TEMA-citater:
- Ensomhed er, når det man har, ikke matcher det, man ønsker.
- Man kan ikke betvinge det, der ligger uden for ens kontrol. Man kan kun lære at leve i harmoni med det.
- Ærlighed er en smuk og gratis gave. Sørg for, at den gror i din have.
- Det er ikke, hvad du er, der holder dig tilbage, det er, hvad du tror, du er (Denis Waitley)
- Stop med at fokusere på det, du ikke er.
- HUSK ALTID: Du er smuk. Du er værdifuld. Du er speciel. Du er talentfuld og du er uerstattelig.
- Hvornår var verden gået fra at være et magisk sted til pludselig at være et sted, hvor alt bare handlede om at passe ind? At se rigtig ud og at være rigtig? (Fra bogen ”Hjerteblink”)
- Det smukke begynder i det øjeblik, du beslutter dig for at være dig selv.
-Imposter-syndromet tillader ikke, at nogen succes går ustraffet hen (Joyce M. Roche)
__________________________________________________________________________________
I oktober måned blev min yngste søn færdig som ingeniør. Elektronikingeniør. Civilingeniør. Cand.polyt.!
Jo, jo!!
Han fik som fortjent: En kæmpe indsats gav et fint resultat.
Så der er alt mulig grund til at være stolt af og glæde sig over den unge mand😊
Alligevel er der et lille skår i glæden. For flere gange i løbet af det sidste års studier fortalte Tobias, at han kunne få en følelse af at blive bange for at blive opdaget. Bange for at folk skulle afsløre, at han i virkeligheden ikke kunne noget, og at han både laver og har fejl.
Specielt følelsen af at ville skuffe folk, hvis resultaterne ikke var, som de "plejede" at være, var slem for Tobias. Altså risikoen for at blive væltet ned af "piedestalen" og få folks dom.
Det er virkelig hjerteskærende som far at få et indblik i disse tanker. Det er både synd og uretfærdigt.
For er der en, som ”har noget at have det i,” så er det Tobias. Han har gode evner, han er arbejdsom, han er engageret, han er velformulerende, han er god til samarbejde, han er empatisk, han er god til at gå til eksamen, han er omhyggelig, han går ikke på kompromis, og så kunne han aldrig finde på at snyde!!
Snyd og bedrag
Jeg er godt klar over, at ovenstående kunne være farvet lidt af, at Tobias er min søn. Men jeg tror faktisk, at de fleste, som kender ham, ville sætte flueben ved det meste.
Men uanset, så er mit ærinde her ikke at skrive et ”heltekvad” om min søn – selvom det ville være det nemmeste i verden!! – men derimod at problematisere den væmmelige følelse af at have snydt og måske blive afsløret, han fik.
Hvor kommer den fra/af? Hvordan opstår den i et forløb, som egentlig kun har kastet gode resultater af sig? Den kaster måske også skygger bagud til hans barndom og opdragelse. Har vi - som forældre – part i det?
Ja, der kan nemt blive noget at banke sig selv i hovedet med!
Forleden stødte jeg så tilfældigvis på et opslag på Internettet med overskriften ”The imposter syndrome” - på dansk ”Bedragerisyndromet” – som netop beskriver det, min søn oplevede.
Det er bestemt ikke et nyt begreb, men jeg havde ikke set det beskrevet før.
Ret tidligt i opslaget bliver det slået fast, at der ikke er tale om en diagnose, men - altså - om et syndrom.
En diagnose omfatter psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser. Et syndrom er en samling af flere klinisk synlige tegn, symptomer, fænomener eller karakteristika som ofte optræder sammen.
Så er det på plads!
Præstationsangst og perfektionisme
Helle Dam er Autoriseret Psykolog og har specialiseret sig i at arbejde med mennesker, der har lavt selvværd.
Hun fortæller, at hvor lavt selvværd er et udbredt fænomen hos mange, så gælder det for mennesker, der udvikler Imposter-syndromet, at de typisk er succesfulde.
Hun uddyber det på følgende måde:
"Det er netop det, syndromet bliver skabt af: at der er uoverensstemmelse mellem deres indre følelse af fiasko og utilstrækkelighed og de ydre tegn på, at de faktisk gør det godt. De er spændt ud mellem præstationsangst og perfektionisme, og de oplever stor usikkerhed over for, hvornår de gør det godt nok og en angst for at blive afsløret som inkompetente."
Videre siger hun, at folk, som lider at Imposter-syndromet, er meget sårbare over for andres kritik og hurtigt kommer til at skamme sig, når de begår fejl. Desuden har de den ubevidste strategi, at de har en indre kritiker, som hele tiden er på nakken af dem, så de altid er forberedt på andres kritik.
Det kan jo altid trøste en far lidt, at hans søn ikke er ene om at føle sig utilstrækkelig: For føromtalte Helle Dam møder en del af slagsen i sin praksis, og søger man på Internettet, så er der mange, der kan fortælle lignende ”Bedrageri-historier.”
Lad mig lige sætte navne på nogle af de historier.
Albert Einstein og Kate Winslet
Lad os starte med den største, nemlig Albert Einstein, som er kendt for at have grundlagt Relativitetsteorien. På sit dødsleje den 18. april 1955 sagde han:
"Den overvurderede tiltro til mit livsværk gør mig ilde til mode. Jeg føler mig draget til at se mig selv som en ufrivillig svindler."
Oscar-vinderen Kate Winslet, som nok er bedst kendt for sin hovedrolle i storfilmen ”Titanic” fra 1997 - for hvilken hun netop vandt en Oscar for ”Bedste kvindelige hovedrolle” – har i et interview betroet sit publikum om, at ”Jeg vågner op hver morgen og tænker, at jeg ikke kan tage på optagelse, fordi jeg er en bedrager.”
Maya Angelou var en amerikansk forfatter, skuespiller, instruktør og aktivist, som var nomineret til Pulitzerprisen i 1969 for sin roman ”I Know Why The Caged Birds Sings.”
Hun sagde engang:
”Jeg har skrevet 11 bøger, men hver gang tænker jeg: ”Nu finder de ud af det.” De finder ud af, at jeg har snydt og bedraget."
En anden amerikansk skuespiller, Donald Frank ”Don” Cheadle, som blandt andet har vundet en Golden Globe-pris for sin rolle som Sammy Davis Jr. i miniserien ”The Rat Pack,” har engang sagt:
”Det eneste jeg kan se, er alt det, jeg gør forkert. Det er falsk og bedragerisk.”
Lad os slutte den udenlandske afdeling af med Dr. Margaret Chan, som var Generalsekretær for WHO fra 2006 til 2017. På et tidspunkt har hun udtalt:
”Der er en frygtelig masse mennesker derude, som tror, at jeg er ekspert. Hvordan kan de da tro det om mig? Jeg selv er mere opmærksom på de ting, jeg ikke ved.”
Jens Albinus og Sys Bjerre
Også kendte danskere vedkender sig ”deres” Imposter-symdrom.
Fx den danske skuespiller Jens Albinus, som mange vil huske fra for eksempel Ørnen og Borgen. Han vandt i 2013 både en Bodil og en Robert for ”Bedste mandlige hovedrolle” i filmen: At kende sandheden.
I et interview i Information siger han følgende:
"Følelsen af, at afsløringen som talentløs lurer om hjørnet, er kendt af enhver skuespiller med nogen som helst form for talent. Jeg vil vove den påstand, at kender man ikke til det, så er der først for alvor risiko for, at talentet mangler."
Videre i interviewet hedder det:
"Skuespillere lider af høj selvtillid og lavt selvværd, og i den kombination gror bedragersyndromet i bedste velgående. Bedragersyndromet minder blot om endnu en afart af selvoptagethed. Syndromet må nødvendigvis være knyttet til illusionen om, at det skulle være muligt som menneske ikke at være en bluffer."
Skuespilleren Preben Leerdorf Rye, som var en af de største i skuespilfaget herhjemme - og som gjorde et uudsletteligt indtryk på mig for sin rolle i Kaj Munks ”Ordet” – skal, ifølge kollegaen Birgitte Federspiel, ved slutningen af sin karriere have betroet hende følgende:
”Jeg har spillet med de største. Og de opdagede aldrig, at jeg snød.”
Den danske singer-songwriter Sys Bjerre, som de fleste vil kende for gennembrudshittet ”Malene,” der blev en ”sommerplage” i 2008, har også oplevet Imposter-syndromets svøbe. Her fortæller hun til Information:
"Jeg har brugt enormt meget tid på at slippe af med frygten for at blive afsløret. Det endte med at være en grundfølelse for mig. Jeg skulle hele tiden passe på med, hvad jeg gjorde, fordi det alt sammen kan blive taget fra mig lige om lidt. Jeg vidste jo godt, at jeg ikke havde fortjent det."
Skæg og blå briller
Lad mig slutte ”danskerafdelingen” af med en anden musiker - Anders Stig Møller - som er kendt fra blandt andet bandet Turboweekend. I samme artikel som Sys Bjerre fortæller han også om sine oplevelser med Bedragerisyndromet. Og han er hårdt ramt!
"Jeg har været usandsynligt heldig hele vejen. Ja, det er egentligt underligt, at jeg tænker sådan, men jo bedre det går mig, des mindre selvværd får jeg."
Anders Stig Møller oplever bedragerifølelsen komme snigende, når han står på scenen i fx et fyldt Store Vega:
"Hvad fanden laver jeg her, jeg er jo ude, hvor jeg ikke kan bunde. Folk må tænke, jeg er kvalificeret, når de ser mig stå på scenen med Turboweekend. Men de skulle bare vide, tænker jeg."
Bedragersyndromet viser også sit grimme ansigt, når Anders Stig Møller sidder i toget på vej til bandsession, hvor han skal rådgive et nyt ungt band:
"Måske går jeg kold, måske opdager de, at jeg er den store isbjørn, der med et patetisk lille pap-næb prøver at camouflere sig blandt en flok pingviner. At jeg er manden med det tydeligt falske skæg og de blå briller. Det er en meget destruktiv tanke, så det er sjældent, jeg tænker den til ende, men i stedet for at dvæle ved det destruktive, arbejder jeg bare mere og hårdere. Ellers ville jeg slet ikke kunne gøre det, jeg gør."
Som det fremgår, er min søn altså kommet i både fint og kendt selskab.
Det er også værd at bemærke, at eksemplerne er spredt ud, hvad angår både alder og tid.
Mønstereleverne og tvivlen
Selve fænomenet blev første gang identificeret på Georgia State University i 1978.
Det var de kvindelige studenter, der startede det hele.
Professor Pauline Clance og psykologen Suzanne Imes havde igennem længere tid bemærket et mønster blandt unge kvindelige studerende. Såkaldte højt-præsterende studerende med flotte karakterer, gode job og udmærkelser, der frygtede den store afsløring på trods af omverdenens åbenlyse anerkendelse.
De frygtede den dag, hvor omverdenen ville indse, at deres succes ikke var egen fortjeneste, men rent og skært held. Tilbage var de blot løgnere, der i årevis havde kæmpet for at opretholde facaden som de kloge og dygtige kvinder.
Igennem fem år arbejdede Clance og Imes med 150 succesfulde kvinder. Blandt dem var der respekterede eksperter på hvert deres områder, og der var studerende med udmærkelser. Kvinderne var hovedsageligt hvide middelklassekvinder mellem 20 og 45, og en tredjedel af dem var allerede i terapi for andre problemer end bedragerisyndromet. Fælles for dem var, at de følte sig falske, og de frygtede, at andre en dag ville se dem, som de var.
En af kvinderne fra undersøgelsen sagde fx:
”Jeg var overbevist om, at jeg ville blive afsløret som falskner, når jeg tog min endelige doktorgrad.”
Kvinder og mænd er lige udsatte
Men hvor udbredt er Bedragerisyndromet egentlig?
Ja, selvom kun ganske få mennesker kender til begrebet, så er tilstanden tilsyneladende ganske udbredt. Nogle amerikanske undersøgelser vurderer, at op imod 70 procent af vestens succesfulde mennesker i en vis udstrækning lider under syndromets altid nærværende tvivl, og to ud af fem succesfulde mennesker opfatter - til en vis grad - sig selv som svindlere.
Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at da syndromet første gang blev identificeret i 70'erne, hævdede psykologerne bag undersøgelsen – føromtalte Clance og Imes - at bedragerisyndromet hovedsagelig var et problem for kvinder. I dag er den forestilling skudt i sænk, og ligesom mange unge kvindelige studerende rammes af frygten for den store afsløring, gør højtstående mandlige erhvervsledere det også.
Ifølge P.O. Eriksson, der som erhvervspsykolog har beskæftiget sig med syndromet på en række svenske virksomheder, er den eneste årsag til, at man dengang troede, det var et problem blandt kvinder, at de var de eneste, der var ærlige og åbenmundede omkring det. Men bedragersyndromet sniger sig altså ind blandt begge køn og i alle lag af virksomhederne og samfundet. Dog særligt i de øverste. Det bekræfter en svensk undersøgelse, der sidste år blev foretaget af det svenske magasin Chef.
Her gik magasinet til 425 svenske erhvervsledere, og fik dem til at forholde sig til deres egen succes. Og hvis man skal tro undersøgelsen, lider næsten halvdelen af de adspurgte erhvervsledere af bedragerisyndromet.
På spørgsmålet om, hvorvidt de mente, deres succes alene var båret af held og tilfældigheder, svarede 40 procent ja. Til problemerne om, at cheferne var bange for den store afsløring af deres selvindbildte uduelighed, afsløringen af verdens største bluffnummer, nikkede 45 procent genkendende.
De unge bliver ramt hårdt
Ida Koch, der er ungdomspsykolog, genkender fænomenet blandt det unge segment. Hun har blandt andet arbejdet som psykolog på gymnasier, HF og i Studenterrådgivningen, hvor hun har hjulpet unge.
Hun fortæller:
"Som psykologisk mekanisme er det ganske bekymrende, at man ikke vil være ved sit værd. Syndromet er en ekstra urovækkende afart af den generelle præstationsangst, man ser hos især mange unge," siger hun og refererer til skolebørnsundersøgelser, der viser, at omkring hver femte dagligt eller ofte lider af tristhed og præstationsrelaterede, psykosomatiske stresssymptomer.
Ida Koch ser bedragerisyndromet som en ekstraordinær udgave af præstationsangsten, hvor de ramte presser sig selv til det yderste i alle sammenhænge
Hun siger:
"De arbejder usædvanligt hårdt, ja, over evne, hvorefter de end ikke tør tro på deres eget glimrende resultat."
Psykologen pointerer, at det akademiske miljø med dets abstrakte og ukonkrete succeskriterier kan forårsage denne altoverskyggende selvusikkerhed og angst for afsløring.
Ida Koch skyder også med skarpt på tidens præstationskultur som en udløsende faktor:
"Frygten for afsløring er altid udsprunget af dårligt selvværd, men det handler også om det samfund, vi lever i. I en præstationskultur skal man hele tiden vise sig fra sin bedste side. Det tvinger folk til at tage en maske på, der ikke viser den fulde sandhed, og de skjuler deres sårbarhed og deres tvivl, og det giver en frygt for det store maskefald. Det er på ingen måde overraskende, at særligt de unge rammes af denne følelse, for de opildnes hele tiden til at vise, hvad de dur til."
Erhvervspsykolog P.O. Erikson er helt på bølgelængde, når han slår fast:
"Et hårdt præstationspres kombineret med et underliggende skandinavisk regelsæt, om ikke at komme her og spille fandango, er vejen lige lukt til bedragerisyndrom. Janteloven er en del af vores skandinaviske arv, og den bidrager utvivlsomt til bedragerisyndromet med dens formaninger. Du skal ikke tro, du er noget, for du er ingenting!"
Sammenligning er en form for vold
I forsøget på at finde flere årsager til, at Imposter-syndromet får tag i os, er det svært at komme uden om amerikanske Iyanla Vanzant, som er New York Times bedst sælgende forfatter. Hun har skrevet to bøger, som kredser om emnet (”Trust” og ”Get over it”), og hun har – for mig at se – en meget vigtig pointe, når hun i sine bøger kæder ”sammenligning” sammen med Imposter-syndromet. Hun skriver:
"At blive sammenlignet med andre er en form for vold mod os selv. Sammenligningen er altid subjektiv, forudindtaget og sjældent særlig brugbar. Meget bevidst om, hvor hårdt vi arbejder for at holde hovedet over vandet og opfylde andres forventninger, antager vi ofte fejlagtigt, hvor ubesværet andre klarer tingene. Realiteterne er, at de andre strider og kæmper præcist som dig. Måske ikke på samme måde, men på deres egen måde og med deres egen unikke sæt af udfordringer, usikkerhed og kampe. Alt for ofte falder vi i fælden med at sammenligne vores indre med andres ydre. Vores svaghed med andres styrke. Vi siger til os selv: ”Hvis bare jeg kunne tale med Johns selvtillid og humor, hvis bare jeg kunne oversætte en tekst lige så hurtigt som Ruth, og hvis bare jeg var lige så kreativ som Susanne." På samme tid tænker John, Ruth og Susan: ”Hvis bare jeg var lige så god til at samarbejde og strukturere som dig.”"
Selvværd trumfer selvtillid
Lad mig lige kort kredse om en artikel fra "Alt for Damerne" fra den 13. januar 2019 med titlen: Imposter-syndrom: En form for angst, der særligt rammer kvinder over 30.
Her beskriver Jytte Vikkelsøe, som er Ph.d. i socialpsykologi med speciale i procesorienteret psykologi, hvordan mange af de kvinder, hun har mødt i sin praksis, bag facaden gemmer på frygten for at blive afsløret.
Hun fortæller, at den frygt kan have mange årsager, og at disse skal findes indenfor både det psykologiske, det sociale og det biologiske område.
Med hensyn til det psykologiske, så ser Jytte Vikkelsøe en ubalance i forholdet mellem kvindernes selvtillid og selvværd. Det skisma mener hun er blevet grundlagt i de første måneder af kvindernes liv. Hun fortæller:
"Det er i de første 18 måneder, fundamentet til vores selvværd bliver lagt. Omkring dette tidspunkt begynder socialiseringsprocessen, hvor forældrenes udviklingsfokus går fra dem, vi er, til det, vi gør. Det er her, vi opdager, hvad vi får anerkendelse for. Hvis selvværdet ikke er solidt funderet, prøver vi at kompensere ved at være dygtige. Men selvtillid påvirker ikke selvværd. Vi vil derfor blive ved med at tvivle på den anerkendelse, vi får for det, vi gør, fordi vi ikke tror på dem, vi er."
Det er jo her, vi som forældre må spørge os selv, om vi har fået ”fodret” vore børns selvværd nok til, at de får fornemmelsen af, at de har en værdi i bare at være til, eller vi mest har fået ”fodret” deres selvtillid, så de har fornemmelsen af, at den værdi, de har, er afhængig af den anerkendelse, vi giver dem.
Lige her giver Søren Kierkegaards citat: ”Livet forstås baglæns, men leves forlæns,” rigtig god mening samtidig med, at vi får en smertefuld vished om, at noget kan være for sent!
Kvinder kæmper med benspænd
Ifølge Vikkelsøe, så har kønnenes forskellige hormonelle set up også betydning for, at kvinder – ifølge hende – i højere grad er genetisk disponerede for at udvikle Imposter -syndromet end mænd. Hun skriver:
"Mænds dominerende hormon er testosteron. Og det hormon har to – og kun to drivkræfter: ”Kill it or fuck it”. Det giver dig en utrolig trang til at bryde grænser og søge nye sejre. Hos kvinden er det oxytocin, der dominerer. Det fremkalder en utrolig stærk trang til at knytte bånd – at relatere, relatere, relatere! Det er i virkeligheden kønnenes måde at sikre menneskets overlevelse på. Testosteron drejer sig om overlevelse og videreførelsen af vores DNA. Oxytocin sørger for, at moderen hele tiden er i kontakt med babyen, så barnet overlever. Så selvom verden i dag er sat sammen, så kvinder kan få professionel succes, så er det på nogen præmisser med indbyggede benspænd. Vi kæmper ikke som en mand. Vi reflekterer, føler og relaterer, når vi går ud i verden."
Jytte Vikkelsøe mener altså, at kvinder fra fødslen, har en højere risiko for at udvikle Bedragerisyndromet end mænd, fordi de er blevet udstyret med et omsorgsgen, som fordrer en høj grad af empati - til glæde for vore børn. Og den ”bløde" værdi er ”guf” for Imposter-syndromet. For har man fået evnen til at reflektere og at skabe gode relationer, så har man også fået evnen til at komme i tvivl!! De to ting hører sammen.
Der er ingen nemme løsninger
Det er vist ingen overraskelse for nogen, at der ikke er en nem kur mod Imposter-syndromet.
Har man først fået ”virussen” ind i kroppen, så kan den bekæmpes, men aldrig helt udryddes.
Gunvør Lystbæk Vestergård har en Ph.d. i Videnskabskommunikation.
Gennem hele sit Ph.d.-studie jokede hun med, at folk en dag ville opdage hendes ”bluff.”
Hun har siden arbejdet med syndromet, og i dag oplever hun, at bedragerisyndromet er blevet ”en irriterende nisse inde i hovedet, der partout skal forpurre hver en artikelindsendelse eller konferenceoplæg, jeg laver. Jeg frygter hver gang, at værket kommer tilbage med etiketten "AMATØR" malet henover forsiden," som hun udtrykker det.
Hun oplever dog, at hendes terapiarbejde har givet resultater:
"Bevares, jeg er ikke så hårdt ramt af Imposter-syndromet i dag. Inderst inde ved jeg godt, at jeg er ok til det, jeg laver, og nissen er mere en drillepind end en sabotør."
Fem gode råd
Psykolog Lise August har specialiseret sig i Imposter-syndromet, og hun har nogle gode råd til, hvordan man kan reducere sit Imposter-symdron fra at være en djævel til blot at være en nisse.
Hun har nemlig oplistet fem gode råd til, hvordan man håndterer det, hvis man lider af syndromet:
1. Beslut dig for at fjerne det negative filter og tro på dit eget værd
2. Identificer de negative tanker. Der er ikke noget galt med dig!
3. Giv dig selv den rigtige feedback – Fokuser mere på din indsats og mindre på resultatet.
4. Tag imod anerkendelse – Lad være at bortforklare, tilskrive det held eller undskylde din succes.
5. Forsøg at åbne op for de mennesker, du stoler mest på.
Lad mig slutte af med et par citater af Michelle Obama.
Jeg tænker, at det kan være til lidt trøste, at et så tilsyneladende klogt, empatisk og sympatisk menneske som Michelle Obama også lider af Imposter-syndromet:
”Jeg lider stadig lidt af Imposter-syndromet……….Den går ikke væk den følelse af, at I ikke skal tage mig særlig alvorlig. Hvad kan jeg? Jeg deler dette med dig, fordi vi alle er i tvivl om vore evner, om vore styrker og hvad disse styrker er.”
Og så skal man vist være nærmest teflonbelagt, hvis ikke man kan forestille sig følgende citat af Michelle Obama i en dansk udgave også. Citatet skal også være min afslutningsreplik til min egen søn:
”Lad aldrig nogen få dig til at føle, at du ikke betyder noget, eller at du ikke har en plads i amerikansk (dansk) historie – for det har du! Og du har retten til at være fuldstændig, som du er.”
________________________________________________________________________________
PS.
1. Jeg har fundet en test på Internettet, som tester, om du har anlæg for Imposter-syndromet. Linket får du her:
2. I Kristligt Dagblad fra den 23. februar 2019 er der en artikel med overskriften: ”Højskoleforstander: Vi har svigtet de unge i kærlighedens navn,” som på foruroligende vis peger på nogle unges usikkerhed, utilstrækkelighed og bekymring for fremtiden. De er simpelt hen ikke rustet til livet, og er vel af den grund kandidater til at blive ramt af Imposter-syndromet. Linket til artiklen får du her:
_________________________________________________________________________________
Comments