En tråd af sammenhæng
- Ivan klarskov Nielsen
- for 2 dage siden
- 10 min læsning
TEMA-citater:
Ærlighed er en smuk og gratis gave. Sørg for, at den gror i din have.
Man kan se ind i øjet, men ikke altid ind i hjertet. (Et jødisk ordsprog).
Sande venner er dem, som løfter dig op, når ingen andre har bemærket, at du er faldet.
Vi træffer alle valg i vort liv. Det sværeste er at leve med dem.
Problemer vokser i tavshed.
The truth always comes out in the end, no matter how hard anyone tries to hide it or stop it. Lies are just a temporary delay to the inevitable.
Nogle mennesker kan såre så grusomt og dybt, at deres selskab ikke længere føles rart og trygt.
Løgnen har det med at lægge plastic over hjertet, så det er svært at trække vejret.
Det er både sjovt og tankevækkende at opleve, hvordan ting eller emner med vidt forskellige vinkler eller udgangspunkter kan gribe ind i hinanden og skabe en fællesmængde. HVIS man vel at mærke opdager det.
Det kan være en tematik, man får øje på eller et budskab, der kravler ud af massen, og manifesterer sig som en øjenåbner.
Altså en form for referencetråd, der skaber sammenhæng mellem det, man læser, ser og hører og som blander sig med det, der i forvejen er i hjernekassen for til sidst, som en anden 3D-printer, at spytte et fælles produkt ud.
Jeg synes, det en god og meget tilfredsstillende fornemmelse at få øje på den sammenhæng, fordi jeg får en fornemmelse af, at jeg har flyttet mig rent intellektuelt. Lidt har også ret😉
Det er også min oplevelse, at jo mere jeg læser, ser og hører, jo oftere dukker sammenhængen og dermed indsigten frem, og jeg har en ide om, at jo mere indsigt jeg får, jo tykkere bliver mit værn mod demensen. Måske hænger det slet ikke sådan sammen, men ”enhver er jo som bekendt salig i sin tro.”
Harmonien, der forsvandt
Sidst er jeg blevet ”åbenbaret” med en tråd af sammenhæng mellem en film, en Tv-dokumentar og en bog, jeg har set og læst. Det hele er tilmed ret tilfældigt og sjovt nok blevet lænket sammen af et citat, jeg hørte i en Podcast.
Ingredienserne har altså været hældt ned i samme gryde (mit grødhoved😉,) er blevet æltet godt og grundigt, har fået lov at hæve en tid og har så hævet sig så meget over udgangspunktet, at perspektivet har fået en sammenhæng.
Lad mig starte med citatet.
Det stammer fra podcasten ”Vores dømte ven,” som handler om en vennegruppe, der har kendt hinanden i mange år, og som bliver rystet af, at en fra gruppen dømmes for en forbrydelse, han nægter at have begået.
Men som tiden går, vokser mistilliden og gruppen begynder langsom at splittes. For hvad nu, hvis han ikke taler sandt?
Problematikken er, at vennen bliver dømt for at have delt digitalt overgrebsmateriale af mindreårige, men han fortæller sin vennegruppe, at han har fået frarøvet sin identitet og at nogen har delt overgrebsmaterialet i hans navn og uden hans vidende.
I den sammenhæng problematiserer en af vennerne, en kvinde, sin tvivl med et citat, hun har fra sin far. Det siger:
”Når det hjertet forstår ikke stemmer overens med det, som hjernen fortæller en, så mister man orienteringen.”
Eller som Gandhi udtrykte det:
"Lykke er, når det du tror, siger og gør, er i harmoni."
Livet forudsætter døden
Kernen i udsagnet er altså, at hvis vi ikke kan finde sammenhæng mellem det indre og det ydre, det der føles rigtigt for en og det man bliver fortalt er rigtigt, så kommer vi i ubalance. Vort indre kompas mister retningen.
Som nu fx i Ib Michaels sidste roman ”På den anden side af solskinnet” (2024,) som fortæller Ib Michaels egen personlig historie om at vende tilbage til livet efter en blodprop i hjernen.
Bogen stiller spørgsmål om eller ved identitet, krop og bevidsthed. Den griber og river os med, når forfatteren konfronterer os med sine tab og forgængelighed.
Bogen er et vigtigt bidrag til samfundets fælles viden om, hvor hårdt hjernesygdomme- og skader kan ramme den enkelte, og hvor svære de er at forstå for de pårørende.
På side s. 121 i bogen beskriver han et dilemma med samme fællesnævner som ovenstående citat.
For ham er der en ubalance mellem videnskabens forsøg på at udsætte eller helt stoppe aldring og så det faktum, at døden ”blot” - ifølge Michael - er komplementærsiden af livet, og at uden døden findes der intet liv. Alting er kun noget i kraft af sin modsætning.
Så Ib Michael ser ingen grund til at udsætte døden. Han skriver:
”Kontrasten til den slidte krop vokser efterhånden som aldringen skrider frem. Jeg forstår vist ikke videnskabens bestræbelser på at udsætte aldring eller stoppe den helt, så vi får evigt liv. Jeg ser ingen gode grunde til at udsætte døden, som bare er den anden side af livet, komplementærsiden. Stopper du den, stopper du også livet. Vi synes døden er den største gåde. Den slæber på den ene filosofiske afhandling efter den anden. Vi har slet ikke den samme opmærksomhed på fødslen. Hvor kommer vi fra? Mon ikke fra det samme sted i rumtiden?”
"Den sidste viking"
Det er altså lidt pudsigt, at den helt nye film af Anders Thomas Jensen, ”Den sidste viking,” trækker en lille rød tråd til ovenstående Ib Michael-citat.
I den tegnede intro til ”Den sidste viking” bliver der fortalt et eventyr om en høvding, hvis søn mister sin arm i kamp, hvorefter høvdingen bestemmer, at alle hans krigere skal have skåret armen af ud fra devisen, at:
»Når hans (sønnens) virkelighed ikke kunne ændres, måtte virkeligheden omkring ham ændres«, lyder det fra fortælleren.
Så hvis ingen har en venstre arm, så er der ingen, der har mistet en venstre arm.
Set i Ib Michael-perspektiv: ”Hvis ingen dør, så er der ingen, der har levet.”
Eller set i Trump-perspektiv: "Hvis ingen reflekterer er alt "fake"." ;-)
Et andet godt eksempel på ovennævnte "kompas-ustabilitet" bliver vi præsenteret for i den fremragende TV-dokumentarserie ”Skolens tabte børn,” som tager problematikken op om, at for flere og flere børn bliver mødet med skolen en oplevelse, som tager en helt anden retning end for de fleste.
Børnene mistrives, vil ikke i skole og bliver tabt i skolesystemet, og det ender ofte med lang tids ufrivilligt skolefravær.
Der kan være mange grunde til skolevægring – angst, depression, ADHD, mobning, dårligt skolemiljø, faglige vanskeligheder, familieproblemer o.a. - men grundlæggende er problemet tydeligvis, som udtrykt i ovenstående citat, at der er en diskrepans mellem barnets forventninger og skolens formåen. Der er ikke harmoni mellem det, barnet tror om skolen, og det han eller hun rent faktisk møder deroppe.
Tingene vokser derfor barnet over hovedet, forventningerne til det bliver for store, og ubehaget når et omfang, så konflikterne med mor og far derhjemme er ”barnemad” i forhold til at skulle udholde en kaotisk skolesituation.
Resultatet er ofte lang tids skolefravær, som tit tilmed afføder en skrøbelig familiesituation, fordi forældrene skal forsøge at finde en balance mellem selv at passe et arbejde samtidig med, at de har et ulykkeligt barn hjemme på fuld tid og oveni måske også andre børn, der skal have en så normal hverdag som muligt.
Så det er reelt en hel familie der mister orienteringen.
PDO og ADHD
En ung mand, som i allerhøjeste grad har haft skolevægring og mistrivsel inde på livet, havde forleden et opslag på Facebook, hvor han i den grad sætter ord på forskellen mellem den virkelighed, han oplever og den virkelighed, han er i stand til at håndtere.
Og her er der ikke bare tale om en lille sprække, men om en afgrundsdyb kløft.
Anledningen til, at vedkommende farer i blækhuset, er Undervisningsminister Mathias Tesfayes udsagn om, at mange af de adfærdsmæssige problemer, Folkeskolen slås med i dag, bunder i forældres manglende evner til at opdrage deres børn. Det har ifølge Tesfaye ført til en masse børn med diagnosen ”PDO,” som står for ”Pisse Dårligt Opdragelse.”
Lad mig lige citere de steder fra opslaget, som tydeligst viser disharmonien mellem den unge mands formåen og samfundet tilbud:
”Kære Mathias Tesfaye. Du har helt ret! Børn lider af PDO (Pisse Dårligt Opdraget.) ISÆR børn med diagnoser! Dog ved jeg ikke, om vi er helt enige i definitionen af PDO. Jeg er autist og HELT KLART også PDO! Jeg er nemlig blevet opdraget til forsøge at være noget jeg ikke var, er eller nogensinde vil blive. Jeg er blevet opdraget til ikke at være til besvær. Ikke at sige nej. Til at samarbejde, også selvom samarbejdet var usundt for mig. Til at være flittige, dygtig og få høje karakterer, som jeg ikke kan bruge til noget i dag, fordi jeg er førtidspensionist grundet livslang stressoverbelastning.”
……………………..
”Jeg er blevet opdraget til at føle mig forkert fordi jeg ikke kunne leve op til neurotypiske krav og opførsel. Jeg har fået skæld ud for at gøre, hvad der blev sagt, fordi jeg ikke forstod, at der blev ment noget andet. Jeg har fået skæld ud for at fylde for meget, er blevet bedt om at dæmpe mig, gøre plads til andre, så jeg i dag stadig føler skam, når jeg taler meget og højt om et emne, der begejstrer mig. Jeg er faktisk så Pisse Dårligt Opdraget, at hverken forældre eller lærere evnede at opdrage autismen ud af mig! Hverken med skæld ud eller disciplin. Jeg er blevet opdraget til at leve et liv, der var så unaturligt for mig og den jeg var inderst inde, at jeg blev syg.”
”Dengang jeg var barn fandtes skolevægring nemlig ikke. I stedet fandtes depression, selvskade, selvmordstanker, spiseforstyrrelser og angst. Og her er kun nævnt de diagnoser JEG endte ud med, fordi jeg er så Pisse Dårligt Opdraget.”
………………………………..
”Så ja, børn er stadig Pisse Dårligt Opdraget, for pga. af udtalelser som dine, bliver de stadig opdraget til at føle sig forkerte, ikke gode nok og til at føle, at der ikke er plads til dem, netop som de skønne unikke mennesker, de er.
Mennesker, som kunne vokse op og blive til noget, hvis bare vores samfund ville se på os som hele mennesker i vores egen ret, som kan trives og blomstre i de rette rammer.”
Kroppen husker det, systemet glemmer
Hvis jeg nu - som et lille appendiks - skulle give et bud på, hvorfor så mange børn, unge og voksne har det dårligere i dag end folk havde tidligere, så ville jeg give ordet til den norske læge Anne Luise Kirkengren og den norske psykolog Ane Brandtzæg Næss, som i deres bog fra 2023, ”Hvordan krænkede børn bliver syge voksne,” har samlet årtiers forskning i blandt andet stressbiologi, og er kommet frem til, at ”kroppen husker alt det, som systemet glemmer.”
De godtgør i bogen, at ”erfaring bliver biologi” forstået således, at tidlige oplevelser, der sætter nervesystemet i alarm – som vold, skam, forsømmelse, følelsesmæssig afvisning – ikke kun former psyken, men også kroppens celler, hormoner og immunforsvar.
Forfatterne kommer altså ved forskning frem til, ”at kroppen skriver livets historie ind i sig selv.”
De skriver blandt andet:
”Når et barn lever i utryghed, lærer dets krop at overleve – ikke at leve. Stresssystemet, der burde slå fra, forbliver tændt. Kortisol, adrenalin og inflammationsmarkører holder sig forhøjede. Immunforsvaret bliver overaktivt, energiproduktionen svækkes, og kroppen lever, som om faren aldrig ophører.”
Forfatterne kalder ovenstående for ”…en dødelig utryghed. En stille, men vedvarende erosion af livskraften, der senere viser sig som smerter, træthed, autoimmune lidelser, depression, fordøjelsesproblemer – som kroniske tilstande, der ikke passer ind i systemets kategorier. Ikke fordi patienten “bilder sig noget ind”, men fordi kroppen husker på et andet sprog end laboratoriet forstår.”
En vigtig konklusion i bogen er følgende:
”Kroppen husker det, der ikke kunne siges. Den bliver arkiv for det liv, man måtte overleve."
Nervesystemet som vidne
Så når børn har det dårligt i skolen, så kunne det jo være fordi ”at sundhed ikke er fravær af symptomer, men tilstedeværelsen af sammenhæng. At heling ikke handler om at undertrykke kroppen, men om at forstå, hvad den fortæller,” som Kirkengren og Næss skriver et sted.
Og som en af anmelderne af bogen skriver, så ”Kan vi ikke længere forklare sygdom uden at medtænke livshistorien. Vi kan ikke længere adskille biologi og biografi. Vi kan ikke længere behandle mennesker, som om nervesystemet ikke er et vidne. Kroppen husker alt det, systemet glemmer. Og måske begynder sand sundhed dér, hvor vi endelig tør tage dens hukommelse alvorligt.”
Så måske er problemerne i skolen et symptom på den måde, vi har skruet samfundet sammen på i dag. I bund og grund er problemet måske mangel på tid til omsorg og kærlighed til vore børn, der så - som en bil, der mangler olie - kommer i skole med en krop, der higer efter kærlighed, og derfor ikke har overskud til at tage imod ”alt det sekundære.”
Som en klog kvinde sagde: ”Børn, der bliver udstyret med diagnoser i dag, er ikke syge, de er kede af det!”
Benzin på bålet
Så når Tesfaye slår til lyd for, at lærere og pædagoger skal ”udstyres” med mulighed for at være fysiske over for eleverne, hvis de – eleverne – er uden for pædagogiske rækkevidde - er PDO, - så er der 500 forskere og fagpersoner, der advarer mod det.
Og det har fået Lotte Rod (MF for RV) til at forfatte følgende tekst først til Politiken og så til sin Facebook-profil:
“Forskning verden over har vist, at når elever mødes kontrollerende med trusler og straf og uden skolens bestræbelse på at leve sig ind i elevernes perspektiv, så leder det bl.a. til en mere fjendtlig holdning til andre, til mangel på koncentration, dårligere faglige resultater, oprørskhed og vrede og kan sågar øge risikoen for en kriminel løbebane.
Den uhensigtsmæssige adfærd stopper i nogle tilfælde nu og her, men over tid ses der mere af den adfærd, man ikke ønsker.
Kort sagt: Lovforslaget vil ikke skabe ro – det vil skabe mere uro. De negative konsekvenser af lærerens magtanvendelse er endnu større for børn og unge, der i forvejen befinder sig i en udsat position og særligt har brug for nære relationer til rolige og tillidsvækkende voksne udenfor hjemmet.”
Og så understreger hun lige pointen med følgende ”lille” slag med halen i opslaget:
”Man slukker jo heller ikke bål med benzin!”
Man - jeg - får (næsten) lyst til at slutte med en uppercut og at sparke en eller anden i …. MEN af mangel på et egnet emne, vil jeg i min afmagt og ophidselse nøjes med at få afløb ved at poste følgende Erasmus af Rotterdam-citat. Så kan de lærer det!!!
Kommentarer