Midsommersangskat
- Ivan klarskov Nielsen
- for 6 dage siden
- 8 min læsning
TEMA-citater:
1. "Der er en revne i alting. Sådan kommer lyset ind." (Leonard Cohen)
2. ”Lev livet, som var det din egen sang.”
3. ”Når vi synger sammen, hører vi sammen.” (Marianne Jelved)
4. ”Musik er kærlighed, der leder efter ord.”
5. “Kærlighed er en sang, der aldrig ender” (Bambi i Disney-filmen ”Bambi”)
6. ”Der skal kun en sang til at bringe 1000 minder frem.”
Som afslutning på denne sæsons ”Til Mandagscitat” - inden en lille sommerpause - har jeg valgt at dykke ned i en del af vores sangskat, nemlig den del, som hylder sommeren.
Personligt synes jeg, at disse sange er en stor del af det at komme i sommerstemning. Fornemmelsen af sommer har selvfølgelig meget med solen at gøre. De varme dage, som gør udeliv behagelig og fordrer sommermad- og drikke, og som får både studenter og træer til at springe ud.
Men FØLELSEN af sommer får jeg først, når vi synger de gamle sommersange.
En af vor tids nye, store salmedigtere, Iben Krogsdal, har sat følgende ord på sit møde med gamle salmer:
”Tusinde gange har jeg fortabt mig lykkeligt ind i gamle salmers visdomsfylde – i det forenende, der kommer af høj alder alene.”
Sådan har jeg det med vores gamle sommersange.
Jeg vil skynde mig at sige, at der så absolut også er mange nye, smukke sommersange, som jeg synger med glæde. Men den dybtfølte sommerstemning får jeg først, når de gamle sange får røst.
I ovennævnte bog af Iben Krogsdal har hun et fint billede på, hvordan en salme og en salmetekst vokser i volumen over tid. Et billede, som giver håb til både nye sange og salmer:
”Jeg forestiller mig, at en ny salmetekst er tynd som en sølvtråd, men at den, for hver gang den bliver sunget, vokser i tyngde og rumfang, og på et tidspunkt bliver den en erindring, først måske bare på størrelse med et lille kammer i brystet, så en fylde i hele kroppen, så en hvælving om flere mennesker, så en kirke, så en katedral, og til sidst en himmel.”
Ibens bog er en del af serien: Kristendommen ifølge……….., og har selvfølgelig et kristent perspektiv. Men i min optik, så kunne ovennævnte beskrivelse lige så godt gælde vore store højskolesange, som jo om nogen er blevet sunget, så de fine sølvtråde efterhånden har fået tovstørrelse.
Aakjærs naturlyrik
For ligesom at kunne overskue den opgave at skulle udvælge ”gamle sommersange” i den guldgrube af sommersange, vi er beriget med i Danmark - hvoraf mindst 67 af dem har fundet vej til den nye Højskolesangbog fra 2021 (19. udgave) - har jeg valgt at fokusere på Jeppe Aakjærs sommersange. Han er det tætteste, vi kommer på en lokal - han stammer fra Salling, - han er naturlyriker af Guds nåde, og så er han stadig aktuel. For selv om Aakjærs lyrik næppe bliver flittigt læst i dag, så dokumenterer højskolesangbogen hans klassikerstatus.
I den seneste udgave af højskolesangbogen ligger Jeppe Aakjær på en andenplads over antal sange. Han er repræsenteret med ikke færre end 19 sange, samme antal som B.S. Ingemann, og i antal kun overgået af patriarken Grundtvig med 67 sange.
Mange af Aakjærs sange er på det nærmeste vokset sammen med Thorvald Aagaards og Carl Nielsens melodier. Tænk bare på: Nu er Dagen fuld af Sang, Jeg er Havren, jeg har Bjælder på, Jeg bærer med Smil min Byrde, Se dig ud en Sommerdag, Spurven sidder stumt bag kvist, Sneflokke kommer vrimlende og Jens Vejmand.
Sankt Hans i Danmark
Ideen til dette indlæg fik jeg Sankt Hans-aften, den 23. juni, da jeg hørte DR Pigekoret i programmet ”Midsommer.” De sang - vel ikke overraskende - midsommersange - gamle som nye, - så jeg blev lidt våd i øjenkrogen. Specielt ”Midsommervisen” af Holger Drachmann på Shubbernes melodi, og ”Danmark, nu blunder den lyse nat,” af Thøger Larsen og Oluf Ring blev fremført med en rørelse, så jeg fik genset min egen indre personlige erindrings- og hjemstavnsfilm, der rummer optagelser fra alt, hvad der har betydet eller betyder noget for mig, og hvor de fleste klip kredser om mine egne tætte personlige relationer.
Det er utroligt, hvad seks minutters smuk sang kan bringe frem af gode minder fra et efterhånden langt liv😊 Jo, billedet med sølvtrådene holder vand!!
Lad mig lige for en god ordens skyld sætte et par ord på Sankt Hans-traditionen i Danmark, som på en måde er meget definerende for vores fornemmelse af sommeren:
Selvom sommersolhverv ikke falder på den 23. juni, har vi i Danmark altid haft tradition for at holde sankthansaften den dag. For festen er nemlig også en markering af Johannes Døberens fødselsdag.
Som et resultat af kristendommens møde med solreligionen i 200-tallet, blev de to vigtigste fødselsdage, Jesu og Johannes Døberens, altså placeret ved solhverv, henholdsvis vintersolhverv, den 24. december, og ved sommersolhverv, den 23. juni.
Fejringen af Johannes Døberen er på et tidspunkt blevet blandet sammen med båltændingen, som er en nordeuropæisk skik, der har eksisteret siden vikingetiden.
Formålet med bålet har været at jage onde ånder væk. Siden hen gjorde man det mere konkret og begyndte at brænde heksefigurer af.
Båltændingen er en tradition, som vi holder i hævd den dag i dag. Vi brænder stadig heksen af, fordi det er en måde at vise, at vi holder fjenderne og det onde på afstand. Det gør vi, mens vi synger "hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra livet med glædesblus holde", som der står i Holger Drachmanns ”Midsommervisen.”
”Rugens sange”
Således klædt på, kan vi nu gå over til den kreative del!
Som allerede nævnt, så får Hr. Aakjær lov at være repræsentant for en fornem palet af danske sangskrivere, der formår at sætte den danske sommer på ”smukke ord.” Det er som om, at den ekstra kraft, som sommersolen har, har fundet vej ind i Aakjærs hjerte, og med Elisabeth G. Nielsen ord fra sangen ”Uerstattelig” har formået ham til ”at springe op og kysse himlen.”
En livskraft, der udspringer af hans glæde ved naturen, varmen og lyset, og som også fodrer den sproglige kreativitet. I fortættede vendinger beskriver han sommerens væsen, hvor specielt den vestjyske hedes rug og markblomster besynges. Der er fine sansninger af, hvad man både kan høre og se.
Jeppe Aakjær var den forfatter, som i sin samtid – omkring år 1900 – opnåede den største popularitet af den gruppe af nye forfattere, der slog igennem på det tidspunkt, og som har fået prædikatet: ”Det folkelige gennembrud.”
ALLE kender Aakjærs ”Ole sad på en knold og sang,” som stammer fra 1896.
Men det er med digtsamlingen ”Rugens sange,” fra 1906 (Aakjærs lyriske hovedværk), at Jeppe Aakjær for alvor manifesterer sig som en blændende naturlyriker, der samtidig formår at skildre samspillet mellem menneskets sociale forhold, arbejdet og naturen.
Den umiddelbare naturglæde er gennemgående i alle ”Rugens Sange,” og det er netop naturlyrikken i hans sommersange, jeg er interesseret i og specielt de steder, hvor han flyder over af naturglæde og liv bare ved at være til stede i, ja, livet.
Anna bliver lokket af Anders
Et godt eksempel er ”Ved Rugskjellet” - måske bedre kendt som ”Anna var i Anders kjær,” - der handler om et stævnemøde, som ender med en forlovelse.
En sang, som også viser det blink i øjet, som Aakjær var beriget med.
I første strofe bliver naturen en blomster(s)eng, som Anna og Anders sætter sig i. I starten er Anna ”knibsk” og ”bly” (genert og tilbageholdende,) og for at Anders ikke skal tro noget og blive for nærgående, begynder hun at sy:
”Anna var i Anders kjær, men knibsk alligevel,
mødte dog sin Hjærtenskjær paa Rugens gamle Skjel,
satte sig i Græsset ned blandt Klokkeblomster bly,
tog saa op sit Fingerbøl og gav sig til at sy.”
Man skal jo ikke spilde tiden! Senere får naturlyrikken et skær af elskov, da Annas fingerbøl fanger solen. Det er som om solen, blomsterne og lærkens sang smelter ”bly’et,” og selvom Annas ankelslanke ben ganske vist i ærbarhedens navn er lagt i ”kors,” så er det i et ”let” et af slagsen:
”Solen glimted ellevild i Annas Fingerbøl,
Snerrens sennepsgule Blomst hang fuld af brune Møl.
Lærken sang, og Luften drev med Dræ og Duft af Pors;
Annas ankelslanke Ben var lagt saa let i Kors.”
Anders har fået gang i snadden, mens han ud af øjenkrogen misundelig identificere sig med ”Rugen Vipper,” som stryger ”Annas brune Hals,” mens ”de små gavtyve” (”de Luxer smaa”) - altså Vipperne - kysser til højre og venstre:
Anders sad og fingred tavs om Pibekandens Fals,
saa, hvor Rugens Vipper strøg over Annas brune Hals,
hørte, hvor de sølverlo og lokked flere til;
Vipperne, de Luxer smaa, de kysser, hvor de vil.
Anders indser, at han, som vipperne, er nødt til tage initiativ, og det sker pludselig.
I strofe 4 står der:
”(han) smed så brat det hele hen (piben og tobakken) og rykked’ farlig nær,
hvisked om den hvide Hals og alt det fine Vejr.”
Og i strofe 5 glemmer han al anstændighed og kysser Anna:
”Greb han dog på samme Tid om Hals og Vipper smaa,
kyssed Annas Kind og Mund om kap med Rugens straa.”
Det går ikke alt for godt.
For Anna taber i skræk sit fine nye fingerbøl ned i ”Snerren” (en plante,) og naturen kigger forskrækket med:
Naal og Traad ved første Kys i Snerren sank af Skræk;
Annas nye Fingerbøl det trilled ogsaa væk;
Klinten paa sin lange hals sig rejste for at glo;
bittesmaa Mariehøns løb over Annas sko.
Heldigvis har Anders gode hensigter, og han lover Anna en forlovelsesring i stedet for den tabte fingerbøl, og som et resultat af sin voldsomme fremfærd, har Anders fået slået til ”snerrens sennepsgule blomst,” der var fyldt op med brune møl, og disse møl stiger nu op og bliver i sangen et symbol på de ”amoriner,” der flyver rundt mellem Anna og Anders.
Og naturen jubler med:
Mens som Amoriner smaa opsteg de brune Møl,
Gyldenring blev lovet hen for Tab af Fingerbøl.
Rugen ringled vildt og bredt om Kys og Kjærlighed;
hvad det mindste Ax har hørt, det hele Ager ved.
Dyre du og dig!
Dingeli-og-lej,
Dikkedu-og-dikkedi,
og dingelu-og-lej!
En mageløs sang, som viser hvilken magisk naturlyriker Aakjær er.
Det er jo dramatik i højeste klasse og med naturen som tilskuer. Jeg får faktisk mindelser om Disney-tegnefilmen ”Lady og Vagabonden,” når jeg hører/læser sangen.
Stille hjerte i aftensskumringen
I Rugens Sange blander Aakjær sarte stemningsbilleder med en optimistisk beskrivelse af et harmonisk bondeliv. Ofte er der tale om dybt originale billeddannelser, som rammer både det universelle og det stedbundne. Mange af sangene er tilmed dyppet i den stilhed, som Aakjær satte så stor pris på, og som han mødte, når han færdedes i engene og ved bredderne af Karup Å, men især oplevede på gåture på heden. Et godt eksempel er følgende sang:
Stille, hjerte, sol går ned
Tekst: Jeppe Aakjær, 1912
Melodi: Thomas Laub, 1915
Stille, hjerte, sol går ned,
sol går ned på heden,
dyr går hjem fra dagens béd,
storken står i reden.
Stille, stille, hjerte, sol går ned.
Tavshed over hedesti
og langs veje krumme.
En forsinket humlebi
ene høres brumme.
Stille, stille, hjerte, sol går ned.
Viben slår et enligt slag
over mosedammen,
før den under frytlens tag
folder vingen sammen.
Stille, stille, hjerte, sol går ned.
Fjerne ruder østerpå
blusser op i gløden,
hededamme bittesmå
spejler aftenrøden.
Stille, stille, hjerte, sol går ned!
Naturens mester har talt
Jeg tror, at budskabet er sivet ind. Naturens mester har talt. Sommeren er blevet afluret sin magi, SELVOM man jo som bekendt ”kan fange fuglen, men ikke fuglens flugt.”
I den her sammenhæng vil det være noget med, at vi kan få beskrevet sommeren, men vi må ud i den for at dufte den.
Jeg vil slutte med to andre strofer fra Aakjærs fantastiske sangskat.
Den ene er fra ”Se dig ud en sommerdag,” og beskriver på fremragende vis, hvordan rugen kan have knæ, som jeg ind imellem føler mine:
Rugen med det svulne knæ
vokser langt i bakkens læ,
humlekop og pæretræ
får sol mod hvide gavle.
Det andet er fra ”Jeg bærer med smil min byrde,” og er min måde at ønske jer en god sommer på:
Jeg slænger skalmejen for munden,
jeg trækker så lang dens lyd,
at kilderne klukker i lunden,
og bukkene bræger af fryd!
GOD SOMMER 😊
Комментарии