Vores frontallap er under skærmangreb
- Ivan klarskov Nielsen
- for 15 timer siden
- 12 min læsning
Denne gang vil jeg - i stedet for temacitater - starte med tre Cliffhangers:
I dag har et barn på syv år allerede mødt flere stimuli end et helt liv rummede for blot én generation siden.
Grunden er, at tre sekunder pludselig er blevet den nye måleenhed for opmærksomhed.
Facebook er et tydeligt eksempel på ovenstående: Hvis et opslag ikke griber os med det samme, scroller vi videre inden for 3 sekunder, og ”gammel” information forsvinder i strømmen af det næste.
Jeg vil lade ovenstående stå et langt øjeblik, og skynde mig videre😊
Jeg har stor respekt for, hvordan min datter og svigersøn tackler deres to børn – mine to dejlige børnebørn😊
Jeg synes, de har en god kontakt til dem, og at de er gode til at anerkende dem.
De er også gode til at lave spændende ting sammen med dem, og så forsøger de - og lykkes ofte med - at sætte grænser for dem😉
Der er ingen tvivl om, at drengene føler sig elskede!
Min datter og svigersøns opgave er jo egentlig ikke stort anderledes end ”vores” var. Opdragelse har til alle tider indeholdt samme opgave og har haft samme funktion.
Hvis jeg spørger AI, så siger den følgende om opdragelse:
”Opdragelse er processen, hvor voksne (typisk forældre) hjælper et barn med at udvikle sin personlighed, sociale kompetencer og forståelse for samfundets normer, værdier, kultur og adfærd, både bevidst gennem vejledning og ubevidst gennem rollemodel-effekt. Det handler om at give børn tryghed, rammer og redskaber til at navigere i verden, lære at omgås andre og forstå egne følelser, hvilket kan ske gennem mange forskellige stile (autoritær, demokratisk, laissez faire).”
Normer er under forandring
I den kontekst er der vigtigt at forstå, at ”samfundets normer, værdier, kultur og adfærd,” ændrer sig over tid. Specielt ”samfundets normer” er i evig forandring. Eller til evig diskussion.
Jeg har mange gange mødt jævnaldrende bedsteforældre, som har rystet lidt på hovedet ad deres egne børn, når de har omtalt børnenes måde at opdrage deres børnebørn på.
Men så har de skyndt sig at tilføje: ”Men vi skal jo ikke blande os!”
Her vil jeg godt høste lidt billige point, for jeg har tit - i de situationer - tænkt, at ”vi” godt kunne have lært noget af den nye generations måde at opdrage børn på. Min fornemmelse og erfaring er nemlig, at dagens forældre i en anden grad end tidligere, har en holdning til opdragelse.
Og refleksion har aldrig skadet nogen eller noget. Tvært imod!!
Vore børn er firstmovers
Der er dog ’en opgave, som dagens forældre er firstmovers på, og som ”vi gamle” kun perifert har haft berøring med.
Opgaven lyder: ”Hvor meget skærmtid?”
Den gang vi andre havde små børn bestod ovenstående spørgsmål i at tage stilling til, hvor meget ”Bamse og Kylling” eller ”Postmand Per,” de måtte se - og måske også: ”Hvor mange gange?”
De ”to store” var så også i konkurrence med, hvad der ellers blev sendt af Flow tv på den ene skærm, der var i huset.
Med de ”to små” blev det en anelse mere kompliceret, fordi der kom flere skærme i huset.
Men det var stadig i den størrelsesorden, at der skulle tages stilling til, hvilke videobånd, der skulle puttes i afspilleren, og hvor længe, den måtte køre.
Jeg har aldrig oplevet skærmtid, som et problem!!
MEN det er den i dag!!
Og her er det vigtigt at lægge mærke til ovenstående fremmedord: Firstmovers.
For der er ingen tvivl om, at vore børn og børnebørn er med i et meget udfordrende og farligt eksperiment, som de umiddelbart står meget alene med.
Et eksperiment, som det er ekstremt vigtigt, at samfundet tager et ansvar for og får lavet regler på. For ellers kan det få den konsekvens, at en hel generation af børn får en forvrænget virkelighedsopfattelse og dermed kan blive det led, som får kæden til at hoppe af i den kontinuitet, som ”slægters gang” bør være!
Samvær by proxy
Den kæde, der i min optik bliver slap, er evnen til at omgås andre.
Hvis jeg igen tyr til AI, så definerer den "Social omgang" på følgende måde:
””Social omgang” betyder interaktion, samvær og kommunikation med andre mennesker i hverdagen, som fx på arbejdet, i familien eller i fritiden, og dækker over de uskrevne regler, normer og forventninger, der er forbundet med at være sammen på en god måde, ofte med fokus på gensidig forståelse og indlevelse.”
Det er simpelt hen spot on på, hvad der er på spil. For med det omfang, som skærmbrug har invaderet mennesker generelt og specielt børn og unge med i dag, bliver evnen til ”at lære de uskrevne regler, normer og forventninger, der er forbundet med at være sammen på en god måde” udhulet, fordi den fysiske kontakt med andre er blevet erstattet af en verden, hvor kontakten foregår over internettet og på en skærm.
Og fornemmelse for et godt fysisk samvær med andre kan kun erhverves gennem, ja, fysisk samvær og nærvær.
Du kan være nok så god med en fodbold alene hjemme på græsplænen, men det er først, når du spiller med andre, du finder ud af, om du kan spille fodbold!!
Jeg indrømmer, at det er en dyster forudsigelse, men jo mere jeg sætter mig ind i tingene, jo mere foruroliget bliver jeg, og jo mere sikker bliver jeg på, at det kan blive en konsekvens.
Klare regler om skærmtid
Inden jeg går ned i materien og ser på beviserne for ovenstående, vil jeg godt rose min datter og svigersøn for deres håndtering af issuet omkring skærmtid i forhold til deres drenge.
De har helt klare regler for, hvornår, hvad og hvor meget deres drenge må sidde ved en skærm. Og de er helt enige om det og meget konsekvente.
Et par gange har jeg da tænkt, når den afmålte tid var gået:
”Åh nej, nu var der lige sådan en dejlig ro og vi snakkede så godt, så hvorfor kunne de (mine børnebørn) ikke have fået lov at sidde lidt længere med den computer?”
Men NEJ.
Al forskning viser, at ”skærmspøgelset” skal håndteres håndfast med regler, konsekvens og andre aktiviteter. Og så er det vigtigt, at der er enighed mellem forældrene om, hvad der skal til.
Og dertil kommer jo så lige, at forældre, der har gode regler hjemme, er på herrens mark, hvis ikke reglerne bliver fulgt op af de samme i skole og fritidsinstitutioner og lige så vigtigt i venners hjem.
Digitale indfødte vs genbrugsguld
Lad mig forsøge at argumentere for ovenstående vel vidende, at området er meget komplekst og dokumenteret med videnskabelige fakta, som godt kan gå lidt hen over hoved på menigmand.
Heldigvis kan jeg få god hjælp af skærmen😉
Jeg er også meget bevidst om, at jeg IKKE er digital indfødt, og at jeg bevæger mig ind på et på et område, som kun berører digitalt indfødte. Derfor vil der være nogle ting, som jeg har svært ved at forstå kan være et problem.
En digital indfødt er en person, som er født fra midt-90’erne og frem. De bliver betegnet som Generation Z. De er vokset op i en verden med internet, smartphones og computere som en del af deres hverdag, og betragter derfor teknologi som en naturlig del af deres ”modersmål.”
Så jeg tænker, at jeg er ude i samme ærinde, som hvis jeg skulle prøve at forstå og sætte mig ind i kvinders overgangsalder😊 Et område, hvorpå jeg hurtigt - på grund af uvidenhed - vil komme til den helt urimelige konklusion: ”Så tag jer dog sammen!”
Jeg må forsøge at tage mig sammen!
Carl "the man"
Det første sandhedsvidne, jeg vil bringe på banen, er en amerikansk læge, som bare i kraft af sine titler må give pondus til området.
Han hedder Carl Marci og kan - udover lægetitlen - bryste sig af også at være både forsker, iværksætter og forfatter.
Han er forfatter til bogen: ”Rewired: Protecting Your Brain in the Digital Age.”
Han er chefpsykiater og administrerende direktør for mental sundhed og neurovidenskab hos OM1, en sundhedsdatavirksomhed, og han rådgiver flere virksomheder i den tidlige fase med fokus på stofmisbrug og behandling af resistent depression.
Dr. Marci er uddannet fra Columbia University, Oxford University og Harvard Medical School.
Det CV kan vel kun indikere en vis troværdighed!
Det Carl Marci har fokus på er neurovidenskabelig forskning, som er studiet af nervesystemets struktur, funktion, udvikling og sygdomme. Et af hans kerneområder har været at blive klogere på, hvordan smartphones påvirker vores ”præfrontale cortex.”
”Præfrontale cortex” er den forreste del af hjernens pandelap og benævnes på dansk for frontallappen. Den fungerer som hjernens "direktør" eller kontrolcenter. Den er ansvarlig for højere intellektuelle funktioner, såsom planlægning, personlighed, social adfærd, impulskontrol og følelsesregulering. Området er centralt for at tænke fremad og håndtere komplekse opgaver.
Smartphones påvirker humøret
Her er vi altså inde at røre ved noget meget fundamentalt i et menneskes livsevne. Altså evnen til at fungere sammen med andre på en hensigtsmæssig måde. En evne, der er blevet finslebet gennem mange generationer og som nu altså er truet af en teknologisk udvikling, vi ikke kan styre.
Her er et par konklusioner fra Marcis' bog baseret på meget valide data:
- Når vi bruger meget tid med smartphones og medier, underminerer det vores evne til at regulere vores humør.
- Det sociale pres for at kommunikere konstant gennem flere apps lægger et umuligt pres på de unges frontallap (præfrontale cortex,) som stadig er under udvikling.
- Det er bedre at prioritere stærke sociale bånd offline frem for svage sociale bånd online.
Carl Marcis bog forklarer, hvad det er, vi er oppe imod. Den fortæller, hvad der sker i vores hjerne ved overdreven brug af digitale medie, og hvorfor det er absolut nødvendigt at råbe vagt i gevær, før vi får en generation af unge, der vil få besvær med deres livsduelighed.
100 milliarder neuroner
For at få en forståelse af, hvad det er, der bliver ødelagt i hjernen ved overdreven brug af en skærm, forklarer Carl Marci i sin bog først, hvordan en normal hjerne er skruet sammen og fungerer:
Carl Marci skriver, at den menneskelige hjerne består af 80-100 milliarder neuroner, som hver især skaber 10-20.000 forbindelser.
Det er en af de mest komplekse enheder i det kendte univers, og vi har alle en, skriver han.
Derefter understreger han, at vore hjerner er meget sårbare, især tidligt i livet. Han skriver:
”Neuroforskere vurderer, at menneskehjernen ved fødslen er unik blandt pattedyr, idet den kun er 10 % udviklet. Det betyder, at 90 % af hjernens udvikling sker uden for livmoderen. Som følge heraf har nyfødte, små børn og selv teenagere brug for kontinuerlig opmærksomhed fra voksne omsorgspersoner, mens deres hjerner vokser til fuld modenhed engang i det tredje årti!”
Denne stærke higen efter opmærksomhed fra omsorgspersoner er også - ifølge Marci - inkorporeret i vores hjerner fra fødslen:
”Vores hjerner er udstyret med et netværk af neuroner, som tvinger os til at danne stærke sociale bånd. Vi knytter os tidligt til omsorgspersoner, som påvirker vores fremtidige forhold. Vi får venner, som påvirker, hvad vi ser, tager på og køber. Vi arbejder i grupper, som opbygger samfund og fantastiske teknologier. Vi holder kontakten med mennesker, vi elsker, det meste af vores liv.”
Frontallappen styrer
Hjernens omdrejningspunkt for at kunne skabe en harmonisk sociale kontekst er føromtalte frontallap. Carl Marci beskriver den således:
”Et nøgleområde i vores unikke hjerner, som er nødvendigt for sociale forbindelser, er den præfrontale cortex (frontallappen.) Den præfrontale cortex sidder bag vores pande og øjenhuler og er den mest udviklede og sammenkoblede del af den menneskelige hjerne. Dens hovedformål er at koordinere forskellige centre i hjernen i en kompliceret dans af bevidst og ubevidst bearbejdning.
Frontallappen er i en privilegeret position, fordi den hjælper os med at fortolke og regulere vores følelser og holde vores belønningssystem i skak.”
Her er der vist brug for en tegning, som viser ovenstående:
Ifølge lægen og forskeren, så er en sund ”præfrontal cortex” betingelsen for et rigt liv:
”En sund præfrontal cortex har brug for mere end to årtier til at modnes og udgør forskellen mellem impuls og indsigt - og er vores bedste forsvar mod psykisk sygdom. Den ligger til grund for vores evne til at fokusere, lære nye færdigheder og filtrere unødvendig information fra. Den hjælper os med at visualisere vores fremtid og fortolke vores fortid og giver anledning til prosociale færdigheder som empati og selvopofrelse. En sund præfrontal cortex er nøglen til at danne stærke sociale bånd og til succes i skolen og på arbejdet. Og den er under belejring i den digitale tidsalder.”
Digitale medier udvikler ADHD
Hvor slemt står det så til? Hvor udfordret er vores frontallap i ”kampen” mellem en normal og naturlig udvikling og en udvikling, hvor skærmen bliver en surrogatopdrager, der underminerer det naturlige?
Vi er megameget udfordret!!
Der er så mange undersøgelser, der viser, hvor eksplosive brug af sociale medier har været og er, at der skulle eksplosiv mange sider til at dække dem.
Så her bliver det et lille udpluk af de vigtigste konklusioner, og - set fra min stol - også af de mest tankevækkende:
1. Den 10. december 2025 udkom der en opsigtsvækkende undersøgelse fra American Academy of Pediatrics, som er den største professionelle sammenslutning af børnelæger i USA. Deres slogan er “Dedicated To The Health Of All Children”.
Den 16. januar i år blev den fulgt op af en artikel om undersøgelsen på deres hjemmeside og kan downloades her:
Hovedpointerne i undersøgelsen er følgende:
Forskerne fulgte børn over flere år og fandt et tydeligt mønster:
Jo mere tid børn bruger på digitale medier – særligt sociale medier – desto flere
opmærksomheds- og ADHD-lignende symptomer så man udvikle sig over tid.
Det interessante her er, at forskerne tog højde for både genetik og sociale forhold. Alligevel stod effekten tilbage. Det digitale miljø påvirker børns adfærd og opmærksomhed på måder, vi ikke længere kan affeje som tilfældigheder.
Fra ”Den årlige rapport om udviklingen i danskernes medievaner” fra 2025, som er lavet af DR, kan man læse følgende:
Næsten alle børn under 16 år spiller i dag digitale spil hver uge og halvdelen af dem spiller dagligt.
Allerede blandt tumlingerne på 1-3 år spiller to ud af tre digitale spil hver uge. De mindste spiller én eller to dage om ugen i op til en halv time.
Hver fjerde af de 4-5-årige spiller dagligt, og når børnene når skolealderen, er det næsten halvdelen af de 6-8-årige, der spiller dagligt.
Over halvdelen af drengene spiller hver dag, og hver fjerde spiller i halvanden til to timer.
Pigerne spiller mindre – en eller to dage om ugen i en halv til en hel time.
For de 9-11-årige er det 71 %, der spiller digitale spil hver dag.
Næsten otte ud af ti drenge spiller hver dag, mens kun seks ud af ti piger spiller dagligt.
Det sociale aspekt tiltager med alderen:
De 6-8-årige spiller meget med venner, klassekammerater og søskende.
Fra ni års-alderen er det 9 ud af 10 børn, der spiller med venner, der ikke er fysisk til stede. Her taler 2 ud af 3 med deres spillefæller via chat eller lyd inde i spillet eller parallelt over Messenger eller Face Time, mens de ældre børn hælder mere til Discord.
Hver tredje dreng mellem 9 og 15 år spiller online med Avatars, hvis alter ego de aldrig har mødt.
7 ud af 10 drenge mellem 12 og 15 år spiller digitale spil dagligt.
3 ud af 4 drenge mellem 12 og 15 år spiller hardcore-gamer spil hver uge. Hver anden spiller dagligt, og blandt de daglige gamere, er det halvdelen, som spiller mere end 14 timer om ugen.
Danskerne brugte i 2023 over syv timer på medier dagligt.
Når vi bruger så meget tid med vores smartphones på at forbruge medier, begynder vi at bruge medier som en humør- og følelsesregulator. Når vi er afhængige af en ekstern kilde til at hjælpe os med at ændre vores humør og følelser, mister vi evnen til at bruge social interaktion og interne reguleringsmekanismer. Vi tolererer heller ikke længere kedsomhed, og vi mister vores evne til at håndtere negative følelser, fordi vi ikke behøver det - stimulering og belønning er kun en armslængde væk.
Rapporten konkluderer følgende:
”Ovenstående forstyrrer tilknytningen til familien og svækker forholdet til vennerne………. Resultatet bliver, at vi bliver mere distraherede, splittede og deprimerede som samfund.”
En lille tabel illustrerer meget godt, hvad vi er oppe imod:
Som et resultat af ovenstående eller af tilsvarende undersøgelser tog Australien den 10. december 2025 et historisk skridt. Landet indførte nemlig - som det første i verden - et nationalt forbud mod sociale medier for unge under16.
Herunder er der et link om det fra Reuters Bureau:
Sådan så overskriften ud:
Australia begins enforcing world-first teen social media ban
By Byron Kaye and Renju Jose
December 10, 2025
Australiens historiske skridt er et markant signal om, at vi ikke længere vil eller kan overlade reguleringen af børns mentale udvikling til Tech-platformenes forretningsmodeller. Og ser vi tilbage på de sidste års forskning og kliniske erfaring – som jeg har forsøgt at dokumentere i mit opslag - er der én ting, der går igen:
Ingen forælder kan bære dette ansvar alene. Det er for stort. For komplekst. Og de digitale kræfter, der former børns adfærd, er for stærke til, at det kan løses hjemme ved spisebordet. Derfor rejser Australiens beslutning et vigtigt spørgsmål til os alle herhjemme:
Når vi nu ved, at tidlig og intens mediepåvirkning ændrer børns opmærksomhed, impulskontrol og trivsel – hvorfor venter vi så på, at EU skal gøre noget? Hvorfor accepterer vi en digital barndom, som ingen andre aktører i et barns liv ville kunne tillade? Hvad er et realistisk, dansk svar på den udfordring, forskningen nu peger så tydeligt på? Skal vi have indført aldersgrænser? Skrappere skolepolitikker? Offentligt støttede indsatser, der hjælper forældre, som faktisk vil gøre det rigtige, men står alene med opgaven? Eller noget helt fjerde?
Hvis vi ønsker børn, der kan koncentrere sig, knytte relationer og navigere i livet med mentale ressourcer – så kræver det, at vi voksne begynder at stå mere fast. At vi ALLE tør tage stilling og sætte de nødvendige grænser!!!!
SÆT I GANG!!
Kommentarer