TEMA-citater:
Citater om døden/ensomheden:
- Når man står over for døden, er kærligheden den eneste trøst.
(Fra bogen: ”Mød mig under ombutræet” af Santa Montefiore)
- Jeg er ikke bange for at dø, men tanken om, at jeg ikke har levet, skræmmer mig.
(Fra filmen ”Rails and Ties”)
- Livet spurgte døden: ”Hvorfor elsker folk mig, men hader dig?” Døden svarede: ”Fordi du er en smuk løgn, mens jeg er en smertefuld sandhed.”
- Ensomhed er, når det man har, ikke matcher det, man ønsker.
Citater om livet:
- Hvad er livet? Et pust i sivet.
- Livet kan være kort. Så kys langsomt, elsk meget og grin højt. Tilgiv dumheder og fortryd aldrig noget, der fik dig til at smile.
Citater om børn:
- Opdrag ikke dine børn til at blive rige, men opdrag dem til at være lykkelige. For som voksne vil de kende værdien af ting og ikke prisen.
- As a child I never imagined that all of the real monsters in the world would be humans.
_________________________________________________________________________________
Så fik vi afsluttet en af sommerens store idrætsbegivenheder: EM i fodbold.
Som dansker blev vi forkælet af et landshold, som (endelig) præsterede. Som et månelandingsfartøj, der efter veludført dåd bliver koblet succesfuldt sammen med sit moderskib igen, blev landshold og befolkning koblet sammen på ny, og en gensidig forståelse og sympati ville næsten ingen ende tage.
Den engelske landstræner, Gareth Southgate, kaldte på et pressemøde - forud for den dansk-engelske semifinale - forbindelsen mellem det danske landshold og dets fans for ”ret kraftfuld,” og en af de gamle fodboldkoryfæer fra EM-mesterskabsholdet i 1992, Flemming Poulsen, kunne se ligheder mellem dengang og nu: ”Der er så mange tandhjul, der rammer ind i hinanden og får maskineriet til at køre i den rigtige retning lige nu, så det kan blive rigtig specielt.”
Jo, det har i sandhed været en god fodboldsommer!!
MEN, der skulle en hjertestarter til at kickstarte forbindelsen – både bogstaveligt og i overført betydning.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på citatet: ”Vejen til en moders hjerte går gennem hendes børn.” Underforstået, at hvis vi skal gøre et ydre forhold til et indre (inderligt) fællesskab, så skal vi have følelser i spil. Vi skal finde en fælles hjerterytme, som relaterer sig til nogle af livets store værdier – som fx børn.
I vores åbningskamp mod Finland fik vi på tragisk vis ”foræret” den fælles hjerterytme. Vi mødtes alle i angsten for Christian Eriksens liv, da han pludselig faldt om med hjertesvigt. Vi kunne alle sætte os ind i medspillernes frygt, da de under genoplivningen dannede en beskyttende kreds om Christian Eriksen. Vi kunne alle mærke tidens ubarmhjertige tikken mod uendeligheden efterhånden, som sekunderne gik, og vi ikke fik nyt om hans tilstand. Vi følte alle med kommentatorernes ”Træden vande”, som de på eksemplarisk og værdig vis fik vendt til livreddende førstehjælp for bange seere ved stille og roligt at tale til os og til sidst informerer os om, at Christian Eriksen var set løfte en arm!!
For heldigvis klarede han det!!!
En kraftfuld cocktail
Eriksen havde brug for en hjertestarter for at genvinde sin hjerterytme, og den hjerterytme forplantede sig til både medspillere, fodboldfans og Eriksenfans, og dermed var kimen lagt til et stærkt fællesskab i fodboldens navn. Nu var det ikke bare en modstander, der skulle overvindes, men det var også Eriksen, der skulle mindes og hyldes.
Det kan vist godt kaldes en ”ret kraftfuld” cocktail.
Vi ved alle, hvordan EM gik for ”os.” Så det vil jeg ikke pille mere i.
Men jeg kan ikke lade være med at dvæle lidt mere ved Eriksens hjertesvigt. For den situation giver i allerhøjeste grad anledning til at forholde sig til, hvor skrøbeligt et liv er.
Vi må bare erkende, at grænsen mellem liv og død er papirtynd. At den balancerer på en knivsæg. Vi kan vel også sige, at grænsen bare er et hjerteslag. Filosofisk betragtet og sat helt på spidsen, så er der en lille død efter ethvert hjerteslag.
Jeg tror, at det chok, som ramte os alle efter Christian Eriksens kollaps, mest var et resultat af den pludselighed, hvormed ulykken ramte, selvom det selvfølgelig også har betydning, at det var landets bedste fodboldspiller, der blev fældet. Et simpelt indkast blev forvandlet til en kamp mellem liv og død. Puf!
Og kan det ske for en veltrænet sportsudøver, så kan det vel ske for alle - også for ”mig selv”!
Den kendsgerning kan nok give anledning til lidt selvransagelse hos selv den mest forhærdede.
Først og fremmest får vi døden som begreb klasket lige op i ansigtet. Vi bliver mindet om vores egen udødelighed. For det eneste, vi reelt kan være sikker på her i livet er, at vi er blevet født, og at vi skal dø. Alt der imellem er ubeskrevet.
Filosoffen Sokrates sagde, at ”filosofi er forberedelsen til at dø.”
Ensomheden er vores følgesvend
Og når vi nu fik et vink med en vognstang - i form af et stød med en hjertestarter - om, at døden er et vilkår for os alle, så giver det vel god mening at filosofere og forberede sig på den - døden?!
Alligevel har de allerfleste af os berøringsangst overfor det uigenkaldelige.
Jeg tror, det handler om, at vi ikke har mod til at se livets grundvilkår – at det er utroligt ensomt at være menneske – i øjnene. Specielt i en tid, hvor det hele tiden handler om at være på, og om ikke at gå glip af noget, er tanken om ensomheden svær at godtage og forholde sig til.
Der er så mange situationer i livet, hvor det er utroligt ensomt at være menneske. En ensomhed, som du ikke kan dele med nogen, selvom du så er omgivet af nok så mange mennesker.
Tænk for eksempel bare på sengetid: Når lyset bliver slukket, og du ligger og drejer dig i sengen. Så er det jo de facto en kendsgerning, at du er alene med det, der er inde i hovedet. - Det at være mig, det er jeg jo rimeligt alene om at være. Og den ultimative ensomhed ruller ind over os den dag døden banker på.
For ikke så længe siden interviewede jeg skolelederen på Hundborg Friskole, Thor Kortegaard, til en artikel til et magasin. Han er ud over at være skoleleder også en del af musikgruppen Jonah Blacksmith og - nok så vigtig her - en meget vis mand. Han udlagde teksten for mig angående denne ensomhed. Han sagde:
”Hvis jeg skal finde en fællesnævner for alt den musik, jeg hører, i al dens forskellighed, så er der en eller anden tråd af noget melankolsk i det. Det behøver ikke at være forstemt melankoli, men der er en eller anden længsel i det, et eller andet uforløst, som appellerer til mig. Jeg tror, det handler om den der grunduforløsthed, vi alle har i os.”
Evigheden vs. døden
Thor blev bedt om at sige lidt mere om, hvad det er for en grunduforløsthed, vi har i os. Han sagde:
”Jeg tror, at vores grunduforløsthed er, at vi godt ved, at der er meget, der er godt, og det kan vi dele med andre, men vi kender også til ensomheden. Hvis jeg skal tage et par religiøse briller på, så tror jeg, det handler om, at vi alle har en flig af evigheden i vore hjerter. Samtidig med det ved vi, at vi lever i en virkelighed, der ikke er evig. Det er uomtvisteligt, at vi skal dø. Vi er revet midt over der.”
Det er altså i krydsfeltet mellem tanken om evigheden og visheden om døden, der gør det svært at beskæftige sig med ensomheden og dermed med døden.
Thor Kortegaard tør godt. Hans oplevelse er:
”Når vi tør at beskæftige os med det uigenkaldelige - at det er utroligt ensomt at være menneske - så bliver det en lille smule mindre ensomt. Det kan man være heldig at opleve i en samtale med et andet menneske, hvis vi formår at møde hinanden i en forståelse af ensomheden, og måske endda kan genkende den hos hinanden. I det øjeblik vi mødes i det fællesskab, opløses ensomheden for en stund.”
Svend Brinkmann får det sidste ord i denne sammenhæng. Han er blevet interviewet til BT i forbindelse med udgivelsen af sin nye bog ”Mit år med Gud.”
Her blev han spurgt: ”Men hvorfor er det vigtigt at undersøge døden?”
Han svarede:
”Jo, for at blive bedre til at leve. Ting og begreber giver kun menig i kraft af deres modsætninger. Døden har ikke en værdi i sig selv, men den giver livet værdi, fordi vi ved, at vi kan miste det i morgen. Døden er en eksistentielt disciplinerende kraft, der gør, at vi som mennesker tager vores liv alvorligt.”
Vi skal tage børnene alvorligt
Det citat giver mig anledning til at fremhæve en anden ting, som Eriksens kollaps gør aktuel. For ud over tanker om døden, så bliver tanker om livet lige så nærværende og sat i perspektiv af situationen.
Uvilkårligt kommer man/jeg til at tænke over, hvad livskvalitet er? Tanken om, at døden altid er vores følgesvend åbner op for, at jeg skal tage stilling til, hvordan jeg ”tager mit liv alvorligt,” som Brinkmann udtrykker det.
Som far til fire dejlige børn og et barnebarn og et mere på vej sammenholdt med mit lange virke som skolelærer, så får jeg lyst til at udvide spørgsmålet. For mig giver det bedre mening at spørge: Hvordan tager vi børns liv alvorligt? Vi kan ikke komme uden om først at tage stilling til det spørgsmål for at ”blive frie” til at stille spørgsmålet til os selv. Sådan ser jeg på det!!
Skal jeg være helt ærlig, så synes jeg ikke, vi tager børnenes liv særlig alvorligt i dag.
Staten tør ikke forlade sig på, at tidens forældre magter deres opgave. Derfor bliver børnene spændt for institutionsdanmarks kompetenceudviklingsvogn. Kærlighedsrelationer erstattes med management, og med tiltag som heldagsskolen værner samfundet sig mod forældres eventuelle uduelighed.
Økonomien er blevet konge, og der måles, tælles og testes uden tanke for, at noget så dyrebart som kvalitet ikke kan mases ind i et regneark.
Det er vigtigt at undersøge det forunderlige i hverdagen, som vi som regel overser: At nærvær og opmærksomheden på, at vi er en del af et hele, og at eftertanken – altså refleksionen over vores erfaringer – bidrager både til personlig udvikling og til, at vi kan komme tættere på at indfri vores potentiale som mennesker. Kort sagt: Det er sådan, vi bliver klogere.
Du er fantastisk, fordi du ER
Psykiater Anna Lindhardt formulerer smukt og klogt ovenstående - set fra børnenes perspektiv - i følgende lille digt:
”At være barn er ikke let.
Jeg bliver ofte ganske træt.
Jeg skal lære dagen lang.
Alt fra fangeleg til sang.
Og hvordan man er en ven.
Hver dag noget nyt igen.
Jeg er sej og gør mit bedste.
Lære et og så det næste.
Jeg kan mærke hjertet banker.
Jeg får hovedet fuld af tanker.
Hjælp mig, giv mig også tid
til at trække vejret – ligge ned.
Jeg skal nemlig også lære
det med blot at være.
Fuldt til stede lige her.
Helt tilfreds med den, jeg er.”
Jo, så sandelig. Små hjerter kan også føle store ting.
Den afdøde lærer og forfatter Jesper Juul havde svaret på, hvordan vi ændre ”cost/benefit-tankegangen” og i stedet viser en ægte og uegennyttig interesse for vore børn:
”Den bedste måde at styrke børns selvfølelse på er simpelt hen at elske dem betingelsesløst. Ikke fordi de er smukke, søde, velopdragne eller dygtige, men ganske simpelt fordi de ER!”
Og HUSK så lige, at fødslen er den eneste blind date, hvor du ved, at du vil møde dit livs kærlighed!!
PS.:
Urie Bronfenbrenner:
”For at kunne udvikle sig har et barn behov for det vedvarende, irrationelle engagement fra en eller flere voksne i omsorg og fælles aktivitet med barnet.
Spørgsmål: Hvad mener jeg med irrationelt engagement?
Svar: Nogen er nødt til at være helt tosset med det barn!”
Comments