Royal Run og tilliden

TEMA-citater:

1. Den største sejr, man kan få, er at besejre sig selv.

2. Man kan se ind i øjet, men ikke altid ind i hjertet. (Et jødisk ordsprog).

3. Den der falder/og rejser sig, er/stærkere end/den, der aldrig/falder.

4. Husk at få skyggen med, når du bevæger dig.

5. Du når ikke toppen ved at overgå andre, men ved at overgå dig selv.

6. "Tillid er som papir. Når den bliver krøllet, kan det aldrig blive helt glat igen."

7. "Hvis du får sår på kroppen, heler de, men hvis hjertet bliver såret, varer det på livstid."(Mineko Iwasaki)

8. ”Kun dem, du stoler på, kan svigte dig.” (Terry Goodkind)

Hvor var det fedt at se!!

Det rørte mig faktisk dybt at se vores konge og kongefamilien løbe frit sammen med ”folket” under Royal Run sidste weekend

At se dem føle sig trygge, være smilende og nærværende og endda tage sig tid til en selfie gør mig både glad og stolt over at være dansker.

Begivenheden er et bevis på, at den meningsmåling, som blev offentliggjort sidste år, holder stik. Her svarede 75 procent af de adspurgte danskere, at de ønsker at bevare monarkiet, mens kun 14 procent ønsker at afskaffe den.

En tilsvarende undersøgelse i det britiske fra 2023 viser, at her ønsker kun 46 procent af de adspurgte britere kongehuset bevaret, mens 40 procent er mest stemte for en republik.

Den store begivenhed, hvor lige under 100.000 glade danskere havde trukket den kongeblå løbe-T-shirt over hovedet, står også i skærende kontrast til de begivenheder, der udspiller sig i L.A. i øjeblikket, hvor et tilsvarende stort antal amerikanere er gået på gaden for at protestere mod - primært - Trumps immigrationspolitik, men også mod værdighed og rettigheder for udsatte (parallel-) samfund i USA.

Jeg er godt klar over, at det kan synes som at sammenligne æbler med pærer, men alligevel har vi begge steder fat i en af de væsentligste ingredienser i den lim, som skaber sammenhængskraft i et samfund, nemlig ”at have tillid til hinanden.” - At have tillid til, at ALLE kan færds frit uden at skulle forulempes, at have tillid til, at ”mine” medmennesker vil mig det bedste og at have tillid til, at hvis tilliden bliver brudt, så er der andre, der samler mig op.

Tillid er vel i bund og grund en grundsten i bestræbelserne på det gode menneskeliv.

Royal tillid til folket

Der er for øvrigt også andre konger i Danmarkshistorien, som har ”dyrket” tilliden mellem befolkningen og kongen:

Således skulle Kong Frode Fredegod - ifølge Saxos ”Danmarks Riges Krønike” - for mere end 1500 år siden have lagt sin guldring frit og ubeskyttet på en mark i tillid til, at ingen ville stjæle den. Længe efter vendte han tilbage til marken, og ringen lå der endnu. Dermed beviste han, hvilket trygt og sikkert rige han havde etableret.

Og tusind år senere red kong Christian IV en tur rundt i København sammen med den russiske zar. Zaren spurgte forundret, hvor de soldater var, som skulle passe på kongen, hvortil Christian IV svarede: "Folket passer på mig!"

Endelig må vi ikke glemme kong Christian den 10., som på sin hest, Rolf, foretog en daglig - ubeskyttet - ridetur gennem Københavns gader under 2. verdenskrig og blev et uvurderligt nationalt symbol på den passive modstand mod tyskerne.

Et lille indskud her kan fortælle, at det gik galt for kongen den 19. oktober 1942, da hans hest pludselig løb løbsk ved Kastellet. Kongen blev slynget mod jorden og slog sig meget. Han havde blandt andet pådraget sig svære læsioner i hovedet. Siden kom han aldrig på hesten igen.

Nå, tilbage til Royal Run.

Jeg læste et opslag på Facebook fra en kvinde, der – som jeg – var meget begejstret for årets udgave af Royal Run, og som selv deltog sammen med sin familie. Hun skrev blandt andet:

”Tillid er en stille kraft, og den er dyrebart vævet ind i det danske samfund. Mange af os tager måske denne tillid for givet. Den tryghed, fred og ro, den giver. Men det er langt fra en selvfølge i verden. Jeg er dybt taknemmelig over at bo et sted, hvor tillid, nærhed og fred stadig er muligt. Lad os værne om det og lad os bære det videre, så også vores børn og børnebørn en dag kan løbe frit og trygt i samme ånd.”

Det er da meget godt skrevet!!

Tillid er ”at læne sig op af”

Men hvad er den egentlig for en størrelse den ”tillid,” som der åbenbart både kan skrues op og ned for, og som bestemt ikke er en selvfølge? Hvor kommer den af, og kan vi påvirke den?

Ja, ifølge ordbogen, så betyder ”at have tillid til noget” ”at sætte sin lid til det eller at fæste lid til det.”

Men hvad betyder ”lid” så? Jo, det man sætter sin lid til, går man ud fra er på-lide-ligt.

”Det kan du lide på,” kunne man sige i gamle dage.

Halfdan Rasmussen skriver følgende i digtet ”Noget om helte”: "Selv de rødeste radiser kan man roligt lide på. Der er nok af danske helte, som er danske hele dag’n, og går rundt og spænder bælte, mens de råber: Fy for Fan.”

Underforstået – i min optik – at selvom livet kan være svært eller uroligt, så kan man roligt ”lide” på det, og der er god grund til at være optimistisk!

Nørder vi lidt mere med verbet ”at lide (på)” så er det nært beslægtet med verbet ”at læne.” Så det man kan lide på, og det man kan sætte sin lid til, er det man kan læne sig til eller op af.

Tillid taler vi om i sammenhænge, hvor man risikerer at miste balancen, hvis man ikke har noget at læne sig til/op af. Og det man læner sig til, forventer man bevidst eller ubevidst vil kunne give én den støtte, man har brug for, og at det er så tilpas stabilt og bestandigt, at det er til at regne med et stykke ind i fremtiden.

Tillid kræver mod

At have tillid til noget er at læne sig til det i forventning om og tiltro til at det ikke vil vælte/svigte.

Beslægtet med den betydning er det gamle ord ”en li,” som er en skråning, og vi har også det gamle udtryk ”at det lider mod aften.” Altså noget det hælder (mod,) og i mange tilfælde noget det hælder, som man kan læne sig op af det for at få støtte og tryghed.

Nørde, nørde, så er det roden til græsk: ”klinein” (at bøje, at læne, at vende sig) og til latin: ”clinare” (at bøje, at hælde.) Og derfra har vi for eksempel (fremmed)ordet ”klient’,” som hentyder til en, der læner sig til en anden og sætter sin lid til denne som rådgiver.

Så det ”at have tillid til” er altid at turde løbe en risiko. Tillid kræver mod eller er en slags mod. Man står og falder med, om det, man har tillid til, lever op til de forventninger, man har til det. Det man har tillid til gør man sig afhængig af.

Den kendsgerning bringer os frem til en af vore helt store hjemlige filosoffer, K.E. Løgstrup, som i sin bog ”Den etiske fordring” kobler op til ovenstående gensidige afhængighed af tillid, vi som mennesker lever med, og det ansvar vi har for ikke at svigte hinanden.

I sin bog ”Den etiske fordring” fra 1956, beskrive Løgstrup tillid, som en ”spontan og suveræn livsytring.” Løgstrup anser basalt set tillid som ”en førkulturelt fænomen, der kommer mennesket i møde.” Det er så at sige allerede en del af os ved fødslen. Den menneskelige tilværelse bygger ganske enkelt fundamentalt på, at vi har denne tillid til hinanden.

Når Løgstrup taler om ”grundlæggende menneskelige livsytringer,” så er det ytringer, som ikke er baseret på vilje eller valg, men snarere er spontane og naturlige udtryk for liv og menneskelig adfærd. Han udtrykker det selv på følgende måde:

”De er som et uforklarligt mirakel, der bærer vores liv og åbner os for andre.”

Af andre livsytringer nævner han: Barmhjertighed, Talens åbenhed og Håb.

Tilliden har en ond tvilling

Så ifølge Løgstrup, så tager vi tilliden for så givet, at ”den næsten unddrager sig vores opmærksomhed.” Og den bliver først synlig/aktuel for os, når den misrøgtes ”og mistilliden viser sit ansigt, og mennesket indser, at livet ganske simpelt ikke kan leves uden tillid.”

Jeg har set en sætte ovenstående betragtninger på følgende formel:

”Tilliden og dens onde tvilling, mistilliden.”

En snert af mistillid er dog nødvendig for at erkende eller aktivere tilliden som tillid. Ting får ofte først mening i mødet med dens modsætning!

Af og til bliver mistilliden fremstillet som en ”tilrådelig standardindstilling” for det fornuftige menneske, som ikke bør vise tillid førend folk har bevist deres værd. Her får tilliden ofte et skær af blåøjet naivitet. Noget med, at hvis du tror det værste om ”din næste,” så bliver du i hvert fald ikke skuffet!

Men generelt set, så ser de allerfleste mennesker først og fremmest på medmennesket med tillid – for sådan er vi præinstalleret!!

Lige her kunne jeg sagtens have sat et punktum og dermed have overholdt både antal anslag og deadline.

Men det er svært, når jeg nu i arbejdet med dette emne er stødt på den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) og kan se, at emnet har en vigtig tilføjelse, som giver det sort-hvid skær, fremstillingen bærer præg af, et strejf af en farvepalet, som nuancerer begreberne og forvandler os fra tændstikmænd til hele mennesker.

”Den gyldige smagsdommer” 

For for Kant er vores fornemmelse for mistillid lige så vigtig som vores fornemmelse for tillid.

Han siger:

”Følelsen af tillid og mistillid hører til vores evne til at vurdere det andet menneske og os selv efter oplysningens ideal om at være sig selv bekendt.”

Kant og hans teori om ”Den gyldige smagsdommer” forklarer nemlig, hvorfor mistilliden har stor værdi for det menneske, der vil leve forsvarligt. Helt på linje med begrebet tillid. Begge følelser er en del af en social orienteringsevne, som er afgørende for forpligtelsen på at være ansvarlig både hos mig selv og de mennesker, jeg omgås.

Han har også et bud på, hvordan mistilliden manifesterer sig:

”Mistillid viser sig som en mislyd, der starter svagt og bliver stærkere. Når mislyden insisterer sig, opdager jeg, at jeg skal være på vagt. På den måde er mistilliden en advarsel til mig om noget ved situationen, som jeg måske endnu ikke helt kan sætte ord på. I første omgang kan vi sige, at noget ved det andet menneske ikke stemmer overens med, hvordan et troværdigt menneske ville virke på mig. Mistilliden er dermed en slags fejlmeddelelse vedrørende min forestilling om den situation, jeg står i, som fortæller mig, at noget skurrer i ørerne.”

Ovenstående sætter han følgende billede på:

”Følelsen af mistillid er følelsen af vejrhanen, der ikke holder den rigtige retning.”

Kants teori om ”Den gyldige smagsdommer” kan opsummeres på følgende måde:

”Mistilliden har lige så stor værdi for det menneske, der vil leve forsvarligt, som tillid har. Begge følelser er en del af en social orienteringsevne, som er afgørende for den normative forpligtelse på ansvarlighed både hos mig selv og de mennesker, jeg omgås.”

Min afsluttende replik skal være, at mens kloge filosoffer sætter mange, lange, svære og fine ord på at forklare en problemstilling, så kan en enkel talemåde eller et citat - affødt af livslang erfaring - ramme samme problemstilling med et klarsyn, der taler til os alle. Som nu følgende jødiske ordsprog, der spidder, hvad tillid og mistillid drejer sig om mellem mennesker:

”Man kan se ind i øjet, men ikke altid ind i hjertet.”

Så vi må sørge for, at få vores indre vejrhane til at stå i den korrekte retning!!

Ovenstående ordveksling har intet med temaet i mit opslag at gøre. Billedet er udelukkende medtaget, for at poppe det lidt op. Og så minder den os jo om, at alt er relativt og at humor kan forløse mange ting – måske også tilliden til nogen.