TEMA-citater:
- Man må aldrig miste evnen til at sætte sig i andre menneskers sted. (Generalsekretær Andreas Kamm)
- People change, and often they become the person they said they would never be.
- Kærlighed er som krig. Nem at starte. Svær at slutte. Og man glemmer den aldrig.
- At forstå er ikke at tilgive. (Robert Fischermann)
- "Gode gerninger fjerner onde gerninger." Muhammed i Koranen 11, 114
Jeg anser mig selv for at være meget lidt fordomsfuld. Det har måske ikke altid været sådan – som landsbydreng fra 50’erne har der været mange nye og fremmede ting at forholde sig til – men jo ældre, jeg er blevet, jo mere erfaring, jeg har fået, og jo mere, jeg har læst og lært, jo mere respekt har jeg fået for forskelligheden, og jo mere forståelse har jeg fået for talemåderne: ”Man kan ikke se folk længere end til tænderne,” ”Man skal ikke skue hunden på hårene” og ”Skinnet bedrager.”
Jeg synes, alle har krav på at blive mødt med forståelse. Så når muslimer bliver anklaget for ikke at ønske at integrere sig, eller når DA i deres nyhedsbrev Agenda skriver, at hver tredje jobparate kontanthjælpsmodtagere reelt ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, så har jeg lyst til at kigge på både fakta og bevæggrunde ud fra tanken: Der må være mere i det.
På samme måde har jeg det med Putin, som i den grad er kommet i bad standing hos rigtig mange verden over på grund af Ruslands invasion af Ukraine. Jeg har set utallige opslag på de sociale medier, hvor Putin bliver beskrevet som det ondeste menneske i verden, og hvor han bliver hængt ud som en værre forbryder end både Hitler og Stalin. Der er heller ikke grænser for beskrivelser af, hvordan han burde aflives. Umiddelbart har man lyst til at hoppe med på vognen, for nu begynder den konflikt også at kunne mærkes på pengepungen her oppe i Thy.
På trods af frustrationen over at blive forstyrret i ”hængekøjen”, vælger jeg alligevel at kigge på både fakta og bevæggrunde. For ”der må være mere i det.”
Det er dette blogindlægs ærinde. At kigge på Putin og se, om der reelt er mere i det. Om der bag monstret er et menneske, som på godt og ondt er et resultat af både arv og miljø. I så fald kan beskrivelsen af ham bliver mere nuanceret - og i forståelsen ligger der måske en løsning?!
I min søgen efter svar, vil jeg lægge mig op af to citater. Dalia Lamas: At iagttage uden at dømme, er den højeste form for intelligens, og den 94-årige danske kz-overlever Robert Fischermanns: At forstå er ikke at tilgive.
”At forstå er ikke at tilgive”
Det første, jeg har lyst til at kigge på, er begrebet ondskab. Kan Putin være født ond? Kan man få ondskaben i vuggegave? Kan Putins bevæggrunde være ondskaben?
Psykoterapeut Steen Palmqvist har et bud på det. Han mener, at barnet fra fødslen rummer kimen i sig til det onde. Det onde udvikler sig så i forhold til, hvad barnet erfarer gennem sin opvækst.
Palmquist mener, at det princip også gælder andre indre egenskaber, som for eksempel samvittigheden.
Så hans konklusion er, at et menneske ikke selv vælger at blive ond. Men fordi det onde allerede er her, så kan det vokse og udvikle sig hos et barn ved de rigtige (eller forkerte!) betingelser.
I bogen ”Når gode mennesker handler ondt – tabuet om forråelse” af Dorthe Birkemose (Cand. Psyk. med speciale i forråelsesrisiko) er konklusionen den samme. Hun skriver:
- Der findes ikke onde mennesker, men der findes onde handlinger. Vi mennesker er sociale, og livet er kompliceret, derfor sker det, at vi nogle gange gør andre mennesker ondt.
Bogen ”Ondskabens psykologi,” som er skrevet af Rolf Kuschel og Faezeh Zand, forsøger at give svar på følgende spørgsmål: Hvad er ondskab, og hvad får mennesker til at udføre grusomme handlinger?
Bogen forsøger at finde en psykologisk forklaring på, hvorfor nogle mennesker udfører onde, kyniske og modbydelige handlinger: Hvad driver dem? Er de født onde? Er de fortabt til en sag? Og hvad er ondskab og onde handlinger egentlig?
I bogen kommer forfatterne frem til samme slutning som Birkemose, men de ser den udøvende som en del af et komplekst system:
- Ondskab er ikke et individualpsykologisk fænomen. Den udøvende er i de fleste tilfælde kun det yderste led i et enestående komplekst system, der fremmer ondskab. Vedkommende er i en vis forstand bare den, der udfører det beskidte arbejde, som andre enheder og individer i systemet har planlagt.
Børn vælger det gode
Går vi helt ned i materien, så viser forsøg med børn også, at vi ikke er født onde:
Kognitionspsykologerne Kiley Hamlin fra University of British Columbia og Karen Wynn fra Yale viste en gruppe babyer på seks til ti måneder en video, hvor en figur, der vel bedst kan beskrives som en rød bold med store øjne, forsøgte at bestige en bakke. I nogle tilfælde gik en gul firkant bag bolden og skubbede den forsigtigt op ad bakken (den fungerede som hjælper.) I andre udgaver af filmen gik en grøn trekant foran bolden og skubbede den ned (den mobbede eller forhindrede bolden i at nå sit mål.)
Selve forsøget bestod i, at forsøgslederen derefter præsenterede barnet for et bord med den gule firkant og den grønne trekant, for at se, hvilken figur barnet ville række ud efter. En signifikant flertal af børnene valgte den hjælpsomme gule firkant. Da Hamlin og Wynn senere gentog undersøgelsen med babyer helt ned til 3 måneder, fandt de helt de samme præferencer.
Så børn helt ned til tre måneder har altså en klar oplevelse af, hvad der fremmer det social og hvad der ødelægger social adfærd. Hvad der er godt og skidt mellem mennesker. Og de foretrækker dem, der fremmer det sociale.
Så deres konklusion er, at vi mennesker starter godt her i livet, og at hvis vi formår at holde fast i de træk - også når flokdyret tager over, og vi bliver en del af hoben - så skal de hele nok gå.
Forsøget er beskrevet i bogen ”Når flokdyret fejler” af Henrik Tingleff, som udkom i april i år.
Her kan man også læse, at andre børneforsøg viser, at hjælpsomhed og forståelse for andres behov ligger dybt i os. Mange af os har det endda sådan, at vi bedre kan lide at give end at modtage gaver.
Det findes der en forklaring på:
At give gør os lykkelige
I 2016 testede et forskerhold ledet af den canadiske social-psykolog Lara B. Aknin, om det at give til andre er følelsesmæssigt givende for os. De gjorde det på tværs af meget forskellige kulturer: henholdsvis børn fra et fjernt landdistriktssamfund på den lille ø Vanuatu i det sydlige Stillehav og gennemsnitlige skolebørn fra Canada. Forsøget var ens begge steder. Forsøgslederen gav et barn på mellem 2 og 5 år otte stykker slik og bad derefter barnet om at give et af deres otte stykker til en dukke.
Alternativt kunne forsøgslederen give børnene et ekstra stykke slik, så de havde ni, inden de blev bedt om at give et til dukken. Børnene blev optaget på video under seancen og derefter vurderet og kodet for følelsesmæssige udtryk for tilfredshed, glæde og lykke.
Om end børnene fra Vanuatu - ved at give slik videre - ofrede en langt mere sjælden ”gave” end de canadiske børn, så var resultaterne tydelige og ens: Begge grupper viste signifikant mere lykke, når de gav deres slik til dukken, end når de ”bare” gav det ekstra stykke, de fik af forsøgslederen, væk.
Denne medfødte menneskelige glæde ved at give fik i 2018 betydelig næring, da det lykkedes professor i neurovidenskab Soyoung Park fra Lübeck Universitet i Tyskland for første gang videnskabeligt at påvise en ren neurologisk forbindelse mellem generøsitet og glæde i den menneskelige hjerne.
Det vil blive for omfattende at referere forsøget her, men konklusionen af det var, at alene udsigten til at give løfter både generøsitet og humør.
Ved at lægge forsøgspersonerne i en MRI-scanner efter forsøget (som altså drejede sig om at give andre gaver eller penge) kunne forskerholdet se, at det at give øger aktiviteten i den del af hjernen, som udløser ”belønningsstoffet” dopamin.
Gavmildhed udløser dopamin
Så Park kunne helt neurologisk vise, at vi med stor sandsynlighed er generøse og hjælpsomme, fordi det gør os glade og giver os velbehag. Og det trumfer den logiske fornuft.
Det er præcis det samme, der sker, når vi vælger kagen frem for broccolien, som bogens forfatter konkluderer, og han fortsætter:
- Men det er også derfor, vi gerne betaler til Kræftens Bekæmpelse, Dansk Flygtningehjælp eller Røde Kors. Indimellem ovenikøbet uden at poste det på Facebook. Det er derfor, tusindvis af danskere er frivillige trænere og ledere i de danske idrætsklubber og -foreninger.
Ud fra ovenstående vil jeg have lov at konkludere, at Putin ikke er født ond.
Men hvad er det så, der får ham til at lægge sig ud med ”Gud og hver mand”? Hvad er det, der gør, at han med fuldt overlæg bomber andre menneskers liv til ruiner, og føler sig højt hævet over andres selvbestemmelse?
Ja, laver vi en maggiterning ud af ovenstående, så findes der tilsyneladende ikke onde mennesker, men der findes onde handlinger. Og den, der er ond, er i de fleste tilfælde kun det yderste led i et indviklet system, der fremmer ondskab. Putin er bare den, der udfører det beskidte arbejde, som andre i systemet har bygget op til over tid.
Jamen, så lad os da lige kigge på det system for hvilket Putin skal udføre det beskidte arbejde.
Først synes jeg, det kunne være interessant at se på de levevilkår, Putin har haft i det system, han er vokset op under. Måske giver de en indikation på Putins tilgang til livet og hans syn på andre.
Putin blev jagtet af en rotte
Vladimir Vladimirovitj Putin kom til verden i et arbejderkvarter i Leningrad (det nuværende Sankt Petersborg) den 7. oktober 1952.
Den lille knægt med det lyse hår og de kolde, blå øjne voksede op i fattige kår på fjerde sal i en lille lejlighed i Leningrad, som hans forældre skulle dele med to andre familier. Forholdene i den blot 20 kvadratmeter store lejlighed var forfærdelige. Taget var utæt, der var intet bad eller varmt vand, og trappeopgangen var befængt med rotter.
»Vi levede simpelt. Kålsuppe, koteletter, pandekager og om søndagen og på helligdagene bagte min mor meget lækre fyldte pirogger med kål, kød og ris samt ostetærter,« har Putin selv fortalt om sin barndom på sin hjemmeside.
Byen var stadig stærkt forarmet efter den nazistiske blokade under Den Store Fædrelandskrig, som er russernes betegnelse for Anden Verdenskrig, og som kostede 25 millioner sovjetborgere livet.
For Putin - som for de fleste russere - blev kampen mod nazisterne en bærende søjle i den russiske grundfortælling.
Under indtryk af nazismens ødelæggelser og et råt gademiljø voksede han op og fik hurtigt ry for at være en ballademager, der hellere ville jage rotter i byens beskidte baggårde end passe sin skole, og som ofte havnede i slåskampe med drenge større end ham selv. Fx kan man i en erindringsbog om ham læse, at han en dag jagede en enorm rotte ned ad trappen og fik afskåret dens flugtvej. Men pludselig kastede den sig over ham, og nu var det rotten, der jagede Putin. Det lykkedes ham at undslippe, men Vladimir Putin glemte aldrig historien.
I føromtalte bog siger han selv om episoden:
- Jeg var overrasket og bange. Der i trappeopgangen lærte jeg, hvad det vil sige at være trængt op i et hjørne.
Judoen reddede ”Putins røv”
Den macho-attitude, som mange tillægger ham i dag, tog således allerede form i barndomsårene.
En tilgang til livet, som også kom sprogligt til udtryk under et interview med de russiske medier i 2015.
Her sagde han:
”For 50 år siden lærte Leningrads gader mig en regel: Hvis en kamp er uundgåelig, bliver man nødt til at slå først.”
Et syn på livet, som også bliver bekræftet af en barndomsven, der i Putins portrætbog ”First person” fortæller, at da Putin begyndte at dyrke judo som ung, resulterede det i, ” at var der optræk til slagsmål kastede han sig øjeblikkelig over fyren, kradsede ham, bed ham, rev håret af hovedet på ham, ja, hvad som helst for at undgå, at nogen ydmygede ham.”
Hvis vi siger, at judoen reddede ”Putins røv,” så blev det spionfilmen, der reddede hans karriere.
Som 15-årig så han nemlig den populære sovjetiske film “Skjoldet og sværdet”.
Filmen følger den sovjetiske spion Alexandr Belov, der infiltrerer nazisternes SS under 2. verdenskrig og nærmest egenhændigt redder moderlandet.
”Jeg syntes, det var fantastisk, at én mand med sin indsats kunne opnå, hvad hele hære ikke kunne. En spion kunne afgøre tusinder af menneskers skæbne,” fortæller Putin i portrætbogen “First Person” fra år 2000.
Vladimir Putin drømte om at blive Sovjets svar på James Bond og gik benhårdt efter at blive ansat i den sovjetiske efterretningstjeneste KGB.
Som en udløber af fascinationen af spionfilmen, søgte Putin derfor om optagelse i KGB.
Men han fik afslag, og blev i stedet anbefalet at læse jura eller gå i militær tjeneste for at optimere sin chance for at blive agent.
Agentkarriere trak i Putin
Udsigten til en mulig agent-karriere fik ham til at tage sin skolegang mere seriøst, og i 1970 begyndte han at studere jura på Leningrad Statsuniversitet. Da Putin afsluttede sine jurastudier i 1975, søgte han ind på en KGB-skole. Her fik han en grundig oplæring i kontraspionage og blev senere specialist i spionage i udlandet.
I forsøget på at indkredse personen Putin, er følgende iagttagelse måske også en vigtig brik i det puslespil: For allerede under træningen opdagede instruktørerne - ifølge hovedpersonen selv - en alvorligt brist i hans karakter: Vladimir Putin kan ikke føle fare.
”Jeg forholder mig roligt. Endda for roligt. Da jeg var på efterretningsskolen, fik jeg en evaluering, hvor de skrev følgende negative bedømmelse af min karakter: "En nedsat farefølelse"”, siger Putin i sin bog.
En spion, der har svært ved at føle, at han er i fare, kan hurtigt komme til at løbe en unødvendig risiko.
For at gøre en lang historie kort omkring hans KGB-karriere, så var han i flere år KGB-officer i afdelingen for udenlandsk spionvirksomhed. Han taler foruden russisk flydende tysk, fordi han i flere år var udstationeret i Østtyskland.
Mellem 1998 og 1999 var han direktør for sikkerhedstjenesten FSB.
Han blev derefter Boris Jeltsins ministerpræsident og efterfulgte ham som præsident i 2000.
Der er vist ingen tvivl om, at Putins opvækst, levevilkår og karrierevalg har haft indflydelse på hans syn på andre mennesker. Et syn, som vel godt kan forklare en del af den aggression, han har udsat Ukraine for. Som rotten i Putins barndoms baggård, der går til angreb, da den bliver trængt op i en krog, har Putin følt sig trængt op i en krog af vesten – og går til angreb.
Men der må være mere i det. For der er trods alt langt fra at føle sig trængt op i en krog rent personligt og reagere på det, og så til at sætte verden i brand.
Her tror jeg, at en anden vigtig brik i forståelsen af Putins reaktionsmønstre er den selvforståelse, han har om Ruslands rolle i verden, som oprindelig bygger på Sovjetunions historiske placering som modvægt til vestens.
Lad os kigge lidt på den.
Putin føler nederlag som en kræftbyld
Her vil det være passende at tage udgangspunkt i endnu et kapitel af Putins grundfortælling, som er reserveret hans familie: Vladimir Putins storebror døde under tyskernes belejring af deres hjemby, og hans far blev hårdt såret i kamp med tyskerne. Resten af sit liv humpede faderen rundt i smerte. På den måde voksede Vladimir Putin op med en helt fysisk påmindelse om, at en fjende fra vest kunne komme og forsøge at ødelægge hans land og hans familie.
Denne grundfortælling er, ifølge forfatter og journalist – og ruslandsekspert, Samuel Rachlin, i spil, da han overtager magten i år 2000. På det tidspunkt er Rusland et fattigt land, der har kæmpet med økonomien efter murens fald, og det får vesten skylden for:
”Putin var meget bitter over, at det Rusland, som han var vokset op med og stolt af – nemlig Sovjetunionen, som var en global stormagt, der var respekteret og frygtet – var kollapset. Ansvaret for det har han udelukkende placeret på Vestens side,” siger Samuel Rachlin.
Journalist og forfatter, Leif Davidsen – som også er ruslandsekspert, hyler med i samme kor med følgende udtalelse:
”Vesteuropa har undervurderet hans historiesyn, hans nederlagsyndrom. Nederlaget i Den Kolde Krig har gjort et uudsletteligt indtryk på ham sammen med Øst- og Centraleuropas demokratisering og Sovjetunionens opløsning. Det har siddet i ham som en kræftbyld,” siger Leif Davidsen.
Ovenstående bliver underbygget af hovedpersonen selv, som på sin første dag ved magten havde overtaget en krigsdagsorden. For dagen efter Boris Jeltsin havde overdraget ham magten, fløj Vladimir Putin til den russiske republik Tjetjenien, der forsøgte at løsrive sig.
Her brugte Ruslands nye leder sin første arbejdsdag på at tale til de russiske soldater, som forsøgte at slå oprøret ned:
”Dette handler ikke blot om at genskabe Ruslands ære og værdighed. Det er vigtigere end som så. Det handler om at standse Den Russiske Føderations opløsning,” sagde han.
NATO presser Putin
Det er specielt NATO – KGB’s gamle fjende - Putin har det svært med. Specielt optagelsen af de baltiske lande, Rumænien, Bulgarien, Slovakiet og Slovenien i NATO gør Putin krigslysten.
Han er simpelthen nervøs for, at magtbalancen skal rykke sig. Han føler sig trængt op i føromtalte krog.
I Putins portrætbog: ”First Person” fra maj 2000 bliver dette udsagn understøttet af hans egne ord:
”Vi vil kæmpe for at beholde vores geografiske og åndelige position. Hvis de skubber os væk, vil vi blive tvunget til at finde allierede og forstærke os selv. Hvad andet kan vi gøre?” spørger han.
Truslerne får ben at gå på i august 2008, hvor Vladimir Putin overfalder et af Ruslands nabolande i det 21. århundredes første angrebskrig.
To provinser, Abkhasien og Sydossetien, i nabolandet Georgien har gjort oprør.
En del af befolkningen er etniske russere, og da Georgiens militær forsøger at slå oprøret ned, blander Vladimir Putin sig. – Provinserne bliver løbet over ende på få dage uden at vesten stort set gør andet end at fordømme.
I 2014 fortsætter Rusland aggressionerne og annekterer halvøen Krim, som havde tilhørt Ukraine, og det uden at blive mødt med andet end sanktioner og vrede ord fra USA og Vesten.
Fortsættelsen er vi alle bekendte med og midt i, nemlig Ruslands invasion af Ukraine i marts måned i år.
Lad os lige lave et par nedslag i den tænkning, der ligger til grund for Putins selvforståelse om at have ret og pligt til at intervenere – og frelse.
”Hellige ofre” skal beskyttes
I 2020 skriver Putin i en meget lang historisk artikel blandt andet, at Den Store Fædrelandskrig er vigtig, fordi Sovjetunionen vandt. Sejren er for Putin blevet beviset på, at det russiske folk er noget særligt.
Han skriver:
”Ja, de forsvarede deres hjem, børn, elskede og familier, men vigtigere endnu delte de kærligheden til deres hjemland, moderlandet.”
På den måde står Putins barndomsland, Sovjetunionen, centralt i Putins tænkning som symbol på styrke og opofrelse og på, hvordan det russiske folk kunne forandre verdens gang. Og på besynderlig vis er netop det blevet argument for, hvorfor Ruslands hær nu skal invadere Ukraine. Det handler om, siger Putin, at beskytte de ”hellige ofre”, som blandt andet hans far gav, da han kæmpede mod tyskerne.
Putins eskalerende følelse af at blive svigtet og truet af de vestlige demokratier bliver tilsyneladende kun næret, da han begyndte at læse en række gamle russiske filosoffer i starten af 00’erne. De kunne ikke bare bekræfte ham i Vestens falskhed, men også i, at Rusland havde en helt særlig rolle at spille i verden. Og at Vladimir Putin som Ruslands præsident skulle udfylde den rolle.
Meget tyder på, at Putins rejse mod sit nye kald som Ruslands genrejser og frelser blev hjulpet på vej af den Oscar-vindende filminstruktør, Nikita Mikhalkov, som siden kommunismens fald har arbejdet på at genoplive ikke bare Sovjetunionen, men hele det russiske imperium, der var før og som blandt andet indbefatter både Finland og Polen.
Vladimir Putin og Nikita Mikhalkov er gode venner, og det skulle være Mikhalkov, der introducerede ham for filosoffen Ivan Iljin, hvis filosofiske strømninger er nøglen til at forstå Putins strid med Vesten.
Fra sit eksil i først Tyskland og siden Schweiz skrev Iljin om, hvordan Rusland måtte genskabes på et kristent grundlag, der tog højde for den særlige russiske folkesjæl. For den nærmest glemte filosof havde en forudsigelse af, hvordan Vesten ville true Rusland:
”De må splitte Rusland for at tvinge landet ud i Vestens ligemageri og opløsning og dermed tilintetgøre det – det er en plan, der er drevet af had og magtbegær,” skrev han i 1949.
Russerne besidder en særlig styrke
En anden filosof, den langskæggede Aleksandr Dugin, får også tag i Putin og hans opfattelse af, at det russiske folk besidder en særlig styrke.
Dugin genopliver begrebet ”eurasianismen,” som er idéen om, at Rusland hverken tilhører den europæiske kulturkreds eller den asiatiske, men derimod er sin egen. Han ser krigen i Ukraine som det første led i en verdenskrig, der dybest set er krigen mellem to sandheder.
En ide, som Putin tager til sig.
Det kommer blandt andet til udtryk, da han afholder sit årlige show i 2014, hvor udvalgte russere kan ringe ind og stille præsidenten spørgsmål. På et spørgsmål om, hvad der gør russerne specielle, svarede Putin, at det er en genetisk eller kulturel kode, der gør russerne til noget andet end vesterlændinge. Og han uddyber:
”Vestlige værdier er anderledes, og de fokuserer på ens indre selv. Personlig succes er en målestok for succes i livet, og dette anerkendes af samfundet. Det er ikke nok for os i dette land.”
Det er også påfaldende, at Putin flere gange har brugt udtrykket ”passionarnost” i sine taler. Det er et begreb han har lånt af historikeren Lev Gumiljov, og det er et udtryk for de særlige egenskaber, det russiske folk skulle besidde. Det er ret kryptisk og handler dybest set om en særlig kosmisk energi, som det russiske folk har opbygget gennem deres tusindårige historie. En evne til at gennemgå forandringer og til at modstå lidelse. Også det er kommet til at spille en rolle, når Putin skal forklare, hvorfor det russiske folk vil være i stand til at modstå sanktionerne fra Vesten, som er omkostningen ved den krig, som Rusland nu fører. Det russiske folks særlige styrke, siger Putin, er grunden til, at det kan lade sig gøre.
Coronafrygt og det ”russkij mir”
Vi har vist alle hørt historier om, hvor bange Putin var for at få corona, og hvor meget han isolerede sig for at undgå sygdommen. Denne hypokondri skulle også – ifølge flere kilder – have haft indflydelse på Putins beslutning om at gå ind i Ukraine. Isolationen betød nemlig, at Putin har talt med færre, og tilsyneladende er endt sammen med de mere rabiate i kredsen omkring ham. Det gælder blandt andet forretningsmanden Jurij Kovaltjuk, der bygger sit verdensbillede på ortodoks kristen mystik, og Vladimir Medinskij, som er en ultrakonservativ nationalist.
Invasionen af Ukraine tyder på, at det er idéer, som de beskrevne, der har vundet kampen om Putins hoved. Den viser, at Putin er villig til at kæmpe for det, der i Rusland går under betegnelsen russkij mir - den russiske verden.
Ud fra ovenstående er det vel rimelig at konkludere, at Putins ageren ikke (bare) er styret af ondskab, men mere er et udtryk for, at han står på skuldrene af sine forgængere og ”blot” er et produkt af sin baggrund.
Som en afslutning på ”dissektionen” af Putins bevæggrunde for sin invasion af Ukraine, vil jeg henvise til en undersøgelse, som er beskrevet i den allerede nævnte
bog: ”Når flokdyret fejler,” under kapitlet ”Magthjerner.”
Den beskriver, at hjernescanninger har vist, at nogle hjerneaktiviteter ændrer sig hos mennesker med magt og indflydelse.
Magthjerner mangler empati
Disse ændringer i hjernen tyder på, at mennesker med indflydelse:
· Har sværere ved at udvise omsorg for andre mennesker
· Sjældnere ser verden og problemer fra andres perspektiv
· Ikke automatisk spejler andres mimik og fx smiler, når andre smiler til dem
· Har sværere ved at dele følelser med andre, herunder smerte, lidelse og glæde
· Har sværere ved at afgøre, hvad andre mennesker føler
· Er ringere til at vurdere, hvordan andre vil opfatte en bemærkning eller en handling
Sådanne fundamentale mellemmenneskelige udfordringer vil naturligvis påvirke adfærden. Videnskaben har således påvist, at mennesker med indflydelse:
· Handler mere egoistisk
· Oftere afbryder andre
· Multitasker og er mere mentalt fraværende under møder
· Oftere tager æren for andres arbejde
· Handler mere impulsivt
· Er mere risikovillige
· Fokuserer mindre på konsekvenser
Altså en indikation på, at Putins magtposition – ud over hans stort set enevældige og ubegrænsede magt – også genererer neurale ændringer i hjernen, som påvirker hans dømmekraft og empatiske evner.
Gør pligten dig fri?
Jeg er sikker på, at min analyse af Putins bevæggrunde kun er nogle få brikker af et endnu større puslespil.
I den seneste tid er der fx dukket konspirationsteorier op om, at han skulle være alvorlig syg, og at det har indflydelse på hans overvejelser og beslutninger.
Det vil jeg overhovedet ikke gå ind i, men uanset hvad, så understøtter disse ”brikker” tanken om, at ingenting blot er sort og hvidt, men uhyre nuanceret.
Umiddelbart ser det ud til, at Putin har en forestilling om, at han har modtaget en generationsstafet eller et generationsåg, som han har en forpligtigelse til at bringe videre.
Vel lidt som følelsen af forpligtigelsen til at føre en familievirksomhed videre (?!)
Slægtspligten kalder!
Vel lidt i samme boldgade, som når arbejderklassen her i Danmark i forrige århundrede med guldtråd på deres røde faner havde skrevet: ”Gør din pligt og kræv din ret.”
Der kan være noget befriende i at være forpligtiget. Man er fri i den udstrækning, man forstår, at der er noget, man bør gøre som menneske, og som det ikke er op til mig selv at bestemme rigtigheden af.
Over tid har forskellige filosoffer sat ord på den frihed, som de mener, pligten giver:
”Der er noget, man bør gøre, uanset om man selv vil få noget ud af det. Der er noget, som har en form for egenværdi, mening og værdighed i sig selv, uanset konsekvenserne for ens helbred, lykke og velvære.” (Aristoteles (384-322 f.Kr.))
”Den er fri som gør, ikke som han vil, men som han bør.” (Peder Syv, 1688)
”Friheden udgøres ikke primært af privilegier, men af pligter.” (Albert Camus)
Nogle nutidige filosoffer har en lidt anden vinkel på, hvad ens pligt i livet er.
Så måske skulle Putin - i stedet for at have lyttet til de gamle russiske filosoffer - have lyttet til filosoffen og spiritisten Sadhguru Quotes (født den 3. september 1957,) som siger følgende om pligten:
”Du har ikke en pligt over for noget eller nogen. Hvis du har kærlighed og omsorg, vil du gøre, hvad der er nødvendigt.”
Og det kan så passende føre os over i afslutningsreplikken, som burde drysses ud over Putin i håbet om, at stenansigtet ville blive forløst i et stort smil:
”Du fik livet. Det er både din pligt og din ret som menneske at finde noget smukt i livet, uanset hvor lidt.” (Elizabeth Gilbert, amerikansk forfatter)
Comments