TEMA-citater:
”Kærlighed er broen mellem dig og alting.” (Rumi, persisk digter, mystiker og filosof (1207-1273))
"De, der elsker os, forlader os aldrig rigtigt." (Sirius Black, Harry Potter)
”Vi skal opleve nødvendigheden af at være her for at kunne holde ud at være her.”
”Folk i sorg har brug for at møde folk, som har et stort hjerte og to meget store ører.”
”Men altså, who kvows, livet har det med ”to throw you a curveball.” (Sagt af Rene Toft Simonsen (Thomas Helmigs kone) om det at miste og at holde sammen på trods.)
”Du kan ikke forhindre sorgens fugle i at flyve hen over dit hoved. Men måske kan du forhindre dem i at stoppe op og bygge rede i dit hår.” (Kinesisk ordsprog)
”Delt sorg er halv sorg, delt glæde er dobbelt glæde.” (Engelsk ordsprog)
Her i slutningen af oktober og starten af november er vi blevet ramt af en masse.
Senest – her den 7. – er Donald Trump blevet valgt til USA’s 47. præsident. Det skal nok blive spændende - dog uden at jeg her har et fortsæt om at kommentere på det. Jeg er nemlig ude i et andet ærinde.
Vi er også blevet ramt af et par triste dødsfald:
Den 28. oktober kom meddelelsen om, at skuespiller og komiker Ulf Pilgaard var død af et hjertestop i sit hjem i Charlottenlund, 83 år gammel.
Den 30. oktober døde multikunstneren og debattøren Erik Clausen af Parkinsons sygdom. Han blev 82 år.
Den 1. november døde Morten Stig Christensen – formand for Dansk Håndbold, tidligere sportschef på TV2 og landsholdslegende - af et pludseligt hjertestop kun 65 år gammel.
Den 3. november måtte vi sige farvel til 91-årige Quincy Jones, som blandt meget andet var amerikansk musikproducer og filmkomponist. Han modtog ikke færre end 27 Grammys. Han har fx produceret Michael Jacksons Thriller-album og var leder af velgørenhedssangen ”We Are the World”. Så er han vist placeret!
Og den 4. november kom det så frem, at den 73-årige danske musiker, sangskriver og kunstmaler Johnny Madsen også var gået til de evige jagtmarker.
Al ære og respekt til de afdøde, og ære være deres minde.
At Donald Trump og dødsfaldene er blevet kædet sammen her skyldes udelukkende datosammenfald😉
Sortedam
Men det, der har ramt mig hårdest i den forgangne periode, er Thomas Helmigs nye album, Sortedam, som udkom den 25. oktober. Den indeholder syv stille sange, der fortæller om tab, sorg og savn, og er skrevet i månederne efter sønnen Hugo Helmigs død, den 23. november 2022.
Hvilket album, som helt sikkert også kan være en stemme for de efterladte i ovennævnte dødsfald.
Lad os lige gafle et par ord fra anmeldelserne af albummet:
”Det vigtigste og bedste album fra Thomas Helmig. På alle måder et enestående og dybt rørende album.” Sådan skriver anmelder Silas Bay Nielsen på Dr.dk's kulturside.
Politikens anmelder Simon Lund er helt på linje:
”Jeg har aldrig hørt Thomas Helmig synge så afdæmpet, sårbart og til tider vaklende, som han gør her. Uden at være produceret til tidens toneklang knirker og knager det, når Helmig lægger de hæse læber mod lytterens øre,” skriver Simon Lund og giver fem ud af seks hjerter.
Musikmagasinet Gaffa giver albummet 6 stjerner ud af seks mulige og det samme gør Berlingske, hvis anmelder Jacob Genz skriver, at ”albummet ikke blot er Thomas Helmigs vigtigste, men også hans allerbedste,” og krediterer videre:
”Mest af alt er ”Sortedam” en ubetinget kærlighedserklæring. Det er smukt, men det rammer så hårdt, at det næsten er for hårdt til at høre albummet ud i én køre.”
Den ultimative sorg
Jeg havde det på fuldstændig samme måde, da jeg hørte sangene første gang. De ramte mig lige i hjertekulen, og måtte doseres. Det er som om, at Helmig med sin ”afdæmpede, sårbare og til tider vaklende stemme” formår at overføre noget af den smerte, det må give at miste, til den, der lytter. Fornemmelsen af at få et kig ind i et forpint sind ligger lige for.
Det handler selvfølgelig også om, at hvis man selv har børn, så bliver der i Helmigs smukke sange sat ord på den ultimative sorg ved det ultimative scenarie, nemlig at kunne miste dem. Der skal ikke meget empati til for at føle den inderlighed i tabet, som sangene er udtryk for, og som specielt numrene ”Hugos vuggevise” og ”Alt det” inkarnerer. To sange, der passer bedst til hovedtelefoner, hvor man bevæger sig ind i sit eget rum og ind i Helmigs univers - og fælder en tåre.
Nogle gange kan citater - som er maggiterninger af levet liv og erfaringer – give lidt perspektiv i svære situationer. For der er ingen tvivl om, at Thomas Helmig med sit album har haft brug for at synge sin ubetingede kærlighed til Hugo ud. Og den trang har filosoffen, mystikeren og digteren Rumi (1207-1273) sat følgende ord på:
”Kærlighed er broen mellem dig og alting.”
Og i Disneyfilmen ”Bambi” rammer det unge rådyr Helmigs ”sorg, savn og inderlighed” med følgende citat:
“Kærlighed er en sang, der aldrig ender.”
”Fri os fra det onde”
Når man nu står der - som Thomas Helmig - med sin uendelige sorg, hvordan finder man så lindring? Hvordan overkommer man dagligdagen og ikke mindst den nye dags opvågning, hvor man efter søvnens glemsel igen og igen bliver konfronteret med det uundgåelige og midt i sorgen skal forsøge at flette et net af mening med at være her i en situation, hvor du måske mest af alt ikke ønsker at være her? Hvordan forliger man sig med livets vilkår, når livet ikke giver mening?
Hvad med troen på Gud, kan den give lindring? Kan man forestille sig, at troen på en højere magt kan løfte noget af byrden fra dine skuldre, så der er to til at bære den? Som Mahatma Gandhi sagde: ”Den bedste måde at finde dig selv på er at miste dig selv i andres tjeneste.”
Jeg har lige læst en bog af Sørine Gotfredsen, som hedder ”Fri os fra det onde.” Hendes ærinde i den bog er at undersøge, hvordan det onde er på spil i vores liv i dag, og hvordan vi kan tage kampen op, så vi ikke står alene tilbage med vores skyld. I det ærinde får Martin Luthers tanker en vigtig plads i hendes bog.
Sørine Gotfredsen er altså ude i et religiøst ærinde og set i relation til det at miste og at overkomme sorgen, er der så hjælp at hente i den bog? Har kristendommen en skulder af omsorg til et træt og skyldbevidst menneske, som sørger over tabet af et barn? Er troen et bud på trøst i en trøstesløs situation?
Det vil føre for vidt at gå i dybden med bogen her, men et par uddrag fra den godtgør, at der ifølge Sørine og Luther er trøst og hjælp at hente i den evangelisk-lutherske tro:
”Menneskets frihed er i dybeste forstand afhængig af, at det opgiver at holde sig selv oprejst i troen på egen styrke og i stedet forlader sig på, at det bliver holdt oppe af selve livets tilgivende og skabende magt.”
Luther vil frisætte mennesket i erkendelse af det onde i vores natur:
”Hver gang et menneske tynges af sine kvaler og måske forfærdes over skyggesiderne i sit eget indre, skal han eller hun ikke finde lindring i at mærke efter eller forsøge at fremstå smukkere eller præstere mere. Det skal blot tro på, at en anden magt af ren kærlighed bærer byrden. Friheden opnås ikke gennem følelsen af at være mig, men gennem troen på at stå i forhold til det, der er så meget mere end mig.”
Det sker ifølge Martin Luther gennem Ordet og forkyndelsen.
Kirken afindividualiserer
Et andet sted i bogen (s. 196-197) citerer Sørine Gotfredsen fra en bog af Søren Ulrik Thomsen, som (også) hylder betydningen af, at vi i fællesskab vender ansigterne mod en højere magt:
”I sit essay ”Pro Ecclesia” fra bogen “Kritik af den negative opbyggelighed” har Søren Ulrik Thomsen smukt beskrevet betydningen af, at vi i fællesskab kan have ansigterne vendt mod samme guddommelige punkt:
”Når jeg sidder på kirkebænken, føler jeg en slags personlig afvikling, fordi jeg ikke sidder her i min egenskab af psykologisk individ, men slet og ret et menneske, der lever på nøjagtig samme vilkår som enhver anden, om end vore liv og skæbner er forskellige. Dette kunne også kaldes at tabe ansigt over for Gud, for det første fordi jeg altid må erkende min ufuldkommenhed, og for det andet fordi jeg afindividualiseres ved således at blive ligestillet med mine medmennesker. I kirken slipper jeg ikke kun af med min psykologiske selvoptagethed, men også ud af de beklumrede sociale rum, hvor vi er alt for opslugt af hinanden. I gudstjenesten udgør menigheden, hvad jeg vil kalde et ikke-socialt fællesskab, hvormed jeg mener, at her er vi ikke vendt imod hinanden, men sammen om at være vendt mod Gud.”
Det er svært det med tro - og selvfølgelig helt personligt og individuelt. Men der er ingen tvivl om, at i livets svære situationer har vi alle brug for at være i et fællesskab for overhovedet at kunne være i det, og for på sigt overhovedet at kunne leve med det. I en menighed eller sammen med andre mennesker i en anden sammenhæng bliver vi støttet i det svære, og vi får - forhåbentlig - fornemmelsen af, at der er flere at bære sorgen og tabet med. I en menighed får du så Gud og ”et punkt” at vende dig imod i fællesskab oveni, og i det fællesskab følger salmesangen også med. Og som det tidligere radikale folketingsmedlem Marianne Jelved siger: ”Når vi synger sammen, hører vi sammen.”
Det kan nu noget, det med at kigge i samme retning. At have det samme mål for øje.
I dag kan man desværre bare nemt få den fornemmelse, at samme retning er nedad. Ned mod telefonen!
Kærlighedens skygge
Man kan jo også spørge sig selv, om man helt kan slippe for at få sorgen ind i sit liv, hvis man undlader at binde sig? Ifølge Johannes Møllehave, så er det ikke en mulighed! For et liv uden kærlighed er ikke et liv, og det indebærer i Møllehaves optik følgende:
”Jeg kan ikke elske uden at vide, at ulykken ligger i at sige ja. Men hvis det skulle få en til at mene, at man skulle lade være med at binde sig, så vil jeg svare: Tværtimod. Skynd dig at få dig noget, du kan blive ulykkelig over!”
Når man nu kommer fra en egn i landet, hvor det at turde anerkende hinanden med ord, er uhyre svært, og hvor det overhovedet at få: ”Jeg elsker dig” over sine læber, er noget nær en umulighed, hvordan forholder man sig så til, at nogen har brug for - i al offentlighed og med stor inderlighed - at synge sin sorg og kærlighed ud?
Ja, mange ville svare: ”Jeg kunne ikke gøre det!”
MEN vi burde gøre det. For ifølge ekspertisen, så healer det at snakke eller synge om sin sorg.
Ole Raakjær er hospicepræst på Hospice Vangen i Nørresundby, og han sætter følgende ord på nødvendigheden af at tale om sorgen:
”Når vi snakker om og fortæller historier om den afdøde, kommer vi til at mærke, at sorgen også er prisen, vi betaler for, at et menneske har været vigtigt for os.”
Han gør op med en gammel teori om sorgforståelse:
”Vi skal gøre op med den gamle forståelse af, at sorg er en tunnel, man skal gå igennem og komme ud på den anden side af. Ifølge gamle teorier skal man konfrontere sig med de svære følelser, og når man har gjort det på den rigtige måde, kommer man ud på den anden side og er lige så god som ny. Og så har man lagt et menneske bag sig, som man har mistet. Men sorgen er ikke en tunnel, men et landskab man skal vandre i. Det er ikke noget, man bliver færdig med. Den gamle sorgforståelse kommer nemlig til at spænde ben for den måde, vi omgås den sørgende på. I stedet for at fokusere på at komme videre og kappe båndet til den døde, er det tværtimod vigtigt at holde liv i den døde, ved at tale om den døde.”
Ole Raakjær oplever i sit job som hospicepræst, at mange sørgende har stor glæde af at tale om den, de har mistet, fordi de kommer til at mærke, at den forfærdelige følelse af tab, jo er en konsekvens af, at den afdøde har været en vigtig del af ens liv:
”Hvis de mennesker, vi har omkring os, forhindrer os i at fortælle eller ser den anden vej eller lader som ingenting, forhindrer de den sørgende i at mærke det værdifulde, man har haft,” siger han.
Sorgen er provokerende
Han har også nogle vigtige betragtninger på, hvorfor vi - ”Det senmoderne menneske,” som han kalder det - har svært ved at sluge sorgen set i forhold til tidligere generationers måde at håndtere det på:
”Det at være magtesløs er måske den ultimative udfordring for os senmoderne mennesker. Vi lever i en kultur, hvor vi gerne vil løse problemerne, fikse tingene, komme videre og udvikle os,” siger Ole Raakjær og fortsætter:
”Sorgen er dybt provokerende, for den kan man ikke løse. Uanset hvad man gør, er et elsket menneske død. Vi kan ikke bruge den samme strategi, som vores kultur i dag giver os med i vuggegave: at du kan få magten, hvis du vil.”
Den engelske sociolog Tony Walter, der forsker i død og sorg, har undersøgt, hvorfor de gamle sorgteorier – fx tunnelteorien - er så populære. Han konkluderer, at vi mennesker bare rigtig gerne vil have en opskrift for at føle os mindre magtesløse.
Den konklusion fletter sig fint ind i hospicepræst Ole Raakjærs mangeårige arbejde med mennesker i sorg:
”Når vi bliver magtesløse, får vi en følelse af, at så må nogle andre tage sig af det. Vi må have krisehjælp eller gå i terapi. Jeg er ikke modstander af at gå i terapi. Men når der er krise, er det første, de siger i Nyhederne, at der er ydet krisehjælp. ”Pyha,” så kan vi andre ånde lettet op og tænke, at så er der styr på det. Men der er jo stadig nogen, der er døde. Det er jo ikke det samme, som at blive opereret, når man står overfor døden” slår hospicepræsten fast.
Han får opbakning af Ester Holte Kofod, som er adjunkt i sundhedspsykologi ved Aalborg Universitet. Hun har følgende ”oneliner” til påstanden om, at sorgen kan ”udliciteres eller fikses:”
”Sorgen skal ikke have lov at ødelægge vores liv! Men der findes jo ikke noget mere tragisk end at miste – så hvis ikke det skal kunne ødelægge vores liv, hvad skal så?”
En klump af mørke
Lad mig slutte med nogle vers fra Thomas Helmigs fantastiske album ”Sortedam.” Vers, som kapsler hans sorg over Hugos død ind.
FØRST vil jeg dog tillade mig at citere fra en sang fra afdøde Johnny Madsen, som kredser om samme problematik. Han har nemlig også mistet. En nekrolog fra nyheder.tv2.dk fra den 5. november har overskriften:
”Vi kendte ham på det uvaskede look og det store talent, men en stor sorg fulgte Johnny Madsen hele livet.”
Han og hans daværende kone, Margit Enggaard Poulsen, mistede nemlig deres førstefødte, Didde Madsen, til en meget sjælden form for epilepsi, da hun kun var tre måneder gammel.
I nekrologen står der om den sorg:
”Det efterlod rocksangeren med en klump af mørke, som sad i ham hele livet.”
Oplevelsen fik Johnny Madsen til at forholde sig til både død og religion, og i et interview til Kristeligt Dagblad fra 2015 fortalte rocklegenden, at overvejelserne dengang havde gjort ham troende:
”Jeg tror. Jeg tror på Gud. Og jeg tror at Didde lever videre. For jeg tror, at sjælen forlader kroppen, når man dør.”
Johnny Madsen kunne ikke skrive en sang om tabet, lige da det var sket. Men 30 år efter - under en ferie i Spanien, hvor han sad og kiggede op på stjernerne - kom han til at tænke på Didde, og så ”kom der en sang om hende til mig,” som han har udtalt. Og fra at have været en meget privat sorg, kom der nu en trøstende sang ud af det, som gennem sorgen lod en taknemmelighed lyse igennem over, at Didde trods alt havde været der.
Sangen hedder ”Aldrig mere,” og den begynder med linjen: ”Aldrig mere skal jeg se dig ved mit vindue.”
Det betyder ikke, at Johnny Madsen har opgivet håbet om at se Didde igen en dag – efter døden.
Indtil da lever hun i mindet - ligesom vi stadig kan ”se et lysglimt fra de døde stjerner,” som Johnny Madsen synger. Det billede får liv i omkvædet:
”Kun et lysglimt fra din fjerne stjerne
Og en havgus der snydes om min kind
Og de stunder hvor timeglasset blunder
Blomstrer glæden i en tidlig morgenvind.”
HVIS nogen har haft en fornemmelse af Johnny Madsen som værende ufølsom, så må de læse/høre ”Aldrig mere” nogle gange, for så vil de skifte mening.
Det er en enorm rørende og smuk tekst, som bliver omsluttet af en ligeså smuk melodi!!
”Hugos vuggevise”
Thomas Helmigs sange om sorgen over Hugos død er mere/meget mørke. Temmelig sikkert fordi, at sangene er skrevet umiddelbart efter dødsfaldet, og mens sorgprocessen var helt ny.
Det er den rå, ufortyndede og bundløse sorg, der bliver beskrevet.
I ”Hugos Vuggevise” bliver savnet beskrevet, så det gør ondt helt ind til benet. Det er et savn, som stadig ikke helt har fattet, at Hugo er væk. Et stille håb om, at sønnen stadig kan se, mærke, høre, dufte og huske, selvom han ikke er mere. Det er også en sorg, som udtrykker det svære i at være her, når Hugo ikke er mere: ”Åh, i dag er en af de svære. Ligesom alle de andre.” Til sidst i sangen giver Thomas Helmig sin søn det eneste, der er tilbage at give: Et ønske om en god nat med en sang, han selv har skrevet, og et ”råb” om sit kæmpe savn til ham:
Kan du mærke verden er stille
Så stille som verden kan være
Lige her, hvor jeg ligger
Og du ikke længere er?
Kan du se den nattehimmel
Jeg ligger og kigger på
Og alle billederne på væggen
Fra den gang I var små?
Åh, idag var en af de svære
Ligesom alle de andre siden
Kan du huske mine øjne
Og det blik de mødte dig med
Hver gang de hvilede på dig
Med ømhed og glæde?
Er lyden af vores stemmer
Når vi to stemte i
Den nu, for evigt og altid
Forsvundne harmoni?
Åh, idag var en af de svære, (ja)
Ligesom alle de andre siden
Sov godt, min dreng
Hvor end du er, jeg elsker dig min skat (Hvor end du er)
Jeg ber en stille bøn for dig
Og kysser dig godnat
Jeg kysser dig godnat.
”Vindstød af stormstyrke”
En anden sang fra albummet rammer med sin inderlighed, lige ned i smerten og sorgen hos alle, som har mistet et barn, er jeg sikker på. Det er mesterværket ”Vindstød af stormstyrke.” Heri giver Thomas Helmig udtryk for det svigt, han føler, han har udsat sin søn for, ved ikke at have kunnet skåne ham fra døden.
Sangen lyder:
Vindstød af stormstyrke, piskende regn
Vindstød af stormstyrke, resten af vejen
Åh, hvordan ku' jeg miste, den som jeg skulle passe på
Hvordan ku' jeg miste, den jeg skulle passe på.
Oprørte vande, byger af sorg
Oprørte vande, opløst i tåre
Men, hvordan kunne jeg nogensinde, slippe din hånd
Hvordan kunne jeg, slippe din hånd
Tilgiv mig
(Tilgiv mig)
Tilgiv mig
(Tilgiv mig)
Bare ligeud, bare ligeud, bare ligeud, bare ligeud
Bare ligeud, bare ligeud, bare ligeud, bare ligeud
Vindstød af stormstyrke, væltede træer
Vindstød af stormstyrke, over alt hvor jeg er
Åh, hvordan ku' tabe, den som jeg skulle bære
Hvordan ku' tabe, den jeg skulle bære.
Tilgiv mig
(Tilgiv mig)
Tilgiv mig
(Tilgiv mig)
Tilgiv mig
(Tilgiv mig)
Tilgiv mig
(Tilgiv mig)
Bare ligeud, bare ligeud, bare ligeud, bare ligeud
Bare ligeud, bare ligeud, bare ligeud, bare ligeud
Bare ligeud, bare ligeud, bare ligeud, bare ligeud
Bare ligeud, bare ligeud, bare ligeud, bare ligeud
Der er vel også elementer i den sang, som forældre, der ikke har mistet, kan føle, når de står overfor situationer, hvor deres børn har været udsat for noget slemt af den ene eller anden art☹
”Lyset blaffer”
Sangen ”Lyset flakker” bliver de sidste ord herfra. I den sidder far Helmig i den stol, som Hugo plejede at sidde i og tænker på ham. Han har først en tanke om, at han i det flakkende lys i vindueskarmen er tæt på sin søn ”i mørket derude.” Så tænker han på Hugo med ”sin elskede guitar,” og opfordrer ham - eller måske os alle (?) - til at synge om livet på godt og ondt: ”Syng det, som det er.”
Til sidst giver han udtryk for den skrøbelighed, livet har, hvor man i et snuptag af tab kan blive ”Fortabt i minder, billeder, lyd fra et helt, helt andet liv:”
Lyset flakker nu, i vindueskarmen
Mellem, mig og mørket derude
Der ikke meget der skiller mig
Ikke meget der skiller mig fra dig, i mørket derude
Jeg sidder i den stol, du plejede af sidde
Med din elskede guitar
Du sang for mig og nu, nu græder jeg
Over det der er, og det der var
Syng for din egen skyld
Syng for livet som det
Præcis som det er
Syng om det virkelige
Syng om smerten syndigt
Syng det, som det er
Pludselig skrøbelig, et menneske kan bliv'
Fortabt i minder, billeder og lyd fra et
Helt, helt andet liv
Lyset flakker nu, jeg sidder og snakker nu
Lige ud i luften, ud til dig
Jeg hører din stemme, jeg hører din stemme
Jeg hører din stemme inde i mig.
Lad os håbe, at Thomas Helmig på et tidspunkt kan se det, som Johnny Madsen kunne se 30 år efter tabet af sin datter:
Flygtig er dagen i de stridende vinde
Syng den sang som du fandt
Og se det lys som vil stå der og skinne
Bag den bakke hvor bjergene forsvandt.
Inge Hedegaard ”Lysvæld bagved lysvæld”, 50x50, akryl på lærred.
* Citat af Kristine Stricker Hestbech
Comments