Livet i kassen - 1

TEMA-citater:

• "Det er i andres tilstedeværelse, at du opdager dig selv." (Esther Perel).

• "Det, vi flygter fra, bærer vi med os."

• "Årene ved det, som dagene ikke forstår."

• "En forfatter forsøger at være det trin, der er væk."

• "For at kunne lære noget, er vi afhængige af den sociale kontekst."

• "Man lever i håbet om at blive mindet." (Antonio Porchia - Argentinsk poet (1885-1968))

• "Minder er tidsløse skatte i hjertet."

• "Et smukt liv er en samling af uforglemmelige øjeblikke."

• "Et minde er et fotografi taget af hjertet for at få et specielt øjeblik til at vare evigt."

En gang imellem, når jeg er på genbrugspladsen, tager jeg en tur gennem genbrugsbutikken. Eller faktisk, så når jeg som regel ikke længere end til reolerne udenfor. Derude og deri ligger de ting, som folk er kommet forbi med samme dag. Jeg har noget med, at de ting, som ingen andre – ud over ejeren – har haft næsen i, er mest spændende og tættest på den skattejagt, som er fascinationen i det.

Jeg har også fundet ud af, at kasser, som er lukket til, trækker ekstra i mig. Jeg tænker, at det skyldes en høj grad af nysgerrighed, men samtidig også er en både billig og nem måde at få et skud dopamin på. Forklaring følger:

Når vi åbner en gave, aktiveres hjernens belønningssystem, hvilket frigiver dopamin, som giver en følelse af glæde og tilfredsstillelse. Dopamin bliver også kaldt for ”glædesstoffet,” fordi det regulerer vore følelser af lyst og velbehag.

Så jeg kan faktisk genskabe en lille del af juleaften ved at tage på genbrugspladsen, hvis jeg - vel at mærke - kan finde en kasse, som synes uåbnet, og som sådan kan gøre det ud for at være en (jule)gave!!

En sådan fandt jeg sidst, jeg var på pladsen. En forholdsvis stor lukket brun papkasse. Oprindeligt havde den indeholdt kaffefiltre. 25x100 stk. no. 2. To store røde mærkater – en på hver side – bekendtgør, hvad disse filtre var beregnet til. Der står: ”Drik Merrild kaffe og te.” Der står også, at det er Rynkeby filtre, og at kassen er sendt fra ”Merrilds kaffe og the, Vestergade 20, Kolding.”

"Kassen"

Et filtreret liv

Indholdet er selvfølgelig det vigtigste. Og selvom kassen for længst var tømt for filtre, så er dets indhold alligevel en form for ekstrakt. I kassen ligger nemlig et helt liv gengivet gennem breve, postkort, tegninger, udklip, billeder osv. Et helt liv, der – lidt som kaffe og the – er blevet filtreret gennem tidens og livets tragt og har bundfældet sig i det, som kan bevares for eftertiden. En maggiterning af levet liv, der nu ligger tilbage som et falmet udtryk og aftryk af glæde og sorger, der har udspillet sig gennem mere end 100 år. Der er et postkort deri, som er dateret 1923!

Hvorfor er det fascinerende? Ja, for mig er levet liv fascinerende. Jeg bliver nostalgisk, når jeg læser et brev fra et ungt menneske, som temmelig sikkert ikke er her mere, der formår at give udtryk for en livsglæde og et håb for fremtiden, som råber gennem tiden og fortæller historien om os alle sammen. Det samme håb, den samme kærlighed og den samme glæde som alle unge mennesker på et tidspunkt til alle tider har følt og været ramt af. På trods af levevilkår og skæbne, så er vi gjort af det samme stof og det grundlæggende håb om et godt og rigt liv har til alle tider været vævet ind i vores forestilling om fremtiden.

Marodør eller livgiver?

Jeg har selvfølgelig overvejet, om jeg skal rode i den kasse? Er indholdet i kassen ikke underlagt ”privatlivets fred” og som sådan ikke til offentligt skue?

Jeg husker, at vi engang for mange år siden, da jeg gik på Hf-kursus, læste et digt i en dansktime, der indeholdt ordet ”marodør.”

Der, hvor jeg er vokset op, var ”marodør” absolut ikke en del af stedets vokabularium.

Sjovt nok, så kan man sige, at selv om ordet ikke var en del af det lokale ordforråd, så tror jeg, at vi alle sammen, der, igennem generationer er blevet opdraget til at være lige præcis det modsatte af en marodør.

Googler man ”marodør,” så står der, at det oprindeligt er fransk og refererer til soldater, som under en march ”på grund af udmattelse, dovenskab eller fejhed” ikke kan følge med deres enhed og benyttede lejligheden til at stjæle og plyndre.

Vores dansklærer dengang, David Nors Hansen, oversatte simpelthen ”marodør” med udtrykket ”en ligrøver,” kan jeg huske.

Hvilken relevans har det så i forhold til mit ærinde eller ”projekt” med kassen?

Jo, sat på spidsen, så tænker jeg, om jeg simpelt hen er en form for marodør, hvis jeg bruger indholdet i kassen til at skrive om? Har jeg ”snablen” nede i en substans, som hører fortiden og privatlivets fred til?

For- og bagsiden af, hvad jeg forestiller mig har været et bogmærke, som jeg fandt i kassen. En smuk akvarel på forsiden, og noget tekst på bagsiden, som jeg har svært ved at skabe sammenhæng i:) 

"En rem af huden" - men ikke huden

Rolig nu!! Jeg har ingen ambition om at udlevere nogen.

Hvis jeg graver dybt nok i kassens indhold, så kunne jeg nok finde det biografiske ophav. Men det er ikke interessant, synes jeg.

Det, der er interessant for mig, er at tegne et tidsbillede ud fra noget af indholdet. Hvad optog de folk, som har bidraget til indholdet? Hvilke ting fyldte i tiden? Og kan man ud fra indholdet fange en spændende personlighed - og ikke personens navn?!

Den danske digter Vagn Steen (1828-2016) skrev i 1964 digtet ”Et digt om ikke.” Det indleder han med følgende ord: ”Den der fanger fuglen, fanger ikke fuglens flugt, den der maler rosen, maler ikke rosens duft.”

Jeg vil faktisk forsøge at gøre det modsatte og ud fra indholdet prøve at fange ”personligheden, men ikke personen.”

Jeg vil også sige, at hvis kassen ikke skulle komme for dagens lys, så var den vel blevet smidt i ”småt brændbart” og ikke blevet sat på en hylde ved genbrugsbutikken?!

Summa summarum, så er mit ærinde her at prøve at grave en spændende historie eller to frem, som bidragsyderne til kassens indhold ville have været stolte af at fortælle eller at få genfortalt!!

Kend din historie

Jeg har en plan om, at de næste tre-fire indlæg skal tage udgangspunkt i noget fra ”Den kasse.” Noget, som kan danne en form for forundringsrum, der kan trække tråde til både fortid og nutid, og som kan tegne et lille portræt af en personlighed, der er et produkt af (for)tidens normer og levevis.

Jo flere bøger, jeg læser og jo mere indsigt, jeg får, desto mere tydelig bliver det for mig, at fortiden er NØGLEN til at forstå både nutid og fremtid og dermed sig selv.  

En bog fra 2006, der bruger livshistorier som et pædagogisk redskab i arbejdet med anbragte børn, indrammer ovenstående betragtning med følgende titel:

”Du skal kende din fortid for at forstå din nutid og forme din fremtid.”

Og en artikel i Kristeligt Dagblad fra 2013 med titlen: ”Du skal kende din historie for at forstå dig selv,” kredser om samme problemstilling, og er foranlediget af udgivelsen af Regitze Schrøders debutbog: ”Når tavsheden taler.”

Artiklen handler om Regitze Schrøders arbejde med at udrede en familiehemmelighed, der tager afsæt i, at hendes far som 26-årig lod sig indrullere i Waffen-SS i 1941.

En meget skamfuld familiehistorie, der gjorde Regitze Schrøder til det, hun selv beskriver som ”et antennebarn,” der konstant var opmærksom på dem omkring sig.

På trods af den angstfulde proces, det var at prøve at oprulle farens rolle under sidste krig, så er forfatteren ikke i tvivl om nødvendigheden af det:

”Det er svært at få familiehemmeligheder ud af skuffen, og de findes nok i alle hjem. Men man gør sine børn en bjørnetjeneste, for de vil leve med spørgsmål resten af livet.” 

Og udover at hjælpe sine børn med en afklaring, så er jagten på ”spøgelser i skabet” også befriende for én selv, konkluderer Regitze Schrøder:

”Som Karen Blixen sagde, så opdager vi, hvilken plan Gud har med os, hvis vi lytter godt efter. Det er det, man skal have modet til at gøre. Det moderne menneske ønsker i stedet kontrol. Men har man tilliden til, at der er noget større end en selv, ser man også de mange muligheder, der kommer til en.”

Lad mig slå fast, at jeg ikke jager spøgelser i kassen!!

Jeg jager aftryk af fortiden, som gør mig klogere på nutiden, og som giver et fingerpeg om fremtiden!!

Thybomål som aperitif  

Nu har jeg gjort rede for projektets ide og reflekteret over dets moral og er kommet frem til:

"Jeg gør det s...!"

For ikke at omfanget skal flyde alt for meget ud over kanten, vil jeg lade ovenstående og en lille aperitif være nok for denne gang og kalde det for "Afsnit 1." Og vel ikke særligt overraskende vil der efterfølgende og fortløbende komme et antal nye afsnit, som spænder en dug ud over livssituationer, som kassens bidragsyder har gennemlevet, og som samlet set vil tegne et portræt af både en tid og af en personlighed, der aldrig får et navn, men som får skrevet en ode over sit liv:)

Og så til aperitiffen!

I kassen ligger der et bevis på, at "hun" - kassens ophavsmand - er thybo. Eller hun har i hvert fald forsøgt sig udi thybomål, og hvem gør det, hvis ikke man rundet af et vindomsust norvestligt hjørne af Danmark?

I det lille stykke thyboprosa er "Moster" omdrejningspunkt, og hun bliver "smurt" med både kaffe og konditorkager og med ord der er dyppet i både mælk og honning ("Gjæve bette Moster".) Årsagen finder vi i sidste linje:

"Gjæv bette Moster

Haar do de gue? Hvant foer do æ ti te aa go me?

No haar vi foot vo kaf’ me nue gevaldig gue kondittekaage te.

I dav haar vi saa møj en gebommerlig storm. De stormer lig te de knyer etter.

Aal di fien blomster po æ ævltræ dratter ni po æ juer, saa dæ blyver æt ret manne ævler aa pil nier nær æ etteraar kommer. Saa dæefue blyver do nøjsagen te aa sen vos nue a din de bejst."