TEMA-citater:
- Stå fast – og lyt. Og flyt dig så en smule, hvis det, du hører, indbyder hertil.
(Citat af filosoffen Peter Kemp)
- Det største kommunikationsproblem er, når vi ikke lytter for at forstå, men lytter for at svare.
- Motivation udspringer af lyst, og hvis man nedtoner lysten, fejler man.
(Lektor og cand.psych. Jørgen H. Lyhne)
- Educating the mind without educating the heart is no education at all (Aristoteles)
- The hardest thing
in life is to know
which bridge to cross
and which to burn.
- David Russell
Her i slutningen af maj og det meste af juni har jeg (haft) glæden af at være eksamensvagt på EUV Nordvest her i Thisted.
Hvor er der dog mange fantastiske unge mennesker til, som med et venligt nik eller et ”Hej” hilser på den ældre bedagede herre, der skal observere, at de ikke snyder.
Umiddelbart har jeg da selv tænkt, om de da havde planer om det? Altså at snyde? Og her kan jeg på vegne af 999 ud af 1000 svare: Nej!!
På den første skriftlige eksamensdag skulle 3. g’erne op i engelsk. Nu skulle de kundskaber, ti års engelskundervisning havde bibragt eleverne, ”komme for en dag.”
Lige bortset fra, at Børne- og Undervisningsministeriet blot en uge før eksamen havde foretaget et så kraftigt benspænd på eleverne, at et rødt kort burde overvejes.
De havde lavet reglerne om!
Den praksis, som eleverne havde gjort til deres og set som en selvfølge, var blevet forbudt.
I fagbladet Folkeskolen kunne man den 4. maj læse følgende:
”Højreklik forbudt.
Sådan lød budskabet i fredags, da reglerne for elevers brug af stavekontrol til de skriftlige prøver i sprogfag var blevet opdateret.
Eleverne må gerne have stavekontrol slået til, når de går til skriftlig eksamen i et fremmedsprog, så de ved hjælp af bølgende røde og blå understregninger kan se, hvilke ord som computeren vurderer skal rettes.
Men hvis eleverne højreklikker på ordet, så stavekontrollens rettelsesforslag kommer til syne, gør de sig skyldige i eksamenssnyd.”
Regelfrustration
At opleve den frustration, som den regel satte eleverne i, hin eksamensmorgen på EUC, gjorde mig faktisk lidt flov over at være voksen. Hvordan kan voksne mennesker i ministeriet tillade sig at tage så lemfældigt på unge menneskers integritet, der ifølge ”Den Danske Ordbog” har følgende betydning: ”rum, der omgiver nogen og adskiller vedkommende fra omgivelserne, beskytter mod krænkelser og så videre.”
Og når vi så samtidig alle ved, hvor pressede de unge mennesker er i forvejen☹
Jeg blev faktisk så forarget, at jeg sagde til eleverne, at det jo svarer til at spille fodbold, og så pludselig flytte målet.
Det kan vi s.. ikke være bekendt!!
I vort private liv, vil det vel dybest set være det samme som, at vi lover vore børn en tur i Zoo om søndagen, og når vi så når fredag, aflyser vi!
Hvem kunne finde på det?
Måske er det forskellen på at være i øjenhøjde og at være ”ude af øje, ude af sind”?
Julia Fearrington, der underviser på Tre Falke Skole på Frederiksberg, er heller ikke imponeret over de nye regler. Hun har udtalt sig i føromtalte artikel i ”Folkeskolen” om problemet. Der står:
”Nyheden nåede for to dage siden Julia Fearrington, der underviser på Tre Falke Skole på Frederiksberg. Og på mandag skal hendes 9. klasses-elever op i skriftlig engelsk.
”Min første indskydelse var, at det kommer jeg ikke til at sige til eleverne. Det kommer bare til at stresse dem”, siger Julia Fearrington, og fortsætter:
”Eleverne er fuldstændig mast af deadlines på ting, der skal afleveres inden de mundtlige prøver, samtidig med at de skal til skriftlige prøver. Det skaber en masse usikkerhed i en situation, hvor de i forvejen er usikre.”
Hun er også helt klar i mælet, når hun skal vurdere ”folkene i ministeriet”:
”Julia mener, at det korte varsel er udtryk for ”en tydelig mangel på omsorg for de unge mennesker.”
Og det er desværre hendes erfaring, at det ikke er første gang, at ministeriets retningslinjer kommer i sidste øjeblik:
”Jeg savner, at folkene i ministerieret spørger sig selv: 'Kan lærerne overhovedet nå at klæde ungerne på til den brillante idé, vi har fået?'”, siger læreren, der kalder ministeriets regler for ”reaktionære”.
I den gode samtale låner vi hinanden både ører og ord
”Det er dybt godnat”
I et blog-indlæg på Folkeskolen lægger Ann-Kristin Henriksen, der er tysklærer på Vardeegens Gymnasieforberedende, heller ikke fingre imellem, når hun vurderer de nye regler:
”Ændringerne i, hvordan eleverne ved afgangsprøverne må anvende stavekontrol, virker ikke gennemtænkte. Og når de kommer på et håbløst sent tidspunkt, føler man sig som lærer ikke respekteret.
Det er helt utilstedeligt at forlange en ændring af mangeårig praksis få dage før prøven. Men i realiteten behøver det dog ikke at betyde alverden, for det vil være helt umuligt at kontrollere,” skriver hun.
Og så sætter vi lige trumf på med et par hurtige:
Formand for Engelsk fagudvalg i Sproglærerforeningen Frank Lacey kalder i et andet blogindlæg reglerne og den sene udmelding for ”helt gak!”, og han spørger afslutningsvis:
”Hvilken planet lever disse mennesker på?”
En lignende krads kritik tilfalder også Undervisningsministeriet på Twitter, hvor Philip Vivet, et 21-årigt byrådsmedlem i Herning Kommune for Radikale Venstre, skriver:
”Til folkeskolens afgangsprøver kan eleverne nu blive taget for snyd, hvis de holder cursoren hen over et ord. Det er jo dybt godnat… 🙄”
Bropiller, men ingen bro
Nu er jeg faldet i den samme grøft igen! Jeg ved det godt. Grøften med børn og unge mennesker, der kommer i klemme på grund af vi voksnes uforstand og uformåen.
Umiddelbart er det vel ikke særlig smart at falde i den samme grøft igen og igen. Jeg burde vel lære af første eller allersenest af anden gang. Men mit problem er, at faldet i grøften ikke kaster et svar af sig. Jeg er lige uafklaret hver gang. Og det uafklarede drager.
Måske er jeg også lidt ramt af min dåbsattest:
"Årene slider hjertet blødere."
Jeg har lige læst bogen: ”Sange om stilhed og hjem” af Anne Lise Nørstrand-Jørgensen, og fra den bog har en sætning sat sig fast i mit hoved, som dækker min ”grøftesituation” ganske godt. Det er sætningen:
”Du laver bropiller, men du bygger ingen bro.”
Jeg forstår simpelt hen ikke selvmodsigelsen. Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke er sammenhæng mellem det, vi bestemmer børn og unge skal, og så det, der beviseligt er bedst for børn og unge?
Hvorfor kører vi i to spor her, når et bredt spor er bedst?
Det er som om, der er en ubalance mellem hoved og hjerte. Ministeriets folk (lad os kalde dem ”hovedet”) har en dagsorden, mens lærere, pædagoger og skoleforskere (lad os kalde dem ”hjertet”) har en anden.
Og set fra min stol bestemmer ”hovedet” mod bedre vidende.
Hvorfor snakker de ikke sammen? Hvorfor mødes de ikke og lægger en plan?
Ud over ovenstående eksempel - med den nye stavekontrol-regel - så er der, inden for den seneste måned, kommet mindst to andre eksempler på ”nye bropiller.”
Hver 4. elev er en svag læser
Senest har vi i medierne kunnet høre og læse, at elever i 4. klasse læser langt dårligere end tidligere.
Faktisk har danske elever ikke været så dårlige til at læse og forstå en tekst siden 2006, hvor vi deltog i undersøgelsen (Pirls) for første gang. Op mod hver 4. elev i grundskolen er svage læsere.
Samtidig viser undersøgelsen, at kun de norske elever har mindre læseglæde end de danske.
Simon Skov Fougt, der er lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), mener, at det dårlige resultat blandt andet skyldes, at eleverne læser mindre skønlitteratur, end de gjorde før. De læser simpelt hen for lidt i fritiden til at opretholde niveauet. Undersøgelsen åbenbarer ikke bare, at færre elever læser hver dag, den viser også, at eleverne forældre læser mindre end tidligere.
Med det nyeste Pirls-resultat i hånden er Simon Skov Fougt ikke i tvivl om, at reformen, som trådte i kraft 1. august 2014 og blev justeret i 2019, er ”den største skolepolitiske skandale i nyere tid”.
Undervisningsminister Mathias Tesfaye giver skærmene skylden:
”Det seneste årti har eleverne fået flere timer i dansk, alligevel kan jeg se, at eleverne i dag læser mindre. Det et tankevækkende at denne udvikling er sket i en periode, hvor der bliver læst mere og mere på skærme og ikke i rigtige bøger.”
Endnu et eksempel på, at skolefolk og politikere sidder på hver deres bropille uden evner og lyst til at starte byggeriet af broen.
Eller måske er testen bare ikke så vigtig? I hvert fald ikke, hvis vi spørger den amerikanske forfatter, Jeannie Fulbright. Hun skriver:
“If the purpose for learning is to score well on a test, we’ve lost sight of the real reason for learning.”
Hver 4. elev mangler lyst
En anden “bropille,” der udstiller skolesystemets evne til at bygge bro, er de nye trivselsmåling fra Børne- og undervisningsministeriet fra i år, som viser, at hver fjerde elev i folkeskolen ikke synes, at undervisningen giver dem lyst til at lære mere. Det er mere end en fordobling siden 2014.
Lærerforeningens formand, Gordon Ørskov Madsen, er ikke i tvivl om, hvad stigningen skyldes. Han siger til DR:
”Man har fra politisk side besluttet sig for en lang række undervisningsmål, som har ensrettet undervisningen for meget. Vi har alt for travlt i undervisningen, og der er for meget brug af skærme. Derfor skal vi variere undervisningen noget mere, så vi får nogle praktiske, kreative og musiske elementer ind i undervisningen.”
Nana Vaaben er docent ved Københavns Professionshøjskole, er på linje med lærerformanden og kalder tallene for "tragiske."
Hun nævner en række reformer på folkeskoleområdet, som har haft indflydelse på undervisningen:
”Inklusionsreformen har gjort lærernes arbejde mere komplekst, fordi de skal kunne rumme flere forskellige børn, der har behov for helt forskellige ting. Folkeskolereformen og Lov 409 har tilsammen skabt krav om mere produktivitet, altså at tingene skal gå hurtigere,” siger hun og fortsætter:
”Samtidig har lærerne fået mindre indflydelse på, hvordan de bruger deres tid. Så det giver en kombination af komplekst arbejde i høj fart uden særlig meget indflydelse på, hvordan man bruger sin egen tid. Det er svært,” siger hun.
Nina Vaaben trækker også en parallel til føromtalte problem med testresultaterne:
”Derudover er der blevet indført en lang række test i folkeskolen, som kan være med til at gøre undervisningen mere kedelig. Lærerne tør ikke altid gøre et eller andet spændende, alternativt eller skørt, fordi de ved, at deres elever skal testes for nogle ganske bestemte ting. Og så opstår der det, man kalder teaching to the test. Det betyder, at lærerne indretter deres undervisning efter testen, i stedet for at man tester, hvor godt undervisningen har virket,” siger hun.
Igen, igen modsætningen mellem, hvad ministeriet bestemmer, eleverne skal beskæftige sig med i folkeskolen, og så skolefolkenes erfaringer med, hvad der virker. Hoved og hjerte?!!
”De vilde svaner”
Jeg har selvfølgelig både tænkt over, hvordan jeg kommer op og videre fra grøften og på, hvordan vi får påbegyndt den brobygning.
Problematikken med folkeskolen ligner til forveksling det dilemma, som Elisa i H.C. Andersens eventyr om ”De vilde svaner,” må løse. Så måske kan det eventyr være løftestang for en forståelse og en løsning:
Eventyret handler om den smukke og udholdende Elisa, der vil ændre sine 11 brødres skæbne fra at være fortryllede svaner.
Hendes far, kongen, har giftet sig med en ond dronning, og i ren ondskab forbander hun - kort efter giftermålet - de elleve prinsesønner til at blive store fugle. Men på trods af, at hendes ønske for sønnerne er meget værre, bliver de til svaner.
Prinsesønnernes forbandelse er, at så længe solen står på himlen, flyver de som vilde svaner, og når solen går ned, får de deres menneskelige skikkelse igen.
Ud over forbandelsen over sønnerne, sender den onde dronning også kongens eneste datter, Elise, bort. Hun er for smuk. Hun kommer ud på landet til nogle fattige bønder.
Da hun fylder 15 år, skal hun hjem igen. Men da den onde dronning ser, at hun nu er smukkere end nogensinde før, fyldtes hendes hjerte med vrede og had, og hun tryller prinsessen om til en tudse - styg og grim.
MEN trolddom kan ikke forhekse Elisas hjerte ondt. Dertil er hun for from og uskyldig.
Da hendes far, kongen, ser hende grim og styg, vil han ikke kendes ved hende.
Elise bliver så ked af afvisningen, at hun lister sig væk fra slottet og ud i den store skov.
Herude får hun ”mens Vorherre med milde øjne ser ned på hende, og små engle tittede frem over hans hoved og under hans arme,” hjælp af en gammel kone, som fortæller, at hun har ”set elleve svaner med guldkroner svømme ned af åen her tæt på.” Og hun fører Elise hen til det sted.
Da solen er ved at gå ned, ser Elise selv de elleve svaner med guldkronerne. De flyver lige mod hende, og hun bliver bange og skjuler sig bag en busk. Svanerne sætter sig på bredden, og da solen går under vandet, falder svanehammen af svanerne og åbenbarer elleve dejlige prinser.
Elise ser, at det er hendes brødre, og de falder i stor glæde hinanden om halsen. ”De lo og græd, og snart havde de forstået hinanden, hvor ond deres stedmor havde været imod dem.”
Elisa vågner næste morgen ved lyden af svanevinger. Brødrene er igen blevet forvandlet til svaner, og de flyver i store kredse, og er til sidst langt væk. Her bestemmer Elisa sig for, at hun vil prøve at redde brødrene.
Elisa vil redde sine brødre
Løsningen kommer en nat, hvor hun ”selv i drømme vedblev sin bøn til Gud,” og i drømmen flyver hun så højt op i luften, at hun kommer til ”Fatamorganas skyslot,” og her kommer en fe hende i møde ”så smuk og glimrende, og dog lignede hun ganske den gamle kone, der gav hende bær i skoven, og fortalte hende om svanerne med guldkronerne.” Feen fortæller Elise følgende:
”Dine brødre kan frelses, men det kræver både mod og udholdenhed. Vel er havet blødere end dine hænder, og omformer dog de hårde sten, men det føler ikke den smerte, dine fingre vil føle. Det har intet hjerte, lider ikke den angst og kval, du må udholde. Ser du denne brændenælde, jeg holder i min hånd? Af denne slags vokser mange rundt om hulen, hvor du sover. Kun de og de, som skyder frem på kirkegårdens grave, er brugelige. Mærk dig det. Dem må du plukke, skønt de vil brænde din hud til vabler. Bryd nælderne med dine fødder, så får du hør. Med den skal du sno og spinde elleve panserskjorter med lange ærmer. Kast disse over de elleve vilde svaner, og så er trolddommen løst. Men husk, at fra det øjeblik, hvor du begynder dette arbejde og lige, til det er fuldendt, selvom der går mange år, må du ikke tale. Det første ord, du siger, går som en dræbende dolk i dine brødres hjerter. Ved din tunge hænger deres liv. Mærk dig det!”
Og herfra må Elisa gennemgå utrolig mange prøvelser, som både kræver stort mod, kæmpe udholdenhed og ikke mindst enorm kreativitet.
Da det ser allerværst ud, og Elisa er ved at blive brændt som heks, får hun strikket den sidste panserskjorte færdig. I hast kaster hun skjorterne over svanerne, som straks forvandler sig til elleve dejlige prinser, og Elisa råber:
”Nu tør jeg tale. Jeg er uskyldig.”
Den ældste bror tager derefter ordet og siger:
”Ja, uskyldig er hun,” og han fortæller alt, hvad der er hændt, ”og mens han talte, udbredte der sig en duft af millioner af roser, ……………, øverst sad en blomst, hvid og skinnende, den lyste som en stjerne, den brød kongen, satte den på Elisas bryst, da vågnede hun med fred og lyksalighed i sit hjerte.
Og alle kirkeklokker ringede af sig selv og fuglene kom i store flokke. Det blev et bryllupstog tilbage til slottet, som endnu ingen konge havde set det.”
Slipse- og mappedyr
Hvis vi bruger eventyret som skabelon for, hvad der foregår på skoleområdet, så er ministeriets folk de vilde svaner, som om morgenen, når solen står op, og de skal på arbejde, forvandler sig til slipse- eller mappedyr, som ikke forstår sig på sund fornuft, men som er gode til tal og på, hvordan man sparer. De er desuden meget følsomme over for kritik, og hvis den (kritikken) bliver for hård eller rammer for meget plet, kan folk blive fyret. Når de får fyraften og solen går ned, bliver de almindelige mennesker igen, som skal hente børn, lave aftensmad og smøre madpakker. I den verden gælder den sunde fornuft, men slipset eller mappen sørger for, at fornuften fordamper, når solen står op, så den ikke slipper med på arbejde.
Så vi har altså brug for en Elise, som kan strikke skjorter, og som er både udholdende, modig og kreativ.
Vi skal nemlig have kastet noget over disse mappe-og slipsedyr, så de bliver lydhøre og fornuftige - også i arbejdstiden.
Men det kan sikkert blive svært at finde en frivillig. For det første er opgaven ikke båret af en hjertesag, hvor det gælder om at redde nogle brødre, men er ”kun” båret af en sag.
For det andet kan de dårlige læseresultater være et udtryk for manglende udholdenhed til at øve sig tilstrækkelig, og kedsomheden og den manglende lyst til at lære mere være udtryk for manglende kreativitet, som er defineret ved: ”Kreativitet opstår gennem nysgerrighed eller forundring over en tilstand, problem eller opgave. Sand kreativitet opstår kun, hvis man dyrker evnen til at forholde sig åbent og nysgerrigt til omgivelserne.”
Så er der overhovedet en, der er kvalificeret til opgaven?
Det er op ad bakke!!
Og hvad er det også, vi skal kastes over slipse- og mappedyrene?
Slipsedyr
Grundtvig og den frugtbare samtale
Jeg tror, vi må have støvet gode gamle Grundtvig af igen. Han har opfundet et begreb, som han kalder ”levende vekselvirkning” eller ”venlig vekselvirkning,” som det også er blevet døbt.
Måske kunne vi drysse det ud over mappedyrene?
For i eventyret er skjorterne vigtige for at få forbandelsen brudt. Men lige så vigtig er ”talen.”
Da fortryllelsen er brudt, råber Elisa nemlig:
”Nu tør jeg tale. Jeg er uskyldig.” Derefter tager den ældste bror over:
”Ja, uskyldig er hun,” og han fortæller alt, hvad der er hændt, ”og mens han talte, udbredte der sig en duft af millioner af roser, …”
Det, der sker her, er ”levende vekselvirkning.” Der bliver forklaret, og med forståelsen følger både løsning og forløsning.
Som feen siger i eventyret: ”Ved din tunge hænger deres liv. Mærk dig det.”
Måske kunne vi få feen eller Bertel Haarder til at sige til de voksne, som laver skole for vore børn:
”Ved din tunge hænger deres skoleliv. Mærk dig det.”
Grundtvig
Grundtvig havde den overbevisning, at hvis ikke man vil eller kan lære af andre, kan man heller ikke undervise. Han sagde:
”Den, der ikke kan lytte, kan heller ikke tale. Man må møde mennesker der, hvor de er.”
Hovedsagen for Grundtvig er det »levende, det fælles og det almindelige«. Undervisningen skal mere bygge på samtalen end på enetalen, ”for lærerne kan lære lige så meget af eleverne som omvendt,” som han udtrykte det.
Det er denne levende vekselvirkning, der er det grundtvigske lurmærke. Lærer og elev skal have gensidig respekt, så begge parter kan lære ved at lytte til hinanden og tale sammen.
Så ”levende vekselvirkning” er altså den frugtbare samtalen mellem lærer og elev eller mellem mennesker generelt.
Og så lige en gang til for prins Knud:
”Den, der ikke kan lytte, kan heller ikke tale. Man må møde mennesker der, hvor de er.”
Så vi skal have puttet Grundtvigs tanker på dåse og drysse dem ud over først skolefolket og dernæst os alle!!
Og når det sker, vil vi opleve, at et af vore meget fine citater får fornyet liv. Det lyder:
”Nogle gange er det ikke folk, som forandrer sig. – Det er masken (eller slipset,) som falder af.”
Og så må vi aldrig glemme det motto, som tidligere generalsekretær for Dansk Flygningehjælp, Andres Kamm, havde:
”Man må aldrig miste evnen til at sætte sig i andre menneskers sted.”
Comments