Åndelig oprustning
- Ivan klarskov Nielsen
- for 5 dage siden
- 9 min læsning
TEMA-citater:
"Det er det allermest centrale i den åndelige oprustning: Vi skal kende vores historie. Vi skal tale om vores værdier." (Ida Auken (S)
”Folkeskolen bør være en indre forsvarslinje i en tid med krig og krise.” (Mathias Tesfaye (S))
"Ånd er indbegrebet af kærlighed til Gud og næsten.” Provst Birgitte Kvist Poulsen, sagt Nytårsaften i en prædiken fra Holmens Kirke)
”Ånd skal ikke oprustes, men skal leves.” (Samme som ovenstående)
"Gud har vigepligt for demokratiet." (Sagt af Statsminister Mette Frederiksen i hendes nytårstale)
”Måske er det i virkeligheden mere frugtbar at tale om "at aktivere fællesskabets demokratiske styrke."" (Jesper Gramkow, forstander på Oure Højskole)
"Ånden er livet i livet." (Grundtvig)
"Ånd er i mennesket, hvad pengene er i verden." (Grundtvig)
Godt nytår 😊
Jeg hørte og så nytårsgudstjenesten fra Holmens kirke i TV kort efter, at 2025 var blevet til 2026. I konkurrence med festfyrværkeriet over Thisteds tage holdt provst Birgitte Kvist Poulsen årets første prædiken.
Både lidt utidigt, men også meget passende kom jeg til at tænke følgende: ”Vorherre bevares.” - Er det godt nok kommet dertil, at jeg - på en nytårsaften - hvor der så mange gange tidligere er blevet festet igennem, nu sidder og mimrer foran skærmen og ser en gudstjeneste? Jeg måtte sågar tage mig selv i ikke at rejse mig, da evangeliet blev læst højt.
JA, det er kommet dertil! En formildende omstændighed kunne være, at Smadremanden, Bager Jørgen og Cirkus Nemos direktør - i en og samme person - Søren Østergaard og hans hustru, Lisbeth Lundquist, var blandt gæsterne i kirken.
Prædiken med højt Lixtal
Men det var nu meget hyggeligt og opbyggeligt, og når så samtidig vores smukke nytårssangskat bliver fremført af smukke stemmer - Holmens Vokalensemble – ja, så kan man da godt sidde og blive helt rørt på spirerne af det nye år.
Den eneste lille mislyd i den ellers perfekt gennemførte gudstjeneste var prædikens sværhedsgrad. Det var garanteret en meget velkomponeret og gennemarbejdet prædiken, men med et sprog som vil gå hen over hovedet på de fleste.
Fx lød det fra prædikestolen: ” I klassisk åndsvidenskab knytter traditionen ånd til refleksion, selvkritik og analytisk rationalitet. I kristen religiøs tradition er ånd et relationelt begreb – som både henviser til den enkeltes forhold til Gud - og til forholdet mellem mennesker.”
Faktisk, så har jeg beregnet Lixtallet i teksten til at være på 49, hvilket indikerer ”Svær tekst.”
Jeg har efterfølgende skrevet en del af prædiken ned, men jeg har stadig ikke - på trods af mange gennemlæsninger - helt gennemskuet ovenstående.
Der er lang vej fra en akademisk dansk prædiken og til Jesu' prædikener for folk i Galilæa og Judæa for 2000 år siden, hvor Jesus ved hjælp af lignelser - der er korte fortællinger bygget op om kendte situationer fra tilhørernes hverdag - fik illustreret en moralsk eller åndelig sandhed.
Eksemplerne kunne være "Den barmhjertige samaritaner" eller "Den fortabte søn.”
Forståelige fortællinger, der skulle åbne lytterens øjne og hjerte for en dybere mening med næstekærlighed, tilgivelse og Guds ubetingede kærlighed.
Mød folk, hvor de er!
Det er jo egentlig ganske simpelt: Mød folk, hvor de er, hvis du vil dem noget!
Der er måske den forskel, at Jesu var fuldstændig uprætentiøs i sin forkyndelse, mens præsten på prædikestolen - ud over forkyndelsen - også godt lige ville fremstå dygtig. Vise, hvad hun kunne?
Undskyld provst!!
Umiddelbart kan man da godt tænke, at det var grunden til, at kirken kun var halvfyldt den nytårsaften. For hvis folk ikke forstår, hvad der bliver sagt, så er motivationen for at dukke op nok ikke særlig stor.
Der kan selvfølgelig også være andre grunde til de mange tomme pladser!
PS. Der står i Matthæusevangeliet kap. 14, at der var 5.000 mænd plus kvinder og børn omkring Jesus, da han bespiste mængden med fem brød og to fisk, og at flere af hans prædikener havde "1000-vis" af tilhørere.
Men der VAR væsentlige pointer i provstens prædiken. Specielt ’en pointe gjorde den interessant for dette opslag. Nemlig begrebet ”Åndelig oprustning.”
Et begreb, som i løbet af 2025 dukkede op i flere politiske taler fra centrale politikere, og som i forbindelse med nytårsgudstjenesten altså bliver sat ind i en religiøs betydning.
Og lad det være sagt med det samme, så er politikernes verdslige brug af begrebet ifølge provst Birgitte Kvist Poulsen lige så langt fra den kristne forståelse, som Donald Trump er fra at have forstået, hvad anstændighed er.
Folkeskolen skal ind i forsvarskampen
Lad mig lige nævne et par eksempler på, hvor begrebet “Åndelig oprustning” er blevet brugt i politiske sammenhænge i 2025:
Det blev første gang brugt af børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i et interview med Weekendavisen i januar 2025. Anslaget var følgende:
”Det er fint med militær oprustning, men hvis ikke der er en tilsvarende åndelig oprustning, så sikrer vi ikke Danmarks, Vestens og Europas suverænitet og sikkerhed. Det begynder i skolen.”
Senere lyder det: ”Folkeskolen bør være en indre forsvarslinje i en tid med krig og krise.”
Statsminister Mette Frederiksen (S) brugte begrebet i sin grundlovstale den 5 juni på Rødding Højskole, hvor hun adresserede truslen fra Rusland, og sagde ”at danskerne bør være mere kritiske hvad angår sociale medier og i stedet læse flere bøger og nyheder.”
Senere i talen lød det:
”Derfor opruster vi. For at undgå krig. Og for at vi kan give den fred og den frihed, vi selv sætter så højt, videre til næste generation.
Men i dag, på Grundlovsdag i Danmark, vil jeg også sige til jer, at militær oprustning gør det ikke alene. Vi har også brug for at opruste åndeligt. Styrke vores demokrati. Vores modstandskraft som mennesker og samfund.”
Ida Auken (S) er i samme båd, og har i forbindelse med sit nye Demokratiordførerskab skrevet, at hun vil stå i spidsen for ”en åndelig oprustning.”
Det gør hun i et opslag på Facebook fra den 10. september sidste år. Hun skriver mere præcist:
“Vi skal have styrket det danske demokrati. Det er det allermest centrale i den åndelige oprustning. Vi skal kende vores historie. Vi skal tale om vores værdier.”
Det skal - for objektivitetens skyld - nævnes, at også andre en S-politikere har brugt udtrykket i offentligheden. Fx har Inger Støjberg (DD) flere gange brugt udtrykket i taler for at argumentere for en styrkelse af danske værdier og kultur over for indvandring.
Provsten går til angreb
Provsten i Holmens Kirke gik Nytårsnat ”til angreb” på hele det politiske parnas i hendes definition af begrebet ”Åndelig oprustning,” rustet til tænderne med biblen.
Fra prædikestolen lød det:
”Et år er gået. Derfor er det næsten også et år siden vi første gang hørte politikere tale om åndelig oprustning. Men hvad menes der egentlig? Ingen har for alvor givet en definition af begrebet. Men går man de mange udtalelser efter i sømmene er det tydeligt, at der hverken er tale om relationer eller reel samhørighed…………….. I kristen religiøs tradition er ånd et relationelt begreb – som både henviser til den enkeltes forhold til Gud - og til forholdet mellem mennesker. Med andre ord: Ånd er indbegrebet af kærlighed til Gud og næsten.”
Som jeg ser det, så er Kvist Poulsens indvending mod politikernes brug af ordet ”Ånd,” at de ikke tænker den åndelige oprustning ind, som noget, der skal vokse frem mellem mennesker, men mere som noget, vi kan ”hælde på” den enkelte - eller måske nærmere bestemt nogle bestemte andre.
I kristen forstand er ånd det at have kontakt, at få forbindelse og at indgå i en sammenhæng MED sine medmennesker i kærlighed til både næsten og Gud.
”Ånd skal ikke oprustes, men skal leves,” som Birgitte Kvist Poulsen siger et sted i sin tale.
"Gud har vigepligt"
Senere i prædiken skærpede prædikanten tonen, da hun definerer den politiske brug af begrebet ”åndelig oprustning” som en anledning til ”at skille os fra dem.” Hun sagde:
”Den politiske tale om åndelig oprustning drejer sig imidlertid hverken om næstekærlighed eller Gud. Den drejer sig nemlig om, og jeg citerer: ”Noget dybt inden i os,” om ”demokratisk sindelag,” om ”oplysningstidens sejr over myterne.” Lægges dertil et andet afgørende citat, nemlig ”at Gud har vigepligt for demokratiet,” så ser man den bredside, der rettes mod mange af vore medmennesker. Og så er vi langt fra nytårsnat og livets fælles bøn, fra fadervors: ”Forlad os vores skyld, som også vi forlader vore skyldnere.”
For øvrigt, så indgik netop ytringen: ”at Gud har vigepligt for demokratiet” i statsminister Mette Frederiksens nytårstale samme – eller foregående - aften.
Hvis provsten - med foranstående - skærpede tonen, så går hun vel nærmest op i falcet i fortsættelsen:
”Kærlighed til Gud og næsten, selv åndsbegrebets relationelle kerne, kan aldrig ligestilles med den kærlighed, som kun elsker sit eget. Dem, der ligner og har samme værdier, synspunkter og holdninger, som en selv. Tværtimod, for næstekærlighed er radikal og gælder ethvert menneske. Om det så er den ene eller anden, der krydser din vej. Han eller hun er din næste.”
Så måske kan man sige, at i kristen forstand kan den ”åndelige oprustning” kun opnås med guleroden (kærligheden) og uden brug af pisken. I den politiske forståelse skal pisken også tages i brug. Og i den kristne forståelse af ordet ånd, har racisme ingen plads.
Grundtvig: "Ånden er Guds livskraft"
Provsten sætter selv - i min optik - sin nytårsprædikens budskab på følgende formel med følgende ord:
”Det er svært at undgå tanken, at den politiske tales formål er ren og skær ideologi, for det er nærmest umuligt at få øje på hjerternes samhørighed, på relationerne, der binder os sammen. Pointen er, at den (åndelige oprustning) bliver til mellem mennesker, mellem Gud og mennesker igen og igen. Ånd kan aldrig oprustes, den skal leves og derved blive stærkere.”
Jeg kan godt synes, det er underligt, at den politiske top - eller en del af den - opfinder et begreb, som i sit udgangspunkt måske nok klinger både stærkt og positivt, men som ved nærmere eftersyn og eftertanke bliver både tvetydigt og selvmodsigende.
Jeg tror, der er en analogi mellem det slogan, Nørregades Bolsjer havde for år tilbage og som lød: ”Nørregades bolsjer gør dig glad i munden” og til begrebet "åndelig oprustning," som både klinger potent, og som ligger godt i munden.
Der bliver ”budt rundt og taget imod” - uden spørgsmål.
MEN der er en bitter eftersmag, som får mig til at tænke på lektor Blommes maltbolsjer fra romanen "Det forsømte forår."
Det er sammensætningen, der er problemet.
Ser vi nærmere på ordet ånd, så er det mangesidigt og rummer mange perspektiver.
I den mest konkrete forstand er ånd selve livets rytme. Det refererer til en livgivende kraft, et guddommeligt pust, eller helt essentielt det, der adskiller det levende fra det døde.
I andre betydninger peger det på sjælen og tanken eller det, der binder mennesker sammen i fællesskaber. Det kan være i kultur, tidsånd eller tro.
Ordet bærer altså på både noget dybt personligt og på noget alment samfundsmæssigt. Netop derfor er det på samme tid både enormt stærkt og utroligt skrøbeligt.
Grundtvig ramte ovenstående lige i r....., da han sagde, at "Ånden er livet i livet."
Og set i det perspektiv, så burde begrebet "Ånd" være hævet over at skulle bruges i et smart politisk slogan.
Helt galt går det, når så ordet ånd bliver koblet sammen med ordet oprustning. For i den konstellation bliver tvetydigheden og selvmodsigelsen mindst fordoblet.
Det gør det, fordi vi forbinder oprustning med militær magt, våbenkapløb og konfrontation. Ordet er i sin kerne ofte konfliktorienteret.
Så i kombinationen ”åndelig oprustning” opstår der derfor en spænding og et spørgsmål:
Taler vi om at styrke menneskers indre liv, fællesskabsånd og dannelse? Eller er der tale om en mobilisering, hvor ånd gøres til et våben i en kamp mellem ”os” og ”dem”?
Og så er vi jo tilbage ved prædiken fra nytårsaften.
Skal udtrykket opløse eller samle?
I udtrykket "Åndelig oprustning" ligger der altså et stort potentiale for en konflikt indbygget. Nogle vil se det som en opfordring til en religiøs eller national samling, hvor rammerne for, hvad der er acceptabel og ikke-acceptabel som samfundsnorm, bliver indsnævret, mens andre vil opfatte det som et mantra ("et redskab for tanken"), der dækker over begreber som kreativitet, fri tanke og åndsfrihed.
Begge tolkninger er legitime, men de peger i vidt forskellige retninger, og derfor risikerer åndelig oprustning at blive en god hensigt, der opløser i stedet for at samle.
I stedet for at være et positivt udgangspunkt, får den et skær af at ville opdele befolkningen i et A- og et B-hold, hvor A-holdet skal oplære B-holdet, så de kan blive oprustet til at passe ind.
"Fælleskabets demokratiske styrke"
Jasper Gramkow Mortensen, forstander på Oure Idrætshøjskole, havde i oktober 2025 en klumme i Fora Magasinet, som er et medlemsblad for oplysningsforbundet FORA.
Temaet for magasinet i oktober var netop begrebet ”Åndelig oprustning.”
Gramkow har i sin klumme et bud på, hvordan føromtalte politikere kunne være blevet mere tydelige i deres kommunikation og have ”ramt hovedet på sømmet,” ved at bruge en anden formulering end det tvetydige begreb ”Åndelig oprustning.”
Han taler om ”fællesskabets demokratiske styrke.” Han skriver:
”Måske er det i virkeligheden mere frugtbar at tale om at aktivere fællesskabets demokratiske styrke. Det handler om det håndgribelige og menneskelige: at dele erfaringer, bygge videre på traditioner som højskoletanken, foreninger og folkeoplysning – og finde styrke i forskellighed frem for ensretning.
Det mener jeg, er vores styrke. Her kan vi med fordel altid blive stærkere, og lige nu skal vi ganske rigtigt mindes om, at det er rygraden i vores historiske selvforståelse, og at netop det sammenhold er vores bedste forsvar.”
Så vi skal altså minde os selv om, at "fællesskabets demokratiske styrke," er vores rygrad, og i den forståelse og med afsæt i vores folkehøjskoletradition - som er verdens ældste - skal vi værne om værdien i at være inkluderende i stedet for at være ekskluderende!!!
Lad mig slutte med Grundtvigs måske mest slagkraftige udsagn om, hvad ånd er:
"Ånd er i mennesket, hvad pengene er i verden."
Kommentarer