Kunst med hukommelse

TEMA-citater:

”Hellere et stykke tørt brød med tryghed til, end et hus fuldt af slagtemad og strid.” (Ordsp. 17, v 1)

”Hold længe nok på din ret, og du vil have uret.” (Jødisk ordsprog)

”De, der ikke kan huske fortiden, er dømt til at gentage den.” (filosoffen George Santavana)

”De eneste døde er dem, der bliver glemt.” (Jødisk ordsprog)

Det er hjerteskærende, rædselsvækkende og helt uforståeligt.

Lørdag den 24. maj midt på eftermiddagen kunne man læse følgende nyhed på alle nyhedsplatforme:

”Et israelsk luftangreb i Gaza har ramt en læges hjem og dræbt ni af hendes ti børn. Det oplyser lægens arbejdsplads, Nasser-hospitalet i byen Khan Younis, ifølge BBC.

Også lægens mand og deres tiende barn blev såret i angrebet, oplyser hospitalet.

Ifølge BCC viser en video – som mediet har verificeret – små lig blive løftet op fra murbrokker efter et angreb fredag i Khan Younis.”

Tænk at miste ni af sine ti børn, og oveni er det 10’ende barn og manden/faren blevet såret.

Det findes der jo ikke ord for ☹

”Den store katastrofe,” 1933

Jeg er helt på det rene med, at ovennævnte angreb i Gaza er en udløber af det overraskelsesangreb, som Hamas udførte på Israel den 7. oktober 2023, hvor ca. 1200 israelere blev dræbt og omkring 240 blev bortført som gidsler.

Det skulle hævnes.

Hævnens karrusel

Men der er noget, jeg ikke forstår:

For det første er jeg i tvivl om, hvor længe en hævn må/kan vare?

Ifølge lægetidsskriftet The Lancet, så er ca. 64.000 palæstinensere – heraf ca. 20.000 børn – blevet dræbt siden hævnen satte ind. Oveni kommer så alle de sårede, fordrevne og hjemløse. Dertil skal lægges en hel befolknings krigstraumer, som for mange er skader for livet.

Hvornår er nok nok? Og kan det være rigtigt, at et helt verdenssamfund ser til i tavshed? Hvor kommer den menneskelige selvrespekt ind? Hvor bliver ”moralens vogter” af?

"Vi" minder lidt om en fåreflok, som har mistet sin hyrde!!

I Ordsprogenes Bog, fra Det Gamle Testamente - som er en samling af jødiske ordsprog - står der blandt andet følgende:

”Således som ilden går ud, når der ikke er mere brænde, således hører striden op, når der ikke er flere klask.”

Så hvis israelerne tog deres eget hellige skrift alvorlig, så vil striden hører op, når kamphandlingerne stopper. Når bragene hører op.

Der er også et andet ordsprog fra den bog, som giver mening her. Der står:

”Hellere et stykke tørt brød med tryghed til, end et hus fuldt af slagtemad og strid.” (Ordsp. 17, v.1)

Så i israelernes/jødernes historie er der altså nogen, som har draget ovenstående erfaring, og det må kommende slægter vel godt lære af!

The Dammed (De Forbandede,) 1944.

Holocaust og Fugl Føniks

For det andet, så er det svært at forstå, at en befolkningsgruppe, hvis forfædre har oplevet Holocaust, hvor ca. 6 millioner jøder mistede livet, nærmest begår den samme forbrydelse mod en anden befolkningsgruppe. Det kan godt være, det er en naiv betragtning, men ud fra de krigshandlinger, som israelerne udsætter palæstinenserne for, så kan man godt få den tanke, at israelerne hellere så dem - eller i hvert fald Hamas - forsvinde fra jordens overflade.

Utallige er de jødiske familier, som blev udslettet under 2. verdenskrig og altså måtte lide samme skæbne, som den ovennævnte palæstinensiske læge måtte lide hin majdag.

En af disse familier er familien Nüssbaum.

Den bestod af Philipp og Rachel Nüssbaum, deres søn Felix og hans kone Felka Platek, deres anden søn, Justus og hans kone Sofie og deres 9-årige datter, Marianne. De blev alle dræbt og brændt i Auswich i 1944.

En hel familie blev udryddet.

Det specielle ved den familie er Felix Nüssbaum. For det første var han en talentfuld tysk-jødisk surrealistisk maler med en dramatisk og tragisk historie, og for det andet og nok så væsentligt, så er hans malerier bevarede, fordi de blev gemt forskellige steder.

Og nok så bemærkelsesværdig, så er der billeder fra både før krigen og fra under hans fangenskab. 

En del af hans malerier er drysset rundhåndet ud i dette indlæg.

Faktisk er der ikke så mange værker fra jødiske kunstnere fra den tid, fordi de fleste blev myrdet. Så Felix Nüssbaums værker er på den måde unikke.

Kvaliteten på Nüssbaums malerkunst har historiker og journalist Bent Blüdnikow – hvis forældre måtte flygte til Sverige under 2. verdenskrig – sat ord på i en artikel i Kristeligt Dagblad.

Blüdnikow sammenligner ham her med ingen ringere end en af århundredets helt store ekspressionistiske malere, Marc Chagall.

"Dødens triumf," 1944

Stor kunst er universel

Jeg synes, det fantastiske i Nüssbaums kunst er, at han rammer den angst, modløshed og skræk, som jøderne oplevede under 2. verdenskrig og fanger samtidig den angst, modløshed og skræk, som palæstinenserne i Gaza føler i dag.

Situationerne spejler sig i hinanden, og bliver foreviget af Felix Nüssbaum, selvom han døde i 1944. Han rammer noget arketypisk, noget almengyldigt, og går i hjertet på os, fordi han formår at slå den streng an, som forbinder os som mennesker over tid.

Man kan også sige, at han formår at fange begrebet angst i sin kunst, og dermed gør han den situationsuafhængig.

Kunst overlever kun, hvis det rører noget i os hen over generationer. Hvis vi kan føle den samme smerte, glæde eller sorg, som folk før os har kunnet føle, når de så et kunstværk, så bliver det universelt. Hvis vi kan spejle os i det, så har kunst ingen alder.

Det er det, Felix Nüssbaums kunst kan. Derfor har den overlevet både nazismen og tiden efter: Hans billeder spejler situationen i Gaza med det, jøderne oplevede under 2. verdenskrig.

Han bliver en slags ”sorgens sendebud,” der gør os klogere på rædslen, og derigennem burde vi også blive klogere på ikke at bringe menneskeheden ud i den slags situationer mere.

"The Storm," 1941

”Vi skal kende historien for ikke at komme til at gentage den,” har filosoffen George Santavana sagt.

Men så længe, der er mennesker eller nationer, som ikke vil lære af historien, fordi de tror, de er ude i en større sags tjeneste, så er alt jo egentligt omsonst. Så er der vel ikke et særligt stort håb for menneskeheden.

Og så vil Felix Nussbaums kunst leve til evig tid og afspejle den mangel på menneskelighed, vi må leve med, fordi der er despoter, diktatorer og folkeforførere, der føler sig hævet over almenvældet, og som mener sig udstyret med carte blanche til ikke at lære af historien.

”Volo infernum eos.” (Tåler ikke oversættelse😊) 

Angst (Selvportræt med niecen Marianne (hun blev ni år,)) 1941