Tavshedens pris

TEMA-citater:

- Det, vi flygter fra, bærer vi med os.

- Årene ved det, som dagene ikke forstår.

- Når man fortæller, sætter man ting sammen, der er gået i stykker (Karen Blixen)

- Problemer vokser i tavshed.

- Alle har brug for at høre: Jeg elsker dig, jeg tror på dig, jeg er her for dig og jeg tænker på dig.

- Af og til har selv den stærkeste person brug for en hånd, et knus og en tro på, at alting nok skal gå.

Forleden fik jeg en rigtig god oplevelse, som jeg egentlig ikke havde en forventning om. Jeg var til et arrangement med gamle kolleger, hvor blandt andet Kim Blæsbjerg var på programmet.

Jeg havde hørt om Blæsbjergs roman om Cheminova (”De bedste familier”) og tildelingen af De gyldne Laurbær.

Man får ikke den pris for noget ”makværk!”

Jeg havde også orienteret mig om, at romanen allerede var som lydbog på Saxo, og havde fået den sat i kø til på et tidspunkt at være motivation til nogle gåture langs Kystvejen.

Men jeg havde ikke forberedt mig på, at Kim Blæsbjerg er en fremragende foredragsholder, og at hans foredrag også indeholder temaer, som rammer lige ned i noget, jeg selv kender til.

Det er faktisk ganske befriende at være til et foredrag med en fremragende og prisvindende forfatter, der på mange måder kommer af det samme, som en selv, og som i sit voksenliv har kæmpet med de samme eksistentielle spørgsmål, som en dreng fra Vildsund har gået med.

Rent geografisk er der jo heller særlig langt fra Lemvig - som Kim Blæsbjerg stammer fra - og til min egen hjemstavn, Vildsund (helt præcist 68,7 kilometer.) Og endnu mindre afstand er der åbenbart, hvis talen falder på de levevilkår, der gjaldt, og det endda på trods af en aldersforskel på 18 år mellem os.

Det, der specielt ramte mig, var hans omtale af den tavshedskultur, der gennemsyrede livet i Lemvig, da han var barn og ung, og som jeg - i en vis grad - kender fra min egen barn- og ungdom i Vildsund.

Som det efterhånden er blevet en almindelig, men ikke altid lige velkommen, vane for mig, når jeg møder noget substans eller ser en glød, så popper ordet BLOG op. Kan temaet ”Tavshedskultur” bruges til et indlæg på Citatbryg.dk?

Et stort og rungende JA skal lyde herfra. Det er et både relevant, vedkommende og spændende tema!!

Så i det anfald af klarhed om emnets relevans havde jeg åndsnærværelse nok til at få tændt optageren på telefonen, så jeg ret præcist kan gengive, hvad Blæsbjerg sagde.

Jeg ved ikke, hvor begejstret han ville blive for den oplysning, men til gengæld kan han ikke sætte en finger på rigtigheden af citaterne!!

Indre Mission punkterede livsglæden

En præmis er helt klar i Kim Blæsbjergs roman, nemlig at Indre Mission i høj grad påvirkede både livet og livsværdierne i Lemvig tilbage i 80’erne og 90’erne. En påvirkning, som for manges vedkommende lukkede luften ud af livsglæden, og som dikterede, hvad man skulle mene om folk og begivenheder i området. Påvirkningen rummede også en facitliste over, hvordan man opførte sig, så man ikke kom til ”at skabe sig.”

Og i den ånd slog Indre Mission ring om Cheminova, så giftskandalerne ikke kom til at påvirke beskæftigelsen og områdets omdømme.

Alt i alt fik den beklumrede luft - både konkret og i overført betydning - konsekvenser for både folks helbred og sproglige kompetencer. I den nøjsomme ånd blev folk nemlig ikke bibragt et sprog, så de kunne tale om svære emner og følelser. Det var ikke en del af opdragelsen. Kim Blæsbjerg siger selv: 

- Jeg husker selv mit forkrampede sprog. Vi blev aldrig spurgt af de voksne, hvordan vi egentlig havde det, og hvad vi gik og tænkte. Vi hørte aldrig de voksne tale om komplekse emner, men i stedet talte de ofte nedladende om andre og hånligt om såkaldte begavede mennesker, som fx dem på TV.  Skulle de kunne lære os noget? NEJ.

Denne begrænsede tilgang til at kunne og måtte sætte ord på ”det indre liv,” fik konsekvenser for Blæsbjergs følelsesliv:

- Det, der kom ud af den tilgang til kultur og sprog, var en instinktiv fornemmelse i kroppen og bevidstheden, som jeg gik med som dreng. Fornemmelsen sagde: Vis ikke din begejstring for noget. Tal ikke om de bøger, de film eller den musik, som interesserer dig. Tal aldrig om noget, der rører dig og specielt ikke om noget, der er svært.

Og når man har den tilgang, så bliver det et reduceret sprog, man får. Så bliver det svært at finde ordene, hvis først man får brug for dem.

Sproget slog ikke til

Det indskrænkede sprogbrug havde også negative følger for Kim Blæsbjergs skoletid:

- Jeg husker tydeligt ting fra min skoletid, som var ubehagelige. Enten noget, jeg selv var involveret i, eller noget jeg hørte om, og som det kunne være rart at få vendt med mine forældre. Men det virkede utænkeligt dengang. Det var overhovedet ikke noget, der strejfede mig, at jeg skulle snakke med dem om det.

Instinktivt mærkede jeg, at sproget heller ikke ville slå til.

Undervejs i foredraget perspektiverer forfatteren tavshedskulturen, som han relaterer til en form for klassekamp:

- Det er nedarvet i generationer, og jeg ved - ud fra nogle af de kommentarer, jeg har fået - at det ikke bare er forekommet i min familie. Det har noget med klasser at gøre. Hvis man kæmper med en social opstigning - som fx at få sit eget hus - så går det ud over andre områder, som fx at tale sammen. At få et sprog.

Og når man så når den opstigning, så kommer folk i en anden klasse, hvor andre normer gælder, og den følelse af mindreværd er svær at slippe af med. Det er som om, man ikke passer ind. Det er den mindreværd, der taler, når man taler nedsættende om nogle, som taler eller viser begejstring. Som ”er for meget.” Og hvad munder det ud i, det underskud og det mindreværd? Det munder ud i et forkrampet og mangelfuldt sprog, som ikke duer, når det endelig gælder.

Cheminova

Ovenstående beskrivelse får mig til at tænke på begrebet klaustrofobi. Tanken om at være fyldt af sorg eller glæde, og så erfare, at man ikke selv og heller ingen af ens nærmeste har den (sproglige) nøgle, som kan forløse disse stærke følelser. Det synes angstprovokerende.

Uforløste følelser, som man så i stedet må gå med selv, med det resultat, at man kommer til at føle sig forkert, underlegen og sær. For når ingen sætter ord på deres indre liv, så kan man jo nemt komme til at tro, ”at min begejstring eller sorg er mærkelig og forbudt.”

Manglende forståelse udløste selvmord

Kim Blæsbjerg kommer i sit foredrag med et konkret eksempel på, hvor sproget ikke slog til i hans familie i forbindelse med flere dødsfald. Han sagde:    

- I min familie er det en sorg, at mange af min fars søskende havde svært ved at klare voksenlivet. Min far voksede op med Indre Mission på en gård uden for Lemvig. De var 10 søskende. De voksede op med en mor, som var psykisk syg, og som selv sagde, at hun havde født alt for mange børn. Hun magtede ikke at give dem den kærlighed, de havde krav på. Min farfar passede landbruget og mente, at han ydede sit ved at tage sig af det. Men skulle mine fastre og farbrødre ikke have talt om det åg, de voksede op under? Have talt om, at de voksede op i fattigdom med en mor, som truede med selvmord igen og igen, og som gav børnene skylden for sin depression? Og når alkohol og psykiske sammenbrud fyldte så meget hos mange af min fars søskende, skulle de så ikke have prøvet at forstå sammenhængen mellem deres opvækst og voksenlivet?

Da den første af min fars søskende tog sit eget liv, skulle det så ikke have åbnet for ordene, og tvunget os ind i lange samtaler om, hvad der egentlig var galt? Men vi kunne ikke. Vi havde ikke lært det. Vi havde aldrig brugt ordene til noget dybt eller svært. Vi nøjedes med at tale om det praktiske. Og fordømmelsen brændte i os. Tænk, at han ville være bekendt at udsætte sin kone og lille barn for det!!

Sådan var det også, da den 2. og den 3. og den 4. af min fars søskende tog deres eget liv.

Men hvad med forfatteren selv? Ham, der var mønsterbryderen, og som var flyttet væk, og som ernærede sig som forfatter, og som nu var en af dem der ”skabte sig.”  Kunne han ikke være katalysator for en dybere samtale? Nej!

Selv siger han:  

- Skulle jeg så ikke have gjort det? Jeg var jo flyttet væk dengang og havde allerede skrevet flere bøger, som havde givet mig et sprog. Men, nej. For da jeg stod der ved begravelsen i Lemvig, så var jeg tilbage i den ordfattige atmosfære, inde i det gamle igen, og så kunne jeg heller ikke.

Og konsekvenserne af at have levet i en tavshedskultur er noget af baggrunden for, at jeg har skrevet den her roman. Med håbet om, at jeg ved at skrive om kulturen kan udfordrer den, eller måske endda bryde den. For det er sikkert, at tavshedskulturen stadig eksistere i Lemvig og mange andre steder.

Tavshed kan skabe ensomhed

En af de ting, som Kim Blæsbjerg var mest bekymret for, da han udgav romanen, var, om bogen ville blive misforstået, og at vestjyderne ville føle sig angrebet.

Det fortæller han om i et interview i Jyllands Posten den 3. februar 2023.

Men at de skal opleve bogen på den måde, er det sidste, han ønsker. For Blæsbjerg holder nemlig meget af det sted, han kommer fra. Og vækkede man ham en tilfældig nattetime, ville han uden problemer kunne rejse sig op i sengen og lave en lang liste over alt det gode, han har fået med fra sin opvækst i Lemvig.

I flæng remser han følgende ting op:

- Folk passer på hinanden, folk er driftige og vil gerne klare sig selv. Derfor forventer folk også, at man klarer sig selv, og den styrke, der ligger i, at man klarer sig selv, den ligger også i mig. Det kan jeg tydeligt mærke. Der ligger også en ydmyghed i folk herovre, som jeg virkelig godt kan lide. Den gode side ved ikke at fylde er jo, at man giver andre mennesker plads.

 Men samtidig er det lige så tydelig for forfatteren, at på trods af alle kvaliteterne, så manglede der noget i opvæksten: 

- Jeg kan mærke, at jeg er præget af at være vokset op i en del af landet, hvor der hersker en særlig ”det-taler-vi-ikke-om-kultur.” Det er tegn på sejhed, hvis man selv kan klare sine problemer, men min påstand er, at der også ligger en svaghed i at være i verden på den måde. For hvis man altid håndterer det svære med tavshed, risikerer man at blive meget ensom i verden.

Her synes jeg, det er vigtigt at indskyde, at konsekvenserne af den føromtalte "det-taler-vi-ikke-om-kultur" får endnu en dimension i bogens lys. Heri beskriver Kim Blæsbjerg nemlig, hvordan det usagte også skaber "tavse" stemninger i hjemmet, som børnene forsøger at tankelæse sig frem til med det resultat, at de får skyldfølelse, fordi de tror, at den dårlige stemning skyldes dem. Så ud over ensomhedsfølelsen generere tavsheden altså også en høj grad af skyldfølelse.

I interviewet i Jyllands Posten er det vigtigt for den tidligere lemviger at få slået fast, at ovenstående ikke er en kritik af barndomshjemmet eller forældrene:

- Ganske vist var det utænkeligt at tage visse samtaler op med mine forældre, men det handlede ikke om, at der manglede omsorg eller kærlighed i mit barndomshjem. Slet ikke. Mine forældre havde bare ikke lært og ikke brug for at sætte en masse ord på deres følelser, fortæller Kim Blæsbjerg.

Tavshed er misforstået kærlighed

Hvis jeg skal tage tråden op og sammenligne med, hvad jeg selv har oplevet i min barndom og mit barndomshjem, så tangerer det meget Kim Blæsbjergs oplevelser. Men som med ham, så er jeg vokset op i et meget kærligt hjem, hvor vi havde det godt med hinanden, men blot manglede et sprog for det svære og de ”store” følelser.

Men man kan jo ikke give noget videre til sine børn, som man ikke selv har!!

Jeg husker specielt en begivenhed fra da jeg var en fem-seks år, hvor vi havde et dødsfald i familien.

Det var første gang, jeg så mine forældre græde. Jeg tror ikke, de vidste, at jeg så det. Selv om det er alle disse år siden, så kan jeg stadig huske, at jeg tænkte, at hvis de er kede af det, hvem skal så passe på mig?

Jeg husker også alt omkring begravelsen, som jeg på ingen måde var involveret i. Jeg skulle - af kærlighed, tror jeg - skånes, men jeg så det hele uden at forstå. Og når man ikke forstår, så forsøger man at skabe sin egen orden. Man fylder de tomme huller ud. Det er sådan vores ”væren i livet” er indrettet. Vi har brug for at skabe orden og klarhed. Og med den livserfaring og forestillingsevne et seksårigt barn har, kan hullerne sagtens blive fyldt op af forestillinger, der ingen hold har i virkeligheden.

Jeg bebrejder ingen. Det var sådan verden så ud dengang. Mine forældre gjorde det af kærlighed og i den bedste mening. De ville prøve at undgå, at jeg blev påvirket af den tragedie, vi, som familie, stod i.

Resultatet var bare, at det, de ville skåne mig fra, voksede i mit hoved. For man kan ikke skjule sådan noget for et barn.

Men som Piet Hein sagde, så ”lever vi forlæns og forstår baglæns.”

Så læringen af ovenstående må være, at jeg i lignende situationer - som far - må forsøge at involvere og snakke med mine egne børn om de svære ting, vi/de oplever. Og så må jeg huske at fortæller dem, hvor meget jeg elsker dem og hvor fantastiske, de er.

Er det så lykkedes mig at forløse sproget? Har jeg formået at snakke med mine børn om svære dilemmaer, de har haft?

Det korte svar er: Det er blevet bedre med årene, og nu er jeg i hvert fald meget bevidst om, at samtaler om det vigtige og det svære er en betingelse for at få et godt liv.

Det er klart, at der først skal et mønsterbrud til, for at det kan lykkes: Først skal man være bevidst om problemet, dernæst skal man selv i gang med at opbygge et sprog, der kan bruges i svære situationer, og endelig skal man overvinde den negative tanke om, ”at man skaber sig,” når man sætter ord på svære emner overfor andre.

Jeg må indrømme, at det var noget af en overvindelse for mig, at skulle sige til mine egne børn, at jeg elsker dem. Kan man overhovedet det som Thybo?

JA, selvfølgelig kan vi det. Det burde være den naturligste ting i verden - og øvelse gør mester. Og når man så kan se i øjnene på dem, hvor meget det betyder, så er der overhovedet ingen undskyldning for at lade være. Heller ikke for en Thybo!!!

Mennesket er af natur fejlbarligt

Jeg vil slutte med et par citater fra hjemmesiden DRINKIQ, som er en side for folk med et alkoholmisbrug. Lad mig slå fast med det samme, at jeg kun har et mindre alkoholbrug, men misbrugere har åbenbart brug for at få de samme råd, som folk, der er vokset op i en tavshedskultur, har. Måske der er en sammenhæng mellem tavshedskultur og alkoholmisbrug?

Her er i hvert fald et par gode bud på, hvorfor det er vigtigt at kunne sætte ord på ens indre liv, for at kunne dele ”det svære” med andre:

1. At dele udfordringer og indrømme, at livet kan være hårdt, er karaktertræk, der gør os nemmere at blive holdt af og nemmere at forholde sig til. Det er nu engang svært at føle sig tæt på en, der udstråler styrke og usårlighed.

2. Unikke træk og småfejl er det, der gør os til mennesker. Det er først, når du accepterer hele din person, at du kan have det godt med, hvem du er.

3. Når du oplever svære tider, kan det føles som om, at du er alene om dem. Du har det måske sådan, fordi andre personer ser ud til at have det godt og at klare sig godt. Men det er blot et udtryk for, at du er et menneske. Så husk: “Ethvert menneske, du møder, kæmper en kamp, som du ikke ved noget om. Så vær venlig. Altid!” (Oversat fra engelsk og sagt af Brad Meltzer)

4. Det er vigtigt, at din ydre og indre verden går godt i spænd. Når du sætter ord på dine tanker og følelser, giver det dig mulighed for at bearbejde det, der foregår, og hente støtte.

5. Hvis I er fælles om udfordringerne, opbygger I et stærkere fællesskab. Så derfor skal du turde fortælle om dine udfordringer, for så viser du, at du stoler på den person, du betror dig til. Og når vi deler vores oplevelser, føler vi os mindre alene.