Når fodnoten bliver til historien

TEMA-citater:

1. Livet er som et stjerneglimt i tidens uendelighed

2. Alle, du møder, kæmper en kamp, du ikke ved noget om. Vær venlig. Altid.

3. Kvinders sorg er som en sommerstorm: lige så kort og voldsom. (Joanna Baille)

4. Sorg er som en flod, der bølger gennem livet. Nogle dage drukner vi, andre dage sejler vi. (Joan Didion)

5. De mennesker, som får mest ud af deres liv, er ikke dem, der har levet i hundrede år, men dem, som har levet hvert minut.

6. Mødre holder deres børns hænder et øjeblik, men deres hjerter for evigt.

7. En mors kærlighed kender ingen grænser eller tid

Vi kender det godt alle sammen.

Det der med, at fodnoten pludselig bliver selv historien, eller at det i parentesen bliver det væsentligste. I begge betydninger kan det både forstås helt konkret og i overført betydning.

Der er en programserie på TV2, som hedder ”En uventet drejning,” som bygger på ovenstående. Foromtale lyder: ”Allerbedst som livet kører derudaf, sker der noget uventet. Noget der ændrer ens liv. På godt og ondt.”

Hvem husker fx, hvad resultatet blev af EM-kampen mellem Danmark og Finland i Parken den 12. juni 2021? Nej, vel! Men vi husker alle Christian Eriksens hjertestop fra den aften og de efterfølgende uhyggelige minutter, hvor læger og samaritter kæmpede med at få gang i hans hjerte igen.

Pludselig forsvandt det meget resultatfikserede og blev afløst af spillernes bløde sider, hvor det at tackle fik en helt anden betydning.

Heldigvis gik det godt, selvom nogle af spillerne efterfølgende har giver udtryk for, at de stadig er mærkede af den oplevelse på en eller anden måde.

Herværende indlæg er et resultat af netop en fodnote, som pludselig bliver mere interessant end selve den planlagte ide. Jeg medgiver, at der er forskel på en situation, hvor en fodboldkamp bliver til en kamp på liv eller død og så en historie, der ændrer retning på grund af en fodnote.

Men overdrivelse fremmer forståelsen, OG fodnoten er netop en historie om liv og død!!

Vester Vandet kirke

Det sjældne kirkestanderur

Den oprindelige ide nåede jeg at skrive indledningen til. Den lyder:

”Når jeg kører mod Klitmøller fra Thisted og når Vester Vandet kirke, så tænker jeg altid på tiden. Eller nærmere bestemt på et bestemt ur.

Umiddelbart kan man ellers nemt komme til at overse Vester Vandet kirke, når man kører af Klitmøllervej. For det første ligger den lidt tilbagetrukket fra vejen og for det andet, så har den ikke et tårn, som tit er det, der er blikfanget ved en kirke.

Men jeg ser den hver gang. Og det har jeg gjort, siden jeg læste en artikel i Historisk Årbog fra 1954, som fortæller historien om det ur, som er placeret INDE i Vester Vandet kirke.

Umiddelbart tænker jeg, at et af privilegierne ved at gå i kirke er, at man slipper for at skulle tænke på tiden/hænge i en klokkestreng. Men sådan er det altså ikke ude i Vandet.

Men ud over at være et af de eneste kirker i landet med et ur inde i selve kirkerummet, så er uret også en del af en meget interessant lokalhistorie. For ovennævnte artikel fra Historisk Årbog er egentlig en tale, som blev holdt i Vandet Kirke den 20. juni 1954 på 200-årsdagen for den dag, uret blev skænket til kirken.”

Uret i Vester Vandet kirke

De gavmilde thyboer

Tanken var, at jeg ville spinde en ende over uret, som var en donation: 

På selve urskiven står selv tilblivelsesåret, 1754 og ovenover står følgende inskription malet på en dannebrogsfane:

”Til Guds Ære og Menighedens Anvendelse bekosted af de Vel Fornemme Schippere og Schude Eiere ved Klitmøller og her i Sognet Anno 1754.”

Helt specifik var det ni skudeejere fra Klitmøller (der var ni skuder derude på det tidspunkt, som drev skudehandel fra nordstranden med destination Norge,) som havde bekostet det kostbare ur til ære for kirken, sognet og Gud.

PS. På det tidspunkt var der ingen kirke i Klitmøller, så mølboernes kirkelige handlinger foregik fra Vester Vandet kirke dengang.

Jeg har haft en ide om, at jeg - ud over at fortælle spændende lokalhistorie - kunne hylde thyboen ”som race” med noget ala' følgende skudsmål:

”Jeg er ikke i tvivl om, at historien om uret, som både fortæller lokalhistorie om det nordvestlige hjørne af Thy og er et eksempel på gavmildhed, ville kunne finde sin pendant i ethvert andet hjørne af Thy, og tegne et generelt billede af en flok gæve thyboer - med hjertet på rette sted – der har skabt fundamentet for en personlighed, der ikke går på kompromis, der står op for de udsatte, og som vil folk det bedste, hvis - vel at mærke - ”vi” bliver behandlet med respekt.

Og det er i hvert fald helt sikkert, at enhver Thybo vil give mig ret i følgende talemåde:

”Hellere en original end en kopi.””

Præsten nikker ja

Men så dukkede den fodnote op! For i historien om uret, som jeg altså har fra 1954-udgaven af ”Historisk Årbog for Thy og Vester Hanherred” undre det forfatteren, at giverne har valgt et indendørs standerur, som både ville være noget nyt og overraskende, og vel vidende, at kirken faktisk ikke havde et kirkeskib på det tidspunkt.

Men han kommer frem til, at det usædvanlige, for ikke at sige dristige ved ideen, nok har tiltalt de gode skudeejere, OG at tanken åbenbart også har tiltalt kirkens præst, pastor Riber. Han havde nemlig forbindelse til en mand i nabosognet, som kunne lave et sådant ur, og denne mand var urmageren Anders Christensen Heede i Øster Vandet - og han fik opgaven.

Maleri af en Klitmøller-skude

I bunden af artiklen er der en fodnote omhandlende ovennævnte pastor Riber. Den søgte jeg på, fordi sådan er min natur. Hvad var han for en mand?

Det første, der slår mig er, at i 1754 gifter Peder Knudsen Riber - som er pastorens fulde navn - sig for 2. gang. Han gifter sig med den velhavende enkefrue til Vandetgård, Madame Petronella Kirstine Søltoft. Og i et anfald af lykkerus i den forbindelse har han så nok fået sagt ja til alt, og altså også til et kæmpe indendørs bornholmerur i sin kirke, som han ville skulle kæmpe med opmærksomheden om under sine prædikener, og også ville blive afbrudt af under halv- og heltime-slagene.

Peder og præstens Abelone

Fordomsfuldhed og konspirationsteori på fuld skrue. For sandheden er en hel anden.

Kort fortalt, så blev Pastor Riber født i Thisted den 1. september 1707. Hans fader var studehandler Knud Pedersen. Som navnet antyder stammer slægten fra Ribe i Sønderjylland.

Peder Knudsen Riber blev student fra Thisted latinskole i 1728.

1731 blev han teologisk kandidat og derefter ansat som hører (lærer i de højere klasser) ved latinskolen i Thisted.

I 1734 blev Peder Knudsen Riber ansat som ”personel kapellan” hos præsten Svend Hansen Hjorteberg i Øster og Vester Vandet sogne, hvor han efter den gamle præsts død 1736 overtog embedet som sognepræst.

Forinden var han i 1735 blevet gift med den gamle præsts datter Abelone Christine Svendsdatter Hjorteberg, der var født i Bergen 1707.

Det er så her, jeg skal have et rap over nallerne for at have været forudindtaget. Og det rap, der rammer mest præcist, er følgende citat:  

”Alle, du møder, kæmper en kamp, du ikke ved noget om. Vær venlig. Altid.”

For ifølge kirkebogen for Vester Vandet sogn blev der født 10 børn i ægteskabet mellem Abelone og Peder Knudsen Riber, hvoraf de 5 var dødfødte og 3 af dem døde som ganske små.

De to børn, som fik lov at leve, var Christina Johanna, født 1738 og Svend Hjorteberg, født 1739.

Og som om skæbnen ikke havde været hård nok ved præsteparret, så døde Abelone selv i barselssengen efter fødslen af sin dødfødte søn, den 5. november 1745, 38 år gammel.

Efter 10 fødsler med en ulykkelig udgang i de otte tænker jeg, at både krop, sind og sjæl har været så medtaget, at der ikke var mere livskraft tilbage.

Søren Kirkegaard skriver et sted:

”Det er utroligt, hvad et menneske kan udholde, blot det føler, at der er en mening med modgangen og lidelsen.”

Med hensyn til Abelone, så har den mening været svær at finde!

Præsten finder trøst i en Matrone

Peder Knudsen Ribers sorg over hustruens død giver han udtryk for i kirkebogen den 5. november 1745:

”Den gudelskende Matrone Apolonia Christina Hjorteberg, Sognepræsten Hr. Peder Ribers i Livet elskelige, i døden højst savnelige Ægtemage og Hustrue. Efter en svær udstanden Fødselsstund, 38 Aar, 6 Uger, 2 Dage. Begraven med sin dødfødte søn i Armen den 12. ditto. Ach saare dyppet Pen, som her min elskte Ven, maa nu indskrive, iblandt de dødes Tal, men Herrens Naades Valg, dog fast skal blive.”

Det har helt sikkert været en svær og stille tid for Peder Knudsen Riber. Efter 11 års ægteskab sad han nu ene tilbage i Agerholm Præstegård med to børn, nemlig den 7-årige Christina Johanna og den 6- årige Svend Hjorteberg.

Som tidligere nævnt, så giftede Peder Knudsen Riber sig igen den 6. august 1754 - efter ni år som enkemand - med enkekonen fra Vandetgård. Det skriver han følgende om i kirkebogens vielsesfortegnelse:

”Sognepræsten til disse Menigheder Peder Knudsen Riber og Madame Petronelle Kirstine Søltoft, salig Oluf Poulsen Dragsbechs efterleverske her i Vandet, uden forudgaaende trolovelse, iflg. Kongl. allernaadisk bevilling. Forlovere vare velærværdig Hr. C hr. Deinbol af Hundborg og Hans Christian Begstrup af Nors. Herren self ligge nye Naade og Velsignelse til dette i Herren begyndte nye Ægteskab, at forrige længslers og trængslers Dage maa glemmes.”

Agerholm Præstegård i Vester Vandet i 1950'erne

Formuende præstepar

Petronelle Kirstine Søltoft var enke efter Oluf Poulsen Dragsbech, som var en meget velhavende mand, der foruden Vandetgård var ejer af flere andre gårde. Så det må siges, at det, både standsmæssig og økonomisk, var et godt parti, præsten i Agerholm præstegård gik ind til, da han giftede sig med enken fra Vandetgård, som var enearving efter sin mand, der var barnløs i begge sine ægteskaber.

Og lægger man så oveni, at Peder Knudsen Riber i forvejen var en velhavende mand, idet han allerede 1746 købte den adelige sædegård Nebel, som lå tæt på Aggerholm præstegård, så var der helt sikkert ingen økonomiske problemer i det ægteskab.

Peder Knudsen Riber døde i 1765, kun 58 år gammel.

Hans kone, Petronelle Kirstine Søltoft, døde i 1790 i en alder af 76 år. Af sin store formue oprettede hun flere legater til velgørende formål, ligesom hun i sit testamente betænkte flere personer, som enten var af familie, eller som hun havde været tæt på.

Kloge kvinders citater

Det ville være oplagt at slutte dette indlæg med et par citater, som rummer både uret og tiden og Abelone og Peder Ribers historie.

Men når det i forvejen i nogle/mange tilfælde kan virke patetisk, at slutte indlæg på den måde, så er det i dette tilfælde helt umuligt.

Tænk bare på følgende citater: ”Den tid den sorg,” ”Om hundrede år er alting glemt” eller ”Tiden læger alle sår.” De er jo både uforskammede og ufølsomme i forhold til Abelones oplevelser.

Et par kloge kvinder har sagt følgende om sorg og tid:

”Kvinders sorg er som en sommerstorm: lige så kort og voldsom.” (Joanna Baille)

”Sorg er som en flod, der bølger gennem livet. Nogle dage drukner vi, andre dage sejler vi.” (Joan Didion)

Det bliver et citat, jeg fandt på Hospice Randers’ hjemmeside, der får ”trøstepræmien” her:

”De mennesker, som får mest ud af deres liv, er ikke dem, der har levet i hundrede år, men dem, som har levet hvert minut.”

I den lys nat behøver man ikke at sove for at drømme