Til Mandagscitat

"Mit MORralske anker"

TEMA-citater:

- At sige til en mor, at hun ikke skal bekymre sig om sit barn, er som at sige til havet, at det ikke skal være vådt.

 - Everyone needs someone who can handle their darker sides.

- I verden er du bare nogen, men for nogen er du hele verden.

- Det er ikke gråt hår, det er Visdomsglitter

”Misundelse er en grim ting,” hører man nogen gange nogen sige.

Principielt er jeg faktisk enig. Men der er også situationer, hvor misundelse er okay, tænker jeg.

En af de situationer eller tidspunkter ligger for mig altid den 2. søndag i maj, og har gjort det siden 1998. Det år min mor døde. Det er nemlig Mors Dag.

Jeg var SÅ misundelig her sidste søndag, den 11. maj, på dem, som havde mulighed for at køre hjem til deres mor med en blomst. Hvor ville jeg have ønsket, det var mig ☹

Jeg tænker på, om det med misundelse kan være okay at føle, hvis det handler om at være misundelige på dem, som har en tæt relation i livet, du selv har mistet? Vel en tanke værd!

Jeg synes godt, man kan tillade sig at tænke eller sige: ”Jeg misunder dig, at du stadig har den person i dit liv, som du har følgende fælles med: ”Fødslen er den eneste blind date, hvor du vil møde dit livs kærlighed.””

En mors kærlighed til sit barn er grundlaget for, at barnet kan møde verden med kærlighed, tillid og nysgerrighed. En kærlighed, som er ubetinget og uendelig og som fra en mors synsvinkel kan beskrives med følgende ord: ”I verden er du bare nogen, men for nogen er du hele verden.”

Hun fylder et helt kapitel

Der er utallige talemåder om det at være mor. Alle udtrykker de det samme. Stor kærlighed.

Jeg fandt alligevel den bedste i en bog, hvor temaet var et helt andet. Heri havde en mand fundet sit livs kærlighed, og derfor måtte han gå fra den kvinde, han ellers boede sammen med. Han beskrev forholdet mellem de to kvinder på følgende måde:

”Du var et afsnit, hun var et helt kapitel.”

Sådan tror jeg, de fleste mennesker også ville kunne beskrive deres mor. At uanset hvilke relationer, vi får gennem livet, så vil ens mor altid fylde mindst et kapitel og nok også få dedikationen. Og det helt særlige mellem et barn og dets mor rammer følgende jødiske talemåde lige midt ned i: “En mor forstår, hvad hendes barn ikke siger.”

Hvis ikke hun har fortjent en blomst, hvem har så?

Og fra alle os, der ikke længere har den fysiske mulighed, til dem, der stadig har: Skøn nu på hende og få givet hende den blomst eller den æske chokolade, og gør knuset lidt længere.

Og lad så tiden gå i stå lige der. Forlæng nærværet. Mærk efter: KUNNE eller SKULLE jeg måske bruge lidt mere tid på min mor? Måske er hun ikke bare den selvfølgelighed, jeg har til evig tid?

Kendsgerningen er nemlig, at selvom hun mange gange har fejet op efter os, stadig er vort anker og synes uopslidelig, så er der faktisk en udløbsdato på en mor også.

Tro mig.

”Hvad er livet, et pust i sivet!”

Hvad nu hvis?

Simone Nilsson er et godt eksempel på, hvordan bondeangeren kan få tag i en, når man lige kortvarigt får en snert af angst for, at ens mor ikke er her mere, og i situationen bliver ramt af tanken om, at det nu er endegyldigt for sent at få vist eller fortalt, hvor fantastisk vi synes, hun er.

Simone Nilsson er digital journalist og forsideredaktør på Kristeligt Dagblad, og har en fast klumme i samme avis med titlen ”Fodnoter fra livet.”

I en af disse klummer beskriver hun ovenstående scenarie, som altså beskriver de moralske tømmermænd, der kan opstå, når man tager ens mor for givet.

Overskriften lyder:

Tak, mor. Undskyld, mor. Tag altid din telefon, mor

Klummen er udformet som et brev med overskriften Kære mor og starter med beskrivelsen af et mareridt. Der står:

”I nat havde jeg et frygteligt mareridt. Jeg drømte, at du ikke tog telefonen, da jeg ringede. Jeg ringede og ringede, men dut-tonen blev aldrig afbrudt af din stemme, så jeg vågnede fuld af frygt. Heldigvis var der en sms fra dig på min telefon, da jeg som det første vendte mig og tog fat i den, så jeg kunne med det samme se, at du var okay.”

Mindernes grimme ansigt

Ovenstående situation udløser bondeangeren hos hende: Tanken om, at mor pludselig kan være væk, sniger sig ind, og hun bryder ud i gråd. For tænk nu hvis….

Hun kommer blandt andet til at tænke på den usle måde, hun behandlede sin mor på, dengang moren - efter grundige overvejelser - havde købt en bog som mandelgave til den traditionsrige familiejulefrokost. Simone skriver:

”Og kan du huske, at jeg ved bordet rynkede på næsen og sagde noget i retning af, at jeg ikke kunne fordrage den forfatter og fik billigende blikke fra mine jævnaldrende fætre, som grinte lidt på din bekostning?”

Jeg kan lige forestille mig, hvordan hun her i mørket og med en følelse af angst bliver enormt brødebetynget, og hvordan den dårlige samvittighed flyder over med flere tanker om svigt:

”Mor, kan du huske alle de gange, jeg har bidt hovedet af dig og sagt “glem det” eller “nej, du forstår det ikke,” eller “nu gider jeg ikke snakke med dig om det mere, for du gør mig sur”? Og mor ved du, at du er den eneste i verden og i al min tid på jorden, som jeg har behandlet på den måde?”

Kun du ved, at..

Her, i lyset af mørket, angsten og brødebetyngelsen, spirer selverkendelsen også, og kærligheden til moren bliver sat på spidsen:

”Og mor ved du, at det er fordi, du er ét ud af kun to mennesker (den anden er far), som jeg tør vise så grim en side af mig selv, fordi I er de eneste, jeg tør tro på, ikke vil forlade mig, efter I ser den?"

Og hun fortsætter:

”Kun du ved, hvor højt jeg kan skrige, hvor usikker jeg er på min egen krop, og hvor dårlig en taber jeg faktisk er. Ved du, at jeg ved, at jeg af dig altid er tilgivet på forhånd, uanset hvad jeg gør? Og at jeg godt ved, hvor uretfærdigt og hyklerisk det er, at det ikke gælder den anden vej? Ved du, at jeg elsker dig, mor, ægte og helt og aldeles, på trods af de ting, jeg sagde, da jeg var teenager? Ved du, at jeg aldrig vil forlade dig?”

Hun slutter med en programerklæring, som opstår ud fra en snak med moren om begrebet tro, hvor datteren kunne mærke, at moren var utryg ved at sige, hvad hun mente, fordi hun var bange for endnu engang at blive gjort til grin af Simone. Det får datteren til at beslutte:

”Jeg sagde det ikke, men jeg blev ked af, at du ikke stolede på, at jeg ikke ville grine af dig, og jeg forestillede mig pludselig alt det, som må ligge til grund for din usikkerhed. Alle de gange du i dit liv er blevet affejet, underkendt, grint af eller set på som fjollet eller hysterisk. Og jeg lovede mig selv den dag, at jeg fra nu af skulle skabe et rum, hvor du kunne føle dig tryg nok til at have den slags samtaler. Jeg ved ikke, om det er lykkedes. Det ved kun du.”

Til sidst lægger hun sig fladt ned og udbryder:

”Tak, mor. Undskyld, mor. Tag altid din telefon, mor. Men lad også være, for din tid er din egen, ikke min eller min brors eller min søsters. Bare husk at ringe tilbage, men lad være med at ringe 18 gange i træk. Okay, mor?”

Den bedste mor-oplevelse?

Lad mig lige afslutningsvis komme med et bud på, hvordan vi kan sætte ”vores egen mor” i fokus og i et positivt lys. Så kan vi da starte der!

Jeg hørte for nylig en radioudsendelse, hvor en ung mand blev spurgt: ”Hvad er den bedste oplevelse, du har haft sammen med din mor?” Fantastisk spørgsmål!

Jeg kan ikke huske, hvad han svarede, fordi jeg kom til at tænke på oplevelser med min egen mor. Umiddelbart vil de fleste nok sige, at det er svært at udvælge ’en god oplevelse.

Men alligevel. Prøv!

For mit eget vedkommende er jeg kommet frem til, at jeg vil vælge morgenerne med min mor fra dengang jeg var barn og ung. Altså hverdagsmorgnerne, når vi skulle i skole eller på arbejde.

Jeg husker dem for den rolige og trygge atmosfære, min mor formåede at lægge over dem.

Ingen stress og en fornemmelse af, at der blev taget hånd om og vare på os.

Jeg husker tydelig min mor sidde der på sin vante plads i sin røde kittel og udstråle en ro, som forplantede sig til os alle. Der var sørget for ”alt.” Tøjet var lagt frem, madpakken var smurt og klar og den ”kalvdrik”, der sammen med franskbrødsmadden og vitaminpillen udgjorde morgenmaden, var hældt op.

Ambitionen var klart – kan jeg se i dag – at min mor og morgensituationen ikke skulle stjæle energi fra det "batteri," vi skulle bruge for at få det bedste ud af dagen og vejen. Vi skulle sendes hjemmefra med styr på det praktiske og med så få frustrationer som muligt. Og oveni blev vi sendt hjemmefra med ønsket om en god dag og med venlighed.

Respekt og tak herfra. Jeg må ud på kirkegården med den blomst!!

Hvad er den bedste oplevelse, du har haft med din mor?