Forleden aften snakkede jeg med min store datter i telefonen. Den geografiske afstand mellem os gør, at det oftest er den måde, vi må kommunikere på. Desværre:(
Men den aften blev afstandens redegørelse for dagligdagens gøremål erstattet af en navlestreng og en fornemmelse af ”blodets bånd”.
Min datter kunne nemlig fortælle, at jeg skal være morfar - IGEN.
SÅDAN.
Hun, eller de - for min svigersøn er i allerhøjeste grad 50 procent af det forhold - havde netop samme dag været til scanning, og de kunne sende mig en lydfil med den skønneste lyd: Den hamrende hurtige, herlige hjertelyd fra et barn i sin mors mave. Et lille foster, som med sin hjertelyd giver både glæde og håb i en tid, hvor der nok kan være brug for det.
Og med hensyn til børn, så siger følgende engelske ordsprog vel meget godt, hvad de gør ved os:
Children: It’s to decide forever to have you heart walking around outside your body.
En anden glædelig begivenhed i min familie i år falder sammen med Danmarks Befrielse. Min storebror bliver nemlig 80 år den 5. maj. Han blev således fire år den dag frihedsbudskabet blev effektueret og tyskerne måtte ”luske” tilbage sydpå.
Hvor meget festivitas det udløser, er svært at sige i disse tider. Men under alle omstændigheder, så har min bror og hans kone aldrig forpasset muligheden for en god fest.
Tre milliarder hjerteslag
Mellem disse to livsbegivenheder er der cirka tre milliarder hjerteslag.
Regnestykket ser sådan ud: 4.800 hjerteslag i timen, 115.200 hjerteslag dagligt, 42.048.000 hjerteslag årligt, og når du runder de 80 år, har dit hjerte altså banket cirka 3 milliarder gange for dig.
Dagligt slår danske hjerter tilsammen omkring 670 milliarder slag.
Ifølge den norske professor emeritus John Kjekshus, så tyder alt på, at vi alle får tildelt cirka det samme antal hjerteslag ved fødslen – de cirka tre milliarder – som du så har at leve på og gøre godt med, og John Kjekshus slår ikke overraskende fast, at dem med lav hjertefrekvens lever længere end dem med høj hjertefrekvens.
Som eksempel sammenligner han en mus med en skildpadde. En mus’ hjerte slår 600 gange i minuttet og den lever i gennemsnit to år, mens en skildpaddes hjerte slår 30 – 40 gange i minuttet, og den kan blive op til 150 år.
Så vil du have et langt liv, så er det ned med hvilepulsen!
Hvordan holder vi så hus med de hjerteslag? Hvordan undgår vi at sløse dem væk? Ja, ifølge føromtalte professor, så handler det om at få balance mellem det sympatiske og det parasympatiske nervesystem. Det sympatiske system øger hjertefrekvensen, når du skal præstere, mens det parasympatiske sænker den, når du hviler eller sover.
Kjekshus beskriver i en artikel i Aftonposten nogle af de faktorer, der sparer på hjerteslagskontoen og nogle, der får hjerteslagene til ”at fosse ud.” For eksempel er det en kendsgerning, at jo bedre din fysiske form er, des lavere er din hvilepuls. Det er også bevist, at arvelige dispositioner bestemmer cirka 50 procent af din fysiske habitus. Så har du for eksempel arvet et for højt blodtryk, så er du altså disponeret for et ”overforbrug” af hjerteslag.
Af andre ”hjerteslagsrøvere” nævner professoren: rygning, overvægt, skifteholdsarbejde, depression og stress.
Du kan spare hjerteslag
Men som han slutter af med at sige: ”Gladmeldingen er, at vi kan hjælpe til selv. Vi kan holde os selv i form hele livet. Hvis vi er i god form kan vi sænke hjertets hvilefrekvens med 10 til 15 slag.”
Jeg kunne måske så passende selv skyde ind her som en hjælp, at en gammel danske film og Barnaby har cirka samme effekt på hvilepulsen.
Hvor svært kan det være at få et langt liv!!
Jeg tænker også, at en App, som kunne holde styr på ”Livets hjerteslag”, kunne være en god forretning og ville passe godt ind i en tid, hvor vi gerne vil have styr på det meste. Der ville være endnu en begivenhed at få ind i langtidskalenderen, og tænk hvilket redskab det ville være for både præst og bedemand.
Nu har vi altså styr på det med livets længde - fratrukket alle de mellemregninger, som et liv jo også består af, men som jeg vil se stort på her.
Men livet er jo som bekendt mere end det kvantitative. Der er vel nødt til at være noget kvalitativt i livet også, hvis det skal have en mening at være her, og hvis vi skal kunne holde det ud - ”det satans liv.”
Det hedder jo for eksempel også i eventyrerne: Et langt og lykkeligt liv.
Hvis vi forestiller os en gammel købmandsvægt – fagspecifikt en balancevægt – og lægger livets længde i den ene skål, hvad skal der så til for at skabe balance mellem længden og indholdet, mellem hjerteslag og hjerteblod, i livet?
Den islandske forfatter Jon Kalman Stefansson er god at læse, når man brydes med døden. Han skriver blandt andet: ”Tiden er et bedrag, den eneste brugbare måleenhed er livet.”
Hvis vi nu tager Stefansson på ordet, og ”måler med livet”, hvad ”batter” så? Hvad skaber livet? Hvad giver mening og glæde?
Hjertet er en gave
Tidligere chefredaktør på Femina, Camilla Kjems, skriver, at ”Opskriften på ”det lykkelige liv” ikke findes som en pakkeløsning. Kun som en gave i form af et hjerte, som hvert øjeblik kan holde op med at slå.”
Så måske skal man, når man skal finde værdier for sit liv, glemme længden og i stedet vælge ud fra den tanke, at det pludselig – på trods - kan være forbi. På den måde kan du ikke nå at fortryde, og du skal leve med den sidste handling, du har foretaget dig.
Set ud fra den synsvinkel bliver ordene ”autentisk” og ”ordentlig” - i min optik - meget vigtige.
Forleden læste jeg om en fireårig dansk pige, som på tredje år sidder fanget i en syrisk lejr sammen med sin mor og sin bror. Før den lejr sad de otte måneder i fængsel, og i hele sit korte liv har pigen kun oplevet krig, fængsel og flugt.
Ifølge tre eksperter lider pigen – vel ikke overraskende – af PTSD, og de vurderer hendes psykiske udvikling og helbred til at være alvorlig truet, og der er risiko for varige psykiske men. Pigen beskrives desuden af de lægelige eksperter som ”konstant, stereotypt smilende uden øjenkontakt. Smilet er forceret. Hun optræder vagtsom på alt i rummet og holder konstant øje med sin mor.” Og slutteligt slår de fast, at ”pigen vil udvikle permanente, psykiske forstyrrelser, hvis ikke hun placeres i et ikke-traumatiserende miljø.”
Dette ”ikke-traumatiserende miljø” er Danmark, som hendes danske mor gerne vil have hende hjem til, så hun kan komme i behandling og forhåbentlig få det godt.
Problemet er bare, at vi ikke vil have hende. Eller rettere, måske vil vi godt modtage pigen, men hun må ikke få sin mor med. Hun rejste nemlig til Syrien i 2014 for at kæmpe for Islamisk Stat og konverterede til Islam. Men de føromtalte eksperter, vurderer, ”at en adskillelse fra denne primære omsorgsperson, her moderen, vil indebære en yderligere traumatisering.”
Fireårig er en terrortrussel
Begrundelsen for at afvise pigen og hendes mor er, ifølge PET’s Center for Terroranalyse, at de ”kan udgøre en terrortrussel mod Danmark,” og statsminister Mette Frederiksen(S) har til Ritzau udtalt: ”Vi har som regering truffet den beslutning, at vi ikke tager børnene til Danmark, fordi deres forældre har vendt Danmark ryggen og har kæmpet for Islamisk Stat, og dermed har de truffet et valg på deres børns vegne.”
Den melding topper DF-formand, Kresten Thulesen Dahl, da han i sidste uge udtalte: ”Det er forældrenes ansvar, at de har bragt deres børn i den her situation. De må sejle deres egen sø, havde jeg nær sagt.”
Set i relation til føromtalte købmandsvægt: hvor meget batter en sådan holdning så i skålen med værdier? Hvor meget kan den hjælpe med til at balancere livslængden?
Ja, i min optik vil det være som at putte vat eller blår i den. Jeg tror endda, at det for mit vedkommende ville komme til at koste lidt i skålen med hjerteslag. Jeg ville helt klart komme i en stress-tilstand og mit hjerte ville buldre afsted af frygt for at pigen skulle komme forbi, og jeg måtte se hende i øjnene.
For alle, der har været i øjenhøjde med en fireårig pige – ens egen eller en andens - som er ked af det og har det skidt, vil vide, at den sårbarhed, tillidsfuldhed og kærlighed disse øjne udstråler, gør det hjerteskærende umuligt at bede hende om ”at sejle sin egen sø.” Ja, de fleste vil tænke, at hvis ikke jeg skal hjælpe hende, hvad er jeg her så for? ”Små hjerter kan også føle store ting,” som det hedder.
Og det der med, at en 31-årig enlig dansk mor til to, som har fortrudt sin rejse til Syrien, skulle udgøre en terrortrussel her, ville få de fleste på den egn, jeg bor, til at udbryde: Ahh, det går nok!
Så den vej skal jeg ikke.
Den etiske fordring
Derimod tror jeg, at den danske filosof K.E. Løgstrup og hans ”Den etiske fordring” kan give god fylde. Den etiske fordring siger, at ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. ” Det vil altså sige, at jeg har lidt af ansvaret for, om de mennesker, jeg møder og omgås, får en god dag. Hvis jeg møder dem anerkendende og venligt, giver jeg dem en god følelse og omvendt. Og set ud fra citatet: ”Du får, hvad du giver,” så får jeg det selv godt af at behandle andre ordentligt.
Den kunne jeg godt gå med.
Så er der det med gode venner. De er vigtige i denne sammenhæng. Dem kan man både leve på og sammen med. De giver livet sammenhængskraft. Et par velvalgte citater siger vist alt om det: ”En sand ven rækker ud efter din hånd og rører dit hjerte” og ”Sande venner er dem, som løfter dig op, når ingen andre har bemærket, at du er faldet.”
Dem må vi have nogen af, for “You cannot hang out with negative people and expect to live a positive life.”
Derudover kan vi få hjælp af H.C. Andersen. Han sagde: ”At leve er ikke nok. Solskin, frihed og en lille blomst må man ha’.”
Følgende anonyme citat vil give god mening for specielt de ekstroverte:
”Livet er ikke en rejse mod graven, hvor man skal nå sikkert frem i en pæn og velbevaret krop, men man skal derimod komme fræsende sidelæns ind, fuldstændigt brugt op, totalt slidt ned, mens man råber højt: ”Wauw, sikke en tur!”
Jo, der er mange ting, der kan pynte og give indhold i et (langt) liv.
Den amerikanske præsident Abraham Lincoln ”kogte” det ind til følgende ord: ”Det er ikke mængden af år i dit liv, der tæller, det er mængden af liv i dine år.”
Vi må tage stilling og ansvar
Vi er alle nødt til at tage stilling til, hvad vi vil bidrage med og prioritere i livet. Det er vort ansvar. Og vi kunne jo starte med at spørge os selv: Hvad skal der til, hvis jeg skal kunne holde mig selv og livet ud?
Jeg har fundet mit svar i følgende citat:
“We come with nothing
go with nothing, but one
great thing we can achieve
in our beautiful life is …… a
little remembrance in
someone’s mind and a
small place in someone’s
heart.
Give the ones you
love wings to fly,
root to come back
and reasons to stay.”
Comments