Der står:

”…. De levede lykkeligt der på Bjerget, også i det nye hus, hvor lidt de end havde haft, men stadig da lige nok, og år og dage gik og stod tilbage som fulde af lykke.

Hvis det da havde været et ord de brugte. Det lod de deres præst om, ligesom ordet elske. Men hun elskede virkelig sin far. Det kunne jeg høre hver gang han blev nævnt, selv om jeg aldrig hørte hende sige det. Der var ingen andre som ham. Ingen så god, det kunne ikke tænkes, der kunne aldrig komme nogen anden så god som ham.”

Jeg tror, det er en evne ”vi” har eller får, når vi bor et sted, hvor følelser ikke bliver udtrykt med ord. Det med at kunne fornemme eller føle kærligheden i situationer, hvor den ikke bliver direkte udtrykt, men kun antydet eller bliver "pakket ind" i noget andet i situationen. En evne, der er livsvigtig at besidde i egne, som ikke bruger eller har et følelsessprog, fordi vi alle har brug for at føle os elskede for at blive hele mennesker.

I bogen bliver det materialiseret med følgende ord:

”Men hun elskede virkelig sin far. Det kunne jeg høre hver gang han blev nævnt, selv om jeg aldrig hørte hende sige det.”

Gentagelsen fremmer forståelsen!

6.

Jens Smærup Sørensen har i fortsættelsen en fantastisk betragtning på moderens skolegang.

I bogen står der, at moderen var rigtig glad for sin lærer:

”Degnen i Glæde var under alle omstændigheder en af de særligt og nærmest ubegribeligt gode mænd i hendes liv. Den første i rækken, efter hendes far.”

Så står der videre, at hun tit var ude hos ham efter skoletid ”for at hjælpe ham med husholdningen.”

En dag laver hun grød til ham, og han beder hende lægge øret tæt på gryden:

”For grøden var så småt begyndt at koge, flere og flere bobler puffede op og sank stille sammen, med små bløde smæld, og kan du høre hvad den hvisker til dig?

Ne-ej – det var hun ikke sikker på, men så hviskede han det selv i hendes øre, hø-på-mæ-så-sø-do-æ, og joh – nu kunne hun da vist godt, for grøden snakkede jo hendes eget sprog.”

Og så slutter forfatteren afsnittet med følgende hudflettende skudsmål om moderens skolegang i Glæde:

”Nej, mangt og meget fik degnen i Glæde ellers aldrig lært hende. Hun var ham evigt taknemmelig for hvad han fortalte om den grød.”

Lidt fik hun da med😊

Lild Strand

7.

Det er sjovt som kærlighed pakket ind i humor forstærker begge dele.

Det er der også et andet godt eksempel på i bogen.

Situationen er, at fortælleren - Jens - skal starte i skole, og han vil så gerne have en ny skoletaske ”som dem af læder som alle de andre havde,” som der står i bogen.

Men moderen ”mente det var frås at købe en skoletaske til mig. Sådan en havde hun virkelig aldrig selv haft.”

Til gængæld havde hun - i en af alle sine gemmer - gemt en melsæk, og om den står der:

”… og til mig kunne hun sagtens af en gammel melsæk sy en der var mindst lige så god som dem af læder alle de andre havde. Hun syede den fint med en klap der kunne knappes, og et blomsterbroderi i det ene hjørne.”

Dommen fra ejeren af den nye melsæktaske er ikke til at tage fejl af:

”Men en melsæk var og blev det, og jeg skammede mig hver eneste dag over at møde op med den, og kunne det overhovedet lade sig gøre at have skolesagerne med i lommerne og under armen, hæflede jeg sådan af sted med dem.”

Helt sikkert en taske lavet i kærlighed, men uden øje for og fornemmelsen af, at for en dreng, som skal starte i skole, er det vigtigt at ligne de andre mest muligt for at være en af flokken.

Jeg tænker, at historien om melsæktasken er blevet en vandrehistorie i Smærup Sørensen-familien!

8.

Et andet af moderens karaktertræk, som bliver præsenteret i bogen, er et træk, som er rundet af både arv og miljø. Det miljømæssige handler om, hvordan ”en rigtig dreng” skulle opføre sig tilbage i 40’erne og først i 50’erne, og det arvelige rækker ind der, hvor moren som mor har svært ved at håndhæve det miljømæssige, fordi hun får ondt af drengen.

Fortælleren fortæller et sted, at han ikke måtte komme i køkkenet midt på dagen, fordi ”det var kun for kvindfolk,” som faren havde lært ham.

Alligevel var det svært for ham at lade være, specielt ”når Han havde slået mig, og jeg ikke var sikker på hvorfor – så kunne jeg ikke lade være med at rende ind til hende og jamre.”

Resultatet blev følgende:

”Hun vendte med det samme ryggen til. Hun ville ikke holde med mig. Spurgte måske bare om jeg ville have chokolade. Og en sukkermad. Og det fik jeg.”

Moderens dilemma bliver italesat i det følgende afsnit:

”Så vendte hun sig trods alt en enkelt gang og så lige på mig. Hun sagde at det værste der kunne overgå mig, det var da hvis hun begyndte at skændes med min far om mig.

Det ville være frygteligt for mig at være skyld i. Og hun håbede selvfølgelig nok at jeg kunne forstå det.”

For drengen bliver denne episode uforglemmelig og et traume for livet:

”Jeg forstod ikke meget mere end at jeg aldrig skulle regne med at hun ville hjælpe mig mod Ham.

Det blev en uforglemmelig stund. Den brændte sig ind i min tid. Som mit strålende aleneridt på solen. Som mit massakrerende møde med Fanden ……………… Og som dét lå nu også Hendes blide og grusomme svigt så langt ud over hvad jeg kunne tro det ville være muligt at forklare. Heller ikke rigtig føle den øjeblikkelige smerte kunne jeg. Jeg kunne bare se hvor ondt det gjorde Hende.”

Det er ret tydeligt her, hvem der har bukserne på i det hjem, og vel også et meget godt eksempel på, hvordan kønsrollerne typisk så ud på den tid.

Samtidig er det også i bogens univers et godt billede på, hvordan ægteskabet mellem de to forældre var. Et smertefuldt samliv, som forfatteren ikke er sen til at adressere til en enfoldig og hård far og ægtemand, der ikke forstår at værdsætte en kærlig og empatisk mor og kone, - og som samtidig vel inderst inde godt selv ved det.

9.

Det vil føre for vidt at lave en karakteristik af faren ud fra bogen, men måske kan følgende uddrag af forholdet mellem de to ægtefolk også være eksemplarisk for, hvordan faren var.

Uddraget relaterer til et længere afsnit i bogen, hvor fortælleren undrer sig over, hvorfor moren ikke tager med faren i kirke om søndagen. ”Bare engang imellem,” som han udtrykker det.

Da han som gymnasieelev forholder hende til kendsgerningen om den manglende kirkegang, siger hun til ham, at han nu er gammel nok til at høre sandheden, og at det er fordi:

”Jeg tror ikke på noget af det.”

Svaret falder sønnen for brystet, og ved nærmere eftertanke kommer han frem til, at den manglende tro i bund og grund må hænge sammen med, at manden/faren har ændret adfærd over for hende over tid, og er blevet en tyran. Her er nogle eksempler:

”…… og med det hele lagt sammen (kom jeg) nok til at forstå hvad der var så slemt. At han ikke længere var som han havde været, da hun kom til ham som hans husholderske. Og han ville have hende.

Nej, han var ikke længere kærlig over for hende. Alt, alt for sjældent. Han kunne ikke give sig. Han kunne ikke more sig sammen med hende eller ville ikke, undte hende det ikke. Som om hun skulle straffes………… Alt i alt for tit hørte han heller ikke efter hvad hun ville sige. Han begyndte selv på noget helt andet, eller han slog en ordentlig skid ……….”

”Over for andre kunne han godt lide at rose hende i høje toner………. Til gengæld skulle der helst heller ingen andre være til stede når han stillede sig klos op ad hende og skældte hidsigt ud over et eller andet der ikke var gået efter hans plan.”

”……, og sagde hun han skulle holde op, og det hændte virkelig hun sagde det………… - ja, så adlød han og så ud som om det kun var ham der var noget der var gået ud over…… Det kom som en klynk i hans blik. Han var igen blevet gjort til den stakkels usling ingen i huset brød sig om.”

”Det måtte være det. Hun havde set ham. At han ikke kunne leve som han selv ville og have andre til. Så kristeligt……………. Ja, det var nok bare det hun mente, når hun sagde at hun ikke længere troede på noget af det. Det var Ham og hans kirkegængeri hun ikke troede på.”

Igen godt set af en ung mand og også godt gennemskuet af en kone, som vælger klynkeriet, falskneriet og uærligheden fra og forbliver et autentisk menneske.

10.

Jeg vil forsøge at uddrage et par yderligere karakteristikker af den mor, som på en kærlig måde bliver beskrevet af sin hengivne søn - fordi jeg ikke kan slippe hende. Og så fordi der ikke findes en forfatter i Danmark, som bedre en Jens Smærup Sørensen formår at sætte ord på et følelsesliv, der får en streng til at dirre i os alle. Det er interessant!!

På et tidspunkt, da fortælleren kommer i puberteten, får han en depression. Han føler ikke, at han passer ind. Faren synes ikke, sønnen kan bruges til noget, der har med hans landbrug at gøre, og på realskolen i Nibe - som han er blevet flyttet til fra landsbyskolen i Staun, fordi degnen synes, han er så dygtig, at han skal have en realeksamen - taler han ”bondsk,” som det udtrykkes i bogen, og det giver ingen venner.

Så han er faldet mellem to stole.

Han får en mindreværdsfølelse, samtidig med ”at han også begynder at bliver kvabset,” som han selv udtrykker det.

Det er en meget svær situation, som fortælleren selv sætter følgende ord på:

”Min hjemløshed og ingenhed var gået mig i blodet. Jeg vidste ikke hvor og hvad jeg var eller hvem. Kun hvorfor.”

Sønnens livslede gør ondt på moren, som forsøger at hjælpe. Men hjælpen hjælper ikke, for som sønnen skriver:

”Nej, hun kunne slet ikke hjælpe og hvordan skulle hun også. Kunne ikke vide hvad jeg fejlede, og jeg kunne ikke forklare hende det, vidste det jo heller ikke selv, og hvad jeg alligevel vidste, ville jeg ikke sige noget om, aldrig et ord.”

Men som en kærlig mor tænker:

”Det var hende livet om at gøre at jeg skulle blive det (glad) igen.”

Så i sin naivitet fortæller hun sønnen om dengang hendes hjem brændte ned, fordi ”det måtte kunne trøste mig at tænke på at jeg ikke var den eneste der kunne have det svært.”

MEN: ”Min sans for eventyr og al anden ulykke end min egen var væk, min sjæl var blind og døv, og hun led ved resterne af mig.”

Derfor ”måtte hun da gribe til sine andre midler for at fiske mig ud af fortabelsen.”

Først griber hun til det, der i bogen bliver betegnet som ”affindelseslæren.” Den går ud på ”at alt i verden nu engang er som det er, og solen når den skinner, og regnen når den regner.”

Underforstået: Vi må tage tingene, som de kommer, for vi kan ikke gøre så meget ved dem. De er en del af livet!

Der er ingen tvivl om, at sønnen efterhånden rent intellektuelt har overhalet sin mor. Men han har alligevel respekt for hende:

”Så tapper hun virkelig var. Hun magtede at nå igennem al den snak om al den affinden sig med alting uden at komme til at græde…… Vi holdt os tørøjede. Hun havde for resten nok heller ikke mange tårer tilbage til andet end latter og rørelse, og min indkapsling gav ingen anledning til hverken det ene eller det andet.”

”Affindelsesmanøvren” fik altså ikke prikket hul på indkapslingen. Men moderen giver ikke op. Foråret må kunne hjælpe på humøret:

”Og vinteren gik, og foråret kom, og der kunne være gået tyve vintre, og hvis der indimellem stadig var en sommer, havde hun samlet nye kræfter til at ruske op i sin stakkels dreng…. Hun ville igen, en gang til og hundrede gange til, vove at tro på dets magt til at løse op for et forknyt sind og til – i det mindste et øjeblik – at lade en sansning af lys og liv trænge gennem til mit bundfrosne hjerte.

Se nu der, hørte du det? Vintergækker. Erantis. Liljer. Lærken. Og det lyserøde skær over den blanke fjord ved solnedgang, og kan du nu ikke også dag for dag mærke det bliver lunere i luften. Og stæren. Og tværs over himlen de hvæsende, snorklende gåsetræk. Møg og ajle over markerne. Bøgen. De jumpende og dejsende kalve og kvier sluppet ud på græs. Æbletræerne, se hvor de blomstrer, og kirsebærtræerne, hvor de dufter, og alle de små spurve, sikke travlt de har med at bygge rede, og hvor de synger og kvidrer og fløjter.

Hun blev ved…… Det skulle føles dejligt at være i live…….og så måtte det da også, og Gud hjælpe os, kunne ske for mig.”

Det er lige før, at ens eget lidt tunge vintersind får forårsvinger af den beskrivelse.

Men AK! Ikke sønnens. På trods af moderen kærlighed, altopofrelse og store anstrengelser forbliver hans sind forknyt.  - Der skal en fisker - som jeg også tidligere har nævnt - og en selvforståelse til, før tungsindet letter og livets gang på jorden igen bliver lettere.

11.

Som det var meget almindeligt på den tid - først i halvtredserne - fik fortælleren et fotografiapparat i konfirmationsgave. Andre har temmelig sikkert fået forlorne tænder eller måske et cigaretetui.

Den første rulle film i fortællerens fotografiapparat skulle gå med at fotografere ”gården og markerne, køerne, min skygge og udsigten og fjorden.”

Men det første billede på rullen skulle være ”af hende.”

Da han så får fremkaldt billederne hos fotohandleren i Nibe ”kunne han godt have frydet sig over dem alle (billederne) …… hvis ikke det havde været for den allerførste.”

Det viser sig nemlig, at det papirbillede, han får i hånden af hende, ikke på nogen måde matcher det billede, han har af hende i hovedet.

 Der står om det:

”Det lagde sig som en anderledes sort og altopslugende skygge over mig selv. Lyset havde brændt sig gennem den tørre aprilluft, som et øjebliksslik af solen der lige ville vise haven og os andre at alt hvad vi og den måtte drømme om af sommerskønt, ja det kan jeg, og så let som jeg skaber alt dette og jer, tilintetgøre. Der var ikke noget tilbage til nogen forestilling om den usleste blomst. Intet tilbage af det billede jeg bar i mit sind af Hende.

Hun stod der som en der aldrig nogen sinde igen kunne komme til at se godt ud. Et var selvfølgelig hendes havetøj, det havde heller ikke været for kønt da jeg så det alene med mine egne øjne. Men hendes skikkelse, så sammensunket, udslidt. Med mit klips var hun blevet tredive eller fyrre år ældre. Og hendes ansigt ældre endnu. Det var ligblegt. Jeg havde før set lig, med sådan en snerpende mund – hun var nu blevet langt mere bleg og skrumpen end min farmor og vores nabokone havde været da de lå der. Jeg prøvede at overbevise mig om at fototeknikken her havde afsløret sig selv og ikke hende. Den løj jo, det var så åbenlyst, jeg vidste hvordan hun så ud, hvordan hun var. Hun så godt ud, hun var rask og livlig og kernesund.”

”Billedet…….i dets gru…….havde jeg svært ved at få ud af hovedet, men det blev låst fast derinde……eller det gled ned i det og tog samtidig dets plads – det billede af et ældgammelt kvindeansigt jeg altid havde haft siddende i mig.”

Fantastisk fanget og beskrevet!! Og en meget bedrøvelig oplevelse, hvor en illusion brister, da den kolliderer med den barske virkelighed☹

PS. Sjovt eller alvorligt nok har jeg på et tidspunkt haft næsten den samme oplevelse med min egen mor!!

12.

Jeg har et indtryk af, at Jens Smærup Sørensen i sin bog forsøger ”at dele sol og vind lige.” Med det mener jeg, at han forsøger at veje de mørke fortællinger om sin mor op med nogle lyse om hende.

En sådan er følgende, som dog hviler på triste omstændigheder:

”Hun” bor i plantørboligen, da hun er hjemme i Thy engang under 2. verdenskrig, fordi hendes far ligger for døden og ”hvor det trækker ud med ham,” som der står i bogen.

Ved Vesterhavet tæt på plantørboligen boltrer engelske soldater sig, og hun oplever, at ”den sommer var som en lang fest,” som det bliver udtrykt i bogen.

Og på trods af, at faren ligger for døden, så må hun erkende, at ”de engelske soldater var bare lige ved at få en til at glemme selv så svær en sorg.”

I flokken af soldater ”var så alligevel en af dem mere stille af sig. Noget ældre end de andre. Ham havde hun særlig godt kunnet lide. De havde gået så mange skønne ture sammen. De havde snakket så godt sammen.”

Skildringen af en af de ture skal være punktummet her, fordi den både udtrykker sønnens kærlighed til sin mor, morens kærlighed til soldaten OG hendes kærlighed til den thylandske natur.

Og ud over det hele skinner fortællerens/sønnens glæde over, at moren også fik oplevet den lyse side af livet - som han under hende så uendeligt!

Det lyder:

”De forstod hinanden som havde de altid været sammen her ved havet og ligesom nu hvert eneste sekund i den sommerlige evighed, og bølgerne rislen og raslen over rallet af sand og grus og solen over marehalmen og vindens blide strøg om deres kinder og den blå, blå himmel over dem og stråleglansen i hinandens øjne.

Ja, alt forstod de i hver deres tanker og var et med hinanden i deres hjerter.”

Hvor er det smukt!! 

PS. Min egne mor kunne i dag - den 24. marts - være fyldt 109 år.

Så ovenstående er også tænkt som en kærlig tanke og en forårsbuket til hende.