"Til mandagscitat"
- Ivan klarskov Nielsen
- 12. maj
- 5 min læsning
”C-holdet og den gule lilje”
TEMA-citater:
”Det perfekte er blevet normalbilledet.”
”Du må hjælpe dine omgivelser med at være sammen med mig.”
“Alle, du møder, kæmper en kamp, som du ikke kender til. Så vær venlig. Altid.”
“Kærlighed er at sætte en andens behov før dine egne.” (Sagt af Olaf i Disney-filmen ”Frost” (2013))
Første bid har jeg fundet inspiration til i rabatten ude foran mit hus.
I efteråret fjernede kommunes folk en tæt hæk eller bevoksning fra rabatten på den vej, hvor jeg bor. En bevoksning, som gennem mange år har forhindret ukrudt i at sprede sig vildt, og som også til hver en tid har fået cykelfolk til at undlade at forsøge at finde en genvej gennem den. Det kan jeg skrive under på, efter at jeg en forårsdag sidste år væltede ned i den for at undgå et turboløbehjul. AV balle:-(
Nå, men nu er den væk (hækken, ikke ballen!) og i stedet er der sået græs og påskeliljer. Nu er der så mulighed for at tage en smutvej over den, men til gengæld bliver man udfordret på sin moral. For en snikvej fører gennem en bræmme af smukke liljer, som man med stor sandsynlighed - ved gennemkrydsning - vil komme til at træde i og gøre skade på.
Meget opløftende, så er der faktisk INGEN, som har ”brudt båndet” og har trådt i forårsbebuderen. Til gengæld har nogle taget en smuk buket med hjem, og det kan man jo så mene om, hvad man vil😊
Her er et billede af rabatten:
”Påskeblomst! hvad vil du her?”
Ud over glæden ved de smukke påskeliljer - som har det med at tage forskud på foråret - så symboliserer den gule farve også både glæde og solskin.
I Kina har man et citat, som hedder: ”Klog er den mand, der har to brød og sælger et for at købe en lilje.” Det giver god mening, synes jeg.
Det, der glæde mig mest ved billedet, er den hvide lilje. For selvom den er anderledes, så fylder den lige så meget i bedet, som dens gule artsfæller, og den stråler lige så meget. Der er tilmed et par gule liljer, der ligesom bøjer sig for den.
Der er noget livsbekræftende over billedet, som minder os om, at vi alle er lige for vores skaber. Vi stråler alle på hver vores måde, og der er ingen, der har ret til at være dommer over, hvilken måde det er bedst at stråle på. Hvis vi skal være til stede i verden med glæde, så skal vi anerkendes for den, vi er. Basta!! Og det er i den ånd, alle børn burde opdrages!!
Desværre er der mange eksempler på det modsatte. Ofte kan vi opleve eller læse om, at der bliver set ned på dem, der ikke er bedst/god til noget eller på dem, der har nået skelsår og alder, og ikke kan helt de samme ting, som de kunne i deres velmagtsdage. ”Ældrebyrden” er der nogle meget ”uartige,” der har kaldt dem/os.
Eksempler, som set i relation til ovenstående billede, ville betyde, at den hvide lilje skulle plukkes og tages væk, fordi den ikke er som de andre. Den passer ikke ind.
Prinsessen i ”Svinedrengen” ville sige: ”Dur ikke – VÆK.”
Og med den væk ser vi ikke eller opdager vi ikke mangfoldigheden i en verden, som netop burde kendetegnes ved at kunne rumme alle.
Vi skal møde mangfoldigheden
Et sted i sine erindringer skriver Anna Sophie Seidelin (Dansk oversætter og historiefortæller - (1913-198)) om et besøg fra Afrika, hvor hun skulle fortælle den afrikanske delegation om danske forhold.
Da hun præsenterede den for et alderdomshjem, var der en afrikaner, som undrede sig over dette fænomen og spurgte: ”Hvis du ikke har en gammel i dit hus, hvad ros har du da?”
Spørgsmålet er mindst lige så relevant at stille os almindelige mennesker i dag: ”Hvis I ikke har en gammel – en ung – et barn – en handicappet – en homoseksuel – en… (og her kan man selv fortsætte listen) i jeres nærhed, hvad ros har I da?”.
(Her skal ”ros” forstås som ”at kunne anerkende og værdsætte en persons handlinger eller egenskaber ved at have et sammenligningsgrundlag.” - Red.)
Jeg har flere friske eksempler på ovenstående. Men her vil jeg nøjes med et enkelt, som så bliver fællesnævneren for ”en hær” af andre, som jeg har fundet og kunne fremhæve.
C-hold mangler opbakning
Den 6. april kunne man læse en artikel på Dr.Dk med overskriften:
”Der mangler forældre i de laveste rækker. 9-årige Karl synes, det er for dårligt.”
Underrubrikken lyder:
”Forældreopbakningen til de mindre gode C-hold halter, og det går ifølge DBU Jylland ud over børnene.”
Ovenstående 9-årige Karl uddyber i starten af artiklen sin utilfredshed med forældrene. Han siger:
”Jeg tænker, at det er alt for dårligt. Der skal komme nogle flere og heppe på holdene.
Jeg synes, det er dejligt, når mine forældre er med, og hvis jeg falder, og det begynder at bløde, så kan de jo komme og trøste, siger Karl.”
Formand for DBU Jyllands Børneudvalg, Jørgen Rasmussen, giver Karl helt ret. Han siger til Dr.Dk:
”Anerkendelsen bør være den samme, uanset hvilket niveau man spiller på.
Når der er kamp på A-holdet, og trænerne sender beskeder ud til forældrene, så går der typisk kun få timer, før alle er meldt til. Udfordringen er en helt anden, når C-holdet har kamp.”
En kraftig opfordring
Formanden understreger endda i artiklen, at det reelt er C-holdenes spillere, der har mest brug for forældrenes opbakning og anerkendelse:
”C-holdenes spillere er ofte mindre motiverede end A-spillerne, så de har brug for ekstra opbakning.”
I bund og grund handler det ifølge Jørgen Rasmussen om børnenes trivsel i klubberne generelt:
”Hvis du føler dig velkommen i en klub og har opbakning fra både klub og forældre, så kommer du til at trives i et fællesskab, som bliver et alternativ til ensomme stunder foran computeren derhjemme.”
Afslutningsvis bliver børneudviklingstræner Kamilla Kierulff fra Grenaa IF citeret i artiklen. Hun lægger ikke fingre imellem i forhold til problematikken:
”Støtten, roen og trygheden er vigtig for børnene, og særligt for vores C-spillere, der har lidt andre succeskriterier end A-spillerne. Når de endelig lykkedes med noget, er det vigtigt, at deres forældre ser det. Og det gælder også i regn og slud, siger Kamilla Kierulff.”
Vi skal vande og gøde
Lad os nu få den mangfoldighed i ”fællesskabsbedet,” så det matcher bedet ude foran mit hus. Lad os se hinanden som smukke blomster, som vi både skal værne om og både vande og gøde, så det potentiale, vi hver især er blevet lagt i vuggen med, kan udfolde sig i fuldt flor.
Lige her får jeg af en eller anden grund lyst til at citere Maj My Humaidan, som i sin nye bog, ”BLØDT - Kampskrift for et meningsfuldt liv,” dedikerer bogen til sine børn og alle andre børn med følgende ord:
”Til mine fire børn og alle andre børn:
”Hver og en er i en flamme, sammen kan I starte et bål.
Hver og en er i et frø, sammen kan I så en ny verden.””
Det er måske vore børn, vi skal sætte vores lid til i bestræbelserne på at få skabt en (ny) verden - et (nyt) samfund - hvor medmenneskelighed og fællesskab er de fællesværdier, vi værdsætter og prioriterer, OG som vi kan holde ud at være i!
Jeg vil afslutte dette indlæg med en konfirmationssang om foråret, som er blevet brugt for nylig.
Sangen hylder på smukkeste vis i både tekst og melodi foråret og kan også være en kommentar til mit indlæg, hvor omkvædets første strofe lyder: ”Så tag min hånd og kom med ud.”
Under sangen, har jeg vedhæftet et link, hvor melodien til sangen - med et tryk på højtaleren - bliver afspillet.
Kommentarer