TEMA-citater:
- ”Julelys funkler som vore øjne i selskab med vores nærmeste” (Forfatter ukendt)
- ”Julen er en mulighed for at stoppe op og finde ud af, hvad der virkeligt er vigtigt.” (David Cameron, tidligere engelsk premierminister)
- ”Hver gang vi elsker og hver gang vi giver er jul.” (Dale Evans, amerikansk skuespiller (1912-2001)
- ”Formålet med julen er ikke så meget at åbne gaver, men at åbne hjerter.” (Fra filmen ”Janice Maeditere”)
- ”Når vi tænder et lys for andre, lyser vi også for os selv.” (Edith Wharton, den første kvindelige forfatter, der vandt Pulitzer-prisen (1862-1937))
Ovenstående titel er tyvstjålet. Det er nemlig titlen på årets julecabaret på Cafe Liva.
Men for pokker, hvor er det også en rammende titel for det, december måned (også) handler om.
Det rammer lige ned i den ambivalens, som er indbygget i begrebet jul, og som kan indrammes af følgende modsatrettede udsagn: ”Julen er hjerternes fest” vs. ”Julen er smerternes fest,” eller hvad med ”Julen er børnenes fest” vs. ”Julen er de knuste hjerters tid?”
Dette indlæg vil prøve at balancere de to sider i et forsøg på indkredse en eller anden form for julefred eller julekompromis, som kan få os ud på den anden side med julehumøret i behold.
Den Enbårne
Lad mig lige ”angribe” et ord fra ”Den apostolske Trosbekendelse,” som understreger, hvad julen i bund og grund handler om. I Trosbekendelsen står der: ”Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria.”
Sådan hedder det i bekendelsen, og forud for den, har vi altså først ventet i fire uger – Adventstiden (”Herrens komme”) – og derefter fået vidnesbyrd om hans fødsel i en krybbe i en stald i Betlehem den 25. december.
Men hvad vil det egentlig sige at være enbåren? Hvad er ordets dybere betydninger?
Det er faktisk et spændende ord, som i nugældende Bibel-oversættelse af 1992 kun findes i de såkaldte Johannesskrifter, der omfatter Johannesevangeliet, brevene og Åbenbaringen. I Johannesevangeliet, kapitel 1, vers 14, hedder det: "Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed."
I Første Johannesbrev, kapitel 4, vers 9, står der, at Gud har sendt sin enbårne søn til verden.
De to eksempler viser, at enbåren kan være substantiv, endda egennavnet den Enbårne, og det kan være adjektiv, som i det andet nævnte eksempel.
Den enbårne er altså den enestefødte, det vil sige forældrenes eneste barn, hvis det skulle forstås sådan almindeligt og folkeligt, men ordet og betegnelsen må nok siges at være blevet forbeholdt betegnelsen for Den Eneste Søn, og det vil altså følgelig være Guds søn, Kristus, der er tale om.
Og der er jo som bekendt det særlige ved Kristus, at han både var født af en jordisk kvinde og samtidig er Guds søn. Derved var Kristus ikke bare den eneste, men også enestående.
Kristus blev således ikke bare født som enebarn, men som den eneste og som enestående. Det er det juleunder, adventen forudsiger. Også selv om nutidens moderne forældre danser om deres egne vidunderlige, overforkælede, unikke, enebørnsagtige børn😉
Så er det altså slået fast, at det ikke bare er noget ”pjatværk,” vi har med at gøre. Vi har at gøre med en ”enbåren” søn, som ikke bare er enebarn, men som er enestående!!
"Julebudskabet er genial"
Der er SÅ mange citater, der beskriver den glædelige begivenhed, som Jesu fødsel er.
Lad mig nævne et par stykker, som - set fra mit perspektiv – kan være fællesnævner for dem alle:
Bono, som er forsanger i rockbandet U2, kalder omstændighederne omkring Jesu fødsel på julenat for ”genial”:
"Det er i sig selv en overvældende ting, at der er en kraft af kærlighed og mening bag alt i universet, hvis man tror på det. Men den tanke, at den kærlighed og mening vælger at fremstille sig selv som en baby født i skidt og møg og yderste fattigdom er genial... og får mig på knæ, bogstavelig talt."
Den amerikanske forfatter Karen Katafiasz, som har skrevet "Det er din jul,” ser julen som ”Sindets Rejse”:
"Julen er andet og mere end en deadline eller dato i kalenderen, der bare skal overholdes. Den er en Sindets Rejse - fra mørke til lys, fra kaos til fred, fra daglivets ensomhed til en samling af dem, som du holder af."
PAULUS skriver i 2. Korintherbrev, kapitel 4 følgende om Jesu fødsel:
"De synlige ting varer kun til en tid, de usynlige varer evigt."
Johannes Møllehave, som både var præst, forfatter og foredragsholder, har skrevet følgende lille vidunderlige vers om adventstiden:
"Adventstid i decemberkåbe
at leve er altid at vente og håbe."
Den amerikanske præst og forfatter Norman Vincent Peale (som døde juleaften 1993!) så julen som ”en magisk tryllestav,” der gør alting blødere og smukkere:
"Christmas waves a magic wand over this world, and behold, everything is softer and more beautiful."
Bess Streeter Aldrich (amerikansk forfatter (1881-1954)) betragtede julen som hunkøn og som et tørklæde:
”Juleaften er en aften med julesange viklet omkring dig som et tørklæde. Men det varmer mere end din krop. Hun varmer dit hjerte… fyldte det, selv med en melodi, der vil vare evigt.”
Lad mig slutte denne afdeling med et citat, der ser julen som ”ømhed for både fortid, nutid og fremtid” OG som et budskab om fred. Mon ikke vi kan blive enige om, at hvis fred kunne pakkes ind og lægges under juletræet, så måtte der godt stå ”mit” navn på gavekortet?:
”Hvad er jul? Det er ømhed for fortiden, mod på nutiden og håb for fremtiden. Det er et ønske om, at hvert bæger må flyde over med rige og evige velsignelser, og at enhver vej kan føre til fred.” (Agnes M. Pharo, amerikansk kunstner, forfatter og musiker (1904-1985))
Julen har flere ansigter
Nu har jeg så fået tegnet de teoretiske streger op for, hvad julen er for en fantastisk størrelse. Fået holdt alle skåltalerne for, hvor fantastisk julebudskabet er og for, hvordan det budskab løfter os og giver os ”ømhed for hinanden i både nutid og fremtid.” Et budskab, ”der er så smukt, at det kan kalde glædens tårer frem,” som sognepræst for Vester Hornum, Hyllebjerg og Flejsborg sogne, Else Juul, udtrykker det i en artikel i Kristeligt Folkeblad.
MEN som det gælder for alt muligt andet, så er der også to sider af julehøjtiden. For for nogle - eller måske for mange? – er juletiden alt andet end glædelig. Og så er der dem, der går stik imod, hvad ”der forventes” af dem til jul – og som har det godt med det.
Til den sidste kategori hører Camilla Buch som er cand.mag. og klummeskribent i Information. En af hendes artikler havde følgende rubrik:
”Jeg sidder alene juleaften. Så er jeg sikker på ikke at føle mig ensom.”
Underrubrikken lyder:
”Folk bliver forlegne og kede af det på mine vegne, når de finder ud af, at jeg holder jul alene. Men det er der ingen grund til.”
Klummen starter sådan:
” ”Du kan da ikke sidde helt alene juleaften?! Der må da være nogen, du kan være hos?”
Ovenstående udbrud findes i en del variationer, der alle minder om hinanden og som regel ledsages af et medlidende blik og befippet gæstfrihed.
Min alenejul ødelægger noget for andre, fornemmer jeg. Jeg kommer til at bryde en uskreven regel om, at man skal være mindst to og helst flere. Så jeg er efterhånden holdt op med at nævne, at jeg bare er mig. Det er nemmere at stikke en løgn eller tale udenom.”
Camilla Buch har en fornemmelse af, at folk vil redde hende fra ”det dybe hul”, som det må føles at være i, når man sidder alene juleaften:
”Jeg hverken ønsker eller orker at sætte andre i forlegenhed, og det kommer jeg uforvarende til. Det er, som om jeg ved at fravælge selskab på netop denne aften anbringer mig selv i et dybt hul og pålægger mine omgivelser at finde en måde at redde mig op på. Men jeg vil slet ikke reddes.”
Julesorgen skal også have en plads
Senere i Klummen sætter hun ord på, hvorfor hun ikke har brug for at blive reddet:
””Glædelig jul” siger vi og mener det, og det er måske det, der er problemet. Ikke at vi ønsker hinanden det godt, men at vi i vores iver efter, at andre skal være en del af festen, kommer til at påtvinge dem vores egen idé om, hvor og med hvem glæden findes.
Julen har måske nok en hel del fællestræk i de forskellige hjem, men definitionen af glæde er den enkeltes – også hvis den hentes i fællesskabet med andre.”
I den forbindelse har hun nogle tankevækkende refleksioner over, hvad forskellen mellem at sidde alene og så at føle sig alene - i selskab med andre er:
”Jeg plæderer ikke for, at glæden skal fylde mindre, men måske behøver alt ikke glitre magasinlykkeligt, måske må der gerne være plads til julesorgen også. For ligesom alle har deres måde at fejre jul på, har de fleste nok også en lille splint af noget, der kunne have været, og som ikke er. Ham man skulle have holdt i hånd om træet, men som slap i årets løb. En farmor, man mistede, og som skulle have lavet sovsen som altid, for altid. Eller børnene, som hvert andet år finder deres gaver under en andens træ.
Jeg har også min julesorg og mine stækkede håb. Men jeg er ikke ked af at sidde alene – jeg har til gengæld været ked af at sidde blandt andre og føle mig alene, så det er jeg holdt op med.”
Hun konkluderer følgende:
”At holde alenejul er noget, jeg gør for mig – ikke mod jer. Så der er ingen grund til, at vi er akavede over for hinanden, når talen falder på det.”
Så her er altså en, der mønsterbryder i forhold til, hvad de allerfleste af os forbinder med jul og juletraditioner.
For det første vil hun helst være alene juleaften, og for det andet påpeger hun, at der skal være plads til det, hun kalder ”julesorgen.”
Det er jo som at kaste sand i budskabet i en af vore mest populære julesalmer: ”Glade jul, dejlige jul,” hvor tredje strofe lyder:
Fred på jord, fryd på jord,
Jesusbarnet blandt os bor!
Engle sjunge om barnet så smukt,
han har Himmerigs dør oplukt,
salig er englenes sang.
Julen sætter alt på spidsen
Journalist på Information Louise Schou Drivsholm rammer vist meget godt dilemmaet i en Juleklumme fra 2021:
”Julen er sådan et tidspunkt på året, der sætter alt lidt på spidsen. Skilsmisser, økonomiske problemer og familieintriger indsvøbes i brun sovs, flæskesvær og kitschet julepynt. Men når jeg tænker tilbage på alle mine barndoms decembre, flyder de fleste sammen i rare generiske juleminder.”
Jeg tror, der er en sandhed i, at vi skal skelne mellem vores barndoms jul, og vores jul som voksen.
De fleste børn – set i historiens lys – fra ”normale” familier med overskud til at fejre jul – og det er gud ske lov de fleste – vil huske julen med stor glæde. Men så skifter fokus lidt (eller meget,) når vi selv bliver voksne og selv får børn, fordi det så bliver forventet af os, at vi bringer stafetten, glæden og julelyset videre til næste generation. Vi får altså det store arbejde, det er at forberede julen, så både glæden og traditionerne forbliver intakte. Det er slut med at læne sig tilbage i forventningens glæde og lade sig servicere og fortrylle af sine forældres anstrengelser.
Dette generationsskifte er ikke lykkedes særlig godt for føromtalte klummeskribent. Hun skriver:
”Jeg har aldrig som barn tænkt over, hvor imponerende en julekugle af tryghed og magi, det hvert år lykkedes mine forældre at opbygge omkring mig. Jeg elskede bare julen.
Men det er gået op for mig, hvor få juleminder jeg har formået at skabe, siden jeg flyttede hjemmefra for godt ti år siden og selv blev instruktør i mit eget decembereventyr.”
Det kan jo skyldes, at når man når dertil, hvor man skal ”instruere sin egen jul”, så skal man deale med livets øvrige udfordringer, så julen - med Louise Drivsholms egne ord – ”bliver sat lidt på spidsen.”
Hun nævner skilsmisser, økonomiske problemer og familieintriger som en del af den pakke, men jeg kunne så føje stress, sygdom og død til, som skal ”overkommes.” Så den ligning, der i barndommen så ganske simpel ud, bliver som voksen meget kompliceret og med flere ubekendte.
Der er vel ikke noget at sige til, at ligningen for nogle forbliver u(for)løst, eller måske med en ganske stor rest.
"Tante surmul tisser gløgg"
Lad os tage nogle eksempler på, hvordan folk har beskrevet ”den svære jul.”
Journalist Georg Metz (1945) har i en Julekrumme beskrevet en lidt kuriøs side af den manglende juleglæde.
Heri beskriver han - ikke uden humor - hvordan det for de fummelfingrede var ”synonymt med lidelse i kronisk nedværdigelse,” at skulle flette julehjerter eller lime kræmmerhuse i skolen.
For skribenten selv var det ikke nedværdigende, for han var en af de eneste i klassen som rent faktisk kunne. Men han havde i den grad medlidenhed med dem, der ikke kunne:
”I barneårenes løb blev det skribentens lod, som den, der kunne, og aldrig blev dømt kræmmerhus, at fremstille julehjerter i tal som alverdens ulykkelige parforhold, og svor, at det sidste hjerte uigenkaldeligt blev det sidste. Arbejdets glæde stod ikke mål med følelsen af formålsløshed og ubehag ved oplevelsen af de grådkvalte tabere under bordet.”
Han sammenligner de fummelfingredes kroniske nedværdigelse med saksen med ”den upraktiskes besvær med at slå en liggestol op.”
Han har ikke meget til overs for 50’ernes skolegang og pædagogik:
”Julen skulle være så dejlig, når et barn er født, da Beth kom hjem, og det kimer i klokker og skider i sokker, som ungerne skrålede, mens den kiksede julestads hobede sig op, og lærerinde skrap og tante surmul var ude og pisse gløgg.”
"En stor ukristelig bøhmand"
Til sidst i klummen smører han den kiksede ”juleklippedag” ud over julen i skolen generelt. Et syn, som temmelig sikkert også kunne gælde den øvrige del af skoleåret:
”En dejlig dag var snart oprunden, men julen i den fladtrådte nationale pædagogiske tradition bestod mestendels i nedtur og frygt. Dertil repressalier, når den der med saksen i et jomfrueligt stykke julepapir frem for endnu et skide julehjerte afsikrede talentet og klippede en stor ukristelig bøhmand med et rødternet kræmmerhus som tissemand og en flettet næse med stjerner som snot.
Lyksalig fest.”
Ak ja. Jeg tænker på, hvor mange gange jeg selv igennem mit læreliv har ”tvunget” elever til at flette julehjertet og lime kræmmerhuse? Jeg græmmes lidt ☹
Heldigvis har jeg også tilladt de mest fummelfingrede (de mindst finmotoriske!) at lave guirlander, - men af tilbudsaviser😊)
Billede fra serien "Squid game"
Ida Marie Hede er forfatter, og hun forholder sig, i en anden klumme, til, hvordan julen er for en såkaldt ”expat.” En expat er en person, som er rejst til et andet land for at bo og arbejde der i en længere periode. Altså en udlænding!
Rubrikken lyder: ”For en expat er det at fejre jul i Danmark som at deltage i ”Squid game.””
Underrubrikken har følgende ordlyd:
”December i nisselandet Danmark er et labyrintisk, gådefuldt dronningebal spækket med etikette og tusind små rituelle handlinger. Julen er hårdt arbejde, ikke mindst for udlændinge, der skal forsøge at gennemskue kodesproget for julehyggen ude fra.”
Dette ”gådefulde” får et ekstra nøk i afsnittet: ”Julen som lakmusprøve:”
”Efter at have hooket op med en amerikaner og i nogle år at have socialiseret en hel del med expats i København har jeg i glimt udviklet det dér udefra-blik på mig selv. Når det blik får lov at dukke op, er det tydeligt, at december i nisselandet Danmark er et labyrintisk gådefuldt dronningebal spækket med etikette, som jeg selv er suget dybt ind i.”
For den ”indfødte” med ”det der ude-fra-blik på sig selv” er julen altså ”et dronningebal spækket med etikette,” mens den for en udlænding er et ”Squid game.” ”Squid game” er en sydkoreansk overlevelsesserie, som er en af de mest streamede serier på streamingtjenesten Netflix.
Julens "Via dolorosa"
Lad mig lige tage en ”Via dolorosa” – ”smertens vej” – gennem de følelser og begivenheder, der kan gøre julen svær for mange.
Der kan være mange følelsesmæssige udfordringer, som kan komme til overfladen i julen.
Det kan være sorg, ensomhed, vrede, frustration eller angst. Det kan være, at vi har svært ved at være i selskab med andre, eller at vi har svært ved at håndtere alle de forventninger, der er til julen. Det kan også være, at vi har svært ved at håndtere alle de følelser, som julen kan bringe frem. Det kan være, at vi har dårlige minder fra julen i din barndom. Traumer, som netop forstærkes i højtider.
Følelsen af isolation og ensomhed kan forstærkes i julen, fordi den daglige mangel på at have nogen at dele sin tid og sine følelser med bliver tydeliggjort, når folk myldre hjem til juelhøjtid i familiens skød. Det kan gøre ondt i hjertet, at blive mindet om den omsorgsfuldhed, man selv mangler.
Julen kan også være svær, hvis vi har mistet en, vi holder af. Det kan være tab af et familiemedlem, en ven eller en kæreste, som vi tidligere har delt en tradition med. Det kan være et tab, der er sket for nylig, eller det kan være et tab, der er sket for længe siden. Det kan være, at vi er blevet skilt fra en partner, og har svært ved at komme videre.
Uanset hvornår det er sket, kan det være en smertefuld tid, når vi skal mindes den person, der ikke er i familiekredsen mere.
December stresser danskerne
Undersøgelser viser, at hver femte dansker føler stress i december, og en stor del af dem bliver ramt af en (jule)depression. Oveni kommer jo så dem, der lider af en depression i forvejen.
Julemåneden er lig med præstationspres: Der er mange krav og forventninger, der skal opfyldes, og for mange bliver det for meget. Og det kan være svært at finde glæden ved at gå til julefrokost og fejre jul og nytår, når man har det sådan.
Angst kan også fylde for mange i julen. Ifølge statistikken, så lider mellem 350.000 og 400.000 voksne danskere af angst. Det kan være angst for at se familie og venner, angst for at skulle tale med andre, angst for at skulle ud i det offentlige rum. Det kan være angst for at skulle tage til julefrokost eller juleaften. Det kan være angst for at skulle give gaver eller modtage gaver. Det kan være angst for at skulle købe ind eller gå på julemarked. Det kan være angst for at skulle håndtere de mange forventninger, der følger med en højtid. I en sådan tilstand kan udsagnet ”Julen er hjerternes fest” sikkert føles lidt malplaceret!
For mange er julen også forbundet med det årlige drama i familien. Det kan være konflikter, der går igen hvert år, og som man ikke ved, hvordan man skal håndtere. Det kan være skænderier, som man ikke ved, hvordan man skal undgå. Det kan være uoverensstemmelser, som man ikke ved, hvordan man skal løse. Det kan være dårlige relationer mellem generationer, som man heller ikke ved, hvordan man skal løse. Du befinder dig i en konstant følelse af ”fight or flight.”
Alene atmosfæren i julen kan give en kvalme og hjertebanken, og så kan juleglæden vel ønskes hen hvor peberet gror eller hvor julemanden bor.
"Bliv din egen bedste ven"
Psykoterapeut & Gestaltterapeut MPF – Henrik Biering giver en ”simpel” opskrift på, hvordan du kan forsøge at få pendulet, som svinger i utakt og tiltrækker negative tanker og følelser, til at sagtne farten og måske få til at tage en anden bane, så den hælder mod balance:
”Den svære jul kan du bruge til at træne at blive din egen bedste ven. Det gør du ved at lære dig selv mere egenomsorg. Når du har det godt, er det nemmere at tiltrække nye venner eller finde sig en sød kæreste, hvis du mangler sådan en…… Giv dig selv masser af luft og lys……. Din krop bliver så glad af det.”
Julen er børnenes fest
MEN, MEN. Her til sidst vil jeg lige prøve at fokuserer igen. For vi skal huske, at julen først og fremmest er og bliver børnenes fest. Og det er med det mindset, vi skal gå ind i december/julen, og så må vi prøve at lade ”voksentingene” træde i baggrunden. For alt vores stress, ufred og travlhed er faktisk ikke børnenes behov og ønske, er jeg sikker på.
Benno Blæsild er kunsthistoriker og forfatter til en række bøger om julen. Han hovedbudskab er, at det mest traditionelle ved højtiden er, at vi fejrer julen, som han kalder ”Barnets dag”.
Han siger, at siden 1500-tallet har det at fejre børnene været et tilbagevendende fokus, som forældre har holdt i hævd ved at hente grantræer ind fra skovene og bruge juledagene på at forkæle deres børn for at overbevise dem om, hvor højt de elsker dem:
”I julen højtideliggør man det vigtigste, der overhovedet findes for de fleste nulevende mennesker, nemlig kærligheden til deres børn. Det bliver så modsvaret af det næststærkeste, der findes - børnenes kærlighed til deres forældre,” siger Benno Blæsild.
Julen er kærlighed til vore børn
Denne kærlighedshistorie bliver i kunsthistoriker Benno Blæsilds optik selve symbolet på julebudskabet:
”Juleaften fokuserer vi på den mest kendte historie om en forælders kærlighed til sine børn, da Gud gav det bedste, han havde, til os - nemlig sin søn.”
På trods af at julen - eller ”Barnets dag” - har ændret sig over årene, og på trods af at traditionerne kan variere fra egn til egn, så ser kunsthistorikeren ikke en ændring af det centrale – nemlig fejring af børnene – over tid:
”Detaljerne omkring julen ændrer sig hele tiden og er enormt egns- og kulturspecifikt. For eksempel er kalenderlyset en særlig dansk opfindelse, fordi vi i Danmark har haft en udbredt brug af stearinlys i forhold til resten af verden. Det betød, at man under krigen fik udleveret et kalenderlys, så man kunne tælle ned til juleaften. Trends ændrer sig, mode ændrer sig, og det samme gør julen. Men kernen har ikke ændret sig. Det handler stadigvæk om barndom, forældreskab og kærlighed,” mener Benno Blæsild.
Julen varer måske ikke helt til påske, men den er i hvert fald langtidsholdbar, hvis man spørger Benno Blæsild. Han forklarer, at julens indhold går rent ind hos mange mennesker, fordi det handler om lyset, der kom til Jorden, og for rigtig mange mennesker kommer der først lys i deres tilværelse, når de får børn.
Blæsild har blandet skrevet julebogen:” Julens traditioner: fra hedenskab og sulebord til juletræ og gaveræs” (2007), og hans arbejde med julens substans har gjort ham sikker på en ting:
”Så længe der er mennesker, som elsker deres børn, vil der også være jul.”
Mathias Sonne, som er Informations tysklandskorrespondent, skal have de sidste ord her. Han er også blevet spurgt ind til jul, og hans holdning er, at vi ”skal pille nallerne” fra juleritualerne, for ellers bliver de tømt for mening:
”juleevangeliet er jo en fortælling om håb, som har holdt i to tusind år. Og den fortælling kan man læse lige præcis så symbolsk eller konkret, som man vil……..Men lad os nu bare holde jul, fordi den - ofte med børnene som motor - gentager de ritualer, som opstår i de fleste familier.
Jamen hvorfor? Fordi det er kulturhistorie og hamrende hyggeligt. Og hvis det var hamrende hyggeligt sidste år, så bliver det efter alt at dømme hamrende hyggeligt igen i år. Så banalt er det måske: Julen er et holdepunkt og et ritual, og ritualer tømmes som bekendt for mening i det øjeblik, man begynder at spørge til meningen med ritualet.”
OG HUSK:
”Nærvær har en værdi i sig selv, og der er ikke en rigtig og forkert måde at være til stede på. Man behøver ikke snakke en masse, og man behøver ikke have dårlig samvittighed over stilheden.
Der kan være en fin deltagelse i, at man bare er. Det kan have en selvstændig værdi at sidde omkring bordet sammen. Det kan de pårørende også være opmærksomme på,”
(Psykolog, Tina Leen Louv)
Kommentare